Colleen Hoover Fiktion Kærlighed Læseprøve og uddrag Romantiske bøger

Det var altid dig. Hjerteskærende romance fra Colleen Hoover. Smuglæs i den internationale bestseller her

Det var altid dig, Colleen Hoover

Colleen Hoovers internationale bestseller Det var altid dig går lige i hjertet og handler om familie, den første kærlighed og svigt.

I Det var altid dig møder vi Morgan Grant og hendes datter Clara på 16 år. De kunne ikke være mere forskellige.

Morgan gør alt, hvad hun kan, for at Clara ikke skal begå samme fejl, som hun selv begik som ung. Hun blev nemlig gravid og gift som ung, og dermed også tvunget til at udsætte sine egne drømme.
Omvendt vil Clara gøre alt for ikke at ende som sin mor; kedelig og forudsigelig.

LÆS OGSÅ: Romaner der giver gåsehud. Læserne er vilde med Colleen Hoover!

Bølgerne går højt mellem Morgan og Clara, og det er familiens anker Chris, Claras far, der formår at skabe fred i alt det iltre. Men da Chris kommer ud for en tragisk ulykke, går freden itu, og smerten og sorgen er overvældende.

I kampen for at få genopbygget deres liv finder Morgan trøst hos den sidste person, hun havde forestillet sig – og Clara søger mod den fyr, hun ikke må se …

Afstanden mellem Morgan og Clara øges, men bliver det muligt for dem at nå hinanden igen? Start din læsning af Det var altid dig herunder.

Du kan købe Det var altid dig online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra den 4. maj.

Du kan også streame romanen som e- eller lydbog på streamingtjenesterne.


Colleen Hoover
Det var altid dig

På dansk ved 
Randi Bjerre Høfring

KAPITEL ET
MORGAN

Gad vide, om mennesker er de eneste levende væsner, som kan føle sig hule indvendigt.

Jeg forstår ikke, hvordan min krop kan være fuld af alt det, kroppe er fulde af – knogler og muskler og blod og organer – og alligevel føles mit bryst somme tider tomt, som om det ville give ekko i mig, hvis nogen skreg ind i min mund.

Jeg har haft det sådan i flere uger nu. Jeg håbede, det ville gå over, for jeg er begyndt at blive urolig for, hvad der er årsagen til den her tomhed. Jeg har en skøn kæreste, som jeg har været sammen med i næsten to år nu. Hvis jeg ikke tæller Chris’ anfald af intens teenageumodenhed (hovedsageligt fremkaldt af alkohol) med, er han alt, jeg kunne ønske mig i en kæreste. Sjov, lækker, elsker sin mor, er målrettet. Jeg kan ikke se, hvordan han kan være årsag til den her følelse.

Og så er der Jenny. Min lillesøster – min bedste ven. Men jeg ved, at hun ikke er kilden til min tomhed. Hun er den største kilde til min lykke, selvom vi er hinandens diametrale modsætninger. Hun er udadvendt, impulsiv og højrøstet, og hun har en latter, jeg ville dø for. Jeg er mere stille, end hun er, og min latter er alt for ofte forceret.

Det er en stående joke imellem os, at vi er så forskellige, at hvis ikke vi var søstre, ville vi hade hinanden. Hun ville synes, jeg er kedelig, og jeg ville synes, hun er irriterende, men fordi vi er søstre, og der kun er tolv måneder imellem os, fungerer vores forskelligheder på en eller anden måde. Der kan godt være anspændte øjeblikke imellem os, men vi lader aldrig et skænderi slutte uden en afklaring. Og jo ældre vi bliver, jo mindre skændes vi, og jo mere hænger vi ud sammen. Især nu, hvor hun er blevet kærester med Chris’ bedste ven, Jonah. Vi fire har tilbragt stort set al vores tid sammen som en gruppe, siden Chris og Jonah blev færdige med high school sidste måned.

Min mor kunne være årsagen til mit humør den seneste tid, men det ville ikke give nogen mening. Hendes fravær er ikke noget nyt. Faktisk har jeg vænnet mig mere til det nu, end jeg havde før i tiden, så om noget er jeg blevet bedre til at acceptere, at Jenny og jeg har trukket det korteste strå, når det kommer til forældre. Hun har været passiv i vores liv, siden vores far døde for fem år siden. Jeg var mere bitter over at skulle optræde som forælder over for Jenny, end jeg er nu. Og jo ældre jeg bliver, jo mindre generer det mig, at hun ikke er sådan en mor, som blander sig i vores liv eller giver os stuearrest eller … overhovedet tager sig af os. Det er faktisk lidt sjovt at være sytten år og have den frihed, som de fleste på min alder kun kan drømme om.

Der har ikke været nogen ændringer i mit liv på det seneste, som kan forklare den her dybe tomhed, jeg har følt. Eller måske har der, og jeg er bare for bange til at lægge mærke til det.

”Gæt engang,” siger Jenny. Hun sidder på passagersædet. Jonah kører, og Chris og jeg sidder på bagsædet. Jeg har stirret ud ad vinduet under mit anfald af selvransagelse, så jeg bremser mine tanker og ser på hende. Hun har vendt sig om i sædet, og hendes øjne bevæger sig begejstret mellem mig og Chris. Hun ser rigtig godt ud i aften. Hun har lånt en af mine maxikjoler og holdt sig til en enkel stil med meget lidt makeup. Det er utroligt, hvor stor forskel der er på femtenårige Jenny og sekstenårige Jenny. ”Hank sagde, at han kan skaffe os noget i aften.”

Chris løfter en hånd og highfiver Jenny. Jeg kigger igen ud ad vinduet. Jeg er ikke sikker på, jeg synes om, at hun kan lide at blive skæv. Jeg har selv været det en håndfuld gange – det er en af følgerne af at have den mor, vi har. Men Jenny er kun seksten år, og hun griber ud efter alt, hun kan få fingre i til hver eneste fest, vi tager til. Hvilket i høj grad er årsagen til, at jeg ikke gør det, for jeg har altid følt mig ansvarlig for hende, eftersom jeg er ældre, og vores mor ikke sætter nogen grænser for, hvad vi foretager os.

Nogle gange har jeg det, som om jeg også er Chris’ babysitter. Den eneste her i bilen, som jeg ikke behøver babysitte, er Jonah, men det er ikke, fordi han ikke bliver stiv eller skæv. Han lader bare altid til at bevare et vist niveau af modenhed, uanset hvilke rusmidler der kører rundt i kroppen på ham. Han har en af de mest konsekvente personligheder, jeg nogensinde har mødt. Han er stille, når han er fuld. Stille, når han er skæv. Stille, når han er glad, og på en eller anden måde endnu mere stille, når han er vred.

Han har været Chris’ bedste ven, siden de var små, og de er som de mandlige udgaver af Jenny og mig, bare modsat. Chris og Jenny er det naturlige midtpunkt for alle fester. Jonah og jeg er de usynlige sidekicks.

Det passer mig fint. Jeg vil hellere gå i ét med tapetet og ubemærket nyde at se på folk end være den, som står på et bord midt i et lokale med alle øjne rettet mod sig.

”Hvor langt væk ligger det her sted?” spørger Jonah.

”Der er omkring otte kilometer mere,” svarer Chris. ”Ikke så langt.”

”Måske ikke langt herfra, men langt væk hjemmefra. Hvem kører hjem i aften?” spørger Jonah.

”Ikke mig!” siger Jenny og Chris i munden på hinanden.

Jonah skæver til mig i bakspejlet. Han holder mit blik et øjeblik, og så nikker jeg. Han nikker også. Uden at sige et ord, er vi enige om, at vi begge to holder os ædru i aften.

Jeg ved ikke, hvordan vi gør det – kommunikerer uden at kommunikere – men det har altid været en naturlig ting imellem os. Måske er det, fordi vi minder meget om hinanden, så vores bevidstheder er i sync meget af tiden. Jenny og Chris bemærker det ikke. De har ikke brug for at kommunikere tavst med nogen, for alt, der falder dem 

ind, kommer bare ud af munden på dem, uanset om det burde eller ej.

