Den populære roman Det ender med os har taget verden med storm. Der en hjerteskærende fortælling om kærlighed og svigt af romance-dronningen Colleen Hoover. Læs første kapitel af den populære roman lige her.
Det ender med os er en uforglemmelig fortælling om kærlighedens ultimative pris af forfatteren til Forbandede kærlighed og Måske en dag.
Læs også: Rækkefølgen i Colleen Hoovers forfatterskab. Se alle bøgerne her
Colleen Hoover har opnået verdensomspændende succes med denne gribende roman. Forfatteren storhitter på TikTok, hvor hendes navn er blevet vist over to milliarder gange, mens hashtagget #ItEndsWithUs har mere en 1,4 milliarder views. Romanen er netop ved at blive filmatiseret med bl.a. Blake Lively i hovedrollen.
Det ender med os er en altopslugende kærlighedsroman.
Men det er samtidig også en tankevækkende fortælling om, hvad der sker, når den der elsker dig allerhøjest også er den, der gør dig allermest ondt.
Romanen skildrer forelskelsen, når den er allermest lyserød, og kærligheden når den er allergrummest.
Snup en læseguide til Det ender med os her.
Læs også Det begynder med os, som er en fortsættelse af Det ender med os.
Til min far, der gjorde sit allerbedste
for ikke at vise sig fra sin værste side.
Og til min mor, som sørgede for,
at vi aldrig så ham, når han var værst.
FØRSTE DEL
Kapitel 1
Som jeg sidder her med den ene fod ud over den lave mur og den anden indenfor, mens jeg kigger ned på Bostons gader tolv etager under mig, kan jeg ikke lade være med at tænke på selvmord.
Ikke mit. Jeg er glad nok for mit liv til, at jeg gerne vil gennemleve det.
Jeg er mere optaget af andre mennesker, og hvordan de ender med at træffe beslutningen om at tage deres eget liv. Fortryder de det nogensinde? I det øjeblik, der går, fra de giver slip, og til de lander, er der vel en smule anger i det der kortvarige, frie fald. Kigger de på jorden, mens den suser imod dem, og tænker: ”Æv, altså. Dét her var en dårlig idé.”
Det tror jeg egentlig ikke.
Jeg tænker meget på døden. Især i dag, i betragtning af at jeg lige – for tolv timer siden – holdt en af de mest uforglemmelige begravelsestaler, folk i Plethora, Maine nogensinde har hørt. Okay, den var måske ikke den mest mindeværdige. Faktisk kunne den meget vel anses for at være den mest katastrofale. Det kommer nok an på, om du spørger min mor eller mig. Min mor, som efter i dag sandsynligvis ikke vil tale med mig det næste år.
Misforstå mig ikke. Den begravelsestale, jeg holdt, var ikke dyb nok til at gå over i historien ligesom den, Brooke Shields holdt ved Michael Jacksons begravelse. Eller den, som Steve Jobs’ søster holdt. Eller Pat Tillmans bror. Men den var mindeværdig på sin egen måde.
Jeg var nervøs i begyndelsen. Det var trods alt den fænomenale Andrew Blooms begravelse. Den elskede borgmester i min fødeby Plethora i staten Maine. Ejer af et af de mest succesrige ejendomsmæglerfirmaer i byen. Ægtemand til den højt elskede Jenny Bloom, den højest agtede undervisningsassistent i hele Plethora. Og far til Lily Bloom – hende den underlige pige med det excentriske, røde hår, som engang forelskede sig i en hjemløs og bragte stor skam over hele sin familie.
Det var mig. Jeg er Lily Bloom, og Andrew var min far.
Så snart jeg var færdig med at holde begravelsestalen i dag, tog jeg et fly direkte tilbage til Boston og kaprede det første tag, jeg kunne finde. Og nej, ikke fordi jeg er selvmordstruet. Jeg har ingen planer om at hoppe ud fra det her tag. Jeg trængte bare virkelig til frisk luft og stilhed, og jeg kan ikke få nogen af delene i min andensalslejlighed uden den mindste adgang til taget og en roommate, der elsker at høre sig selv synge.
Men jeg havde ikke tænkt på, hvor koldt det ville være heroppe. Det er ikke uudholdeligt, men det er heller ikke behageligt. I det mindste kan jeg se stjernerne. Døde fædre og udmattende roommates og tvivlsomme begravelsestaler føles ikke helt så slemme, når nattehimlen er klar nok til, at man bogstavelig talt kan se universets storhed.
Jeg elsker, når himlen får mig til at føle mig ubetydelig.
Jeg kan godt lide i aften.
Okay … lad mig omformulere det, så det afspejler mine følelser i datid.
Jeg kunne godt lide i aften.
Men desværre for mig er døren lige blevet skubbet så hårdt op, at jeg regner med, at trappen lige straks spytter et menneske ud på taget. Døren smækker i igen, og fodtrin bevæger sig hurtigt hen over taget. Jeg gør mig ikke engang den ulejlighed at se op. Vedkommende vil sandsynligvis ikke engang lægge mærke til mig heromme ved den lave mur til venstre for døren. Han eller hun kom herop så hurtigt, at det ikke er min skyld, hvis vedkommende regner med at være alene.
Jeg sukker stille, lukker øjnene og læner hovedet op ad den pudsede mur bag ved mig, mens jeg bander universet langt væk, fordi det rev det her fredfyldte, indadskuende øjeblik væk fra mig. Det mindste, universet kunne gøre for mig i dag, er at sørge for, at det er en kvinde og ikke en mand. Hvis jeg absolut skal have selskab, vil jeg helst have det af en kvinde. Jeg er stærk af min størrelse at være og kan sikkert klare mig i de fleste tilfælde, men jeg sidder for godt lige nu til at være oppe på et tag sammen med en fremmed mand midt om natten. Jeg kunne risikere at blive bekymret for min sikkerhed og derfor føle, at jeg blev nødt til at gå, og jeg har faktisk ikke lyst til at gå. Som jeg sagde før … jeg sidder godt.
Endelig giver jeg mine øjne lov til at foretage rejsen hen til silhuetten, der læner sig ud over muren. Og det viser sig selvfølgelig, at det ubetinget er en mand. Selv om han står og læner sig ud, kan jeg se, at han er høj. Brede skuldre skaber en stærk kontrast til den skrøbelige måde, han holder hovedet i sine hænder på. Jeg kan kun lige skelne hans rygs kraftige bevægelser op og ned, når han tager dybe vejrtrækninger og tvinger dem ud igen, når han er færdig med dem.
Han ser ud til at være på randen af et sammenbrud. Jeg overvejer at sige noget for at lade ham vide, at han ikke er alene, eller rømme mig, men inden jeg når at gøre nogen af delene, snurrer han omkring og sparker til en af terrassestolene, der står bag ved ham.
Jeg farer sammen, da den kurer hvinende hen ad taget, men eftersom fyren åbenbart ikke er klar over, at han har publikum, nøjes han ikke med et enkelt spark. Han sparker til stolen igen og igen. Men i stedet for at bukke under for hans voldsomme spark gør stolen ikke andet end at glide længere og længere væk fra ham.
Den stol må være lavet af vejrbestandig polymer.
Jeg så engang min far falde ind over et terrassebord af vejrbestandig polymer, og det nærmest grinede af ham. Han fik et ordentligt blåt mærke, men der kom ikke den mindste skramme på bordet.
Det går åbenbart op for fyren, at han ikke kan stille noget op med sådan et kvalitetsmateriale, for han holder omsider op med at sparke til stolen. Nu står han bøjet ind over den, mens han knytter hænderne, der hænger ned langs siden. Oprigtig talt er jeg lidt misundelig. Her står han og lader på mesterlig vis sin aggression gå ud over terrassemøbler. Han har tydeligvis haft en rigtig møgdag, ligesom jeg har, men hvor jeg holder min aggression tilbage, indtil den viser sig i form af passiv-aggressiv adfærd, får fyren her faktisk afløb for den.
For mig plejede havearbejde at hjælpe. Hver gang jeg blev stresset, gik jeg bare ud i haven og hev hvert eneste stykke ukrudt, jeg kunne finde, op. Men siden jeg flyttede til Boston for to år siden, har jeg ikke haft en have. Eller en terrasse. Jeg har ikke engang noget ukrudt.
Det kunne være, jeg skulle investere i en terrassestol af vejrbestandig polymer.
Jeg stirrer på fyren et øjeblik mere, mens jeg spekulerer på, om han mon nogensinde begynder at røre på sig. Han står der bare, mens han glor ned på stolen. Hans hænder er ikke knyttede mere. Nu står han med dem i siden, og for første gang lægger jeg mærke til, at hans skjorte ikke passer ham særlig godt på overarmene. Den sidder godt alle andre steder, men hans overarme er enorme. Han begynder at rode i sine lommer, indtil han finder det, han leder efter, og så – hvilket garanteret er et forsøg på at lukke endnu mere aggression ud – tænder han en joint.
Jeg er treogtyve, jeg har gået på college og har prøvet præcis det samme stof en gang eller to. Jeg skal ikke være den, der dømmer ham, fordi han trænger til at ryge sig skæv helt for sig selv. Men det er jo det – han er ikke helt for sig selv. Det ved han bare ikke endnu.
Han tager et langt drag af sin joint og begynder at vende sig om mod muren igen. Mens han puster ud, får han øje på mig. Han holder op med at gå, i det øjeblik vores blikke mødes. Der er ikke noget chok i hans udtryk, og han ser heller ikke ud til at more sig, da han ser mig. Han er cirka tre meter væk, men der er lys nok fra stjernerne til, at jeg kan se hans øjne, mens han langsomt kigger ned over min krop uden at røbe en eneste tanke. Han har virkelig pokerfjæs. Hans øjne er sammenknebne, og hans mund er en tynd streg som en mandlig udgave af Mona Lisa.
”Hvad hedder du?” spørger han.
Jeg kan mærke hans stemme i maven. Det er ikke godt. Stemmer bør standse ved ørerne, men sommetider – ikke ret tit, faktisk – trænger en stemme forbi mine ører og kastes tilbage hele vejen ned igennem min krop. Han har en af den slags stemmer. Dyb, selvsikker og en lille smule ligesom smør.
Da jeg ikke svarer ham, tager han jointen op til munden igen og tager et sug mere.
”Lily,” svarer jeg til sidst. Jeg hader min stemme. Den lyder for svag til, at den overhovedet vil kunne nå hans ører herovrefra og da endnu mindre blive kastet tilbage i hans krop.
Han løfter hagen en anelse og vipper lidt med hovedet over mod mig. ”Vil du være sød at kravle ned derfra, Lily?”
Det er først, da han siger det, jeg lægger mærke til hans holdning. Han står ret op og ned nu, stiv faktisk. Næsten som om han er nervøs for, at jeg skal falde. Det gør jeg ikke. Den her mur er mindst tredive centimeter bred, og jeg er mest på tagsiden. Jeg ville sagtens kunne nå at gribe fat, før jeg faldt, og desuden er vinden med mig.
Jeg kigger ned på mine ben og derefter op på ham. ”Nej, ellers tak, jeg sidder fint her.”
Han drejer sig lidt, som om han ikke kan holde ud at se direkte på mig. ”Vær sød at kravle ned.” Det er mere en ordre nu, selv om han bruger ordet sød. ”Der er syv ledige stole heroppe.”
”Næsten syv,” siger jeg for at minde ham om, at han lige har prøvet at myrde en af dem. Han bemærker ikke humoren i mit svar. Da jeg ikke gør, som han har bedt mig om, træder han et par skridt nærmere.
”Du er under ti centimeter fra at falde i døden. Og det har jeg fået nok af for i dag.” Han gør igen tegn til, at jeg skal kravle ned. ”Du gør mig nervøs. Og så ødelægger du mit trip.”
Jeg himler med øjnene og svinger benet ind. ”Ja, vi skal jo nødig risikere, at en joint går til spilde.” Jeg hopper ned og tørrer hænderne af i mine jeans. ”Bedre?” spørger jeg, mens jeg går hen mod ham.
Han puster voldsomt ud, som om synet af mig oppe på muren faktisk har fået ham til at holde vejret. Jeg passerer ham for at gå over til den side af taget, hvor der er den bedste udsigt, og idet jeg gør det, kan jeg ikke undgå at lægge mærke til, hvor ulyksaligt sød han er.
Nej. Sød er en fornærmelse.
Fyren er smuk. Velmanicureret, lugter langt væk af penge, ser ud til at være noget ældre end mig. Han får rynker ved øjnene, da han følger mig med blikket, og hans mundvige ser ud til at vende nedad, også når de ikke gør det. Da jeg når hen til den side af bygningen, der vender ud mod gaden, læner jeg mig frem og kigger på bilerne dernede, mens jeg prøver at se ud, som om han ikke har gjort det mindste indtryk på mig. Alene hans frisure siger mig, at han er en af den slags, der gør indtryk på folk, og jeg nægter at pleje hans ego. Ikke at han har gjort noget, der får mig til at tænke, at han overhovedet har et. Men han har en afslappet Burberry-skjorte på, og jeg tror ikke, jeg nogensinde har været på radaren hos nogen, der bare sådan helt afslappet havde råd til at købe sådan en.
Jeg hører skridt, der nærmer sig bag mig, og så læner han sig op ad muren ved siden af mig. Ud ad øjenkrogen ser jeg, at han tager endnu et hiv af sin joint. Bagefter tilbyder han mig den, men jeg vinker afværgende. Jeg trænger i hvert fald ikke til at være påvirket sammen med ham. Hans stemme er et rusmiddel i sig selv. Jeg får lyst til at høre den igen, så jeg kaster et spørgsmål i hans retning.
”Hvad havde den stol gjort, siden du var så vred på den?”
Han ser på mig. Som i ser rigtigt på mig. Han ser mig ind i øjnene, og han stirrer bare, ufravendt, som om alle mine hemmeligheder er lige dér i mit ansigt. Jeg har aldrig set øjne så mørke som hans. Det har jeg måske, men de virker mørkere, når de sidder på sådan et skræmmende væsen. Han svarer ikke på mit spørgsmål, men min nysgerrighed lader sig ikke sådan lige dæmme op for. Hvis han kan tvinge mig ned fra en meget fredfyldt, behagelig mur, så forventer jeg også, at han underholder mig med svar på mine spørgsmål.
”Var det en kvinde?” spørger jeg. ”Har hun knust dit hjerte?”
Det spørgsmål får ham til at grine lidt. ”Hvis bare mine problemer var så ubetydelige som hjertekvaler.” Han læner sig op ad muren, så han kan se på mig. ”Hvilken etage bor du på?” Han slikker sig på fingerspidserne og kniber spidsen af sin joint, hvorefter han lægger den ned i lommen. ”Jeg har aldrig lagt mærke til dig før.”
”Det er, fordi jeg ikke bor her.” Jeg peger i retning af min lejlighed. ”Kan du se forsikringsbygningen?”
Han kniber øjnene sammen og kigger i den retning, jeg peger. ”Ja.”
”Jeg bor i ejendommen ved siden af den. Den er for lav til, at man kan se den herfra. Den er kun på tre etager.”
Han drejer hovedet om mod mig igen og støtter med albuen på muren. ”Hvis du bor derovre, hvorfor er du så her? Bor din kæreste her eller sådan noget?”
Hans spørgsmål gør på en eller anden måde, at jeg føler mig billig. Det var for nemt – en amatøragtig scorereplik. Alene hans udseende fortæller mig, at han kan gøre det bedre. Det får mig til at tænke, at han gemmer de mere sofistikerede scorereplikker til de kvinder, han mener er værdige til dem.
”Du har et dejligt tag,” siger jeg til ham.
Han hæver øjenbrynene og venter på en yderligere forklaring.
”Jeg trængte til noget frisk luft. Et sted at tænke. Jeg kiggede på Google Earth og fandt den nærmeste beboelsesejendom med en ordentlig tagterrasse.”
Han ser smilende på mig. ”Du er i det mindste økonomisk,” siger han. ”Det er en god egenskab at have.”
I det mindste?
Jeg nikker, for jeg er økonomisk. Og det er en god egenskab at have.
”Hvorfor trængte du til frisk luft?” spørger han.
Fordi min far blev begravet i dag, og jeg holdt en uforglemmeligt katastrofal begravelsestale, og nu har jeg det, som om jeg ikke kan få vejret.
Jeg ser frem for mig igen og puster langsomt ud. ”Kan vi lade være med at snakke lidt?”
Han virker lidt lettet over, at jeg har bedt om, at vi er stille. Han læner sig ud over muren og lader en arm dingle, mens han stirrer ned på gaden. Sådan bliver han stående i et stykke tid, og imens stirrer jeg ufravendt på ham. Han ved det sikkert godt, men han lader til at være ligeglad.
”Der var en fyr, der faldt ned herfra i sidste måned,” siger han.
Hans mangel på respekt for mit ønske burde irritere mig, men på en måde har jeg også lyst til at få mere at vide.
”Var det en ulykke?”
Han trækker på skuldrene. ”Det vides ikke. Det skete om aftenen. Hans kone sagde, at hun var ved at lave aftensmad, da han sagde, at han ville gå herop for at tage nogle billeder af solnedgangen. Han var fotograf. De tror, han stod og lænede sig ud over muren for at få et billede af byens silhuet og så gled.”
Jeg kigger ud over muren og spørger mig selv, hvordan nogen dog kunne bringe sig i en situation, hvor de kunne falde ned ved et uheld. Men så kommer jeg i tanke om, at jeg for få minutter siden jo selv sad overskrævs på muren ovre på den anden side af taget.
”Da min søster fortalte mig, hvad der var sket, kunne jeg ikke tænke på andet, end om han mon fik billedet. Jeg håbede, at kameraet ikke faldt ned sammen med ham, for det ville have været et totalt spild, ikke? Hvis man døde på grund af sin kærlighed til fotografering, men ikke engang fik det sidste billede, der kostede én livet?”
Hans ord får mig til at grine. Selv om jeg ikke er sikker på, at jeg burde grine ad det. ”Siger du altid lige dét, du tænker?”
Han trækker på skuldrene. ”Ikke til de fleste.”
Det får mig til at smile. Jeg kan godt lide, at han ikke engang kender mig, men af en eller anden grund anser han mig ikke for at være de fleste.
Han læner sig op ad muren og lægger armene over kors. ”Er du født her?”
Jeg ryster på hovedet. ”Nej. Flyttede hertil fra Maine, da jeg var færdig med college.”
Han rynker på næsen, og det er lidt lækkert. At stå og se på en fyr – iført Burberry-skjorte og med en to hundrede dollars-klipning – der står og laver grimasser.
”Så du er rigtig havnet i Boston-skærsilden? Det må være hæsligt.”
”Hvad mener du?” spørger jeg.
Hans mundvige bevæger sig opad. ”Turisterne behandler dig som en lokal, og de lokale behandler dig som turist.”
Jeg griner. ”Wow. Det er en meget præcis beskrivelse.”
”Jeg har været her i to måneder. Jeg er ikke engang i skærsilden endnu, så du klarer dig bedre end mig.”
”Hvad har bragt dig til Boston?”
”Min turnusuddannelse. Og så bor min søster her.” Han vipper med foden og siger: ”Lige neden under os, faktisk. Gift med en indfødt it-ekspert, og de har købt hele øverste etage.”
Jeg ser ned. ”Hele øverste etage?”
Han nikker. ”Den heldige skid arbejder hjemmefra. Kan bare sidde hele dagen i pyjamas og tjener et syvcifret beløb om året.”
Ja, heldige skid.
”Hvilken turnusuddannelse? Er du læge?”
Han nikker. ”Neurokirurg. Har mindre end et år tilbage af turnustiden, og så er dén klaret.”
Smart, velformuleret og begavet. Og ryger pot. Hvis det her var et spørgsmål til en adgangsprøve, ville jeg spørge, hvilket et der ikke hørte til. ”Bør læger ryge hash?”
Han griner smørret. ”Sikkert ikke. Men hvis vi ikke gjorde det en gang imellem, ville der være mange flere af os, der tog den ud over de her lave mure, det kan jeg godt love dig.” Han har vendt sig om mod mig igen og står med hagen hvilende på sine arme. Hans øjne er lukkede nu, som om han nyder at mærke vinden mod sit ansigt. Når han står sådan, ser han ikke spor skræmmende ud.
”Skal jeg fortælle dig noget, som kun de lokale ved?”
”Selvfølgelig,” svarer han og retter igen sin opmærksomhed mod mig.
Jeg peger mod øst. ”Kan du se den bygning? Den med det grønne tag?”
Han nikker.
”Der ligger en ejendom bag ved den, på Melcher. Og oven på den ejendom er der et hus. Som et rigtigt hus, bygget deroppe på taget. Man kan ikke se det fra gaden, og bygningen er så høj, at der ikke er ret mange mennesker, som overhovedet ved det.”
Han ser imponeret ud. ”Er det rigtigt?”
Jeg nikker. ”Jeg fik øje på det, da jeg kiggede på Google Earth, så jeg slog det op. Byggetilladelsen blev åbenbart givet i 1982. Hvor sejt må det lige være? At bo i et hus, der ligger oven på en ejendom?”
”Man ville få hele taget for sig selv,” siger han.
Det havde jeg ikke tænkt på. Hvis jeg ejede det, kunne jeg plante en have deroppe. Jeg ville kunne få afløb.
”Hvem bor der?” spørger han.
”Det er der ikke rigtig nogen, der ved. Det er et af Bostons store mysterier.”
Han griner og ser derefter inkvisitorisk på mig. ”Hvad er også et af Bostons mysterier?”
”Dit navn.” Så snart, jeg siger det, slår jeg mig i panden. Det lød i den grad som en klam scorereplik; der er ikke andet at gøre end bare at grine ad det.
Han smiler. ”Det er Ryle,” siger han. ”Ryle Kincaid.”
Jeg sukker og synker ligesom lidt ind i mig selv. ”Sikke et flot navn.”
”Hvorfor lyder du trist, når du siger det?”
”Fordi jeg ville give hvad som helst for et flot navn.”
”Kan du ikke lide navnet Lily?”
Jeg lægger hovedet på skrå og hæver et øjenbryn. ”Mit efternavn … er Bloom.”
Han er helt tavs. Jeg kan mærke, hvordan han prøver at tøjle sin medfølelse.
”Jeg ved det godt. Det er frygteligt. Det er navnet på en lille toårig pige, men ikke på en treogtyveårig kvinde.”
”En toårig pige vil hedde det samme, uanset hvor gammel hun bliver. Navne er ikke noget, vi ender med at vokse fra, Lily Bloom.”
”Nej, uheldigvis ikke,” siger jeg. ”Men hvad der gør det endnu værre, er, at jeg er vild med havearbejde. Jeg elsker blomster. Planter. At dyrke ting. Det er min store lidenskab. Det har altid været min drøm at åbne en blomsterforretning, men hvis jeg gjorde, er jeg bange for, at folk ikke ville tro på, at det virkelig var min drøm. De ville tro, at jeg bare prøvede at udnytte mit navn, og at det slet ikke var mit drømmejob at blive blomsterhandler.”
”Det kan godt være,” siger han. ”Men hvad gør det?”
”Måske ikke noget.” Jeg hører mig selv lige så stille hviske: ”Lily Bloom’s.” Jeg kan se, at han smiler en lille smule. ”Det er et fantastisk navn til en blomsterhandler. Men jeg har en master i erhvervsøkonomi. Det ville være nogle trin ned, synes du ikke? Jeg arbejder for det største marketingfirma i Boston.”
”Det er ikke nogle trin ned at eje sin egen virksomhed,” siger han.
Jeg hæver et øjenbryn. ”Medmindre den går nedenom og hjem.”
Han nikker. ”Medmindre den går nedenom og hjem,” siger han. ”Og hvad hedder du så til mellemnavn, Lily Bloom?”
Jeg stønner, hvilket ser ud til at muntre ham op.
”Bliver det ligefrem værre?”
Jeg begraver ansigtet i mine hænder og nikker.
”Rose?”
Jeg ryster på hovedet. ”Værre.”
”Violet?”
”Bare det var.” Jeg krymper mig og mumler så: ”Blossom.”
Der er stille et øjeblik. ”Det var pokkers,” siger han stille.
”Ja. Blossom er min mors mellemnavn, og mine forældre mente, at det var skæbnen, der havde gjort, at deres efternavne var synonymer. Så da de fik mig, fandt de selvfølgelig straks et blomsternavn.”
”Dine forældre må være nogle rigtige røvhuller.”
En af dem er. Var. ”Min far døde i den her uge.”
Han kaster et blik på mig. ”Godt forsøgt. Den hopper jeg ikke på.”
”Det er rigtigt. Det var derfor, jeg gik herop i aften. Jeg trængte vist til en ordentlig tudetur.”
Han ser mistroisk på mig et øjeblik for at sikre sig, at jeg ikke tager gas på ham. Han undskylder ikke det, han har sagt. I stedet bliver hans blik lidt mere nysgerrigt, som om hans interesse faktisk er ægte. ”Var I nært knyttet til hinanden?”
Dét er et svært spørgsmål. Jeg lader kinden hvile på mine arme og ser ned på gaden igen. ”Det ved jeg ikke,” svarer jeg med et skuldertræk. ”Som hans datter elskede jeg ham. Men som menneske hadede jeg ham.”
Jeg kan mærke, at han betragter mig et øjeblik, og så siger han: ”Det kan jeg godt lide. Din ærlighed.”
Han kan lide min ærlighed. Jeg er bange for, at jeg rødmer.
Vi bliver begge to stille igen, og lidt efter siger han: ”Ville du nogensinde ønske, at folk var mere gennemsigtige?”
”Hvad mener du?”
Han piller ved et løst stykke puds med tommelfingeren, indtil det går af. Han knipser det ud over muren. ”Jeg har det, som om alle skjuler, hvem de virkelig er, og inderst inde er vi lige fucked up alle sammen. Nogle af os er bare bedre til at skjule det end andre.”
Enten er han ved at blive skæv, eller også er han bare meget indadskuende. Men begge dele er helt okay med mig. Mine yndlingssamtaler er dem, hvor der ikke er nogen rigtige svar.
”Jeg synes ikke, det er noget negativt at være lidt på vagt,” siger jeg. ”De nøgne sandheder er ikke altid lige kønne.”
Han stirrer på mig et øjeblik. ”Nøgne sandheder,” gentager han. ”Det kan jeg godt lide.” Han vender sig om og går ind midt på taget, indstiller ryglænet på en af solsengene bag ved mig og sætter sig på den. Ryglænet ligger ned, så han lægger hænderne bag hovedet og kigger op på himlen. Jeg tager solsengen ved siden af og indstiller den, til jeg ligger ligesom ham.
”Fortæl mig en nøgen sandhed, Lily.”
”Om hvad?”
Han trækker på skuldrene. ”Det ved jeg ikke. Noget, du ikke er stolt af. Noget, der gør, at jeg føler mig lidt mindre fucked up indeni.”
Han ligger og kigger op på himlen, mens han venter på mit svar. Mit blik følger hans kæbelinje, hans kinders kurve, hans læbers omrids. Hans øjenbryn er trukket eftertænksomt sammen. Jeg forstår ikke hvorfor, men han trænger åbenbart til noget samtale lige nu. Jeg tænker over hans spørgsmål og prøver at finde et ærligt svar. Da jeg kommer i tanke om et, kigger jeg væk fra ham og op på himlen.
”Min far var voldelig. Ikke mod mig – mod min mor. Han kunne blive så vred, når de var oppe at skændes, at han sommetider slog hende. Når det skete, brugte han den næste uge eller to på at gøre det godt igen. Så købte han for eksempel blomster til hende eller inviterede os ud på en dejlig middag.
Nogle gange købte han også noget til mig, fordi han godt vidste, at jeg hadede, når de skændtes. Som barn kunne jeg ligefrem glæde mig til, at de kom op at skændes. For jeg vidste, at hvis han slog hende, ville de næste to uger være dejlige.” Jeg holder en lille pause. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har indrømmet det over for mig selv. ”Hvis jeg havde kunnet, havde jeg selvfølgelig sørget for, at han aldrig lagde hånd på hende. Men overgrebene var uundgåelige i deres ægteskab, og det blev til vores norm. Da jeg blev ældre, gik det op for mig, at ved ikke at gøre noget gjorde jeg mig lige så skyldig. Det meste af mit liv har jeg hadet ham for at være sådan et dårligt menneske, men jeg er ikke sikker på, at jeg selv er stort bedre. Måske er vi begge to dårlige mennesker.”
Ryle ser på mig med et eftertænksomt udtryk. ”Lily,” siger han med eftertryk. ”Der findes ikke dårlige mennesker. Vi er alle sammen bare mennesker, som undertiden gør noget dårligt.”
Jeg åbner munden for at svare, men hans ord gør mig tavs. Vi er alle sammen bare mennesker, der undertiden gør noget dårligt. På en måde er det vel rigtigt nok. Der er ikke nogen, som kun er dårlig, og der er heller ikke nogen, der kun er god. Nogle er bare tvunget til at arbejde hårdere for at undertrykke det dårlige.
”Din tur,” siger jeg til ham.
At dømme efter hans reaktion har han vist ikke lyst til at lege sin egen leg. Han sukker dybt og lader en hånd glide gennem sit hår. Han åbner munden for at sige noget, men klapper den så i igen. Han tænker lidt og begynder omsider at tale. ”Jeg så en lille dreng dø her til aften.” Hans stemme er modløs. ”Han var kun fem år. Han og hans lillebror fandt en pistol i forældrenes soveværelse. Lillebroren holdt den, og den gik af ved et uheld.”
Min mave slår en kolbøtte. Det her er måske lidt for meget sandhed for mig lige nu.
”Der var intet at stille op, da han nåede frem til operationsbordet. Alle, der var der – sygeplejersker, andre læger – de havde alle sammen frygtelig ondt af familien. ’De stakkels forældre,’ sagde de. Men da jeg skulle gå ind til forældrene og sige til dem, at deres barn ikke havde klaret den, havde jeg ikke spor ondt af dem. Jeg syntes, at de burde lide. Jeg syntes, de skulle mærke det åg, det var, at de i deres uvidenhed havde opbevaret et ladt våben et sted, hvor to uskyldige børn kunne få fat i det. De skulle vide, at ikke alene havde de lige mistet et barn, de havde også lige ødelagt hele livet for det barn, som ulykkeligvis kom til at trykke på aftrækkeren.”
Hold da op. Jeg var ikke forberedt på noget så tungt.
Jeg kan ikke forestille mig, hvordan en familie kommer videre oven på det. ”Den stakkels bror,” siger jeg. ”Tænk, hvad det vil gøre ved ham – at se sådan noget.”
Ryle knipser noget væk fra sit jeansklædte knæ. ”Det ødelægger ham for resten af livet – det vil det gøre ved ham.”
Jeg lægger mig om på siden for at se på ham og sætter hånden under hovedet. ”Er det hårdt? At se den slags hver dag?”
Han ryster let på hovedet. ”Det burde være meget hårdere, men jo mere jeg er dér, hvor døden er, jo mere bliver den bare en del af livet. Og det ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg har det med.” Han ser mig ind i øjnene igen. ”Giv mig en til,” siger han. ”Jeg synes ligesom, at min var mere grum end din.”
Jeg er ikke enig, men jeg fortæller ham om det grumme jeg gjorde for kun tolv timer siden.
”Min mor spurgte mig for to dage siden, om jeg ville tale ved min fars begravelse i dag. Jeg sagde, at det havde jeg det ikke så godt med – at jeg måske ville græde for meget til, at jeg kunne sige noget for øjnene af en masse mennesker – men det var løgn. Jeg havde bare ikke lyst til at gøre det, fordi jeg synes, begravelsestaler skal holdes af dem, der respekterede den afdøde. Og jeg respekterede ikke min far ret meget.”
”Holdt du den?”
Jeg nikker. ”Ja. I morges.” Jeg sætter mig op og trækker benene ind til mig, mens jeg ser på ham. ”Vil du høre den?”
Han smiler. ”Gerne.”
Jeg folder hænderne i skødet og tager en dyb indånding. ”Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Cirka en time før begravelsen sagde jeg til min mor, at jeg ikke ville. Hun sagde, at det var nemt, og at min far ville have ønsket, at jeg gjorde det. Hun sagde, at jeg bare skulle gå op på talerstolen og sige fem fantastiske ting om min far. Og det … var præcis, hvad jeg gjorde.”
Ryle rejser sig op på den ene albue og ser endnu mere interesseret ud. Han kan se på mit ansigtsudtryk, at det bliver værre. ”Åh nej, Lily. Hvad gjorde du?”
”Vent, nu skal jeg vise dig det.” Jeg rejser mig op og går om på den anden side af min solseng. Jeg retter ryggen og står, som om jeg kigger ud over den samme tætpakkede sal, jeg stod i i morges. Jeg rømmer mig.
”Hej. Mit navn er Lily Bloom, jeg er datter af den afdøde Andrew Bloom. Tak, fordi I alle sammen er kommet i dag for at dele vores sorg. Jeg vil gerne her ære hans liv ved at fortælle jer fem fantastiske ting om min far. Den første er …”
Jeg ser ned på Ryle og trækker på skuldrene. ”Det var det.”
Han sætter sig op. ”Hvad mener du?”
Jeg sætter mig på solsengen og lægger mig så ned igen. ”Jeg stod der i to stive minutter uden at sige et ord. Der var ikke en eneste fantastisk ting, jeg kunne sige om ham – så jeg stirrede bare tavst ud på forsamlingen, indtil det gik op for min mor, hvad jeg havde gang i, og hun fik min onkel til at fjerne mig fra talerstolen.”
Ryle lægger hovedet på skrå. ”Tager du gas på mig? Holdt du en antitale ved din egen fars begravelse?”
Jeg nikker. ”Jeg er ikke stolt af det. Tror jeg ikke. Jeg mener, hvis det var gået, som jeg ønskede, ville han have været et meget bedre menneske, og så ville jeg have stået deroppe og talt i en time.”
Ryle lægger sig ned igen. ”Wow,” siger han og ryster på hovedet. ”Du er lidt min helt. Du har lige grillet en, der var død.”
”Det er ufint.”
”Tjah, måske. Den nøgne sandhed gør ondt.”
Jeg griner. ”Din tur.”
”Dén kan jeg ikke slå,” siger han.
”Jeg er sikker på, at du kan komme tæt på.”
”Det er jeg ikke sikker på, jeg kan.”
Jeg ruller med øjnene. ”Jo, du kan. Nu skal du ikke få mig til at føle mig som det dårligste menneske af os to. Fortæl mig, hvad du sidst har tænkt på, som de fleste mennesker ikke ville sige højt.”
Han lægger hænderne bag hovedet og ser mig direkte ind i øjnene. ”Jeg har lyst til at knalde dig.”
Jeg taber underkæben. Så får jeg den op på plads igen.
Noget tyder på, at jeg også har tabt mælet.
Han sender mig et uskyldigt blik. ”Du bad om den sidste tanke, så den fik du. Du er smuk. Jeg er en fyr. Hvis du var til onenightstands, ville jeg tage dig med ned i mit soveværelse, og så ville jeg knalde dig.”
Jeg kan ikke engang se på ham. Hans ord vækker et hav af følelser i mig.
”Men jeg er ikke til onenightstands.”
”Det havde jeg regnet ud,” siger han. ”Din tur.”
Hvor er han nonchalant; han opfører sig, som om han ikke lige har gjort mig helt stum af forbløffelse.
”Jeg har lige brug for et minut til at få styr på alting oven på dén der,” siger jeg og griner. Jeg prøver at komme i tanke om noget med lidt chokværdi, men jeg kan simpelthen ikke komme mig over, at han lige sagde dét. Højt. Måske er det, fordi han er neurokirurg, og jeg har aldrig forestillet mig, at en, der var så veluddannet, brugte ordet knalde så henkastet.
Jeg får hold på mig selv … nogenlunde … og siger så: ”Okay. Nu vi er ved det emne … den første fyr, jeg havde sex med, var hjemløs.”
Han ser opmuntret ud og vender sig om mod mig. ”Åh, den historie må jeg have noget mere af.”
Jeg strækker armen og lader hovedet hvile på den. ”Jeg er vokset op i Maine. Vi boede i et ret pænt kvarter, men gaden bag ved vores hus var ikke ligefrem i den bedste stand. Vores baghave vendte ud mod et saneringsmodent hus, der lå ved siden af to tomme grunde. Jeg blev ven med en fyr, der hed Atlas, som boede i det saneringsmodne hus. Der var ikke andre end mig, der vidste, at han boede der. Jeg gik over med mad og tøj og sådan noget til ham. Indtil min far opdagede det.”
”Og hvad gjorde han så?”
Jeg kan mærke, at jeg bider tænderne sammen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bragte emnet op, når jeg stadig tvinger mig selv til ikke at tænke på det dagligt. ”Han tævede ham.” Mere har jeg ikke lyst til at sige om det. ”Din tur.”
Han ser tavst på mig et øjeblik, som om han ved, at historien er længere end det. Men så flytter han blikket. ”Tanken om ægteskab frastøder mig,” siger han. ”Jeg er næsten tredive, og jeg har intet ønske om at få en kone. Jeg vil især ikke have børn. Det eneste, jeg vil have ud af mit liv, er succes. Masser. Men hvis jeg siger det højt til nogen, kommer jeg til at lyde arrogant.”
”Professionel succes? Eller social status?”
”Begge dele,” svarer han. ”Alle kan få børn. Alle kan blive gift. Men det er ikke alle, der kan blive neurokirurg. Det finder jeg meget stolthed i. Og jeg vil ikke bare være en god neurokirurg. Jeg vil være den bedste på mit område.”
”Du har ret. Det får dig til at lyde arrogant.”
Han smiler. ”Min mor er bange for, at jeg spilder mit liv, fordi jeg ikke laver andet end at arbejde.”
”Du er neurokirurg, og så er din mor skuffet over dig?” siger jeg og griner. ”Hold dog op, det er jo vanvittigt. Er forældre nogensinde tilfredse med deres børn? Er de nogensinde gode nok?”
Han ryster på hovedet. ”Det ville mine børn ikke være. Der er ikke mange mennesker, der har mit drive, så de ville være dømt til at mislykkes. Det er derfor, jeg aldrig skal have nogen.”
”Jeg synes faktisk, det er meget fair, Ryle. Der er masser af mennesker, som ikke vil indrømme, at de er for egoistiske til at få børn.”
Han ryster på hovedet. ”Åh, jeg er alt for egoistisk til at få børn. Og jeg er ubetinget alt for egoistisk til at være i et forhold.”
”Hvordan undgår du det? Lader du bare være med at date?”
Han flytter hurtigt blikket hen på mig, og et lille grin sidder klistret i ansigtet på ham. ”Når jeg har tid, er der piger, der tilfredsstiller de behov. Jeg mangler ikke noget i den afdeling, hvis det er dét, du spørger om. Men kærlighed har aldrig sagt mig noget. Det har altid været mere en byrde end noget som helst andet.”
Jeg ville ønske, jeg så sådan på kærlighed. Det ville gøre mit liv helvedes meget nemmere. ”Jeg misunder dig. Jeg har den her idé om, at der er en perfekt mand til mig et sted derude. Men jeg kører nemt træt i det, for der er aldrig nogen, der lever op til mine krav. Jeg har det, som om jeg er på en evig jagt efter den hellige gral.”
”Du skulle tage at prøve min metode,” siger han.
”Og den er?”
”Onenightstands.” Han hæver et øjenbryn, som om det er en invitation.
Jeg er glad for, at det er mørkt, for mine kinder brænder. ”Jeg ville aldrig kunne gå i seng med en, hvis jeg ikke kunne se, at det førte til noget.” Jeg siger det højt, men det lyder ikke særlig overbevisende, da jeg siger det til ham.
Han tager en dyb, langsom indånding og ruller så om på ryggen. ”Nåh, du er ikke en af den slags piger?” Han siger det med et strejf af skuffelse i stemmen.
Jeg er lige så skuffet. Jeg er ikke sikker på, at jeg overhovedet ville have sagt nej, hvis han spurgte, men den mulighed har jeg måske lige ødelagt.
”Hvis du ikke ville gå i seng med en, du lige havde mødt …” Hans blik fanger mit igen. ”Præcis hvor langt ville du så gå?”
Det har jeg ikke noget svar på. Jeg ruller om på ryggen, for sådan som han kigger på mig, må jeg lige genoverveje det onenightstand. Egentlig er jeg vel ikke nødvendigvis imod dem. Jeg er bare aldrig blevet opfordret til det af en, jeg ville overveje at have det med.
Før nu. Tror jeg. Foreslår han det overhovedet? Jeg har altid været elendig til at flirte.
Han rækker armen ud og tager fat i kanten af min solseng. I én hurtig bevægelse og med meget lidt anstrengelse trækker han den hen mod sig, indtil den støder ind i hans.
Hele min krop stivner. Han er så tæt på nu, at jeg kan mærke varmen fra hans ånde skære sig gennem den kolde luft. Hvis jeg skulle finde på at kigge på ham, ville hans ansigt ikke være mere end nogle få centimeter fra mit. Jeg nægter at kigge på ham, for så kysser han mig sandsynligvis, og jeg ved absolut intet om ham, bortset fra et par nøgne sandheder. Men det har ingen betydning overhovedet for min samvittighed, da han lægger en tung hånd på min mave.
”Hvor langt ville du gå, Lily?” Hans stemme er dekadent. Glat. Den går hele vejen ned til mine tæer.
”Det ved jeg ikke,” hvisker jeg.
Hans fingre begynder at kravle hen mod sømmen på min bluse. Han begynder at skubbe den langsomt op, så en lille smule af min mave kommer til syne. ”Åh gud,” hvisker jeg, da jeg mærker varmen fra hans hånd, der glider op ad min mave.
Selv om jeg ved, at jeg burde lade være, vender jeg mig igen om mod ham, og udtrykket i hans øjne fængsler mig fuldstændig. Han ser forhåbningsfuld og sulten og totalt selvsikker ud.
Han bider sig i underlæben, da hans hånd legende begiver sig op under min bluse. Jeg ved, at han kan mærke mit hjerte hamre løs i min brystkasse. For fanden, han kan sikkert høre det.
”Er det her for langt?” spørger han.
Jeg ved ikke, hvor den her side af mig kommer fra, men jeg ryster på hovedet og siger: ”Nej, overhovedet ikke.”
Med et smørret grin lader han fingrene glide ind under min bh og spille hen over min hud, så jeg får kuldegysninger over det hele.
Så snart mine øjenlåg falder i, skærer en ringen gennem luften. Hans hånd stivner, da det går op for os begge to, at det er en telefon. Hans telefon.
Han lader sin pande falde ned på min skulder. ”Fandens.”
Jeg rynker panden, da han trækker hånden ud fra min bluse. Han fumler efter telefonen i sin lomme, mens han rejser sig op og går et par meter væk, før han tager den.
”Dr. Kincaid,” siger han. Han lytter opmærksomt og tager fat om sin nakke med den ene hånd. ”Hvad med Roberts? Jeg er slet ikke på vagt lige nu.” Endnu en tavshed bliver fulgt af: ”Okay, giv mig ti minutter. Jeg er på vej.”
Han slutter samtalen og stikker telefonen i lommen igen. Da han vender sig om mod mig, ser han lidt skuffet ud. Han peger på døren til trappen. ”Jeg bliver nødt til at …”
Jeg nikker. ”Det er helt okay.”
Han betragter mig et øjeblik, så løfter han en finger. ”Lig helt stille,” siger han og tager sin telefon frem igen. Han går tættere på og holder telefonen op, som om han skal lige til at tage et billede af mig. Jeg er tæt på at protestere, men jeg ved ikke engang hvorfor. Jeg er fuldt påklædt. Men af en eller anden grund føles det ikke sådan.
NY UDGAVE MED EKSTRA MATERIALE!
En uforglemmelig fortælling om kærlighedens ultimative pris.
Da Lily møder den flotte neurokirurg Ryle, falder hun for ham med det samme. Og da de to bliver et par, svæver Lily nærmest af lykke.
Alligevel er der noget ved Ryle, som giver skår i glæden.
Og da Lilys ungdomskæreste Atlas dukker op, går det op for Lily, at hendes forhold måske er mere skrøbeligt, end hun havde forestillet sig.
For nogle gange er det dem, der elsker dig højest, som kan gøre dig allermest ondt.
Denne udgave indeholder en samling billeder samt en Q&A mellem Colleen Hoover og hendes mor, Vannoy Fite, hvis historie er inspirationskilde til bogen.
Endelig!
Det begynder med os starter, hvor Det ender med os sluttede — Colleen Hoover fortsætter historien om Lily og Ryle og ikke mindst fanfavoritten Atlas, hvis historie vi endelig hører.
Colleen Hoover er ikke mindre end et viralt fænomen på bl.a. kortvideomediet TikTok. Hashtagget for Det ender med os alene (#itendswithus) har rundet 1,1 mia views, og selvom Det begynder med os endnu ikke er udkommet i USA (18. oktober) er hashtagget (#itstartswithus) allerede meget populært – 70,5 mio views siden den blev offentliggjort i midten af februar.
Den populære roman Det ender med os har taget verden med storm. Der en hjerteskærende fortælling om kærlighed og svigt af romance-dronningen Colleen Hoover. Læs første kapitel af den populære roman lige her.
Det ender med os er en uforglemmelig fortælling om kærlighedens ultimative pris af forfatteren til Forbandede kærlighed og Måske en dag.
Læs også: Rækkefølgen i Colleen Hoovers forfatterskab. Se alle bøgerne her
Colleen Hoover har opnået verdensomspændende succes med denne gribende roman. Forfatteren storhitter på TikTok, hvor hendes navn er blevet vist over to milliarder gange, mens hashtagget #ItEndsWithUs har mere en 1,4 milliarder views. Romanen er netop ved at blive filmatiseret med bl.a. Blake Lively i hovedrollen.
Det ender med os er en altopslugende kærlighedsroman.
Men det er samtidig også en tankevækkende fortælling om, hvad der sker, når den der elsker dig allerhøjest også er den, der gør dig allermest ondt.
Romanen skildrer forelskelsen, når den er allermest lyserød, og kærligheden når den er allergrummest.
Snup en læseguide til Det ender med os her.
Læs også Det begynder med os, som er en fortsættelse af Det ender med os.
Til min far, der gjorde sit allerbedste
for ikke at vise sig fra sin værste side.
Og til min mor, som sørgede for,
at vi aldrig så ham, når han var værst.
FØRSTE DEL
Kapitel 1
Som jeg sidder her med den ene fod ud over den lave mur og den anden indenfor, mens jeg kigger ned på Bostons gader tolv etager under mig, kan jeg ikke lade være med at tænke på selvmord.
Ikke mit. Jeg er glad nok for mit liv til, at jeg gerne vil gennemleve det.
Jeg er mere optaget af andre mennesker, og hvordan de ender med at træffe beslutningen om at tage deres eget liv. Fortryder de det nogensinde? I det øjeblik, der går, fra de giver slip, og til de lander, er der vel en smule anger i det der kortvarige, frie fald. Kigger de på jorden, mens den suser imod dem, og tænker: ”Æv, altså. Dét her var en dårlig idé.”
Det tror jeg egentlig ikke.
Jeg tænker meget på døden. Især i dag, i betragtning af at jeg lige – for tolv timer siden – holdt en af de mest uforglemmelige begravelsestaler, folk i Plethora, Maine nogensinde har hørt. Okay, den var måske ikke den mest mindeværdige. Faktisk kunne den meget vel anses for at være den mest katastrofale. Det kommer nok an på, om du spørger min mor eller mig. Min mor, som efter i dag sandsynligvis ikke vil tale med mig det næste år.
Misforstå mig ikke. Den begravelsestale, jeg holdt, var ikke dyb nok til at gå over i historien ligesom den, Brooke Shields holdt ved Michael Jacksons begravelse. Eller den, som Steve Jobs’ søster holdt. Eller Pat Tillmans bror. Men den var mindeværdig på sin egen måde.
Jeg var nervøs i begyndelsen. Det var trods alt den fænomenale Andrew Blooms begravelse. Den elskede borgmester i min fødeby Plethora i staten Maine. Ejer af et af de mest succesrige ejendomsmæglerfirmaer i byen. Ægtemand til den højt elskede Jenny Bloom, den højest agtede undervisningsassistent i hele Plethora. Og far til Lily Bloom – hende den underlige pige med det excentriske, røde hår, som engang forelskede sig i en hjemløs og bragte stor skam over hele sin familie.
Det var mig. Jeg er Lily Bloom, og Andrew var min far.
Så snart jeg var færdig med at holde begravelsestalen i dag, tog jeg et fly direkte tilbage til Boston og kaprede det første tag, jeg kunne finde. Og nej, ikke fordi jeg er selvmordstruet. Jeg har ingen planer om at hoppe ud fra det her tag. Jeg trængte bare virkelig til frisk luft og stilhed, og jeg kan ikke få nogen af delene i min andensalslejlighed uden den mindste adgang til taget og en roommate, der elsker at høre sig selv synge.
Men jeg havde ikke tænkt på, hvor koldt det ville være heroppe. Det er ikke uudholdeligt, men det er heller ikke behageligt. I det mindste kan jeg se stjernerne. Døde fædre og udmattende roommates og tvivlsomme begravelsestaler føles ikke helt så slemme, når nattehimlen er klar nok til, at man bogstavelig talt kan se universets storhed.
Jeg elsker, når himlen får mig til at føle mig ubetydelig.
Jeg kan godt lide i aften.
Okay … lad mig omformulere det, så det afspejler mine følelser i datid.
Jeg kunne godt lide i aften.
Men desværre for mig er døren lige blevet skubbet så hårdt op, at jeg regner med, at trappen lige straks spytter et menneske ud på taget. Døren smækker i igen, og fodtrin bevæger sig hurtigt hen over taget. Jeg gør mig ikke engang den ulejlighed at se op. Vedkommende vil sandsynligvis ikke engang lægge mærke til mig heromme ved den lave mur til venstre for døren. Han eller hun kom herop så hurtigt, at det ikke er min skyld, hvis vedkommende regner med at være alene.
Jeg sukker stille, lukker øjnene og læner hovedet op ad den pudsede mur bag ved mig, mens jeg bander universet langt væk, fordi det rev det her fredfyldte, indadskuende øjeblik væk fra mig. Det mindste, universet kunne gøre for mig i dag, er at sørge for, at det er en kvinde og ikke en mand. Hvis jeg absolut skal have selskab, vil jeg helst have det af en kvinde. Jeg er stærk af min størrelse at være og kan sikkert klare mig i de fleste tilfælde, men jeg sidder for godt lige nu til at være oppe på et tag sammen med en fremmed mand midt om natten. Jeg kunne risikere at blive bekymret for min sikkerhed og derfor føle, at jeg blev nødt til at gå, og jeg har faktisk ikke lyst til at gå. Som jeg sagde før … jeg sidder godt.
Endelig giver jeg mine øjne lov til at foretage rejsen hen til silhuetten, der læner sig ud over muren. Og det viser sig selvfølgelig, at det ubetinget er en mand. Selv om han står og læner sig ud, kan jeg se, at han er høj. Brede skuldre skaber en stærk kontrast til den skrøbelige måde, han holder hovedet i sine hænder på. Jeg kan kun lige skelne hans rygs kraftige bevægelser op og ned, når han tager dybe vejrtrækninger og tvinger dem ud igen, når han er færdig med dem.
Han ser ud til at være på randen af et sammenbrud. Jeg overvejer at sige noget for at lade ham vide, at han ikke er alene, eller rømme mig, men inden jeg når at gøre nogen af delene, snurrer han omkring og sparker til en af terrassestolene, der står bag ved ham.
Jeg farer sammen, da den kurer hvinende hen ad taget, men eftersom fyren åbenbart ikke er klar over, at han har publikum, nøjes han ikke med et enkelt spark. Han sparker til stolen igen og igen. Men i stedet for at bukke under for hans voldsomme spark gør stolen ikke andet end at glide længere og længere væk fra ham.
Den stol må være lavet af vejrbestandig polymer.
Jeg så engang min far falde ind over et terrassebord af vejrbestandig polymer, og det nærmest grinede af ham. Han fik et ordentligt blåt mærke, men der kom ikke den mindste skramme på bordet.
Det går åbenbart op for fyren, at han ikke kan stille noget op med sådan et kvalitetsmateriale, for han holder omsider op med at sparke til stolen. Nu står han bøjet ind over den, mens han knytter hænderne, der hænger ned langs siden. Oprigtig talt er jeg lidt misundelig. Her står han og lader på mesterlig vis sin aggression gå ud over terrassemøbler. Han har tydeligvis haft en rigtig møgdag, ligesom jeg har, men hvor jeg holder min aggression tilbage, indtil den viser sig i form af passiv-aggressiv adfærd, får fyren her faktisk afløb for den.
For mig plejede havearbejde at hjælpe. Hver gang jeg blev stresset, gik jeg bare ud i haven og hev hvert eneste stykke ukrudt, jeg kunne finde, op. Men siden jeg flyttede til Boston for to år siden, har jeg ikke haft en have. Eller en terrasse. Jeg har ikke engang noget ukrudt.
Det kunne være, jeg skulle investere i en terrassestol af vejrbestandig polymer.
Jeg stirrer på fyren et øjeblik mere, mens jeg spekulerer på, om han mon nogensinde begynder at røre på sig. Han står der bare, mens han glor ned på stolen. Hans hænder er ikke knyttede mere. Nu står han med dem i siden, og for første gang lægger jeg mærke til, at hans skjorte ikke passer ham særlig godt på overarmene. Den sidder godt alle andre steder, men hans overarme er enorme. Han begynder at rode i sine lommer, indtil han finder det, han leder efter, og så – hvilket garanteret er et forsøg på at lukke endnu mere aggression ud – tænder han en joint.
Jeg er treogtyve, jeg har gået på college og har prøvet præcis det samme stof en gang eller to. Jeg skal ikke være den, der dømmer ham, fordi han trænger til at ryge sig skæv helt for sig selv. Men det er jo det – han er ikke helt for sig selv. Det ved han bare ikke endnu.
Han tager et langt drag af sin joint og begynder at vende sig om mod muren igen. Mens han puster ud, får han øje på mig. Han holder op med at gå, i det øjeblik vores blikke mødes. Der er ikke noget chok i hans udtryk, og han ser heller ikke ud til at more sig, da han ser mig. Han er cirka tre meter væk, men der er lys nok fra stjernerne til, at jeg kan se hans øjne, mens han langsomt kigger ned over min krop uden at røbe en eneste tanke. Han har virkelig pokerfjæs. Hans øjne er sammenknebne, og hans mund er en tynd streg som en mandlig udgave af Mona Lisa.
”Hvad hedder du?” spørger han.
Jeg kan mærke hans stemme i maven. Det er ikke godt. Stemmer bør standse ved ørerne, men sommetider – ikke ret tit, faktisk – trænger en stemme forbi mine ører og kastes tilbage hele vejen ned igennem min krop. Han har en af den slags stemmer. Dyb, selvsikker og en lille smule ligesom smør.
Da jeg ikke svarer ham, tager han jointen op til munden igen og tager et sug mere.
”Lily,” svarer jeg til sidst. Jeg hader min stemme. Den lyder for svag til, at den overhovedet vil kunne nå hans ører herovrefra og da endnu mindre blive kastet tilbage i hans krop.
Han løfter hagen en anelse og vipper lidt med hovedet over mod mig. ”Vil du være sød at kravle ned derfra, Lily?”
Det er først, da han siger det, jeg lægger mærke til hans holdning. Han står ret op og ned nu, stiv faktisk. Næsten som om han er nervøs for, at jeg skal falde. Det gør jeg ikke. Den her mur er mindst tredive centimeter bred, og jeg er mest på tagsiden. Jeg ville sagtens kunne nå at gribe fat, før jeg faldt, og desuden er vinden med mig.
Jeg kigger ned på mine ben og derefter op på ham. ”Nej, ellers tak, jeg sidder fint her.”
Han drejer sig lidt, som om han ikke kan holde ud at se direkte på mig. ”Vær sød at kravle ned.” Det er mere en ordre nu, selv om han bruger ordet sød. ”Der er syv ledige stole heroppe.”
”Næsten syv,” siger jeg for at minde ham om, at han lige har prøvet at myrde en af dem. Han bemærker ikke humoren i mit svar. Da jeg ikke gør, som han har bedt mig om, træder han et par skridt nærmere.
”Du er under ti centimeter fra at falde i døden. Og det har jeg fået nok af for i dag.” Han gør igen tegn til, at jeg skal kravle ned. ”Du gør mig nervøs. Og så ødelægger du mit trip.”
Jeg himler med øjnene og svinger benet ind. ”Ja, vi skal jo nødig risikere, at en joint går til spilde.” Jeg hopper ned og tørrer hænderne af i mine jeans. ”Bedre?” spørger jeg, mens jeg går hen mod ham.
Han puster voldsomt ud, som om synet af mig oppe på muren faktisk har fået ham til at holde vejret. Jeg passerer ham for at gå over til den side af taget, hvor der er den bedste udsigt, og idet jeg gør det, kan jeg ikke undgå at lægge mærke til, hvor ulyksaligt sød han er.
Nej. Sød er en fornærmelse.
Fyren er smuk. Velmanicureret, lugter langt væk af penge, ser ud til at være noget ældre end mig. Han får rynker ved øjnene, da han følger mig med blikket, og hans mundvige ser ud til at vende nedad, også når de ikke gør det. Da jeg når hen til den side af bygningen, der vender ud mod gaden, læner jeg mig frem og kigger på bilerne dernede, mens jeg prøver at se ud, som om han ikke har gjort det mindste indtryk på mig. Alene hans frisure siger mig, at han er en af den slags, der gør indtryk på folk, og jeg nægter at pleje hans ego. Ikke at han har gjort noget, der får mig til at tænke, at han overhovedet har et. Men han har en afslappet Burberry-skjorte på, og jeg tror ikke, jeg nogensinde har været på radaren hos nogen, der bare sådan helt afslappet havde råd til at købe sådan en.
Jeg hører skridt, der nærmer sig bag mig, og så læner han sig op ad muren ved siden af mig. Ud ad øjenkrogen ser jeg, at han tager endnu et hiv af sin joint. Bagefter tilbyder han mig den, men jeg vinker afværgende. Jeg trænger i hvert fald ikke til at være påvirket sammen med ham. Hans stemme er et rusmiddel i sig selv. Jeg får lyst til at høre den igen, så jeg kaster et spørgsmål i hans retning.
”Hvad havde den stol gjort, siden du var så vred på den?”
Han ser på mig. Som i ser rigtigt på mig. Han ser mig ind i øjnene, og han stirrer bare, ufravendt, som om alle mine hemmeligheder er lige dér i mit ansigt. Jeg har aldrig set øjne så mørke som hans. Det har jeg måske, men de virker mørkere, når de sidder på sådan et skræmmende væsen. Han svarer ikke på mit spørgsmål, men min nysgerrighed lader sig ikke sådan lige dæmme op for. Hvis han kan tvinge mig ned fra en meget fredfyldt, behagelig mur, så forventer jeg også, at han underholder mig med svar på mine spørgsmål.
”Var det en kvinde?” spørger jeg. ”Har hun knust dit hjerte?”
Det spørgsmål får ham til at grine lidt. ”Hvis bare mine problemer var så ubetydelige som hjertekvaler.” Han læner sig op ad muren, så han kan se på mig. ”Hvilken etage bor du på?” Han slikker sig på fingerspidserne og kniber spidsen af sin joint, hvorefter han lægger den ned i lommen. ”Jeg har aldrig lagt mærke til dig før.”
”Det er, fordi jeg ikke bor her.” Jeg peger i retning af min lejlighed. ”Kan du se forsikringsbygningen?”
Han kniber øjnene sammen og kigger i den retning, jeg peger. ”Ja.”
”Jeg bor i ejendommen ved siden af den. Den er for lav til, at man kan se den herfra. Den er kun på tre etager.”
Han drejer hovedet om mod mig igen og støtter med albuen på muren. ”Hvis du bor derovre, hvorfor er du så her? Bor din kæreste her eller sådan noget?”
Hans spørgsmål gør på en eller anden måde, at jeg føler mig billig. Det var for nemt – en amatøragtig scorereplik. Alene hans udseende fortæller mig, at han kan gøre det bedre. Det får mig til at tænke, at han gemmer de mere sofistikerede scorereplikker til de kvinder, han mener er værdige til dem.
”Du har et dejligt tag,” siger jeg til ham.
Han hæver øjenbrynene og venter på en yderligere forklaring.
”Jeg trængte til noget frisk luft. Et sted at tænke. Jeg kiggede på Google Earth og fandt den nærmeste beboelsesejendom med en ordentlig tagterrasse.”
Han ser smilende på mig. ”Du er i det mindste økonomisk,” siger han. ”Det er en god egenskab at have.”
I det mindste?
Jeg nikker, for jeg er økonomisk. Og det er en god egenskab at have.
”Hvorfor trængte du til frisk luft?” spørger han.
Fordi min far blev begravet i dag, og jeg holdt en uforglemmeligt katastrofal begravelsestale, og nu har jeg det, som om jeg ikke kan få vejret.
Jeg ser frem for mig igen og puster langsomt ud. ”Kan vi lade være med at snakke lidt?”
Han virker lidt lettet over, at jeg har bedt om, at vi er stille. Han læner sig ud over muren og lader en arm dingle, mens han stirrer ned på gaden. Sådan bliver han stående i et stykke tid, og imens stirrer jeg ufravendt på ham. Han ved det sikkert godt, men han lader til at være ligeglad.
”Der var en fyr, der faldt ned herfra i sidste måned,” siger han.
Hans mangel på respekt for mit ønske burde irritere mig, men på en måde har jeg også lyst til at få mere at vide.
”Var det en ulykke?”
Han trækker på skuldrene. ”Det vides ikke. Det skete om aftenen. Hans kone sagde, at hun var ved at lave aftensmad, da han sagde, at han ville gå herop for at tage nogle billeder af solnedgangen. Han var fotograf. De tror, han stod og lænede sig ud over muren for at få et billede af byens silhuet og så gled.”
Jeg kigger ud over muren og spørger mig selv, hvordan nogen dog kunne bringe sig i en situation, hvor de kunne falde ned ved et uheld. Men så kommer jeg i tanke om, at jeg for få minutter siden jo selv sad overskrævs på muren ovre på den anden side af taget.
”Da min søster fortalte mig, hvad der var sket, kunne jeg ikke tænke på andet, end om han mon fik billedet. Jeg håbede, at kameraet ikke faldt ned sammen med ham, for det ville have været et totalt spild, ikke? Hvis man døde på grund af sin kærlighed til fotografering, men ikke engang fik det sidste billede, der kostede én livet?”
Hans ord får mig til at grine. Selv om jeg ikke er sikker på, at jeg burde grine ad det. ”Siger du altid lige dét, du tænker?”
Han trækker på skuldrene. ”Ikke til de fleste.”
Det får mig til at smile. Jeg kan godt lide, at han ikke engang kender mig, men af en eller anden grund anser han mig ikke for at være de fleste.
Han læner sig op ad muren og lægger armene over kors. ”Er du født her?”
Jeg ryster på hovedet. ”Nej. Flyttede hertil fra Maine, da jeg var færdig med college.”
Han rynker på næsen, og det er lidt lækkert. At stå og se på en fyr – iført Burberry-skjorte og med en to hundrede dollars-klipning – der står og laver grimasser.
”Så du er rigtig havnet i Boston-skærsilden? Det må være hæsligt.”
”Hvad mener du?” spørger jeg.
Hans mundvige bevæger sig opad. ”Turisterne behandler dig som en lokal, og de lokale behandler dig som turist.”
Jeg griner. ”Wow. Det er en meget præcis beskrivelse.”
”Jeg har været her i to måneder. Jeg er ikke engang i skærsilden endnu, så du klarer dig bedre end mig.”
”Hvad har bragt dig til Boston?”
”Min turnusuddannelse. Og så bor min søster her.” Han vipper med foden og siger: ”Lige neden under os, faktisk. Gift med en indfødt it-ekspert, og de har købt hele øverste etage.”
Jeg ser ned. ”Hele øverste etage?”
Han nikker. ”Den heldige skid arbejder hjemmefra. Kan bare sidde hele dagen i pyjamas og tjener et syvcifret beløb om året.”
Ja, heldige skid.
”Hvilken turnusuddannelse? Er du læge?”
Han nikker. ”Neurokirurg. Har mindre end et år tilbage af turnustiden, og så er dén klaret.”
Smart, velformuleret og begavet. Og ryger pot. Hvis det her var et spørgsmål til en adgangsprøve, ville jeg spørge, hvilket et der ikke hørte til. ”Bør læger ryge hash?”
Han griner smørret. ”Sikkert ikke. Men hvis vi ikke gjorde det en gang imellem, ville der være mange flere af os, der tog den ud over de her lave mure, det kan jeg godt love dig.” Han har vendt sig om mod mig igen og står med hagen hvilende på sine arme. Hans øjne er lukkede nu, som om han nyder at mærke vinden mod sit ansigt. Når han står sådan, ser han ikke spor skræmmende ud.
”Skal jeg fortælle dig noget, som kun de lokale ved?”
”Selvfølgelig,” svarer han og retter igen sin opmærksomhed mod mig.
Jeg peger mod øst. ”Kan du se den bygning? Den med det grønne tag?”
Han nikker.
”Der ligger en ejendom bag ved den, på Melcher. Og oven på den ejendom er der et hus. Som et rigtigt hus, bygget deroppe på taget. Man kan ikke se det fra gaden, og bygningen er så høj, at der ikke er ret mange mennesker, som overhovedet ved det.”
Han ser imponeret ud. ”Er det rigtigt?”
Jeg nikker. ”Jeg fik øje på det, da jeg kiggede på Google Earth, så jeg slog det op. Byggetilladelsen blev åbenbart givet i 1982. Hvor sejt må det lige være? At bo i et hus, der ligger oven på en ejendom?”
”Man ville få hele taget for sig selv,” siger han.
Det havde jeg ikke tænkt på. Hvis jeg ejede det, kunne jeg plante en have deroppe. Jeg ville kunne få afløb.
”Hvem bor der?” spørger han.
”Det er der ikke rigtig nogen, der ved. Det er et af Bostons store mysterier.”
Han griner og ser derefter inkvisitorisk på mig. ”Hvad er også et af Bostons mysterier?”
”Dit navn.” Så snart, jeg siger det, slår jeg mig i panden. Det lød i den grad som en klam scorereplik; der er ikke andet at gøre end bare at grine ad det.
Han smiler. ”Det er Ryle,” siger han. ”Ryle Kincaid.”
Jeg sukker og synker ligesom lidt ind i mig selv. ”Sikke et flot navn.”
”Hvorfor lyder du trist, når du siger det?”
”Fordi jeg ville give hvad som helst for et flot navn.”
”Kan du ikke lide navnet Lily?”
Jeg lægger hovedet på skrå og hæver et øjenbryn. ”Mit efternavn … er Bloom.”
Han er helt tavs. Jeg kan mærke, hvordan han prøver at tøjle sin medfølelse.
”Jeg ved det godt. Det er frygteligt. Det er navnet på en lille toårig pige, men ikke på en treogtyveårig kvinde.”
”En toårig pige vil hedde det samme, uanset hvor gammel hun bliver. Navne er ikke noget, vi ender med at vokse fra, Lily Bloom.”
”Nej, uheldigvis ikke,” siger jeg. ”Men hvad der gør det endnu værre, er, at jeg er vild med havearbejde. Jeg elsker blomster. Planter. At dyrke ting. Det er min store lidenskab. Det har altid været min drøm at åbne en blomsterforretning, men hvis jeg gjorde, er jeg bange for, at folk ikke ville tro på, at det virkelig var min drøm. De ville tro, at jeg bare prøvede at udnytte mit navn, og at det slet ikke var mit drømmejob at blive blomsterhandler.”
”Det kan godt være,” siger han. ”Men hvad gør det?”
”Måske ikke noget.” Jeg hører mig selv lige så stille hviske: ”Lily Bloom’s.” Jeg kan se, at han smiler en lille smule. ”Det er et fantastisk navn til en blomsterhandler. Men jeg har en master i erhvervsøkonomi. Det ville være nogle trin ned, synes du ikke? Jeg arbejder for det største marketingfirma i Boston.”
”Det er ikke nogle trin ned at eje sin egen virksomhed,” siger han.
Jeg hæver et øjenbryn. ”Medmindre den går nedenom og hjem.”
Han nikker. ”Medmindre den går nedenom og hjem,” siger han. ”Og hvad hedder du så til mellemnavn, Lily Bloom?”
Jeg stønner, hvilket ser ud til at muntre ham op.
”Bliver det ligefrem værre?”
Jeg begraver ansigtet i mine hænder og nikker.
”Rose?”
Jeg ryster på hovedet. ”Værre.”
”Violet?”
”Bare det var.” Jeg krymper mig og mumler så: ”Blossom.”
Der er stille et øjeblik. ”Det var pokkers,” siger han stille.
”Ja. Blossom er min mors mellemnavn, og mine forældre mente, at det var skæbnen, der havde gjort, at deres efternavne var synonymer. Så da de fik mig, fandt de selvfølgelig straks et blomsternavn.”
”Dine forældre må være nogle rigtige røvhuller.”
En af dem er. Var. ”Min far døde i den her uge.”
Han kaster et blik på mig. ”Godt forsøgt. Den hopper jeg ikke på.”
”Det er rigtigt. Det var derfor, jeg gik herop i aften. Jeg trængte vist til en ordentlig tudetur.”
Han ser mistroisk på mig et øjeblik for at sikre sig, at jeg ikke tager gas på ham. Han undskylder ikke det, han har sagt. I stedet bliver hans blik lidt mere nysgerrigt, som om hans interesse faktisk er ægte. ”Var I nært knyttet til hinanden?”
Dét er et svært spørgsmål. Jeg lader kinden hvile på mine arme og ser ned på gaden igen. ”Det ved jeg ikke,” svarer jeg med et skuldertræk. ”Som hans datter elskede jeg ham. Men som menneske hadede jeg ham.”
Jeg kan mærke, at han betragter mig et øjeblik, og så siger han: ”Det kan jeg godt lide. Din ærlighed.”
Han kan lide min ærlighed. Jeg er bange for, at jeg rødmer.
Vi bliver begge to stille igen, og lidt efter siger han: ”Ville du nogensinde ønske, at folk var mere gennemsigtige?”
”Hvad mener du?”
Han piller ved et løst stykke puds med tommelfingeren, indtil det går af. Han knipser det ud over muren. ”Jeg har det, som om alle skjuler, hvem de virkelig er, og inderst inde er vi lige fucked up alle sammen. Nogle af os er bare bedre til at skjule det end andre.”
Enten er han ved at blive skæv, eller også er han bare meget indadskuende. Men begge dele er helt okay med mig. Mine yndlingssamtaler er dem, hvor der ikke er nogen rigtige svar.
”Jeg synes ikke, det er noget negativt at være lidt på vagt,” siger jeg. ”De nøgne sandheder er ikke altid lige kønne.”
Han stirrer på mig et øjeblik. ”Nøgne sandheder,” gentager han. ”Det kan jeg godt lide.” Han vender sig om og går ind midt på taget, indstiller ryglænet på en af solsengene bag ved mig og sætter sig på den. Ryglænet ligger ned, så han lægger hænderne bag hovedet og kigger op på himlen. Jeg tager solsengen ved siden af og indstiller den, til jeg ligger ligesom ham.
”Fortæl mig en nøgen sandhed, Lily.”
”Om hvad?”
Han trækker på skuldrene. ”Det ved jeg ikke. Noget, du ikke er stolt af. Noget, der gør, at jeg føler mig lidt mindre fucked up indeni.”
Han ligger og kigger op på himlen, mens han venter på mit svar. Mit blik følger hans kæbelinje, hans kinders kurve, hans læbers omrids. Hans øjenbryn er trukket eftertænksomt sammen. Jeg forstår ikke hvorfor, men han trænger åbenbart til noget samtale lige nu. Jeg tænker over hans spørgsmål og prøver at finde et ærligt svar. Da jeg kommer i tanke om et, kigger jeg væk fra ham og op på himlen.
”Min far var voldelig. Ikke mod mig – mod min mor. Han kunne blive så vred, når de var oppe at skændes, at han sommetider slog hende. Når det skete, brugte han den næste uge eller to på at gøre det godt igen. Så købte han for eksempel blomster til hende eller inviterede os ud på en dejlig middag.
Nogle gange købte han også noget til mig, fordi han godt vidste, at jeg hadede, når de skændtes. Som barn kunne jeg ligefrem glæde mig til, at de kom op at skændes. For jeg vidste, at hvis han slog hende, ville de næste to uger være dejlige.” Jeg holder en lille pause. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har indrømmet det over for mig selv. ”Hvis jeg havde kunnet, havde jeg selvfølgelig sørget for, at han aldrig lagde hånd på hende. Men overgrebene var uundgåelige i deres ægteskab, og det blev til vores norm. Da jeg blev ældre, gik det op for mig, at ved ikke at gøre noget gjorde jeg mig lige så skyldig. Det meste af mit liv har jeg hadet ham for at være sådan et dårligt menneske, men jeg er ikke sikker på, at jeg selv er stort bedre. Måske er vi begge to dårlige mennesker.”
Ryle ser på mig med et eftertænksomt udtryk. ”Lily,” siger han med eftertryk. ”Der findes ikke dårlige mennesker. Vi er alle sammen bare mennesker, som undertiden gør noget dårligt.”
Jeg åbner munden for at svare, men hans ord gør mig tavs. Vi er alle sammen bare mennesker, der undertiden gør noget dårligt. På en måde er det vel rigtigt nok. Der er ikke nogen, som kun er dårlig, og der er heller ikke nogen, der kun er god. Nogle er bare tvunget til at arbejde hårdere for at undertrykke det dårlige.
”Din tur,” siger jeg til ham.
At dømme efter hans reaktion har han vist ikke lyst til at lege sin egen leg. Han sukker dybt og lader en hånd glide gennem sit hår. Han åbner munden for at sige noget, men klapper den så i igen. Han tænker lidt og begynder omsider at tale. ”Jeg så en lille dreng dø her til aften.” Hans stemme er modløs. ”Han var kun fem år. Han og hans lillebror fandt en pistol i forældrenes soveværelse. Lillebroren holdt den, og den gik af ved et uheld.”
Min mave slår en kolbøtte. Det her er måske lidt for meget sandhed for mig lige nu.
”Der var intet at stille op, da han nåede frem til operationsbordet. Alle, der var der – sygeplejersker, andre læger – de havde alle sammen frygtelig ondt af familien. ’De stakkels forældre,’ sagde de. Men da jeg skulle gå ind til forældrene og sige til dem, at deres barn ikke havde klaret den, havde jeg ikke spor ondt af dem. Jeg syntes, at de burde lide. Jeg syntes, de skulle mærke det åg, det var, at de i deres uvidenhed havde opbevaret et ladt våben et sted, hvor to uskyldige børn kunne få fat i det. De skulle vide, at ikke alene havde de lige mistet et barn, de havde også lige ødelagt hele livet for det barn, som ulykkeligvis kom til at trykke på aftrækkeren.”
Hold da op. Jeg var ikke forberedt på noget så tungt.
Jeg kan ikke forestille mig, hvordan en familie kommer videre oven på det. ”Den stakkels bror,” siger jeg. ”Tænk, hvad det vil gøre ved ham – at se sådan noget.”
Ryle knipser noget væk fra sit jeansklædte knæ. ”Det ødelægger ham for resten af livet – det vil det gøre ved ham.”
Jeg lægger mig om på siden for at se på ham og sætter hånden under hovedet. ”Er det hårdt? At se den slags hver dag?”
Han ryster let på hovedet. ”Det burde være meget hårdere, men jo mere jeg er dér, hvor døden er, jo mere bliver den bare en del af livet. Og det ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg har det med.” Han ser mig ind i øjnene igen. ”Giv mig en til,” siger han. ”Jeg synes ligesom, at min var mere grum end din.”
Jeg er ikke enig, men jeg fortæller ham om det grumme jeg gjorde for kun tolv timer siden.
”Min mor spurgte mig for to dage siden, om jeg ville tale ved min fars begravelse i dag. Jeg sagde, at det havde jeg det ikke så godt med – at jeg måske ville græde for meget til, at jeg kunne sige noget for øjnene af en masse mennesker – men det var løgn. Jeg havde bare ikke lyst til at gøre det, fordi jeg synes, begravelsestaler skal holdes af dem, der respekterede den afdøde. Og jeg respekterede ikke min far ret meget.”
”Holdt du den?”
Jeg nikker. ”Ja. I morges.” Jeg sætter mig op og trækker benene ind til mig, mens jeg ser på ham. ”Vil du høre den?”
Han smiler. ”Gerne.”
Jeg folder hænderne i skødet og tager en dyb indånding. ”Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Cirka en time før begravelsen sagde jeg til min mor, at jeg ikke ville. Hun sagde, at det var nemt, og at min far ville have ønsket, at jeg gjorde det. Hun sagde, at jeg bare skulle gå op på talerstolen og sige fem fantastiske ting om min far. Og det … var præcis, hvad jeg gjorde.”
Ryle rejser sig op på den ene albue og ser endnu mere interesseret ud. Han kan se på mit ansigtsudtryk, at det bliver værre. ”Åh nej, Lily. Hvad gjorde du?”
”Vent, nu skal jeg vise dig det.” Jeg rejser mig op og går om på den anden side af min solseng. Jeg retter ryggen og står, som om jeg kigger ud over den samme tætpakkede sal, jeg stod i i morges. Jeg rømmer mig.
”Hej. Mit navn er Lily Bloom, jeg er datter af den afdøde Andrew Bloom. Tak, fordi I alle sammen er kommet i dag for at dele vores sorg. Jeg vil gerne her ære hans liv ved at fortælle jer fem fantastiske ting om min far. Den første er …”
Jeg ser ned på Ryle og trækker på skuldrene. ”Det var det.”
Han sætter sig op. ”Hvad mener du?”
Jeg sætter mig på solsengen og lægger mig så ned igen. ”Jeg stod der i to stive minutter uden at sige et ord. Der var ikke en eneste fantastisk ting, jeg kunne sige om ham – så jeg stirrede bare tavst ud på forsamlingen, indtil det gik op for min mor, hvad jeg havde gang i, og hun fik min onkel til at fjerne mig fra talerstolen.”
Ryle lægger hovedet på skrå. ”Tager du gas på mig? Holdt du en antitale ved din egen fars begravelse?”
Jeg nikker. ”Jeg er ikke stolt af det. Tror jeg ikke. Jeg mener, hvis det var gået, som jeg ønskede, ville han have været et meget bedre menneske, og så ville jeg have stået deroppe og talt i en time.”
Ryle lægger sig ned igen. ”Wow,” siger han og ryster på hovedet. ”Du er lidt min helt. Du har lige grillet en, der var død.”
”Det er ufint.”
”Tjah, måske. Den nøgne sandhed gør ondt.”
Jeg griner. ”Din tur.”
”Dén kan jeg ikke slå,” siger han.
”Jeg er sikker på, at du kan komme tæt på.”
”Det er jeg ikke sikker på, jeg kan.”
Jeg ruller med øjnene. ”Jo, du kan. Nu skal du ikke få mig til at føle mig som det dårligste menneske af os to. Fortæl mig, hvad du sidst har tænkt på, som de fleste mennesker ikke ville sige højt.”
Han lægger hænderne bag hovedet og ser mig direkte ind i øjnene. ”Jeg har lyst til at knalde dig.”
Jeg taber underkæben. Så får jeg den op på plads igen.
Noget tyder på, at jeg også har tabt mælet.
Han sender mig et uskyldigt blik. ”Du bad om den sidste tanke, så den fik du. Du er smuk. Jeg er en fyr. Hvis du var til onenightstands, ville jeg tage dig med ned i mit soveværelse, og så ville jeg knalde dig.”
Jeg kan ikke engang se på ham. Hans ord vækker et hav af følelser i mig.
”Men jeg er ikke til onenightstands.”
”Det havde jeg regnet ud,” siger han. ”Din tur.”
Hvor er han nonchalant; han opfører sig, som om han ikke lige har gjort mig helt stum af forbløffelse.
”Jeg har lige brug for et minut til at få styr på alting oven på dén der,” siger jeg og griner. Jeg prøver at komme i tanke om noget med lidt chokværdi, men jeg kan simpelthen ikke komme mig over, at han lige sagde dét. Højt. Måske er det, fordi han er neurokirurg, og jeg har aldrig forestillet mig, at en, der var så veluddannet, brugte ordet knalde så henkastet.
Jeg får hold på mig selv … nogenlunde … og siger så: ”Okay. Nu vi er ved det emne … den første fyr, jeg havde sex med, var hjemløs.”
Han ser opmuntret ud og vender sig om mod mig. ”Åh, den historie må jeg have noget mere af.”
Jeg strækker armen og lader hovedet hvile på den. ”Jeg er vokset op i Maine. Vi boede i et ret pænt kvarter, men gaden bag ved vores hus var ikke ligefrem i den bedste stand. Vores baghave vendte ud mod et saneringsmodent hus, der lå ved siden af to tomme grunde. Jeg blev ven med en fyr, der hed Atlas, som boede i det saneringsmodne hus. Der var ikke andre end mig, der vidste, at han boede der. Jeg gik over med mad og tøj og sådan noget til ham. Indtil min far opdagede det.”
”Og hvad gjorde han så?”
Jeg kan mærke, at jeg bider tænderne sammen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bragte emnet op, når jeg stadig tvinger mig selv til ikke at tænke på det dagligt. ”Han tævede ham.” Mere har jeg ikke lyst til at sige om det. ”Din tur.”
Han ser tavst på mig et øjeblik, som om han ved, at historien er længere end det. Men så flytter han blikket. ”Tanken om ægteskab frastøder mig,” siger han. ”Jeg er næsten tredive, og jeg har intet ønske om at få en kone. Jeg vil især ikke have børn. Det eneste, jeg vil have ud af mit liv, er succes. Masser. Men hvis jeg siger det højt til nogen, kommer jeg til at lyde arrogant.”
”Professionel succes? Eller social status?”
”Begge dele,” svarer han. ”Alle kan få børn. Alle kan blive gift. Men det er ikke alle, der kan blive neurokirurg. Det finder jeg meget stolthed i. Og jeg vil ikke bare være en god neurokirurg. Jeg vil være den bedste på mit område.”
”Du har ret. Det får dig til at lyde arrogant.”
Han smiler. ”Min mor er bange for, at jeg spilder mit liv, fordi jeg ikke laver andet end at arbejde.”
”Du er neurokirurg, og så er din mor skuffet over dig?” siger jeg og griner. ”Hold dog op, det er jo vanvittigt. Er forældre nogensinde tilfredse med deres børn? Er de nogensinde gode nok?”
Han ryster på hovedet. ”Det ville mine børn ikke være. Der er ikke mange mennesker, der har mit drive, så de ville være dømt til at mislykkes. Det er derfor, jeg aldrig skal have nogen.”
”Jeg synes faktisk, det er meget fair, Ryle. Der er masser af mennesker, som ikke vil indrømme, at de er for egoistiske til at få børn.”
Han ryster på hovedet. ”Åh, jeg er alt for egoistisk til at få børn. Og jeg er ubetinget alt for egoistisk til at være i et forhold.”
”Hvordan undgår du det? Lader du bare være med at date?”
Han flytter hurtigt blikket hen på mig, og et lille grin sidder klistret i ansigtet på ham. ”Når jeg har tid, er der piger, der tilfredsstiller de behov. Jeg mangler ikke noget i den afdeling, hvis det er dét, du spørger om. Men kærlighed har aldrig sagt mig noget. Det har altid været mere en byrde end noget som helst andet.”
Jeg ville ønske, jeg så sådan på kærlighed. Det ville gøre mit liv helvedes meget nemmere. ”Jeg misunder dig. Jeg har den her idé om, at der er en perfekt mand til mig et sted derude. Men jeg kører nemt træt i det, for der er aldrig nogen, der lever op til mine krav. Jeg har det, som om jeg er på en evig jagt efter den hellige gral.”
”Du skulle tage at prøve min metode,” siger han.
”Og den er?”
”Onenightstands.” Han hæver et øjenbryn, som om det er en invitation.
Jeg er glad for, at det er mørkt, for mine kinder brænder. ”Jeg ville aldrig kunne gå i seng med en, hvis jeg ikke kunne se, at det førte til noget.” Jeg siger det højt, men det lyder ikke særlig overbevisende, da jeg siger det til ham.
Han tager en dyb, langsom indånding og ruller så om på ryggen. ”Nåh, du er ikke en af den slags piger?” Han siger det med et strejf af skuffelse i stemmen.
Jeg er lige så skuffet. Jeg er ikke sikker på, at jeg overhovedet ville have sagt nej, hvis han spurgte, men den mulighed har jeg måske lige ødelagt.
”Hvis du ikke ville gå i seng med en, du lige havde mødt …” Hans blik fanger mit igen. ”Præcis hvor langt ville du så gå?”
Det har jeg ikke noget svar på. Jeg ruller om på ryggen, for sådan som han kigger på mig, må jeg lige genoverveje det onenightstand. Egentlig er jeg vel ikke nødvendigvis imod dem. Jeg er bare aldrig blevet opfordret til det af en, jeg ville overveje at have det med.
Før nu. Tror jeg. Foreslår han det overhovedet? Jeg har altid været elendig til at flirte.
Han rækker armen ud og tager fat i kanten af min solseng. I én hurtig bevægelse og med meget lidt anstrengelse trækker han den hen mod sig, indtil den støder ind i hans.
Hele min krop stivner. Han er så tæt på nu, at jeg kan mærke varmen fra hans ånde skære sig gennem den kolde luft. Hvis jeg skulle finde på at kigge på ham, ville hans ansigt ikke være mere end nogle få centimeter fra mit. Jeg nægter at kigge på ham, for så kysser han mig sandsynligvis, og jeg ved absolut intet om ham, bortset fra et par nøgne sandheder. Men det har ingen betydning overhovedet for min samvittighed, da han lægger en tung hånd på min mave.
”Hvor langt ville du gå, Lily?” Hans stemme er dekadent. Glat. Den går hele vejen ned til mine tæer.
”Det ved jeg ikke,” hvisker jeg.
Hans fingre begynder at kravle hen mod sømmen på min bluse. Han begynder at skubbe den langsomt op, så en lille smule af min mave kommer til syne. ”Åh gud,” hvisker jeg, da jeg mærker varmen fra hans hånd, der glider op ad min mave.
Selv om jeg ved, at jeg burde lade være, vender jeg mig igen om mod ham, og udtrykket i hans øjne fængsler mig fuldstændig. Han ser forhåbningsfuld og sulten og totalt selvsikker ud.
Han bider sig i underlæben, da hans hånd legende begiver sig op under min bluse. Jeg ved, at han kan mærke mit hjerte hamre løs i min brystkasse. For fanden, han kan sikkert høre det.
”Er det her for langt?” spørger han.
Jeg ved ikke, hvor den her side af mig kommer fra, men jeg ryster på hovedet og siger: ”Nej, overhovedet ikke.”
Med et smørret grin lader han fingrene glide ind under min bh og spille hen over min hud, så jeg får kuldegysninger over det hele.
Så snart mine øjenlåg falder i, skærer en ringen gennem luften. Hans hånd stivner, da det går op for os begge to, at det er en telefon. Hans telefon.
Han lader sin pande falde ned på min skulder. ”Fandens.”
Jeg rynker panden, da han trækker hånden ud fra min bluse. Han fumler efter telefonen i sin lomme, mens han rejser sig op og går et par meter væk, før han tager den.
”Dr. Kincaid,” siger han. Han lytter opmærksomt og tager fat om sin nakke med den ene hånd. ”Hvad med Roberts? Jeg er slet ikke på vagt lige nu.” Endnu en tavshed bliver fulgt af: ”Okay, giv mig ti minutter. Jeg er på vej.”
Han slutter samtalen og stikker telefonen i lommen igen. Da han vender sig om mod mig, ser han lidt skuffet ud. Han peger på døren til trappen. ”Jeg bliver nødt til at …”
Jeg nikker. ”Det er helt okay.”
Han betragter mig et øjeblik, så løfter han en finger. ”Lig helt stille,” siger han og tager sin telefon frem igen. Han går tættere på og holder telefonen op, som om han skal lige til at tage et billede af mig. Jeg er tæt på at protestere, men jeg ved ikke engang hvorfor. Jeg er fuldt påklædt. Men af en eller anden grund føles det ikke sådan.
NY UDGAVE MED EKSTRA MATERIALE!
En uforglemmelig fortælling om kærlighedens ultimative pris.
Da Lily møder den flotte neurokirurg Ryle, falder hun for ham med det samme. Og da de to bliver et par, svæver Lily nærmest af lykke.
Alligevel er der noget ved Ryle, som giver skår i glæden.
Og da Lilys ungdomskæreste Atlas dukker op, går det op for Lily, at hendes forhold måske er mere skrøbeligt, end hun havde forestillet sig.
For nogle gange er det dem, der elsker dig højest, som kan gøre dig allermest ondt.
Denne udgave indeholder en samling billeder samt en Q&A mellem Colleen Hoover og hendes mor, Vannoy Fite, hvis historie er inspirationskilde til bogen.
Du kan købe Det ender med os online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Endelig!
Det begynder med os starter, hvor Det ender med os sluttede — Colleen Hoover fortsætter historien om Lily og Ryle og ikke mindst fanfavoritten Atlas, hvis historie vi endelig hører.
Colleen Hoover er ikke mindre end et viralt fænomen på bl.a. kortvideomediet TikTok. Hashtagget for Det ender med os alene (#itendswithus) har rundet 1,1 mia views, og selvom Det begynder med os endnu ikke er udkommet i USA (18. oktober) er hashtagget (#itstartswithus) allerede meget populært – 70,5 mio views siden den blev offentliggjort i midten af februar.
Du kan købe Det begynder med os online eller i din lokale boghandel.
Andre læste også: