Wilbur Smiths to mest magtfulde familier mødes igen i denne længeventede selvstændige fortsættelse til bestselleren Solens sejr. Smuglæs i de tre første kapitler af Kongernes konge her.
Penrod Ballantyne og hans forlovede, Amber, er opfyldt af drømme om deres fælles fremtid, men drømmene knuses, da en jaloux ekskæreste kommer imellem dem.
Amber rejser på eventyr til Abessinien sammen med sin tvillingesøster, Saffron, og hendes mand, Ryder Courtney. Tilbage i Cairo søger en ulykkelig Penrod trøst i byens opiumhuler, og da hans gamle ven giver ham et tilbud om at slutte sig til den italienske hær, øjner han en vej ud af elendigheden.
Men Italien er på krigsstien og har planer for Abessinien. Pludselig står Penrod og Amber på hver deres side af en invasion – kan de nogensinde finde deres vej tilbage til hinanden mod alle disse odds?
LÆS OGSÅ: Rækkefølgen i Wilbur Smiths Courtney-serie. Få styr på romanerne her
Du kan købe Kongernes konge online, fx hos Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Wilbur Smith
Kongernes konge
På dansk ved Jan Pock-Steen
Første del
Januar 1887
Amber Benbrook blev blændet et øjeblik, da hun trådte ud fra Gheziera Clubs kølige skygge og ud i Cairos sol. Hun mistede fodfæstet på de smalle trin, der ledte ned til den grusbelagte indkørsel, og hun greb instinktivt fat i sin forlovedes, major Penrod Ballantynes, arm. Han støttede hende og så kærligt ned på de smukke øjne. Hun smilede op til ham.
”Jeg har vist endnu ikke vænnet mig til disse nye støvler, Penny. Ekspeditricen i forretningen sagde, de var det sidste skrig, og de var forfærdeligt dyre, men de er vist ikke rigtigt lavet til at gå rundt i.” Hun sukkede og stak den ene fod ud under det stribede skørts lange folder. Hun drejede den en smule for at undersøge den nydelige ruskindsstøvle med den elegante lave hæl og det komplicerede lukkesystem med kroge, øjer og bånd. ”I haremmet fik jeg lov til at gå barfodet rundt det meste af tiden.”
Penrod bed tænderne sammen. Kaptajn Burnett og løjtnant Butcher fra Her Majesty’s Coldstream Guards stod bag dem i skyggen af en søjlegang. De havde sikkert hørt Ambers lille tale og hendes bemærkning om haremmet, og rygtet om det ville inden aften have spredt sig overalt i klubben.
Penrod beundrede Amber, han elskede hende endda, men han var igen og igen nødt til at forklare hende, at der var visse ting, en højtstående officers forlovede ikke talte åbent om, og til det hørte helt bestemt den tid, hun havde tilbragt i Osman Atalans harem.
I de fjorten dage, der var gået siden deres forlovelse, havde Penrod opdaget, at der både var ulemper og fornøjelser forbundet med at være knyttet til en så berømt ung dame. Amber var på mange måder en ædelsten af fineste karat. Hun var smuk, betagende smuk. Hendes gamle amme i Sudan havde kaldt hende al-Zahra, Blomsten, og det navn passede godt til hende. Hun var seksten år gammel, hendes skikkelse var ungdommeligt tynd, men alligevel kvindelig, hendes hud var flødefarvet, selv om hun havde boet det meste af sit liv i Afrika, og hun havde samme slags blonde hår og blå øjne som en engel på et julekort. Hun besad også en uskyldig charme, hun var begavet uden at være påståelig og venlig uden at være pågående. Hun havde indtil videre vist sig at være et ideelt valg til en mand som Penrod. Han var en ambitiøs officer, der allerede havde modtaget medaljer for sin tapperhed, men han havde en tilbøjelighed til at komme i klammeri med sine overordnede fra tid til anden, og han kunne ikke altid styre sit temperament. Sådan en charmerende og smuk hustru burde have været et perfekt politisk aktiv, der kunne lette hans vej op gennem graderne til overkommandoen.
Men det var dog ikke kun Ambers skønhed, der gjorde hende berømt: Hendes historie gjorde hende også til genstand for andres fascination. Hun var en af de få overlevende fra belejringen af Khartoum – den forfærdelige plet på det britiske imperiums stolthed. Helten fra de britiske felttog i Kina, general Gordon, havde i ti måneder forsvaret byen mod de rebelske krigere fra Sudan og deres spirituelle leder, der blev hyldet af sine tilhængere som den genfødte profet, men som blev kaldt ”Den gale mahdi” af forfærdede reportere fra britiske aviser. Men mens parlamentsmedlemmer i Westminster og lederskribenterne krævede, at Gordon skulle reddes, så tøvede ministrene, og byen blev overladt til sultedøden. Penrod havde været den eneste efterretningsofficer, der havde været i stand til at slippe gennem fjendens linjer og bringe beskeder fra regeringen til Gordon og David Benbrook, byens britiske konsul. Så havde Penrod mødt de smukke Benbrook-piger – den ældste, Rebecca, der spillede værtinde ved sin fars ydmyge bord, og tvillingesøstrene Amber og Saffron, der tilbragte det meste af deres tid med at kværne flodplanter for at brødføde befolkningen. Penrod havde kæmpet på byens mure for at afværge de gentagne angreb fra mahdi-krigerne og derpå anført regeringstropperne gennem den forræderiske ørken for at bryde belejringen, men undsættelsen kom for sent. Mahdisterne satte et sidste angreb ind over floden, før de britiske styrker nåede frem til Khartoum. Gennem en tåge forårsaget af sult og feber så Amber Benbrook Gordon blive dræbt og sin egen far halshugget på gaden, da han forsøgte at bringe sin familie i sikkerhed.
Ambers tvillingesøster, Saffron, var sluppet væk sammen med en handelsmand, der også var blevet fanget af belejringen. Han hed Ryder Courtney, og hun giftede sig senere med ham, men Amber og hendes storesøster, Rebecca, blev taget som krigsbytte og i første omgang holdt fanget hos selveste mahdien og derpå hos hans mest magtfulde krigsherre, Osman Atalan. Penrod nægtede at efterlade søstrene, men han blev forrådt, da han infiltrerede Osmans lejr og derefter holdt som slave og tortureret i mange måneder.
Rebecca valgte at blive Osmans yndlingskonkubine ved at overbevise ham om, at Amber stadig var for ung til hans seng og stille sig selv til rådighed for hans begær. Der var en tid, hvor man tilsyneladende havde glemt dem, men Saffron, Ryder Courtney og Penrods venner blandt araberne iværksatte en vovet redningsaktion via floden, netop som Ambers voksende skønhed havde vakt Osmans opmærksomhed. Men Rebecca nægtede at forlade stedet. Hun var allerede gravid med Osmans barn. Det ville helt bestemt blive en søn, og hun valgte at opfostre ham under hans islamiske fars beskyttelse frem for at udstille ham som en halvkaste, der ville blive foragtet af hendes eget folk.
Amber tilbragte ugerne efter sin undsætning med at nedskrive alt det, hun kunne huske om det, som var sket, og hun opdagede, at hun havde et talent for at fortælle historier. Bogen, der blev resultatet af det – Mahdiens slaver – blev en international sensation. Alle havde læst den – fra Storbritanniens premierminister til den dårligst betalte og mest inkompetente skriverkarl i Cairos statsadministration. Amber havde været i England i forbindelse med udgivelsen, men hun kunne ikke være væk fra Afrika i længere tid ad gangen. Hun vendte tilbage til Cairo og til Penrod lige før sin sekstensårs fødselsdag, der blev fejret på Shepheard’s Hotel sammen med hendes tvillingesøster. Ambers og Penrods forlovelse var tilsyneladende en passende afslutning på det eventyr.
I begyndelsen bød Cairos finere selskab Amber velkommen, men Penrod blev stedse mere opmærksom på, at hans forlovede ikke opførte sig, som det sømmer sig for en ung engelsk dame, og at dette udløste kritiske bemærkninger. Hun hverken dirrede af skræk eller besvimede ved den mindste henvisning til Khartoum; hun beskrev fornøjet, hvordan man skød en krokodille eller en kudu, og frem for at nægte at tale om sin storesøsters forfærdelige skæbne sagde Amber åbenhjertigt, at hun var meget ked af, at hun ikke kendte sin nevø, og at hun håbede, at hendes storesøster Rebecca havde det godt sammen med sine veninder i haremmet. Hun havde tilføjet, at barnet sikkert ville være meget pænere end de fleste, for Rebecca var smuk, og Osman Atalan meget flot. Hver eneste hvid mor i Cairo blev dybt fornærmet over hendes udtalelser. Deres hviskede kommentarer om hendes opførsel pinte Penrod og satte ham i forlegenhed. Hvis ikke Amber lærte at følge klubbens og hærens uskrevne regelsæt, ville hun måske ikke være så stor en fordel for hans karriere, som han havde forventet. Og så spekulerede han på hendes uheldige forbindelse til Ryder Courtney. Penrod var den yngste søn af en baronet og havde, udover sin løn fra hæren, en stor personlig indkomst fra familiefonden. Han var uddannet på Harrow og havde opdaget sit talent for sprog under rejser i Europa, før han meldte sig til hæren. Han var officer og gentleman, han var født til at lede, og han var loyal over for dronningen og imperiet. Courtney var en handelsmand, der havde arbejdet sig op og slidt for hver en penny, han ejede – og han nærede åbenlyst foragt for alle sider af soldaterlivet. Manden havde godt nok selv kæmpet tappert mod mahdisterne og spillet en nøglerolle i deres flugt fra Osman Atalan, men Penrod så hellere, at hans forlovedes søster havde giftet sig med en herregårdsskytte.
Mens Amber så nærmere på sin støvle, skævede Penrod opad og fik øje på lady Agatha Woodforde, der iagttog dem fra balkonen ovenover med et ringeagtende smil om læberne. Han mærkede et jag i skridtet. Hun fangede hans blik og lavede ringeagtende trutmund. Penrod kom straks til at tænke på hendes nøgne krop viklet ind i fint bomuldssengetøj i hans værelse på Shepheard’s Hotel. Men han skubbede tanken fra sig. Han ville, i det mindste indtil videre, være tro over for sin kommende, om end noget vanskelige brud.
”Ballantyne! Pas på dine lommer!”
Råbet kom fra en af de officerer, der stadig grinede smørret over Ambers bemærkning om haremmet. Penrod snurrede rundt og stirrede ind i ansigtet på en dreng med mørk hud. Han var måske ti år gammel. Drengen havde allerede sin slanke hånd nede i Penrods frakkelomme. Han sprang elegant et par skridt væk, da Penrod greb ud efter ham, og han åbnede hånden for at vise ham hans dobbeltkapslede atten karats lommeur, før han vendte omkring og løb. De chauffører og tjenere, der stod tæt sammen foran klubben, forsøgte at fange ham, men drengen vred og vendte sig ud af deres greb som en glat ål. Penrod skævede til Amber.
”Du skal ikke bekymre dig om mig, Penny,” sagde Amber og lod sin arm glide ud af hans. ”Men sørg for at få dit ur tilbage.”
Penrod blinkede til hende og satte så i fuld fart efter den unge lommetyv.
Amber så efter ham og blev varm i kinderne. Han var så flot. Hun blev tør i munden, og hver gang hun så ham, flaksede hendes hjerte på en måde, der både var vidunderlig og skræmmende. Takket være sin søsters diskrete påskud havde hun forladt haremmet uberørt, men mens hun boede der, havde hun hørt nok til at vide, hvad hun kunne forvente på sin bryllupsnat. Tanken om det, om at gøre den slags med hendes elskede Penrod både skræmte hende og fik hende til at ønske desperat, at hun kunne blive gift så hurtigt som muligt.
”Miss Benbrook?” Kaptajn Burnett kom hen mod hende fra den skyggefulde veranda. ”Måske kan jeg være til hjælp. Har De brug for en vogn tilbage til hotellet?”
Hun missede med øjnene. ”Hvorfor skulle jeg dog have brug for Deres assistance til det? Jeg taler meget bedre arabisk end Dem.” Bag hende, i forhallens skygge, hørte Amber en dyb kvindelatter. Hun vendte sig og så en ganske smuk blond kvinde, der kom gående over lobbyens skakternede gulv med en kats lette, dyriske ynde. Amber mente, hun havde set kvinden før, selv om de aldrig var blevet præsenteret for hinanden.
”Så kan De lære det, Burnett!” sagde kvinden og rakte hånden frem mod Amber. ”Jeg er lady Agatha Woodforde, søde ven. Det glæder mig så meget at hilse på dig. Jeg er en af major Ballantynes gamle venner, skal du vide. Må jeg ikke invitere på te, mens han er ude at jage forbrydere.”
Amber tænkte længselsfuldt på sin suite på Shepheard’s Hotel. Hun havde mest lyst til at komme ud af disse forfærdelige støvler.
”Jeg vil høre alt om jeres romance, søde ven,” fortsatte lady Agatha roligt, ”og så skal jeg fortælle dig alle de dramatiske detaljer om major Ballantynes tidligere meritter.”
Amber kom i tanke om, hvor hun havde set kvinden før. Når Amber ved lejlighed havde passeret en gruppe damer og herrer på klubbens område, havde hun mærket, at de stirrede på hende, og derpå hørt latterudbrud, når hun var kommet forbi dem. Det gjorde hende ilde til mode, fik hende til at føle sig udstillet. Mere end én gang havde hun vendt sig og set lady Agatha stå midt i gruppen og stirre på hende. Men nu virkede hun dog ganske venlig.
”Vil du ikke nok? Det er da for galt, at Penrod sådan stikker af og efterlader dig her på grund af et lommeur.”
”Han har fået det ur af mig,” sagde Amber blot. ”Det er indgraveret.”
Lady Agatha lo igen og blottede sine hvide tænder. ”Det forklarer jo sagen! Han var naturligvis nødt til det, hvis det var en gave fra dig.”
Hun smilede og rørte Ambers ærme. Det var for fristende. Amber blev aldrig træt af at tale om Penrod, og selv Saffron, som det meste af tiden var en overbærende søster, var begyndt at rulle med øjnene, når Amber talte om ham og deres bryllupsplaner. En tanke strejfede Amber, og hun så med sammenknebne øjne på lady Agatha. Kvinden var smuk, men hun var ret gammel, tænkte Amber. Hun måtte være mindst femogtyve. Trøstet af den tanke gav Amber hende hånden og lod sig føre bort.
Drengen havde fået et godt forspring, men Penrod fornemmede, at han ikke for alvor forsøgte at slippe fra ham. Penrod var næsten fornærmet. Da de stormende hen over broen, ind i byen, og snoede sig vej mellem vandsælgere med opsvulmede drikkeskind over skuldrene i deres himmelblå galabiyyaere og europæiske hestevogne på vej fra klubben til kontoret og til hjemmet, standsede drengen og kiggede sig tilbage. Da han så, at Penrod stadig var i hælene på ham i fuld fart, grinede han bredt, før han igen satte i løb. Penrod havde ventet, at drengen ville dreje ind i labyrinten af smalle, snoede stræder, så snart de var kommet over broen, men han drejede i stedet ned ad den åbne hovedgade, fordi operahusets flotte facade og Esbekeeyah-haverne. Drengen løb behændigt gennem flokke af abessiniere og tyrkere, europæiske turister, der balancerede kejtet på tålmodige æsler, albanere med mangefarvede skærf og stolte beduiner med reserverede udtryk i ansigtet.
”Hvad er du ude på, knægt?” spekulerede Penrod højt og satte hastigheden op. Der blev råbt eder og forbandelser ad drengen på et dusin forskellige sprog, da han med et yndefuldt hop, som var han mester i højdespring, sprang over en lav firkantet prydhæk og spurtede hen over græsset for derpå at hoppe ned på vejbanen igen, dukke sig under en krænket kamels snude og løbe ind i de smalle skygger af bygningerne på den modsatte side. Penrod sugede byens varme, krydrede luft dybere ned i lungerne og mærkede sveden prikke bag kraven. Glæden over jagten fik hans blod til at koge og gjorde hans skridt længere.
Drengen så sig tilbage over skulderen. Hans lille ansigt udtrykte chok og bekymring, da han indså, at Penrod halede ind på ham. Han bøjede sig fremover, satte med høje knæløft farten op og drejede pludselig til højre ind i silkebasaren. Penrod bandede og tvang sig til at sætte farten op, for han vidste, at den snoede labyrint af smøger var et perfekt sted at gemme sig i for tyveknægten. Han måtte ikke tabe ham af syne blot et øjeblik, dertil var uret for dyrebart for ham. Da vejen snævredes ind, gik to mænd, der på en stang mellem sig bar et stort vidjebur fyldt med levende kalkuner, ud foran drengen, der kom løbende i fuld fart. Han krummede sig sammen og gled ind under den svingende stang på sine lædersandaler. De to mænd satte deres last ned og stirrede forvirrede efter drengen. Penrod råbte advarende, da han sprang hen over buret. Han landede på den støvede vejbelægning, sprang derpå op og satte efter drengen igen.
De stormede forbi en lang række lave butiksfacader, der var overhængt med gyldent og purpurfarvet silke, og butiksindehaverne skyndte sig at flytte deres varer til side, da de to kom farende. Penrod halede ind på drengen, da han drejede skarpt til højre ind på en smal gårdsplads, og det pludselige lys ramte Penrod som et slag efter mørket i basaren. Drengen greb fat i kanten af det springvand, der stod midt på pladsen, og brugte sin fremdrift til at svinge skarpt til venstre. Denne pludselige ændring i retning havde nær virket, men Penrod lod sig lede af sine instinkter, der var skærpede af årene på polobanen og slagmarken, og han satte fra med venstre fod fra det nederste af springvandet og strøg til siden i hælene på drengen. Drengen var nervøs nu og kiggede sig hele tiden tilbage for at se, hvor stort forspringet til forfølgeren var. Gamle arabiske mænd med hvide og grønne turbaner løftede deres fine kaffekopper, beskyttede dem med lange fingre og begyndte at indgå væddemål om resultatet af kapløbet. Drengen så sig tilbage igen og tumlede derpå ind i en blikkenslagers varelager, så artiklerne faldt til jorden med et brag, men han var kommet på benene og på vej af sted igen, før butiksindehaveren kunne nå at gribe fat i hans lasede tøj. Penrod holdt sig til muren i højre side og kravlede over en vaklevorn stabel teskrin for at undgå de metalvarer, der lå strøet rundtomkring, hvorpå han kastede sig frem mod drengen som en ørn, der slog ned på en kanin. Penrods bytte drejede endnu en gang om et hjørne, og nu lod det til, at drengens held omsider var sluppet op. Det var en blindgyde, en åbning mellem to huse fyldt med skrald og knuste tønder. Drengen strøg til venstre ind ad en træport, der stod halvt på klem under en sandstensbue. Penrod fulgte efter og nåede akkurat at se drengen spurte op ad en stentrappe, der førte fra gårdspladsen op til en sømbeslået cedertræsdør og ind i huset. Penrod kastede sig ind i det gamle hus’ pludselig mørke og fulgte lyden af drengens trin opad. En kvinde trådte ud på reposen og skreg og skjulte sit ansigt, da Penrod strøg forbi. Trappen blev mere og mere simpel og ufærdig på vejen op. Små børn og nysgerrige katte iagttog dem fra smalle døråbninger, og pludselig var Penrod igen ude i dagslyset og eftermiddagens varme. Han befandt sig på et fladt tag, der var overstrøet med pakkasser og vasketøjssnore. Han fik øje på drengen gennem de blafrende bomuldslagner og satte igen i løb hen over det forvredne og uregelmæssige tag. Drengen standsede pludselig foran ham, og hans arme gik som møllehjul. Han var nået til kanten af taget og stirrede hen over det lave rækværk på den dødbringende afgrund ned mod et af de snoede stræder. Han havde ingen steder at løbe hen. Mellem drengen og det næste tag var der en kløft på omkring to og en halv meter. Penrod følte tilfredsstillelse et øjeblik, men da så han, at drengen tog et skridt tilbage og krummede sig sammen.
”Lad være med det, knægt!” råbte Penrod, men drengen havde allerede kastede sig fremad ud i luften med flagrende arme og ben.
Penrod standsede med et ryk ved tagkanten og forberedte sig på det kvalmende syn af drengens lille krop, der lå knust under ham. Men nej, drengen var næsten nået over på den anden side. Han hang i én hånd i et skrøbeligt udhæng fra taget på den modsatte side. Der var ingen balkon eller markise under ham, der kunne afbøde hans fald, og der var ingen steder, hvor hans spjættende fødder kunne få fodfæste. En mand råbte nedefra, og pludselig var smøgens bund fuld af ansigter, der stirrede opad. Nu var der ingen, der lo; de stod tryllebundet ved tanken om den nært forestående død. Penrod var et øjeblik fristet til at efterlade drengen der, lade ham falde og så tage uret fra liget. Knægten havde tydeligvis ikke kræfter til at trække sig op igen, og det ville kun være et spørgsmål om sekunder, før han mistede grebet og faldt. Gipsen smuldrede under drengens hånd, og han gled et par centimeter ned med et lille, forskræmt hyl. Penrod tænkte på Amber. Hvordan skulle han kunne fortælle hende, at han ikke havde gjort noget for at redde dette barn? Han kunne naturligvis lyve, men han havde hemmeligheder nok, som sagerne stod. Han sukkede, vendte rundt og gik et dusin skridt tilbage fra tagkanten. Så krummede han sig forover, spurtede frem og satte fra med al sin kraft fra tagkanten. Han hørte et skrig og en mumlet bøn under sig, men så landede han hårdt, men sikkert på den anden side. Drengen hylede igen, for kraften fra Penrods landing havde rystet ham, og han havde mistet sit sidste desperate greb med fingrene. Han var på nippet til at styrte ned, da en stærk hånd greb om hans håndled, og Penrod trak ham op over tagkanten. Selv da ville drengen sikkert have forsøgt at stikke af, men Penrod holdt godt fast i ham og løftede ham op i de tynde skuldre.
Drengen kom sig hurtigt. Han lirede en strøm af forbandelser og klager af på arabisk, mens Penrod holdt ham udstrakt i luften. Han talte, lige så godt som han løb. Men han spildte ingen ord på at takke Penrod for at have reddet ham. I stedet påkaldte han Allah, så han kunne bevidne denne ferengis grusomhed, og bønfaldt derpå hver eneste djinn, der aktuelt opholdt sig i Cairo, at forbarme sig over ham, komme ham til undsætning og forsvare ham mod denne uhyrlige beskyldning for tyveri, der var sådan en hån mod hans ære, hans forfædres ære og mod selve byens ære. Penrod grinede, mens han lyttede til drengen, og satte ham ned halvvejs gennem tiraden, hvorpå han børstede støvet af hans bukser og glattede hans hånd med den ene hånd, mens han med et fast greb med den anden forhindrede drengen i at flygte.
”Tøm dine lommer, du Cairos ærede søn,” sagde han på drengens sprog, da knægten tilsyneladende aldrig ville løbe tør for luft, ”ellers sværger jeg ved profeten, fred være med ham, at jeg hænger dig tilbage, hvor jeg fandt dig, så du igen dingler fra tagkanten.”
Drengen blev pludselig stille. Han stirrede på Penrod og så et eller andet i hans blik, der overbeviste ham om, at det bedre kunne betale sig at adlyde frem for at blive ved med at skælde ud. Han stak hånden i sin kjortel, trak uret op og rakte det frem mod Penrod på sin åbne håndflade.
Penrod tog imod det og stak det i sin egen lomme igen, men han slap ikke drengen.
”Og resten.”
Dette medførte endnu et protestskrig, men Penrod løftede drengen op på tæerne, så hans kjortel klemte om hans hals, og begyndte at trække ham tilbage mod tagkanten. Drengen hylede, stak igen hånden ned i kjortlens folder og fremdrog en håndfuld sølvmønter, som han kastede for fødderne af Penrod. Så begyndte han at græde.
Kvinders og børns tårer havde ikke stor effekt på Penrod, men han blev overrasket. Han havde ventet, at en tyveknægt, som drengen her, ville være i besiddelse af forskellige smågenstande – punge og smykker – men ikke en håndfuld nyslåede engelske shillings. Han rynkede panden, mens han så dem glimte i støvet mellem de flaksende skygger fra det linned, der hang til tørre på tørresnore over dem.
Drengen så, at hans tårer ikke havde nogen virkning. Han snøftede og begyndte at tale igen. Denne gang talte han om sin fattigdom, sin syge moder, og hvordan han forsøgte at tage vare på hende ved at vise en højtæret effendi som ham selv rundt i Cairo. Han kunne naturligvis godt se, at Penrod ikke var nogen almindelig turist, men han, Adnan, Mohammeds søn, kendte alle de hemmelige steder i Cairo, hvor en velhavende mand kunne blive underholdt med spil, kvinder, drikkevarer og fornøjelige opiumsslørede optrin, der var taget lige ud af Tusind og én nat.
Penrod rystede drengen, indtil han igen blev stille. Han tænkte på den måde, som knægten havde vist ham uret på, lige efter han havde stjålet det; hvordan han i begyndelsen var løbet langsommere og ned ad brede boulevarder, hvor Penrod nemt kunne følge efter, og udtrykket i hans ansigt tidligt i kapløbet, da han så sig tilbage for at se, om Penrod stadig fulgte efter ham.
Penrod snurrede rundt og løftede med to hænder Adnan op fra jorden, så drengens ansigt kom tæt på hans eget. ”Hvem betalte dig for at stjæle fra mig, Adnan?”
Damernes terrasse i Gheziera Club var en hyldest til elegant design, der bragte det bedste af europæisk og egyptisk arkitektur sammen, så det dannede et køligt og stille paradis i eftermiddagens hede. Tjenere, hver iført skarlagensrød fez og ulastelig hvid kaftan besat med guldtråd i halsåbningen og ved håndleddene, bevægede sig mellem de lave borde bærende på bakker med bitter, sort kaffe, tekander af sølv og bjerge af delikate kager, der ville gøre det bedste parisiske hotel grøn af misundelse. Til officererne og mændene kom de med longdrinks i perlende fugtige glas, der klirrede af is. Til damerne havde de lemonade, der smagte både sødt og surt og var lige så forfriskende som et bad i rent kildevand.
Lady Agatha ledte Amber hen til et par lave sofaer i en krog, der var skærmet af unge palmers fine blade. I den modsatte ende af lokalet spillede en strygekvartet et eller anden beroligende og blidt, og gennem den summende lyd fra den almindelige konversation kunne Amber høre den piblende musik fra springvandet i midten, hvor en gudinde af sten i al evighed hældte Nilens vand ned i et lavt bassin beklædt med funklende turkis mosaik.
Mens Agatha bestilte til dem begge, balancerede Amber sin lille pompadour på knæet og iagttog hende. Amber vidste ikke ret meget om tøj, ud over at hun kunne lide det, og selv om hun i haremmet havde lært at sætte hår i de mest komplicerede frisurer, så var det ikke de stilarter, man godtog i Cairo. Hun vidste dog nok til at forstå, at lady Agatha var vidunderligt klædt. Den stramme satinjakkes snit antydede både raffinement og beskedenhed, mens den fremhævede hendes krops kurver og buler. Hendes nederdel var lang og forbløffende hvid, mens de skarlagensrøde satinbånd og blonder forlenede den med et originalt anstrøg. Men det mest bemærkelsesværdige ved lady Agathas tøj var dog, at hun tilsyneladende på ingen måde bemærkede det. Amber kunne ikke lade være med at kradse og klø sig. Hendes korset nev, og blonderne om hendes hals kløede. Hun var altid i færd med at forsøge at løsne noget eller stramme noget andet, men det blev aldrig behageligt, uanset hvad hun gjorde. Hendes tvillingesøster Saffron var ikke til megen hjælp. Når hun var på jagt i Østafrikas vildnis sammen med sin ægtemand, gik hun klædt i knæbukser og hans lange skjorter, og til mere formelle lejligheder fandt hun elegante aftenkjoler i eget design frem fra sin kuffert. Disse kjoler fik folk til at gispe forundret, og hver eneste kvinde i lokalet stirrede misundeligt på hende, men Saffron følte sig tilsyneladende lige så tilpas i dem som i sit rejsetøj. Men stilen passede dog på ingen måde til Amber. Hun havde engang prøvet en af dem, men Saffron havde grinet så højt, at hun havde fået hikke, da Amber kom ud fra hotellets omklædningsrum. Så Amber var henvist til kjolemagerne i Bond Street og de modeskabere, der var uddannet i Paris, men svingede deres nåle i det europæiske kvarter i Cairo.
”Nu skal vi have en lille snak,” sagde lady Agatha, da tjeneren kom med deres lemonade, kager og te, der blev serveret på engelsk facon.
Amber lyttede gladelig til hende et stykke tid. Lady Agatha kendte alle mulige interessante detaljer om Penrods tidlige karriere, og Amber var fascineret af hendes beretning om, hvordan han havde kæmpet sig væk fra katastrofen i El Obeid, og den modtagelse, han havde fået, da han kom tilbage til Cairo. Amber glemte alt om sit irriterende tøj og den mistænksomme latter fra lady Agathas venner, og hun fortalte sine historier om Khartoum, om Penrods tid som Osman Atalans fange og de ydmygende afsavn, han måtte udstå.
”Og nu skal vi giftes. Jeg tror ikke, at nogen kunne være mere lykkelig end jeg.”
Lady Agatha lagde hovedet på skrå. ”Min kære pige! Hvor er det romantisk!” Så tøvede hun et øjeblik. ”Bør jeg ikke sige noget? Åh, bare jeg kunne forblive tavs og lade dig nyde din lykke.”
Amber kom pludselig i tanke om den kobraslange, hun engang var faldet over i krattet lige uden for Khartoum, og hvordan den havde rejst sig og stirret på hende, mens den svingede sit smukke hoved fra side til side. Hun mærkede den samme instinktive, kvalmende frygt, hun havde oplevet dengang, og den samme fornemmelse af at stivne og være hjælpeløs.
”Amber – jeg håber virkelig, jeg må kalde dig Amber, søde ven. Jeg bliver altså nødt til at spørge dig, om du virkelig kender major Ballantyne helt så godt, som du selv tror?”
”J … ja, selvfølgelig gør jeg det,” svarede Amber halvhjertet.
Lady Agathas stemme var som en blid spinden. ”Åh, det glæder mig. Så bliver du ikke overrasket over noget, som han har sagt eller gjort. Du ved det jo allerede! Forstår du, han betroede det hele til mig, mens du var i England for at følge udgivelsen af din spændende lille bog. Jeg kan naturligvis ikke sige noget som helst om Penrod, der vil overraske dig, søde ven, men for min samvittigheds skyld må jeg sikre mig, at du ved, hvad han fortalte mig om din familie og i særdeleshed om din smukke storesøsters tragedie. Hun hedder Rebecca, ikke sandt?”
I løbet af de næste tyve minutter talte Agatha med sin smukke, melodiøse stemme, mens Ambers verden styrtede sammen omkring hende. Hvert ord, der blev sagt, gennemborede hendes naive hjerte som en kniv smedet af det fineste damascenerstål. Amber rejste sig straks, da Agatha endelig holdt op med at tale og slap hendes hænder. Agatha sad elegant og roligt og lignede en smuk kat på sofaen med sine kager og sin fløde.
”Jeg må … hellere gå,” sagde Amber.
”Ja, det er vist bedst,” svarede Agatha uden overhovedet at se op. Hun beundrede i stedet sine manicurerede fingernegle. Hendes tonefald var køligt.
Amber vendte sig væk og skyndte sig i blinde hen til døren. Hun kunne ikke fatte det, hun lige havde hørt, men samtidig troede hun hvert et ord. Hun måtte væk, før hun brød ud i gråd foran alle disse mennesker. Det lykkedes hende næsten, men hendes små, moderigtige støvler svigtede hende igen, og hun gled på marmorfliserne nær udgangen fra lobbyen. En af tjenerne rakte en arm ud efter hende, men det var for sent, og han var klodset, og de faldt begge to, så den bakke med tomme glas, han bar med sin anden hånd, faldt på gulvet med et brag. Selv strygekvartetten holdt op med at spille, og de vendte sig for at se på dem, mens Amber kæmpede for at komme på benene igen.
”Undskyld, undskyld …” Hun skubbede sig væk fra de hænder, der blev strakt frem for at hjælpe hende op, og så løb hun ned ad trappen, ud i det klare solskin og ind i den første ventende drosche. Det lykkedes hende at nævne Shepheard’s Hotel, og så lod hun sig falde tilbage mod det polstrede sæde.
Fra verandaen i Gheziera Club så blomsten af det anglo-egyptiske samfund hende tage af sted, og sceneriet var ledsaget af lady Agathas stille, musikalske latter.
Penrods hjerte frøs til is, da han hørte, at en smuk, blond engelsk kvinde havde betalt Adnan for at stjæle hans ur og lokke ham ud på en god lang forfølgelse.
Han slap drengen og begav sig hen til den mørke trappeskakt, der ledte ned til gaden igen. Adnan fejede sine mønter op fra støvet og fulgte efter.
”Hun sagde, det var en spøg! I briter kan jo godt lide en spøg!” Nu forsøgte Adnan sig på engelsk. Hans stemme rungede overraskende højt, da de gik ned i mørket. Der var sært stille efter larmen på gaden.
”Forsvind med dig!” snerrede Penrod, men drengen blev tæt bag ham og sprang fra trin til trin. Penrod nåede bunden af trappen og gik ud på den store gårdsplads.
”Har De ikke tænkt Dem at melde mig? Måske synes De også, det var en god spøg?”
De folk, der havde overværet forfølgelsen og redningen, flokkedes nu omkring dem. De klappede gentagne gange Adnan på hovedet og hyldede og lykønskede Penrod på arabisk, engelsk og fransk. Han hørte, at nogen kaldte ham en kriger, og usete hænder børstede støv af hans uniform, greb ham om håndleddene, klappede ham på ryggen og velsignede ham. Penrod fortsatte med at gå, indtil menneskemængden delte sig, og drejede så ind i selve basaren. Han så ingenting, han hørte ingenting, før endnu en hånd greb ham i ærmet. Hans utålmodighed overvældede ham, og han hævede sin knyttede næve for at slå den formastelige.
”Ej, herre, vær god mod Yakub!”
Penrod sænkede armen. Hans syn klaredes en smule, og han så ind i et ansigt, der tilhørte en gammel ven og allieret. Yakub havde ledt ham gennem ørkenen til Khartoum og sat livet på spil for at hjælpe ham med at undslippe Osman Atalans slaveri. Det lykkedes Penrod at nikke som hilsen. Yakub så grundigt på hans ansigt og rynkede panden. Så vendte han sig mod Adnan, der stadig luntede af sted ved siden af Penrod. Nyheden om forfølgelsen var tilsyneladende allerede nået Yakubs ører.
”Stjæler du fra Ababdan Riji? Er du bindegal, din lille frø? Hvorfor tror du, vi kalder ham ’Manden, som aldrig giver op’?”
”Man fortalte mig ikke hans navn,” svarede Adnan mut.
”Hvad skal jeg stille op med ham, herre?” spurgte Yakub. ”Skal jeg smide ham i floden eller smide ham i brummen? Hvis de andre tyveknægte ikke æder ham, så gør kakerlakkerne det.”
”Giv ham et ærligt arbejde, hvis han kan magte det,” svarede Penrod. Hans stemme lød ru og hul. ”Men lad mig være i fred, begge to.”
De handlende langs den smalle vej løftede deres kaffekopper til hilsen, men Penrod ignorerede dem alle. Man tilbød ham ruller med silke, men han skubbede dem til side og tænkte i stedet på den sidste nat, han havde tilbragt sammen med lady Agatha. Det var blot en måned siden, mens Amber endnu havde været i England. Agatha havde foreslået, at de røg opium sammen, og han indvilgede i de smægtende dønninger efter deres hede elskov. Det havde været vidunderligt at iagttage hende og se, hvordan de tunge, hvide bryster svingede frit under hendes silkekimono, mens hun omhyggeligt gjorde rusgiften klar – en lille brun og boblende kugle i pibehovedet. Han havde ment, at virkningen af stoffet var overdreven, selv om det havde indhyllet ham i en behagelig tåge og føjet en langsom og mere sensuel undertone til deres kærtegn. Det var nemmere at være langsom, at nyde hendes fyldige, modne krop, når man var påvirket af det. Men så … hvad var der så sket? De havde ligget sammen i den kølige skygge og drukket fin gammel cognac, og han havde berettet om sine eventyr i Khartoum. Han havde fortalt hende, hvordan han havde forført David Benbrooks ældste datter, Rebecca, og hvordan han havde taget hendes mødom lige så nemt som at plukke en moden figen fra et træ i vejsiden. Han havde opdaget, fortalte han Agatha, at pigen også havde været i seng med Ryder Courtney, og derfor besluttet, at han ikke havde nogen forpligtelser over for hende. Siden da var Rebecca selvfølgelig blevet selveste madhiens skøge og havde derpå, efter mandens død, tilhørt Penrods dødsfjende, Osman Atalan. Havde han brugt ordet ”skøge”? Ja, det havde han.
Han gik tilbage ad boulevarden mod Zamalek Island og Gheziera Club, men han hverken så eller hørte noget. Han kunne ikke tænke på andet end den nat, hvor han havde talt med lady Agatha og fortalt hende alt. Sikke et fjols han havde været! Han vidste, at lady Agatha var en jaloux slange, men rusgiften havde løsnet hans tungebånd på skæbnesvanger vis. Penrod forstod, at Rebecca havde påtaget sig opgaven som konkubine for at redde sine søstre og sit eget liv, men det havde han ikke forklaret lady Agatha. Nej, han havde i stedet sagt: ”Osman Atalan kan beholde den skøge, og jeg tager jomfruen som min brud.” Han blev tør i munden. Havde lady Agatha krympet sig, da han sagde det? Måske. Det var muligt, at Agatha stadig havde forventet at blive Penrods hustru, før han ytrede den fatale bemærkning. Amber var kort efter kommet tilbage til Cairo for at fejre sin fødselsdag sammen med sin tvillingesøster. Hun svømmede i sin bogs succes, hun var pludselig selv blevet velhavende, og hun var tydeligvis forelsket i ham. De havde bekendtgjort deres trolovelse. Penrod havde ikke gjort noget forsøg på at advare Agatha.
Han var næsten fremme ved klubben. Han lukkede hånden om det tilbageerobrede ur. Guldet føltes køligt mod hans hud. Han kunne inskriptionen udenad: Til Penrod, for evigt, Amber.
En genert og enkel erklæring. Måske havde lady Agatha ikke til hensigt at sige noget stødende til Amber, måske var hun bare nysgerrig. Måske sad de sammen og talte om mode og bryllupsplanlægning, og den eneste straf for hans indiskretion ville være hans tidligere elskerindes drillende, sensuelle blik. Han satte farten op, og håbets lille flamme forsøgte blafrende at leve, selv om han vidste, at håbet var falsk.
Saffron Courtney, født Benbrook, var allerede træt af Cairo, selv om det havde taget hende to uger at nå frem til byen. Hun havde rejst gennem det etiopiske højland på æsler med iltert temperament, derpå med dampskib fra Djibouti op gennem Det Røde Hav til Suez og så hertil. Men Saffron kedede sig og blev apatisk, da den første begejstring over at se Amber igen havde lagt sig. Det havde været lettere at bære, hvis hun havde haft et atelier eller hjem her, men hun sad bare på et hotel midt i byen og havde intet at bruge tiden til. Ryder var borte fra morgen til aften, og Penrod tog hele tiden Amber med til den åndssvage Gheziera Club. Ryder blev ikke anset som værdig til at være medlem, så Saffron nægtede overhovedet at nærme sig stedet. Penrod, der naturligvis spillede polo i klubben, tog altid Amber med ud til den lille ø, hvor klubhuset lå. Saffron fnøs. De havde endda fået haven til at ligne noget fra et engelsk gods. Idioter. Hvorfor overhovedet tage til Afrika, hvis man helst ville foregive, at man stadig boede i Chelsea?
Saffron holdt af basaren og Cairos smalle gader, hvor lyset opblødtes af de gamle huses balkoner, der visse steder hang så tæt sammen, at kvinderne kunne række konfekt til hinanden hen over smøgen, og hun var betaget af de store stabler med glimtende metalvarer, bjerge af dadler og åbne sække med røde og gule krydderier. Hun gik ud for at male, hvad hun så, men blev blot omringet og chikaneret. En gang havde hun klædt sig på som en dreng og spankuleret rundt med sin skitseblok. Hun var yderst fornøjet med de skitser, hun havde tegnet den dag, men selv Ryders venner var blevet rædselsslagne ved tanken om en europæisk kvinde, der gik rundt forklædt som mand, og de fik hende til at love, at hun aldrig ville gøre det igen. Hun kunne ikke foretage sig andet i sin luksuriøse suite på Shepheard’s Hotel end at male stilleben – skåle med frugter og blomster – som irriterede hende i sådan en grad, at hun kylede appelsiner efter Ryder, da han sagde, at han syntes, hendes endnu ikke afsluttede værk var ”vældig pænt”.
Det kedede hende også dybt at være gravid, og hun blev gnaven af at have kvalme. Hun var brudt ud i gråd, da Ryder fortalte hende, at de måske måtte blive i byen adskillige måneder længere, mens han forberedte sit næste forehavende. Hun var ikke en kvinde, der græd ofte, og episoden havde overrasket hende lige så meget, som den havde overrasket Ryder. Han havde sagt noget om at leje et hus, noget mindre og ikke i det europæiske kvarter, så hun måske ville føle sig knap så indespærret, men hun havde været så syg og elendig tilpas på det tidspunkt, at hun ikke kunne afgøre, om han virkelig mente det. Det var muligt at folkene på Gheziera Club ikke billigede, at familien Courtney slog sig ned sådan et sted, men de kunne rende og hoppe, hvis det stod til Saffron. I sit eget hus ville hun kunne beværte sin mands arabiske venner og få deres børn til at sidde model. Hun bed negle og håbede inderligt, at Ryder havde ment det. Men han havde en hel masse om ørerne for tiden.
Da Ryder nogle år tidligere jagede bjergnyalaer på skråningerne øst for Adrigat, så han tegn på noget, der kunne være en stor forekomst af sølvmalm. Han havde sendt en prøve til analyse i Kapkolonien, og da de var sluppet ud af Khartoum og havde fundet frem til kejser Yohannes af Abessiniens hof, ventede rapporten på dem der. Den bekræftede, at åren var rig på det dyrebare metal. Saffron og Ryder var begge velsete ved det abessinske hof. Ryder havde bragt kejseren nyt om mahdisternes aktiviteter langs hans grænse, og kejserinden havde gjort Saffron til sin kæledække og bar hendes designerkjoler med stolthed. De havde indhentet alle de påkrævede tilladelser og aftalt, hvor mange procent af det udvundne sølv der skulle gå til kejserens skatkammer, samt sendt agenter ud for at købe landområdet og forhandle med de lokale høvdinge. Saffron vidste, at hver eneste af hendes mands tanker siden da havde drejet sig om sølvåren, og hvordan den kunne udnyttes. Nu, hvor de var i Cairo, brugte han al sin tid sammen med mineingeniører og eksperter i metallurgi.
Saffron vidste, at Ryder elskede Tigray-regionens højland. Landskabet bestod af en forbløffende række højsletter og dybe dale, der var overstrøet med ældgamle kirker, hugget ud af klippen, og klostre, der lå øverst på de højeste tinder, og hvor man kun kunne komme til ad skrøbelig rebstiger. Ligesom i ørkenen var det brændende hedt om dagen og koldt om natten, men regionens skønhed var mere slående end Saharas grandiose tomhed. Efter regntiden var de frodige enge fulde af vildt, eksotiske fugle og et sært flor af lyserøde og hvide blomster. I tørkeperioden fik landskabet samme farve som en løves pels, og landsbyerne sås tydeligt som smaragdgrønne pletter. Befolkningen var bønder, der målte deres velstand i venner og kvæg, men de fortalte også historier og sang elegant og vittigt. De var arvtagere til en kultur, der var rig på myter og mysterier. Den vordende mine lå i en isoleret og ubeboet dal et godt stykke vej fra den nærmeste landsby, og Saffron glædede sig til at komme dertil sammen med sin mand. Hver nat, når de havde elsket, bad hun Ryder beskrive det alt sammen for hende igen og forklare hver eneste detalje om, hvordan lejren skulle opbygges, hvor de skulle dyrke deres madvarer og holde husdyr, hvor arbejdernes hytter skulle ligge og de bygninger, der var nødvendige for at udvinde sølvmalmen. Ryder ønskede at bygge noget permanent efter at have rejst rundt i Afrika i mange år. Han troede, at minen kunne gøre ham velhavende, men han ville også bringe velstand til befolkningen i Tigray-regionen. Han talte om at uddanne ingeniører og metalspecialister blandt den lokale befolkning, og om at udbyttet fra minen måske kunne beskytte dem mod sult og krig. Saffron kunne ikke forestille sig en større lykke end at hjælpe ham og opfostre sine børn, mens minen voksede, og hun ønskede desperat, at denne spændende fremtid straks skulle tage sin begyndelse. Men sådan et forehavende krævede en enorm mængde planlægning, og Ryder ville gerne rekruttere en håndfuld amerikanske og europæiske mineeksperter. Han havde brug for folk med erfaring i at arbejde på isolerede steder, så han begyndte at se sig om efter folk, der havde deltaget i det store sølvfund i Comstock i det vestlige Utah. Han skulle også bruge tid på at samle alt det udstyr, der var påkrævet for at udvinde malmen, men Saffron var ikke særlig interesseret i detaljer om maskineriet. Hun holdt op med at lytte, når Ryder begyndte at tale om kviksølv, smeltedigler, fødelinjer og knusere. Det lod alt sammen til at være meget dyrt, meget tungt og umådeligt svært at transportere op i bjergene, men hun havde blind tiltro til sin mands evne til at arrangere alting perfekt. Hun ønskede blot, at det ikke tog så lang tid.
I mellemtiden stirrede hun drømmende ud ad vinduet. Derfor var det hende, der så Amber komme tilbage til hotellet fra Zamalek Island. Selv fra denne vinkel kunne Saffron se, at der var noget galt med hendes søster. Hun mærkede det i sit bryst som et pludseligt, kvalmende stik i hjertet. Hun sprang op fra stolen og skyndte sig hen til Ambers suite. Hun havde helt glemt sine egne problemer.
Penrod spurgte efter sin forlovede ved indgangen til klubben. Tjenerne kendte alle miss Benbrook – man glemte ikke så nemt en engelsk pige, der lignede en blomst, der er sprunget ud efter den første regn, og som tillige talte et flydende klassisk arabisk, der fik dem til at føle, at de alle var poeter. Penrod kunne også se på deres stirrende blikke og korte svar, at Amber ikke havde set glad ud, da hun gik, og at de, som var hendes beundrere, gav ham skylden for det. Lad dem tro, hvad de vil. Kaptajn Burnett kom slentrende forbi, mens Penrod stillede sine spørgsmål. Kaptajnen standsede ved siden af Penrod og gav sig tid til at tænde en cigaret. Flammen flaksede en smule.
”Miss Benbrook er taget af sted igen, Ballantyne,” sagde han drævende.
”Hun drak te sammen med lady A og strøg så af sted på en højst besynderlig måde.” Han blæste en lungefuld blågrå røg ud i eftermiddagsluften og lo klukkende for sig selv. ”Hun forsøgte at kaste sig i armene på en af de arabiske tjenere på vejen ud. Jeg formoder, man kan fjerne pigen fra haremmet, men gamle vaner er svære at blive kvit!”
Penrods hænder gled ned til sin sabels skæfte, men Burnett blev fejet til side af løjtnant Butcher.
”Hold mund, din idiot,” hvæsede han til sin ven, før han vendte sig mod Penrod. ”Jeg undskylder, hr. major. Manden har fået for meget sol.” Han skubbede Burnett i retning af skyggen, mens han fortsatte med at bukke og smile ydmygt til Penrod.
Penrod ventede, til de var gået, og steg så ind i den drosche, der stod først i rækken. Han nævnte brysk Shepard’s Hotel. Kusken satte i gang med et skarpt ryk, og Penrod var sikker på, at det var med vilje.
Amber var alene, da Penrod blev vist ind i den private dagligstue i sin forlovedes suite. Hendes lille ansigt var meget blegt, men hun virkede rolig. For rolig. Amber var en pige, der havde let til smil, og som observerede verden omkring sig med et skarpt og vittigt blik. Det var først, da han så hende, som hun var nu med et tomt ansigtsudtryk, der kunne have været hugget i marmor, at han indså, hvor meget han elskede den livfuldhed og den begejstring for livet, hun bar på samme måde, som visse kvinder bar smykker. Smykker. Et glimt af diamanter fangede hans blik: Det var den forlovelsesring, han havde givet hende for nyligt. Den havde en enkel kreds af små, men perfekt slebne diamanter og lå på det lille rosentræsbord foran det tomme ildsted. Han havde sendt Yakub ud for at købe den og havde selv knap kastet et blik på den, men han huskede blikket i hendes øjne, da han gav den til hende – hun havde strålet af glæde.
”Vær venlig at tage Deres ring, major Ballantyne. Vores forlovelse er slut.” Nu talte nu meget afdæmpet uden betoning eller eftertryk.
Penrod fremtvang en indyndende, kærlig latter og rakte hænderne frem.
”Min kære pige, jeg aner ikke, hvilket giftigt sladder den kvinde har fortalt dig, men vær sød at ignorere det. Agatha arrangerede, at den lille lommetyv skulle stjæle fra mig, så hun kunne få lejlighed til at tale med dig alene og sværte mig til. Hun er blot jaloux, det er det hele.”
Amber trådte hurtigt væk fra ham, så sofabordet stod imellem dem. ”Det ved jeg godt, Penrod. Hun var din elskerinde, ikke sandt?”
Han svarede ikke, men lod hænderne falde ned langs siden.
”Det tænkte jeg nok,” fortsatte Amber. ”Jeg tror alligevel, at det, hun fortalte mig, er sandt – uanset om hun sagde det i jalousi. Hun ville ikke have nydt at sige det i sådan en grad, hvis hun løj. Så jeg kan ikke gifte mig med dig.”
Det var meget sjældent, at Penrod følte frygt, men det gjorde han nu. Han undertvang den.
”Det er latterligt.”
Amber vendte sig mod ham. Han så et pludseligt glimt af vrede i hendes blik, og hun blev rød i kinderne.
”Latterligt? Sig mig, forførte du min søster eller gjorde du ikke?”
Hendes vrede vækkede hans egen, og han holdt fast i den som en trofast ven. ”Ja, det gjorde jeg. Din søster, min kære pige, er ret nem at forføre. Ryder Courtney havde hende også, før hun blev indlemmet i haremmet. Jeg kan forsikre dig for, at hun har et naturligt talent for at være sådan et sted.”
”Dit uhyre! Hun reddede mit liv. Hvis hun ikke havde beskyttet mig …” Hun støttede sig op ad kaminhylden og så væk. Han kunne se, at hendes spinkle skuldre sitrede, mens hun kæmpede med sin selvkontrol. ”Jeg kender til historien om min søster og mr. Courtney, så den kan du ikke bruge imod mig. Ryder Courtney er et bedre menneske end dig. Han fortalte Saffron alt om det. Han mente, at Saffron skulle vide det hele, inden de blev gift. Han bad Rebecca om at gifte sig med ham, men hun afslog, fordi hun håbede, at du kom tilbage. Ryder fortalte det hele til Saffron, fordi han er et godt menneske. Han er slet ikke som dig og dine åndssvage venner i den åndssvage klub, hvor alle tror, de er, åh så overlegne. Officerer og gentlemen? Moralen i haremmet var højere.”
Penrods stemme var iskold. ”Jeg kom tilbage. Jeg kom tilbage for at hente jer begge to.”
”Men da havde du allerede besluttet, at du aldrig ville gifte dig med hende, ikke sandt, Penrod? At hun ville være en belastning for dig. Du blev garanteret lettet, da du opdagede, at hun ville blive der, at hun valgte at være fange hos det uhyre til Osman Atalan for at beskytte sit barn. Hun gjorde, hvad hun kunne for at redde mig. For at redde mig, Penrod. Og så lægger du dig i den slange til lady Agathas seng og drister dig til at kalde min søster Rebecca for en skøge.” Hun gjorde ingen forsøg på at skjule sin afsky.
Han forsøgte at gøre sin stemme blid. ”Rebecca gav sig selv til mig. Hun var yderst villig. Skulle jeg måske have stillet mig tilfreds med at ægte en konkubine? Jeg ved godt, du stadig er et barn og umuligt kan forstå den slags, Amber, men jeg er glad for, at hun valgte at blive. Min karriere havde været ødelagt, hvis jeg var tvunget til at gifte mig med hende. Kom nu til fornuft, og sæt ringen på din finger igen. Ikke mere fjolleri, min søde pige.”
Han vendte sig en anelse væk, mens han talte, for at skjule de følelser, der voksede i ham. Da han vendte sig igen, stirrede han ind i mundingen på en Webley-revolver. Ambers hånd var rolig nu, og hun havde fingeren på aftrækkeren.
”Du har aldrig været værdig til at røre et hår på min søsters hoved, Penrod. Du er ikke værdig til at slikke støvet af hendes fødder. Og du har heller ikke fortjent mig. Var det fjolleri, da jeg vaskede snavset af dig, da du var døende efter at være blevet tortureret af Osman Atalan? Var det fjolleri, da jeg dræbte den kriger, som var på nippet til at kløve dig i to ved floden i Khartoum? Synes du, jeg er fjollet nu?” Hun spændte revolverens hane med tommelfingeren. David Benbrook havde oplært alle sine døtre til at være mesterskytter.
”Gå din vej, Penrod, eller også sværger jeg ved gud og for Rebecca, at jeg skyder og dræber dig på stedet.” Hun stirrede på ham med et foragteligt udtryk i ansigtet. Hun var tapper, smuk og uforsonlig.
Penrod tog en dyb indånding og bukkede så for hende. ”Jeg kan forstå, at du har taget din beslutning, og at jeg ikke kan gøre noget for at ændre på den. Derfor tager jeg afsked med mine varmeste ønsker om, at du må få et lykkeligt liv.” Han forlod værelset og lukkede roligt døren bag sig.
Amber sænkede revolveren, sikrede den omhyggeligt og tog patronerne ud, ligesom hendes far havde lært hende. Så lagde hun den igen i æsken på kaminhylden. Så svandt hendes kræfter endelig bort, og hun faldt grædende på knæ.
Penrod gik ned ad den brede mahognitrappe til hotellobbyen. Han gik som i en døs. Hun mente det ikke, sagde han til sig selv. Hun var oprevet. Agatha havde chokeret hende, men Amber ville komme tilbage til ham, når hun havde fået tid til at tænke sig bedre om. Der var ingen, der behøvede at vide noget om det. Der ville komme besked til ham i klubben eller i hans hus, inden mørket faldt på.
Han hørte nogen kalde på sig, i samme øjeblik hans pudsede støvle rørte lobbyens flisegulv. Det var Ryder Courtney, der stod lænet op ad bardisken sammen med sine kollegaer fra minebranchen. Ryder var en høj, bredskuldret mand med tykt og mørkt pjusket hår. Han var meget solbrændt. Enhver anden englænder i byen var enten i uniform eller iført højt stivet kravetøj og slips, men Ryders påklædning viste hans sædvanlige foragt for skik og brug. Han bar et tørklæde som en løsthængende kravat og var iført en lang frakke af læder. Han havde tilsyneladende stadig støv fra det abessinske højland på sine støvler.
”Kom her og drik en skål sammen med os, Ballantyne! Saffy og jeg har fået et hus her. Nu kan vores hustruer pylre om bryllupper og småbørn, og når de begynder at skændes, tager Saffy og jeg af sted til Axum. Vi skal udvinde sølv, og disse ærværdige gentlemen skal finde ekspertise og materiel til mig. Kom og få en drink med det seneste Courtney-foretagende.”
Penrod nåede frem til ham med tre korte skridt. Han greb Courtney i kraven og trak hans ansigt tæt ind til sit eget.
”Du kunne bare ikke holde kæft om søsteren, hva’?”
Ryders smil forsvandt. Han satte forsigtigt ølglasset fra sig på bardisken og så roligt på Penrod. ”Jeg har fortalt min hustru sandheden om det, der skete mellem mig og Rebecca, hvis det er det, du mener. Saffy havde fortjent at høre det. Det er dit problem, lille soldat, hvis du har løjet for Amber og er blevet taget i det.”
Mændene på hver side af dem kunne høre en sagte truende knurren fra Ryders strube. De greb deres drinks og gav taktfuldt de to mænd plads.
Penrod kunne mærke vreden vokse i sig som en sort blomst. ”Du er en skændsel, Courtney. Jeg skammer mig næsten over at være englænder. Tænk at sladre til en kvinde. Nå, men det har du altså gjort. Amber har besluttet, at hun ikke længere vil gifte sig med mig, så jeg formoder, du hænger på hende nu.”
Ryder reagerede hurtigt. Han jog hænderne opad og brød det greb, som Penrod havde i hans krave. Den eksplosive kraft i Ryders bevægelse flåede Penrods arme til side, så han vaklede baglæns. Ryder gjorde sig klar ved at krumme i ryggen og bøje let i knæene. En af tjenerne holdt op med at tørre glas og stirrede med åben mund på dem. Hans kollega, der tydeligvis var bedre til at forstå tegn på ballade, fjernede hurtigt flaskerne med den bedre champagne fra krystalhylderne bag baren og gemte dem under mahognidisken.
”Amber er et godt menneske, og du fortjener hende ikke. Hun kan altid bo hos mig og Saffron, hvis det er det, hun har lyst til. Hun vil indånde renere luft i højlandet end i den sump af en klub sammen med dig.”
Penrod kastede sig frem mod ham. Ryder var forberedt på det, og han var den største af de to, men nu så han et morderisk raseri i mandens blik. Penrod plantede en dundrende uppercut på Ryders kæbe. En hvidglødende smerte eksploderede i Ryders hoved, og han indså forbløffet, at Penrod forsøgte at slå ham ihjel med de bare næver. Han parerede den efterfølgende venstre fra Penrod og lagde sine egne kræfter i et hug mod Penrods nyre. Det var et stød, der kunne have stoppet en hanelefant; det løftede Penrod op fra gulvet og sendte ham baglæns ind i en pyramide af champagneglas. De eksploderede i en sky af glasskår, der fløj ud over marmorgulvet. Penrod lod sig tilsyneladende slet ikke mærke af det. Han greb om den messingstang, der løb langs med bardisken overkant, og brugte den til at sende et flyvende spark mod Ryders brystkasse. Det slog al luften ud af mandens lunger, og han vaklede baglæns. Penrod greb en tung sifon bag sig og løftede armen for at smadre den ned i Ryders tinding. En kvinde skreg et eller andet sted. Ryder undveg ved at dreje til den ene side, men sifonen ramte ham alligevel i panden, så huden flængedes, og blodet løb ned i hans øjne. Men Ryder stolede på sine instinkter og svarede igen med et venstre hook, der ramte. Sifonen blev slået ud af Penrods hånd og spandt hen over gulvet, men manden sprang frem som en løve, der angreb en bøffel. Ryder væltede tungt om på ryggen med Penrod ovenpå, og han mærkede, at manden greb ham hårdt om halsen. Ryder fik venstre hånd fri og slog igen og igen Ryder i ribbenene. Han mærkede knoglerne brække under sin knytnæve, men grebet om hans hals blev ikke svagere. Ryder stirrede på Penrod, og han kunne se et rovdyrs dræbende vrede i mandens blik. For første gang i sit liv var Ryder bange for, at dette var hans sidste åndedrag. Sorte pletter dansede for hans øjne, og han mærkede, hvordan kræfterne sivede ud af hans lemmer.
Pludselig eksploderede verdenen tilsyneladende omkring dem. Den krystallysekrone, der havde hængt højt oppe under loftet, kom susende ned imod dem begge. Bartenderne sprang i sikkerhed. Penrod slap sit greb. Begge mænd slog beskyttende armen om deres hoveder og rullede væk. Den glitrende masse eksploderede på det sort-hvide flisegulv, og Ryder blev overdænget med glasskår.
Han vred sig rundt og så sin hustru, der stod med det haglgevær, hun netop havde affyret op i loftet. Det var allerede åbent og hang over hendes albue. Hun stirrede stift på Penrod. Hendes mund var en resolut streg, og hendes honningfarvede øjne glimtede, som om de reflekterede de knuste rester af hotellets lysekrone. Den komplette stilhed blev brudt af lyden fra et glas, der knustes, da en af bartenderne rejste sig fra sit skjulested for at se, hvad der var sket. Han holdt stadig viskestykket i sin venstre hånd.
Ryder rejste sig forsigtigt op og hostede, mens han gned sin kvæstede strube. Han kunne fornemme den søde, metalliske smag af blod i sin mund, og omkring ham stank der af spildt spiritus. Han trak sit tørklæde af og pressede det mod såret i sin pande.
”Jeg undskylder afbrydelsen, major Ballantyne, de herrer,” sagde Saffron kækt. Ryders kollegaer smilede ubeslutsomt til hende. ”Men jeg vil gerne tale med min mand under fire øjne. Vil I venligst undskylde os et øjeblik?”
Penrod kom på benene og børstede glas af sin jakke. Så glattede han det tykke blonde hår. Hans hånd rystede en smule, da han gjorde det, men det vilde, dyriske blik i hans øjne var falmet.
”Naturligvis, mrs. Courtney. Jeg ønsker Dem en god dag.” Han bukkede og modtog et mikroskopisk nik som svar. Så vendte han rundt og forlod hotellet.
En dør med påskriften Hotelbestyrer blev åbnet for enden af baren, og en spinkel, midaldrende europæisk mand dukkede op. Han pegede på lysekronen, og hans mund bevægede sig, som om han forsøgte at sige noget, men der kom intet ud.
”Jeg beklager roderiet her, mr. Simpson!” sagde Saffron i et muntert tonefald. ”De må endelig skrive det på regningen.” Hun så på sin mand, da en af hans venner rakte ham hans glas. Hun lagde hovedet på skrå. ”Ved nærmere eftertanke, Ryder, så må jeg hellere tale et par ord med Amber. Har du tid til at tale med mig bagefter?”
”Naturligvis, min kære.”
”Mange tak.” Hun gik sin vej og havde stadig haglgeværet hængende i armkrogen. Han fulgte hende med blikket og beundrede, hvordan hendes hofter svingede i den lange brune nederdel. Han kunne bare ikke lade være.
”Jeg kan altså gå ud fra, at brylluppet mellem Amber og Penrod er aflyst?” råbte han efter hende.
Hun nåede hen til foden af trappen, før hun svarede. ”Det lader til at være en rimelig antagelse.”
”Jeg har fundet et hus, Saffy.”
Hun vendte sig og så på ham over sin spinkle skulder. Hun lod blikket flakse over ødelæggelserne i hotellets bar.
”Det kalder jeg perfekt timing, min elskede.”