Chris tager min hånd for at få min opmærksomhed. Da jeg ser på ham, kysser han mig. ”Du ser godt ud i aften,” hvisker han.

Jeg smiler til ham. ”Tak. Du ser heller ikke så værst ud.”

”Har du lyst til at sove hjemme hos mig i nat?”

Jeg overvejer det et øjeblik, men Jenny vender sig hurtigt om i sædet igen og svarer for mig. ”Hun kan ikke lade mig være alene i aften. Jeg er en mindreårig, som har tænkt sig at bruge de næste fire timer på at indtage en masse alkohol og måske et ulovligt stof af en art. Hvem skal holde mit hår, når jeg brækker mig i morgen, hvis hun sover hos dig?”

Chris trækker på skuldrene. ”Jonah?”

Jenny ler. ”Jonah har normale forældre, som bestemmer, han skal være hjemme før midnat. Det ved du godt.”

”Jonah er lige blevet færdig med high school,” svarer Chris og taler om Jonah, som om han ikke sidder på forsædet og hører hvert et ord. ”Han burde tage sig sammen og blive ude hele natten for en gangs skyld.”

Jonah holder ind ved en benzintank, mens Chris siger det. ”Nogen, der har brug for noget?” spørger Jonah og ignorerer den igangværende samtale om sig selv.

”Ja, jeg vil prøve at købe nogle øl,” svarer Chris og klikker sin sikkerhedssele op.

Det får mig rent faktisk til at grine. ”Du ser ikke ud til at være en dag over atten. De kommer ikke til at sælge dig nogen øl.”

Chris smiler bredt til mig og tager den bemærkning som en udfordring. Han stiger ud af bilen for at gå ind, og Jonah stiger ud for at tanke benzin. Jeg stikker hånden ned i Jonahs midterkonsol og tager et af de Jolly Rancher-bolsjer med vandmelonsmag, han altid lader ligge. Vandmelon er den bedste smag. Jeg forstår ikke, hvordan nogen kan hade vandmelonsmag, men det gør han åbenbart.

Jenny klikker sin sikkerhedssele op og kravler over på bagsædet til mig. Hun trækker benene op under sig og sætter sig, så hun ser lige på mig. Hun har et dristigt glimt i øjet, da hun siger: ”Jeg tror, jeg går i seng med Jonah i aften.”

For første gang i en evighed, føles mit bryst fyldt, men ikke på en god måde. Det føles, som om det bliver oversvømmet med tykt vand. Måske endda mudder. ”Du er lige blevet seksten.”

”Den samme alder, du havde, da du gik i seng med Chris for første gang.”

”Ja, men vi havde været kærester længere end to måneder. Og jeg fortryder det stadig. Det gjorde pisseondt, varede måske et minut, og han lugtede af tequila.” Jeg holder inde, for det lyder, som om jeg lige har fornærmet min kærestes evner. ”Han blev bedre.”

Jenny ler, men falder så tilbage mod sædet med et suk. ”Jeg synes selv, det er imponerende, at jeg har holdt ud i to måneder.”

Jeg har lyst til at grine, for to måneder er ingenting. Jeg ville foretrække, at hun ventede et helt år. Eller fem.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg har så meget imod det her. Hun har ret – jeg var yngre end hende, da jeg begyndte at have sex. Og hvis hun skal miste sin mødom til nogen, så er det i det mindste til en, jeg ved, er et godt menneske. Jonah har aldrig udnyttet hende. Faktisk har han kendt Jenny et helt år og aldrig lagt an på hende, før hun blev seksten. Det var frustrerende for hende, men det fik mig til at respektere ham.

Jeg sukker. ”Du mister kun din mødom én gang, Jenny. Jeg synes ikke, at det skal være, mens du er fuld hjemme hos en, du ikke kender, og i en andens seng.”

Jenny vugger hovedet fra side til side, som om hun rent faktisk overvejer, hvad jeg har sagt. ”Så kunne vi måske gøre det i hans bil.”

Jeg ler, men ikke fordi det er sjovt. Jeg ler, fordi hun gør grin med mig. Det er præcis sådan, jeg mistede min mødom til Chris. Krøllet sammen på bagsædet af hans fars Audi. Det var absolut ikke noget at skrive hjem om og fuldstændig akavet, og selvom vi blev bedre, ville det have været rarere, hvis vores første gang havde været noget, vi kunne se tilbage på i mere nænsom erindring.

Jeg har ikke engang lyst til at tænke på det. Eller tale om det. Lige netop det her er årsagen til, at det er svært at være bedste venner med min lillesøster – jeg vil gerne være begejstret på hendes vegne og høre alt om det, men samtidig vil jeg beskytte hende mod at lave de samme fejl, som jeg har lavet. Jeg ønsker altid, det skal være bedre for hende.

Jeg ser oprigtigt på hende og gør mit bedste for ikke at virke moderlig. ”Hvis det skal være i aften, så hold dig i det mindste ædru.”

Jenny himler med øjnene ad mit råd og kravler tilbage på forsædet, netop som Jonah åbner døren til førersædet.

Chris er også tilbage. Uden øl. Han smækker døren og lægger armene over kors. ”Det er virkelig ikke fedt at have et babyfjæs.” 

Jeg ler og stryger en hånd over hans kind, så han ser på mig. ”Jeg kan godt lide dit babyfjæs.”

Det får ham til at smile. Han bøjer sig til siden og kysser mig, men trækker sig væk, så snart hans læber møder mine. Han prikker til Jonahs sæde. ”Prøv, om du kan.” Chris tager kontanter op af lommen, rækker om foran og smider dem på konsollen.

”Er der ikke masser af alkohol til festen?” spørger Jonah.

”Det er årets største dimissionsfest. Alle, vi gik på årgang med, vil være der, og ingen af os er myndige. Vi har brug for alle de forstærkninger, vi kan få.”

Jonah tager modvilligt pengene og stiger ud af bilen. Chris kysser mig igen, den her gang med tunge. Han trækker sig dog hurtigt tilbage. ”Hvad er det, du har i munden?”

Jeg sætter kindtænderne om bolsjet for at knase det. ”Slik.”

”Giv mig noget,” siger han og sætter igen munden mod min.

Jenny stønner fra forsædet. ”Hold op. Jeg kan høre jer slubre.”

Chris trækker sig tilbage med et stort smil, men også med et stykke bolsje i munden. Han knaser det, mens han spænder sin sikkerhedssele. ”Der er gået seks uger, siden vi gik ud af high school. Hvem holder dimissionsfest seks uger efter, vi gik ud? Ikke at jeg klager. Det virker bare, som om vi skulle være færdige med at fejre det nu.”

”Der er ikke gået seks uger. Der er kun gået fire,” svarer jeg.

”Seks,” retter han. ”Det er den 11. juli.”

Seks?

Jeg forsøger at holde den pludselige spænding i hver eneste muskel i min krop usynlig for Chris, men jeg kan ikke lade være med at reagere på det, han lige har sagt. Alt i mig stivner.

Der er ikke gået seks uger. Er der?

Hvis der er gået seks uger … vil det sige, at min menstruation er to uger forsinket.

Shit. Shit, shit, shit.

Bagsmækken på Jonahs bil går op. Chris og jeg vender os begge om, netop som han lukker den igen og går om til døren ind til førersædet. Da han sætter sig ind i bilen, har han et selvtilfreds smil om læberne.

”Røvhul,” mumler Chris og ryster på hovedet. ”Bad hun ikke engang om at se ID?”

Jonah sætter bilen i gear og kører ud fra tanken. ”Man skal bare have selvtillid nok, min ven.”

Jonah rækker over sædet og tager Jennys hånd.

Jeg ser ud ad vinduet. Min mave er helt snøret sammen, mine hænder er svedige, mit hjerte slår hårdt, og mine fingre tæller stille dagene siden min sidste menstruation. Jeg har overhovedet ikke tænkt over det. Jeg ved, at det var ved high school-dimissionen, for Chris var skuffet over, at vi ikke kunne have sex. Men jeg har bare regnet med, at den ville komme hvert øjeblik, og jeg har tænkt, at det kun er en måned siden, de dimitterede. Vi har alle fire haft så travlt med at lave ingenting i sommerferien, at jeg slet ikke har skænket det en tanke.

Tolv dage. Jeg er gået tolv dage over tid.

Det er det eneste, jeg har tænkt på hele aftenen til den her dimissionsfest. Jeg har lyst til at låne Jonahs bilnøgler, køre til døgnapoteket og købe en graviditetstest, men det ville bare få ham til at stille spørgsmål. Og Jenny og Chris ville lægge mærke til, at jeg var væk. I stedet må jeg tilbringe hele aftenen omgivet af musik, der er så højt, at jeg kan mærke det knage i mine knogler. Der er svedige kroppe overalt i det her hus, så der er ingen steder, jeg kan flygte hen. Jeg er for bange til at drikke nu, for hvis jeg er gravid, aner jeg ikke, hvad det kunne gøre. Jeg har aldrig tænkt særlig meget over graviditet, så jeg ved ikke præcis hvor meget alkohol, der kan skade et foster. Jeg vil ikke engang tage chancen.

Det sker bare ikke, det her.

”Morgan!” råber Chris fra den anden ende af rummet. Han står på et bord. En anden fyr står på et bord ved siden af ham. De spiller et spil, hvor de skal stå på et ben og skiftes til at bunde shots, indtil en af dem vælter. Det er Chris’ yndlingsdrukspil og det tidspunkt, hvor jeg synes mindst om at være i nærheden af ham, men han vinker mig hen til sig. Før jeg når igennem rummet, vælter fyren på det andet bord, og Chris stikker triumferende en knytnæve i vejret. Derefter springer han ned, netop som jeg når hen til ham. Han slår en arm om mig og trækker mig ind til sig.

”Du er kedelig,” siger han. Han holder sit bæger op til min mund. ”Drik. Vær glad.”

Jeg skubber bægeret væk. ”Jeg skal køre os alle sammen hjem i aften. Jeg vil ikke have noget at drikke.” 

”Nej, Jonah kører i aften. Det er okay.” Chris forsøger igen at få mig til at drikke, men jeg skubber endnu engang bægeret væk.

”Jonah ville gerne drikke, så jeg sagde til ham, at jeg kører,” lyver jeg.

Chris kigger sig omkring og får øje på en i nærheden. Jeg følger hans blik og ser Jonah sidde på sofaen ved siden af Jenny, hvis ben ligger hen over hans skød. ”Vi har en aftale om, at du kører i aften, ikke?”

Jonah ser kort på mig, før han svarer Chris. Det er en to-sekunders tavs samtale, men Jonah kan se på min bønfaldende mine, at jeg vil have ham til at sige til Chris, at han ikke kører.

Jonah lægger hovedet på skrå i en lille nysgerrig bevægelse, men ser så på Chris. ”Niks. Jeg skal være stiv.”

Chris synker sammen i skuldrene og ser tilbage på mig. ”Okay. Så bliver jeg vel bare nødt til at have det sjovt helt alene.”

Jeg forsøger ikke at blive fornærmet over hans ord, men det er svært. ”Siger du, at jeg ikke er sjov, når jeg er ædru?”

”Du er sjov, men stive Morgan er min yndlings-Morgan.”

Wow. Det gør mig faktisk lidt ked af det. Men han er fuld, så jeg vil undskylde hans fornærmelser lige nu, også selvom det bare er for at undgå et skænderi. Jeg orker det ikke. Jeg har vigtigere ting at tænke på.

Jeg klapper Chris på brystet med begge hænder. ”Okay, men stive Morgan kommer ikke til at være her i aften, så gå ud og find nogen, du kan have det sjovt med.”

Allerede mens jeg siger det, tager en eller anden fat i Chris’ arm og trækker ham tilbage til bordene. ”Omkamp!” siger fyren.

Det alene er nok til at få Chris til at glemme alt om, at jeg ikke drikker, så jeg benytter lejligheden til at flygte fra ham, larmen og de her mennesker. Jeg går ud ad bagdøren og bliver mødt af en mere dæmpet udgave af festen og et pust af frisk luft. Der står en ledig stol ved siden af poolen, og selvom der er et par i vandet, som jeg er næsten sikker på foretager sig ting, der må formodes at være uhygiejniske i en swimmingpool, er det på en eller anden måde mindre generende end at være inde i huset. Jeg anbringer min stol, så jeg ikke kan se dem, og jeg læner mig tilbage og lukker øjnene. Jeg bruger de næste par minutter på at forsøge at lade være med at gå i selvsving over tegn, som jeg muligvis/muligvis ikke har registreret den seneste måned.

Jeg er ikke engang nået til at begynde at overveje, hvad alt det her kan komme til at betyde for min fremtid, da jeg hører en stol blive slæbt over cementen bag mig. Jeg har ikke engang lyst til at åbne øjnene og se, hvem det er. Jeg kan ikke klare Chris og hans fuldskab lige nu. Jeg kan ikke engang klare Jenny og hendes kombi af sprutsodavand, pot og at være seksten år.

”Er du okay?”

Jeg sukker af lettelse, da jeg hører Jonahs stemme. Jeg lægger hovedet på skrå, åbner øjnene og smiler til ham. ”Ja, jeg har det fint.”

Jeg kan se på hans ansigtsudtryk, at han ikke tror på mig, men det er lige meget. Jeg har under ingen omstændigheder tænkt mig at fortælle Jonah, at jeg er gået over tid, fordi (a) det kommer ikke ham ved, og (b) jeg ved ikke engang, om jeg er gravid, og (c) Chris er den første, jeg vil fortælle det til, hvis jeg er.

”Tak for, at du løj for Chris,” siger jeg. ”Jeg har bare virkelig ikke lyst til at drikke i aften.”

Jonah nikker forstående og tilbyder mig et plasticbæger. Jeg bemærker, at han står med to i hænderne, så jeg tager det ene fra ham. ”Det er sodavand,” siger han. ”Jeg fandt en vildfaren dåse begravet i en af istønderne.”

Jeg tager en tår og læner hovedet tilbage. Sodavand smager under alle omstændigheder bedre end alkohol. ”Hvor er Jenny?”

Jonah peger med hovedet mod huset. ”Hun drikker shots på bordet. Jeg gad ikke se på det.”

Jeg stønner. ”Jeg hader det spil så meget.”

Jonah ler. ”Hvordan er vi begge endt med folk, som er fuldstændig forskellige fra os selv?”

”Du ved, hvad man siger. Modsætninger mødes.”

Jonah trækker på skuldrene. Det er mærkeligt, at han trækker på skuldrene ad det. Han ser på mig et øjeblik og kigger så væk. ”Jeg hørte, hvad Chris sagde til dig,” siger han. ”Jeg ved ikke, om det er derfor, du er herude, men jeg håber, du ved, at han ikke mente det. Han er fuld. Du ved, hvordan han bliver til de her fester.”

Jeg kan godt lide, at Jonah forsvarer Chris lige nu. Selvom Chris nogle gange kan være lidt tankeløs, ved både Jonah og jeg, at hans hjerte er større end begge vores tilsammen. ”Jeg ville måske nok blive vred, hvis han gjorde det hele tiden, men det her er en dimissionsfest. Jeg forstår det godt – han har det sjovt, og han vil have, at jeg skal have det sjovt sammen med ham. På en måde har han ret. Stive Morgan er langt bedre end ædru Morgan.”

Jonah ser sigende på mig. ”Det er jeg absolut et hundrede procent uenig i.”

Så snart han har sagt det, trækker jeg blikket til mig og ser ned på min drink. Det gør jeg, fordi jeg er bange for, hvad der sker lige nu. Mit bryst begynder at føles fyldt igen, men på en god måde den her gang. Tomheden bliver erstattet af varme og sommerfugle og hjerteslag, og jeg hader det, fordi det føles, som om jeg lige har sat fingeren på, hvad der har fået mig til at føle mig så tom i de seneste uger.

Jonah.

