Thomas Korsgaard og Frida Brygmann har skrevet 6 sjove historier, der stensikkert giver dig og dit barn et smil på læben.
Makkerparret Frida Brygmann og Thomas Korsgaard er tilbage med en ny sjov bog for læsere fra cirka 6 år.
I Tyggegummidamen stifter dit barn blandt andet bekendskab med en dame, der bor i en klump tyggegummi, en dreng som kidnapper sin egen morfar, og Birthe som virkelig keder sig, men som får en god idé.
LÆS OGSÅ: Minimund: Bedstevennerne Frida Brygmann og Thomas Korsgaard har skrevet en bog
Læs her et uddrag af bogen og få historien om Jean Claude på syv, der både kan binde slips og være verdens yngste direktør.
Thomas Korsgaard og Frida Brygmann
Tyggegummidamen
Verdens yngste direktør
I et helt almindeligt og fredeligt nabolag med høje huse og paraboler, og hvad der ellers hører sig til i sådan et almindeligt nabolag, boede en ret så ualmindelig dreng. Han hed Jean Claude, men det var nu ikke det, som gjorde ham så ualmindelig.
Det ualmindelige var, at selvom Jean Claude kun var syv år gammel, var han direktør og dermed den yngste direktør i hele verden. Om morgenen, når almindelige børn sad i deres almindelige tøj med deres almindelige forældre og spiste havregrød og cornflakes, stod Jean Claude op og tog skjorte, slips og laksko på, drak en bitter kop sort kaffe og stak sin dokumentmappe ind under armen.
Firmaet, som Jean Claude var direktør for, havde alt, hvad et firma skulle have:
Det havde et navn: J.C. Holding.
Det havde et firmalogo, som forestillede et stort J og et stort C.
Det havde et skilt og et stempel med firmaets logo, og ikke mindst et visitkort med hans navn, som han kunne uddele, når han mødte potentielle forretningsforbindelser.
Når fastnettelefonen ringede hjemme hos Jean Claude, løb han altid hen for at tage den før sine forældre.
„J.C. Holding, du taler med direktøren!“ sagde han ind i røret, men folk lagde som regel bare på uden at sige noget, fordi de troede, de havde fået forkert nummer.
Hver eneste morgen prøvede Jean Claudes forældre at overtale ham til at gå i skole.
„Her er din madpakke. Hav en god skoledag,“ sagde hans mor.
„Jeg vil gerne have en god dag, men en god skoledag bliver nok lidt svært, eftersom jeg ikke går i skole,“ sagde Jean Claude.
„Det er godt, du,“ sagde hans mor og klappede ham på hovedet. „Nu skal du i skole, og hvis du pjækker igen i dag, så er der tre ugers stuearrest!“
„Det skal du ikke bestemme,“ sagde Jean Claude og rullede med øjnene.
Han havde prøvet at forklare sine forældre tusind gange, at han selvfølgelig ikke gik i skole, for det har direktører alt for travlt til.
„Jo,“ sagde hans mor. „Det skal jeg bestem-me, for jeg er din mor. Først skal du gå i skole i ni år, og så kan du blive direktør bagefter.“
„Nej,“ sagde Jean Claude. „Jeg taber kunder og businessmuligheder ved at gå i skole. Men det rager dig vel en bønne?“
Hans mors øjne blev fulde af hidsighed.
„Nu hører du efter, hvad jeg siger!“ sagde hun vredt. „Børn går i skole.“
„Ikke alle børn,“ sagde Jean Claude, selvom han ikke var helt sikker.
„Men det skal du,“ sagde hans mor. „Det bliver, som jeg siger.“
„Okay, okay,“ sagde Jean Claude.
Så smækkede han døren og løb ned ad trap-perne med sin mappe under armen og kiggede et par gange på sit armbåndsur. Men Jean Claude gik selvfølgelig ikke i skole, selvom hans mor troede det.
Han gik hen på torvet ligesom hver evig eneste morgen og satte sit skilt med firmalogoet op og rettede lidt på sit slips. Nu var han klar til at lave forretninger, og at kunderne kom væltende.
Men de fleste farede hastigt forbi i morgen-travlheden opslugte af deres egne tanker.
„Kom og køb, kom og køb!“ råbte Jean Claude, men det virkede ikke rigtig. Lige indtil en mand, som var i gang med at spise en frøsnapper, stoppede op og gloede lidt på Jean Claudes skilt. Manden havde jakkesæt på, ternede sokker og en mappe under armen, magen til Jean Claudes egen.
„Vil du købe noget?“ spurgte Jean Claude.
„Købe noget hvad?“ sagde manden undrende og tog en bid til af sit morgenbrød.
„Det er vel underordnet,“ sagde Jean Claude. „Vil du gøre dit livs forretning, eller vil du ikke?“
„Jamen jeg står bare lige og nyder en frøsnapper, inden arbejdet kalder,“ sagde manden.
„Det kan være, du går glip af dit livs kup!“ sagde Jean Claude og slog ud med armen.
„Burde du ikke være i skole lige nu?“ spurgte manden.
„Ligner jeg en, der har tid til det?“ spurgte Jean Claude og kørte sit slikhår tilbage i nakken.
De stod begge lidt i stilhed og kiggede ned i jorden.
„Flot skilt, du har dig, lille ven,“ sagde manden.
„Tak,“ sagde Jean Claude, selvom han ikke kunne lide at blive kaldt hverken ‘lille’ eller ‘ven’, når han ikke selv syntes, han var nogen af delene.
„Du lader til at være en initiativrig person,“ sagde manden.
„Jo tak, jo tak,“ sagde Jean Claude.
Han vidste ikke, hvad ordet initiativrig betød, men gættede på, at det var noget godt, fordi det var sådan et svært ord. Manden tyggede af munden.
„Hvad arbejder du med?“ spurgte Jean Claude.
„Puha, det er så kedeligt,“ sagde manden, men det var Jean Claude overbevist om, at det ikke var, for han havde jo jakkesæt på. „Men altså … jeg er direktør for Nordstjernen, byens største hotel. Erik Steffensen-Janssen-Nielsen, hedder jeg.“
Erik med de mange efternavne pegede på byens højeste bygning i det fjerne.
Jean Claude havde aldrig været der, men han havde læst en god anmeldelse af stedet i avisen og vidste, at der var hele 27 etager med både værelser og kasino og swimmingpool og restaurant og vigtigst af alt konferencerum.
„Jeg er også direktør!“ udbrød Jean Claude.
„Er du?“ spurgte Erik Steffensen-J anssen-Nielsen.
„Ja, kan du ikke se det?“ sagde Jean Claude og kiggede ned ad sig selv.
„Men du er jo bare et barn,“ sagde manden med de mange efternavne.
Jean Claude holdt sit hjemmelavede visitkort frem som et bevis.
„Det er jo fantastisk!“ udbrød manden og måbede. „Så er vi kollegaer! Hvor er det rart at møde en, der også er direktør.“
Jean Claude smilede.
„Nu ved jeg ikke, hvordan du har det,“ begyndte manden. „Men jeg må indrømme, at jeg synes, det er lidt ensomt at skulle bestemme alting over så mange mennesker hele tiden. Det er også derfor, jeg står her og spiser en frøsnapper og trækker tiden ud. Jeg orker simpelthen ikke at skulle på arbejde.“
„Gør du ikke?“ spurgte Jean Claude overrasket.
„Nej,“ sagde manden. „Jeg ville ønske, jeg var barn igen.“
„Hvorfor dog det?“ spurgte Jean Claude.
„Hvor skal jeg snart begynde? Listen over skønne ting ved at være barn er så laaang, så laaang. Rutsjebaner, der får det til at kilde i mavsen! Slikkepinde og hoppeborge! Gratis busbilletter og at blive båret ind i seng fra bilen, når man er faldet i søvn på bagsædet! At få en rød sodavand og blive nevet i kinderne af sin bedstemor, mens hun siger dikkedikkedik! Spise abemad med skødeflum og få noget af det på næsen! At gå i skole hver eneste dag og læse lektier! Åh. Hvis bare jeg kunne gå i skole igen, så ville jeg blive jordens lykkeligste Erik Steffensen-Janssen-Nielsen.“
„Det kan du måske også,“ sagde Jean Claude og løftede øjenbrynene.
„Hvordan?“ spurgte Erik.
„Gå hen til Degneskolen og sæt dig ind i 3.A, og sig, du hedder Jean Claude. Så tager jeg mig af hotellet.“
„Den er jeg med på,“ sagde Erik lettet.
Så bad Jean Claude en tilfældig fremmed om at tage et billede af, at de gav hinanden hånd på aftalen, for det havde han set andre direktører gøre. Jean Claude rakte Erik med de mange efternavne sin madpakke, og Erik rakte Jean Claude nøglerne til hotellet, og så sagde de farvel og løb i hver sin retning.
Resten af dagen sad Jean Claude og drejede rundt på kontorstolen på det store hoteldirektørkontor på øverste etage med udsigt over hele byen – helt ned til sine forældres lejlighed, hvor han kunne se sin mor støvsuge gennem altandøren.
Jean Claude stemplede med stempler, printede ting ud på computeren og klipsede dem sammen og tog telefonen, når den ringede, og sagde: „Nordstjernen, du taler med direktøren for det hele.“
Der var meget, der skulle ordnes, og først sent på aftenen, da Jean Claude var blevet færdig med det sidste overarbejde på hotellet, tog han en taxa hjem til sine forældre.
Han smed sin dokumentmappe i entreen og gik ud i køkkenet, hvor hans mor og far sad og ventede på ham med et fad lasagne.
„Nå, der er du, Jean Claude,“ sukkede hans mor og skar et stykke lasagne ud til ham. „Vi skal snakke med dig om noget. De har ringet fra skolen.“ Det gav et sæt i Jean Claude.
„Nå!“ sagde han og begyndte at stikke til maden med gaflen og mærkede appetitten forsvinde. „Hvad ville de mon?“
„Ja,“ sagde hans mor. „Hvad tror du, de ville?“
Jean Claude kiggede over mod sin far, som tyggede hurtigt og kiggede stift tilbage. Jean Claude vidste ikke, hvad han skulle sige.
„Øhhh,“ mumlede han og prøvede at finde på noget.
„Det havde jeg godt nok ikke regnet med,“ sagde hans mor så, og Jean Claude vidste med det samme, at han kunne se frem til mindst tre ugers stuearrest. Men lige inden han skulle til at kaste håndklædet i ringen og indrømme alt om byttehandlen med Erik med de mange efternavne, blev han afbrudt af moren igen, som kiggede kærligt på ham og slog ud med armen.
„De roste dig helt op til skyerne, min skat,“ sagde hun stolt.
„Gjorde de?“ spurgte Jean Claude og spærrede øjnene op.
„Ja! De synes, at du virker meget gladere for tiden, og så var de helt i chok over den fantastiske planche, du havde lavet i matematik om krakket på det amerikanske børsmarked i 1929. De siger, at de ALDRIG har set noget lignende fra en elev i tredje klasse, og nu overvejer de at lade dig springe op til ottende efter sommerferien.“
„Dejligt,“ sagde Jean Claude, smilede til sin mor og mærkede sulten efter lasagne vende tilbage.
Morgenen efter gav Jean Claudes mor ham en madpakke og et kys, som hun plejede, og ønskede ham en god dag i skolen, men Jean Claude tog op på hotellet og tog fat på direktørarbejdet.
Jean Claude fik ros og god feedback for sin indsats af alle medarbejderne og modtog lynhurtigt en international hotelpris for sine bedrifter.
Han hyrede nogle af verdens bedste kokke til restauranten, byggede den største vandrutsjebane i hotellets spaområde og fik udvidet parkeringspladsen, så der kunne være 5000 biler.
Gæsterne strømmede til fra det meste af verden for at opleve det nu femstjernede hotel Nordstjernen.
Sådan fortsatte det i flere uger, måneder og år med, at Jean Claude knoklede i døgndrift på hotellet. Og i ny og næ ringede fastnettelefonen hjemme hos hans forældre. Det var lærerne fra Degneskolen, som roste Jean Claude for at være en dygtig elev, og hans forældre var så stolte. Men de vidste heller ingenting om, at det var en voksen mand ved navn Erik Steffensen-Janssen-Nielsen, som tog sig flittigt af Jean Claudes skolearbejde, og at Jean Claude selv i virkeligheden var verdens yngste direktør.
Sig velkommen til seks sjove historier, der helt sikker får dig til at grine – og lyst til at smutte en tur i kiosken for at købe tyggegummi!
I Tyggegummidamen og andre historier møder du en pige, som har haft den dårligste juleaften i verden, fordi der pludselig var to julemænd i stuen. Du møder også en dreng, der har kidnappet sin morfar, og Lene Knudsen, der er blevet fanget i en meget stor klat tyggegummi. Du kan også høre om Jean Claude på syv år, verdens yngste direktør og et blad, der ikke tør give slip på sit træ. Til sidst møder du en pige, der aldrig skulle have ønsket sig at få en nabo. Glæd dig!
Fra ca. 6 år.
Thomas Korsgaard og Frida Brygmann har skrevet 6 sjove historier, der stensikkert giver dig og dit barn et smil på læben.
Makkerparret Frida Brygmann og Thomas Korsgaard er tilbage med en ny sjov bog for læsere fra cirka 6 år.
I Tyggegummidamen stifter dit barn blandt andet bekendskab med en dame, der bor i en klump tyggegummi, en dreng som kidnapper sin egen morfar, og Birthe som virkelig keder sig, men som får en god idé.
LÆS OGSÅ: Minimund: Bedstevennerne Frida Brygmann og Thomas Korsgaard har skrevet en bog
Læs her et uddrag af bogen og få historien om Jean Claude på syv, der både kan binde slips og være verdens yngste direktør.
Køb Tyggegummidamen online, eller i din lokale boghandler fra d. 2 november.
Thomas Korsgaard og Frida Brygmann
Tyggegummidamen
Verdens yngste direktør
I et helt almindeligt og fredeligt nabolag med høje huse og paraboler, og hvad der ellers hører sig til i sådan et almindeligt nabolag, boede en ret så ualmindelig dreng. Han hed Jean Claude, men det var nu ikke det, som gjorde ham så ualmindelig.
Det ualmindelige var, at selvom Jean Claude kun var syv år gammel, var han direktør og dermed den yngste direktør i hele verden. Om morgenen, når almindelige børn sad i deres almindelige tøj med deres almindelige forældre og spiste havregrød og cornflakes, stod Jean Claude op og tog skjorte, slips og laksko på, drak en bitter kop sort kaffe og stak sin dokumentmappe ind under armen.
Firmaet, som Jean Claude var direktør for, havde alt, hvad et firma skulle have:
Det havde et navn: J.C. Holding.
Det havde et firmalogo, som forestillede et stort J og et stort C.
Det havde et skilt og et stempel med firmaets logo, og ikke mindst et visitkort med hans navn, som han kunne uddele, når han mødte potentielle forretningsforbindelser.
Når fastnettelefonen ringede hjemme hos Jean Claude, løb han altid hen for at tage den før sine forældre.
„J.C. Holding, du taler med direktøren!“ sagde han ind i røret, men folk lagde som regel bare på uden at sige noget, fordi de troede, de havde fået forkert nummer.
Hver eneste morgen prøvede Jean Claudes forældre at overtale ham til at gå i skole.
„Her er din madpakke. Hav en god skoledag,“ sagde hans mor.
„Jeg vil gerne have en god dag, men en god skoledag bliver nok lidt svært, eftersom jeg ikke går i skole,“ sagde Jean Claude.
„Det er godt, du,“ sagde hans mor og klappede ham på hovedet. „Nu skal du i skole, og hvis du pjækker igen i dag, så er der tre ugers stuearrest!“
„Det skal du ikke bestemme,“ sagde Jean Claude og rullede med øjnene.
Han havde prøvet at forklare sine forældre tusind gange, at han selvfølgelig ikke gik i skole, for det har direktører alt for travlt til.
„Jo,“ sagde hans mor. „Det skal jeg bestem-me, for jeg er din mor. Først skal du gå i skole i ni år, og så kan du blive direktør bagefter.“
„Nej,“ sagde Jean Claude. „Jeg taber kunder og businessmuligheder ved at gå i skole. Men det rager dig vel en bønne?“
Hans mors øjne blev fulde af hidsighed.
„Nu hører du efter, hvad jeg siger!“ sagde hun vredt. „Børn går i skole.“
„Ikke alle børn,“ sagde Jean Claude, selvom han ikke var helt sikker.
„Men det skal du,“ sagde hans mor. „Det bliver, som jeg siger.“
„Okay, okay,“ sagde Jean Claude.
Så smækkede han døren og løb ned ad trap-perne med sin mappe under armen og kiggede et par gange på sit armbåndsur. Men Jean Claude gik selvfølgelig ikke i skole, selvom hans mor troede det.
Han gik hen på torvet ligesom hver evig eneste morgen og satte sit skilt med firmalogoet op og rettede lidt på sit slips. Nu var han klar til at lave forretninger, og at kunderne kom væltende.
Men de fleste farede hastigt forbi i morgen-travlheden opslugte af deres egne tanker.
„Kom og køb, kom og køb!“ råbte Jean Claude, men det virkede ikke rigtig. Lige indtil en mand, som var i gang med at spise en frøsnapper, stoppede op og gloede lidt på Jean Claudes skilt. Manden havde jakkesæt på, ternede sokker og en mappe under armen, magen til Jean Claudes egen.
„Vil du købe noget?“ spurgte Jean Claude.
„Købe noget hvad?“ sagde manden undrende og tog en bid til af sit morgenbrød.
„Det er vel underordnet,“ sagde Jean Claude. „Vil du gøre dit livs forretning, eller vil du ikke?“
„Jamen jeg står bare lige og nyder en frøsnapper, inden arbejdet kalder,“ sagde manden.
„Det kan være, du går glip af dit livs kup!“ sagde Jean Claude og slog ud med armen.
„Burde du ikke være i skole lige nu?“ spurgte manden.
„Ligner jeg en, der har tid til det?“ spurgte Jean Claude og kørte sit slikhår tilbage i nakken.
De stod begge lidt i stilhed og kiggede ned i jorden.
„Flot skilt, du har dig, lille ven,“ sagde manden.
„Tak,“ sagde Jean Claude, selvom han ikke kunne lide at blive kaldt hverken ‘lille’ eller ‘ven’, når han ikke selv syntes, han var nogen af delene.
„Du lader til at være en initiativrig person,“ sagde manden.
„Jo tak, jo tak,“ sagde Jean Claude.
Han vidste ikke, hvad ordet initiativrig betød, men gættede på, at det var noget godt, fordi det var sådan et svært ord. Manden tyggede af munden.
„Hvad arbejder du med?“ spurgte Jean Claude.
„Puha, det er så kedeligt,“ sagde manden, men det var Jean Claude overbevist om, at det ikke var, for han havde jo jakkesæt på. „Men altså … jeg er direktør for Nordstjernen, byens største hotel. Erik Steffensen-Janssen-Nielsen, hedder jeg.“
Erik med de mange efternavne pegede på byens højeste bygning i det fjerne.
Jean Claude havde aldrig været der, men han havde læst en god anmeldelse af stedet i avisen og vidste, at der var hele 27 etager med både værelser og kasino og swimmingpool og restaurant og vigtigst af alt konferencerum.
„Jeg er også direktør!“ udbrød Jean Claude.
„Er du?“ spurgte Erik Steffensen-J anssen-Nielsen.
„Ja, kan du ikke se det?“ sagde Jean Claude og kiggede ned ad sig selv.
„Men du er jo bare et barn,“ sagde manden med de mange efternavne.
Jean Claude holdt sit hjemmelavede visitkort frem som et bevis.
„Det er jo fantastisk!“ udbrød manden og måbede. „Så er vi kollegaer! Hvor er det rart at møde en, der også er direktør.“
Jean Claude smilede.
„Nu ved jeg ikke, hvordan du har det,“ begyndte manden. „Men jeg må indrømme, at jeg synes, det er lidt ensomt at skulle bestemme alting over så mange mennesker hele tiden. Det er også derfor, jeg står her og spiser en frøsnapper og trækker tiden ud. Jeg orker simpelthen ikke at skulle på arbejde.“
„Gør du ikke?“ spurgte Jean Claude overrasket.
„Nej,“ sagde manden. „Jeg ville ønske, jeg var barn igen.“
„Hvorfor dog det?“ spurgte Jean Claude.
„Hvor skal jeg snart begynde? Listen over skønne ting ved at være barn er så laaang, så laaang. Rutsjebaner, der får det til at kilde i mavsen! Slikkepinde og hoppeborge! Gratis busbilletter og at blive båret ind i seng fra bilen, når man er faldet i søvn på bagsædet! At få en rød sodavand og blive nevet i kinderne af sin bedstemor, mens hun siger dikkedikkedik! Spise abemad med skødeflum og få noget af det på næsen! At gå i skole hver eneste dag og læse lektier! Åh. Hvis bare jeg kunne gå i skole igen, så ville jeg blive jordens lykkeligste Erik Steffensen-Janssen-Nielsen.“
„Det kan du måske også,“ sagde Jean Claude og løftede øjenbrynene.
„Hvordan?“ spurgte Erik.
„Gå hen til Degneskolen og sæt dig ind i 3.A, og sig, du hedder Jean Claude. Så tager jeg mig af hotellet.“
„Den er jeg med på,“ sagde Erik lettet.
Så bad Jean Claude en tilfældig fremmed om at tage et billede af, at de gav hinanden hånd på aftalen, for det havde han set andre direktører gøre. Jean Claude rakte Erik med de mange efternavne sin madpakke, og Erik rakte Jean Claude nøglerne til hotellet, og så sagde de farvel og løb i hver sin retning.
Resten af dagen sad Jean Claude og drejede rundt på kontorstolen på det store hoteldirektørkontor på øverste etage med udsigt over hele byen – helt ned til sine forældres lejlighed, hvor han kunne se sin mor støvsuge gennem altandøren.
Jean Claude stemplede med stempler, printede ting ud på computeren og klipsede dem sammen og tog telefonen, når den ringede, og sagde: „Nordstjernen, du taler med direktøren for det hele.“
Der var meget, der skulle ordnes, og først sent på aftenen, da Jean Claude var blevet færdig med det sidste overarbejde på hotellet, tog han en taxa hjem til sine forældre.
Han smed sin dokumentmappe i entreen og gik ud i køkkenet, hvor hans mor og far sad og ventede på ham med et fad lasagne.
„Nå, der er du, Jean Claude,“ sukkede hans mor og skar et stykke lasagne ud til ham. „Vi skal snakke med dig om noget. De har ringet fra skolen.“ Det gav et sæt i Jean Claude.
„Nå!“ sagde han og begyndte at stikke til maden med gaflen og mærkede appetitten forsvinde. „Hvad ville de mon?“
„Ja,“ sagde hans mor. „Hvad tror du, de ville?“
Jean Claude kiggede over mod sin far, som tyggede hurtigt og kiggede stift tilbage. Jean Claude vidste ikke, hvad han skulle sige.
„Øhhh,“ mumlede han og prøvede at finde på noget.
„Det havde jeg godt nok ikke regnet med,“ sagde hans mor så, og Jean Claude vidste med det samme, at han kunne se frem til mindst tre ugers stuearrest. Men lige inden han skulle til at kaste håndklædet i ringen og indrømme alt om byttehandlen med Erik med de mange efternavne, blev han afbrudt af moren igen, som kiggede kærligt på ham og slog ud med armen.
„De roste dig helt op til skyerne, min skat,“ sagde hun stolt.
„Gjorde de?“ spurgte Jean Claude og spærrede øjnene op.
„Ja! De synes, at du virker meget gladere for tiden, og så var de helt i chok over den fantastiske planche, du havde lavet i matematik om krakket på det amerikanske børsmarked i 1929. De siger, at de ALDRIG har set noget lignende fra en elev i tredje klasse, og nu overvejer de at lade dig springe op til ottende efter sommerferien.“
„Dejligt,“ sagde Jean Claude, smilede til sin mor og mærkede sulten efter lasagne vende tilbage.
Morgenen efter gav Jean Claudes mor ham en madpakke og et kys, som hun plejede, og ønskede ham en god dag i skolen, men Jean Claude tog op på hotellet og tog fat på direktørarbejdet.
Jean Claude fik ros og god feedback for sin indsats af alle medarbejderne og modtog lynhurtigt en international hotelpris for sine bedrifter.
Han hyrede nogle af verdens bedste kokke til restauranten, byggede den største vandrutsjebane i hotellets spaområde og fik udvidet parkeringspladsen, så der kunne være 5000 biler.
Gæsterne strømmede til fra det meste af verden for at opleve det nu femstjernede hotel Nordstjernen.
Sådan fortsatte det i flere uger, måneder og år med, at Jean Claude knoklede i døgndrift på hotellet. Og i ny og næ ringede fastnettelefonen hjemme hos hans forældre. Det var lærerne fra Degneskolen, som roste Jean Claude for at være en dygtig elev, og hans forældre var så stolte. Men de vidste heller ingenting om, at det var en voksen mand ved navn Erik Steffensen-Janssen-Nielsen, som tog sig flittigt af Jean Claudes skolearbejde, og at Jean Claude selv i virkeligheden var verdens yngste direktør.
Sig velkommen til seks sjove historier, der helt sikker får dig til at grine – og lyst til at smutte en tur i kiosken for at købe tyggegummi!
I Tyggegummidamen og andre historier møder du en pige, som har haft den dårligste juleaften i verden, fordi der pludselig var to julemænd i stuen. Du møder også en dreng, der har kidnappet sin morfar, og Lene Knudsen, der er blevet fanget i en meget stor klat tyggegummi. Du kan også høre om Jean Claude på syv år, verdens yngste direktør og et blad, der ikke tør give slip på sit træ. Til sidst møder du en pige, der aldrig skulle have ønsket sig at få en nabo. Glæd dig!
Fra ca. 6 år.
Køb Tyggegummidamen og andre historier online, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: