Fiktion Historiske romaner Læseprøve og uddrag Romaner om 2. verdenskrig Slægtsromaner Wilbur Smith

Smuglæs i Krigens arv af Wilbur Smith. Ny roman i Courtney-serien

Wilbur Smith, Krigens Arv

Krigens arv er den nyeste actionfyldte spændingsroman i Wilbur Smiths bedstsælgende Courtney-serie.

I Krigens arv af Wilbur Smith vender Leon Courtney, Centaine De Thiry og Shasa Courtney tilbage i en hæsblæsende afslutning på det episke Assegai-spor bestseller-serien om familien Courtney.

Saffron Courtney og manden Gerhard overlever med nød og næppe 2. verdenskrig, men Gerhards nazistiske bror Konrad er stadig på fri fod og fast besluttet på genoprejsning.

LÆS OGSÅ: Rækkefølgen i Courtney-serien af Wilbur Smith. Få styr på romanerne her

Et komplot imod Saffron og Gerhard er under opsejling, og det vil få alvorlige konsekvenser for hele Europa.

Start din læsning af Krigens arv herunder.

Du kan købe Krigens arv af Wilbur Smith online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra den 29. april.


Wilbur Smith
Krigens Arv

På dansk ved
Anders Juel Michelsen

KENYA, JUNI 1951

I det flimrende, røgfyldte lys, som blev afgivet fra de brændende risfakler, kiggede Kungu Kabaya forbi den slagtede ged, der lå midt på gulvet i det forladte missionskapel, på mændene, kvinderne og børnene, der så på i ængstelig forventning.

Der var omkring tres af dem, medlemmer af kikuyu-stammen og ”squatters”, som de hvide farmere kaldte deres sorte arbejdere. For lige meget hvor hårdt en squatter arbejdede, lige meget hvor længe hans far eller endog hans farfar havde levet på farmen, lige meget hvor dygtigt han havde bygget hytten, som han og hans familie boede i, så opholdt han sig kun på farmen med farmerens velsignelse og kunne blive sat ud hvert øjeblik uden adgang til appel. 

Kabaya rettede blikket mod en adskilt gruppe på omkring tyve squattere, både mænd og kvinder, som var blevet udvalgt til at deltage i aftenens ceremoni, og han nikkede til ham, der stod forrest i køen. Han var tynd og ranglet, højst atten år gammel. Med en ung mands overmodighed havde han meldt sig frivilligt til at være den første, der aflagde eden. Men da alvoren i hans beslutning begyndte at tynge ham, veg hans mod for nervøsitet og ængstelse.

Kabaya gik hen til ham og lagde en faderlig arm om hans skulder.

”Der er ikke noget at være bange for,” sagde han og talte så lavt, at kun den unge mand kunne høre ham. ”Du kan godt. Vis dem alle, at du er en mand.”

De fem mænd, som Kabaya havde taget med til ceremonien, kiggede på hinanden og nikkede eller smilede anerkendende, mens de så den unge mand ranke ryggen og holde hovedet højt, nu da han havde genvundet sin selvtillid. De havde alle gjort tjeneste sammen med Kabaya i King’s African Rifles, et britisk koloniregiment, i Anden Verdenskrig, havde været på felttog i Etiopien mod Mussolinis italienske hære og siden i Burma mod japanerne. De havde set ham blive forfremmet fra menig til officer i løbet af fem år. Og de havde alle oplevet tidspunkter, hvor Kabaya havde fundet de rette ord til at holde dem i gang, når det så værst ud, eller indgydt dem mod, når kampene var mest hidsige.

Da de kom hjem til Østafrika og opdagede, at deres militærtjeneste ikke havde gjort dem fortjent til hverken menneskerettigheder eller hæderligt arbejde, var Kabaya og hans mænd slået ind på en kriminel løbebane. Deres bande var en af de mange, der voksede frem i vrimlen af blikbyer, der var skudt op omkring Kenyas hovedstad, Nairobi, men den blev hurtigt den mest magtfulde. Gangsterne var blevet til oprørere, og de adlød stadig Kabaya. Uanset om han var en soldat, en kriminel eller en terrorist, så havde deres boss et særligt talent for lederskab.

Kabaya trådte tilbage og efterlod den unge mand alene midt på gulvet. Samtidig satte hans næstkommanderende, Wilson Gitiri, sig ved siden af geden og lagde den ondskabsfuldt skarpe, langbladede pangakniv, som han – i lighed med alle Kabayas andre mænd – var bevæbnet med, på gulvet ved sin højre hånd.

Kabaya var en høj, flot og karismatisk mand. Han var højt intelligent med stor tiltro til sin evne til at vinde folk for sin sag ved anvendelse af fornuft og charme såvel som frygt. Wilson Gitiri var den inkarnerede ondskab. Han var mindre end sin chef, men han havde et tøndebryst som en tyr. Hans ansigt var mærket af arvæv på kryds og tværs. Hans øjne var konstant knebet i og konstant på vagt over for eventuelle trusler. Hans hår var flettet i to tykke fletninger, samlet i en kam, der løb fra ryggen og ned i panden som en soldats skråhue. Hans tilstedeværelse i kapellet virkede skræmmende.

En lerkande, et bulet tinbæger og et stykke reb var blevet anbragt ved siden af gedens hoved. Gitiri hældte et lille mål af den tykke, mørke, trægtflydende væske fra kanden ned i bægeret, inden han satte både kanden og bægeret tilbage, hvor de oprindelig havde stået.

Få minutter før havde Gitiri skåret et af gedens ben af med et enkelt hug med sin panga. Han havde flået det afhuggede ben, udbenet knoglen og skåret det rå kød i tyve terninger, som han anbragte i en serveringsskål af træ. Den stod også på gulvet ved siden af gedekadaveret.

Kabaya kiggede på Gitiri for at være sikker på, at han var klar.

Gitiri nikkede.

Kabaya sagde: ”Gentag disse ord efter mig … Jeg taler sandhed og sværger foran Gud og foran denne enhedsbevægelse …”

”Jeg taler sandhed og sværger foran Gud og foran denne enhedsbevægelse …” gentog den unge mand, som et sognebarn, der gentager sin præsts ord i kirken.

Edsaflæggelsen begyndte, mens Kabaya talte, og den unge mand gentog de næste linjer:

At jeg skal gå fremad og kæmpe for landet,
for Kirinyagas land, som vi dyrkede.
Landet, som blev taget af europæerne,
og fejler jeg i dette,
må denne ed slå mig ihjel …

Gitiri rejste sig og holdt tinbægeret i den ene hånd og træskålen i den anden. Han rakte skålen frem. Kabaya tog et stykke råt, blodigt kød og bød den unge mand det og sagde: ”Må dette kød slå mig ihjel …”

Den unge mand, hvis blik blev ved med at fare hen mod Gitiri, som om han ikke turde lade ham ude af syne, tøvede. Kabaya stirrede på ham med øjne, der var mere bistre og mere krævende denne gang. Den unge mand tog kødet og gentog: ”Må dette kød slå mig ihjel,” og stak det i munden. Han tyggede to gange, skar en grimasse og sank det så på en gang.

Gitiri rakte bægeret frem. Kabaya tog det fra ham og sagde: ”Må dette blod slå mig ihjel …”

Den unge mand gentog ordene og drak en lille slurk blod af tinbægeret.

De andre kikuyu-stammefolk i salen så til i ærbødig, forfærdet fascination, mens to separate strenge i deres kultur blev vævet sammen til en enkelt bindende snor.

Højtidelige eder beseglet med blod havde længe været noget centralt i kikuyuernes liv, men før i tiden været forbeholdt de ældre, der skulle optages i stammens øverste råd. I løbet af de sidste halvfjerds år var de konverteret til kristendommen og var fortrolige med ritualet i den hellige nadver: Kristi blod og Kristi kød, symboliseret i vinen og oblaten. Det her var en mørkere, dybere, mere afrikansk nadver. Den talte til deres inderste væsen, og alle, fra det yngste barn til den mest hvidhårede bedsteforælder, vidste, at enhver ed aflagt under sådanne omstændigheder var et helligt, ubrydeligt løfte.

Kabaya intonerede de sidste linjer i eden, og den unge mand gentog efter ham …

Jeg sværger, at jeg ikke vil lade de hvide mænd herske over vort land for evigt …
Jeg sværger, at jeg vil kæmpe til døden for at befri vort land …
Jeg sværger, jeg hellere vil dø end forråde denne bevægelse til europæerne …
Må Gud stå mig bi.

Kabaya sendte den unge mand bort, og denne gik tilbage til den store gruppe af sit folk. En flok unge grinede og applauderede deres ven. Men han delte ikke deres glæde. Han havde set ind i Kabayas øjne og forstået, at den ed, han havde aflagt, var dødsensalvorlig. Han fik kun lov at leve, så længe han overholdt den.

De udvalgte squatters aflagde nu ed, en efter en, nogle med begejstring, men de fleste fordi de var for skrækslagne til at turde afslå det. Der var kun fem mænd og kvinder tilbage, som manglede at aflægge ed, da Kabaya pegede på en midaldrende mand og sagde: ”Din tur. Hvad hedder du?”

”Joseph Rumruti,” sagde manden.

Han var hverken særlig høj eller kraftigt bygget. Han havde tynde, knoklede lemmer og en lille hængevom. Han var næsten helt skaldet, og hans skæg var mest gråt. Da han sagde sit navn, gjorde han det forsagt, som om han undskyldte for selve sin eksistens.

”Jeg er hans kone, Mary Rumruti,” sagde kvinden ved siden af ham. Ligesom sin mand virkede hun spagfærdig og underdanig.

Kabaya klukkede. ”Mary og Joseph, hva’? Er jeres søn Jesus her i aften?”

De andre mænd på hver side af ham lo ad deres leders vittighed.

”Nej, hr., vi har ingen søn,” sagde Joseph. ”Herren har ikke fundet det for godt at velsigne os med børn.”

”Hæ,” gryntede Kabaya, ”Nå, men Joseph … Mary … tiden er inde til at aflægge den højtidelige ed. Gentag efter mig …”

”Nej.” Joseph talte lige så dæmpet som før.

En anspændt, frygtsom tavshed lagde sig over salen.

”Hørte jeg dig sige ’nej’?” spurgte Kabaya.

”Det er korrekt,” svarede Joseph. ”Jeg kan ikke aflægge din ed, for jeg har allerede givet et løfte i kirken for Guds åsyn om, at jeg intet vil have at gøre med dig og dine overløbere eller andre mænd som dig.”

”Kvinde,” sagde Kabaya og så på Mary. ”Sig til din mand, at han skal aflægge eden. Sig, at han skal gøre det, eller jeg vil få ham til det.”

Mary rystede på hovedet. ”Det kan jeg ikke gøre. Jeg har afgivet det samme løfte.”

Kabaya gik tættere på Joseph, hans høje skikkelse tårnede sig op over ham, og hans høflige facade forsvandt og afslørede den hårdhjertede kriger bagved. Hans brede skuldre syntes at svulme op i hans kakiskjorte, hans næver var knyttede som hovederne på to grovsmedehamre. Kabayas øjne ulmede vredt under hans fremspringende pande.

”Aflæg eden,” sagde han lige så stilfærdigt, som Joseph havde gjort, men med en isnende undertone af trussel.

Joseph kunne ikke se Kabaya i øjnene. Hans hoved var bøjet, hans krop skælvede af frygt.

”Nej,” gentog han. ”Jeg kan ikke bryde mit løfte til Gud.”

”Du er ikke den første, der trodser mig,” sagde Kabaya. ”De endte alle med at aflægge eden til sidst, og det vil du også gøre.”

”Nej, det vil jeg ikke.”

Stemningen i salen blev endnu mere anspændt. En mand råbte: ”Aflæg nu den ed, Joseph! For Guds skyld, aflæg den!”

”Lyt til din ven,” sagde Kabaya. ”Giv agt på hans ord.”

Kun dem, der stod nærmest Joseph, kunne høre ham sige: ”Det vil jeg ikke.”

Kabaya hørte det.

”Jeg har fået nok af det pjat,” sagde han. ”Jeg vil få dig til at sværge.”

”Hent rebet,” sagde han til Gitiri.

Gitiri gik hen til stedet, hvor den døde ged lå. Han satte bægeret og skålen ned og tog rebet op. Hver bevægelse var langsom og velovervejet, næsten som om de var højtidelige indslag i edsceremonien.

Han kiggede på Kabaya og lavede en løkke af rebet, så omkring en halv meter af det stak ud fra knuden.

Kabaya nikkede.

Gitiri lagde løkken ned over Josephs hoved. Han strammede den, indtil den sad stramt omkring Josephs hals, derefter gik han om bag Joseph, mens han holdt i enden af rebet.

”Sidste chance,” sagde Kabaya. ”Vil du sværge?”

Joseph rystede på hovedet.

Kabaya sagde til Mary: ”Aflæg eden, og jeg vil skåne dig.”

Mary rankede sig, kiggede op på Kabaya og erklærede ligeud: ”Nej.”

Kabaya rystede på hovedet og trak på skuldrene, som om han ikke havde lyst til at tage det næste skridt, men ikke havde noget valg. Han nikkede til Gitiri.

Gitiri strammede løkken endnu mere om Josephs hals. Gitiris ansigt røbede ingen følelser.

Joseph kæmpede for at få vejret.

”Se på mig,” sagde Mary, og han vendte lydigt blikket mod hende.

”Det her kan stoppe nu,” sagde Kabaya. ”Du kan slippe ud af det her. Bare sværg.”

Joseph svarede ikke.

Gitiri trak næsten umærkeligt i løkken igen, så den strammede endnu mere omkring Josephs hals

Kabaya kiggede hen mod resten af sine mænd, pegede på tre af dem og nikkede i retning af Mary. De stillede sig op omkring hende og svingede med deres macheter.

De to sidste mænd, dem, der var bevæbnet med rifler, løftede deres våben mod mængden, som veg tilbage og trykkede sig op mod missionsstationens vægge.

”Hvis du ikke vil redde dig selv, så red hende,” sagde Kabaya til Joseph.

”Gør det ikke!” skreg Mary. Hun begyndte at istemme ordene fra 23. Salme: ”Yea, skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt …”

Der lød en mumlen fra forsamlingen, en rumlen, der formede ordet ”Amen”.

”I mine fjenders påsyn dækker du bord for mig, du salver mit hoved …”

Kabaya mistede tålmodigheden. ”Gør det,” beordrede han.

Soldaterne adlød deres befalingsmand. Gitiri hev brutalt i rebet og strammede løkken så voldsomt, at den borede sig ind i Josephs strubehoved og knuste hans luftrør.

Da hans krop sank sammen, skreg Mary. De tre andre mænd huggede til med deres macheter, skar ind i armene, som hun løftede i et nyttesløst forsøg på at beskytte sig selv, og slagtede hendes legeme. Sekunder efter lå hun død ved siden af sin mand, så de begge lå badet i hendes blod.

Kabaya så på ligene med ligegyldighed. Han kiggede på de sidste tre edsaflæggere. De stod trykket sammen med armene omkring hinandens kroppe.

”Aflæg eden,” sagde Kabaya.

Med desperate stemmer, der skreg på at blive troet, gjorde de, som de fik besked på.

LONDON

Inden vi går videre, vil jeg gerne udbringe en skål,” sagde Saffron Courtney Meerbach og hævede sit glas med champagne. ”For Gubbins … som førte os sammen, og uden hvem ingen af os ville være her i dag.”

”For Gubbins!” råbte de fem andre mænd og kvinder, der sad omkring bordet i den lille franske bistro, i kor.

De var kommet her efter hendes invitation som en hilsen til gamle dage. Restauranten havde været et stamsted for dem før i tiden. Den lå ved Baker Street i det centrale London, et stenkast fra Special Operations Executives hovedkvarter, sabotageorganisationen, hvor de alle bortset fra en havde gjort tjeneste under krigen. Brigadegeneral Colin Gubbins var deres ledende officer.

”Guderne skal vide, at han var skræmmende, ikke?” Leo Marks, en lille mand med et drilagtigt smil tilføjede: ”Jeg har stadig mareridt om første gang, han rettede sit blik mod mig. De klassisksprogede blandt os vil huske basilisken, den mytiske græske slange, der kunne dræbe bare med et enkelt blik. Nå, men kære gamle Gubbins fik basilisken til at ligne Sukkerfeen fra ’Nøddeknækkeren’.”

Af alle dem, der sad ved bordet, var kun én gået med i skålen af høflighed og ikke så meget af begejstring. Han var høj, havde skarpe træk, krøllet, mørkeblondt hår og en hollywoodstjernes perfekte solbrændthed. Men der var noget hult ved hans kinder og indimellem et plaget blik i hans kølige, grå øjne, der vidnede om en mand, som havde set og oplevet rædsler, der overgik enhver normal menneskelig forestillingsevne. Han var ikke den eneste omkring bordet, man kunne sige det om.

”Sig mig lige, skat,” sagde Gerhard Meerbach med svag tysk accent, da han rakte hen over bordet og tog sin kones hånd. ”Jeg forstår, at Gubbins forbinder jer alle. Men hvad skylder jeg æren af at være her?” Gerhard trak ironisk på skulderen. ”Jeg var på det andet hold.”

”Fordi, kæreste,” svarede Saffron, ”det var Gubbins, som sendte mig til den nordtyske slette sidst i april 45 for at prøve at finde vores savnede agenter, deriblandt Peter …”

Peter gav et undseligt nik med sit bebrillede hoved, mens Saffron fortsatte: ”Hvis jeg ikke havde været der, ville jeg aldrig have fulgt sporet af højt profilerede fanger, som SS håbede at kunne udveksle mod tjenester fra de allierede, hele vejen frem til …”

Hun skulle til at sige ”Dachau”, men tog sig i det. Hun ønskede ikke, at dette djævelske mareridt skulle forstyrre deres sammenkomst.

I stedet sagde hun: ”Hele vejen tværs over Tyskland og ind i italiensk Tyrol, hvor … hvor jeg fandt dig, min elskede … og troede, jeg var kommet for sent …”

Den pludselige, levende erindring om Gerhards skeletagtige og febersyge vrag af en krop, der lå på noget, der syntes at være hans dødsleje, overrumplede Saffron. Klumpen i halsen forhindrede hende i at sige mere, og hun måtte blinke tårerne væk, inden hun kunne mumle ”Undskyld” til resten af bordet. Hun tog sig sammen, tog en dyb indånding og tilføjede med forceret livlighed: ”Men jeg kom ikke for sent … og alt ordnede sig, trods alt.”

Stilheden lagde sig over bordet. De havde alle deres egne bitre minder og forstod, hvor tæt på overfladen krigsoplevelserne lurede, hvordan smerten kunne bryde frem hvert øjeblik.

Peter Churchill vidste, hvad en sand engelsk gentleman burde gøre i sådan et øjeblik: lette stemningen.

”Jeg synes nok, Saffron,” oplod han sin røst, ”at du stjæler rampelyset i spørgsmålet om Gubbins-Meerbach-forbindelsen. Hvis jeg ikke havde siddet i samme koncentrationslejr som Gerhard, ville vi ikke have skumplet af sted sammen i den samme turistbus op over bjergene. Og så ville jeg ikke have været i stand til at holde ham mere eller mindre i live …” Han kiggede på Gerhard. ”Du var i en frygtelig forfatning, gamle jas, vi troede helt sikkert, at du ville stille træskoene … Og jeg sad kun i bussen takket være Baker Streets faste beslutning om at blive ved med at sende mig ind i det besatte Frankrig, indtil jeg til sidst blev taget til fange. Så Gubbins Lov omfatter også mig.”

”Så er jeg enig i, at jeg også må takke brigadegeneral Gubbins,” sagde Gerhard. ”Og en dybfølt tak til dig, Peter. Uden dig ville jeg være død.”

”Det var så lidt, gamle jas. Enhver i mine sko ville have forsøgt at hjælpe. Det ville være umenneskeligt ikke at gøre det.”

Gerhard nikkkede tankefuldt. Han rynkede panden, mens han samlede sine tanker, og de andre gav ham tid og vidste, at han tumlede med noget. Så sagde han: ”Her sidder vi og taler om krigen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de frygtelige ting, jeg så … Jeg var fange, som I ved, men inden da tilbragte jeg tre år ved den russiske front. Jeg var ved Stalingrad næsten lige til det sidste. Jeg så, hvad der blev gjort mod jøderne – henrettelsespelotonerne, gasbilerne. Alle mine nærmeste venner blev dræbt.

Sommetider føler jeg mig forbandet af skæbnen, fordi jeg har oplevet så mange rædsler, så mange lidelser og så megen død. Men så siger jeg til mig selv, nej, jeg er velsignet, virkelig velsignet, for jeg har oplevet et mirakel. Jeg snublede på gravens rand, men jeg faldt ikke i. Jeg overlevede.”

Gerhard så på de andre og vidste, at de havde lidt lige så meget eller mere end ham, og at de delte hans følelser på en måde, som de fleste almindelige mennesker aldrig ville kunne gøre. Han fortsatte: ”Og da jeg vågnede fra dødens søvn, var det første, jeg så, en engel … Saffron, min sande kærlighed.

Jeg vil gerne udbringe en skål. Og jeg har spekuleret på, hvad vi skulle skåle for … En heldig skæbne, måske – eller kærlighed eller venskab eller fred – men jeg vil udbringe en skål for det, vi alle deler …” Han hævede sit glas. ”Skål for livet, den største velsignelse af alle.”

De drak igen, og så blev maden serveret. Indtil nu havde Peter Churchills kone, Odette, en slank, mørkøjet brunette, været tilfreds med at lytte, mens de andre talte. Nu sagde hun noget med fransk accent.

”Jeg er sikker på, at du vil forstå, Gerhard, at tanken om at spise frokost med en tysker ikke var let for mig …”

”Naturligvis,” svarede Gerhard.

”Men så skrev Saffron til mig, og jeg hørte, hvordan I to var mødtes før krigen og havde forelsket jer, og Peter fortalte mig, at I begge sad i Sachsenhausen på samme tid. Jeg indså, at du havde været et offer for SS, ligesom mig. Nu har vi mødt hinanden, og ja, jeg forstår godt, at Saffron forelskede sig i Dem.”

Merci beaucoup, madame,” sagde Gerhard med et nik.

Odette sendte ham et hurtigt, tindrende smil, inden hun fik sin alvorlige mine på og svarede lige så formelt: ”Je vous en prie, monsieur … Men der er en ting, der gør mig lidt nysgerrig. Bad De Saffrons far om tilladelse til at gifte sig med hans datter? Jeg kunne virkelig godt tænke mig at vide, hvordan han reagerede, da han hørte, at hans datter skulle giftes med en tysker.”

Gerhard smilede bredt. ”Godt spørgsmål! Og jeg er ikke en hvilken som helst tysker. Min familie og Saffrons har en vis … øh … fælles historie.”

”Min far dræbte hans,” sagde Saffron så henkastet, at ingen rigtig vidste, hvordan de skulle reagere.

Det blev ikke lettere af, at Gerhard lige så henkastet bemærkede: ”Det vil kun være rimeligt at sige, at min far havde prøvet at slå hendes mor ihjel, som på det tidspunkt var hans elskerinde.” Han holdt en pause og tilføjede så: ”Selvom hun i virkeligheden var forelsket i mr. Courtney.”

”Nå ja, sådan er Afrika,” sagde Saffron afslappet, mens de andre prøvede at regne ud, hvem der havde dræbt eller elsket hvem.

”Det er vel nok fascinerende, kære, og en dag må du fortælle mig hele familiehistorien,” sagde Odette. ”Men lige nu vil jeg gerne høre din mands svar på mit spørgsmål.”

”Og jeg skal nok svare,” forsikrede Gerhard hende. ”Som I ved, var jeg meget syg, da Saffron fandt mig. Det krævede flere måneders ophold på et schweizisk sanatorium at restituere mig, men jeg var stadig svækket bagefter. I al den tid var Saffy ved min side. Nå, men til sidst var jeg frisk nok til at rejse til Kenya, hvilket lægerne var enige om var det perfekte sted at blive helt rask og genvinde min fulde styrke …” Han tav og kiggede rundt på gæsterne omkring bordet. ”Det er et paradis, en Edens Have. Og Saffrons hjem, Lusima Estate … ach, jeg har ikke ord, der kan beskrive, hvor smukt det er. Men jeg har stadig ikke besvaret Deres spørgsmål, madame …”

”Så sandelig ikke,” sagde hendes mand, ”men det er enormt fornøjeligt at høre din manglende evne til at gøre det. Garçon! To flasker vin til, hvis De vil være så venlig.

”Vi tog toget til Genova,” fortsatte Gerhard. ”Derfra sejlede vi til Alexandria, hvor vi gik om bord på et nyt skib, der førte os gennem Suezkanalen og ned til Mombasa på den østafrikanske kyst. Saffys far Leon og hendes stedmor Harriet …”

”Som er den dejligste stedmor, nogen kvinde kunne ønske sig,” indskød Saffron.

”… ventede på kajen for at møde os. Leon inviterede os på frokost, og han havde jo ikke set sin datter i årevis …”

”Fire år, helt nøjagtigt.”

”… så jeg sad der under det meste af måltidet, mens de førte hinanden ajour.”

”Du var sikkert lettet over ikke selv at være samtalens emne,” bemærkede Churchill.

”Absolut … Så, da vi havde spist dessert, rejste Harriet sig og sagde: ’Det er vist ved at være tid for os piger til at pudre næsen.’ Jeg anede ikke, hvad hun mente med det. Men de gik deres vej, og det gik op for mig, at de gik ud på damernes toilet … og jeg blev alene med Saffrons far …”

Leon Courtney vurderede den høje, tynde, krigshærgede, femogtrediveårige mand, der sad over for ham, lige så grundigt, som var det en ny investering, hans familie skulle foretage.

Ikke så dårligt indtil videre, tænkte han for sig selv. Ulastelige manerer, respektfuld over for mig, charmerende over for Harriet, forguder tydeligvis Saffy. Også topkarakter for at lade os få talt sammen og ikke prøve at gøre sig selv til samtalens midtpunkt. Ikke nogen vigtigprås. Minder på ingen måde om sin forbandede far. Lad os nu se, hvad han er for en størrelse …

”Kunne du tænke dig et glas cognac til kaffen?” spurgte Leon.

Gerhard smilede svagt. ”Jeg er ikke sikker på, at min læge vil synes, det er en god ide.”

”Sludder. Der er intet som en cognac, der kan kvikke en mand op.”

Gerhard så Leon ind i øjnene og lod ham vide, at der gemte sig en stærk, selvtillidsfuld karakter bag det skrantende ydre. Han lo elskværdigt.

”Ved nærmere eftertanke vil jeg godt have en cognac alligevel, tak. Jeg tror, jeg kan få brug for det.”

”Sådan skal det være.”

Begge mænd fik serveret deres kaffe med en dobbelt cognac. Leon vidste, men ikke Gerhard, at der var en behagelig have på bagsiden af hotellet, hvor de spiste, og hvor man kunne sidde i skyggen og blive opvartet i alle ender og kanter. Harriet havde fået streng besked på at tage Saffron med udenfor og vente der indtil videre.

”Jeg sender en boy ud for at hente jer, når vi er færdige,” havde Leon sagt.

”Vær nu ikke for hård ved den arme mand,” havde Harriet sagt advarende. ”Han er ikke helt rask, og Saffon forguder ham. Hvis du gør ham til en fjende, vil du også gøre hende til en fjende.”

Det havde fået Leon til at brumme, men han elskede sin datter meget højt og havde lært at stole på hende og respektere hende. Hun ville ikke have valgt den mand og da slet ikke ventet på ham gennem hele krigen, medmindre han fortjente det. Men Leon ville stadig gerne selv forvisse sig om, hvilket stof hans vordende svigersøn var gjort af.

Han lod Gerhard nippe til sin cognac og sagde så: ”Så du vil gerne giftes med min datter, hva’?”

”Ja,” sagde Gerhard, der var intet bønfaldende eller indsmigrende i hans stemme, han konstaterede bare et faktum.

”Du ved, at jeg vil slå dig ihjel, hvis du så nogensinde krummer et hår på hendes hoved.”

Gerhard overraskede Leon. Han kom med endnu et af sine skæve smil og svarede: ”Hvis jeg nogensinde gør Saffron fortræd, slipper De for at slå mig ihjel, for så har hun allerede gjort det selv.”

Leon kunne ikke lade være med at le. ”Godt sagt! Selvfølgelig vil hun det. Men kan du forsvare dig mod hende?”

Gerhard trak på skuldrene. ”Som det er lige nu, kan jeg ikke engang forsvare mig mod et lille barn. Men når jeg er blevet frisk igen og har genvundet alle mine kræfter, så er jeg altså ikke nogen bølle, mr. Courtney – jeg er ikke ligesom min far – men jeg er heller ikke nogen svækling og …” Han tav og skar en grimasse, tænkte sig om et øjeblik og sagde så: ”Jeg fløj på min første kampmission over Polen ved daggry den 1. september 1939, på krigens første dag. Jeg var i aktiv tjeneste uafbrudt, indtil jeg blev arresteret i september 1944. Når jeg ser tilbage på det, så lad mig fortælle Dem hvad jeg virkelig kan være stolt af. Jeg har altid gjort mit bedste for at drage omsorg for mændene under min kommando. Jeg er blevet tildelt nogle af de højeste medaljer for tapperhed, som mit land kan tilbyde. Og som det sidste og vigtigste … Alle de medaljer blev flået af mig sammen med mine gradstegn, da jeg stod i et retslokale i Berlin og nægtede at redde mig selv fra fængslet ved at sværge troskab til den morderiske galning, Adolf Hitler.

Jeg fortæller Dem det her, mr. Courtney, så De forstår, at jeg ikke er en svag mand, hverken fysisk eller moralsk. Vi ved begge, at Saffron aldrig nogensinde vil lade en mand dominere hende. Men også at hun aldrig kunne elske en mand, som lod hende dominere ham. Og hun elsker mig virkelig. Så der står vi lige.”

Ja, det gør I, tænkte Leon. Min pige har virkelig mødt sin mage. Det var derfor, hun ikke gav slip på ham. Hun vidste, at hun aldrig ville finde en anden.

”Du har så sandelig tænkt en del over det her øjeblik,” sagde han. ”Anmode om min datters hånd – du har nok spekuleret over, hvordan jeg ville reagere, hva’?”

Gerhard smilede. ”Ja, lidt …”

Leon grinede. ”Også jeg. Jeg havde en lang liste af spørgsmål til dig. Dem bliver der vist ikke brug for nu.”

”Tak for det.”

Leons mine blev alvorlig. ”Mange mennesker her i Kenya har mistet familie, mennesker, de elskede. Nogle vil måske lade tvivlen komme dig til gode, men de fleste vil ikke. Det bliver ikke let. Hverken for dig eller nogen anden …”

”Det kan jeg tænke mig.”

”Men Saffron elsker dig af hele sit hjerte, det er jeg ikke i tvivl om.” Leon kluklo. ”Det er den eneste måde, vi Courtneyer gør ting på – hundred procent, langt over det tilladelige.”

”Det vidste jeg, fra det øjeblik vi mødtes,” sagde Gerhard. ”Da Saffy kom flyvende ned ad Cresta Run og landede i sneen for fødderne af mig.”

”Ha! Det lyder som min pige! Og nu er jeg heller ikke i tvivl om, at du også elsker hende – og at du på ingen måde ligner din far.”

”Det er i hvert fald sandt. Jeg har brugt hele mit liv på at prøve på ikke at ligne min far.”

”Så er det med glæde og stolthed, at jeg byder dig velkommen i vores familie, Gerhard. Elsk min datter og gør hende lykkelig, andet beder jeg ikke om. Så længe du gør det, vil du have mit venskab, min støtte og min hjælp, hvis du nogensinde får brug for det. Men hvis du ikke gør …”

Leon lod ordene hænge i luften et øjeblik og kaldte så på en tjener.

”Vil du være flink og overbringe en meddelelse til mrs. Courtney. Hun er i haven sammen med min datter. Sig til dem, at de trygt kan vende tilbage til bordet.”


Ny spændingsroman i Wilbur Smiths bedstsælgende Courtney-serie.

De elskede karakterer, Leon Courtney, Centaine De Thiry og Shasa Courtney vender her tilbage i en actionfyldt og spændende efterfølger til Courtneys krig, som med denne bog bringer en afslutning på det episke Assegai-spor i familie-krøniken.

Saffron Courtney og hendes mand, Gerhard, overlever med nød og næppe 2. verdenskrig, men Gerhards nazistiske bror, Konrad, er stadig fast besluttet på genoprejsning.

Som kattens efter musen udvikler det sig, og et komplot imod Saffron og Gerhard er under opsejling, som vil få alvorlige konsekvenser.

Du kan købe Krigens arv online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra den 29. april.