Nogle gange, når vi er alene, ser han på mig på en måde, som får mig til at føle mig tom, når han kigger væk. Det er en følelse, jeg aldrig har fået, når Chris ser på mig.

Den erkendelse skræmmer livet af mig.

Det lader til, at jeg indtil for nylig har gået hele livet uden at forvente den her følelse, men nu hvor jeg har den, er det, som om en del af mig forsvinder, når følelsen forsvinder.

Jeg lægger hænderne over ansigtet. Det er fucked up at erkende, at ud af alle folk i hele verden, som jeg gerne vil være sammen med, er Jonah Sullivan begyndt at rykke op i toppen af den liste.

Det er, som om mit bryst har været på en konstant søgen efter den brik, der mangler, og Jonah står med den i hånden.

Jeg rejser mig. Jeg må væk fra ham. Jeg er forelsket i Chris, så det gør mig ubehageligt til mode og nervøs, når jeg er alene med hans bedste ven og har de her følelser. Måske er det sodavanden, som får mig til at føle sådan her.

Eller frygten for, at jeg måske er gravid.

Måske har det ikke noget med Jonah at gøre.

Jeg har stået her i hele fem sekunder, da Chris dukker op ud af det blå. Hans arme lukker sig om mig, lige før han kaster os begge to ud i poolen. Jeg er både rasende og lettet, for jeg måtte væk fra Jonah, men nu synker jeg ned i den dybe ende af en pool, som jeg ikke havde nogen intentioner om at skulle i med alt tøjet på.

Jeg kommer op til overfladen samtidig med Chris, men før jeg kan nå at råbe ad ham, trækker han mig ind til sig og kysser mig. Jeg kysser ham tilbage, fordi det er en utrolig velkommen distraktion.

”Hvor er Jenny?” Chris og jeg kigger begge op, og Jonah står over os og ser vredt ned på Chris.

”Det ved jeg ikke,” svarer Chris.

Jonah himler med øjnene. ”Jeg bad dig om at holde øje med hende. Hun er fuld.” Jonah går hen mod huset for at finde Jenny.

”Det er jeg også,” siger Chris. ”Man skal aldrig bede en, der er fuld, om at babysitte en, der er fuld!” Chris bevæger sig en lille meter, indtil han får fat i kanten, og derefter trækker han mig med sig. Han hviler ryggen mod siden af poolen og anbringer mig, så jeg holder fast om hans hals med ansigtet vendt mod ham. ”Jeg er ked af det, jeg sagde før. Jeg synes ikke, at nogen version af dig er kedelig.”

Jeg spidser munden, lettet over, at han selv bemærkede, at han var et røvhul.

”Jeg ville bare gerne have, at du skulle have det sjovt i aften. Jeg tror ikke, du har det sjovt.”

”Det har jeg nu.” Jeg tvinger et smil frem, for jeg vil ikke have, at han skal bemærke den kværnende uro inde i mig. Men jeg kan ikke lade være med at være nervøs, uanset hvor meget jeg prøver at skubbe det til side, indtil jeg ved noget med sikkerhed. Jeg er nervøs for mig selv, for ham, for os, for barnet, vi måske sætter i verden, længe før nogen af os er klar. Vi har ikke råd til det her. Vi er ikke parate. Jeg ved ikke engang, at Chris er den, som jeg vil tilbringe resten af livet sammen med. Det er afgjort noget, man burde være sikker på, før man skaber et nyt liv sammen.

”Vil du vide, hvad min yndlingsting ved dig er?” spørger Chris. Min bluse bliver ved med at stige op til overfladen, og han stikker det forreste af den ned i mine jeans. ”Du er en ofrer. Jeg ved ikke engang, om det er et rigtigt ord, men det er du. Du gør ting, du ikke har lyst til, for at gøre livet bedre for folk omkring dig. Som at melde dig til at køre hjem. Det gør dig ikke kedelig. Det gør dig til en helt.”

Jeg ler. Chris bliver altid rosende, når han bliver fuld. Nogle gange driller jeg ham med det, men inderst inde elsker jeg det.

”Det er meningen, du skal sige noget, du elsker ved mig nu,” siger han.

Jeg kigger skråt op til venstre, som om jeg virkelig må tænke efter. Han giver mig et legesygt nap i siden.

”Jeg elsker, at du er så sjov,” svarer jeg ”Du får mig til at grine, selv når jeg er irriteret på dig.”

Chris smiler, og et smilehul dukker op midt på hans hage. Han har sådan et dejligt smil. Hvis jeg er gravid, og vi ender med at få et barn sammen, håber jeg, at barnet i det mindste får Chris’ smil. Det er det eneste positive, jeg kan komme i tanke om, der kan komme ud af den her situation.

”Hvad mere?” spørger han.

Jeg rækker op og rører hans smilehul, fuldstændig parat til at fortælle ham, at jeg elsker hans smil, men i stedet siger jeg: ”Jeg tror, du bliver en fantastisk far en dag.”

Jeg ved ikke, hvorfor jeg siger det. Måske lægger jeg bare en føler ud. For at se, hvordan han vil reagere.

Han ler. ”Fuck ja, det bliver jeg. Clara kommer til at elske mig.”

Jeg lægger hovedet på skrå. ”Clara?”

”Min kommende datter. Jeg har allerede navngivet hende. Men jeg arbejder stadig på et drengenavn.”

Jeg himler med øjnene. ”Hvad hvis din kommende kone hader det navn?”

Han lader hænderne glide op ad min hals og lægger dem om mine kinder. ”Det gør du ikke.” Så kysser han mig. Og selvom hans kys ikke fylder mit bryst, sådan som Jonahs blikke nogle gange gør, mærker jeg en trøstende beroligelse i det her øjeblik. I hans ord. I hans kærlighed til mig.

Uanset hvad der sker, når jeg endelig tager den graviditetstest i morgen … er jeg sikker på, at han vil støtte mig. Det er bare sådan, Chris er.

”Hey, venner, vi må hellere komme afsted,” siger Jonah.

Chris og jeg trækker os fra hinanden og ser op på Jonah. Han holder Jenny. Hendes arme er slået om hans hals, og hendes ansigt er presset mod hans bryst. Hun stønner.

”Jeg sagde til hende, at hun ikke skulle gå op på det bord,” brummer Chris og kravler op fra poolen. Han hjælper mig op, og vi vrider så meget vand, som vi kan, ud af vores tøj, før vi går hen til Jonahs bil. Heldigvis er sæderne af læder. Jeg sætter mig på førersædet, eftersom Chris tror, at Jonah har drukket. Jonah sætter sig på bagsædet med Jenny. Chris kører igennem forskellige numre på radioen, da vi kører væk fra festen.

”Bohemian Rhapsody” er lige gået i gang på en af stationerne, så Chris skruer op for den og begynder at synge. Få sekunder efter synger Jonah med.

Til min egen overraskelse falder jeg dæmpet ind. Det er fuldstændig utænkeligt, at nogen kan høre den her sang, mens man kører, og ikke synge med. Selv hvis man er bange for at være gravid som syttenårig og har følelser for en person på bagsædet af en bil, som man kun burde have for den, der sidder på passagersædet. 

KAPITEL TO
CLARA
SYTTEN ÅR SENERE

Jeg ser over på mit passagersæde og krymper mig. Som sædvanlig har krummer af ukendt herkomst samlet sig i sprækkerne i læderet. Jeg tager min rygsæk og smider den om på bagsædet, sammen med en gammel fastfoodpose og to tomme vandflasker. Jeg forsøger at børste krummerne væk. Jeg tror muligvis, at det er rester fra et bananbrød, som Lexie spiste i sidste uge. Eller det kan være krummer fra den bagel, hun spiste på vej hen til skolen her til morgen.

Adskillige karakterbedømte opgaver ligger krøllet sammen i bunden af bilen. Jeg rækker ned efter dem og slingrer ud mod grøften, før jeg får rettet op og beslutter mig for at lade dem ligge, hvor de er. En præsentabel bil er ikke værd at dø for.

Da jeg når stopskiltet, standser jeg op og giver den her beslutning den overvejelse, den fortjener. Jeg kan køre videre hjemad, hvor hele min familie er ved at forberede en af vores traditionelle fødselsdagsmiddage. Eller jeg kan lave en U-vending og køre tilbage mod toppen af bakken, hvor jeg lige er kommet forbi Miller Adams, der stod i vejkanten.

Han har undgået mig hele det seneste år, men jeg kan ikke lade nogen, som jeg kender bare sådan en lille smule, være strandet i den her varme, uanset hvor akavet det er imellem os. Det er næsten fyrre grader udenfor. Jeg har airconditionen tændt, men dråber af sved glider ned ad ryggen på mig og bliver suget op af min bh.

Lexie går med sin bh en hel uge, før hun vasker den. Hun siger, at hun bare giver den en gang deo hver morgen. For mig er det næsten lige så klamt at bruge en bh to gange, før jeg vasker den, som at gå med det samme par trusser to dage i træk.

Bare ærgerligt, at jeg ikke anvender den samme renlighedsfilosofi på min bil, som jeg gør på mine bh’er.

Jeg snuser ind. Min bil lugter muggent. Jeg overvejer at spraye en smule af den deodorant, som jeg opbevarer i midterkonsollen, ud i bilen, men hvis jeg beslutter mig for at vende om og tilbyde Miller et lift, vil min bil lugte af frisksprayet deodorant, og jeg er ikke sikker på, hvad der er værst. En bil, der ganske enkelt bare lugter af mug, eller en bil, som meget bevidst lugter af frisk deodorant for at skjule lugten af mug.

Ikke at jeg forsøger at gøre indtryk på Miller Adams. Jeg kan ikke rigtigt tage mig af, hvad en fyr, som lader til at gøre sit yderste for at undgå mig, mener og tænker. Men det gør jeg alligevel, af en eller anden grund.

Jeg har aldrig fortalt Lexie det, for jeg er flov over det, men i begyndelsen af det her skoleår fik Miller og jeg skabe ved siden af hinanden. Det varede cirka to timer, før Charlie Banks begyndte at bruge Millers skab. Jeg spurgte Charlie, om han havde fået tildelt det forkerte skab i første omgang, men han sagde, at Miller havde tilbudt ham tyve dollars for at bytte med ham.

Det er ikke sikkert, det havde noget med mig at gøre, men det føltes personligt. Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort, som har fået ham til ikke at synes om mig, og jeg forsøger at være ligeglad med, hvilke følelser der ligger bag hans undvigemanøvrer. Men jeg kan ikke lide, at han ikke kan lide mig, så det skal fandeme ikke hedde sig, at jeg kører forbi og bekræfter hans opfattelse, for jeg er virkelig sød, faktisk! Jeg er ikke det forfærdelige menneske, han lader til at tro, jeg er.

Jeg laver U-vendingen. Jeg bliver simpelthen nødt til at ændre hans indtryk af mig, også selvom det udelukkende er af egoistiske årsager.

Da jeg nærmer mig bakketoppen, står Miller ved siden af vejskiltet med sin telefon i hånden. Jeg ved ikke, hvor hans bil er, og han befinder sig helt sikkert ikke på den her vej, fordi han bare er ude at løbe en tur. Han har et par falmede, blå jeans på og en sort T-shirt på, hvilket hver for sig er en dødsdom i den her hede, men … kombinationen af de to? Hedeslag er en mærkelig måde at forsøge at tage livet af sig selv på, men hver sin lyst.

Han betragter mig, mens jeg vender bilen og holder ind bag ham. Han står omtrent halvanden meter foran køleren, så jeg kan se det skæve smil på hans ansigt, da han stikker telefonen i baglommen og kigger op på mig.

Jeg ved ikke, om Miller selv er klar over, hvad hans opmærksomhed (eller mangel på samme) kan gøre ved en person. Når han kigger på en, gør han det på sådan en måde, at det får en til at føle sig som det mest interessante væsen, han nogensinde har mødt. Han lægger på en eller anden måde hele sin krop ind i blikket. Han læner sig frem, hans øjenbryn trækker sig nysgerrigt sammen, han nikker, han lytter, han ler, han rynker panden. Hans ansigtsudtryk, når han lytter til folk, er fascinerende. Nogle gange betragter jeg ham på afstand, mens han taler med nogen, og er i al hemmelighed misundelig over, at de får hans intense opmærksomhed. Jeg har altid spekuleret over, hvordan en rigtig samtale med ham ville være. Miller og jeg har aldrig nogensinde så meget som talt sammen på tomandshånd, men det er sket, at jeg har taget ham i at se på mig, og bare et beskedent et-sekunds strejf af hans opmærksomhed kan sende en kuldegysning igennem mig.

Jeg begynder at tænke, at jeg måske alligevel ikke skulle have lavet den U-vending, men det gjorde jeg, og nu er jeg her, så jeg ruller vinduet ned og undertrykker min nervøsitet. ”Der er mindst tretten dage endnu, til den næste Greyhound-bus kommer forbi. Vil du have et lift?”

Miller ser på mig et øjeblik, før han kigger sig over skulderen på den øde vej, som om han venter på, at en bedre mulighed skal komme forbi. Han tørrer sveden af panden, og så lander hans blik på det skilt, han står ved siden af.

Forventningen, der hvirvler rundt i min mave, er et tydeligt tegn på, at jeg tager mig en hel del af, hvad Miller Adams mener, uanset hvor meget jeg kan forsøge at overbevise mig selv om det modsatte.

Jeg hader, at det er så mærkeligt imellem os, til trods for at der ikke er sket noget, jeg selv er klar over, som kan have gjort det mærkeligt. Men måden, han undgår mig på, får det til at føles, som om vi har haft problemer før i tiden, selvom vi seriøst aldrig har haft det mindste med hinanden at gøre. Det minder næsten om at slå op med en fyr og derefter ikke kunne finde ud af at være venner med ham bagefter.

Lige så meget, som jeg ville ønske, at jeg var ligeglad med at vide noget om ham, er det svært ikke at ønske sig hans opmærksomhed, for der er ingen andre som ham. Og han er lækker. Især lige nu, med Rangers-kasketten omvendt på, og tjavser af mørkt hår, der stikker frem under den. Han trænger virkelig til at blive klippet. Han plejer at være mere korthåret, men da vi begyndte i skolen igen, lagde jeg mærke til, at det var blevet længere i løbet af sommeren. Jeg kan godt lide det sådan her. Jeg kan også godt lide det kort.

Fuck. Har jeg lagt mærke til hans hår? Det føles, som om jeg ubevidst har forrådt mig selv.

Han har en slikkepind i munden, hvilket ikke er unormalt. Jeg synes, at hans afhængighed af slikkepinde er sjov, men det giver ham også en selvsikker udstråling. Jeg tror ikke, at usikre fyre ville gå rundt og spise slik lige så meget, som han gør, men han dukker altid op i skolen med en slikkepind og har som regel en i munden i slutningen af frokostpausen.

Han tager slikkepinden ud af munden og fugter læberne, og jeg føler mig helt ufattelig meget som den svedige sekstenårige, jeg er lige nu.

”Gider du komme her et øjeblik?” spørger han.

Jeg er villig til at give ham et lift, men at flytte mig ud i den her hede igen var ikke en del af planen.

”Nej. Det er varmt.”

Han vinker ad mig. ”Det tager kun et par minutter. Skynd dig, før jeg bliver taget.”

Jeg har virkelig ikke lyst til at stige ud af bilen. Jeg fortryder, at jeg vendte rundt, også selvom jeg endelig får den samtale med ham, jeg altid har ønsket mig.

Men det kan næsten komme ud på ét. En samtale med Miller kommer ind på en tæt andenplads lige efter den kolde luftstrøm fra bilens aircondition, så jeg himler dramatisk med øjnene, før jeg stiger ud. Det er vigtigt, at han forstår, hvor enormt meget jeg ofrer mig.

Den friske olie fra asfalten klæber til sålen af mine klipklappere. Der har været vejarbejde i adskillige måneder, og jeg er rimelig sikker på, at mine sko nu er ødelagte på grund af det.

Jeg løfter en af fødderne og ser stønnende på sålen af min tjærede sko. ”Jeg sender dig en regning på et par nye sko.”

Han kaster et tvivlende blik på mine klipklappere. ”Det der er ikke sko.”

Jeg ser på skiltet, han står med. Det er byskiltet, som bliver holdt oppe af en interimistisk træplatform. Platformen bliver holdt på plads af to enorme sandsække. På grund af vejarbejdet er ingen af skiltene her på hovedvejen støbt fast i jorden.

Miller tørrer sveddråber af panden. Derefter rækker han ned, løfter en af sandsækkene og holder den frem mod mig. ”Tag den her og følg med mig.”

Jeg pruster, da han lægger sandsækken i mine arme. ”Følg med dig hvorhen?”

Han peger med hovedet i den retning, jeg kom fra. ”Omkring seks meter.” Han stikker slikkepinden i munden igen, samler den anden sandsæk op, smider den ubesværet over skulderen og begynder så at slæbe skiltet efter sig. Træplatformen skraber mod asfalten, og bittesmå træsplinter brækker af.

”Stjæler du byskiltet?”

”Nej. Jeg flytter det bare.”

Han går videre, men jeg bliver stående og stirrer på ham, mens han slæber skiltet. Musklerne i hans underarme er spændte, og det får mig til at spekulere på, hvordan resten af hans muskler ser ud under anstrengelsen. Hold op, Clara! Sandsækken gør mine arme ømme, og mine lystne tanker tærer på min stolthed, så jeg begynder modvilligt at følge efter ham.

”Jeg havde kun tænkt mig at tilbyde dig et lift,” siger jeg til hans baghoved. ”Det var på ingen måde min mening at blive medskyldig i, hvad det her end er.”

Miller hæver skiltet, så det står op igen, smider sin sandsæk på trælisterne og tager derefter den anden sandsæk fra mig. Han lægger den på plads og retter så på skiltet, så det vender den rigtige vej. Han tager slikkepinden ud af munden og smiler.

”Perfekt. Tak.” Han tørrer hænderne af i jeansene. ”Gider du køre mig hjem? Jeg sværger på, at det blev fem grader varmere, mens jeg gik herhen. Jeg skulle have taget min truck.”

Jeg peger op på skiltet. ”Hvorfor har vi lige flyttet det her skilt?”

Han vender sin kasket om og trækker skyggen ned for at skærme for mere af solen. ”Jeg bor omkring halvanden kilometer i den retning,” svarer han og peger med en tommelfinger over skulderen. ”Mit yndlingspizzeria vil ikke levere uden for bygrænsen, så jeg har flyttet skiltet en lille smule hver uge. Jeg forsøger at få det om på den anden side af vores indkørsel, før de er færdige med vejarbejdet og støber det fast i jorden igen.”

”Du flytter bygrænsen? For pizza?”

Miller begynder at gå hen mod min bil. ”Det er kun halvanden kilometer.”

”Er det ikke ulovligt at rykke rundt på vejskilte?”

”Måske. Det ved jeg ikke.”

Jeg går efter ham. ”Hvorfor flytter du det lidt ad gangen? Hvorfor ikke bare flytte det om på den anden side af jeres indkørsel med det samme?”

Han åbner døren ind til passagersædet. ”Hvis jeg flytter det i små ryk, er der større sandsynlighed for, at det ikke bliver opdaget.”

God pointe.

Da vi sidder i bilen, tager jeg mine tjærede klipklappere af og skruer op for airconditionen. Mine opgaver bliver krøllede under Millers fødder, da han spænder sikkerhedsselen. Han bøjer sig ned og samler dem op, hvorefter han giver sig til at bladre dem igennem og granske mine karakterer.

”Topkarakterer hele vejen igennem,” siger han og flytter stakken af opgaver om på bagsædet. ”Kommer det af sig selv, eller bruger du lang tid på lektier?”

”Wow, du er nysgerrig. Og svaret er lidt af hvert.” Jeg er i gang med at trække ud på vejen, da Miller åbner midterkonsollen og kigger ned i den. Han er som en hundehvalp, der skal undersøge alt. ”Hvad laver du?”

Han tager min deo op. ”Til nødstilfælde?” Han smiler stort og skubber så låget af og snuser til den. ”Lugter godt.” Han smider den ned i konsollen igen, tager en pakke tyggegummi op og snupper et stykke, hvorefter han byder mig et. Han tilbyder mig et stykke af mit eget tyggegummi.

Jeg ryster på hovedet og iagttager ham, mens han inspicerer min bil med flabet nysgerrighed. Han spiser ikke tyggegummiet, for han har stadig slikkepinden i munden, så han stikker det i lommen og begynder derefter at klikke gennem numrene på min radio. ”Er du altid så direkte?”

”Jeg er enebarn.” Han siger det, som om det er en undskyldning. ”Hvad hører du?”

”Min playliste er på shuffle, men lige det her nummer er af Greta Van Fleet.”

Han skruer op for lyden, netop som nummeret slutter, så der ikke er nogen lyd. ”Er hun god?”

”Hun er ikke en hun. Det er et rockband.”

Guitarriffet, der indleder det næste nummer, brager ud gennem højtalerne, og et stort smil breder sig på hans ansigt. ”Jeg havde forventet noget lidt roligere!” råber han.

Jeg kigger tilbage på vejen og spekulerer på, om Miller Adams er sådan her hele tiden. Uberegnelig, nysgerrig, måske endda hyperaktiv. Vores skole er ikke vildt stor, men han går på sidste år, så jeg har ikke nogen timer sammen med ham. Ikke desto mindre kender jeg ham godt nok til at vide, at han undgår mig. Jeg har bare aldrig befundet mig i en situation som den her sammen med ham. Bare ham og mig. Jeg er ikke sikker på, hvad jeg havde regnet med, men det var ikke det her.

Han rækker ud efter noget, der er stukket ned mellem konsollen og hans sæde, men før jeg registrerer, hvad det er, har han allerede åbnet det. Jeg snupper den fra ham og smider den om på bagsædet.

”Hvad var det?” spørger han.

Det er et chartek med mine collegeansøgninger, men jeg har ikke lyst til at tale om det, for det er et gigantisk stridspunkt mellem mine forældre og mig. ”Ikke noget.”

”Det lignede en collegeansøgning til en dramalinje. Er du allerede ved at sende ansøgninger ud?”

”Du er seriøst den mest nysgerrige person, jeg nogensinde har mødt. Og nej. Jeg er bare ved at samle dem sammen, fordi jeg vil være forberedt.” Og jeg gemmer dem i min bil, fordi mine forældre ville flippe ud, hvis de vidste, hvor seriøs jeg er omkring at blive skuespiller. ”Har du ikke søgt ind nogen steder endnu?”

”Jo. På filmlinjen.” Millers mund glider op i et skævt smil.

Nu prøver han bare at være sjov.

Han begynder at tromme med hænderne på instrumentbrættet til rytmen i musikken. Jeg forsøger at holde blikket på vejen, men jeg kan ikke lade være med at være opmærksom på ham. Dels fordi han er betagende, men også fordi det føles, som om han har brug for en babysitter.

Han sætter sig pludselig op, med ryggen helt rank, og det får mig til at spænde over det hele, for jeg aner ikke, hvad der lige har forskrækket ham. Han tager telefonen op af baglommen for at svare på et opkald, jeg ikke hørte over musikken. Han slukker for mit anlæg og hiver slikkepinden ud af munden. Der er næsten ikke noget tilbage af den. Kun en lillebitte, rød klump.

”Hey, babe,” siger han ind i telefonen.

Babe? Jeg forsøger at lade være med at rulle med øjnene.

Det må være Shelby Phillips, hans kæreste. De har været sammen i omkring et år nu. Hun gik på vores skole, men blev færdig med high school sidste år og læser nu på et college cirka femogfyrre minutter herfra. Jeg har ikke noget problem med hende, men jeg har på den anden side heller aldrig haft noget med hende at gøre. Hun er to år ældre end mig, og selvom to år er ingenting i voksen-år, er det meget i high school-år. Visheden om, at Miller er kærester med en pige, der går på college, får mig til at synke lidt ned i sædet. Jeg ved ikke, hvorfor det får mig til at føle mig underlegen, som om alene det at læse på et college automatisk gør en person mere intellektuel og interessant, end en person på tredje år i high school nogensinde kunne være.

Jeg holder blikket rettet mod vejen, selvom jeg har lyst til at se hvert eneste ansigtsudtryk, han laver, mens han taler med Shelby. Jeg ved ikke hvorfor.

”På vej hjem.” Han venter på hendes svar og siger så: ”Jeg troede, det var i morgen aften.” En ny pause. Og så: ”Du er kørt forbi vores indkørsel.”

Det tager mig et øjeblik at forstå, at han taler til mig. Jeg ser på ham, og han har lagt hånden over telefonen. ”Det var min indkørsel dér tilbage.”

Jeg bremser hårdt. Han sætter venstre hånd mod instrumentbrættet og mumler ”Shit” med et lille grin.

Jeg var så optaget af at smuglytte til hans samtale, at jeg glemte, hvad jeg lavede.

”Næh,” siger Miller i telefonen. ”Jeg gik en tur, og det blev virkelig varmt, så jeg fik et lift hjem.”

Jeg kan høre Shelby i den anden ende. ”Hvem gav dig et lift?” spørger hun.

Han ser på mig et splitsekund og svarer så: ”En eller anden fyr. Jeg ved det ikke helt. Kan jeg ringe til dig senere?”

En eller anden fyr? Der er åbenbart nogen, som har problemer med at stole på folk.

Miller lægger på, netop som jeg drejer ind ad indkørslen. Det er første gang, jeg ser, hvor han bor. Jeg har vidst, hvor det var, men jeg har reelt aldrig set huset på grund af rækken af træer langs indkørslen, som skjuler, hvad der ligger for enden af det hvide grus.

Det er ikke, hvad jeg havde forventet.

Det er et ældre hus, meget lille, i træ, som i den grad trænger til at blive malet. På verandaen foran huset står den klassiske hængesofa og to gyngestole, hvilket er de eneste ting ved det her sted, som ser indbydende ud.

Der holder en gammel, blå truck på gårdspladsen, og der er endnu en bil – ikke lige så gammel som huset, men på en eller anden måde i dårligere stand end det – til højre for indkørslen, hvor den er klodset op på nogle gasbetonblokke. Ukrudt vokser op langs siderne af bilen og skjuler den halvvejs.

Jeg er faktisk lidt overrasket over det. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg troede nok bare, at han boede i et eller andet pompøst hus med en dam i baghaven og garage til fire biler. Folk på vores skole kan være hårde og lader ofte til at fastslå folks popularitet ud fra kombinationen af udseende og penge, men måske kompenserer Millers personlighed for hans mangel på penge, for han lader til at være populær. Jeg har aldrig hørt nogen tale dårligt om ham.

”Ikke hvad du forventede?”

Hans ord fanger mig på det forkerte ben. Jeg standser bilen for enden af indkørslen og gør mit bedste for at lade, som om der ikke er noget chokerende ved hans hjem. Jeg skifter fuldstændig emne og ser på ham med sammenknebne øjne.

”En eller anden fyr?” siger jeg og vender tilbage til måden, han refererede til mig på, da han talte i telefon.

”Jeg skal ikke nyde noget af at fortælle min kæreste, at jeg fik et lift af dig,” siger han. ”Det ville udvikle sig til et tre timer langt forhør.”

”Det lyder som et sjovt og sundt forhold.”

”Det er det, når jeg ikke bliver udsat for forhør.”

”Hvis du hader det så meget, burde du måske ikke fuske med bygrænsen.”

Han er steget ud af bilen, da jeg siger det, men han bøjer sig ned for at se på mig, før han lukker døren. ”Jeg siger ikke noget om, at du er medskyldig, hvis du lover ikke at sige noget om, at jeg justerer bygrænsen.”

”Køb et par nye klipklappere til mig, og så glemmer jeg alt om i dag.”

Han smiler bredt, som om jeg morer ham. ”Min pung er indenfor. Kom med,” siger han så.

Jeg sagde det kun for sjov, og ud fra den forfatning hans hjem er i, har jeg ikke tænkt mig at tage imod penge fra ham. Men det lader til, at vi på en eller anden måde har udviklet et sarkastisk, personligt forhold, så hvis jeg pludselig bliver medfølende og afslår hans penge, føles det, som om det måske kunne være fornærmende. Jeg har ikke noget imod at fornærme ham for sjov, men jeg vil ikke fornærme ham i virkeligheden. Desuden kan jeg ikke protestere, for han er allerede på vej hen mod huset.

Jeg lader mine klipklappere blive i bilen, så jeg ikke slæber tjære med ind i huset, og følger barfodet efter ham op af de knirkende trin. Jeg bemærker det halvrådne træ på det andet trin og træder over det.

Han ser det.

Da vi kommer ind i stuen, smider Miller sine tjærede sko ved fordøren. Jeg er lettet over at se, at det indre af huset er i langt bedre stand end det ydre. Der er rent og ryddeligt, men indretningen sidder nådesløst fast i 60’erne. Møblerne er gamle. En orange sofa i filt med det obligatoriske, hjemmestrikkede tæppe over ryggen står ved den ene væg. To grønne, utroligt ukomfortabelt udseende stole står ved den anden. Det ligner design fra 50’erne, men ikke på en moderne måde. Tværtimod, faktisk. Jeg har på fornemmelsen, at de her møbler ikke har været skiftet ud, siden de blev købt, længe før Miller overhovedet blev født.

Det eneste, der ser rimeligt nyt ud, er en hvilestol, som står over for fjernsynet, men dens beboer ser ud til at være ældre end møblerne. Jeg kan kun se noget af hans profil og det øverste af hans sparsomt bevoksede, rynkede hoved, men den smule hår, han har, er sølvhvidt. Han snorker.

Der er varmt indenfor. Næsten varmere end udenfor. Luften, som jeg forsigtigt indånder, er varm og lugter af baconfedt. Stuevinduet står åbent, flankeret af to ventilatorer, der glider fra side til side, og svaler manden. Millers bedstefar, vil jeg tro. Han ser for gammel ud til at være hans far.

Miller går gennem stuen mod en gang. Det begynder at føles ubehageligt, at jeg går med ham for at tage imod hans penge. Det var jo bare en joke. Nu føles det, som om jeg får fremvist en utrolig ynkelig side af min karakter.

Da vi når hen til hans værelse, skubber han døren op, men jeg bliver ude på gangen. Jeg mærker en brise feje igennem hans værelse og nå mig. Den løfter håret fra min skulder, og selvom brisen er varm, er den lindrende.

Mit blik bevæger sig rundt i Millers værelse. Igen afspejler det ikke husets udvendige tilstand. Der er en dobbeltseng, som er skubbet helt op ad den modsatte væg. Der sover han. Lige der, i den seng, og vender sig i det hvide sengetøj om natten. Jeg tvinger mig selv til at se væk fra sengen og op på en enorm plakat med The Beatles, som hænger der, hvor hovedgærdet normalt ville være. Jeg spekulerer på, om Miller er fan af ældre musik, eller om plakaten har været der siden 60’erne, ligesom møblerne i stuen. Huset er så gammelt, at jeg ikke ville blive overrasket, hvis det her havde været hans bedstefars værelse, da han var teenager.

Men det, som virkelig fanger mit blik, er kameraet på hans kommode. Det er ikke noget billigt kamera. Og der ligger adskillige objektiver i forskellige størrelser ved siden af det. Det er udstyr, som ville gøre en amatørfotograf misundelig. ”Er du glad for at fotografere?”

Han følger mit blik hen til kameraet. ”Ja, det er jeg.” Han åbner den øverste af skufferne. ”Men det er film, jeg virkelig brænder for. Jeg vil være instruktør.” Han skæver til mig. ”Jeg ville slå ihjel for at komme ind på University of Texas, men jeg tvivler på, at jeg kan få et stipendium. Så det må blive det lokale college.”

Jeg troede, han tog pis på mig i bilen, men nu hvor jeg kigger rundt i hans værelse, synker det ind, at han måske rent faktisk fortalte mig sandheden. Der ligger en stak bøger ved siden af hans seng. En af dem er Making Movies af Sidney Lumet. Jeg går hen og tager den op og bladrer igennem den.

”Du er virkelig nysgerrig,” efteraber han.

Jeg himler med øjnene og lægger bogen ned igen. ”Har det lokale college overhovedet en filmlinje?”

Han ryster på hovedet. ”Nej. Men det kunne være et skridt på vejen til ét, der har.” Han går tættere på mig med en tidollarseddel mellem fingrene. ”De der sko koster fem dollars i Walmart. Gå amok.”

Jeg tøver. Jeg har ikke længere lyst til at tage imod penge fra ham. Han ser min tøven. Det får ham til at sukke frustreret – derefter himler han med øjnene og stikker sedlen ned i forlommen på mine jeans. ”Huset er lort, men jeg er ikke flad. Tag pengene.”

Jeg synker hårdt.

Han har lige stukket fingrene ned i min lomme. Og jeg kan stadig mærke dem, selvom de ikke længere er der.

Jeg rømmer mig og tvinger et smil frem. ”En fornøjelse at gøre forretninger med Dem.”

Han lægger hovedet på skrå. ”Var det? For du ser ud til at have sindssygt dårlig samvittighed over at tage imod pengene.”

Jeg er normalt en bedre skuespiller end det her. Jeg er skuffet over mig selv.

Jeg går hen mod døren, selvom jeg ville elske at se nærmere på hans værelse. ”Ingen dårlig samvittighed her. Du ødelagde mine sko. Du skyldte mig.” Jeg bakker ud af hans værelse og begynder at gå hen ad gangen uden at forvente, at han vil følge efter mig, men det gør han. Da jeg når stuen, standser jeg op. Den gamle mand ligger ikke længere i hvilestolen. Han står i køkkenet, ved siden af køleskabet, og skruer låget af en vandflaske. Han ser nysgerrigt på mig, mens han tager en tår.

Miller går rundt om mig. ”Har du taget dine piller, Bedste?”

Han kalder ham Bedste. Det er lidt nuttet.

Bedste ser på Miller og vender øjne. ”Jeg har taget dem hver evig eneste dag, siden din bedstemor skred. Jeg er ikke invalid.”

Endnu,” giver Miller igen. ”Og bedstemor skred ikke. Hun døde af et hjerteanfald.”

”Uanset hvad, hun forlod mig.”

Miller ser på mig over skulderen og blinker. Jeg er ikke sikker på, hvad blinket betyder. Måske er det for at gøre det mindre akavet, at Bedste minder lidt om Gargamel, og Miller vil forsikre mig om, at han er harmløs. Jeg begynder at tro, at det er her, Miller får sin sarkasme fra.

”Du er en pestilens,” brummer Bedste. ”Jeg vil vædde tyve dollars på, at jeg kommer til at overleve dig og hele din generation af Darwin Award-prisvindere.”

Miller ler. ”Forsigtig, Bedste. Din ondskabsfulde side skinner igennem.”

Bedstefar ser kort på mig og derefter tilbage på Miller. ”Forsigtig, Miller. Din utroskab skinner igennem.”

Miller griner ad stikpillen, men jeg bliver flov. ”Forsigtig, Bedste. Dine åreknuder skinner igennem.”

Bedste smider låget fra vandflasken efter Miller og rammer ham lige på kinden. ”Jeg tager dig ud af mit testamente.”

”Værsgo. Du siger altid, at det eneste, du har, som er noget værd, er luft.”

Bedste trækker på skuldrene. ”Nu bliver der ikke noget luft for dig at arve.”

Det får mig endelig til at grine. Jeg var ikke sikker på, at deres skænderi var venskabeligt, før han smed låget.

Miller samler det op og lukker hånden om det. Han gør tegn mod mig. ”Det her er Clara Grant. Hun er en af mine venner fra skolen.”

En ven? Okay. Jeg giver Millers bedstefar et lille vink. ”Hej.”

Han lægger hovedet lidt på skrå og ser meget alvorligt på mig. ”Clara Grant?”

Jeg nikker.

”Da Miller var seks år gammel, sked han i bukserne i supermarkedet, fordi det automatiske skyl på offentlige toiletter skræmte ham fra vid og sans.”

Miller stønner og åbner fordøren med et blik på mig. ”Jeg burde have vidst bedre end at tage dig med indenfor.” Han gør tegn til, at jeg skal gå ud, men det gør jeg ikke.

”Jeg tror ikke, at jeg er klar til at tage afsted,” siger jeg med et grin. ”Jeg vil egentlig gerne høre flere historier fra Bedste.”

”Jeg har masser,” svarer Bedste. ”Faktisk vil du sikkert elske den her. Jeg har en video, fra da han var femten, og vi var til skole…”

Bedste!” siger Miller skarpt og afbryder ham. ”Tag en lur. Det er fem minutter siden den sidste.” Miller tager fat om mit håndled og trækker mig ud af huset, før han lukker døren bag sig.

”Vent. Hvad skete der, da du var femten?” Jeg håber, at han vil fortælle historien færdig, for jeg bliver nødt til at vide det.

Miller ryster på hovedet og ser faktisk lidt flov ud. ”Ikke noget. Han finder på ting.”

Jeg smiler bredt. ”Nej, jeg tror, det er dig, der finder på ting. Jeg må høre den historie.”

Miller lægger en hånd på min skulder og genner mig hen mod trinene ned fra verandaen. ”Den får du aldrig. Nogensinde.”

”Du er ikke klar over, hvor stædig jeg kan være. Og jeg kan godt lide din bedstefar. Måske skulle jeg begynde at besøge ham,” driller jeg. ”Når først bygrænsen er flyttet, bestiller jeg en pizza med pepperoni og ananas og lytter, mens Bedste fortæller pinlige historier om dig.”

Ananas? På en pizza?” Miller ryster på hovedet i påtaget skuffelse. ”Du er ikke velkommen her længere.”

Jeg går ned ad trappen og springer igen over det rådne trin. Da jeg er i sikkerhed på græsset, vender jeg mig om. ”Du kan ikke bestemme, hvem jeg skal være venner med. Og ananas på pizza er lækkert. Det er den perfekte kombination af sødt og salt.” Jeg tager min telefon frem. ”Er din bedstefar på Instagram?”

Miller himler med øjnene, men han smiler. ”Vi ses i skolen, Clara. Du skal aldrig nogensinde komme tilbage her igen.”

Jeg ler, da jeg går hen til bilen. Da jeg åbner døren og vender mig, kigger Miller ned på sin telefon. Han ser ikke på noget tidspunkt op på mig. Da han forsvinder ind i huset, pinger en Instagram-notifikation frem på min telefon. 

Miller Adams er begyndt at følge dig.

Jeg smiler.

Måske er det hele bare noget, jeg har bildt mig ind.

Før jeg overhovedet er nået ud af indkørslen, ringer jeg op til moster Jenny.



Colleen Hoover leverer endnu en skøn, international bestseller.

Morgan Grant og hendes teenagedatter, Clara, kunne ikke være gladere for at være  forskellige. Morgan er fast besluttet på at forhindre sin datter i at begå de samme fejl, som hun selv gjorde, som ung. Hun måtte nemlig udsætte sine egne drømme, da hun blev gravid og gift som helt ung. Og Clara vil gøre alt for ikke at ende som sin mor; forudsigelig og kedelig.

Men de to modstridende personligheder gør det svært at leve under samme tag, hvis det ikke var for Claras fredfyldte far som er familiens anker. Men da han kommer ud for en tragisk ulykke smadres freden og Morgan og Clara må nu kæmpe for at genopbygge deres liv.

Det var altid dig er en smuk roman om om familie, den første kærlighed, sorg og svigt som vil ramme både mødre og døtre lige i hjertekulen.

Du kan købe Det var altid dig online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.