Fiktion

Wilbur Smith er klar med ny bog i Courtney-serien. Smuglæs i Courtneys krig her

Wilbur Smith er tilbage med næste bind i det hæsblæsende og dramatiske bestsellerfænomen Courtney-serien. Courtneys krig er en episk fortælling om mod, forræderi og udødelig kærlighed. Læs et uddrag af romanen her.



Paris, 1939. I Courtneys krig følger vi Gerhard von Meerback og Saffron Courtney, der er dybt forelskede, men ulmende konflikter i Europa truer med at sætte en stopper for deres kærlighed.

Courtneys krig, Wilbur Smith, Courtney-serien, Gerhard von Meerback, Saffron Courtney

Trods sin modstand mod nazisterne beslutter Gerhard von Meerback nemlig at kæmpe for sit fædreland i håbet om en dag at befri Tyskland fra Hitlers brutale regime. Men da hans enhed kastes ind i Anden Verdenskrigs blodigste slag, ved han, at hans chance for at overleve bliver mindre dag for dag.

LÆS OGSÅ: Rækkefølgen i Wilbur Smiths Courtney-serie. Få styr på romanerne her.

I mellemtiden er Saffron Courtney blevet rekrutteret til Churchills britiske spionnetværk, som sender hende til det besatte Belgien på en farlig mission. Snart står det dog klart for hende, at hun bliver jaget af en af Tysklands mest nådesløse spioner.

Konfronteret med en større ondskab, end de nogensinde havde forestillet sig, må de to elskende tage det sværeste valg af alle: Skal de ofre sig for krigen eller kæmpe for at overleve og håbe på, at de en dag vil blive genforenet?

Du kan købe Courtneys krig af Wilbur Smith online her eller i din lokale boghandel fra den 3. maj.





Wilbur Smith

Courtneys krig



Det var forår i Paris: en by, der var skabt til forelskede par i den romantiske årstid. Og af alle dem, der spadserede arm i arm gennem Tuilerierne den eftermiddag langfredag i 1939, var ingen så umådeligt forelskede som den høje, slanke pige med manden ved sin side, der så ned på hende med et smil, som om han ikke kunne tro, han havde været så heldig.

Den tidlige aprilbrise havde stadig en kold snert, og pigen trykkede sig en smule tættere til hans brede skuldre og så op på ham i vished om, at han ikke ville kunne modstå fristelsen til at kysse hende, og så pokker stå i de blikke, som misbilligende forbipasserende måtte sende dem.

Ethvert andet sted ville denne stræben efter kvindelig perfektion og mandlig elegance måske blive betragtet som overflødige banale ubetydeligheder. Men i Paris blev de altid betragtet som en moralsk nødvendighed, og denne mand og hans kvinde var to pragteksemplarer.

Hun havde en skikkelse, der kunne få modehusene i Rue Cambon eller på Avenue Montaigne til at kappes om at få hende til at gå model for dem, hvis de ikke allerede kæmpede om hendes status som kunde, og hendes ansigt var ligeledes påfaldende smukt. Hendes ansigtstræk, der var indrammet af tykt, skinnede sort hår, antydede i en vis grad hendes karakters styrke. Kæben og kindbenene var skarptskårne, hagen karakterfast, og hendes næse var beslutsomt lige og ikke en opadvendt knop. Men trækkene var så fine, og hendes læber som indbydende fyldige, at de udelukkede enhver antydning af maskulinitet. Og hendes enorme blå øjne var klare som den afrikanske himmel, hun var født under; de var omgivet af tykke, sorte øjenvipper, der knap nok behøvede mascara, og fuldendte billedet af fortryllende femininitet.

Han var en mage, der passede til sådan et idealbillede. Selv når hun var iført højhælede sko, var han stadig, til hendes store tilfredshed, et helt hoved højere. Forbipasserende kvinder bemærkede de mørkeblonde toner i det nonchalant tilbagestrøgene hår, og hans pragtfulde smil, der skinnede som en filmstjernes. Eftersom dette var Paris, ville de også bemærke, at hans påklædning nok var afslappet – et par mørkegrå flannelsbukser, en sportsjakke i tweed frem for habit og en åbenstående skjorte med en silkekravat stukket ned i kraven i stedet for et slips – men at hver beklædningsgenstand var skræddersyet og passede ham perfekt, og at hans sko var ulasteligt pudsede.

Men pigen ved siden af ham forstod, hvilket de andre kvinder ikke kunne, at mandens grå øjne var vinduer til en sjæl, der var mere følsom og eftertænksom, end et hastigt indtryk måske måtte antyde. Hun vidste, han havde en kunstners hænder, selv om hans underarme var stærke og muskuløse. Hans lange, elegante fingre kunne tegne hvad som helst, hans blik måtte falde på, eller glide op og ned over hendes krop, lege med hende og skænke hende en glæde, hun aldrig havde troet mulig, men som alligevel kunne overgås af den ekstase, han kunne give hende med sin krops mest spændende og mest kraftfulde del.

Saffron Courtney og Gerhard von Meerbach lod i sandhed til at være velsignet af alle guderne, for de var lige så rige og havde lige så gode forbindelser, som de var en fryd for øjet. Det var kun det hårdeste stenhjerte, der kunne misunde dem deres lykkelige skæbne.

“Er det virkelig kun tre måneder siden, vi mødtes?” sagde Gerhard. ”Jeg kan ikke forestille mig et liv uden dig. Hvordan har jeg levet i syvogtyve år uden at ane, at du overhovedet fandtes? Og så …”

”Så landede jeg for fødderne af dig,” sagde Saffron og fnisede. “Med hovedet først, hulter til bulter og klædt som en mand.”

Når to mennesker er forelskede, er der i deres øjne få ting i verden, der er mere fascinerende end deres egen kærlighed. Gerhard og Saffron fandt konstant nye måder at fortælle historien om, hvordan de mødtes første gang, som var de børn, der ville høre den samme godnathistorie hver eneste aften.

Saffron havde foregivet at være en mand og skjult sin femininitet med omfangsrige klæder, for hun var fast besluttet på at opleve suset på kælkebanen Cresta Run i St. Moritz, selv om den udelukkende var beregnet til mænd. Hun havde kastet sig ned ad banen, nægtet at sænke farten og var i sidste ende røget af kælken i et af svingene og havde slået kolbøtter i sneen. Hendes solbriller var fløjet af, og det var hendes øjne, der havde brændt sig ind i Gerhards sjæl.

”Ja, ikke!” sagde han. ”Jeg kastede ét blik på dig og … bang! Jeg blev ramt af en million volt, du ved ligesom i en Frankenstein-film, når lægen sætter strøm til sit uhyre. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende. Det var i sandhed kærlighed ved første blik. Og jeg tænkte: Hvordan kan det gå til? Hvordan kan jeg føle sådan for en mand? Og da du så gik din vej …”

”Jeg ved godt, jeg vrikkede lidt med bagdelen. Det var jeg nødt til. Jeg følte det samme som du, og jeg måtte simpelthen lade dig vide det.”

”Og alt sammen, fordi du var så modig … og bare så stædig.” Gerhard lo. ”Så, Saffron! Du måtte bare ned ad Cresta Run, selv om du vidste, det kun var mænd, der fik lov.”

Saffron grinede bredt. Ja, selvfølgelig! Hvorfor skal det kun være mændene, der må have det sjovt?”

Pludselig var det, som om Gerhard blev i et mere dystert humør, som om en sky gik forbi solen. “Åh, stakkels Chessi. Jeg har stadig dårlig samvittighed … Den aften var det meningen, vi skulle …”

“Ssshhh!” Saffron satte en finger for hans læber for at få ham til at tie. Francesca von Schöndorf havde været hendes bedste veninde i skolen. De hang sammen som ærtehalm, Chessi og Saffy: den ene en sød, fornuftig tysk pige, den anden et næsten utæmmet barn af Afrika, der for nylig var ankommet til England efter at være vokset op i det kenyanske højland. Saffron var mere end én gang taget til Tyskland for at bo hos familien von Schöndorf og havde set landet forandre sig i takt med, at nazisterne omskabte et helt land i deres forskruede billede.

Chessi havde skrevet til Saffron ved juletid, mens hun var på ferie fra Oxford University og boede hos slægtninge i Skotland. I brevet forklarede Chessi, at hun ville være i St. Moritz til nytår som vært ved en festlig sammenkomst, hvor hun forventede, at den mand, hun elskede, ville fri til hende. Saffron havde hastet gennem Europa, og det var i lige så høj grad, fordi hun gerne ville være sammen med sin veninde og dele hendes glæde, som det var begejstringen ved udsigten til en tur på Cresta Run. Hun anede ikke, at hendes livs kærlighed ville vente hende der, og vidste endnu mindre, at han ville være den mand, som Chessi havde regnet med at gifte sig med.

Men kærlighed er ubarmhjertig og lader sig ikke fornægte.

”Du og Chessi var ikke bestemt for hinanden,” sagde Saffron. ”Jeg ville ikke have mødt dig, hvis det havde været tilfældet, og selv om du havde mødt mig, ville du have hjulpet mig op, børstet sneen af mig og fortsat på din vej. Og jeg ville ikke have spekuleret et øjeblik mere på det.”

”Og da vi så mødtes igen, ved sammenkomsten den aften… ?”

“Så ville vi have brugt et øjeblik på at genkende hinanden og grint over det, som var sket, og du ville have fortalt Chessi historien, og hun ville også have grint af den. Ingen af os ville have taget det alvorligt, for det ville ikke have været det mindste alvorligt. Du ville have været skabt for Chessi. Men det var du ikke, du var skabt for mig. Og … åh!”

Saffron hvinede, da et vindstød blæste hatten af hendes hoved, og de løb begge ned ad Grande Allée og grinede som børn, mens de jagtede den trimlende modegenstand af sort filt og skinnende silkeblomster.

Den glade følelse blev hos dem resten af eftermiddagen. De standsede foran Eiffeltårnet, så de kunne få taget deres billede af en af de fotografer, der udøvede sit håndværk der.

”Hvorhen ønsker De, at jeg skal sende de færdige kopier, monsieur?’ spurgte manden.

”Vi bor på Ritz.”

Manden så op på dette forgyldte par og smilede. ”Ja, naturligvis.”

De spiste aftensmad på La Tour d’Argent og så ud på flodbådenes lys på Seinen, mens de spiste presset and, som restauranten var berømt for. Som det var sædvane, gav indehaveren, monsieur Térail, dem nummererede postkort som bevis på deres måltid.

Bagefter, da de var behageligt lade af den champagnecocktail, der kom før måltidet, og den flaske Cheval Blanc 1921, der ledsagede anden, hvilede Saffron hovedet ind mod Gerhard og drillede ham kærligt.

”Jeg har lyst til at sove,” mumlede hun. ”Jeg er for træt til at kissemisse.”

Gerhard nikkede og rynkede panden i overdreven eftertænksomhed. ”Hmm, det er nok klogt. Du har haft en lang dag. Du bør hvile dig. Jeg lægger dig i seng og går så selv i byen. Det har du vel ikke noget imod? Man siger, at dansepigerne på Folies Bergère er særligt smukke i år.”

“Dit udyr.” Hun lavede trutmund og klaskede ham dovent på kinden.

De gik tilbage til deres suite uden at bemærke stedets elegante cremefarvede, beige og gyldne dekorationer. Uden at skænke dem så meget som et blik, skyndte de sig fordi de høje glasdøre, hvorigennem man kunne se ud over Ritz’ pragtfulde have og byen bagved. Der ville være tid nok om morgenen til at krybe sammen på en af de silkepolstrede sofaer eller at nyde udsigten.

Saffron sparkede skoene af, flåede kjolen over hovedet og smed den på gulvet uden at bekymre sig det mindste om det fine chiffonstof. Hun hægtede sin brysteholder af, trådte ud af skovtrusserne og grinede, da hun gav dem et sidste vrik med tæerne, så de fløj mod Gerhard som et missil af hvidt satin. Hun beholdt sine strømper på, for hun vidste, at hendes mand elskede kontrasten mellem hud og stof.

Hun smed sig på sengen og placerede sig derpå kunstfærdigt med ryggen mod de puder, der lænede sig op ad hovedgærdet da hun skamløst og uden blu vendte blikket mod Gerhard. Han var irriterende velovervejet ved at knappe sin skjorte op, én knap ad gangen, så han gradvist blottede brystkassen med den tynde pels af gyldne hår. Så kunne hun se mavemusklerne bule. Gerhard så på hende og nød hendes stirren. Han standsede et øjeblik og lod blikket glide ned over hver en centimeter af hende, og hun kunne mærke, hvordan varmen steg i hende, den smeltende begyndelse.

Hans smil blev bredere. Han vidste, hvad han gjorde ved hende. Men da han åbnede sit bælte og knappede den øverste knap i sine bukser op, opdagede hun, at hun havde en lige så stærk virkning på ham. Han tog sine bukser af.

Stor dreng, tænkte Saffron, da hun så, at han allerede havde taget sine sokker af.

Og så var han oven på hende og inde i hende, og han fik hende til at føle sig fuldendt, som var de to halvdele af en enkelt organisme. Hendes stønnen blev til skrig, og hun overgav sig med krop og sjæl til den mand, hun elskede, ligesom han overgav sig til hende.

Senere, da de var tilfredsstillede, lå Saffron i hans favn, mens hun dovent lod fingrene løbe gennem hårene på hans brystkasse. ”Det her er sidste gang, vi kan være sammen, min elskede …” sagde Gerhard, ”inden uvejret bryder løs.”

Saffron mærkede et iskoldt chok. Hun slog armene om ham, som om hun kunne tvinge ham til at blive hos hende. ”Det må du ikke sige.”

”Føreren standser ikke ved Østrig og Tjekkoslovakiet. Der er også alle de gamle prøjsiske landområder, som blev givet til Polen. Han vil have det tilbage. Han vil bruge Danzig som undskyldning, bare vent og se.”

”Så lad ham få det! Hvilken rolle spiller det for os?”

Gerhard trak på skuldrene. ”Ikke nogen … udover at Chamberlain og Daladier har lovet polakkerne, at Storbritannien og Frankrig vil respektere deres grænser.”

”Vil det ikke forhindre Hitler i at rykke ind?”

”Hvorfor skulle han stoppe? Han er sluppet af sted med det så mange gange før. Briterne og franskmændene har altid givet efter. Han vil formode, at de vil gøre det igen.”

”Hvad med russerne? De vil ikke bryde sig om, at den tyske grænse kommer tættere på Sovjetunionen.”

”Det ved jeg ikke … men nu skal jeg sige dig noget: Min kære bror, Konrad, spankulerer rundt og fortæller alle, der gider lytte, at hele verden snart vil skælve. ’De vil få Det Tredje Riges jernnæve lige i fjæset,’ som han gerne udtrykker det. Så siger han til mig, at jeg skal hente min flyverdragt, for jeg får brug for den.”

”Skal han også i kamp, hvis det sker?”

”Konrad? Nej, ikke ham. Han vil sidde trygt og godt i Berlin med hovedet op i Gruppenführer Heydrichs røv, ligesom han plejer.”

Saffron kunne ikke lade være med at le, men bremsede sig selv. ”Det er vist i virkeligheden ikke særlig morsomt, vel?” De var tavse et øjeblik. ”Jeg ved godt, det er egoistisk,” sagde hun så, ”når hele verden er på nippet til at bryde i brand, men jeg kan ikke tænke på andet end: Hvad skal der blive af os?”

”Jeg er ved at arrangere et system med Izzy – så vi kan blive ved med at sende breve til hinanden. Det bliver kompliceret, og det vil tage en evighed for vores beskeder at nå frem. Men det vil de, det lover jeg.”

”Er det ikke farligt for ham?”

”Han siger, han nok skal klare den. Han tilbragte den seneste krig på frontlinjen. Hvor farligt kan det dog være for ham at tilbringe den i Schweiz?”

”Men de kan godt få fingrene i ham der … hvis de altså opdager det?”

Saffron mærkede, at Gerhard nikkede, da han sagde: ”Jo, det kan de. Men Izzy er ligeglad. Han siger, han skylder mig det, fordi jeg skaffede ham ud af Tyskland.”

Isidore Solomons var en helt fra Første Verdenskrig og var blevet tildelt Blauer Max, Tysklands højeste orden for tapperhed. Han var vendt hjem til München og havde taget over efter sin far som familien von Meerbachs advokat og mest betroede rådgiver.

Men Solomons var jøde, og Konrad von Meerbach var fanatisk nazist, hvis lidenskab for Adolf Hitler og alle hans gerninger langt opvejede enhver tanke om loyalitet eller anstændighed. Han fritog uden varsel eller godtgørelse Solomons for hans pligter.

Men Gerhard var af en anden støbning end sin bror. Han skammede sig over, hvordan man havde behandlet sådan en loyal ledsager og ven, og overtalte Konrad til at give ham fem tusind Reichsmark fra familiefonden ved at påstå, at han ville købe en Mercedes-sportsvogn. Gerhard havde i stedet givet pengene til Isidore Solomons og derved gjort det muligt, at en hel familie kunne flygte i sikkerhed i Schweiz.

Mindre end et døgn efter, at Saffron havde mødt Gerhard for første gang, var hun rejst med ham til Zürich for at træffe Solomons. Hun hørte historien fra advokatens egen mund, så den respekt, som det lokale jødiske samfund nærede for Gerhard, og hun opdagede, hvilken pris som Konrad, der var forarget over sin ”jødeelsker” af en bror, havde ladet ham betale for at gøre sig skyldig i at eje samvittighedsfølelse. Saffron forstod da, at her var et menneske, der kendte forskel på ret og uret, og som var villig til at handle ud fra den viden, uanset konsekvenserne. Det gjorde hende sikker i både hjerte og sind: Hun havde valgt den rette mand at elske.

”Jeg kan godt lige Izzy,” sagde hun. ”Det er virkelig pænt af ham at gøre det her for os.”

”Tro mig, han holder også af dig. Han fortæller mig hele tiden, at det er hans moralske pligt at sørge for, at vi bliver sammen: ’Jeg bliver nødt til det, for du finder aldrig en anden kvinde som hende.’”

”Ja, det er sandt. Det gør du ikke.”

“Og du finder aldrig en anden mand som mig?”

“Nej … aldrig. Det sværger jeg. Jeg er din for altid.”

De elskede igen … og igen resten af den påskeweekend. Søndag aften fulgte Saffron Gerhard til Gare de l’Est, hvor han steg på natekspressen til Berlin. Det lykkedes hende at vente med at græde, til toget havde forladt stationen. Men så åbnede sluserne sig, da hun ikke længere kunne lukke øjnene for den forfærdelige sandhed.

Hendes kærlighed til Gerhard von Meerbach var kun i sin spæde vorden. Men hun ville måske aldrig mere se ham igen. Hun kunne måske længes efter en tid, hvor de kunne være sammen og opbygge en tilværelse i fredstid. Hun kunne måske bilde sig ind, at deres kærlighed ville overleve, at deres drømme ville gå i opfyldelse, og forsøge at tro på det af hele sit hjerte. Men så lød en anden stemme inde i hende: Hvor stor er chancen for det?

Mindre end fem måneder senere, tidligt om morgenen fredag den 1. september 1939, slap Hitler det nazistiske Tysklands stridskræfter løs mod Polen. To dage senere erklærede Storbritannien Tyskland krig. Og nedslagtning, lidelse og rædsel eksploderede overalt i verden.





Jeg læser engelsk på Københavns Universitet og er studentermedhjælper i Lindhardt og Ringhofs marketingafdeling. Personligt læser jeg (næsten) alt, og jeg elsker at kunne være med til at give den gode læseoplevelse videre.