Amerikanske romaner Colleen Hoover Romantiske bøger

Ny Colleen Hoover roman med intens forelskelse og barske hemmeligheder. Begynd din læsning af Heart Bones her

colleen hoover, heart bones

Heart Bones af Colleen Hoover er en hjerteskærende fortælling om kærlighed og social ulighed, der giver romanen et råt twist. Begynd din læsning her.

I Heart Bones skildrer Colleen Hoover den unge Beyahs liv, der er præget af misbrug og ustabile familieforhold. Da hendes mor dør, må Beyah tilbringe sommeren med sin far, der har en ny familie i Texas, og som hun ikke har set i flere år.

Beyah bliver tiltrukket af den hemmelighedsfulde Samson, der bor ved siden af. Han er fra overklassen og priviligeret, men alligevel opstår der et bånd og en særlig forståelse imellem ham og Beyah. De bærer nemlig begge rundt på en sorg, de ikke vil afsløre sandheden om.

LÆS OGSÅ: Ny roman af Colleen Hoover: Heart Bones

Hvad der skulle have været en sommerflirt, udvikler sig til noget langt større.

Heart Bones er en klassisk Colleen Hoover roman med intens forelskelse, men også social ulighed, der giver romanen en rå karakter. Bogen er udgivet af Colleen Hoover selv i 2020, men ikke udkommet på dansk før nu. Læs de første to kapitler i romanen her.

Du kan købe Heart Bones af Colleen Hoover online fx hos Bog & idé eller i din nærmeste boghandel.

Læs også om Colleen Hoovers bøger – og rækkefølgen du skal læse dem i




Heart Bones

Colleen Hoover

1

SOMMER 2015

Der hænger et billede af moder Teresa på vores væg, hvor et TV ville hænge, hvis vi havde råd til den slags TV, der hænger på en væg, eller bare et hjem med den slags vægge, der kan bære et TV.

Væggene i trailerhuse er ikke lavet af de samme materialer, som væggene i et normalt hus er lavet af. I trailerhuse smuldrer væggene under ens fingernegle som kalk, hvis man så meget som kradser i dem.

Jeg spurgte engang min mor, Janean, hvorfor hun havde et billede af moder Teresa hængende på væggen i vores stue.

”Den kælling var en fupmager,” sagde hun.

Hendes ord. Ikke mine.


Jeg tror, at det bliver til en form for overlevelsesmekanisme at lede efter det værste i andre, når man selv er den værste slags menneske i verden. Man fokuserer intenst på andre menneskers mørke i håb om at maskere den sande nuance af sit eget mørke. Det er sådan, min mor har brugt hele sit liv. Hun har altid set det værste i andre mennesker. Selv sin egen datter.

Selv moder Teresa.

Janean ligger på sofaen i samme stilling, som hun lå i, da jeg tog afsted til min vagt på McDonald’s for otte timer siden. Hun stirrer på billedet af moder Teresa, men hun ser ikke rigtig på det. Det er, som om hendes øjeæbler er holdt op med at virke.

Holdt op med at absorbere.

Janean er misbruger. Det gik op for mig, da jeg var cirka ni år gammel, men dengang var hendes misbrug begrænset til mænd, alkohol og hasardspil.

I årenes løb er hendes misbrug blevet mere markante og langt mere dødbringende. Jeg tror, det var for fem år siden, lige omkring min 14-års fødselsdag, at jeg så hende tage meth for første gang. Når man først begynder at tage meth jævnligt, bliver ens levetid drastisk forkortet. Jeg googlede det engang på skolebiblioteket. Hvor længe kan et menneske leve med methafhængighed?

Seks til syv år, sagde internettet.

Jeg har fundet hende livløs adskillige gange i årenes løb, men det her føles anderledes. Det føles endeligt.

”Janean?” Der er en ro i min stemme, som helt sikkert ikke burde være der lige nu. Jeg har det, som om min stemme burde ryste eller svigte. Jeg skammer mig lidt over min mangel på reaktion i dette øjeblik.

Jeg lader min taske dumpe ned på gulvet, mens jeg stirrer intenst på hendes ansigt fra den anden ende af stuen. Det regner udenfor, og jeg har ikke engang lukket hoveddøren endnu, så jeg bliver stadig mere og mere gennemblødt. Men at lukke døren og beskytte min ryg mod regnen er min mindste bekymring lige nu, som jeg står her og stirrer på Janean, der stirrer på moder Teresa.

Den ene af Janeans arme er draperet over hendes mave, og den anden hænger slapt ned fra sofaen. Hendes fingre hviler blidt mod det slidte gulvtæppe. Hun er en smule oppustet, og det får hende til at se yngre ud. Ikke yngre end hendes alder – hun er kun 39 – men yngre, end hendes misbrug har fået hende til at se ud. Hendes kinder er lidt mindre hule, og rynkerne, der er dukket op rundt om hendes mund over de sidste par år, ser ud, som om de er blevet glattet ud af Botox.

”Janean?”


Intet.


Hendes mund står let åben og afslører splinter af ødelagte og rådne tænder. Det er, som om hun var midt i en sætning, da livet forlod hende.

Jeg har forestillet mig dette øjeblik i et stykke tid nu. Nogle gange, når man hader et andet menneske nok, kan man ikke lade være at ligge vågen om natten og spekulere på, hvordan livet ville være, hvis det menneske var dødt.

Jeg forestillede mig, at det ville være anderledes. Jeg forestillede mig, at det ville være meget mere dramatisk.

Jeg stirrer på Janean et øjeblik længere – venter for at se, om hun bare er i én eller anden form for trance. Jeg tager et par skridt hen mod hende og standser så op, da jeg ser hendes arm. En nål hænger og dingler fra huden lige under indersiden af hendes albue.

Så snart jeg ser det, glider øjeblikkets ægthed hen over mig som en slimet hinde, og jeg bliver ramt af kvalme. Jeg snurrer rundt og løber ud af huset. Det føles, som om jeg skal til at kaste op, så jeg læner mig ud over det rådne rækværk, omhyggelig med ikke at lægge for meget vægt på det, så det ikke braser sammen under mit greb.

Jeg føler mig lettet, så snart jeg kaster op, for jeg var begyndt at bekymre mig over min manglende reaktion på det her monumentale øjeblik. Det kan godt være, jeg ikke er lige så hysterisk, som en datter burde være i dette øjeblik, men i det mindste føler jeg noget.

Jeg tørrer munden af i ærmet på min McDonald’s-arbejdsskjorte. Jeg sætter mig på trappen, selvom regnen stadig hagler ned over mig fra den hjerteløse nattehimmel.

Mit hår og tøj er gennemblødt. Det er mit ansigt også, men intet af den væske, der strømmer ned over mit ansigt, er tårer.

Det er alt sammen regndråber.

Våde øjne og et tørt hjerte.

Jeg lukker øjnene og presser ansigtet mod mine hænder, mens jeg prøver at beslutte mig for, om mit manglende engagement er et resultat af min opvækst, eller om jeg blev født ødelagt.

Jeg spekulerer på, hvilken slags opvækst der mon er værst for et menneske. Den slags, hvor man er afskærmet og elsket i sådan en grad, at man ikke aner, hvor grusom verden kan være, indtil det er for sent at erhverve sig de nødvendige overlevelsesmekanismer, eller den slags husstand, som jeg voksede op i. Den grimmeste version af en familie, hvor det eneste, man lærer, er at overleve.

Før jeg blev gammel nok til at arbejde for den mad, jeg køber, lå jeg ofte vågen om natten, ude af stand til at sove, fordi sulten fik min mave til at trække sig sammen i kramper. Janean fortalte mig engang, at den knurrende lyd fra min mave var en hungrende kat, der boede inden i mig, og at katten ville knurre, hvis jeg ikke gav den nok mad. Hver gang jeg blev sulten efter det, forestillede jeg mig den kat inde i min mave, og hvordan den ledte efter mad, som ikke var der. Jeg var bange for, at den ville spise mine indvolde, hvis jeg ikke fodrede den, så nogle gange spiste jeg ting, der ikke var mad, bare for at tilfredsstille den sultne kat.

Hun lod mig engang være alene så længe, at jeg spiste gamle bananskræller og æggeskaller fra skraldespanden. Jeg forsøgte endda at tage et par bidder af fyldet fra sofahynden, men det var for svært at sluge. Jeg brugte det meste af min barndom på at være rædsels- slagen for, at jeg langsomt blev spist indefra af en hungrende kat.

Jeg ved ikke, om hun nogensinde rent faktisk var væk i længere tid end en dag ad gangen, men når man er et barn, strækker tiden sig i det uendelige, når man er alene.

Jeg kan huske, hvordan hun kom snublende ind ad hoveddøren og gik omkuld på sofaen og blev der i timevis. Jeg faldt i søvn krummet sammen i den anden ende af sofaen, for bange til at lade hende være alene.

Men morgenen efter hendes berusede hjemvenden vågnede jeg til lyden af, at hun stod i køkkenet og lavede morgenmad. Det var ikke altid traditionel morgenmad. Nogle gange var det ærter, nogle gange æg, nogle gange en dåse hønsekødsuppe.

Da jeg var omtrent seks år gammel, begyndte jeg at følge med i, hvordan hun opererede komfuret på de morgener, for jeg vidste, at jeg havde brug for at vide, hvordan man brugte det, næste gang hun forsvandt.

Jeg gad godt vide, hvor mange seksårige der er nødt til at lære dem selv, hvordan man bruger et komfur, fordi de tror, at de bliver spist levende af deres indre, hungrende kat, hvis de ikke lærer det.

Det er vel bare tilfældighedernes spil. De fleste børn får den slags forældre, der er savnede, når de dør. Resten af os får den slags forældre, som er bedre forældre, efter at de dør.

Det bedste, min mor nogensinde har gjort for mig, er at dø.

Buzz bad mig om at sætte mig ind i hans politibil, så jeg var ude af regnen og ude af huset, når de hentede hendes lig. Jeg så lammet til, mens de bar hende ud på en båre, dækket af et hvidt lagen. De satte hende ind bag i retsmedicinerens vogn. Spildte ikke engang ressourcer på at køre hende væk i en ambulance. Det var der ingen grund til. Næsten alle under 50, som dør i den her by, dør på grund af misbrug.

Det er lige meget hvilken slags – de er alle sammen dødbringende i sidste ende.

Jeg trykker min kind mod bilruden og forsøger at se op på himlen. Der er ingen stjerner i aften. Jeg kan ikke engang se månen. Nu og da slår et lyn ned og oplyser klumper af sorte skyer.

Passende.

Buzz åbner bagdøren og bøjer sig ned. Regnen er stilnet af til en let støvregn nu, så hans ansigt er vådt, men det får ham bare til at se ud, som om han driver af sved.

”Har du brug for et lift et sted hen?” spørger han. Jeg ryster på hovedet.

”Brug for at ringe til nogen? Du kan bruge min telefon.”

Jeg ryster på hovedet igen. ”Jeg skal nok klare mig. Må jeg gå indenfor igen nu?”

Jeg er ikke sikker på, jeg egentlig har lyst til atter at træde ind i den trailer, hvor min mor tog sit sidste åndedrag, men jeg har ikke et mere appellerende alternativ lige nu.

Buzz træder til side og åbner en paraply, selvom regnen er stilnet af, og jeg allerede er gennemblødt. Han går et skridt bag mig og holder paraplyen over mit hoved, mens jeg går mod huset.

Jeg kender ikke Buzz ret godt. Jeg kender hans søn, Dakota. Jeg kender Dakota på så mange måder – alle sammen måder, jeg ville ønske, jeg ikke kendte ham.

Jeg spekulerer på, om Buzz ved, hvad det er for en slags søn, han har opfostret. Buzz virker som en hæderlig mand. Han har aldrig givet mig eller min mor alt for mange problemer. Nogle gange standser han bilen på sin patrulje gennem trailerparken. Han spørger mig altid, hvordan jeg har det, og når han spørger, får jeg fornemmelsen af, at han halvvejs forventer, at jeg skal tigge ham om at tage mig væk herfra. Men det gør jeg ikke. Folk som mig er ekstremt dygtige til at lade, som om vi har det helt fint. Jeg smiler altid og fortæller ham, at jeg har det fantastisk, og så sukker han, som om han er lettet over, at jeg ikke gav ham grund til at ringe efter børneforsorgen.

Da jeg når ind i stuen igen, kan jeg ikke lade være med at stirre på sofaen. Den ser anderledes ud nu. Som om nogen døde på den.

”Klarer du dig for i aften?” spørger Buzz.

Jeg vender mig om, og han står lige uden for døren med paraplyen over sit hoved. Han ser på mig, som om han prøver at være medfølende, men hans hjerne er sikkert i gang med at opremse alt det papirarbejde, den her episode kommer til at koste ham.

”Jeg klarer mig.”

”Du kan tage ned til bedemanden i morgen og planlægge begravelsen. De sagde, du kan komme når som helst efter klokken 10.”

Jeg nikker, men han går ikke sin vej. Han bliver bare hængende et øjeblik, mens han tripper fra den ene usikre fod til den anden. Han slår paraplyen sammen lige uden for døren, som om han er overtroisk, og så tager han et skridt ind i huset.

”Bare så du ved det,” siger han, og hans ansigt trækker sig så voldsomt sammen, at det skaldede hoved sender kaskader af rynker ned over panden. ”Hvis du ikke dukker op hos bedemanden, tager de sig af begravelsen. Du vil ikke kunne afholde nogen form for mindehøjtidelighed for hende, men i det mindste kan de ikke sende dig regningen.”

Han ser ud, som om han skammer sig over overhovedet at have foreslået det. Hans blik farer op til moder Teresa-maleriet, og så ser han ned på sine sko, som om hun lige har givet ham en skideballe.

”Tak.” Jeg tvivler alligevel på, at nogen ville dukke op, hvis jeg afholdt en mindehøjtidelighed.

Det er trist, men det er sandt. Min mor var i bund og grund ensom. Klart, hun hang ud med sit sædvanlige slæng på baren, men de var ikke hendes venner. De er alle sammen bare andre ensomme mennesker, der søger mod hinanden, så de kan være ensomme sammen.

Selv det slæng er skrumpet ind takket være det misbrug, der raserer her i byen. Og den slags mennesker, hun hang ud med, er ikke den slags, der dukker op til en bisættelse. De fleste af dem er eftersøgt af politiet, og de undgår alle former for organiserede begivenheder i tilfælde af, at det er en finte fra politiets side for at indfange eftersøgte kriminelle.

”Har du brug for at ringe til din far?” spørger han.

Jeg stirrer på ham et øjeblik. Jeg ved godt, at det er det, jeg ender med at gøre, men jeg spekulerer på, hvor længe jeg mon kan udsætte det.

”Beyah,” siger han og udtaler mit navn med et langt ee.

”Det udtales Bay-uh.” Jeg ved ikke, hvorfor jeg retter ham. Han har sagt det forkert i al den tid, jeg har kendt ham, og jeg har aldrig følt behov for at rette ham før dette øjeblik.

Beyah,” korrigerer han. ”Jeg ved, det ikke kommer mig ved, men … du er nødt til at komme væk fra den her by. Du ved, hvad der sker med folk som …” Han holder op med at tale, som om det, han skulle til at sige, ville fornærme mig.

Jeg afslutter sætningen for ham. ”Med folk som mig?”

Nu ser han endnu mere skamfuld ud, selvom jeg ved, at han bare mener folk som mig i generelle termer. Folk med mødre som min. Folk uden en vej ud af den her by. Folk, som ender med at arbejde på en fastfoodrestaurant, indtil de er helt følelsesløse indeni, og så tilbyder kokken dem et gram af et eller andet, der får resten af vagten til at føles, som om de er på diskotek, og før de ved af det, kan de ikke overleve et eneste sekund af deres kummerlige dag uden rus efter rus, og de jagter den følelse hurtigere, end de jagter deres eget barns sikkerhed, indtil de sprøjter det direkte ind i årerne og stirrer på moder Teresa, mens de dør ved et uheld, når det eneste, de i virkeligheden ønskede sig, var en flugtvej væk fra alt det grimme.

Buzz ser utilpas ud herinde i huset. Jeg ville ønske, han bare gik sin vej. Jeg har mere ondt af ham, end jeg har af mig selv, og det er mig, der lige har fundet min mor død på sofaen.

”Jeg kender overhovedet ikke din far, men jeg ved, at han har betalt for den her trailers husleje, siden du blev født. Det i sig selv fortæller mig, at han er en bedre valgmulighed end at blive her i byen. Hvis du har en udvej, skal du tage den. Det liv, du har levet her – det er ikke godt nok til dig.”

Det er muligvis det sødeste, nogen nogensinde har sagt til mig. Og det kommer fra Dakotas far, af alle mennesker.

Han stirrer på mig et øjeblik, som om han vil sige noget mere. Eller måske vil han have mig til at svare. Uanset hvad er der tavst i rummet, indtil han nikker og så går. Endelig.

Da han har lukket hoveddøren, vender jeg mig om og stirrer på sofaen. Jeg stirrer så længe, at det føles, som om jeg er i trance. Det er mærkeligt, hvordan der kan blive vendt op og ned på hele ens liv i timerne, mellem at man vågner op og går i seng.

Selvom jeg hader at indrømme det, har Buzz ret. Jeg kan ikke blive her. Det var heller aldrig min plan, men jeg troede, at jeg i det mindste havde resten af sommeren til at forberede min exit.

Jeg har arbejdet røven ud af bukserne for at slippe ud af den her by, og så snart vi rammer august, sidder jeg i en bus på vej til Pennsylvania.

Jeg har modtaget et volleyballstipendie til Penn State. I august bliver jeg fri af det her liv, og det kommer ikke til at være på grund af noget, min mor gjorde for mig, eller fordi min far frelste mig. Det kommer til at være på grund af mig.

Jeg vil have den sejr.

Jeg vil være grunden til, at jeg ender sådan, som jeg kommer til at ende.

Jeg nægter at give Janean nogen form for anerkendelse for de gode ting, der måske vil ske i min fremtid. Jeg fortalte hende aldrig om det volleyballstipendie, jeg modtog. Jeg fortalte ikke nogen om det. Jeg fik min træner til at sværge at holde det hemmeligt, og jeg tillod ikke engang en notits i avisen eller et billede i skolens årbog.

Jeg fortalte heller aldrig min far om stipendiet. Jeg er ikke engang sikker på, at han ved, jeg spiller volleyball. Mine trænere sørgede for, at jeg havde alt, hvad jeg havde brug for, både udstyr og uniform. Jeg var god nok til, at de ikke ville lade min økonomiske situation forhindre mig i at være med på holdet.

Jeg har ikke været nødt til at bede mine forældre om én eneste ting relateret til volleyball.

Det føles mærkeligt at referere til dem som forældre. De gav mig livet, men det er omtrent det eneste, jeg nogensinde har fået af dem. Jeg er produktet af et engangsknald. Min far boede i Washington og var i Kentucky i forbindelse med sit job, da han mødte Janean. Jeg var tre måneder gammel, før han overhovedet vidste, at han havde gjort Janean gravid. Han fandt ud af, at han var blevet far, da hun sendte ham papirerne om børnebidrag.
Han kom for at besøge mig en gang om året, indtil jeg var fire. Så begyndte han at flyve mig til Washington for at besøge ham i stedet.

Han ved intet om mit liv i Kentucky. Han ved intet om min mors misbrug. Han ved intet om mig ud over det, jeg fortæller ham, og det er meget lidt.

Jeg er ekstremt hemmelighedsfuld om alle aspekter af mit liv. Hemmeligheder er min eneste form for valuta.

Jeg har ikke fortalt min far om mit stipendie af samme grund, som jeg ikke har fortalt min mor om det. Jeg vil ikke have, at han skal være stolt over at have en datter, som opnåede noget. Han fortjener ikke at føle sig stolt over et barn, som han lægger så minimal en indsats i. Han tror, at en månedlig check og uregelmæssige telefonopkald til mit arbejde er nok til at dække over den kendsgerning, at han knap nok kender mig.

Han er en to uger om året-far.

Fordi vi er så langt fra hinanden geografisk, er det nemt for ham at undskylde sit fravær i mit liv. Jeg har boet hos ham 14 dage hver sommer, siden jeg var fire år gammel, men de sidste tre år har jeg slet ikke set ham.

Da jeg fyldte 16 og kom på førsteholdet, blev volleyball en endnu større del af min daglige rutine, så jeg holdt op med at flyve over for at se ham. I tre år nu er jeg kommet med undskyldninger for, hvorfor jeg ikke kan komme på det årlige besøg.

Han lader, som om han ærgrer sig.
Jeg lader, som om jeg er undskyldende og travl.
Undskyld, Brian, men en månedlig børnepengecheck betyder, at du er ansvarlig. Den betyder ikke, at du er en far.


En pludselig hamren på døren giver mig et stort nok chok til, at jeg udstøder et lille skrig. Jeg snurrer rundt og ser udlejeren gennem stuevinduet. Normalt ville jeg ikke åbne døren for Gary Shelby, men jeg er ikke rigtig i en position, hvor jeg kan tillade mig at ignorere ham. Han ved, jeg er vågen. Jeg var nødt til at bruge hans telefon til at ringe til politiet. Desuden er jeg som sådan nødt til at finde ud af, hvad jeg skal stille op med den her sofa. Jeg vil ikke have den i huset længere. Da jeg åbner døren, rækker Gary mig en konvolut, samtidig med at han maser sig vej indenfor, så han er i ly for regnen.

”Hvad er det her?” spørger jeg ham. ”Ophævelsesmeddelelse.”
Hvis det var nogen anden end Gary Shelby, ville jeg være overrasket.


”Hun har ikke betalt husleje i tre måneder, og jeg lejer ikke ud til teenagere. Jeg skal enten bruge en ny lejekontrakt med nogen over 21, eller også er du nødt til at flytte ud.”

”Min far betaler hende for huslejen. Hvordan kan vi være tre måneder bagud?”

”Din mor sagde, at han holdt op med at sende hende checks for et par måneder siden. Mr. Renaldo har ledt efter en større bolig, så jeg tror, jeg lader dem flytte …”

”Du er et røvhul, Gary Shelby.”

Gary trækker på skuldrene. ”Det er ren forretning. Jeg har allerede sendt hende to rykkere. Jeg er sikker på, at du har et andet sted at tage hen. Du kan ikke bare blive her alene, du er kun 16.”

”Jeg fyldte 19 i sidste uge.”

”Uanset hvad er du nødt til at være 21. Sådan er reglerne i kontrakten. Det, og så rent faktisk at betale husleje.”

Jeg er sikker på, at der er en eller anden udsættelsesproces, som skal behandles af en dommer, før han rent faktisk kan tvinge mig ud ad døren, men det er meningsløst at kæmpe imod, når jeg ikke engang har lyst til at bo her længere.

”Hvor lang tid har jeg?”


”Jeg kan give dig resten af ugen.
Resten af ugen? Jeg har 27 dollars i banken og absolut ingen steder at tage hen.


”Kan du give mig to måneder? Jeg tager afsted til college i august.”


”Måske hvis du ikke allerede var tre måneder bagud. Men det er tre måneder oven i to måneder, og jeg har ikke råd til at give nogen næsten et halvt års gratis husleje.”

”Du er verdens største røvhul,” mumler jeg for mig selv.

”Det har vi allerede slået fast.”

Jeg gennemgår min mentale liste over potentielle venner, som jeg måske kunne bo hos de næste to måneder, men Natalie tog afsted til college, dagen efter at vi dimitterede, for at få et forspring med sommerundervisning. Resten af mine venner er enten droppet ud og på vej til at blive den næste Janean, eller også har de familie, som jeg allerede ved ikke ville tillade det.

Der er Becca, men hun har en lummer stedfar. Jeg vil hellere bo sammen med Gary end være i nærheden af ham.

Jeg har kun min sidste udvej tilbage.


”Jeg har brug for at låne din telefon.”


”Det er sent,” siger han. ”Du kan låne den i morgen.” Jeg skubber mig forbi ham og går ned ad trappen.

”Så skulle du have ventet til i morgen med at fortælle mig, at jeg er hjemløs, Gary!” Jeg går igennem regnen, direkte mod hans hus. Gary er den eneste i trailerparken, der stadig har en fastnettelefon, og eftersom de fleste af os her er for fattige til at have mobiltelefoner, bruger alle Garys telefon. Eller det gør de i det mindste, hvis de har betalt husleje til tiden og ikke forsøger at undgå ham.


Det er næsten et år siden, jeg sidst ringede til min far, men jeg kan hans nummer udenad. Det er det samme mobilnummer, han har haft de sidste otte år. Han ringer til mig på arbejdet cirka en gang om måneden, men det meste af tiden undgår jeg hans opkald. Det er begrænset, hvor lang en samtale jeg kan have med en mand, jeg knap nok kender, så jeg vil hellere undgå at tale med ham end at strø om mig med løgne som:

Det går godt med mor. Det går godt i skolen. Det går godt på arbejdet. Det går godt med livet.

Jeg sluger min tykke, komprimerede stolthed og ringer hans nummer op. Jeg forventer at blive sendt til telefonsvareren, men min far svarer på andet ring.

”Det er Brian Grim.” Hans stemme er hæs. Jeg har vækket ham. Jeg rømmer mig. ”Øhm. Hej, far.”
”Beyah?” Han lyder langt mere vågen og bekymret nu, hvor han ved, at det er mig.

”Hvad er der galt? Er alt okay?”

Janean er død ligger mig lige på tungen, men jeg kan ikke få ordene ud. Han kendte knap nok min mor. Det er så lang tid siden, han sidst var i Kentucky, at hun, sidst han så hende, stadig var sådan ret pæn og ikke lignede et udhulet, omtumlet skelet.

”Ja. Jeg har det fint,” siger jeg.

Det er for sært at fortælle ham, at hun døde, over telefonen. Jeg venter og siger det, når jeg ser ham.

”Hvorfor ringer du så sent? Hvad er der galt?”

”Jeg har de sene vagter, og det er svært for mig at få fat i en telefon.”

”Det er derfor, jeg sendte mobiltelefonen til dig.”

Han sendte en mobiltelefon til mig? Jeg gider ikke engang spørge ind til det. Jeg er sikker på, min mor solgte den for nogle af de stoffer, der er frosset fast i hendes årer lige nu.

”Hør,” siger jeg. ”Jeg ved godt, det er længe siden, men jeg tænkte på, om jeg kunne komme på besøg, inden jeg starter på college.”

”Selvfølgelig,” siger han uden tøven. ”Bare sig hvornår, så køber jeg en flybillet.”

Jeg ser over på Gary. Han sidder cirka en meter væk og stirrer på mine bryster, så jeg vender mig væk fra ham.

”Jeg havde håbet, jeg kunne komme i morgen.”

Der er en pause, og så hører jeg bevægelse i den anden ende, som om han kravler ud af sengen.

”I morgen? Er du sikker på, du er okay, Beyah?”

Jeg lader hovedet falde bagover og lukker øjnene, mens jeg lyver for ham igen.

”Ja. Janean er bare … jeg har brug for en pause. Og jeg savner dig.”

Jeg savner ham ikke. Jeg kender ham knap nok. Men jeg er klar til at sige, hvad end der hurtigst kan skaffe mig på et fly væk herfra. Jeg kan høre tastelyde komme fra min fars ende, som om han sidder ved en computer. Han begynder at mumle tidspunkter og navne på flyselskaber.

”Jeg kan skaffe dig på et United-fly til Houston i morgen tidlig. Du skal være i lufthavnen om fem timer. Hvor mange dage vil du gerne være her?”

”Houston? Hvorfor Houston?”


”Jeg bor i Texas nu. Det har jeg gjort i halvandet år.”
Det er nok noget, en datter burde vide om sin far. I det mindste har han stadig det samme telefonnummer.


”Åh. Det havde jeg helt glemt.” Jeg lukker hånden om min nakke.

”Kan du bare købe mig en envejsbillet for nu? Jeg er ikke sikker på, hvor lang tid jeg gerne vil blive. Måske et par uger.”

”Ja, jeg køber den nu. Bare find en United-agent i lufthavnen i morgen, så printer de dit boardingpas. Jeg møder dig ved bagage- udleveringen, når du lander.”

”Tak.” Jeg afslutter opkaldet, før han kan nå at sige andet. Da jeg vender mig om, peger Gary med tommelfingeren mod hoveddøren.

”Jeg kan give dig et lift til lufthavnen,” siger han. ”Men det kommer til at koste.” Han ler, og den måde, hans læber kruses på, får det til at vende sig i min mave. Når Gary Shelby tilbyder at gøre en tjeneste for en kvinde, er det ikke i bytte for penge.

Og hvis jeg skal udveksle tjenester med nogen for en tur til lufthavnen, vil jeg hellere have, at det er Dakota end Gary Shelby. Jeg er vant til Dakota. Uanset hvor meget jeg hader ham, så har han været pålidelig.


Jeg samler telefonen op igen og ringer til Dakota. Min far sagde, at jeg skal være i lufthavnen om fem timer, men hvis jeg venter, ind- til Dakota sover, tager han muligvis ikke telefonen. Jeg vil derhen, mens jeg stadig har muligheden.

Jeg er lettet, da Dakota tager telefonen. Han lyder, som om han kun er halvt vågen, da han siger: ”Ja?”

”Hej. Jeg har brug for en tjeneste.”

Der er et øjebliks tavshed, inden Dakota siger: ”Virkelig, Beyah? Det er midt om natten.”

Han spørger ikke engang, hvad jeg har brug for, eller om alt er okay. Han er øjeblikkeligt irriteret på mig. Jeg burde have sat en stopper for, hvad end det her mellem os er, så snart det begyndte.

Jeg rømmer mig. ”Jeg har brug for et lift til lufthavnen.”

Jeg kan høre Dakota sukke, som om jeg er en pestilens. Jeg ved, han ikke ser mig sådan. Jeg er måske ikke andet end en transaktion i hans øjne, men det er en transaktion, han åbenbart ikke kan få nok af.

Jeg hører hans seng knirke, som om han sætter sig op.

”Jeg har ikke nogen penge.”

”Det er ikke – det er ikke derfor, jeg ringer. Jeg har brug for et lift til lufthavnen. Please.”

Dakota stønner og siger så: ”Giv mig en halv time.” Han lægger på. Det gør jeg også.

Jeg går forbi Gary og sørger for at smække med netdøren, da jeg forlader hans hus.

I årenes løb har jeg lært ikke at stole på mænd. De fleste af dem, jeg har interageret med, er ligesom Gary Shelby. Buzz er okay, men jeg kan ikke ignorere, at han har skabt Dakota. Og Dakota er bare en yngre, flottere Gary Shelby.

Jeg hører folk tale om gode mænd, men jeg er begyndt at tænke, at det er en myte. Jeg troede, Dakota var en god mand. De fleste af dem ser bare ud som Dakotaer på ydersiden, men under alle lage- ne af overhud og underhudsceller strømmer en sygdom gennem deres årer.

Da jeg er inde i mit eget hus igen, ser jeg mig omkring i mit so- veværelse og spekulerer på, om der overhovedet er noget, jeg gerne vil tage med mig. Jeg har ikke meget, der er værd at pakke, så jeg finder et sæt skiftetøj eller to, min hårbørste og min tandbørste. Jeg stopper mit tøj i plastikposer, inden jeg lægger dem i min rygsæk, så det ikke bliver vådt i tilfælde af, at jeg bliver fanget i regnen.

Før jeg går ud ad hoveddøren for at vente på Dakota, tager jeg maleriet af moder Teresa ned fra væggen. Jeg forsøger at stoppe det i min rygsæk, men der er ikke plads. Jeg snupper endnu en plastikpose og stikker maleriet ned i den, og så tager jeg maleriet med mig ud af huset.

2

Én død mor, ét flyskift i Orlando og adskillige timers vejrforsin- kelser senere er jeg her endelig.
I Texas.

Så snart jeg træder ud af flyet og ind på luftbroen, kan jeg mærke, hvordan den sene eftermiddagshede får min hud til at smelte og syde, som om jeg er lavet af smør.

Livløs og håbløs følger jeg skiltene mod bagageudleveringen for at møde den far, som er halvdelen af mit ophav og alligevel fuldstændig fremmed.

Jeg har ingen minder om negative oplevelser med ham. Faktisk er den tid, jeg har brugt sammen med ham om sommeren, nogle af mine eneste gode barndomsminder.

Mine negative følelser for ham stammer fra alle de oplevelser, jeg ikke havde med ham. Jo ældre jeg blev, jo tydeligere blev det, hvor lille en indsats han gjorde for at være en del af mit liv. Nogle gange spekulerer jeg på, hvor anderledes mit liv ville have været, hvis jeg havde tilbragt mere tid med ham end med Janean.

Ville jeg stadig have udviklet mig til det samme mistroiske, skeptiske menneske, jeg er i dag, hvis jeg havde oplevet flere gode tider end dårlige?

Måske. Eller måske ikke. Nogle gange tror jeg, at personligheder i højere grad bliver formet af skade end af venlighed.

Venlighed synker ikke lige så dybt ind under ens hud, som skaden gør. Skaden misfarver ens sjæl så eftertrykkeligt, at man ikke kan skrubbe den væk. Den bliver der bare for evigt, og jeg har det, som om folk kan se al min skade bare ved at kigge på mig.

Måske havde tingene været anderledes for mig, hvis min fortid indeholdt lige dele skade og venlighed, men sådan er det desværre ikke. Jeg kan tælle den venlighed, der er blevet vist mig, på to hæn- der. Jeg kan ikke tælle den skade, der er blevet forvoldt mig, selv hvis jeg brugte hænderne på alle i hele den her lufthavn.

Det har taget mig et stykke tid at blive immun over for skade. At opbygge den mur, der beskytter mig og mit hjerte mod folk som min mor. Mod fyre som Dakota.

Nu er jeg lavet af stål. Kom bare an, verden. Du kan ikke skade det uigennemtrængelige.

Da jeg drejer om hjørnet og ser min far gennem det glas, der adskiller den sikkerhedskontrollerede side af lufthavnen fra den ikkekontrollerede, standser jeg op. Jeg ser på hans ben.

Dem begge to.

Jeg dimitterede fra high school for bare to uger siden, og mens jeg bestemt ikke regnede med, at han ville dukke op til min dimission, nærede jeg alligevel et lillebitte håb om, at han ville. Men en uge inden jeg dimitterede, efterlod han en besked til mig på arbejdet og sagde, at han havde brækket sit ben og ikke kunne flyve til Kentucky.

Ingen af hans ben ser brækkede ud herfra.

Jeg er øjeblikkeligt taknemmelig for, at jeg er uigennemtrængelig, for den her løgn er sikkert noget, der ellers ville have skadet mig.

Han står ved siden af bagageudleveringen uden en eneste krykke i syne. Han vandrer frem og tilbage uden halten eller så meget som den mindste tøven i sine skridt. Jeg er ikke læge, men jeg vil tro, at det tager mere end et par uger for et brækket ben at hele. Og selv hvis det helede så hurtigt, må der da stadig være levn af fysiske begrænsninger.

Jeg fortryder allerede, at jeg er kommet, og han har ikke engang fået øje på mig endnu.

Alting er sket så hurtigt de sidste 24 timer, at jeg ikke har haft en chance for at fordøje noget af det. Min mor er død, jeg vender aldrig tilbage til Kentucky igen, og jeg er nødt til at tilbringe de næste adskillige uger sammen med en mand, jeg har tilbragt mindre end 200 dage med, siden jeg blev født.

Men jeg klarer det.


Det gør jeg altid.


Jeg går igennem udgangen og ind i bagageudleveringsområdet, netop som min far ser op. Han holder op med at vandre frem og tilbage, men hans hænder er stukket i lommerne på hans jeans, og de bliver der et øjeblik. Han virker nervøs, og det kan jeg på en måde godt lide. Jeg vil have, han skal være intimideret af sit manglende engagement i mit liv.

Jeg vil have overtaget denne sommer. Jeg kan ikke forestille mig at bo sammen med en mand, som tror, han vil kunne indhente tabt tid ved at overopdrage mig. Jeg ville faktisk foretrække det, hvis vi bare boede side om side i hans hjem og ikke talte sammen, før det var tid til, at jeg skulle afsted til college i august.

Vi går hen mod hinanden. Han tog det første skridt, så jeg sørger for at tage det sidste. Vi krammer ikke, for jeg holder min rygsæk, min taske og plastikposen med moder Teresa. Jeg er ikke typen, der giver kram. Al den berøring og klemmen og smilen er ikke med i min genforeningsplan.

Vi nikker akavet til hinanden, og det er tydeligt, at vi er frem- mede, som ikke har andet til fælles end et forfærdeligt efternavn og noget DNA.

”Wow,” siger han og ryster på hovedet, mens han lader blikket glide over mig.

”Du er blevet så voksen. Og smuk. Og så høj … og …”

Jeg fremtvinger et smil.

”Du ser … ældre ud.”

Hans sorte hår har grå stænk, og hans ansigt er rundere. Han har altid set godt ud, men de fleste små piger synes, deres fædre ser godt ud. Nu hvor jeg er voksen, kan jeg se, at han rent faktisk er en flot mand.

Selv uduelige fædre kan vel se godt ud.
Han gør tegn mod bagagebåndet. ”Hvor mange kufferter har du?”

”Tre.”


Løgnen forlader mine læber øjeblikkeligt. Nogle gange imponerer jeg mig selv med, hvor let løgnehistorier kommer til mig. Endnu en overlevelsesmekanisme, jeg har lært af at bo sammen med Janean. ”Tre store, røde kufferter. Jeg tænkte, at jeg måske ville blive i et par uger, så jeg har pakket det hele.”

Et signal lyder, og bagagebåndet begynder at dreje rundt. Min far går derhen, hvor bagagen begynder at vælde frem fra lugen. Jeg trækker stroppen på min rygsæk op på skulderen – rygsækken indeholder alt, hvad jeg tog med mig.

Jeg ejer ikke engang en kuffert, for slet ikke at tale om tre røde af slagsen. Men hvis han tror, lufthavnen har mistet min bagage, vil han måske tilbyde at erstatte mine ikkeeksisterende ejendele.

Jeg ved godt, at det er bedragerisk at lade, som om jeg har mistet ikkeeksisterende bagage. Men hans ben er ikke brækket, så vi står lige.

En løgn for en løgn.

Vi venter i adskillige, totalt akavede minutter på den bagage, som jeg ved ikke kommer.

Jeg siger til ham, at jeg har brug for at plaske lidt vand i ansig- tet, og bruger mindst 10 minutter ude på toilettet. Jeg skiftede ud af min arbejdsuniform, inden jeg steg ombord på flyet. Jeg iførte mig en af de sommerkjoler, der har ligget krøllet sammen i min rygsæk. En hel dag i lufthavnen og i et overfyldt fly har ikke gjort den mindre krøllet.

Jeg stirrer på mit spejlbillede. Jeg ligner ikke min far ret meget. Jeg har min mors kedelige, livløse brune hår og min fars grønne øjne. Jeg har også min fars mund. Min mor havde smalle, næsten usynlige læber, så i det mindste gav min far mig også andet end sit efternavn.

Selvom dele af mig ligner dele af dem, har jeg aldrig følt, at jeg hørte til nogen af dem. Det er, som om jeg adopterede mig selv som barn og har været alene siden da. Det her besøg hos min far føles præcis sådan … som et besøg. Jeg føler ikke, at jeg kommer hjem. Jeg føler ikke engang, at jeg lige har forladt mit hjem.

Hjem føles stadig som et mytisk sted, jeg har ledt efter hele mit liv.

Da jeg endelig begiver mig ud fra toilettet, er alle de andre pas- sagerer væk, og min far står ved en skranke i gang med at udfylde en formular for min mistede bagage.

”Jeg kan se, at der ikke blev tjekket bagage ind sammen med den her billet,” siger agenten til min far.

”Har du kvitteringen? Nogle gange klistrer de dem bag på billetten.”

Han ser på mig. Jeg trækker uskyldigt på skuldrene.

”Jeg var sent på den, så mor tjekkede dem ind for mig, efter at de gav mig min billet.”

Jeg går væk fra skranken og lader, som om jeg er interesseret i et skilt på væggen. Agenten fortæller min far, at de kontakter os, hvis de finder kufferterne.

Min far går over til mig og peger på døren.

”Bilen er denne vej.”

Lufthavnen er 15 kilometer bag os. Hans GPS siger, at hans hjem er 100 kilometer foran os. Hans bil lugter af aftershave og salt.

”Når du er kommet på plads, kan Sara køre dig hen i en butik efter de ting, du har brug for.”

”Hvem er Sara?”

Min far ser på mig, som om han ikke er sikker på, om jeg laver sjov eller ej.

”Sara. Alanas datter.”


”Alana?”


Han retter blikket mod vejen igen, og jeg kan se en lillebitte bevægelse i hans kæbe, da han bider tænderne sammen.

”Min hustru? Jeg sendte dig en invitation til brylluppet sidste sommer. Du sagde, du ikke kunne tage fri fra arbejde.”

Åh. Den Alana. Jeg ved intet om hende, ud over det der stod på invitationen.

”Jeg vidste ikke, hun havde en datter.”

”Tjah. Vi har ikke snakket ret meget sammen det sidste år.” Han siger det, som om han også selv har nogle følelser i klemme.

Jeg håber, jeg fejltolker hans tonefald, for jeg er ikke sikker på, hvordan han på nogen måde kan føle sig fornærmet på mig. Det er ham, der er forælderen. Jeg er bare et produkt af hans dårlige valg og mangel på beskyttelse.

”Der er sket en del siden sidst,” tilføjer han.

Åh, han skulle bare vide.

”Har Sara nogen søskende?” spørger jeg. Jeg beder til, at hun ikke har. Tanken om at skulle tilbringe sommeren med flere end bare min far har allerede rystet mig i min grundvold. Jeg kan ikke klare flere jordskælv.

”Hun er enebarn. Lidt ældre end dig, startede på college sidste år, hjemme sommeren over. Du vil elske hende.”

Vi får se. Jeg har læst Askepot.
Han rækker ud mod blæseren. ”Er det varmt herinde? For koldt?”

”Det er fint.”


Jeg ville ønske, han ville sætte noget musik på. Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal have en afslappet samtale med ham.

”Hvordan har din mor det?”

Jeg stivner, da han stiller spørgsmålet. ”Hun …” Jeg tøver.

Jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal sige det. Jeg har det, som om jeg har ventet så længe med at nævne det, at det nu vil virke sært eller bekymrende, at jeg ikke fortalte ham det i telefonen i går aftes. Eller da jeg først så ham i lufthavnen. Og så er der den løgn, jeg fortalte agenten – at det var min mor, der satte mig af i lufthavnen.

”Hun har det bedre, end hun har haft længe.”

Jeg rækker ned langs siden af mit sæde for at finde det håndtag, der læner sædet tilbage. I stedet for et håndtag finder jeg en masse knapper. Jeg trykker på dem, indtil mit sæde endelig begynder at vippe baglæns.

”Væk mig, når vi er der?” Jeg ser ham nikke og mærker et stik af dårlig samvittighed, men jeg aner ikke, hvor lang den her køretur kommer til at være, og jeg kunne virkelig godt tænke mig bare at lukke øjnene og forsøge at sove og undgå spørgsmål, som jeg ikke ved, om jeg kan svare på.




Colleen Hoover: Heart Bones

Ny Colleen Hoover roman med intens forelskelse og barske hemmeligheder. Begynd din læsning af Heart Bones her

Ung kærlighed med udfordringer i rørende Colleen Hoover-roman. Et uforudset dødsfald tvinger Beyah til at bo med sin far i Texas hen over sommeren, selvom hun knapt nok kender ham. Beyahs plan er at holde lav profil og lade sommeren gå af sig selv, men hendes nye nabo Samson vender op og ned på det hele.

På overfladen har Samson og Beyah intet til fælles. Hun kommer fra fattigdom og misrøgt, han kommer fra en familie med rigdom og privilegier. Men én ting har de til fælles: de tiltrækkes af triste ting. Hvilket betyder, at de tiltrækker hinanden. Deres forbindelse er næsten øjeblikkelig og fuldstændig unægtelig, men Beyah og Samson bliver enige om en ukompliceret sommerflirt. Hvad Beyah ikke ved, er at tunge skyer er på vej ind, og at hendes hjerte snart kommer ud i stormvejr.

Du kan købe Heart Bones af Colleen Hoover online fx hos Saxo eller i din nærmeste boghandel.



Andre bøger af Colleen Hoover


Colleen Hoover: Det begynder med os

Ny Colleen Hoover roman med intens forelskelse og barske hemmeligheder. Begynd din læsning af Heart Bones her

NY UDGAVE MED EKSTRA MATERIALE!

En uforglemmelig fortælling om kærlighedens ultimative pris.

Da Lily møder den flotte neurokirurg Ryle, falder hun for ham med det samme. Og da de to bliver et par, svæver Lily nærmest af lykke.

Alligevel er der noget ved Ryle, som giver skår i glæden.

Og da Lilys ungdomskæreste Atlas dukker op, går det op for Lily, at hendes forhold måske er mere skrøbeligt, end hun havde forestillet sig.

For nogle gange er det dem, der elsker dig højest, som kan gøre dig allermest ondt.

Denne udgave indeholder en samling billeder samt en Q&A mellem Colleen Hoover og hendes mor, Vannoy Fite, hvis historie er inspirationskilde til bogen. 

Du kan købe Det ender med os online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Colleen Hoover: Det begynder med os

Ny Colleen Hoover roman med intens forelskelse og barske hemmeligheder. Begynd din læsning af Heart Bones her

Endelig!

Det begynder med os starter, hvor Det ender med os sluttede — Colleen Hoover fortsætter historien om Lily og Ryle og ikke mindst fanfavoritten Atlas, hvis historie vi endelig hører.

Colleen Hoover er ikke mindre end et viralt fænomen på bl.a. kortvideomediet TikTok. Hashtagget for Det ender med os alene (#itendswithus) har rundet 1,1 mia views, og selvom Det begynder med os endnu ikke er udkommet i USA (18. oktober) er hashtagget (#itstartswithus) allerede meget populært – 70,5 mio views siden den blev offentliggjort i midten af februar.

Du kan købe Det begynder med os online eller i din lokale boghandel.




LÆS OGSÅ: Romaner der giver gåsehud. Læserne er vilde med Colleen Hoover!