I Dage i Cape May møder et ungt og usikkert ægtepar på bryllupsrejse et forladt ferieparadis. Men da lyset tændes i en af de store villaer, åbner der sig en verden med uskyld, forræderi, sex og masser af gin. Start din læsning af den forførende roman lige her.
Henry og Effie, som begge er i starten af 20’erne, er netop blevet gift, og de tager til Cape May på bryllupsrejse i 1957. Men i stedet for den indbydende kystby Effie husker fra hendes barndoms sommerferier, mødes ægteparret af en nedlukket og forladt by.
De kender ikke hinanden særlig godt, og selvom de nærmer sig hinanden i de første dage, smitter byens tomhed af på dem, og de beslutter sig for at afkorte deres ophold.
Men da de møder en glamourøs gruppe, bliver situationen pludselig en helt anden for det unge par fra Georgia. En berusende verden af drama og begær åbner sig for dem, og det forladte ferieparadis bliver hurtigt deres fælles legeplads, hvor de seksuelle udskejelser står i stærk kontrast til den konservative fremtoning i 1950’ernes USA.
Romanen er af flere amerikanske anmeldere blevet sammenlignet med klassikeren Den store Gatsby af Francis Scott Fitzgerald, og Mail on Sunday skrev blandt andet om romanen: “Stærk og kraftfuld… En berusende cocktail”, mens Heat kaldte bogen “gennemført sexet og medrivende”.
DAGE I CAPE MAY af Chip Cheek
Et
Strandene var tomme, butikkerne var lukkede, og efter solnedgang henlå alle husene på New Hamspire Avenue i mørke. Hver dag i månedsvis havde Effie fortalt ham om stedet og om alt det de skulle lave mens de var der, men hun havde kun kendt det om sommeren, og nu var det slutningen af september. Hun havde ikke forstået hvad ”lavsæson” betød. De var rejst op fra Georgia med nattoget. Det var meningen de skulle være her i to uger; det var deres bryllupsrejse.
”Jeg er vild med det,” sagde Henry den første aften. ”Det er som om vi har det hele for os selv.”
Det lo Effie ad. Og så brast hun i gråd.
”Det er ikke noget,” sagde hun. ”Det er det virkelig ikke – du skal ikke blive pylret; jeg er bare træt, det er det hele.” Hun smilede til ham. ”Det glæder mig at du kan lide det. Vi skal nok få alletiders ferie.”
Før denne rejse havde Henry aldrig været nord for Atlanta, og han havde aldrig set havet. Han og Effie var vokset op i den lille by Signal Creek en halv times kørsel øst for Macon, og dette forår havde de afsluttet high school: Thomas E. Cobb, årgang 1957. Han var tyve – som så mange der boede på landet, var han kommet sent i skole – og hun var atten. Efter hvad Henry vidste, havde de begge to været jomfruer da de giftede sig.
Fra stationen havde de taget en taxa forbi en havn der myldrede med master, og havet bag dem var uroligt, uendeligt og med hvide skumtoppe på bølgerne. Fra havnen svingede de ind i et beboelsesareal under skyggefulde elmetræer, og her lå de flotte gamle huse som Effie havde fortalt ham om: klare farver, skiferbeklædte gavle og spidse tårne, udsigtsbalkoner med smedejernsgelænder, kunstfærdigt forarbejdede verandaer, lysthuse med dør til fortovet, blomstrende krysantemer. På New Hampshire Avenue var husene mere enkle – de var i ét eller to plan og ville ikke have set malplacerede ud i Signal Creek, lige bortset fra farverne. Moster Lizzies hus var et af dem: falmet lyserødt, to etager med en dyb veranda mod haven og en have med visne blomster. Det var en skuffelse. Men da han stod ud af taxaen og hørte havet tre gader derfra; en lavmælt, dyb brølen, følte han alligevel at hans liv netop skulle til at begynde, og at enhver dør nu stod åben for ham. Han løftede Effie i begge arme så hun hvinede og lo, og bar hende over dørtærsklen.
Huset så anderledes ud, sagde hun da han satte hende ned. Hun havde ikke set det siden hendes moster Lizzie gik bort for tre år siden. Spanskrørsmøblerne var nye. Gaskomfuret, køleskabet og fryseren; ingen af disse bekvemmeligheder havde været der dengang. Det var som om de gjorde hende urolig. Der var fire værelser på første sal – og de så også forandrede ud – men Effie insisterede på at de skulle sove i loftskammeret hvor hun havde boet som barn. Oven for trappen skubbede hun den tunge glasdør til side, og de trådte indenfor. Dette værelse havde lykkeligvis ikke forandret sig den mindste smule. Væggene var meget skrå, nøgne hanebånd strakte sig imellem dem. En enkeltseng stod midt på gulvet, og der var en kommode og et støvet toiletbord med spejl. I et hjørne stod et lille vissent juletræ, stadig med smalle lamettabånd mellem grenene. Det havde også været her dengang. Hun knælede ved vinduerne hvis bund flugtede med gulvet, og åbnede dem på klem. Herfra kunne man se havet bag husene på den anden side af gaden; Henry satte sig ved siden af hende for at se det.
”Jeg ved at det er lidt underligt,” sagde Effie,” men du kan godt gøre det for min skyld, kan du ikke? Bare en enkelt nat?”
Han ville kunne gøre det for hendes skyld resten af livet, havde han lyst til at sige, men Effie lo altid ad den slags følelsesudbrud; hun havde været tæt på at le under hele deres bryllupsceremoni. Så han nøjedes med at kysse hende og lagde hænderne på hendes lår så det snurrede i hans krop. Så mange måneder havde de glædet sig, og nu var de her. De havde kendt hinanden siden de var børn, fra kirken og fra skolen, skønt de i det meste af den tid ikke havde brudt sig meget om hinanden. Han kunne se hende stå ved tavlen ved siden af mrs. Mobleys kateder i fjerde klasse, i hendes rundsnudede, flade sko med hælrem og hvide sokker mens hun skrev en linje fra Salmernes bog: borgmester Tarletons storsnudede lille datter. Og han, en af drengene fra derude, uden for bygrænsen. Nu var de her, sammen og alene. I New Jersey, for at det ikke skulle være løgn.
Hun lagde sin hånd oven på hans. ”Lad mig tage et bad først,” sagde hun.
Det skete ikke på loftskammeret som var for fuldt af minder, men i et af de nyistandsatte værelser på første sal.
De valgte det med rosenmønstret tapet. Han trak gardinerne helt for. Hun havde lige taget et bad, og mens hun stod stille, løsnede han snoren om hendes liv og lod badekåben glide ned fra hendes skuldre. Indtil nu var den smule de havde foretaget sig sammen, sket i stjålne øjeblikke derhjemme: en eftermiddag ved den lille flod hvor han havde trukket stropperne på hendes badedragt ned og set hendes bryster for første gang; den nat kort efter deres forlovelse, på bagsædet af hendes Buick da han havde stukket hånden op under hendes kjole, og hun havde ladet ham gøre det – den bløde hud over hendes strømper, trussernes elastik, duften der var blevet siddende på hans fingre bagefter – og hver eneste detalje var brændt ind i hans erindring, men var samtidig uvirkelig som noget han havde drømt. Nu, i det halvmørke værelse en tidlig søndag eftermiddag, hvor de under normale omstændigheder ville have deres kirketøj på og være ved at spise sammen med deres familier, lå Effie nøgen på det rosenmønstrede vattæppe. Hun så væk mens han knappede sine bukser op og lod dem falde og så, efter et øjebliks tøven, trak sine underbukser ned og lagde sig i sengen ved siden af hende. De kyssede et øjeblik, hud mod hud, glat og kølig og snart efter varm, inden han kravlede op på hende og ikke længere helt kunne se hvad han foretog sig. Han løftede sig over hende, fumlede mellem hendes ben indtil hun så ned og blidt tog hans penis mellem sine fingre, anbragte den på det rigtige sted – og sådan, ja: Deres intimitet blev straks meget dybere. Han snappede efter vejret. Hun lå stille. Det var overstået på nogle få sekunder.
Bagefter lå de ved siden af hinanden og så på loftsfliserne. Han spekulerede på om han nu var uigenkaldeligt forandret.
”Nå,” sagde Effie. ”Så gjorde vi det.”
Senere da de gik ned til stranden først på aftenen, holdt de hinanden i hånden og havde ikke meget at tale om. Hvad var der at sige? De kendte hinanden i den bibelske betydning. Han smilede til hende; hun smilede tilbage. Hendes kjole var én som hun tit havde haft på i skolen, inden tanken om at blive hendes kæreste overhovedet var opstået i hans hoved, og det velkendte syn gjorde hende fremmed: Hun var både den pige han kendte dengang, fra Thomas E. Cobbs gange, og den pige han kendte nu, langt mere intimt, i Cape May, New Jersey. Hans kone. Som han allerede havde delt en lille skam med: De havde griset det rosenmøntrede vattæppe. Men Effie, Gud velsigne hende, havde været sporty nok til at le ad det og bad ham om at løbe ud efter et håndklæde til hende. Han var så taknemmelig for hende.