Du kan købe Kongernes konge online, fx hos Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Wilbur Smiths to mest magtfulde familier mødes igen i denne længeventede selvstændige fortsættelse til bestselleren Solens sejr. Smuglæs i de tre første kapitler af Kongernes konge her.
Penrod Ballantyne og hans forlovede, Amber, er opfyldt af drømme om deres fælles fremtid, men drømmene knuses, da en jaloux ekskæreste kommer imellem dem.
Amber rejser på eventyr til Abessinien sammen med sin tvillingesøster, Saffron, og hendes mand, Ryder Courtney. Tilbage i Cairo søger en ulykkelig Penrod trøst i byens opiumhuler, og da hans gamle ven giver ham et tilbud om at slutte sig til den italienske hær, øjner han en vej ud af elendigheden.
Men Italien er på krigsstien og har planer for Abessinien. Pludselig står Penrod og Amber på hver deres side af en invasion – kan de nogensinde finde deres vej tilbage til hinanden mod alle disse odds?
LÆS OGSÅ: Rækkefølgen i Wilbur Smiths Courtney-serie. Få styr på romanerne her
Du kan købe Kongernes konge online, fx hos Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Wilbur Smith
Kongernes konge
På dansk ved Jan Pock-Steen
Første del
Januar 1887
Amber Benbrook blev blændet et øjeblik, da hun trådte ud fra Gheziera Clubs kølige skygge og ud i Cairos sol. Hun mistede fodfæstet på de smalle trin, der ledte ned til den grusbelagte indkørsel, og hun greb instinktivt fat i sin forlovedes, major Penrod Ballantynes, arm. Han støttede hende og så kærligt ned på de smukke øjne. Hun smilede op til ham.
”Jeg har vist endnu ikke vænnet mig til disse nye støvler, Penny. Ekspeditricen i forretningen sagde, de var det sidste skrig, og de var forfærdeligt dyre, men de er vist ikke rigtigt lavet til at gå rundt i.” Hun sukkede og stak den ene fod ud under det stribede skørts lange folder. Hun drejede den en smule for at undersøge den nydelige ruskindsstøvle med den elegante lave hæl og det komplicerede lukkesystem med kroge, øjer og bånd. ”I haremmet fik jeg lov til at gå barfodet rundt det meste af tiden.”
Penrod bed tænderne sammen. Kaptajn Burnett og løjtnant Butcher fra Her Majesty’s Coldstream Guards stod bag dem i skyggen af en søjlegang. De havde sikkert hørt Ambers lille tale og hendes bemærkning om haremmet, og rygtet om det ville inden aften have spredt sig overalt i klubben.
Penrod beundrede Amber, han elskede hende endda, men han var igen og igen nødt til at forklare hende, at der var visse ting, en højtstående officers forlovede ikke talte åbent om, og til det hørte helt bestemt den tid, hun havde tilbragt i Osman Atalans harem.
I de fjorten dage, der var gået siden deres forlovelse, havde Penrod opdaget, at der både var ulemper og fornøjelser forbundet med at være knyttet til en så berømt ung dame. Amber var på mange måder en ædelsten af fineste karat. Hun var smuk, betagende smuk. Hendes gamle amme i Sudan havde kaldt hende al-Zahra, Blomsten, og det navn passede godt til hende. Hun var seksten år gammel, hendes skikkelse var ungdommeligt tynd, men alligevel kvindelig, hendes hud var flødefarvet, selv om hun havde boet det meste af sit liv i Afrika, og hun havde samme slags blonde hår og blå øjne som en engel på et julekort. Hun besad også en uskyldig charme, hun var begavet uden at være påståelig og venlig uden at være pågående. Hun havde indtil videre vist sig at være et ideelt valg til en mand som Penrod. Han var en ambitiøs officer, der allerede havde modtaget medaljer for sin tapperhed, men han havde en tilbøjelighed til at komme i klammeri med sine overordnede fra tid til anden, og han kunne ikke altid styre sit temperament. Sådan en charmerende og smuk hustru burde have været et perfekt politisk aktiv, der kunne lette hans vej op gennem graderne til overkommandoen.
Men det var dog ikke kun Ambers skønhed, der gjorde hende berømt: Hendes historie gjorde hende også til genstand for andres fascination. Hun var en af de få overlevende fra belejringen af Khartoum – den forfærdelige plet på det britiske imperiums stolthed. Helten fra de britiske felttog i Kina, general Gordon, havde i ti måneder forsvaret byen mod de rebelske krigere fra Sudan og deres spirituelle leder, der blev hyldet af sine tilhængere som den genfødte profet, men som blev kaldt ”Den gale mahdi” af forfærdede reportere fra britiske aviser. Men mens parlamentsmedlemmer i Westminster og lederskribenterne krævede, at Gordon skulle reddes, så tøvede ministrene, og byen blev overladt til sultedøden. Penrod havde været den eneste efterretningsofficer, der havde været i stand til at slippe gennem fjendens linjer og bringe beskeder fra regeringen til Gordon og David Benbrook, byens britiske konsul. Så havde Penrod mødt de smukke Benbrook-piger – den ældste, Rebecca, der spillede værtinde ved sin fars ydmyge bord, og tvillingesøstrene Amber og Saffron, der tilbragte det meste af deres tid med at kværne flodplanter for at brødføde befolkningen. Penrod havde kæmpet på byens mure for at afværge de gentagne angreb fra mahdi-krigerne og derpå anført regeringstropperne gennem den forræderiske ørken for at bryde belejringen, men undsættelsen kom for sent. Mahdisterne satte et sidste angreb ind over floden, før de britiske styrker nåede frem til Khartoum. Gennem en tåge forårsaget af sult og feber så Amber Benbrook Gordon blive dræbt og sin egen far halshugget på gaden, da han forsøgte at bringe sin familie i sikkerhed.
Ambers tvillingesøster, Saffron, var sluppet væk sammen med en handelsmand, der også var blevet fanget af belejringen. Han hed Ryder Courtney, og hun giftede sig senere med ham, men Amber og hendes storesøster, Rebecca, blev taget som krigsbytte og i første omgang holdt fanget hos selveste mahdien og derpå hos hans mest magtfulde krigsherre, Osman Atalan. Penrod nægtede at efterlade søstrene, men han blev forrådt, da han infiltrerede Osmans lejr og derefter holdt som slave og tortureret i mange måneder.
Rebecca valgte at blive Osmans yndlingskonkubine ved at overbevise ham om, at Amber stadig var for ung til hans seng og stille sig selv til rådighed for hans begær. Der var en tid, hvor man tilsyneladende havde glemt dem, men Saffron, Ryder Courtney og Penrods venner blandt araberne iværksatte en vovet redningsaktion via floden, netop som Ambers voksende skønhed havde vakt Osmans opmærksomhed. Men Rebecca nægtede at forlade stedet. Hun var allerede gravid med Osmans barn. Det ville helt bestemt blive en søn, og hun valgte at opfostre ham under hans islamiske fars beskyttelse frem for at udstille ham som en halvkaste, der ville blive foragtet af hendes eget folk.
Amber tilbragte ugerne efter sin undsætning med at nedskrive alt det, hun kunne huske om det, som var sket, og hun opdagede, at hun havde et talent for at fortælle historier. Bogen, der blev resultatet af det – Mahdiens slaver – blev en international sensation. Alle havde læst den – fra Storbritanniens premierminister til den dårligst betalte og mest inkompetente skriverkarl i Cairos statsadministration. Amber havde været i England i forbindelse med udgivelsen, men hun kunne ikke være væk fra Afrika i længere tid ad gangen. Hun vendte tilbage til Cairo og til Penrod lige før sin sekstensårs fødselsdag, der blev fejret på Shepheard’s Hotel sammen med hendes tvillingesøster. Ambers og Penrods forlovelse var tilsyneladende en passende afslutning på det eventyr.
I begyndelsen bød Cairos finere selskab Amber velkommen, men Penrod blev stedse mere opmærksom på, at hans forlovede ikke opførte sig, som det sømmer sig for en ung engelsk dame, og at dette udløste kritiske bemærkninger. Hun hverken dirrede af skræk eller besvimede ved den mindste henvisning til Khartoum; hun beskrev fornøjet, hvordan man skød en krokodille eller en kudu, og frem for at nægte at tale om sin storesøsters forfærdelige skæbne sagde Amber åbenhjertigt, at hun var meget ked af, at hun ikke kendte sin nevø, og at hun håbede, at hendes storesøster Rebecca havde det godt sammen med sine veninder i haremmet. Hun havde tilføjet, at barnet sikkert ville være meget pænere end de fleste, for Rebecca var smuk, og Osman Atalan meget flot. Hver eneste hvid mor i Cairo blev dybt fornærmet over hendes udtalelser. Deres hviskede kommentarer om hendes opførsel pinte Penrod og satte ham i forlegenhed. Hvis ikke Amber lærte at følge klubbens og hærens uskrevne regelsæt, ville hun måske ikke være så stor en fordel for hans karriere, som han havde forventet. Og så spekulerede han på hendes uheldige forbindelse til Ryder Courtney. Penrod var den yngste søn af en baronet og havde, udover sin løn fra hæren, en stor personlig indkomst fra familiefonden. Han var uddannet på Harrow og havde opdaget sit talent for sprog under rejser i Europa, før han meldte sig til hæren. Han var officer og gentleman, han var født til at lede, og han var loyal over for dronningen og imperiet. Courtney var en handelsmand, der havde arbejdet sig op og slidt for hver en penny, han ejede – og han nærede åbenlyst foragt for alle sider af soldaterlivet. Manden havde godt nok selv kæmpet tappert mod mahdisterne og spillet en nøglerolle i deres flugt fra Osman Atalan, men Penrod så hellere, at hans forlovedes søster havde giftet sig med en herregårdsskytte.
Mens Amber så nærmere på sin støvle, skævede Penrod opad og fik øje på lady Agatha Woodforde, der iagttog dem fra balkonen ovenover med et ringeagtende smil om læberne. Han mærkede et jag i skridtet. Hun fangede hans blik og lavede ringeagtende trutmund. Penrod kom straks til at tænke på hendes nøgne krop viklet ind i fint bomuldssengetøj i hans værelse på Shepheard’s Hotel. Men han skubbede tanken fra sig. Han ville, i det mindste indtil videre, være tro over for sin kommende, om end noget vanskelige brud.
”Ballantyne! Pas på dine lommer!”
Råbet kom fra en af de officerer, der stadig grinede smørret over Ambers bemærkning om haremmet. Penrod snurrede rundt og stirrede ind i ansigtet på en dreng med mørk hud. Han var måske ti år gammel. Drengen havde allerede sin slanke hånd nede i Penrods frakkelomme. Han sprang elegant et par skridt væk, da Penrod greb ud efter ham, og han åbnede hånden for at vise ham hans dobbeltkapslede atten karats lommeur, før han vendte omkring og løb. De chauffører og tjenere, der stod tæt sammen foran klubben, forsøgte at fange ham, men drengen vred og vendte sig ud af deres greb som en glat ål. Penrod skævede til Amber.
”Du skal ikke bekymre dig om mig, Penny,” sagde Amber og lod sin arm glide ud af hans. ”Men sørg for at få dit ur tilbage.”
Penrod blinkede til hende og satte så i fuld fart efter den unge lommetyv.
Amber så efter ham og blev varm i kinderne. Han var så flot. Hun blev tør i munden, og hver gang hun så ham, flaksede hendes hjerte på en måde, der både var vidunderlig og skræmmende. Takket være sin søsters diskrete påskud havde hun forladt haremmet uberørt, men mens hun boede der, havde hun hørt nok til at vide, hvad hun kunne forvente på sin bryllupsnat. Tanken om det, om at gøre den slags med hendes elskede Penrod både skræmte hende og fik hende til at ønske desperat, at hun kunne blive gift så hurtigt som muligt.
”Miss Benbrook?” Kaptajn Burnett kom hen mod hende fra den skyggefulde veranda. ”Måske kan jeg være til hjælp. Har De brug for en vogn tilbage til hotellet?”
Hun missede med øjnene. ”Hvorfor skulle jeg dog have brug for Deres assistance til det? Jeg taler meget bedre arabisk end Dem.” Bag hende, i forhallens skygge, hørte Amber en dyb kvindelatter. Hun vendte sig og så en ganske smuk blond kvinde, der kom gående over lobbyens skakternede gulv med en kats lette, dyriske ynde. Amber mente, hun havde set kvinden før, selv om de aldrig var blevet præsenteret for hinanden.
”Så kan De lære det, Burnett!” sagde kvinden og rakte hånden frem mod Amber. ”Jeg er lady Agatha Woodforde, søde ven. Det glæder mig så meget at hilse på dig. Jeg er en af major Ballantynes gamle venner, skal du vide. Må jeg ikke invitere på te, mens han er ude at jage forbrydere.”
Amber tænkte længselsfuldt på sin suite på Shepheard’s Hotel. Hun havde mest lyst til at komme ud af disse forfærdelige støvler.
”Jeg vil høre alt om jeres romance, søde ven,” fortsatte lady Agatha roligt, ”og så skal jeg fortælle dig alle de dramatiske detaljer om major Ballantynes tidligere meritter.”
Amber kom i tanke om, hvor hun havde set kvinden før. Når Amber ved lejlighed havde passeret en gruppe damer og herrer på klubbens område, havde hun mærket, at de stirrede på hende, og derpå hørt latterudbrud, når hun var kommet forbi dem. Det gjorde hende ilde til mode, fik hende til at føle sig udstillet. Mere end én gang havde hun vendt sig og set lady Agatha stå midt i gruppen og stirre på hende. Men nu virkede hun dog ganske venlig.
”Vil du ikke nok? Det er da for galt, at Penrod sådan stikker af og efterlader dig her på grund af et lommeur.”
”Han har fået det ur af mig,” sagde Amber blot. ”Det er indgraveret.”
Lady Agatha lo igen og blottede sine hvide tænder. ”Det forklarer jo sagen! Han var naturligvis nødt til det, hvis det var en gave fra dig.”
Hun smilede og rørte Ambers ærme. Det var for fristende. Amber blev aldrig træt af at tale om Penrod, og selv Saffron, som det meste af tiden var en overbærende søster, var begyndt at rulle med øjnene, når Amber talte om ham og deres bryllupsplaner. En tanke strejfede Amber, og hun så med sammenknebne øjne på lady Agatha. Kvinden var smuk, men hun var ret gammel, tænkte Amber. Hun måtte være mindst femogtyve. Trøstet af den tanke gav Amber hende hånden og lod sig føre bort.
Drengen havde fået et godt forspring, men Penrod fornemmede, at han ikke for alvor forsøgte at slippe fra ham. Penrod var næsten fornærmet. Da de stormende hen over broen, ind i byen, og snoede sig vej mellem vandsælgere med opsvulmede drikkeskind over skuldrene i deres himmelblå galabiyyaere og europæiske hestevogne på vej fra klubben til kontoret og til hjemmet, standsede drengen og kiggede sig tilbage. Da han så, at Penrod stadig var i hælene på ham i fuld fart, grinede han bredt, før han igen satte i løb. Penrod havde ventet, at drengen ville dreje ind i labyrinten af smalle, snoede stræder, så snart de var kommet over broen, men han drejede i stedet ned ad den åbne hovedgade, fordi operahusets flotte facade og Esbekeeyah-haverne. Drengen løb behændigt gennem flokke af abessiniere og tyrkere, europæiske turister, der balancerede kejtet på tålmodige æsler, albanere med mangefarvede skærf og stolte beduiner med reserverede udtryk i ansigtet.
”Hvad er du ude på, knægt?” spekulerede Penrod højt og satte hastigheden op. Der blev råbt eder og forbandelser ad drengen på et dusin forskellige sprog, da han med et yndefuldt hop, som var han mester i højdespring, sprang over en lav firkantet prydhæk og spurtede hen over græsset for derpå at hoppe ned på vejbanen igen, dukke sig under en krænket kamels snude og løbe ind i de smalle skygger af bygningerne på den modsatte side. Penrod sugede byens varme, krydrede luft dybere ned i lungerne og mærkede sveden prikke bag kraven. Glæden over jagten fik hans blod til at koge og gjorde hans skridt længere.
Drengen så sig tilbage over skulderen. Hans lille ansigt udtrykte chok og bekymring, da han indså, at Penrod halede ind på ham. Han bøjede sig fremover, satte med høje knæløft farten op og drejede pludselig til højre ind i silkebasaren. Penrod bandede og tvang sig til at sætte farten op, for han vidste, at den snoede labyrint af smøger var et perfekt sted at gemme sig i for tyveknægten. Han måtte ikke tabe ham af syne blot et øjeblik, dertil var uret for dyrebart for ham. Da vejen snævredes ind, gik to mænd, der på en stang mellem sig bar et stort vidjebur fyldt med levende kalkuner, ud foran drengen, der kom løbende i fuld fart. Han krummede sig sammen og gled ind under den svingende stang på sine lædersandaler. De to mænd satte deres last ned og stirrede forvirrede efter drengen. Penrod råbte advarende, da han sprang hen over buret. Han landede på den støvede vejbelægning, sprang derpå op og satte efter drengen igen.
De stormede forbi en lang række lave butiksfacader, der var overhængt med gyldent og purpurfarvet silke, og butiksindehaverne skyndte sig at flytte deres varer til side, da de to kom farende. Penrod halede ind på drengen, da han drejede skarpt til højre ind på en smal gårdsplads, og det pludselige lys ramte Penrod som et slag efter mørket i basaren. Drengen greb fat i kanten af det springvand, der stod midt på pladsen, og brugte sin fremdrift til at svinge skarpt til venstre. Denne pludselige ændring i retning havde nær virket, men Penrod lod sig lede af sine instinkter, der var skærpede af årene på polobanen og slagmarken, og han satte fra med venstre fod fra det nederste af springvandet og strøg til siden i hælene på drengen. Drengen var nervøs nu og kiggede sig hele tiden tilbage for at se, hvor stort forspringet til forfølgeren var. Gamle arabiske mænd med hvide og grønne turbaner løftede deres fine kaffekopper, beskyttede dem med lange fingre og begyndte at indgå væddemål om resultatet af kapløbet. Drengen så sig tilbage igen og tumlede derpå ind i en blikkenslagers varelager, så artiklerne faldt til jorden med et brag, men han var kommet på benene og på vej af sted igen, før butiksindehaveren kunne nå at gribe fat i hans lasede tøj. Penrod holdt sig til muren i højre side og kravlede over en vaklevorn stabel teskrin for at undgå de metalvarer, der lå strøet rundtomkring, hvorpå han kastede sig frem mod drengen som en ørn, der slog ned på en kanin. Penrods bytte drejede endnu en gang om et hjørne, og nu lod det til, at drengens held omsider var sluppet op. Det var en blindgyde, en åbning mellem to huse fyldt med skrald og knuste tønder. Drengen strøg til venstre ind ad en træport, der stod halvt på klem under en sandstensbue. Penrod fulgte efter og nåede akkurat at se drengen spurte op ad en stentrappe, der førte fra gårdspladsen op til en sømbeslået cedertræsdør og ind i huset. Penrod kastede sig ind i det gamle hus’ pludselig mørke og fulgte lyden af drengens trin opad. En kvinde trådte ud på reposen og skreg og skjulte sit ansigt, da Penrod strøg forbi. Trappen blev mere og mere simpel og ufærdig på vejen op. Små børn og nysgerrige katte iagttog dem fra smalle døråbninger, og pludselig var Penrod igen ude i dagslyset og eftermiddagens varme. Han befandt sig på et fladt tag, der var overstrøet med pakkasser og vasketøjssnore. Han fik øje på drengen gennem de blafrende bomuldslagner og satte igen i løb hen over det forvredne og uregelmæssige tag. Drengen standsede pludselig foran ham, og hans arme gik som møllehjul. Han var nået til kanten af taget og stirrede hen over det lave rækværk på den dødbringende afgrund ned mod et af de snoede stræder. Han havde ingen steder at løbe hen. Mellem drengen og det næste tag var der en kløft på omkring to og en halv meter. Penrod følte tilfredsstillelse et øjeblik, men da så han, at drengen tog et skridt tilbage og krummede sig sammen.
”Lad være med det, knægt!” råbte Penrod, men drengen havde allerede kastede sig fremad ud i luften med flagrende arme og ben.
Penrod standsede med et ryk ved tagkanten og forberedte sig på det kvalmende syn af drengens lille krop, der lå knust under ham. Men nej, drengen var næsten nået over på den anden side. Han hang i én hånd i et skrøbeligt udhæng fra taget på den modsatte side. Der var ingen balkon eller markise under ham, der kunne afbøde hans fald, og der var ingen steder, hvor hans spjættende fødder kunne få fodfæste. En mand råbte nedefra, og pludselig var smøgens bund fuld af ansigter, der stirrede opad. Nu var der ingen, der lo; de stod tryllebundet ved tanken om den nært forestående død. Penrod var et øjeblik fristet til at efterlade drengen der, lade ham falde og så tage uret fra liget. Knægten havde tydeligvis ikke kræfter til at trække sig op igen, og det ville kun være et spørgsmål om sekunder, før han mistede grebet og faldt. Gipsen smuldrede under drengens hånd, og han gled et par centimeter ned med et lille, forskræmt hyl. Penrod tænkte på Amber. Hvordan skulle han kunne fortælle hende, at han ikke havde gjort noget for at redde dette barn? Han kunne naturligvis lyve, men han havde hemmeligheder nok, som sagerne stod. Han sukkede, vendte rundt og gik et dusin skridt tilbage fra tagkanten. Så krummede han sig forover, spurtede frem og satte fra med al sin kraft fra tagkanten. Han hørte et skrig og en mumlet bøn under sig, men så landede han hårdt, men sikkert på den anden side. Drengen hylede igen, for kraften fra Penrods landing havde rystet ham, og han havde mistet sit sidste desperate greb med fingrene. Han var på nippet til at styrte ned, da en stærk hånd greb om hans håndled, og Penrod trak ham op over tagkanten. Selv da ville drengen sikkert have forsøgt at stikke af, men Penrod holdt godt fast i ham og løftede ham op i de tynde skuldre.
Drengen kom sig hurtigt. Han lirede en strøm af forbandelser og klager af på arabisk, mens Penrod holdt ham udstrakt i luften. Han talte, lige så godt som han løb. Men han spildte ingen ord på at takke Penrod for at have reddet ham. I stedet påkaldte han Allah, så han kunne bevidne denne ferengis grusomhed, og bønfaldt derpå hver eneste djinn, der aktuelt opholdt sig i Cairo, at forbarme sig over ham, komme ham til undsætning og forsvare ham mod denne uhyrlige beskyldning for tyveri, der var sådan en hån mod hans ære, hans forfædres ære og mod selve byens ære. Penrod grinede, mens han lyttede til drengen, og satte ham ned halvvejs gennem tiraden, hvorpå han børstede støvet af hans bukser og glattede hans hånd med den ene hånd, mens han med et fast greb med den anden forhindrede drengen i at flygte.
”Tøm dine lommer, du Cairos ærede søn,” sagde han på drengens sprog, da knægten tilsyneladende aldrig ville løbe tør for luft, ”ellers sværger jeg ved profeten, fred være med ham, at jeg hænger dig tilbage, hvor jeg fandt dig, så du igen dingler fra tagkanten.”
Drengen blev pludselig stille. Han stirrede på Penrod og så et eller andet i hans blik, der overbeviste ham om, at det bedre kunne betale sig at adlyde frem for at blive ved med at skælde ud. Han stak hånden i sin kjortel, trak uret op og rakte det frem mod Penrod på sin åbne håndflade.
Penrod tog imod det og stak det i sin egen lomme igen, men han slap ikke drengen.
”Og resten.”
Dette medførte endnu et protestskrig, men Penrod løftede drengen op på tæerne, så hans kjortel klemte om hans hals, og begyndte at trække ham tilbage mod tagkanten. Drengen hylede, stak igen hånden ned i kjortlens folder og fremdrog en håndfuld sølvmønter, som han kastede for fødderne af Penrod. Så begyndte han at græde.
Kvinders og børns tårer havde ikke stor effekt på Penrod, men han blev overrasket. Han havde ventet, at en tyveknægt, som drengen her, ville være i besiddelse af forskellige smågenstande – punge og smykker – men ikke en håndfuld nyslåede engelske shillings. Han rynkede panden, mens han så dem glimte i støvet mellem de flaksende skygger fra det linned, der hang til tørre på tørresnore over dem.
Drengen så, at hans tårer ikke havde nogen virkning. Han snøftede og begyndte at tale igen. Denne gang talte han om sin fattigdom, sin syge moder, og hvordan han forsøgte at tage vare på hende ved at vise en højtæret effendi som ham selv rundt i Cairo. Han kunne naturligvis godt se, at Penrod ikke var nogen almindelig turist, men han, Adnan, Mohammeds søn, kendte alle de hemmelige steder i Cairo, hvor en velhavende mand kunne blive underholdt med spil, kvinder, drikkevarer og fornøjelige opiumsslørede optrin, der var taget lige ud af Tusind og én nat.
Penrod rystede drengen, indtil han igen blev stille. Han tænkte på den måde, som knægten havde vist ham uret på, lige efter han havde stjålet det; hvordan han i begyndelsen var løbet langsommere og ned ad brede boulevarder, hvor Penrod nemt kunne følge efter, og udtrykket i hans ansigt tidligt i kapløbet, da han så sig tilbage for at se, om Penrod stadig fulgte efter ham.
Penrod snurrede rundt og løftede med to hænder Adnan op fra jorden, så drengens ansigt kom tæt på hans eget. ”Hvem betalte dig for at stjæle fra mig, Adnan?”
Damernes terrasse i Gheziera Club var en hyldest til elegant design, der bragte det bedste af europæisk og egyptisk arkitektur sammen, så det dannede et køligt og stille paradis i eftermiddagens hede. Tjenere, hver iført skarlagensrød fez og ulastelig hvid kaftan besat med guldtråd i halsåbningen og ved håndleddene, bevægede sig mellem de lave borde bærende på bakker med bitter, sort kaffe, tekander af sølv og bjerge af delikate kager, der ville gøre det bedste parisiske hotel grøn af misundelse. Til officererne og mændene kom de med longdrinks i perlende fugtige glas, der klirrede af is. Til damerne havde de lemonade, der smagte både sødt og surt og var lige så forfriskende som et bad i rent kildevand.
Lady Agatha ledte Amber hen til et par lave sofaer i en krog, der var skærmet af unge palmers fine blade. I den modsatte ende af lokalet spillede en strygekvartet et eller anden beroligende og blidt, og gennem den summende lyd fra den almindelige konversation kunne Amber høre den piblende musik fra springvandet i midten, hvor en gudinde af sten i al evighed hældte Nilens vand ned i et lavt bassin beklædt med funklende turkis mosaik.
Mens Agatha bestilte til dem begge, balancerede Amber sin lille pompadour på knæet og iagttog hende. Amber vidste ikke ret meget om tøj, ud over at hun kunne lide det, og selv om hun i haremmet havde lært at sætte hår i de mest komplicerede frisurer, så var det ikke de stilarter, man godtog i Cairo. Hun vidste dog nok til at forstå, at lady Agatha var vidunderligt klædt. Den stramme satinjakkes snit antydede både raffinement og beskedenhed, mens den fremhævede hendes krops kurver og buler. Hendes nederdel var lang og forbløffende hvid, mens de skarlagensrøde satinbånd og blonder forlenede den med et originalt anstrøg. Men det mest bemærkelsesværdige ved lady Agathas tøj var dog, at hun tilsyneladende på ingen måde bemærkede det. Amber kunne ikke lade være med at kradse og klø sig. Hendes korset nev, og blonderne om hendes hals kløede. Hun var altid i færd med at forsøge at løsne noget eller stramme noget andet, men det blev aldrig behageligt, uanset hvad hun gjorde. Hendes tvillingesøster Saffron var ikke til megen hjælp. Når hun var på jagt i Østafrikas vildnis sammen med sin ægtemand, gik hun klædt i knæbukser og hans lange skjorter, og til mere formelle lejligheder fandt hun elegante aftenkjoler i eget design frem fra sin kuffert. Disse kjoler fik folk til at gispe forundret, og hver eneste kvinde i lokalet stirrede misundeligt på hende, men Saffron følte sig tilsyneladende lige så tilpas i dem som i sit rejsetøj. Men stilen passede dog på ingen måde til Amber. Hun havde engang prøvet en af dem, men Saffron havde grinet så højt, at hun havde fået hikke, da Amber kom ud fra hotellets omklædningsrum. Så Amber var henvist til kjolemagerne i Bond Street og de modeskabere, der var uddannet i Paris, men svingede deres nåle i det europæiske kvarter i Cairo.
”Nu skal vi have en lille snak,” sagde lady Agatha, da tjeneren kom med deres lemonade, kager og te, der blev serveret på engelsk facon.
Amber lyttede gladelig til hende et stykke tid. Lady Agatha kendte alle mulige interessante detaljer om Penrods tidlige karriere, og Amber var fascineret af hendes beretning om, hvordan han havde kæmpet sig væk fra katastrofen i El Obeid, og den modtagelse, han havde fået, da han kom tilbage til Cairo. Amber glemte alt om sit irriterende tøj og den mistænksomme latter fra lady Agathas venner, og hun fortalte sine historier om Khartoum, om Penrods tid som Osman Atalans fange og de ydmygende afsavn, han måtte udstå.
”Og nu skal vi giftes. Jeg tror ikke, at nogen kunne være mere lykkelig end jeg.”
Lady Agatha lagde hovedet på skrå. ”Min kære pige! Hvor er det romantisk!” Så tøvede hun et øjeblik. ”Bør jeg ikke sige noget? Åh, bare jeg kunne forblive tavs og lade dig nyde din lykke.”
Amber kom pludselig i tanke om den kobraslange, hun engang var faldet over i krattet lige uden for Khartoum, og hvordan den havde rejst sig og stirret på hende, mens den svingede sit smukke hoved fra side til side. Hun mærkede den samme instinktive, kvalmende frygt, hun havde oplevet dengang, og den samme fornemmelse af at stivne og være hjælpeløs.
”Amber – jeg håber virkelig, jeg må kalde dig Amber, søde ven. Jeg bliver altså nødt til at spørge dig, om du virkelig kender major Ballantyne helt så godt, som du selv tror?”
”J … ja, selvfølgelig gør jeg det,” svarede Amber halvhjertet.
Lady Agathas stemme var som en blid spinden. ”Åh, det glæder mig. Så bliver du ikke overrasket over noget, som han har sagt eller gjort. Du ved det jo allerede! Forstår du, han betroede det hele til mig, mens du var i England for at følge udgivelsen af din spændende lille bog. Jeg kan naturligvis ikke sige noget som helst om Penrod, der vil overraske dig, søde ven, men for min samvittigheds skyld må jeg sikre mig, at du ved, hvad han fortalte mig om din familie og i særdeleshed om din smukke storesøsters tragedie. Hun hedder Rebecca, ikke sandt?”
I løbet af de næste tyve minutter talte Agatha med sin smukke, melodiøse stemme, mens Ambers verden styrtede sammen omkring hende. Hvert ord, der blev sagt, gennemborede hendes naive hjerte som en kniv smedet af det fineste damascenerstål. Amber rejste sig straks, da Agatha endelig holdt op med at tale og slap hendes hænder. Agatha sad elegant og roligt og lignede en smuk kat på sofaen med sine kager og sin fløde.
”Jeg må … hellere gå,” sagde Amber.
”Ja, det er vist bedst,” svarede Agatha uden overhovedet at se op. Hun beundrede i stedet sine manicurerede fingernegle. Hendes tonefald var køligt.
Amber vendte sig væk og skyndte sig i blinde hen til døren. Hun kunne ikke fatte det, hun lige havde hørt, men samtidig troede hun hvert et ord. Hun måtte væk, før hun brød ud i gråd foran alle disse mennesker. Det lykkedes hende næsten, men hendes små, moderigtige støvler svigtede hende igen, og hun gled på marmorfliserne nær udgangen fra lobbyen. En af tjenerne rakte en arm ud efter hende, men det var for sent, og han var klodset, og de faldt begge to, så den bakke med tomme glas, han bar med sin anden hånd, faldt på gulvet med et brag. Selv strygekvartetten holdt op med at spille, og de vendte sig for at se på dem, mens Amber kæmpede for at komme på benene igen.
”Undskyld, undskyld …” Hun skubbede sig væk fra de hænder, der blev strakt frem for at hjælpe hende op, og så løb hun ned ad trappen, ud i det klare solskin og ind i den første ventende drosche. Det lykkedes hende at nævne Shepheard’s Hotel, og så lod hun sig falde tilbage mod det polstrede sæde.
Fra verandaen i Gheziera Club så blomsten af det anglo-egyptiske samfund hende tage af sted, og sceneriet var ledsaget af lady Agathas stille, musikalske latter.
Penrods hjerte frøs til is, da han hørte, at en smuk, blond engelsk kvinde havde betalt Adnan for at stjæle hans ur og lokke ham ud på en god lang forfølgelse.
Han slap drengen og begav sig hen til den mørke trappeskakt, der ledte ned til gaden igen. Adnan fejede sine mønter op fra støvet og fulgte efter.
”Hun sagde, det var en spøg! I briter kan jo godt lide en spøg!” Nu forsøgte Adnan sig på engelsk. Hans stemme rungede overraskende højt, da de gik ned i mørket. Der var sært stille efter larmen på gaden.
”Forsvind med dig!” snerrede Penrod, men drengen blev tæt bag ham og sprang fra trin til trin. Penrod nåede bunden af trappen og gik ud på den store gårdsplads.
”Har De ikke tænkt Dem at melde mig? Måske synes De også, det var en god spøg?”
De folk, der havde overværet forfølgelsen og redningen, flokkedes nu omkring dem. De klappede gentagne gange Adnan på hovedet og hyldede og lykønskede Penrod på arabisk, engelsk og fransk. Han hørte, at nogen kaldte ham en kriger, og usete hænder børstede støv af hans uniform, greb ham om håndleddene, klappede ham på ryggen og velsignede ham. Penrod fortsatte med at gå, indtil menneskemængden delte sig, og drejede så ind i selve basaren. Han så ingenting, han hørte ingenting, før endnu en hånd greb ham i ærmet. Hans utålmodighed overvældede ham, og han hævede sin knyttede næve for at slå den formastelige.
”Ej, herre, vær god mod Yakub!”
Penrod sænkede armen. Hans syn klaredes en smule, og han så ind i et ansigt, der tilhørte en gammel ven og allieret. Yakub havde ledt ham gennem ørkenen til Khartoum og sat livet på spil for at hjælpe ham med at undslippe Osman Atalans slaveri. Det lykkedes Penrod at nikke som hilsen. Yakub så grundigt på hans ansigt og rynkede panden. Så vendte han sig mod Adnan, der stadig luntede af sted ved siden af Penrod. Nyheden om forfølgelsen var tilsyneladende allerede nået Yakubs ører.
”Stjæler du fra Ababdan Riji? Er du bindegal, din lille frø? Hvorfor tror du, vi kalder ham ’Manden, som aldrig giver op’?”
”Man fortalte mig ikke hans navn,” svarede Adnan mut.
”Hvad skal jeg stille op med ham, herre?” spurgte Yakub. ”Skal jeg smide ham i floden eller smide ham i brummen? Hvis de andre tyveknægte ikke æder ham, så gør kakerlakkerne det.”
”Giv ham et ærligt arbejde, hvis han kan magte det,” svarede Penrod. Hans stemme lød ru og hul. ”Men lad mig være i fred, begge to.”
De handlende langs den smalle vej løftede deres kaffekopper til hilsen, men Penrod ignorerede dem alle. Man tilbød ham ruller med silke, men han skubbede dem til side og tænkte i stedet på den sidste nat, han havde tilbragt sammen med lady Agatha. Det var blot en måned siden, mens Amber endnu havde været i England. Agatha havde foreslået, at de røg opium sammen, og han indvilgede i de smægtende dønninger efter deres hede elskov. Det havde været vidunderligt at iagttage hende og se, hvordan de tunge, hvide bryster svingede frit under hendes silkekimono, mens hun omhyggeligt gjorde rusgiften klar – en lille brun og boblende kugle i pibehovedet. Han havde ment, at virkningen af stoffet var overdreven, selv om det havde indhyllet ham i en behagelig tåge og føjet en langsom og mere sensuel undertone til deres kærtegn. Det var nemmere at være langsom, at nyde hendes fyldige, modne krop, når man var påvirket af det. Men så … hvad var der så sket? De havde ligget sammen i den kølige skygge og drukket fin gammel cognac, og han havde berettet om sine eventyr i Khartoum. Han havde fortalt hende, hvordan han havde forført David Benbrooks ældste datter, Rebecca, og hvordan han havde taget hendes mødom lige så nemt som at plukke en moden figen fra et træ i vejsiden. Han havde opdaget, fortalte han Agatha, at pigen også havde været i seng med Ryder Courtney, og derfor besluttet, at han ikke havde nogen forpligtelser over for hende. Siden da var Rebecca selvfølgelig blevet selveste madhiens skøge og havde derpå, efter mandens død, tilhørt Penrods dødsfjende, Osman Atalan. Havde han brugt ordet ”skøge”? Ja, det havde han.
Han gik tilbage ad boulevarden mod Zamalek Island og Gheziera Club, men han hverken så eller hørte noget. Han kunne ikke tænke på andet end den nat, hvor han havde talt med lady Agatha og fortalt hende alt. Sikke et fjols han havde været! Han vidste, at lady Agatha var en jaloux slange, men rusgiften havde løsnet hans tungebånd på skæbnesvanger vis. Penrod forstod, at Rebecca havde påtaget sig opgaven som konkubine for at redde sine søstre og sit eget liv, men det havde han ikke forklaret lady Agatha. Nej, han havde i stedet sagt: ”Osman Atalan kan beholde den skøge, og jeg tager jomfruen som min brud.” Han blev tør i munden. Havde lady Agatha krympet sig, da han sagde det? Måske. Det var muligt, at Agatha stadig havde forventet at blive Penrods hustru, før han ytrede den fatale bemærkning. Amber var kort efter kommet tilbage til Cairo for at fejre sin fødselsdag sammen med sin tvillingesøster. Hun svømmede i sin bogs succes, hun var pludselig selv blevet velhavende, og hun var tydeligvis forelsket i ham. De havde bekendtgjort deres trolovelse. Penrod havde ikke gjort noget forsøg på at advare Agatha.
Han var næsten fremme ved klubben. Han lukkede hånden om det tilbageerobrede ur. Guldet føltes køligt mod hans hud. Han kunne inskriptionen udenad: Til Penrod, for evigt, Amber.
En genert og enkel erklæring. Måske havde lady Agatha ikke til hensigt at sige noget stødende til Amber, måske var hun bare nysgerrig. Måske sad de sammen og talte om mode og bryllupsplanlægning, og den eneste straf for hans indiskretion ville være hans tidligere elskerindes drillende, sensuelle blik. Han satte farten op, og håbets lille flamme forsøgte blafrende at leve, selv om han vidste, at håbet var falsk.
Saffron Courtney, født Benbrook, var allerede træt af Cairo, selv om det havde taget hende to uger at nå frem til byen. Hun havde rejst gennem det etiopiske højland på æsler med iltert temperament, derpå med dampskib fra Djibouti op gennem Det Røde Hav til Suez og så hertil. Men Saffron kedede sig og blev apatisk, da den første begejstring over at se Amber igen havde lagt sig. Det havde været lettere at bære, hvis hun havde haft et atelier eller hjem her, men hun sad bare på et hotel midt i byen og havde intet at bruge tiden til. Ryder var borte fra morgen til aften, og Penrod tog hele tiden Amber med til den åndssvage Gheziera Club. Ryder blev ikke anset som værdig til at være medlem, så Saffron nægtede overhovedet at nærme sig stedet. Penrod, der naturligvis spillede polo i klubben, tog altid Amber med ud til den lille ø, hvor klubhuset lå. Saffron fnøs. De havde endda fået haven til at ligne noget fra et engelsk gods. Idioter. Hvorfor overhovedet tage til Afrika, hvis man helst ville foregive, at man stadig boede i Chelsea?
Saffron holdt af basaren og Cairos smalle gader, hvor lyset opblødtes af de gamle huses balkoner, der visse steder hang så tæt sammen, at kvinderne kunne række konfekt til hinanden hen over smøgen, og hun var betaget af de store stabler med glimtende metalvarer, bjerge af dadler og åbne sække med røde og gule krydderier. Hun gik ud for at male, hvad hun så, men blev blot omringet og chikaneret. En gang havde hun klædt sig på som en dreng og spankuleret rundt med sin skitseblok. Hun var yderst fornøjet med de skitser, hun havde tegnet den dag, men selv Ryders venner var blevet rædselsslagne ved tanken om en europæisk kvinde, der gik rundt forklædt som mand, og de fik hende til at love, at hun aldrig ville gøre det igen. Hun kunne ikke foretage sig andet i sin luksuriøse suite på Shepheard’s Hotel end at male stilleben – skåle med frugter og blomster – som irriterede hende i sådan en grad, at hun kylede appelsiner efter Ryder, da han sagde, at han syntes, hendes endnu ikke afsluttede værk var ”vældig pænt”.
Det kedede hende også dybt at være gravid, og hun blev gnaven af at have kvalme. Hun var brudt ud i gråd, da Ryder fortalte hende, at de måske måtte blive i byen adskillige måneder længere, mens han forberedte sit næste forehavende. Hun var ikke en kvinde, der græd ofte, og episoden havde overrasket hende lige så meget, som den havde overrasket Ryder. Han havde sagt noget om at leje et hus, noget mindre og ikke i det europæiske kvarter, så hun måske ville føle sig knap så indespærret, men hun havde været så syg og elendig tilpas på det tidspunkt, at hun ikke kunne afgøre, om han virkelig mente det. Det var muligt at folkene på Gheziera Club ikke billigede, at familien Courtney slog sig ned sådan et sted, men de kunne rende og hoppe, hvis det stod til Saffron. I sit eget hus ville hun kunne beværte sin mands arabiske venner og få deres børn til at sidde model. Hun bed negle og håbede inderligt, at Ryder havde ment det. Men han havde en hel masse om ørerne for tiden.
Da Ryder nogle år tidligere jagede bjergnyalaer på skråningerne øst for Adrigat, så han tegn på noget, der kunne være en stor forekomst af sølvmalm. Han havde sendt en prøve til analyse i Kapkolonien, og da de var sluppet ud af Khartoum og havde fundet frem til kejser Yohannes af Abessiniens hof, ventede rapporten på dem der. Den bekræftede, at åren var rig på det dyrebare metal. Saffron og Ryder var begge velsete ved det abessinske hof. Ryder havde bragt kejseren nyt om mahdisternes aktiviteter langs hans grænse, og kejserinden havde gjort Saffron til sin kæledække og bar hendes designerkjoler med stolthed. De havde indhentet alle de påkrævede tilladelser og aftalt, hvor mange procent af det udvundne sølv der skulle gå til kejserens skatkammer, samt sendt agenter ud for at købe landområdet og forhandle med de lokale høvdinge. Saffron vidste, at hver eneste af hendes mands tanker siden da havde drejet sig om sølvåren, og hvordan den kunne udnyttes. Nu, hvor de var i Cairo, brugte han al sin tid sammen med mineingeniører og eksperter i metallurgi.
Saffron vidste, at Ryder elskede Tigray-regionens højland. Landskabet bestod af en forbløffende række højsletter og dybe dale, der var overstrøet med ældgamle kirker, hugget ud af klippen, og klostre, der lå øverst på de højeste tinder, og hvor man kun kunne komme til ad skrøbelig rebstiger. Ligesom i ørkenen var det brændende hedt om dagen og koldt om natten, men regionens skønhed var mere slående end Saharas grandiose tomhed. Efter regntiden var de frodige enge fulde af vildt, eksotiske fugle og et sært flor af lyserøde og hvide blomster. I tørkeperioden fik landskabet samme farve som en løves pels, og landsbyerne sås tydeligt som smaragdgrønne pletter. Befolkningen var bønder, der målte deres velstand i venner og kvæg, men de fortalte også historier og sang elegant og vittigt. De var arvtagere til en kultur, der var rig på myter og mysterier. Den vordende mine lå i en isoleret og ubeboet dal et godt stykke vej fra den nærmeste landsby, og Saffron glædede sig til at komme dertil sammen med sin mand. Hver nat, når de havde elsket, bad hun Ryder beskrive det alt sammen for hende igen og forklare hver eneste detalje om, hvordan lejren skulle opbygges, hvor de skulle dyrke deres madvarer og holde husdyr, hvor arbejdernes hytter skulle ligge og de bygninger, der var nødvendige for at udvinde sølvmalmen. Ryder ønskede at bygge noget permanent efter at have rejst rundt i Afrika i mange år. Han troede, at minen kunne gøre ham velhavende, men han ville også bringe velstand til befolkningen i Tigray-regionen. Han talte om at uddanne ingeniører og metalspecialister blandt den lokale befolkning, og om at udbyttet fra minen måske kunne beskytte dem mod sult og krig. Saffron kunne ikke forestille sig en større lykke end at hjælpe ham og opfostre sine børn, mens minen voksede, og hun ønskede desperat, at denne spændende fremtid straks skulle tage sin begyndelse. Men sådan et forehavende krævede en enorm mængde planlægning, og Ryder ville gerne rekruttere en håndfuld amerikanske og europæiske mineeksperter. Han havde brug for folk med erfaring i at arbejde på isolerede steder, så han begyndte at se sig om efter folk, der havde deltaget i det store sølvfund i Comstock i det vestlige Utah. Han skulle også bruge tid på at samle alt det udstyr, der var påkrævet for at udvinde malmen, men Saffron var ikke særlig interesseret i detaljer om maskineriet. Hun holdt op med at lytte, når Ryder begyndte at tale om kviksølv, smeltedigler, fødelinjer og knusere. Det lod alt sammen til at være meget dyrt, meget tungt og umådeligt svært at transportere op i bjergene, men hun havde blind tiltro til sin mands evne til at arrangere alting perfekt. Hun ønskede blot, at det ikke tog så lang tid.
I mellemtiden stirrede hun drømmende ud ad vinduet. Derfor var det hende, der så Amber komme tilbage til hotellet fra Zamalek Island. Selv fra denne vinkel kunne Saffron se, at der var noget galt med hendes søster. Hun mærkede det i sit bryst som et pludseligt, kvalmende stik i hjertet. Hun sprang op fra stolen og skyndte sig hen til Ambers suite. Hun havde helt glemt sine egne problemer.
Penrod spurgte efter sin forlovede ved indgangen til klubben. Tjenerne kendte alle miss Benbrook – man glemte ikke så nemt en engelsk pige, der lignede en blomst, der er sprunget ud efter den første regn, og som tillige talte et flydende klassisk arabisk, der fik dem til at føle, at de alle var poeter. Penrod kunne også se på deres stirrende blikke og korte svar, at Amber ikke havde set glad ud, da hun gik, og at de, som var hendes beundrere, gav ham skylden for det. Lad dem tro, hvad de vil. Kaptajn Burnett kom slentrende forbi, mens Penrod stillede sine spørgsmål. Kaptajnen standsede ved siden af Penrod og gav sig tid til at tænde en cigaret. Flammen flaksede en smule.
”Miss Benbrook er taget af sted igen, Ballantyne,” sagde han drævende.
”Hun drak te sammen med lady A og strøg så af sted på en højst besynderlig måde.” Han blæste en lungefuld blågrå røg ud i eftermiddagsluften og lo klukkende for sig selv. ”Hun forsøgte at kaste sig i armene på en af de arabiske tjenere på vejen ud. Jeg formoder, man kan fjerne pigen fra haremmet, men gamle vaner er svære at blive kvit!”
Penrods hænder gled ned til sin sabels skæfte, men Burnett blev fejet til side af løjtnant Butcher.
”Hold mund, din idiot,” hvæsede han til sin ven, før han vendte sig mod Penrod. ”Jeg undskylder, hr. major. Manden har fået for meget sol.” Han skubbede Burnett i retning af skyggen, mens han fortsatte med at bukke og smile ydmygt til Penrod.
Penrod ventede, til de var gået, og steg så ind i den drosche, der stod først i rækken. Han nævnte brysk Shepard’s Hotel. Kusken satte i gang med et skarpt ryk, og Penrod var sikker på, at det var med vilje.
Amber var alene, da Penrod blev vist ind i den private dagligstue i sin forlovedes suite. Hendes lille ansigt var meget blegt, men hun virkede rolig. For rolig. Amber var en pige, der havde let til smil, og som observerede verden omkring sig med et skarpt og vittigt blik. Det var først, da han så hende, som hun var nu med et tomt ansigtsudtryk, der kunne have været hugget i marmor, at han indså, hvor meget han elskede den livfuldhed og den begejstring for livet, hun bar på samme måde, som visse kvinder bar smykker. Smykker. Et glimt af diamanter fangede hans blik: Det var den forlovelsesring, han havde givet hende for nyligt. Den havde en enkel kreds af små, men perfekt slebne diamanter og lå på det lille rosentræsbord foran det tomme ildsted. Han havde sendt Yakub ud for at købe den og havde selv knap kastet et blik på den, men han huskede blikket i hendes øjne, da han gav den til hende – hun havde strålet af glæde.
”Vær venlig at tage Deres ring, major Ballantyne. Vores forlovelse er slut.” Nu talte nu meget afdæmpet uden betoning eller eftertryk.
Penrod fremtvang en indyndende, kærlig latter og rakte hænderne frem.
”Min kære pige, jeg aner ikke, hvilket giftigt sladder den kvinde har fortalt dig, men vær sød at ignorere det. Agatha arrangerede, at den lille lommetyv skulle stjæle fra mig, så hun kunne få lejlighed til at tale med dig alene og sværte mig til. Hun er blot jaloux, det er det hele.”
Amber trådte hurtigt væk fra ham, så sofabordet stod imellem dem. ”Det ved jeg godt, Penrod. Hun var din elskerinde, ikke sandt?”
Han svarede ikke, men lod hænderne falde ned langs siden.
”Det tænkte jeg nok,” fortsatte Amber. ”Jeg tror alligevel, at det, hun fortalte mig, er sandt – uanset om hun sagde det i jalousi. Hun ville ikke have nydt at sige det i sådan en grad, hvis hun løj. Så jeg kan ikke gifte mig med dig.”
Det var meget sjældent, at Penrod følte frygt, men det gjorde han nu. Han undertvang den.
”Det er latterligt.”
Amber vendte sig mod ham. Han så et pludseligt glimt af vrede i hendes blik, og hun blev rød i kinderne.
”Latterligt? Sig mig, forførte du min søster eller gjorde du ikke?”
Hendes vrede vækkede hans egen, og han holdt fast i den som en trofast ven. ”Ja, det gjorde jeg. Din søster, min kære pige, er ret nem at forføre. Ryder Courtney havde hende også, før hun blev indlemmet i haremmet. Jeg kan forsikre dig for, at hun har et naturligt talent for at være sådan et sted.”
”Dit uhyre! Hun reddede mit liv. Hvis hun ikke havde beskyttet mig …” Hun støttede sig op ad kaminhylden og så væk. Han kunne se, at hendes spinkle skuldre sitrede, mens hun kæmpede med sin selvkontrol. ”Jeg kender til historien om min søster og mr. Courtney, så den kan du ikke bruge imod mig. Ryder Courtney er et bedre menneske end dig. Han fortalte Saffron alt om det. Han mente, at Saffron skulle vide det hele, inden de blev gift. Han bad Rebecca om at gifte sig med ham, men hun afslog, fordi hun håbede, at du kom tilbage. Ryder fortalte det hele til Saffron, fordi han er et godt menneske. Han er slet ikke som dig og dine åndssvage venner i den åndssvage klub, hvor alle tror, de er, åh så overlegne. Officerer og gentlemen? Moralen i haremmet var højere.”
Penrods stemme var iskold. ”Jeg kom tilbage. Jeg kom tilbage for at hente jer begge to.”
”Men da havde du allerede besluttet, at du aldrig ville gifte dig med hende, ikke sandt, Penrod? At hun ville være en belastning for dig. Du blev garanteret lettet, da du opdagede, at hun ville blive der, at hun valgte at være fange hos det uhyre til Osman Atalan for at beskytte sit barn. Hun gjorde, hvad hun kunne for at redde mig. For at redde mig, Penrod. Og så lægger du dig i den slange til lady Agathas seng og drister dig til at kalde min søster Rebecca for en skøge.” Hun gjorde ingen forsøg på at skjule sin afsky.
Han forsøgte at gøre sin stemme blid. ”Rebecca gav sig selv til mig. Hun var yderst villig. Skulle jeg måske have stillet mig tilfreds med at ægte en konkubine? Jeg ved godt, du stadig er et barn og umuligt kan forstå den slags, Amber, men jeg er glad for, at hun valgte at blive. Min karriere havde været ødelagt, hvis jeg var tvunget til at gifte mig med hende. Kom nu til fornuft, og sæt ringen på din finger igen. Ikke mere fjolleri, min søde pige.”
Han vendte sig en anelse væk, mens han talte, for at skjule de følelser, der voksede i ham. Da han vendte sig igen, stirrede han ind i mundingen på en Webley-revolver. Ambers hånd var rolig nu, og hun havde fingeren på aftrækkeren.
”Du har aldrig været værdig til at røre et hår på min søsters hoved, Penrod. Du er ikke værdig til at slikke støvet af hendes fødder. Og du har heller ikke fortjent mig. Var det fjolleri, da jeg vaskede snavset af dig, da du var døende efter at være blevet tortureret af Osman Atalan? Var det fjolleri, da jeg dræbte den kriger, som var på nippet til at kløve dig i to ved floden i Khartoum? Synes du, jeg er fjollet nu?” Hun spændte revolverens hane med tommelfingeren. David Benbrook havde oplært alle sine døtre til at være mesterskytter.
”Gå din vej, Penrod, eller også sværger jeg ved gud og for Rebecca, at jeg skyder og dræber dig på stedet.” Hun stirrede på ham med et foragteligt udtryk i ansigtet. Hun var tapper, smuk og uforsonlig.
Penrod tog en dyb indånding og bukkede så for hende. ”Jeg kan forstå, at du har taget din beslutning, og at jeg ikke kan gøre noget for at ændre på den. Derfor tager jeg afsked med mine varmeste ønsker om, at du må få et lykkeligt liv.” Han forlod værelset og lukkede roligt døren bag sig.
Amber sænkede revolveren, sikrede den omhyggeligt og tog patronerne ud, ligesom hendes far havde lært hende. Så lagde hun den igen i æsken på kaminhylden. Så svandt hendes kræfter endelig bort, og hun faldt grædende på knæ.
Penrod gik ned ad den brede mahognitrappe til hotellobbyen. Han gik som i en døs. Hun mente det ikke, sagde han til sig selv. Hun var oprevet. Agatha havde chokeret hende, men Amber ville komme tilbage til ham, når hun havde fået tid til at tænke sig bedre om. Der var ingen, der behøvede at vide noget om det. Der ville komme besked til ham i klubben eller i hans hus, inden mørket faldt på.
Han hørte nogen kalde på sig, i samme øjeblik hans pudsede støvle rørte lobbyens flisegulv. Det var Ryder Courtney, der stod lænet op ad bardisken sammen med sine kollegaer fra minebranchen. Ryder var en høj, bredskuldret mand med tykt og mørkt pjusket hår. Han var meget solbrændt. Enhver anden englænder i byen var enten i uniform eller iført højt stivet kravetøj og slips, men Ryders påklædning viste hans sædvanlige foragt for skik og brug. Han bar et tørklæde som en løsthængende kravat og var iført en lang frakke af læder. Han havde tilsyneladende stadig støv fra det abessinske højland på sine støvler.
”Kom her og drik en skål sammen med os, Ballantyne! Saffy og jeg har fået et hus her. Nu kan vores hustruer pylre om bryllupper og småbørn, og når de begynder at skændes, tager Saffy og jeg af sted til Axum. Vi skal udvinde sølv, og disse ærværdige gentlemen skal finde ekspertise og materiel til mig. Kom og få en drink med det seneste Courtney-foretagende.”
Penrod nåede frem til ham med tre korte skridt. Han greb Courtney i kraven og trak hans ansigt tæt ind til sit eget.
”Du kunne bare ikke holde kæft om søsteren, hva’?”
Ryders smil forsvandt. Han satte forsigtigt ølglasset fra sig på bardisken og så roligt på Penrod. ”Jeg har fortalt min hustru sandheden om det, der skete mellem mig og Rebecca, hvis det er det, du mener. Saffy havde fortjent at høre det. Det er dit problem, lille soldat, hvis du har løjet for Amber og er blevet taget i det.”
Mændene på hver side af dem kunne høre en sagte truende knurren fra Ryders strube. De greb deres drinks og gav taktfuldt de to mænd plads.
Penrod kunne mærke vreden vokse i sig som en sort blomst. ”Du er en skændsel, Courtney. Jeg skammer mig næsten over at være englænder. Tænk at sladre til en kvinde. Nå, men det har du altså gjort. Amber har besluttet, at hun ikke længere vil gifte sig med mig, så jeg formoder, du hænger på hende nu.”
Ryder reagerede hurtigt. Han jog hænderne opad og brød det greb, som Penrod havde i hans krave. Den eksplosive kraft i Ryders bevægelse flåede Penrods arme til side, så han vaklede baglæns. Ryder gjorde sig klar ved at krumme i ryggen og bøje let i knæene. En af tjenerne holdt op med at tørre glas og stirrede med åben mund på dem. Hans kollega, der tydeligvis var bedre til at forstå tegn på ballade, fjernede hurtigt flaskerne med den bedre champagne fra krystalhylderne bag baren og gemte dem under mahognidisken.
”Amber er et godt menneske, og du fortjener hende ikke. Hun kan altid bo hos mig og Saffron, hvis det er det, hun har lyst til. Hun vil indånde renere luft i højlandet end i den sump af en klub sammen med dig.”
Penrod kastede sig frem mod ham. Ryder var forberedt på det, og han var den største af de to, men nu så han et morderisk raseri i mandens blik. Penrod plantede en dundrende uppercut på Ryders kæbe. En hvidglødende smerte eksploderede i Ryders hoved, og han indså forbløffet, at Penrod forsøgte at slå ham ihjel med de bare næver. Han parerede den efterfølgende venstre fra Penrod og lagde sine egne kræfter i et hug mod Penrods nyre. Det var et stød, der kunne have stoppet en hanelefant; det løftede Penrod op fra gulvet og sendte ham baglæns ind i en pyramide af champagneglas. De eksploderede i en sky af glasskår, der fløj ud over marmorgulvet. Penrod lod sig tilsyneladende slet ikke mærke af det. Han greb om den messingstang, der løb langs med bardisken overkant, og brugte den til at sende et flyvende spark mod Ryders brystkasse. Det slog al luften ud af mandens lunger, og han vaklede baglæns. Penrod greb en tung sifon bag sig og løftede armen for at smadre den ned i Ryders tinding. En kvinde skreg et eller andet sted. Ryder undveg ved at dreje til den ene side, men sifonen ramte ham alligevel i panden, så huden flængedes, og blodet løb ned i hans øjne. Men Ryder stolede på sine instinkter og svarede igen med et venstre hook, der ramte. Sifonen blev slået ud af Penrods hånd og spandt hen over gulvet, men manden sprang frem som en løve, der angreb en bøffel. Ryder væltede tungt om på ryggen med Penrod ovenpå, og han mærkede, at manden greb ham hårdt om halsen. Ryder fik venstre hånd fri og slog igen og igen Ryder i ribbenene. Han mærkede knoglerne brække under sin knytnæve, men grebet om hans hals blev ikke svagere. Ryder stirrede på Penrod, og han kunne se et rovdyrs dræbende vrede i mandens blik. For første gang i sit liv var Ryder bange for, at dette var hans sidste åndedrag. Sorte pletter dansede for hans øjne, og han mærkede, hvordan kræfterne sivede ud af hans lemmer.
Pludselig eksploderede verdenen tilsyneladende omkring dem. Den krystallysekrone, der havde hængt højt oppe under loftet, kom susende ned imod dem begge. Bartenderne sprang i sikkerhed. Penrod slap sit greb. Begge mænd slog beskyttende armen om deres hoveder og rullede væk. Den glitrende masse eksploderede på det sort-hvide flisegulv, og Ryder blev overdænget med glasskår.
Han vred sig rundt og så sin hustru, der stod med det haglgevær, hun netop havde affyret op i loftet. Det var allerede åbent og hang over hendes albue. Hun stirrede stift på Penrod. Hendes mund var en resolut streg, og hendes honningfarvede øjne glimtede, som om de reflekterede de knuste rester af hotellets lysekrone. Den komplette stilhed blev brudt af lyden fra et glas, der knustes, da en af bartenderne rejste sig fra sit skjulested for at se, hvad der var sket. Han holdt stadig viskestykket i sin venstre hånd.
Ryder rejste sig forsigtigt op og hostede, mens han gned sin kvæstede strube. Han kunne fornemme den søde, metalliske smag af blod i sin mund, og omkring ham stank der af spildt spiritus. Han trak sit tørklæde af og pressede det mod såret i sin pande.
”Jeg undskylder afbrydelsen, major Ballantyne, de herrer,” sagde Saffron kækt. Ryders kollegaer smilede ubeslutsomt til hende. ”Men jeg vil gerne tale med min mand under fire øjne. Vil I venligst undskylde os et øjeblik?”
Penrod kom på benene og børstede glas af sin jakke. Så glattede han det tykke blonde hår. Hans hånd rystede en smule, da han gjorde det, men det vilde, dyriske blik i hans øjne var falmet.
”Naturligvis, mrs. Courtney. Jeg ønsker Dem en god dag.” Han bukkede og modtog et mikroskopisk nik som svar. Så vendte han rundt og forlod hotellet.
En dør med påskriften Hotelbestyrer blev åbnet for enden af baren, og en spinkel, midaldrende europæisk mand dukkede op. Han pegede på lysekronen, og hans mund bevægede sig, som om han forsøgte at sige noget, men der kom intet ud.
”Jeg beklager roderiet her, mr. Simpson!” sagde Saffron i et muntert tonefald. ”De må endelig skrive det på regningen.” Hun så på sin mand, da en af hans venner rakte ham hans glas. Hun lagde hovedet på skrå. ”Ved nærmere eftertanke, Ryder, så må jeg hellere tale et par ord med Amber. Har du tid til at tale med mig bagefter?”
”Naturligvis, min kære.”
”Mange tak.” Hun gik sin vej og havde stadig haglgeværet hængende i armkrogen. Han fulgte hende med blikket og beundrede, hvordan hendes hofter svingede i den lange brune nederdel. Han kunne bare ikke lade være.
”Jeg kan altså gå ud fra, at brylluppet mellem Amber og Penrod er aflyst?” råbte han efter hende.
Hun nåede hen til foden af trappen, før hun svarede. ”Det lader til at være en rimelig antagelse.”
”Jeg har fundet et hus, Saffy.”
Hun vendte sig og så på ham over sin spinkle skulder. Hun lod blikket flakse over ødelæggelserne i hotellets bar.
”Det kalder jeg perfekt timing, min elskede.”
Du kan købe Kongernes konge online, fx hos Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: