CarlsenPuls Young Adult-romaner

Der er fart på i Sarah Engells nye YA-roman — tyvstart din læsning her!

Det øjeblik du tvivler Sarah Engell

Sarah Engell er tilbage med en ny YA-roman.

Det øjeblik du tvivler af Sarah Engell


Det øjeblik du tvivler Sarah Engell

Vigga er skater, en rigtig dygtig skater, og som ung kvinde i en mandesport skal man være hårdfør. Så Vigga har droppet dating og træner intensivt for at bevise, at kvinder er lige så gode til at skate som mænd. Lige indtil hun uventet forelsker sig.

Han er lækker, han er cool, han er skarp. Han ser ind under Viggas hårde ydre og vil gøre alt for at passe på hende. Også da hun pludselig begynder at modtage ubehagelige trusler.

Men truslerne og de ækle beskeder fortsætter. Og de bliver værre og værre. Nu skal Vigga for alvor til at passe på, for den, der står bag, har ikke tænkt sig at lade hende slippe.

Du kan købe Det øjeblik du tvivler online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Det øjeblik du tvivler
af Sarah Engell


KAPITEL 1
Lørdag d. 31. marts


Urban Street Zone ligger i et nedlagt industrilokale og er meget større, end jeg regnede med.

“1.300 kvadratmeter,” siger Harald, da jeg spørger. “Og de har planer om at udvide til 8.000, så det bliver Nordens største.”

“Sejt.”

Vi hopper ud og smækker bildørene bag os. L.O.W. Academy – Life On Wheels står der på samtlige sider af den støvede, hvide minivan. I forruden hænger et yin og yang-tegn og to små rulleskøjter i en kæde.

They see me rollin’
They hatin’

Raz skruer op for sin bærbare højttaler. Lægger armene om de andre drenge og går hen mod hallen. Vi er syv med fra klubben ud over Harald. Som sædvanlig er mig og Bella de eneste piger. Hun knytter hånden. “Hey, Vigga. What about the hands?”

Vi fistbumper. Presser knoerne sammen, mens vi siger vores remse: “Our hands are high, our wheels are low, and this is how we like to roll.”

Brandsåret på min skulder svider, da vi hanker op i vores rygsække og følger efter de andre. Udenfor skater et par lokale drenge på en slidt rampe. De har strikhuer på, ikke hjelme. Deres posede bukser bliver holdt oppe af snørebånd i stedet for bælter. Det er åbenbart ikke kun en københavnerting.

Bella dasker til min arm. “Tror du, der er nogle lækre, jyske skatere derinde?”

“Har du ikke allerede en date?”

“Derfor kan man jo godt kigge.” Hun vipper med brynene.

Da vi træder ind i hallen, er det, som om en trykbølge rammer mig. Varmen, den dunkende bas, synet af de mange skatere, der allerede er i gang på banen. Lynhurtige, stærke kroppe, der flyver op over kanter og grinder ned ad gelændere. Det kribler i mig for at komme ud til dem.

Jeg presser læberne sammen om min tungepiercing, mens jeg åbner Insta. Laver peacetegn til kameraet.

Landet i Brande! Følg med ovre på min YouTube-kanal Sponsor me.

Der lyder et pift.

Harald strammer sin sorte bandana og hanker op i camouflagebukserne, der altid er tunge af skruer og ekstrahjul. “Rundkreds!” Han klapper i hænderne og vinker os hen i et hjørne.

Jeg tror, han har set for meget amerikansk fodbold. Aggressive inline skating er en solosport. Alligevel vil han altid have os samlet i en rundkreds for at tale taktik eller brøle kampråb i kor. På den måde er han en ret utraditionel træner. Men han er også den bedste.

Vi lægger armene om hinanden, og Harald ser rundt på os. “All right, venner. I har en time til at gøre jer klar og lære banen at kende. Konkurrencen starter klokken 13. Juniorerne er på først. Så pigerne. Oldboys og seniorer til sidst. Læg jeres ting i omklædningen, og husk at tage hjulene af, inden I begynder at drikke øl.”

“Yessir.” Karlos slår hælene sammen, fanger mit blik og siger som en kapsel, der ryger af en flaske. En lyd, vi har brugt år på at perfektionere, og jeg svarer med samme lyd. Smiler.

“Hva’ så, Karlos? Er du blevet en tøsedreng, skal du sidde og drikke med the pussies i aften?” Raz sparker ud efter ham og får de andre drenge til at grine.

Karlos sparker tilbage. “Hvis du vil være med, må du altså spørge lidt pænere.”

“Hey!” siger Harald. “Hvis I vil sparke, skulle I være startet til fodbold. Lad mig så høre, hvem kører det for i dag?”

Dem fra L.O.W. Academy af,” siger vi i kor.

Han trækker os tættere sammen. Klapper dem af os, han kan nå, på ryggen.

“Held og lykke, alle sammen. Og husk det nu: Vær frygtløse. Hold fokus. Bløde knæ og spændt core. Og hvis I falder … eller rettere, når I falder, så hurtigt op, og kæmp videre. Hvis man ikke falder, er det, fordi man ikke presser sig selv hårdt nok. Så lad være med at gå i panik over det. Se det som et godt tegn, og kom stærkt igen.”

Han holder en håndflade i vejret, og vi giver ham alle sammen en highfive.

Bella lægger armen om mig, da vi går gennem hallen.

“Så er vi her sgu,” siger hun. “Klar til at få taget konkurrence-mødommen.”
Jeg smiler til hende og drejer kaskettens skygge om i nakken for bedre at kunne se alting. De hævede tribuner og høje ramper, sollyset, der står i vifter ind ad de smalle, højtsiddende vinduer.

Hallen emmer af koncentration. Der er allerede en del skatere ude på banen. Alle sammen drenge. Jeg følger dem med øjnene. Forsøger at aflure dem deres teknik.

Den eneste måde, du for alvor kan komme til tops på, er ved at sammenligne dig selv med drengene i stedet for med pigerne.

Jeg blev vildt provokeret, da Harald sagde det. Men efterhånden er jeg begyndt at forstå, hvad han mener.

“Vaniljekrans?”

Jeg løsriver blikket fra ramperne. “Hvad?”

“Va-nil-je-krans.” Bella holder en plasticpose frem.

Jeg roder rundt dernede. Tager en småkage. “Er det ikke en lidt forkert årstid til vaniljekranse?”

“Min mor tester nye opskrifter. Hun siger, at den eneste måde at slå sine konkurrenter på er ved at øve mere end dem.”

“Klog dame, din mor.” Jeg bider kagen over. Ser igen hen på ramperne.

“Nå.” Bella knapper sin rødternede skovmandsskjorte op, så en stram, sort tanktop kommer til syne. “Jeg går lige en runde.”

“Skal du ikke med ud og klæde om?”

“Om lidt.” Hun rækker næven frem. “Ses snart, hon. Så giver vi dem baghjul.”

Vi støder knoerne sammen. Bella trækker elastikken ud af sin hestehale, ryster sit lyse hår ned over skuldrene og går op mod publikumstribunerne, hvor der allerede er godt fyldt med mennesker.

Der lyder høje stemmer og latter, da jeg går forbi drengeomklædningen. I pigeomklædningen er der tomt. Jeg lægger soveposen fra mig og forsøger ikke at tænke for meget på ordet konkurrence-mødom.

Med et bump sætter jeg min rygsæk på bænken og klikker skøjteholderne op. Hjelmen er spændt fast til stroppen. Der er to vandflaskeholdere og separate rum til skiftetøj og sikkerhedsudstyr, og det er vildt, så højt man kan elske noget, der ikke elsker igen. Men fra det øjeblik, jeg pakkede min nye skating backpack ud af gavepapiret, var jeg parat til at gifte mig med den.

Lige indtil jeg åbnede kassen med de spritnye blades selvfølgelig. Sort nubuckskind. Superhurtige 60 millimeter-hjul. Forstærket nylon- og glasfiberskal, ekstra foret pløs og en v4 Symetrics soul plate, der gør dem perfekte til at grinde.

Jeg tror ikke, mor og far overhovedet fattede, hvad de gav mig i fødselsdagsgave. De opgav ligesom at følge med, da mine fødselsdagsønsker ændrede sig fra glimmertusser og barbiedukker til kuglelejespray, Y-værktøj og skate wax.

De sidste tre år har mine ønskesedler derfor bestået af links i Messengerbeskeder. Jeg synes selv, det er meget pædagogisk. Alligevel ender de som regel med at give mig penge. Ikke på den måde, Bella fik penge til sin konfirmation, hvor gæsterne møjsommeligt havde bundet femmere til troldegrene og foldet hundredekronesedler til sommerfugle. Mere noget med at MobilePay’e med noten god jul fra far eller happy birthday fra mor. Far, som regel et par dage for sent.

Jeg trækker mine blades på, strammer dem hårdt og støder hælene mod gulvet for at være sikker på, at jeg har dem helt tilbage i skøjterne. Thanks for choosing Adapt Brand. We hope you’ll enjoy your new rollerblades, stod der på et lille kort i æsken. Det var håndskrevet og det eneste af mine fødselsdagskort, jeg satte op på opslagstavlen derhjemme.

Flisegulvet klikker under hjulene, da jeg ruller hen til spejlet. Jeg trækker op i mine camouflagebukser, der er magen til Haralds, bortset fra størrelsen. Mit hår knitrer elektrisk, da jeg samler det i en hestehale. Det ser endnu mere ustyrligt ud, end det plejer; stort og flammende og svært at få ind i elastikken. Nogle gange overvejer jeg at klippe det helt kort, men jeg kan godt lide følelsen af det, når jeg skater hurtigt. Fornemmelsen af en rød fartstribe eller busket hale, der står efter mig og gør det nemt at kende mig på banen og få dommernes opmærksomhed.

Min krop føles rastløs efter den lange biltur. Som en flaske champagne, der er blevet rystet, og jeg presser min hjelm ned over håret. Den er sort ligesom mine blades. Ligesom min oversize T-shirt med teksten If you can dream it you can do it.

Så skubber jeg døren op og ruller ud i hallen.

Karlos er den første på banen fra L.O.W. Academy. Hans lange, spinkle krop er fjerlet, da han sætter af fra curben og snurrer rundt i luften, så hans sorte dreadlocks løfter sig påfugleagtigt på hans hoved.

I wanna get high y’all
Need it need it to get by y’all

Musikken dunker ud af højttalerne, jeg kan mærke bassen i kroppen som en ekstra puls, mens jeg glider gennem hallen. Her dufter af nyt træ, maling og mande-deo. Underlaget er så glat, at det er næsten lydløst under hjulene; skateliteplader og lyst birketræ.

Mine blades sidder perfekt, og jeg nyder fornemmelsen af at fylde dem helt ud. Dem, jeg havde før, var fra Den Blå Avis, hvor der kun var store størrelser til salg. Mandestørrelser. Det gik nogenlunde med et par ekstra strømper og hårdt strammede snørebånd. Men i al den tid, jeg kørte med dem, havde jeg en fornemmelse af at være et barn, der havde sneget sig ind til en voksenfest.

Jeg starter med de letteste forhindringer, ruller over de bløde speed-bumps og rundt i bowlen. Da jeg kan mærke, at mine bevægelser er sikre, øger jeg farten. Selvom vi kun varmer op, kan jeg mærke blikke overalt i hallen. Et sted oppe på tribunen er der nogen, der råber POW. Pussy on wheels. Jeg fokuserer på mit åndedræt. På de mindfulness-teknikker, Harald har lært mig. Laver en rimelig okay deadfish og en nogenlunde duck walk, og selvom mine ben ryster, kigger jeg mig om efter noget sværere.

Midt i hallen ligger en shotgun box på tværs af en foam-pit. Det ligner en tynd bro over en voldgrav af firkantede skumpuder. På siden er der sprayet en sort vædder med ring i næsen; logoet for Ram Jam. Hornene er store og krøllede, og de sammenknebne øjne stirrer på mig med et udfordrende blik.

Jeg stirrer tilbage. På en udånding ruller jeg frem, bøjer i knæene og springer. Mine blades rammer upræcist. Klang. Det giver en skrattende, metallisk lyd og vibrerer hele vejen op gennem kroppen på samme måde, som når man ruller over brosten.

Pis også. Jeg ruller en omgang i bowlen, forsøger at få brostensfornemmelsen ud af kroppen, inden jeg stiller mig i kø igen.
Anden gang går det bedre. Click. Man kan høre det på lyden. Om man lander rent. Clicking in eller fucking up. Men da jeg lander, er mine ben alt for stive, og det giver et smæld, da knæbeskytterne rammer gulvet. Jeg tager fra med mine polstrede plasticalbuer. Har heldigvis øvet faldteknik så meget, at jeg ikke længere smadrer mine håndled.

“Så sødt,” råber nogen. “Pigen tror, hun kan skate.”

Jeg trækker mig på benene igen, og min puls dunker så hårdt, at jeg et øjeblik ikke kan høre andet. Stemmerne, tilråbene. Selv musikken er væk.

Der går nogle sekunder, før jeg forstår, at der rent faktisk er blevet stille i hallen. De andre skatere er på vej væk fra banen, og en kommentator dukker op med en mikrofon. Jeg ruller ud til siden og stiller mig sammen med Bella, der endelig har fået udstyr på. Giver hende et klap på skulderen.

“Velkommen til Ram Jam!” råber kommentatoren. “Welcome everybody!”

Der lyder bifald.

“Urban Street Zone byder indenfor til Danmarksmesterskabet i indendørs aggressive inline skating! Hvor er det fedt at se så mange. I dag skal vi have fundet de allerbedste skatere. The best skaters of all!”

Bella stikker fingrene i munden og pifter.

“Vi starter med juniorkonkurrencen. Og den første, jeg gerne vil se heroppe, er Rahim Al-haj!”

En dreng med blå hjelm, blå blades og en sort streg malet under hvert øje ruller frem. Han ser ud til højst at være tolv-tretten år, men han har allerede den energi i kroppen, der kommer, når man opdager, hvor meget federe alting er på hjul.

“Og så vil jeg gerne se Titus Friis-Hansen!”

En dreng med grøn hjelm og sorte blades ruller derop. De to drenge giver hinanden hånden, og kommentatoren råber flere navne op. Der er otte deltagere i alt. Alle sammen drenge.

“Give it up for … juniorerne!”

Bag skumgraven står en DJ ved en mixerpult. Han skruer op for musikken, og juniorerne ruller ud på banen. Alle skater samtidig, så det gælder om at holde øje med de andre, ikke at være i vejen, at time sit løb.

De er gode. Selvom de ikke er ret gamle, kan de allerede nogle vilde tricks. Især ham Titus med den grønne hjelm. Han er spinkel og ikke særlig høj. Højst ni år, gætter jeg på. Både moren og faren står på sidelinjen og skiftevis klapper og filmer med deres telefoner.

Da heatet er slut, ruller han direkte hen til dem, bremser ikke engang, men kører direkte ind i deres arme, som om han er sikker på, at de vil gribe ham. Hvilket de gør. Faren løfter ham i vejret, og moren siger noget, der får ham til at smile, og jeg kan ikke lade være med at se på dem.

“Vigga Fischer Stenbro!”

Mit navn i højttalerne får mig til at løsrive blikket. Så sgu.

Harald kommer hen og lægger en hånd på min skulder. “Held og lykke. Skulle jeg stadig filme?”

“Ja tak. Finalen er vigtigst. Har du batteri nok?”

“Bare rolig, jeg ladede op i bilen. Giv den gas derude. Og husk: It’s a battle in the mind.”

“It’s a battle in the mind,” gentager jeg og nikker.

Jeg ruller hen til kommentatoren, der gør tegn til, at jeg skal vente bag rækværket. “Og så vil jeg godt se Neel Torres heroppe.”

En pige med sort hjelm og lyse fletninger kører hen til os. Hun har de samme sorte Adapt som mig; det eneste mærke, der laver blades ned til størrelse 36.

“Og Sophia Rosaldi!”

En pige med gul hjelm og gule bukser laver et power-stop få centimeter fra mine støvlesnuder. Hendes smalle ansigt og store, ravfarvede øjne får hende til at ligne en rovfugl.

“Og Bella Kjær Nordtoft!”

Bella har begge arme i vejret og sit lyse hår flagrende om skuldrene, da hun kører hen til os. Hun giver de andre piger en highfive og mig knuckles. Altid knuckles.

“Er I klar?” spørger kommentatoren.

“Er vi klar, ha!” Sophia strammer sine håndledsbeskyttere. “Nu skal vi sateme vise drengene.”

“Så er vi klar til pigerunden,” råber kommentatoren. “Giv dem en hånd!”
Bifaldet er knap så stort som til juniorerne, da vi ruller ud på banen. Øverst på tribunen er der igen én, der råber POW. Derefter latter.

DJ’en tænder musikken.

Vi er kun os fire på banen, så der er god plads. Det er i det mindste en fordel ved at deltage i pigerunden. Jeg ruller op ad rampen, laver et 180 spin og kører baglæns ned. Det går fint, men en lille smule tøvende, så jeg gør det igen. Dropper fra platformen. Hurtigere denne gang.

Sophia hvisler forbi mig. Hun er allerede begyndt på mere avancerede tricks, og jeg hopper op og rammer copingen med midten af skøjterne. Holder stillingen, så længe jeg kan, inden jeg suser ned igen til lyden af spredte bifald.

Jeg sætter farten op og kører mod modsatte ende af hallen. Armene skal følge kroppen og hele tiden være over den skøjte, jeg ruller på. Det giver den kraftfulde løbestil, som jeg har knoklet for at perfektionere. Stilen er vigtig. Fucker man sine tricks op, kan man redde meget hjem ved at have en god stil.

I starten troede jeg, at man valgte en stil på samme måde, som man vælger skates og udstyr, men stilen ligger allerede i kroppen, ligesom alle har deres egen måde at gå på. Man vælger den ikke. Man opdager den. Og så rendyrker man den.

Bella og Neel suser forbi på hver sin side af mig, og jeg sætter kurs mod quaterpipen. Ud over stil bliver vi bedømt på, hvor godt vi bruger banen, og jeg ruller op og dropper. Lader mine hjul møde hver eneste flade i hallen. Speed-bump, bank og euro-gap.

“Så er der otte minutter tilbage til at vise os, hvad I kan,” siger kommentatoren i mikrofonen. “Eight minutes left.”

Musikken skifter til en tungere rytme. Bas og elguitar, og jeg kører hen mod vædderen med ring i næsen. Der er ingen af de andre piger, der er kørt over shotgun’en, og mit blik låser sig fast på den, mens jeg sparker mere fart i benene.

Jeg svinger armene frem for at få så meget opdrift som muligt, og så snart jeg er i luften, bliver nervøsiteten erstattet af eufori. Click. Denne gang rammer mine blades perfekt, og jeg grinder over den lange bro. Har så meget balance, at jeg tager mod til mig og vender halvvejs. Det er angstprovokerende at køre baglæns, men det gælder om ikke at tænke for meget over det. Bare gøre det.

Da jeg lander på gulvet igen, bliver der endelig klappet ordentligt. Sophia møder mit blik, og så styrer hun også mod vædderen.

Jeg forsøger at koncentrere mig om mit eget løb, men kan ikke undgå at lægge mærke til, at hun klarer det bedre end mig. Hendes balance er knivskarp og hendes afsæt meget højere.

Hun kører op på kanten af publikumstribunen, strækker hånden ud og giver highfives til dem, der står yderst. Nogle af dem råber hendes navn, og en flok lokale piger vifter med et stort, hjemmelavet banner med teksten ‘Bladies Do It Better’.

Bagefter laver hun en perfekt Soul og lidt efter en lige så perfekt Royal. Hun får det til at se så let ud, og de lokale piger råber hendes navn, mens de tramper i gulvet. Hun har med garanti allerede flere point end mig.

Hvis jeg skal bare i nærheden af at slå hende, skal jeg gennemføre mit finaletrick. Der er ingen, ud over Harald, der ved, at jeg har tænkt mig at lave det i dag. Da han en dag inden træning opdagede, at jeg sad og så den samme YouTube-video på repeat, lagde han en hånd på min skulder og spurgte: “Har du nosserne til det der?”

“Jeg har ikke brug for nosser,” svarede jeg. “De er kun i vejen og gør det meget mere smertefuldt at lande forkert på et gelænder.”

Han smilede, gav min skulder et klem og sagde: “Få så nogle hjul på.”

Hele februar og marts blev jeg efter den ugentlige fællestræning, og efterhånden intensiverede vi med flere sessioner. Harald blev ved med at presse mig. Sige, at jeg skulle stikke tvivlen skråt op og tro på mig selv. Da jeg spurgte, hvorfor han brugte sin fritid på at træne mig, sagde han: “Du har det, der skal til. Det vil jeg gerne have hele verden til at se. Pigerunder er noget fis.”

Jeg lader blikket løbe over banen. Rampen tættest på DJ’en er højere end den, jeg har øvet på derhjemme, men den er det bedste spot, og jeg tager tilløb. Fylder lungerne med luft og farer sammen, da jeg hører et skrig bag mig. Bella ligger på rampen. Holder sig om det ene knæ.

“Auch! Bacon in the pan!” råber kommentatoren.

En samarit løber derhen, og jeg skynder mig at rulle efter.

Bella bliver undersøgt og får duppet noget på knæet, der får hende til at skære ansigt. Da han finder plaster frem, skubber hun hans hånd væk. “Tak, så er det fint.”

Kommentatoren kommer hen til hende. “Yes, her lugter ganske rigtigt af brændt kød!”

Han fjerner mikrofonen fra munden. “Skal jeg lige give dig en hånd?”

“Du skal hellere bede pikhovederne deroppe om at holde kæft.” Hun nikker op mod tribunen, og først nu lægger jeg mærke til dem. Flokken af drenge, der brøler i kor: “Smid trøjen! Smid trøjen!”

“Ja tak,” siger kommentatoren i mikrofonen. “Kan vi få lidt kørero, tak.”
Der lyder latter. Nogen siger svans. Men i det mindste stopper de med at råbe.

Bella bider tænderne sammen og kæmper sig på benene. Hun sætter humpende i bevægelse, og ved det første speed-bump mister hun balancen. Jeg griber hende og holder fast, til hun står sikkert igen.

“Tak,” hvisker hun.

“Fokus,” hvisker jeg tilbage.

Hun trækker vejret dybt, nikker, og da vi skubber os i gang igen, er der kun en svag trækning ved hendes mund, hver gang hun sætter det skadede ben i gulvet.

Jeg giver hende en thumbs up og kører længere ud i bowlen.

“Tre minutter tilbage,” råber kommentatoren i mikrofonen. “Three minutes left. Show us what you got.”

Mit blik glider tilbage til den høje rampe, og jeg øger farten. Højre fod, venstre fod. Musikken dunker gennem kroppen, og jeg hører Bellas skrig for mig. Mærker smerten fra alle de blå mærker på min krop, og rampen hvisler forbi. Pis. Jeg tager en runde mere for at få styr på vejrtrækningen. Mine ben er stive, som forsøger de at stritte imod. Ved nærmere eftersyn er rampen ret meget højere end den, jeg har øvet på derhjemme. Kikser jeg herinde, risikerer jeg at skulle bæres ud.

Jeg bider i min tungepiercing. Forsøger at få nervøsiteten til at holde kæft, men den er ligesom pulsen. Høj og larmende. Hele tiden kan jeg fornemme drengene oppe på tribunen. Deres snak og latter. Alle blikkene og de nedadvendte tommelfingre på min YouTube-kanal.

Lol så cute, en pige der prøver at skate 😀

Er det en prank?

Sponsor right ha ha joke

Jeg kommer alt for hidsigt ind i springet. Lander så hårdt på mit haleben, at det giver stød op gennem kroppen. Jeg bliver siddende på gulvet og hiver efter vejret, kan ligefrem mærke, hvordan et nyt blåt mærke breder sig på min røv.

Glem det lille pige! Sponsorer er for rigtige skatere aka bois

“Vigga!” Lyden af mit navn river mig ud af tankerne. Harald har rejst sig og overdøver både musikken og publikums larm. “Kom igen! Du kan godt!” Han knytter næven og signalerer be strong.

Jeg ser på knytnæven, forsøger at få følelsen ind i min krop. Det jager i halebenet, da jeg trækker mig op fra gulvet. Jeg ser tilbage på rampen. Prøver at huske alt det, Harald har lært mig. At mærke den stædighed, der fik mig til at stå op klokken 5 for at øve, inden jeg skulle i skole og igen om aftenen, når jeg var færdig med mine lektier.

“Og så er der kun halvandet minut,” råber kommentatoren. “One and a half minute to show us your best.”

Jeg ignorerer den dunkende smerte. Sparker gulvet bagud og lukker alting ude, bortset fra rampen, mine hjul og musikkens dunkende rytme. Hjulene skærer sig gennem luften. Cut, cut, cut.

Så er det nu. Jeg sætter af. Strækker en knytnæve i vejret og løfter mig fra jorden. Clark Kent river jakkesættet af, og kappen flagrer om min ryg, mens jeg glemmer alt om, hvor usikker jeg kan føle mig til hverdag. Jeg er i luften. Jeg fucking flyver.

Hallen står på hovedet. Alting hvirvler rundt, tornado-agtigt, farverne trækkes ud i lange tråde, som når neonlys spejler sig i vand, og så lander jeg. Jeg lander på begge ben og ruller gennem hallen, der igen vender rigtigt, og tornado-følelsen suser i kroppen.

“Vigga Fischer Stenbro, mine damer og herrer. Et front flip, jo tak! The girls are representing, and showing the crowd that this is not only a boys game.”
Jeg møder Haralds blik, og han former en cirkel for perfekt med den hånd, der ikke filmer. Ved siden af dukker Karlos’ sorte dreadlocks op. Han stikker to fingre i munden og pifter. Jeg smiler til dem, mens kommentatoren og publikum i kor tæller ned fra ti.

Det her, tænker jeg. Bare det her.

“And … time’s up!”

Sophias gule rovfugleøjne møder mine, inden vi ruller væk fra banen. Jeg kan ikke gennemskue hendes blik, men det er også ligegyldigt. Når jeg er høj på den her måde, kan intet røre mig. Smerten i halebenet. Tilråbene. Det er ligesom, når Asterix bunder sin trylledrik. Skateadrenalin gør mig uovervindelig.


Andre bøger af Sarah Engell


Mindre end en kilometer væk

mindre end en kilometer æk, sarah engell, noveller, ya, young adult, ungdomsbog, ungdomsbøger, læsning, bog, bøger, ya-bøger

Mindre end en kilometer væk handler blandt andet om Tobias, der er fanget i sin egen krop; om et søskendepar på en dødsensfarlig flugt over Middelhavet; om pigen, der aldrig har set hverken himmel eller hav, og om Lukas og de rotter, der følger efter ham hvor end han færdes.

Fælles for de otte noveller, der er skrevet af en af de stærkeste stemmer inden for YA-litteraturen er afsøgningen af nogle af menneskets skyggesider. De kryber ind under huden på læseren med en følelse, der er svær at ryste af sig.

Det er historier om at klamre sig til noget, der allerede er mistet, og den smertefulde længsel efter dét, der på samme tid er tæt på og uopnåeligt.

Du kan købe Mindre end en kilometer væk online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.

Du kan også læse et uddrag af Mindre end en kilometer væk her.


Valget


valget, sarah engell, ya, young adult, ungdosmbog, ungdombsbøger

Hvor megte ville du ofre for at hjælpe en fremmed?

18-årige Xenia er godt på vej til at blive frontfigur for Etisk Parti, hvor hun både kan få indfriet egne ambitioner og forhåbentlig gøre den forskel i verden, som hun brænder så meget for.

Men da hun møder en lille pige, der er flygtet fra Syrien alene til Danmark, bliver hun sat i et svært dilemma, for det viser sig hurtigt umuligt at vælge både succes og samvittighed. Skal hun opgive sin drøm for at hjælpe en fremmed, eller fokusere på at realisere den, når hun nu er så tæt på?

Situationen spidser til, og tidspunktet, hvor hun må træffe et uundgåeligt valg rykker tættere på …

Du kan købe Valget online, fx hos Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.

Du kan også læse et uddrag af Valget her.

Se bogtraileren


LÆS OGSÅ: Sarah Engells tre første YA-romaner er tilbage på hylderne i nye klæder

21 måder at dø

21 måder at dø, sarah engell, ya, young adult

Efter en misforståelse med sin bedste veninde, Amalie, går Stella fra at være en af skolens mest populære piger til at være en social taber. I løbet af ingen tid får Amalie vendt klassen mod Stella, og hun skyer ingen midler. Stella er forsvarsløs og kan ikke andet end se til, mens hendes hadeside får flere og flere likes, og Amalies angreb bliver mere og mere ondskabsfulde. En lille trøst er Filippa, der også går i klassen, men hvor meget er en veninde egentlig værd, hvis hun ikke tør mødes, når andre ser det?

Stella kan mærke, hvordan hun langsomt dør indvending. Hun føler ikke, at hun har noget tilbage, så det er jo bare at vælge en af de 21 måder at dø, som hun har listet op.

Du kan købe 21 måder at dø online, fx hos Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.

Du kan også læse et uddrag af 21 måder at dø her.