Nede ved promenaden stod de et stykke tid og så på havet. Bølgerne løftede sig og brækkede, den ene efter den anden, i en endeløs rytme. Alt det vand: det var et under at det ikke opslugte dem. Himlen var overskyet, og vinden bed. Store måger svævede over dem og skreg.
”Det er så underligt,” sagde Effie. ”Om sommeren vrimler det med mennesker her.” Hun pegede på en træmole der ragede vinkelret ud fra promenaden, og for hvis yderste ende der var en arkade hvor der havde været spillemaskiner og musik, sagde hun, hvor hun og hendes venner plejede at tilbringe hele eftermiddage indtil det elektriske lys blev tændt. Akrobater og muskelmænd optrådte på promenaden hvor der var boder med candyfloss og salte karameller, og drengene surfede i bølgerne.
”Så må vi vel bare komme igen en anden gang når det er sommer,” sagde Henry.
Hun tog hans hånd igen, og de fortsatte ned ad promenaden mod byen. Hele vejen ad Beach Avenue lå butikkerne på deres højre side tilskoddede og mørke, med skilte i vinduerne: lukket for i år. vi ses til maj!
Endelig fandt de en diner der havde åbent, og satte sig ved et bord ved vinduet. Deres tjener var en dreng der talte med en dialekt som Henry kun havde hørt i radioen. Han tænkte på om drengen kunne mærke at de lige havde været i seng med hinanden.
”Hvis I kommer helt dernede fra,” sagde drengen, ”hvorfor tog I så ikke bare til Florida?”
”Fordi der er så smukt her,” sagde Effie.
Henry bestilte farsbrødet, hun bestilte fish and chips, og da drengen stak sin notesblok i baglommen, sagde han: ”Nå, men hvis I er kommet for at slippe væk fra det hele, så er I kommet til det rigtige sted.”
De spiste i tavshed. ”Jeg er så glad for at være her,” sagde Henry.
Den aften gik de tidligt i seng. Klokken var endnu ikke otte da de gik op til loftskammeret.
Hun bad aftenbøn på samme måde som hans bedstemor: på knæ ved siden af sengen, foldede hænder, mumlende for sig selv. Henry så væk. Hun havde en natkjole på, og hendes bryster var fri under den, men efter bønnen var hun omgivet af en from aura der kvalte hans lyst. Hun kyssede ham og sagde: ”Er det i orden hvis vi bare sover nu?” Det medlidende udtryk i hendes ansigt irriterede ham.
”Ja,” sagde han. ”Jeg har heller ikke lyst til andet.”
I mørket samlede han sine hænder på brystet og bad uden ord. Han takkede Gud for dagen. Han bad for deres lykke og deres fremtid. Han bad om at han måtte blive en god ægtemand. Så lå han stiv i sin side af sengen og lyttede gennem det åbne vindue til vinden og bølgerne – han havde luft i maven og var bekymret for om han måske ville lukke den ud i nattens løb; han ville gerne have været alene lidt endnu.
Næste dag gik det bedre. Det regnede, men de var hundesultne, og der var ingen mad i huset, så de var nødt til at gå udenfor. De var gennemblødte inden de fandt en købmand i byen.
Der var liv, viste det sig. Vejrbidte mænd i sømandsjakker – fiskere, måske. En gruppe kadetter fra Kystvagtens træningsstation nord for byen. Et par mænd og kvinder der løb ærinder under paraplyer. De kom forbi en skole hvor der var lys i mindst ét af vinduerne, selv om der ikke var nogen børn at se nogen steder. I den centrale del af byen, adskillige gader fra stranden, var en slikbutik åben, og der var en manufakturhandel og købmandsbutikken på Washington Street foruden en isenkræmmer og en vin- og spiritushandel. Den gamle ekspedient i købmandsbutikken virkede lige så glad for at se dem som de var for at se ham, og Effie bestilte varer som om hun var ved at forberede en festmiddag: en svinekam, et pund kuller, et brød, et pund smør, skinke og ost i skiver, kartofler, æg, ferskensyltetøj, blommer, æbler, jordbær – hun ville fylde køkkenet med en overflod af mad. På vej tilbage til huset voksede regnen til et skybrud, og de stak i løb, hver med en pose varer i favnen. De nåede stakåndede hjem og knækkede sammen af latter. De stillede varerne væk og gik direkte op i loftskammeret hvor de tog deres våde tøj af og elskede og blæste på de minder værelset rummede, med et stort badehåndklæde bredt ud på sengen.
Bagefter lå hun nøgen op ad ham – så afslappet som var det allerede ikke noget særligt. ”Du må undskylde at jeg var så trist i går,” sagde hun.
”Det var du ikke, Eff,” sagde han. Hans penis hang over mod hendes lår. Han kunne godt lide at se den sådan, på det sted. ”Du var træt. Nu er vi faldet til her.”
Hun nikkede, og hendes hoved bevægede sig mod hans skulder. Han kunne ikke se hendes ansigt. ”Det føles bare så mærkeligt at være tilbage på det her sted. Det er slet ikke som jeg husker det.”
Han kyssede hende oven på hovedet – hendes hår var stadig fugtigt – og gav hendes bagdel et klem. ”Og hvad så? Vi laver nye minder nu.”
Hun så op på ham og smilede. ”Du er sådan en sød dreng, Henry.” Hun kyssede ham blidt og langsomt, og på et øjeblik var han der igen, og selv om hun gjorde modstand, på skrømt – ”Henry, jeg er sulten, ikke?” – satte hun sig op på ham, og de fandt hinanden uden at anstrenge sig.
Efter frokost sad de ude på verandaen og så på regnen som var kølig og duftende, og hun udpegede huse på gaden for ham og fortalte ham om de mennesker der havde boet i dem de somre hun havde været her. Der var Woods i huset lige på den anden side af gaden hvis datter Betsy somme tider havde passet hende da hun var lille. Ved siden af Woods-familien i det store hvide hus hvis tag lignede en lade, boede hendes veninde Vivian Healy, hvis storebror Charles var død i Korea. Et par huse derfra, på deres side af gaden i et stort, mørkerødt hus boede et ældre ægtepar som altid holdt sig for sig selv. Hun havde aldrig fundet ud af hvad de hed. ”Vi så dem bare en gang imellem gå hånd i hånd ned ad fortovet, og de smilede og hilste, men ikke mere end det. Der var aldrig andre, ingen børn eller børnebørn. Bare de to.”
”Det bliver os to en dag,” sagde Henry.
Effie lo. ”Det må du ikke sige. Det er for sørgeligt.”
”Hvorfor det? Det lyder da sødt, synes jeg.”
Hun rystede på hovedet. ”Nej,” sagde hun. ”Du og jeg – vi får ikke fred, er jeg bange for. Vi skal have huset fuldt af unger.”
”Gud være mig nådig,” sagde Henry. Hun havde gjort det klart for ham at hun ville have mindst fem børn, lutter drenge hvis hun kunne bestemme det; hun ville have et hjem der aldrig var i ro, et sted hvor hun og Henry, også efter at de var blevet gamle, skulle være centrum i en malstrøm af liv (hun ville også have hunde) og selv om han ikke rigtig havde nogen mening om hverken børn eller hunde – faktisk havde hendes vision af fremtiden skræmt ham da han i ugerne inden deres bryllup tænkte nøjere over den – så gav den ham nu en følelse af lethed og et øjebliks lysende lykke. De ville få det godt.
”Hvad smiler du ad?” sagde hun.
”Dig,” sagde han.
”Hold op med det,” sagde hun, og hun kyssede ham inden han kunne sige mere.
De drak noget af onkel Georges brandy. I de instruktioner vedrørende huset som han havde efterladt til den på bordet i spisestuen, havde han skrevet at de kunne forsyne sig fra hans barskab, men hvis de drak mere end halvdelen af en flaske, forventede han at de købte en ny, og han tilføjede adressen på spiritusbutikken på Washington Street. ”Vi burde efterlade præcis halvdelen af hver flaske,” sagde Henry, og Effie lo. Denne onkel George der var moster Lizzies enkemand, boede i Philadelphia og var ikke fra familien. Effie havde aldrig haft meget at sige om ham, undtagen når hun havde talt om turens logistik og om hvornår huset ville være ledigt. Henry havde en følelse af at hun ikke brød sig så meget om ham.
Hun lavede kuller til aftensmad – det brændte fast i panden og faldt fra hinanden, men det smagte godt – og bagefter tændte de for radioen, fandt en hitstation som ikke susede alt for meget af atmosfæriske forstyrrelser, og dansede i stuen til ”Chances Are”. De spillede et parti dam som Effie vandt uden besvær. De nåede til halvvejsmærket på brandyflasken.
”Hvad tror du han gør?” sagde Henry. ”Sender en regning?”
”Til helvede med King George,” sagde Effie. ”Skål i skibet.”
Om tirsdagen kom solen frem, og byens gader og pladser var spættede af lys. De gik ned for at se fyrtårnet som knejsede over en del af kysten som bestod af klipper. Så vidt Henry havde forstået, markerede dette sted den sydligste del af New Jersey. Foran dem var åbent hav, på deres venstre side var åbent hav, og et sted mod højre, på den anden side af halvøen, lå Delaware Bay. Nu hvor solen var fremme, havde oceanet en kongeblå farve. ”Tænk bare,” sagde han og pegede ud mod horisonten, ”cirka femten tusind kilometer den vej har vi Antarktis eller Sydafrika eller sådan noget. Vi ville kunne svømme og svømme i årevis uden nogensinde at nå enden af alt det vand.”
Da hun ikke svarede, så han på hende og så at hun rynkede panden. Hun havde været gnaven om morgenen. De havde begge to fået for meget at drikke aftenen før. ”Det er ikke sandt,” sagde hun. ”Den retning er vest.”
Han mærkede et stik af irritation. Han havde bare forsøgt at gøre tingene lidt magiske. ”Hvordan skulle det kunne være vest? Der er hav så langt man kan se.”
”Nej, det er Delaware,” sagde hun. ”Man kan se land i en kikkert – jeg kan vise dig et kort når vi kommer tilbage til huset.” Hun pegede mod deres venstre side. ”Den vej er syd. Hvis du svømmede den vej, ville du ende i Antarktis eller Sydafrika eller hvad der nu kommer først. Faktisk tror jeg du ville ende i Venezuela.”
Nå, skidt med det. Han slog armene om hende og kyssede hende oven på hovedet. ”Så siger vi det, Rand McNally, syd er vest, og øst er nord.” Og hun skubbede ham væk og smilede.
De elskede hver morgen inden de stod op, og igen sidst på eftermiddagen. De var blide og hensynsfulde over for hinanden. Han kærtegnede hende mellem benene, for genert til at se for nøje på hvad han foretog sig. Han kyssede hendes bryster, hendes bløde, runde mave, hendes imponerende rede af kønshår der duftede af hør, men længere end det gik han ikke, af frygt for at krænke hende, bange for hun skulle vende sig væk eller le eller kalde ham pervers. Hvordan kunne han spørge hende hvad hun gerne ville have? Hvordan kunne han fortælle hende hvad han selv havde lyst til? Somme tider holdt hun hans penis i et let greb, og han løftede hofterne for at opmuntre hende – han ville gerne have hende til at holde mere fast om den (men ikke for fast), han ville gerne – han drømte om – at hun tog den i munden – men hun lagde afstand, bange for at gøre noget der gjorde ondt på den, eller også bare usikker ved den eller måske frastødt. Han vidste det ikke. Men de elskede uden at ord var nødvendige, og det var som om det føltes lidt mere naturligt for hver gang. Han gik langsomt og roligt til værks, holdt det tilbage så længe han kunne. Sengens hovedgærde slog imod væggen. Hun trak vejret tæt på hans øre, havde fingrene viklet ind i hans hår.
Senere, når de spiste morgenmad eller prøvede en ny rute gennem byen, blev hendes ansigt fjernt, og de kunne gå side om side så længe som en halv time uden at sige et ord. Han måtte minde sig selv om at disse tavse perioder ikke nødvendigvis var pinlige, at det faktisk var et tegn på intimitet at de ikke behøvede at tale sammen hele tiden. Men alligevel kunne han ikke lade være med at tænke på at hvis han havde været mere begavet, mindre tavs og indadvendt – sjovere og mere selskabeligt anlagt ligesom hans bedste ven Hoke, som Effie forgudede – så ville hun måske have været lykkeligere.
Dagene var lange. Der var så lidt at tage sig til. Hun sov om eftermiddagen, og Henry elskede den tid han havde for sig selv. Han havde haft forstoppelse siden deres bryllup, og først når hun sov, følte han sig tryg ved at gå ud på toilettet – langt fra hende, på badeværelset ved siden af køkkenet. Resultatet var altid utilfredsstillende. Bagefter følte han sig oppustet og sad i stuen med vinduerne åbne eller ude på verandaen bag ved huset hvor birketræerne lavede en beroligende lyd.
Han læste Boswells Dr. Johnson som hans onkel Carswall havde givet ham i bryllupsgave. Carswall havde læst den da han var en ung mand, og den havde været ham en god vejleder, sagde han. ”Du kommer til altid at arbejde med dig selv, sønnike, og det vil altid være en hård kamp. Men det er kampen der vil gøre dig til en god mand.” Henry kunne godt lide tanken; han havde en vision om den mand han gerne ville være – retskaffen, ydmyg, stærk og modig, fuld af godt humør, men også mådehold – og han var ivrig efter at lære. Men indtil videre var bogen dundrende kedelig, og han kunne ikke læse mere end et par sætninger før hans tanker begyndte at vandre.
Torsdag morgen gik de ud til marinaen for at se på bådene. For enden af træmolen lå en ottekantet bygning med store vinduer på alle sider. Effie mente at kunne huske at hun havde været til fester dér. Indgangen var låst med hængelås, men ved siden af den hang en tilsyneladende ny plakat med et billede af en græskarmand med skipperkasket som reklamerede for et maskebal fredag den 11. oktober. ”Er det i morgen?” spurgte Henry, men Effie sagde nej, det var næste fredag.
”Jamen hov,” sagde han, ”det er vores sidste aften her.” Han tog hendes hånd. ”Vores sidste aften, og der skal være bal her. Hvad siger du til det?”
Hun lod ikke til at dele hans begejstring. Hun rørte ved plakaten med fingerspidserne. ”Åh nej,” sagde hun. ”Skal vi virkelig være her så lang tid?”
De gik ned til stranden og vandrede i vandkanten med skoene i hånden.
”Ved du hvad,” sagde hun da de havde været tavse i lang tid,” vi behøver ikke blive alle to uger. Vi kunne tage et tog på søndag og være hjemme mandag morgen.”
”Vil du gerne rejse?” spurgte han.
”Måske,” sagde hun.
Set herfra var Cape May virkelig smuk. Grænsen mellem land og hav strakte sig foran dem ud mod horisonten: strand på den ene side og det høje græs på den anden og længere borte de store victorianske hoteller med deres søjler og stribede markiser. Signal Creek forekom så trist og kedelig ved siden af. Fyrretræer, marker med bomuld og jordnødder, domhuset med torvet, den mudderbrune flod. Carswall og Henrys mor var ved at få et anneks – som de omtalte med det fornemme navn ”den gamle fløj” – indrettet til dem. En stue med en lille brændeovn, soveværelse, badeværelse og et lillebitte håbefuldt værelse til den kommende baby. Tanken om at begynde deres nye liv dér – så snart, i hvert fald – gjorde ham nedtrykt. ”Jeg har ikke lyst til at rejse,” sagde han. ”Jeg kunne blive her til evig tid.”
Effie smilede til ham. ”Det er jeg glad for at du synes.” Hun standsede for at samle en muslingeskal op fra det flade, våde sand under deres fødder og vendte den om i hånden. ”Det føles bare så trist her, Henry. Trist og – jeg ved ikke.” Hun så forbi ham. ”Kedeligt, er det vel.”
Den sved, og han åbnede munden for at sige noget, men hun fortsatte uden at ænse ham: ”Moster Lizzie er død og borte. Ingen af mine gamle venner er her. Onkel George … vidste du at han ville tage betaling for at lade os bo i huset, og mor måtte snakke ham fra det? Hun måtte minde ham om at vi stadig er hans familie. Hun var så flov over det.” Henry kunne ikke se hvad det havde at gøre med noget, men han sagde ingenting. ”Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på. Ham drengen i dineren havde ret: Vi skulle være taget til Florida.”
”Eff,” sagde han og tog sig selv i nakken, ”vi kan ikke tage hjem før tid.”
”Åh, Henry …”
”Nej. Hør lige,” sagde han, men han var i tvivl om hvordan han skulle få sagt det han gerne ville sige. Hvor ydmygende det ville være. Hvordan alle ville fornemme deres fiasko, også selv om den faktisk ikke fandtes: De ville tænke det, og det ville bide sig fast, og før eller siden ville det blive til sandheden. ”Tænk på din mor,” sagde han. ”Min mor. Hvad vil de sige til det?”
Det så ud til at have en virkning på hende. Hun nikkede og smed strandskallen fra sig. De gik videre, og Henry troede at han havde vundet den diskussion, selv om det ikke var til at sige hvad det var værd hvis hun bare var trist og kedede sig resten af tiden. Men efter et par minutter sagde hun: ”Jeg er ligeglad hvad folk mener, Henry. Jeg vil bare gerne hjem.”
Så de aftalte at rejse søndag eftermiddag. De ville i det mindste få weekenden med. Henry følte sig først såret og vred – hun kunne ikke være bekendt at være ked af det, at sige at det var kedeligt at være der, efter det de havde haft sammen – men det varede ikke længe før han følte at den dystre stemning var blevet lettere nu hvor deres bryllupsrejse var gået i vasken. Efter aftensmåltidet – svinekammen som smagte vidunderligt – trak de igen proppen af onkel Georges brandy, og en næsten højtidelig afskedsstemning sænkede sig over aftenen. De tog flasken med ud på verandaen mod gaden og så lyset svinde på elmetræerne. De fortalte historier. Om Betty Mood der ville have børn med Maynard Givens. Om Suzie Blanchard der kunne slå de mest støjende prutter når der kun var piger til stede. Om dengang Hoke havde forsøgt at sætte over afgrunden ved Lord’s Gully på sin cykel. Henry elskede de sjældne lejligheder hvor han kunne få Effie til at le; når hun for en kort stund mistede sin kølige ro, og hele hendes overkrop hoppede af fryd. ”Hold op, hold op,” sagde hun. ”Du får mig til at tisse i bukserne.” De drak det sidste af brandyen og tog hul på en flaske whisky. De kunne ikke udtale navnet. ”Jeg vil vædde med den er dyr,” sagde han, og de skålede og klinkede. Det var mørkt udenfor nu, og de havde tændt for radioen, og blid, æterisk musik strømmede ud til dem på verandaen. Tiden gik i stå omkring dem – tavsheden var kun behagelig nu; berusede og tilfredse som de var – da Henry lagde mærke til at der var blevet tændt lys nede for enden af gaden.
Han rejste sig og gik hen til gelænderet for bedre at kunne se. Der var lys i vinduerne til et hus på hjørnet – tre huse fra dem, på den anden side af gaden, hvor New Hampshire Avenue krydsede Madison Avenue. Han kaldte på Effie så hun kunne se det.
”Det var pokkers,” sagde hun.
De var ikke længere alene.
”Du har aldrig sagt noget om det hus,” sagde han. ”Kan du huske hvem der boede der?”
Hun tænkte over det. ”Det ved jeg ikke,” sagde hun. ”Det er så længe siden.”
Med deres drinks i hånden gik de hen ad fortovet indtil de stod lige over for huset. Det meste af det var usynligt i mørket, men vinduerne i den nederste etage var oplyste. De spejdede og lyttede efter tegn på liv, men intet bevægede sig bag gardinerne, og det eneste de kunne høre, var bølgebruset og vinden i træerne.
”Skulle vi gå over og hilse på?” sagde Henry.
Effie løftede hånden og glattede sit hår. ”Nej – for søren da, nej. Klokken er mange.” Hun løftede sit glas. ”Vi ville bare se ud som et par drukkenbolte, ville vi ikke?”
”Måske i morgen så.”
Hun nikkede. De blev stående lidt og så på huset, indtil Effie sagde at de opførte sig som vindueskiggere, og de gik tilbage til deres eget hus.
Næste morgen da de var på vej til stranden – det var endelig en lun dag, og Effie mente at de måske ville kunne bade – gik de forbi huset på hjørnet og så tre biler i indkørslen: en lille rød sportsvogn, en babyblå Cadillac med kaleche og et køretøj som Henry mente måske var en Rolls Royce, selv om han aldrig havde set sådan en i virkeligheden. Så det var rige mennesker der var flyttet ind. Bortset fra at plænen var mere tilgroet af ukrudt end de andre haver i gaden, og huset, der lå tilbagetrukket på grunden i træernes skygge, havde noget kondemneret over sig.
Vandet var for uroligt til en svømmetur, så de klatrede op i en af de høje livredderstole og sad og spejdede ud over brændingen. Effie prøvede at komme i tanker om hvem der havde boet i huset. Hun holdt fast i sin bredskyggede hat med begge hænder for at den ikke skulle flyve væk. ”Det må nok have været Richards, vil jeg mene. De havde en datter der hed Mattie som var et par år ældre end mig – men måske boede de faktisk ovre på Maryland Avenue, jeg er ikke sikker på det. Det er nok ikke engang nogen jeg kender. Mange af de her huse skifter ejer.”
Da de gik forbi huset igen på vej tilbage, holdt endnu to biler parkeret ved kantstenen udenfor – en lang, skinnende blank Buick og endnu en Cadillac. ”Det må være en fest af en slags,” sagde Henry.
”Eller en familiesammenkomst. Det vil måske være upassende at crashe.”
”Hvem har sagt noget om at crashe? Vi kan da bare sige goddag.”
De besluttede at de ville gøre det klokken fem, hvilket var tidligt nok, mente Effie, til at de ikke ville forstyrre de nyankomnes aftensmåltid. ”Vi går bare forbi,” sagde hun. ”Hvis de inviterer os ind, er det fint. Hvis de ikke gør – ja, så finder vi ud af om der ellers sker noget her i byen en fredag aften.”
Af en eller anden grund var de nervøse; han kunne mærke at hun også var det. Måske var det Rolls-Roycen i indkørslen. Måske var det, hvor absurd det end lød, fordi de håbede på en eller anden slags redning og ikke ville risikere at brænde deres chance. Henry havde taget sine pæne bukser og sko på og en grå blazer. Effie havde valgt sin marineblå kjole med hvid krave og et hvidt bælte spændt stramt om livet. Hun havde sat håret op og så vældig godt ud, ikke mindst i det sene eftermiddagslys, men hun så på den anden side ikke ud som om hun havde klædt sig på til fest, noget der ville forekomme anmassende.
Endnu en bil var kommet til uden for huset. Det var seks i alt. De gik ind over indkørslens perlegrus og fandt havegangen, næsten fuldstændig skjult af ukrudt, som førte op til hoveddøren.
Døren stod åben, og gennem fluenettet kunne de se vinduer i den modsatte ende af huset, men de kunne ikke se nogen mennesker derinde. Effie trak i et reb der hang ved siden af døren, og en klokke ringede inde i huset – ”Øjeblik!” – og snart kom en smuk kvinde med lyst hår i en elegant frisure og en hvid kjole der blev holdt oppe af en enkelt strop om hendes hals, til syne og skubbede netdøren op. ”Goddag!” udbrød hun og så på Henry hvis blik mod hans vilje foretog en afstikker til hendes bryster. ”I må være …” Og hun lod til at lede efter det rigtige navn, klar til at blive ekstatisk begejstret hvem det så end var.
”Vi bor lidt nede ad gaden,” sagde Effie. ”Vi var på vej ud for at spise aftensmad da vi fik øje på alle bilerne, og så tænkte vi at vi hellere måtte præsentere os. Men vi vil ikke være til besvær.”
Mens Effie talte, veg kvindens glade ansigtsudtryk gradvis for noget andet, og hun lænede sig frem for at se nærmere på dem. ”Nej,” sagde hun. ”Nej, det kan ikke være – det kan det bare ikke. Er det min lille Belle?”
Effie skævede til Henry som om han måske kendte svaret.
”Åh Gud!” råbte kvinden. ”Det er dig! Du er den lille sydstatspige lige herhenne fra! Åh Gud – jeg tror jeg besvimer!” Kvinden omfavnede Effie og krammede hende, og Effie løftede hagen som for at få luft. Hun virkede opskræmt. Endelig gav kvinden slip på hende og sagde: ”Kan du ikke huske mig? Du knuser mit hjerte hvis du ikke kan huske mig.”
Og nu var det som om noget dæmrede for Effie. ”Clara?” sagde hun. ”Clara Strauss?”
”Ja!” råbte kvinden og slog hænderne sammen i et højt klap.
Og selv om Effie smilede bredt, kendte Henry hende godt nok til at vide bedre: Hun fortrød at de var kommet.
Dage i Cape May er en erotisk og bevægende roman om ægteskab, kærlighed og seksualitet, og de konsekvenser mødet med en gruppe depraverede overklassemennesker får for det unge par Henry og Effie, der tilbringer deres bryllupsrejse i Cape May i 1957.
Historien udspiller sig over nogle uger i efteråret 1957, hvor Henry og Effie, et ungt, nygift par i starten af 20’erne, rejser fra Georgia til Cape May i New Jersey. Her skal de tilbringe deres bryllupsrejse på det forladte feriested. I virkeligheden kender de ikke hinanden særlig godt, og ingen af dem føler sig specielt komfortable ved situationen. De beslutter derfor at afkorte deres ophold. Men denne plan bliver ikke til noget, da de møder en gruppe glamourøse mennesker, der indlemmer dem i deres kreds. Clara er en smuk og vild overklassekvinde; Max er den rige playboy og Claras elsker, og Alma, Max’s mystiske halvsøster, som Henry øjeblikkeligt tiltrækkes af.
Den øde ferieby og de tomme sommerhus bliver deres legeplads, og i takt med at følelserne får frit spil mellem dem, bliver legen mere og mere farlig for Henry og Effie. Den uskyld de tog afsted med er ikke længere intakt, da de vender hjem.
I Dage i Cape May møder et ungt og usikkert ægtepar på bryllupsrejse et forladt ferieparadis. Men da lyset tændes i en af de store villaer, åbner der sig en verden med uskyld, forræderi, sex og masser af gin. Start din læsning af den forførende roman lige her.
Henry og Effie, som begge er i starten af 20’erne, er netop blevet gift, og de tager til Cape May på bryllupsrejse i 1957. Men i stedet for den indbydende kystby Effie husker fra hendes barndoms sommerferier, mødes ægteparret af en nedlukket og forladt by.
De kender ikke hinanden særlig godt, og selvom de nærmer sig hinanden i de første dage, smitter byens tomhed af på dem, og de beslutter sig for at afkorte deres ophold.
Men da de møder en glamourøs gruppe, bliver situationen pludselig en helt anden for det unge par fra Georgia.
En berusende verden af drama og begær åbner sig for dem, og det forladte ferieparadis bliver hurtigt deres fælles legeplads, hvor de seksuelle udskejelser står i stærk kontrast til den konservative fremtoning i 1950’ernes USA.
Romanen er af flere amerikanske anmeldere blevet sammenlignet med klassikeren Den store Gatsby af Francis Scott Fitzgerald, og Mail on Sunday skrev blandt andet om romanen: “Stærk og kraftfuld… En berusende cocktail”, mens Heat kaldte bogen “gennemført sexet og medrivende”.
DAGE I CAPE MAY
af Chip Cheek
Et
Strandene var tomme, butikkerne var lukkede, og efter solnedgang henlå alle husene på New Hamspire Avenue i mørke. Hver dag i månedsvis havde Effie fortalt ham om stedet og om alt det de skulle lave mens de var der, men hun havde kun kendt det om sommeren, og nu var det slutningen af september. Hun havde ikke forstået hvad ”lavsæson” betød. De var rejst op fra Georgia med nattoget. Det var meningen de skulle være her i to uger; det var deres bryllupsrejse.
”Jeg er vild med det,” sagde Henry den første aften. ”Det er som om vi har det hele for os selv.”
Det lo Effie ad. Og så brast hun i gråd.
”Det er ikke noget,” sagde hun. ”Det er det virkelig ikke – du skal ikke blive pylret; jeg er bare træt, det er det hele.” Hun smilede til ham. ”Det glæder mig at du kan lide det. Vi skal nok få alletiders ferie.”
Før denne rejse havde Henry aldrig været nord for Atlanta, og han havde aldrig set havet. Han og Effie var vokset op i den lille by Signal Creek en halv times kørsel øst for Macon, og dette forår havde de afsluttet high school: Thomas E. Cobb, årgang 1957. Han var tyve – som så mange der boede på landet, var han kommet sent i skole – og hun var atten. Efter hvad Henry vidste, havde de begge to været jomfruer da de giftede sig.
Fra stationen havde de taget en taxa forbi en havn der myldrede med master, og havet bag dem var uroligt, uendeligt og med hvide skumtoppe på bølgerne. Fra havnen svingede de ind i et beboelsesareal under skyggefulde elmetræer, og her lå de flotte gamle huse som Effie havde fortalt ham om: klare farver, skiferbeklædte gavle og spidse tårne, udsigtsbalkoner med smedejernsgelænder, kunstfærdigt forarbejdede verandaer, lysthuse med dør til fortovet, blomstrende krysantemer. På New Hampshire Avenue var husene mere enkle – de var i ét eller to plan og ville ikke have set malplacerede ud i Signal Creek, lige bortset fra farverne. Moster Lizzies hus var et af dem: falmet lyserødt, to etager med en dyb veranda mod haven og en have med visne blomster. Det var en skuffelse. Men da han stod ud af taxaen og hørte havet tre gader derfra; en lavmælt, dyb brølen, følte han alligevel at hans liv netop skulle til at begynde, og at enhver dør nu stod åben for ham. Han løftede Effie i begge arme så hun hvinede og lo, og bar hende over dørtærsklen.
Huset så anderledes ud, sagde hun da han satte hende ned. Hun havde ikke set det siden hendes moster Lizzie gik bort for tre år siden. Spanskrørsmøblerne var nye. Gaskomfuret, køleskabet og fryseren; ingen af disse bekvemmeligheder havde været der dengang. Det var som om de gjorde hende urolig. Der var fire værelser på første sal – og de så også forandrede ud – men Effie insisterede på at de skulle sove i loftskammeret hvor hun havde boet som barn. Oven for trappen skubbede hun den tunge glasdør til side, og de trådte indenfor. Dette værelse havde lykkeligvis ikke forandret sig den mindste smule. Væggene var meget skrå, nøgne hanebånd strakte sig imellem dem. En enkeltseng stod midt på gulvet, og der var en kommode og et støvet toiletbord med spejl. I et hjørne stod et lille vissent juletræ, stadig med smalle lamettabånd mellem grenene. Det havde også været her dengang. Hun knælede ved vinduerne hvis bund flugtede med gulvet, og åbnede dem på klem. Herfra kunne man se havet bag husene på den anden side af gaden; Henry satte sig ved siden af hende for at se det.
”Jeg ved at det er lidt underligt,” sagde Effie,” men du kan godt gøre det for min skyld, kan du ikke? Bare en enkelt nat?”
Han ville kunne gøre det for hendes skyld resten af livet, havde han lyst til at sige, men Effie lo altid ad den slags følelsesudbrud; hun havde været tæt på at le under hele deres bryllupsceremoni. Så han nøjedes med at kysse hende og lagde hænderne på hendes lår så det snurrede i hans krop. Så mange måneder havde de glædet sig, og nu var de her. De havde kendt hinanden siden de var børn, fra kirken og fra skolen, skønt de i det meste af den tid ikke havde brudt sig meget om hinanden. Han kunne se hende stå ved tavlen ved siden af mrs. Mobleys kateder i fjerde klasse, i hendes rundsnudede, flade sko med hælrem og hvide sokker mens hun skrev en linje fra Salmernes bog: borgmester Tarletons storsnudede lille datter. Og han, en af drengene fra derude, uden for bygrænsen. Nu var de her, sammen og alene. I New Jersey, for at det ikke skulle være løgn.
Hun lagde sin hånd oven på hans. ”Lad mig tage et bad først,” sagde hun.
Det skete ikke på loftskammeret som var for fuldt af minder, men i et af de nyistandsatte værelser på første sal.
De valgte det med rosenmønstret tapet. Han trak gardinerne helt for. Hun havde lige taget et bad, og mens hun stod stille, løsnede han snoren om hendes liv og lod badekåben glide ned fra hendes skuldre. Indtil nu var den smule de havde foretaget sig sammen, sket i stjålne øjeblikke derhjemme: en eftermiddag ved den lille flod hvor han havde trukket stropperne på hendes badedragt ned og set hendes bryster for første gang; den nat kort efter deres forlovelse, på bagsædet af hendes Buick da han havde stukket hånden op under hendes kjole, og hun havde ladet ham gøre det – den bløde hud over hendes strømper, trussernes elastik, duften der var blevet siddende på hans fingre bagefter – og hver eneste detalje var brændt ind i hans erindring, men var samtidig uvirkelig som noget han havde drømt. Nu, i det halvmørke værelse en tidlig søndag eftermiddag, hvor de under normale omstændigheder ville have deres kirketøj på og være ved at spise sammen med deres familier, lå Effie nøgen på det rosenmønstrede vattæppe. Hun så væk mens han knappede sine bukser op og lod dem falde og så, efter et øjebliks tøven, trak sine underbukser ned og lagde sig i sengen ved siden af hende. De kyssede et øjeblik, hud mod hud, glat og kølig og snart efter varm, inden han kravlede op på hende og ikke længere helt kunne se hvad han foretog sig. Han løftede sig over hende, fumlede mellem hendes ben indtil hun så ned og blidt tog hans penis mellem sine fingre, anbragte den på det rigtige sted – og sådan, ja: Deres intimitet blev straks meget dybere. Han snappede efter vejret. Hun lå stille. Det var overstået på nogle få sekunder.
Bagefter lå de ved siden af hinanden og så på loftsfliserne. Han spekulerede på om han nu var uigenkaldeligt forandret.
”Nå,” sagde Effie. ”Så gjorde vi det.”
Senere da de gik ned til stranden først på aftenen, holdt de hinanden i hånden og havde ikke meget at tale om. Hvad var der at sige? De kendte hinanden i den bibelske betydning. Han smilede til hende; hun smilede tilbage. Hendes kjole var én som hun tit havde haft på i skolen, inden tanken om at blive hendes kæreste overhovedet var opstået i hans hoved, og det velkendte syn gjorde hende fremmed: Hun var både den pige han kendte dengang, fra Thomas E. Cobbs gange, og den pige han kendte nu, langt mere intimt, i Cape May, New Jersey. Hans kone. Som han allerede havde delt en lille skam med: De havde griset det rosenmøntrede vattæppe. Men Effie, Gud velsigne hende, havde været sporty nok til at le ad det og bad ham om at løbe ud efter et håndklæde til hende. Han var så taknemmelig for hende.
Nede ved promenaden stod de et stykke tid og så på havet. Bølgerne løftede sig og brækkede, den ene efter den anden, i en endeløs rytme. Alt det vand: det var et under at det ikke opslugte dem. Himlen var overskyet, og vinden bed. Store måger svævede over dem og skreg.
”Det er så underligt,” sagde Effie. ”Om sommeren vrimler det med mennesker her.” Hun pegede på en træmole der ragede vinkelret ud fra promenaden, og for hvis yderste ende der var en arkade hvor der havde været spillemaskiner og musik, sagde hun, hvor hun og hendes venner plejede at tilbringe hele eftermiddage indtil det elektriske lys blev tændt. Akrobater og muskelmænd optrådte på promenaden hvor der var boder med candyfloss og salte karameller, og drengene surfede i bølgerne.
”Så må vi vel bare komme igen en anden gang når det er sommer,” sagde Henry.
Hun tog hans hånd igen, og de fortsatte ned ad promenaden mod byen. Hele vejen ad Beach Avenue lå butikkerne på deres højre side tilskoddede og mørke, med skilte i vinduerne: lukket for i år. vi ses til maj!
Endelig fandt de en diner der havde åbent, og satte sig ved et bord ved vinduet. Deres tjener var en dreng der talte med en dialekt som Henry kun havde hørt i radioen. Han tænkte på om drengen kunne mærke at de lige havde været i seng med hinanden.
”Hvis I kommer helt dernede fra,” sagde drengen, ”hvorfor tog I så ikke bare til Florida?”
”Fordi der er så smukt her,” sagde Effie.
Henry bestilte farsbrødet, hun bestilte fish and chips, og da drengen stak sin notesblok i baglommen, sagde han: ”Nå, men hvis I er kommet for at slippe væk fra det hele, så er I kommet til det rigtige sted.”
De spiste i tavshed. ”Jeg er så glad for at være her,” sagde Henry.
Den aften gik de tidligt i seng. Klokken var endnu ikke otte da de gik op til loftskammeret.
Hun bad aftenbøn på samme måde som hans bedstemor: på knæ ved siden af sengen, foldede hænder, mumlende for sig selv. Henry så væk. Hun havde en natkjole på, og hendes bryster var fri under den, men efter bønnen var hun omgivet af en from aura der kvalte hans lyst. Hun kyssede ham og sagde: ”Er det i orden hvis vi bare sover nu?” Det medlidende udtryk i hendes ansigt irriterede ham.
”Ja,” sagde han. ”Jeg har heller ikke lyst til andet.”
I mørket samlede han sine hænder på brystet og bad uden ord. Han takkede Gud for dagen. Han bad for deres lykke og deres fremtid. Han bad om at han måtte blive en god ægtemand. Så lå han stiv i sin side af sengen og lyttede gennem det åbne vindue til vinden og bølgerne – han havde luft i maven og var bekymret for om han måske ville lukke den ud i nattens løb; han ville gerne have været alene lidt endnu.
Næste dag gik det bedre. Det regnede, men de var hundesultne, og der var ingen mad i huset, så de var nødt til at gå udenfor. De var gennemblødte inden de fandt en købmand i byen.
Der var liv, viste det sig. Vejrbidte mænd i sømandsjakker – fiskere, måske. En gruppe kadetter fra Kystvagtens træningsstation nord for byen. Et par mænd og kvinder der løb ærinder under paraplyer. De kom forbi en skole hvor der var lys i mindst ét af vinduerne, selv om der ikke var nogen børn at se nogen steder. I den centrale del af byen, adskillige gader fra stranden, var en slikbutik åben, og der var en manufakturhandel og købmandsbutikken på Washington Street foruden en isenkræmmer og en vin- og spiritushandel. Den gamle ekspedient i købmandsbutikken virkede lige så glad for at se dem som de var for at se ham, og Effie bestilte varer som om hun var ved at forberede en festmiddag: en svinekam, et pund kuller, et brød, et pund smør, skinke og ost i skiver, kartofler, æg, ferskensyltetøj, blommer, æbler, jordbær – hun ville fylde køkkenet med en overflod af mad. På vej tilbage til huset voksede regnen til et skybrud, og de stak i løb, hver med en pose varer i favnen. De nåede stakåndede hjem og knækkede sammen af latter. De stillede varerne væk og gik direkte op i loftskammeret hvor de tog deres våde tøj af og elskede og blæste på de minder værelset rummede, med et stort badehåndklæde bredt ud på sengen.
Bagefter lå hun nøgen op ad ham – så afslappet som var det allerede ikke noget særligt. ”Du må undskylde at jeg var så trist i går,” sagde hun.
”Det var du ikke, Eff,” sagde han. Hans penis hang over mod hendes lår. Han kunne godt lide at se den sådan, på det sted. ”Du var træt. Nu er vi faldet til her.”
Hun nikkede, og hendes hoved bevægede sig mod hans skulder. Han kunne ikke se hendes ansigt. ”Det føles bare så mærkeligt at være tilbage på det her sted. Det er slet ikke som jeg husker det.”
Han kyssede hende oven på hovedet – hendes hår var stadig fugtigt – og gav hendes bagdel et klem. ”Og hvad så? Vi laver nye minder nu.”
Hun så op på ham og smilede. ”Du er sådan en sød dreng, Henry.” Hun kyssede ham blidt og langsomt, og på et øjeblik var han der igen, og selv om hun gjorde modstand, på skrømt – ”Henry, jeg er sulten, ikke?” – satte hun sig op på ham, og de fandt hinanden uden at anstrenge sig.
Efter frokost sad de ude på verandaen og så på regnen som var kølig og duftende, og hun udpegede huse på gaden for ham og fortalte ham om de mennesker der havde boet i dem de somre hun havde været her. Der var Woods i huset lige på den anden side af gaden hvis datter Betsy somme tider havde passet hende da hun var lille. Ved siden af Woods-familien i det store hvide hus hvis tag lignede en lade, boede hendes veninde Vivian Healy, hvis storebror Charles var død i Korea. Et par huse derfra, på deres side af gaden i et stort, mørkerødt hus boede et ældre ægtepar som altid holdt sig for sig selv. Hun havde aldrig fundet ud af hvad de hed. ”Vi så dem bare en gang imellem gå hånd i hånd ned ad fortovet, og de smilede og hilste, men ikke mere end det. Der var aldrig andre, ingen børn eller børnebørn. Bare de to.”
”Det bliver os to en dag,” sagde Henry.
Effie lo. ”Det må du ikke sige. Det er for sørgeligt.”
”Hvorfor det? Det lyder da sødt, synes jeg.”
Hun rystede på hovedet. ”Nej,” sagde hun. ”Du og jeg – vi får ikke fred, er jeg bange for. Vi skal have huset fuldt af unger.”
”Gud være mig nådig,” sagde Henry. Hun havde gjort det klart for ham at hun ville have mindst fem børn, lutter drenge hvis hun kunne bestemme det; hun ville have et hjem der aldrig var i ro, et sted hvor hun og Henry, også efter at de var blevet gamle, skulle være centrum i en malstrøm af liv (hun ville også have hunde) og selv om han ikke rigtig havde nogen mening om hverken børn eller hunde – faktisk havde hendes vision af fremtiden skræmt ham da han i ugerne inden deres bryllup tænkte nøjere over den – så gav den ham nu en følelse af lethed og et øjebliks lysende lykke. De ville få det godt.
”Hvad smiler du ad?” sagde hun.
”Dig,” sagde han.
”Hold op med det,” sagde hun, og hun kyssede ham inden han kunne sige mere.
De drak noget af onkel Georges brandy. I de instruktioner vedrørende huset som han havde efterladt til den på bordet i spisestuen, havde han skrevet at de kunne forsyne sig fra hans barskab, men hvis de drak mere end halvdelen af en flaske, forventede han at de købte en ny, og han tilføjede adressen på spiritusbutikken på Washington Street. ”Vi burde efterlade præcis halvdelen af hver flaske,” sagde Henry, og Effie lo. Denne onkel George der var moster Lizzies enkemand, boede i Philadelphia og var ikke fra familien. Effie havde aldrig haft meget at sige om ham, undtagen når hun havde talt om turens logistik og om hvornår huset ville være ledigt. Henry havde en følelse af at hun ikke brød sig så meget om ham.
Hun lavede kuller til aftensmad – det brændte fast i panden og faldt fra hinanden, men det smagte godt – og bagefter tændte de for radioen, fandt en hitstation som ikke susede alt for meget af atmosfæriske forstyrrelser, og dansede i stuen til ”Chances Are”. De spillede et parti dam som Effie vandt uden besvær. De nåede til halvvejsmærket på brandyflasken.
”Hvad tror du han gør?” sagde Henry. ”Sender en regning?”
”Til helvede med King George,” sagde Effie. ”Skål i skibet.”
Om tirsdagen kom solen frem, og byens gader og pladser var spættede af lys. De gik ned for at se fyrtårnet som knejsede over en del af kysten som bestod af klipper. Så vidt Henry havde forstået, markerede dette sted den sydligste del af New Jersey. Foran dem var åbent hav, på deres venstre side var åbent hav, og et sted mod højre, på den anden side af halvøen, lå Delaware Bay. Nu hvor solen var fremme, havde oceanet en kongeblå farve. ”Tænk bare,” sagde han og pegede ud mod horisonten, ”cirka femten tusind kilometer den vej har vi Antarktis eller Sydafrika eller sådan noget. Vi ville kunne svømme og svømme i årevis uden nogensinde at nå enden af alt det vand.”
Da hun ikke svarede, så han på hende og så at hun rynkede panden. Hun havde været gnaven om morgenen. De havde begge to fået for meget at drikke aftenen før. ”Det er ikke sandt,” sagde hun. ”Den retning er vest.”
Han mærkede et stik af irritation. Han havde bare forsøgt at gøre tingene lidt magiske. ”Hvordan skulle det kunne være vest? Der er hav så langt man kan se.”
”Nej, det er Delaware,” sagde hun. ”Man kan se land i en kikkert – jeg kan vise dig et kort når vi kommer tilbage til huset.” Hun pegede mod deres venstre side. ”Den vej er syd. Hvis du svømmede den vej, ville du ende i Antarktis eller Sydafrika eller hvad der nu kommer først. Faktisk tror jeg du ville ende i Venezuela.”
Nå, skidt med det. Han slog armene om hende og kyssede hende oven på hovedet. ”Så siger vi det, Rand McNally, syd er vest, og øst er nord.” Og hun skubbede ham væk og smilede.
De elskede hver morgen inden de stod op, og igen sidst på eftermiddagen. De var blide og hensynsfulde over for hinanden. Han kærtegnede hende mellem benene, for genert til at se for nøje på hvad han foretog sig. Han kyssede hendes bryster, hendes bløde, runde mave, hendes imponerende rede af kønshår der duftede af hør, men længere end det gik han ikke, af frygt for at krænke hende, bange for hun skulle vende sig væk eller le eller kalde ham pervers. Hvordan kunne han spørge hende hvad hun gerne ville have? Hvordan kunne han fortælle hende hvad han selv havde lyst til? Somme tider holdt hun hans penis i et let greb, og han løftede hofterne for at opmuntre hende – han ville gerne have hende til at holde mere fast om den (men ikke for fast), han ville gerne – han drømte om – at hun tog den i munden – men hun lagde afstand, bange for at gøre noget der gjorde ondt på den, eller også bare usikker ved den eller måske frastødt. Han vidste det ikke. Men de elskede uden at ord var nødvendige, og det var som om det føltes lidt mere naturligt for hver gang. Han gik langsomt og roligt til værks, holdt det tilbage så længe han kunne. Sengens hovedgærde slog imod væggen. Hun trak vejret tæt på hans øre, havde fingrene viklet ind i hans hår.
Senere, når de spiste morgenmad eller prøvede en ny rute gennem byen, blev hendes ansigt fjernt, og de kunne gå side om side så længe som en halv time uden at sige et ord. Han måtte minde sig selv om at disse tavse perioder ikke nødvendigvis var pinlige, at det faktisk var et tegn på intimitet at de ikke behøvede at tale sammen hele tiden. Men alligevel kunne han ikke lade være med at tænke på at hvis han havde været mere begavet, mindre tavs og indadvendt – sjovere og mere selskabeligt anlagt ligesom hans bedste ven Hoke, som Effie forgudede – så ville hun måske have været lykkeligere.
Dagene var lange. Der var så lidt at tage sig til. Hun sov om eftermiddagen, og Henry elskede den tid han havde for sig selv. Han havde haft forstoppelse siden deres bryllup, og først når hun sov, følte han sig tryg ved at gå ud på toilettet – langt fra hende, på badeværelset ved siden af køkkenet. Resultatet var altid utilfredsstillende. Bagefter følte han sig oppustet og sad i stuen med vinduerne åbne eller ude på verandaen bag ved huset hvor birketræerne lavede en beroligende lyd.
Han læste Boswells Dr. Johnson som hans onkel Carswall havde givet ham i bryllupsgave. Carswall havde læst den da han var en ung mand, og den havde været ham en god vejleder, sagde han. ”Du kommer til altid at arbejde med dig selv, sønnike, og det vil altid være en hård kamp. Men det er kampen der vil gøre dig til en god mand.” Henry kunne godt lide tanken; han havde en vision om den mand han gerne ville være – retskaffen, ydmyg, stærk og modig, fuld af godt humør, men også mådehold – og han var ivrig efter at lære. Men indtil videre var bogen dundrende kedelig, og han kunne ikke læse mere end et par sætninger før hans tanker begyndte at vandre.
Torsdag morgen gik de ud til marinaen for at se på bådene. For enden af træmolen lå en ottekantet bygning med store vinduer på alle sider. Effie mente at kunne huske at hun havde været til fester dér. Indgangen var låst med hængelås, men ved siden af den hang en tilsyneladende ny plakat med et billede af en græskarmand med skipperkasket som reklamerede for et maskebal fredag den 11. oktober. ”Er det i morgen?” spurgte Henry, men Effie sagde nej, det var næste fredag.
”Jamen hov,” sagde han, ”det er vores sidste aften her.” Han tog hendes hånd. ”Vores sidste aften, og der skal være bal her. Hvad siger du til det?”
Hun lod ikke til at dele hans begejstring. Hun rørte ved plakaten med fingerspidserne. ”Åh nej,” sagde hun. ”Skal vi virkelig være her så lang tid?”
De gik ned til stranden og vandrede i vandkanten med skoene i hånden.
”Ved du hvad,” sagde hun da de havde været tavse i lang tid,” vi behøver ikke blive alle to uger. Vi kunne tage et tog på søndag og være hjemme mandag morgen.”
”Vil du gerne rejse?” spurgte han.
”Måske,” sagde hun.
Set herfra var Cape May virkelig smuk. Grænsen mellem land og hav strakte sig foran dem ud mod horisonten: strand på den ene side og det høje græs på den anden og længere borte de store victorianske hoteller med deres søjler og stribede markiser. Signal Creek forekom så trist og kedelig ved siden af. Fyrretræer, marker med bomuld og jordnødder, domhuset med torvet, den mudderbrune flod. Carswall og Henrys mor var ved at få et anneks – som de omtalte med det fornemme navn ”den gamle fløj” – indrettet til dem. En stue med en lille brændeovn, soveværelse, badeværelse og et lillebitte håbefuldt værelse til den kommende baby. Tanken om at begynde deres nye liv dér – så snart, i hvert fald – gjorde ham nedtrykt. ”Jeg har ikke lyst til at rejse,” sagde han. ”Jeg kunne blive her til evig tid.”
Effie smilede til ham. ”Det er jeg glad for at du synes.” Hun standsede for at samle en muslingeskal op fra det flade, våde sand under deres fødder og vendte den om i hånden. ”Det føles bare så trist her, Henry. Trist og – jeg ved ikke.” Hun så forbi ham. ”Kedeligt, er det vel.”
Den sved, og han åbnede munden for at sige noget, men hun fortsatte uden at ænse ham: ”Moster Lizzie er død og borte. Ingen af mine gamle venner er her. Onkel George … vidste du at han ville tage betaling for at lade os bo i huset, og mor måtte snakke ham fra det? Hun måtte minde ham om at vi stadig er hans familie. Hun var så flov over det.” Henry kunne ikke se hvad det havde at gøre med noget, men han sagde ingenting. ”Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på. Ham drengen i dineren havde ret: Vi skulle være taget til Florida.”
”Eff,” sagde han og tog sig selv i nakken, ”vi kan ikke tage hjem før tid.”
”Åh, Henry …”
”Nej. Hør lige,” sagde han, men han var i tvivl om hvordan han skulle få sagt det han gerne ville sige. Hvor ydmygende det ville være. Hvordan alle ville fornemme deres fiasko, også selv om den faktisk ikke fandtes: De ville tænke det, og det ville bide sig fast, og før eller siden ville det blive til sandheden. ”Tænk på din mor,” sagde han. ”Min mor. Hvad vil de sige til det?”
Det så ud til at have en virkning på hende. Hun nikkede og smed strandskallen fra sig. De gik videre, og Henry troede at han havde vundet den diskussion, selv om det ikke var til at sige hvad det var værd hvis hun bare var trist og kedede sig resten af tiden. Men efter et par minutter sagde hun: ”Jeg er ligeglad hvad folk mener, Henry. Jeg vil bare gerne hjem.”
Så de aftalte at rejse søndag eftermiddag. De ville i det mindste få weekenden med. Henry følte sig først såret og vred – hun kunne ikke være bekendt at være ked af det, at sige at det var kedeligt at være der, efter det de havde haft sammen – men det varede ikke længe før han følte at den dystre stemning var blevet lettere nu hvor deres bryllupsrejse var gået i vasken. Efter aftensmåltidet – svinekammen som smagte vidunderligt – trak de igen proppen af onkel Georges brandy, og en næsten højtidelig afskedsstemning sænkede sig over aftenen. De tog flasken med ud på verandaen mod gaden og så lyset svinde på elmetræerne. De fortalte historier. Om Betty Mood der ville have børn med Maynard Givens. Om Suzie Blanchard der kunne slå de mest støjende prutter når der kun var piger til stede. Om dengang Hoke havde forsøgt at sætte over afgrunden ved Lord’s Gully på sin cykel. Henry elskede de sjældne lejligheder hvor han kunne få Effie til at le; når hun for en kort stund mistede sin kølige ro, og hele hendes overkrop hoppede af fryd. ”Hold op, hold op,” sagde hun. ”Du får mig til at tisse i bukserne.” De drak det sidste af brandyen og tog hul på en flaske whisky. De kunne ikke udtale navnet. ”Jeg vil vædde med den er dyr,” sagde han, og de skålede og klinkede. Det var mørkt udenfor nu, og de havde tændt for radioen, og blid, æterisk musik strømmede ud til dem på verandaen. Tiden gik i stå omkring dem – tavsheden var kun behagelig nu; berusede og tilfredse som de var – da Henry lagde mærke til at der var blevet tændt lys nede for enden af gaden.
Han rejste sig og gik hen til gelænderet for bedre at kunne se. Der var lys i vinduerne til et hus på hjørnet – tre huse fra dem, på den anden side af gaden, hvor New Hampshire Avenue krydsede Madison Avenue. Han kaldte på Effie så hun kunne se det.
”Det var pokkers,” sagde hun.
De var ikke længere alene.
”Du har aldrig sagt noget om det hus,” sagde han. ”Kan du huske hvem der boede der?”
Hun tænkte over det. ”Det ved jeg ikke,” sagde hun. ”Det er så længe siden.”
Med deres drinks i hånden gik de hen ad fortovet indtil de stod lige over for huset. Det meste af det var usynligt i mørket, men vinduerne i den nederste etage var oplyste. De spejdede og lyttede efter tegn på liv, men intet bevægede sig bag gardinerne, og det eneste de kunne høre, var bølgebruset og vinden i træerne.
”Skulle vi gå over og hilse på?” sagde Henry.
Effie løftede hånden og glattede sit hår. ”Nej – for søren da, nej. Klokken er mange.” Hun løftede sit glas. ”Vi ville bare se ud som et par drukkenbolte, ville vi ikke?”
”Måske i morgen så.”
Hun nikkede. De blev stående lidt og så på huset, indtil Effie sagde at de opførte sig som vindueskiggere, og de gik tilbage til deres eget hus.
Næste morgen da de var på vej til stranden – det var endelig en lun dag, og Effie mente at de måske ville kunne bade – gik de forbi huset på hjørnet og så tre biler i indkørslen: en lille rød sportsvogn, en babyblå Cadillac med kaleche og et køretøj som Henry mente måske var en Rolls Royce, selv om han aldrig havde set sådan en i virkeligheden. Så det var rige mennesker der var flyttet ind. Bortset fra at plænen var mere tilgroet af ukrudt end de andre haver i gaden, og huset, der lå tilbagetrukket på grunden i træernes skygge, havde noget kondemneret over sig.
Vandet var for uroligt til en svømmetur, så de klatrede op i en af de høje livredderstole og sad og spejdede ud over brændingen. Effie prøvede at komme i tanker om hvem der havde boet i huset. Hun holdt fast i sin bredskyggede hat med begge hænder for at den ikke skulle flyve væk. ”Det må nok have været Richards, vil jeg mene. De havde en datter der hed Mattie som var et par år ældre end mig – men måske boede de faktisk ovre på Maryland Avenue, jeg er ikke sikker på det. Det er nok ikke engang nogen jeg kender. Mange af de her huse skifter ejer.”
Da de gik forbi huset igen på vej tilbage, holdt endnu to biler parkeret ved kantstenen udenfor – en lang, skinnende blank Buick og endnu en Cadillac. ”Det må være en fest af en slags,” sagde Henry.
”Eller en familiesammenkomst. Det vil måske være upassende at crashe.”
”Hvem har sagt noget om at crashe? Vi kan da bare sige goddag.”
De besluttede at de ville gøre det klokken fem, hvilket var tidligt nok, mente Effie, til at de ikke ville forstyrre de nyankomnes aftensmåltid. ”Vi går bare forbi,” sagde hun. ”Hvis de inviterer os ind, er det fint. Hvis de ikke gør – ja, så finder vi ud af om der ellers sker noget her i byen en fredag aften.”
Af en eller anden grund var de nervøse; han kunne mærke at hun også var det. Måske var det Rolls-Roycen i indkørslen. Måske var det, hvor absurd det end lød, fordi de håbede på en eller anden slags redning og ikke ville risikere at brænde deres chance. Henry havde taget sine pæne bukser og sko på og en grå blazer. Effie havde valgt sin marineblå kjole med hvid krave og et hvidt bælte spændt stramt om livet. Hun havde sat håret op og så vældig godt ud, ikke mindst i det sene eftermiddagslys, men hun så på den anden side ikke ud som om hun havde klædt sig på til fest, noget der ville forekomme anmassende.
Endnu en bil var kommet til uden for huset. Det var seks i alt. De gik ind over indkørslens perlegrus og fandt havegangen, næsten fuldstændig skjult af ukrudt, som førte op til hoveddøren.
Døren stod åben, og gennem fluenettet kunne de se vinduer i den modsatte ende af huset, men de kunne ikke se nogen mennesker derinde. Effie trak i et reb der hang ved siden af døren, og en klokke ringede inde i huset – ”Øjeblik!” – og snart kom en smuk kvinde med lyst hår i en elegant frisure og en hvid kjole der blev holdt oppe af en enkelt strop om hendes hals, til syne og skubbede netdøren op. ”Goddag!” udbrød hun og så på Henry hvis blik mod hans vilje foretog en afstikker til hendes bryster. ”I må være …” Og hun lod til at lede efter det rigtige navn, klar til at blive ekstatisk begejstret hvem det så end var.
”Vi bor lidt nede ad gaden,” sagde Effie. ”Vi var på vej ud for at spise aftensmad da vi fik øje på alle bilerne, og så tænkte vi at vi hellere måtte præsentere os. Men vi vil ikke være til besvær.”
Mens Effie talte, veg kvindens glade ansigtsudtryk gradvis for noget andet, og hun lænede sig frem for at se nærmere på dem. ”Nej,” sagde hun. ”Nej, det kan ikke være – det kan det bare ikke. Er det min lille Belle?”
Effie skævede til Henry som om han måske kendte svaret.
”Åh Gud!” råbte kvinden. ”Det er dig! Du er den lille sydstatspige lige herhenne fra! Åh Gud – jeg tror jeg besvimer!” Kvinden omfavnede Effie og krammede hende, og Effie løftede hagen som for at få luft. Hun virkede opskræmt. Endelig gav kvinden slip på hende og sagde: ”Kan du ikke huske mig? Du knuser mit hjerte hvis du ikke kan huske mig.”
Og nu var det som om noget dæmrede for Effie. ”Clara?” sagde hun. ”Clara Strauss?”
”Ja!” råbte kvinden og slog hænderne sammen i et højt klap.
Og selv om Effie smilede bredt, kendte Henry hende godt nok til at vide bedre: Hun fortrød at de var kommet.
Dage i Cape May er en erotisk og bevægende roman om ægteskab, kærlighed og seksualitet, og de konsekvenser mødet med en gruppe depraverede overklassemennesker får for det unge par Henry og Effie, der tilbringer deres bryllupsrejse i Cape May i 1957.
Køb bogen i din foretrukne boghandler eller online her.
Historien udspiller sig over nogle uger i efteråret 1957, hvor Henry og Effie, et ungt, nygift par i starten af 20’erne, rejser fra Georgia til Cape May i New Jersey. Her skal de tilbringe deres bryllupsrejse på det forladte feriested. I virkeligheden kender de ikke hinanden særlig godt, og ingen af dem føler sig specielt komfortable ved situationen. De beslutter derfor at afkorte deres ophold. Men denne plan bliver ikke til noget, da de møder en gruppe glamourøse mennesker, der indlemmer dem i deres kreds. Clara er en smuk og vild overklassekvinde; Max er den rige playboy og Claras elsker, og Alma, Max’s mystiske halvsøster, som Henry øjeblikkeligt tiltrækkes af.
Den øde ferieby og de tomme sommerhus bliver deres legeplads, og i takt med at følelserne får frit spil mellem dem, bliver legen mere og mere farlig for Henry og Effie. Den uskyld de tog afsted med er ikke længere intakt, da de vender hjem.
Andre læste også: