Biografier Læseprøve og uddrag

Kom tæt på Povl Dissing i ny biografi om den folkekære og omdiskuterede sanger. Tyvstart din læsning her

Dissing header

I Dissing tager Jens Folmer Jepsen dig helt tæt på den opsigtsvækkende sangers farverige liv og karriere. Smuglæs i biografien lige her.


Få musikere har i Danmark haft en lige så lang og farverig karriere som Povl Dissing. Til at starte med vidste mange danskere ikke hvad de skulle tænke om hans blues, folk og rock, men samarbejder med blandt andre Beefeaters, Cæsar, Trille, Peter Thorup, Benny Holst og Benny Andersen gjorde ham efterhånden til en folkekær visesanger.

LÆS OGSÅ: Der er ingen ende på Povl Dissing

I Dissing, en rigt illustreret biografi, beretter Povl Dissing for første gang om sin vej ind i musikken som trompetist og guitarist. Han fortæller om den inderlighed, som skabte hans karriere, samt de mange venskaber, der lå til grund for hans vidtforgrenede univers af sange.

I bogen findes også interviews med Niels Hausgaard, Thomas Helmig, Steffen Brandt, Fuzzy, Poul Krebs og Kjartan fra Folkeklubben samt Povl Dissings venner og familie.

Læs et uddrag af Dissing herunder.

Du kan købe Dissing online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 24 oktober.




Dissing

Jens Folmer Jepsen


KAPITEL 1: Stavnsholt

Det var torsdag den dag i Stavnsholt, datoen var 27. januar, og præcis den dag skete der noget særligt i den lille landsby, der ligger lunt i sprækken mellem Farum og Birkerød. Året var 1938, og der var endnu en fornemmelse af fred og ingen fare i Danmark, da Huldfred Dissing Rasmussen fødte sin og Karl Rasmussens søn nummer to. Det var tre år efter parrets førstefødte og otte år før den tredje af slagsen.

Karl Rasmussen var gartner og ejede et gartneri med to drivhuse, en frugtplantage og en kirsebærplantage.

”Det var et gartneri på en fem-seks tønder land eller noget i den stil,” fortæller Povls storebror, Finn.

På en akvarel, Povl engang har malet af sit barndomshjem, kan man se en mand i marken, der pløjer med et dobbelt hestespand, ikke et flot og fyrigt et af slagsen, men et fredeligt billede på et hverdagstypisk makkerskab mellem natur og kultur, sådan som det udfoldede sig ude på landet, da Povl var barn.

Et smukt kultiveret landskab, som efterhånden bliver mere vildtvoksende og sluttelig bliver til skov og natur, når det har fået bakket sig nedad til Furesøen, hvor en vove sjældent bliver rigtigt vild, men dog er blevet udødeliggjort af Christian Winther og Johan Peter Emilius Hartmann:

Flyv fugl! Flyv over Furesøens vove! Nu kommer natten så sort
Alt ligger sol bag de dæmrende skove Dagen den lister sig bort

Sangen tog evigt ophold i sindet på den unge Povl.

”Den sang har jeg kendt i så mange år. Det har været en af de første gange, at der var noget, der fæstede sig inde i mit hoved på den måde, at jeg ville kunne bruge det til noget. Når jeg sidder her i dag, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at … det var i gamle dage, altså mine gamle dage, ikke! Det var den første sang, der satte sig fast, men den er meget mere: Furesøen var min barndoms udsyn.”

Der er stadig smukt, når man i år 2022 når ned i nærheden af søen, fordums udsyn er stadig og heldigvis nogenlunde intakt, og man forstår, at stedet må have være en fredsommelig lise for et barn med Povls gemyt. Hvis man i dag går ned til den delvist fredede Stavnsholtkile og vandrer ad Furesøstien, som passerer gennem den jord, der engang tilhørte familien, finder man en skønhed, der er lige til at inhalere.

Blomster og planter, hvis navne lyder, som om de stammer fra en poesibog skrevet af en forelsket botaniker: kantet og vinget perikon, forskelligfarvet forglemmigej, fladkravet kodriver, vandkar- se og den klorofylløse skælrod. Foruden orkideer, kærmysse, glinsende og græsbladet vandaks, tusindblad, gul åkande og gul iris.

Som om det ikke var nok, er der også blevet registreret fladkravet kodriver, strudsvinge samt djævlen i samlingen: kæmpebjørneklo. Og så er vi ikke engang begyndt at nævne de vilde fugle, der nu som dengang svæver over vandene, uvidende om de navne, der er blevet dem givet, og som kun kendes af de færreste danskere: lille lappedykker, gråstrubet lappedykker, nattergal, kærsanger, drosselrørsanger og vibe, og fik vi sagt knopsvane, rørdrum, korttået træløber, natugle og sågar hvinand.

Foruden alle de andre arter, hvoraf den mest usædvanlige nok er ferejen. Men her lever også vandnymfer, stor og lille vandsalamander, snog, spidssnudet, butsnudet og grøn frø og selvfølgelig skrubtudse, ja, så mange slags, at man godt kan komme til at tænke på, om der mon ikke også er udsyn til cykelmyg, snøvser, hummerdrenge og sørøverkrabber? Og er der mon hold i rygter om, at en wallifant ligefrem er blevet observeret i området?

Er man som opmærksomt barn med åbent sind vokset op lige midt i den variation af farver og former og navne og dufte og bevægelser, må man for altid være mærket på den gode måde, hvor plads til forskelligheder og egenart, inklusive ens egen, er naturlig for helheden.

Går man fra skoven ved søen gennem jordene op mod landevejen, finder man dog ikke længere spor af familiens gartneri.

”Jeg bliver sgu så tosset,” erklærer Povls barndomsven Ernst en dag på en køretur i området. ”Se, de har anlagt et rensningsanlæg lige her, hvor der var så smukt!”

Og den er god nok. Et rensningsanlæg har nu indtaget jorden, hvor der før var marker og drivhuse. På et tidspunkt har en flok folkevalgte lokalpolitikere rakt hænderne i vejret i et antal, der var stort nok til at underkende mindretallet og den almindelige fornuft, så man kunne indhegne området og skylle fortiden ud med det bade- og andet vand fra byens borgere, der passerer gennem det store kommunale rensningsanlæg, inden det ender i Furesøen og får vandlinjen til at stige.

Lidt mere i ånden har Dansk blindesamfund overtaget et andet stykke af det tidligere gartneri og anlagt et hjem med det glade navn Solgaven. Her mødes ældre og svagtseende medborgere, som tilbydes at være aktive og dele selskab med jævnaldrende. Og mon ikke gamle dage, dengang de var børn, er noget, der tales en del om, mens ostemaden spises, og kaffen om lidt er klar. Og måske bladrer de i Højskolesangbogen og finder sammen om at synge nogle af de sange, som oprindeligt fik pondus og poesi fra en sanger, der uden deres viden tilbragte sin barndom på selvsamme matrikel, som de nu befinder sig på.

Familien Rasmussen var fra Stavnsholt. Povl Dissings bedsteforældre, Niels Peter Rasmussen og hustruen Ane Kirstine, der også drev et gartneri i byen, fik fem børn: Inger, Margrethe, Martha, Svend og Karl. De to brødre kom til at besidde store jordarealer og var kendte folk i byen. Svend ejede gården Solhøjgaard, der lå mindre end en kilometer fra Karls gartneri på Sommervej, hvor Povl tilbragte sin barndom sammen med den ældre bror, Finn, og lillebror Per.

”Mit barndomshjem var én stor handelsplads. Der var frugtplantagen, blomsterhaven, nyttehaven, kirsebærhaven, mostfabrikken, og de ting gik min far og passede og plejede, det var jo ting, han kunne sælge. Samtidig havde han forstand på de ting – hvordan man behandler et æbletræ, fx – ligeså med blomsterne, han var en super blomsterelsker. Når der kom blomster hjem, vidste han lige, hvad det var for en blomst, om den skulle vandes en eller tre gange, eller om den bare skulle have fred. Min far var en meget flittig mand, han havde mange bolde i luften, som man siger. Min far fik ligesom sat navn på det ved at kalde sig handelsgartner. Han var en slags forretningsmand.”

Når det kom til de store folk i den lille by, var det Povls farbror, Svend Rasmussen, Hans Lauritz Olsen fra Rendebækgård og Hans Ejnar Juul på Farum Vejgård, der var mastodonterne, fortæller barndomsvennen Ernst, der selv kom fra en mindre gård på 25 tønder land med køer og grise.

Povls far, Karl, var bestemt ikke en ubetydelig skikkelse, men måske mindre dedikeret til arbejdet med jorden end sin storebror, Svend. Karl udgjorde sammen med sin svoger Harry Demand, der var gift med Karls søster Inge, og Ernsts far, Robert Stub, en trio, der udfoldede sig lidt mere frit end de seriøse mastodonter. ”De var til fest og farver,” husker Ernst, og for at der ikke skal være tvivl, tilføjer han efter kort tids eftertanke:

”Det kan man vist godt sige.”

Karl var på egnen kendt som en stor sanger. Ernst husker, at Karl sang om kap i kirken med byens skolelærer, der samtidig bestred gerningen som kordegn. For Karl Rasmussen med den store stemme var det ikke et særligt godt match. Han vandt hver gang.

”Det fryder mig at tænke på min far, når han sang. De sange, han kunne, var fædrelandssange. Når han gik nede i drivhusene og tyndede ud i tomatplanterne, gik han og sang for sig selv, sådan nogle linjestrofer. Ligesom jeg selv altid har gjort. Det gav mig nok et forhold til det at synge, samtidig var jeg mig fra min tidlige barndom bevidst om, at han faktisk var en dygtig sanger, også i hans fritid, hvor han sang førstetenor i Farum Skytteforenings Sangkor. Han havde en meget flot og stor stemme, og jeg var meget stolt af ham, når han sang.

Fra jeg var helt lille, var det sådan, at når Karl skulle synge, så holdt man kæft … Altså førstetenor, det var sgu da noget, ikke. Når man som barn var med forældrene til de årlige fester på Williams Hotel i Farum, sang medlemmerne af Skytteforeningen på skift, og når det blev min fars tur til at komme op at synge, var der respekt.”

I modsætning til Karl og hans familie var Huldfred, Povls mor, ikke fra Stavnsholt, hun kom fra Fyn. Uagtet landsdelens ry som mild var navnet på familiens hus Blæsenborg. Det lå på Oure Mark ved Gudme. Hun og Karl havde noget afgørende tilfælles; de var begge musikalske og sangglade.

”Min mors musikalitet stammede fra hendes barndomshjem, hvor man sang meget. Jeg har nogle gange mødt folk fra den egn, som har fortalt mig om min morfar, Villads Dissing, som var kendt for at være den, der sang for. Min mor havde fire søstre og to brødre, de var alle musikalske og elskede at synge, så når vi var samlet i festligt lag, sang man på skift. Så var der måske en, der sagde: ’Nu skal Karl synge,’ og så rejste han sig op og sang fx Kongernes konge.”

Kærligheden bevæger sig som bekendt ad uransagelige veje, og en af dem førte Huldfred fra Gudme via Birkerød til Farum og lige i armene på Karl.

”Min mor og far mødte hinanden på Williams Hotel i Farum. Min mor besøgte sin søster Margrethe, som boede i Birkerød, og sammen gik de til Propforeningens bal for at danse, og der mødte hun Karl. Hun faldt for min far, fordi han var en flot mand, der både kunne synge og danse og være ret charmerende.”

Karl og Huldfred blev gift i 1933, og to år senere fik de sønnen Finn. Finn var fars dreng, og far og søn lignede hinanden i sind og udseende.

”Finn er faren op ad dage,” fortæller Ernst og laver nogle karakteristiske lyde og bevægelser, der illustrerer samklangen.

Da Finn mange år senere blev uddannet som en af Danmarks første jetpiloter, var det med ikke ubetydelig ”se, det er min søn”-stolthed, at Karl poserede med sin uniformerede søn, når denne var hjemme i Stavnsholt, ligesom han også med gestik gjorde opmærksom på jetflyene, når de overfløj landsbyen.

Finn husker sig selv som den udfarende, mens Povl var en meget stille dreng.

”Han kunne godt lide at tage det stille og roligt, og han har altid været lidt af en tænker-type. Han var ikke den, der gik med på den værste, hvis man kan sige det på den måde. Jeg kunne godt lide at prøve grænser af, og det var måske også derfor, jeg endte som jagerpilot,” siger Finn.

Selvom mange af Karls tanker blev brugt på den førstefødte, var der trods alt nogle tanker tilbage hos Karl, der angik den nyankomne søn. Barnet skulle have et navn, og der var da heller ikke noget

Foto_1_9788711996577.indd

tilfældigt over Karls valg. Han besluttede, at navnet Poul Edvard Rasmussen var passende til drengen, som således ville blive op- kaldt efter komponisten til Danmark, dejligst vang og vænge. Sangen regnes for Danmarks første nationalsang og var en af den slags san- ge, som Karl Rasmussen med sin store stemme må have foredraget, når han optrådte til fester og forsamlinger i området. Det var en sang, som uden tvivl også var på repertoiret hos den jævnaldrende sangstjerne Aksel Schiøtz, der netop i årene omkring 1938 til 1946 fejrede triumfer og blev kendt og kanoniseret som ”Den danske stemme”. Han var mere end bare et forbillede for Karl. Povl husker, at faren var superfan af Aksel Schiøtz.

Men når det kom til den nye søns navn, havde Karl Rasmussen gjort regning uden sin hustru. Huldfred insisterede stik mod tidens konventioner på, at hendes børn også skulle have hendes navn. Nok var hun mild, men hun var også en Blæsenborg, når det gjaldt. Så sådan blev det. Drengen fik ved dåben navnet Poul Dissing Ras- mussen.

”Povl ligner sin mor, han var sødere og mindre fræk end Finn og faren,” konstaterer Johannes Halsteen, der blev klassekammerat med Povl i forberedelsesskolen i Birkerød. Ernst er helt på linje. Også han siger, at Povl ligner sin mor, som var virkelig sød og rar. Nå ja, lige én ting mere må barndomskammeraten nævne:

”Kunstnerisk. Hun var kunstnerisk præcis som Povl,” pointerer Ernst.

”Min mor var meget kærlig overfor mig og mine brødre. Vi har enstemmigt talt om hendes fantastiske måde at være mor på. Når min far sad træt ovre i lænestolen om aftenen, var det min mor, der fandt på ting at lave med os børn. Det var jo før fjernsynet, så den eneste underholdning var hørespil i radioen: Hver søndag aften var der hørespil, og dem fulgte vi med i. Man glædede sig til dem, mens man spiste og vaskede op, vi hjalp til med at tørre af, der var ikke nogen tvang, men det lå ligesom i luften, at man hjalp til. Så havde min mor fri, og vi satte os og ventede på ugens højdepunkt i radioen.”

Denne søgen mod at rykke sammen om noget hyggeligt og rart kom ikke ud af den blå luft. Danmark var i krig i den første del af Povls barndom, og krigen kom også til Stavnsholt, for tyske tropper blev i stort tal installeret på nærliggende kaserner som Værløse og Høvelte.

I starten gik livet ellers videre, som om intet var hændt. Og dog, i Skytteforeningens protokol fra 1940 kan man læse – nærmest med beklagelse – at ”fugleskydning skal foretages med luftbøsser grun- det forbud mod salonrifler”.

Der står endvidere i protokollen om livet i landsbyen, at ”alt foregår som sædvanligt med afholdelse af fugleskydning, gymnastikopvisninger, fester, andespil, folkedans m.m.”

Men så skete der et skift; mange fra politiets kreds gik ifølge samtidige kilder under jorden i kommunen, da tyskerne arresterede og deporterede danske betjente. Og de politibetjente, som tyskerne forgæves havde forlangt skulle bekæmpe sabotage, blev for manges vedkommende selv modstandsfolk, og fronterne blev skærpet.

Frygten må fra da af have været om ikke permanent så i hvert fald nærværende.

En stribe militærkøretøjer, som kunne følges på lang afstand, slog en dag i 1944 et sving fra landevejen og ned gennem gartneriets jorder med retning mod hovedbygningen. Det er en af Povls få erindringer fra besættelsestiden. Han husker, at hans far fik meget travlt med at få noget stukket til side, så det var gemt for soldaterne.

Heldigvis kom tyskerne ikke med aggressive hensigter, men blot for i al fredsommelighed at erhverve sig nogle af de friske grøntsager og frugter, som Karl avlede. Men uagtet hensigten må uvisheden have været mere end nok til, at familien havde mærket hjertet stige mod halsen. Povl fornemmede i hvert fald, at hans far var med i et eller andet, men hvad vidste han ikke.

”De folk, der boede i byen, havde sammen med min far lavet noget, der hed Vagtværnet. Så fik de nogle gange nogle opgaver, fx at de skulle tage ud at stoppe en bil. Men det gik alt sammen hen over mit hoved.”

Den lidt ældre Finn bekræfter, at Karl var med i et værn, som var arrangeret af danskere. Værnet gik rundt om aftenen og så til, at alt var fredeligt og roligt. Det havde intet med tyskerne at gøre. Det eneste, værnet måtte have med, når det gik på vagt rundt i den lille landsby, var en gummiknippel, ligesom politiet også bruger. Om det nogensinde fik brug for den, ved Finn ikke. Men deres far var i hvert fald med.

Ernst Stub ved, at hans egen far sammen med Povls farbror Svend var aktive i kampen mod tyskerne. ”De tog ansvar og handlede,” som det hedder i en senere lokal hyldest til modstandsfolkene. Ernst fortæller, at de opsamlede våben i skovene.

Det var de allieredes fly, som kastede våben og ammunition ned over området, hvor det blev samlet op af lokale modstandsfolk, som skjulte og distribuerede leverancerne. Det er oplagt, at nogle af forsendelserne landede på Karls jord. Ernst tror også, at Karl ”på et eller andet niveau tog del i kampen”. Han er ikke sikker, men på rundturen gennem Stavnsholt i foråret 2021 gentager han sin antagelse med en lille variation.

”Det ville ikke undre mig, hvis Povls far også havde været med i det, det var han sgu nok.”

Men om det var mere end deltagelsen i Vagtværnet, er Ernst ikke klar over.

5. maj 1945 blev såvel Stavnsholt som Danmark befriet. Ernst husker tydeligt, hvordan værnemagtens soldater i lange rækker marcherede hjem. Krigen var formelt overstået.

På Furesø Museer kan man dog læse en knap meddelelse i en protokol ført af det lokale vagtværn i Farum. Den er dateret 15.04.45 – mindre end en måned før, de tyske soldater måtte ud på den lange march mod hjemlandet. Her bliver man overbevist om, at det var alvorligt at være blandt dem, der ”tog ansvar og handlede”:

”Anm. kl. ca. 11 at der laa 3 døde mænd (skudt) ved Fiskebæk. En mand gik derned, og da de døde laa i Nørreskov, blev Værløse alarmeret.”

Det var Lille Jørgens bande, der havde hentet tre modstandsfolk ud af Vestre Fængsel og kørt dem ud til Nørreskoven. Her blev de henrettet ved nakkeskud som hævn for nedskydningen af en hipomand. Yderligere to modstandsfolk blev kørt til Tokkekøb Hegn, hvor også de blev skudt.

Det må have efterladt sig spor hos de kvinder og mænd, der havde været aktive i modstandskampen. Mén, måske endda varige af slagsen, der ikke var synlige, og som man ikke uden videre kunne lægge bag sig, kunne for livet påvirke humør og give sig udslag i bratte og aggressive udbrud og handlinger. Morten Thing, der er søn af den kendte modstandsmand Børge Thing, har skrevet om disse traumer i sin bog ”Sabotøren. Min fars historie”:

”Min fars humør kan svinge enormt meget. Han kan pludselig blive enormt ophidset over et eller andet. Eller han kan pludselig lægge sig ned på sofaen og græde. Og så må min mor trøste ham, og hvis ikke hun kan, så må min søster træde til.”

Måske var disse krigsskader ikke noget, den unge Povl som sådan forstod eller oplevede hjemme i Stavnsholt, men han skulle godt 15 år senere komme til at få kendskab til dem på nærmeste hold, da Børge Thing blev hans svigerfar.

Sang og musik

Sang og musik spillede en stor rolle i familien Rasmussen, både på fædrene og mødrene side. Til hverdag og fest. Efter sigende havde Povl en stemme, der var lige så stor som den, Karl brillerede med. I starten sang Povl, ifølge Ernst, med en flot klar stemme, måske en stemme, der var let højstemt og ren og af den slags, man applauderede ved festlige lejligheder. Den imponerede i hvert fald legekam- meraten. Men fra sin mor lærte Povl sange at kende, der var mere hverdagsagtige og krævede en anden tilgang, en anden stemme. Den havde han endnu ikke fundet, men han genkendte en smuk melodi, når han hørte den.

Povl og hans kusine Bigga gik rundt i Stavnsholt med en gammel trækvogn og samlede ind til Ønskekoncerten, hvor man kunne ønske en sang.

”Til sidst blev det af uvisse årsager mig, der skulle vælge, hvilken sang der skulle spilles i radioen. Jeg valgte Liljekonvallens farvel. Jeg syntes, det var sådan en smuk melodi: ’Kom til mig, blide nynnende aftenvind, skænk mig nu, til farvel blot et kys på min kind.’”

Ønskekoncerten hver søndag var datidens Giro 413. Programmet var delt op i to afdelinger, en lige før og en lige efter den radioavis, der var så vigtig i 40’erne, både under og efter krigen.

Huldfred var fast lytter af Ønskekoncerten og kunne mange af sangene. Povl husker, hun stod med hænderne i vaskebaljen eller vred karkluden, eller hvad hun nu havde gang i, og sang med.

Det var sange som Der sidder en vovse i et vindue eller Far, jeg kan ikke få hul på kokosnødden og en søndag altså også den smukke Liljekonvallens farvel af Otto Lingwall, fremført af Bror Kalle og Eddie Russel.

En dag hændte noget, der var knap så smukt. Karl fik besøg fra København af en rigsdagsbetjent, som han var ven med. Manden havde sin søn med, og han og Povl legede.

”Vi havde et gammelt hus, hvor der også var en cykelstald og et lille rum, hvor min far havde lavet et lokum. Et das med brædder og et hul, man kunne skide ned gennem. Ned til det andet lort. Nedenunder var nemlig møddingen til min fars hest og gris. Vi legede selvfølgelig i cykelstalden. På et tidspunkt, hvor jeg ikke var der, var han gået ind på lokummet og havde på en eller anden måde kigget ned og var faldet ned i lorten. Hans far kom bærende med ham, fordi han havde lort overalt. Han måtte løbe ned til Furesøen med ham og tage ham i vandet.”

Skønt forældrene var sangglade mennesker, fyldte musik langtfra det meste af Povls barndom. Når børnene undtagelsesvis ikke samlede ind til Ønskekoncerten, hjalp til i hjemmet eller legede med børn til farens bekendte, måtte de tage del i arbejdet på gartneriet og hos deres farbror Svend, og i det hele taget hvor der var brug for et par ekstra hjælpende hænder.

”Vi havde vores pligter, såvel Povl og navnlig mig og vores lillebror,” konstaterer storebror Finn.

Povl husker selv, at han udfyldte en hel særlig plads på det sammensatte hold, der kom i sving, når julegrisen skulle slagtes. Med på holdet var også Robert Stub, faren til Ernst, og en af mændene i Karls kortklub.

”Det var dramatisk. De havde sådan en stor træbalje med vand i, og så lagde de en dør hen over baljen, så de, når grisen var slagtet, kunne bruge vandet til at vaske grisen og skrabe hårene af den. Der var også metalspande til blod og den slags. Grisen blev hevet ud på gårdspladsen … Den skreg helt vildt, og så tog vi, fire voksne og et par børn, fat i grisens ben, og jeg fik lov til at holde i grisens hale, mens den sparkede med bagbenene.

Så var der en slagteragtig type, der førte kniven og skar grisen op. Den slags ting hjalp Robert Stub med til, han var jo en stor, stærk mand. Så kom min mor med metalspanden og hentede blodet, som hun rørte op med sagomel til blodpølse. Hun rensede tarmene til pølser, og så blev grisen saltet ned i store baljer.”

Det var almindeligt, at man som barn hjalp til og ligefrem havde et mindre lønarbejde, også selvom man skulle passe sin skole. Povl begyndte sin skoletid omkring 1946 i den lille røde skole i Farum.

”Det var altså bare bygningen, der var rød, ikke! Det var sådan en forskole, hvor vi skrev på tavle med grifler.”

Der gik man i to år, men det kunne være et travlt liv at være barn. Måske skulle man tillige være mælkedreng tidligt om morgenen og så plukke bær efter skoletid, eller man havde en tjans nede på tanken. Det var langtfra alle børn, der tog realen med, for flere var det skole til 7. klasse og så ud på arbejdsmarkedet.

Barndomsvennen Ernst kom således i lære som automekaniker som 13-årig, inden han et år senere stod til søs. Han fortæller, at han var ordblind og bedre med sine hænder. Povl for sin del var kvik i skolen og populær. Mens han gik i den lille røde skole, sørgede Huldfred for, at Povl fik en fredsommelig tjans, befriet for bærplukningens krav om effektivitet:

”Min lillebror, Per, var et lille barn, måske tre-fire år, da jeg blev sat til at hjælpe til med at plukke jordbær. Og der oplever jeg det, at jeg bliver fyret! Jeg havde jo godt lagt mærke til, at når jeg havde plukket en række og vendte mig om, så gik min far efter mig og plukkede i den samme række, jeg lige havde plukket i! Det viste sig, at jeg var farveblind. Derfor plukkede jeg de grønne jordbær og overså de røde, og det var jo ikke skidesmart.

Farbror Svend boede i den anden ende af Stavnsholt på en gård, som også var en gård med frugtplantager og bærplukning, hvor vi også hjalp til. Farbror Svend havde sådan nogle lægebøger, hvor man kunne slå op under ’Farveblindhed’. Der var nogle billeder, hvor man skulle pege ud, hvad står der hér, eller hvilket tal står der dér. Der fandt vi så ud af, at jeg ikke var god til det med farver.

Så jeg blev fyret og sat til at passe Per, mens min mor gik i jordbærmarken. Hun var bare god til alt sådan noget med at plukke frugt og bær, det var lige hende, hun var hurtig på fingrene og kunne følge med de andre … Det at skulle passe Per gav mig en stor frihed, og jeg elskede at lege med ham. Min mor var åbenbart helt tryg ved, at jeg tog mig af Per og fx gik ned til Furesøen og legede med ham.”

Per sætter i dag spørgsmålstegn ved Povls farveblindhed. Med latter i stemmen siger han, at Povl nok nærmere var lidt doven, når det gjaldt jordbærplukning.

”Der var en lille kilde, som vi havde meget fornøjelse af. Inde mod land ved søen var der sådan nogle sivskove, og der plukkede vi lange siv, som vi bukkede og flettede ligesom bunden af et skib, og så tog vi et nyt siv og lavede en mast, og så satte vi dem ud i kilden og kunne følge dem hele vejen ned til søen.”

Drengene måtte ikke gå i vandet, og de ”overholdt de regler, der var” og holdt sig til vandkanten på den lille sandstrand. Ellers kunne det blive farligt. Furesøen blev langsomt dybere og dybere, sivene stod langs kanterne, og når sivene holdt op, blev der dybt. Og hvor der er dybt, ser man fuglene flyve over Furesøen, mens dagen lister sig bort, og da ”kommer natten så sort. Alt ligger sol bag de dæmrende skove”.

Det må have været paradis på jord at have skoven og søen som legeplads. Der var rum til at fantasere og drømme uden de store bagtanker. Plads til at træde ud af virkeligheden for en stund.

”Vi legede rundtom på gartneriet,” fortæller Finn i dag. ”Der var jo en temmelig stor grund, og så legede vi i den skov, der var nede omkring søen, og der legede vi røvere og soldater og sådan noget pjank.”

Med områdets naturlige gemmesteder og forhindringer var der plads til fysisk udfoldelse og til at samles og lege røvere og soldater den ene dag og indianere og cowboys den næste. Masser af rum til levende forestillinger om heroiske indsatser og plads til at udfolde kampe mod drabelige fjender. Et frirum, hvor man kan spille roller og alligevel være sig selv, hvor der er overensstemmelse mellem det, man siger, og det, man gør, mens man gør det. Man spiller en rolle, som man selv og andre tror på.

Børn i Stavnsholt i 40’ernes slutning var som børn flest på denne tid. De legede uden voksenopsyn og på tværs af alder og køn. De var opslugt af nuet og legen, hvor de skød hinanden med våben, der kun i fantasien var som i virkelighedens verden, men snart nok kunne det blive alvor, snart skælvede paradis:

”Vores storebror var også nogle gange med, men han var jo en typisk storebror, der havde sine egne legekammerater. Nogle gange legede alle børnene dernede, nogle var cowboys, og nogle var indianere. Jeg var tit cowboy og havde en pistol, jeg havde snittet i træ, og så kunne jeg råbe ’bang!’ Engang var Finn indianer sammen med nogle af fætrene og kusinerne, de havde flitsbuer, og så løb vi rundt i skoven og gemte os i krattet.

Og pludselig så jeg Finn ligge et sted foran mig, og jeg rejste mig op og sagde ’bang!’, og Finn så det og tog en pil fra pilekoggeret, lagde den på buen, spændte buen og skød på mig. Pilen røg lige igennem min underlæbe og hang sådan ned – det var helt vildt, den kunne jo have ramt hvad som helst … men han var jo indianer.”

Børnene vidste med det samme, at det betød ballade. Så de digtede en historie om, at Povl var faldet over en træstub.

”Helle Springborg, som boede helt nede ved søen på nabogrunden og var hjemme sammen med sin mor den dag, hørte mig nok skrige, da de tog pilen ud. De vidste med det samme, at de ikke skulle sige noget til nogen, for så ville der blive ballade. Alle havde respekt for Karls vrede. Min mor var på en måde på vores hold, for hun kunne jo heller ikke lide det, når Karl blev vred. Så kunne han gå rundt og være sur hele dagen.”

Og Finn, han knækkede sin bue og smed den ind i buskene. Han havde det rigtig dårligt over det, der var sket.

At angsten for farens reaktion var mere påtrængende hos børnene end smerten og bekymringen over at være kommet til skade, fortæller sin egen historie. Der er ingen tvivl om, at Povls far kunne påvirke atmosfæren, både når han var og ikke var fysisk til stede. Povls kusine Bigga og Povls kammerat Johannes Halsteen spiste ofte hos familien og var altid lidt bange for faren ved middagsbordet.

”Hvis man spørger nogle af mine venner fra dengang, fortæller de, at når man kom og spiste med, og min far sad der for bordenden, så holdt man kæft og spiste op, mens det var lige omvendt med Huldfred. I modsætning til min far, der var mere lunefuld og uforudsigelig af natur, var min mor altid kærlig, nærværende og sød.”

Johannes siger om Povls far, at ”han kunne pludselig blive meget sur, men han slog ikke”.

”Jeg er stolt af at sige, at han aldrig slog os. Jeg kan kun huske en enkelt gang, hvor han tog en gaffel, mens vi sad og spiste, og så slog han mig pludselig med bagsiden af gaflen i panden, sådan donk! Jeg havde vel sagt et eller andet, men så holdt man kæft, det gjorde man virkelig, fordi han kunne blive så irriteret, men han var vel bare træt efter en lang dags hårdt arbejde.”

Måske fordi han fra naturens side var udstyret med et hjerte, der var lidt større end gennemsnittet, tyder noget på, at Povl tidligt lærte kunsten at være overbærende, at undgå konflikter, at glatte ud og dække over hændelser. Måske var det hans tid i barnediplomatiet, der lærte ham at afvæbne de mange vrede og ondskabsfulde bemærkninger, der siden blev ham til dels.

Niels Hausgaard fortæller om en sen nattetime i 70’ernes Aarhus, hvor han og Cornelis Vreeswijk i selskab med Povl havde ret- ning mod deres hotel. Midt på Store Torv stødte en aggressiv mand til selskabet. Han overfusede Povl og lod ham vide, at han var forfærdelig og sang ad helvedes til, og hvad Povl i det hele taget ”bildte sig ind”.

Da selskabet nåede hotellet, gik Hausgaard og Vreeswijk ind, men Povl var ikke med. De to ventede et stykke tid og så gennem glasdøren Povl stå ude på gaden, hvor han fortfarende fik læst og påskrevet af den efterhånden rødglødende mand, som nu havde fået en truende finger i ansigtshøjde med i argumentationen. Vreeswijk var rasende og prøvede at overtale Hausgaard til, at de skulle gå ud og give fyren et lag tæsk. Inden de nåede så vidt, så de den vrede mand stoppe sin ordstrøm, kigge lidt på Povl, hvorefter han gav ham et knus af den dybtfølte slags – og gik. Vreeswijk skældte på fnysende svensk Povl ud, da han kom indenfor.

”Pavlos, du er aldeles for kär i människor!”

Povl trak lidt på skuldrene og svarede:

”Joh … ja, men på en måde havde han jo ret.”

Måske tænkte Povl om den vrede mand, at ”han vel bare var træt efter en lang dags hårdt arbejde”.

At have levet med Karls humørsyge, at have levet med uvisheden om, hvad der var i vente, må have krævet et værn af en slags, som en beskyttelse af sig selv og sin familie. Fornemmelsen af Karls nærvær må have været konstant, hvis man ikke var optaget af leg eller musik. Karls kontrol var, som man ville sige i dag, internaliseret, og i al slags vejr: Et år, hvor Stavnsholt Gadekær frøs til is, og alle skulle ud at løbe på skøjter, måtte 10-årige Povl tage til takke med gummistøvler og sin fars gamle skøjter, mens storebror Finn havde rigtige skistøvler, som han kunne spænde sine skøjter på.

”På et tidspunkt stod jeg der, i mine gummistøvler og Karls gamle skøjter spændt fast på dem, og så kom der en, der hed Poul Erik, vi kaldte ham ’Badoljo’. Han boede i et lille hus tæt på gadekæret, og han var sådan en vild type, sådan lidt anderledes end os andre. Men han syntes, det var sjovt at lægge et halstørklæde rundt om mine ben bagfra … Og så hev han til, og jeg faldt forover og huggede mine fortænder ned i isen, så de knækkede … Av for!!

Jeg kom til skoletandlægen, og hun blev nødt til at fjerne stumperne af fortænderne. Jeg havde jo også slået læberne og alt muligt andet, og der var åbent op til rødderne, og skoletandlægen var sådan en stor, grov dame, der stod der og baksede inde i min mund. Det var jo sidst i 40’erne, så det var nogle heftige bor, og hun borede stifttænder op i gummerne – av for satan.

Der gik jo også noget tid, hvor jeg gik rundt uden tænder i munden. Det, der var sket, måtte min far heller ikke få at vide, altså jeg var jo bare faldet. Jeg husker ikke, hvad vi bildte min far ind, men jeg mener ikke, at der var konsekvenser for ’Badoljo’. Senere har jeg hørt, at ’Badoljo’ udvandrede til Argentina!”

Nogle gange, når der skulle dækkes over noget, der ville gøre Karl vred, var der også hjælp at hente hos Huldfred. Endda selvom det gik ud over hendes cykel:

”Den stod i cykelstativet, og så eksede vi baghjulet, fordi vi satte os på den samtidig, Jørgen Skæg, Stub og mig. Min mor vidste med det samme, at nu ville Karl blive meget vred, så hun aftalte med os, at hun skulle sige til Karl, at hun havde straffet os og skældt os ud, hvilket han troede på. Min mor var god til at dække over os.”

”Han var en meget bestemt mand, og der var ikke så meget plads til slendrian og sådan noget,” husker Finn om sin far. ”Han vidste, hvad han gerne ville, så det var nok sådan, at hvis der var noget, vi gerne ville, men chancen for at få lov var lille, så gik det gerne gennem min mor, for vores far kunne godt være måske lidt for bestemt for vores smag. Det gik lidt lettere, hvis mor var med i planlægningen.”

Lillebror Per er helt kort i aftrækket. Han kalder sin far ”knotten” og tilføjer så det paradoksale og uforudsigelige element ”kærlig og knotten”.

Forældrenes vidt forskellige tilgang til musikken var også sigende. Karl var til klassiske, højstemte danske sange, der krævede volumen og kunne yde retfærdighed til hans stemme og formelle måde at synge på.

”Det var jo skønsang, han sang, og derfor var det også svært for ham, da jeg begyndte at synge. Han syntes nok, at det var lidt pinligt.”

Huldfred, derimod, kunne lide tidens populære sange og ikke mindst de mere fortællende af slagsen. Sange og viser, der mere krævede indlevelse end stemmevolumen at gøre troværdige, og det var noget, der vandt genklang hos Povl.

Forældrenes temperamenter var også som øst og vest – den ene drev til tider med en forudsigelig uforudsigelighed sin familie ud til kanten, og den anden var en nødvendig helle, hvor følelser af alle slags kunne komme til udtryk uden tumult.

”Min mor var sjældent vred, hun kvitterede altid med at sige: ’Kom, nu læser vi højt’ – og så glemte vi det, der var ubehageligt. Man blev altid trøstet, hvis man var ked af det, man blev holdt om og sad på skødet.

Det var meget betryggende at have sådan en kærlig mor, man vidste, at hun altid passede på en. Man kunne få hende til at synge en af sine gamle sange, og det var hende, der lærte mig de allerførste sange. Samtidig med at min far gik nede i drivhusene og sang Flyv fugl! Flyv, gik min mor ude i køkkenet og sang Lille kammerat. Den handlede om en mand, der var kommet i fængsel. Det var sgu fantastiske sange.”

Om tirsdagen udkom ugebladene, og så blev Povl sendt ned til den lille købmand i Stavnsholt. Her hentede han Billed-Bladet, Hjemmet, Familie Journalen og Skipper Skræk-bladet. Der var tegneserier i de ugeblade, og der blev fulgt godt med i dem.

”Om aftenen, når min far sad og knurrede ovre i lænestolen, sad Huldfred henne ved bordet og læste højt for os. Gyldenspjæt og Fantomet og Tarzan. Det var skidespændende fra uge til uge at høre om, hvordan det nu gik, for i Knold og Tot var der altid ballade med Kaptajn Vom. Jeg var nu altid mest spændt på, hvordan det gik Prins Valiant i Skipper Skræk-bladet.”

I et af de afgørende år for den mellemste Dissing sagde Povl i 1961 farvel til navnet Rasmussen, og nogle år senere begyndte han at skrive dåbsnavnet Poul som Povl. På den måde skilte han sig ikke bare ud fra mængden af de mange danske drenge, der hed Poul. Det var også den sidste del af Karls oprindelige ønskenavn, Poul Edvard Rasmussen, der således blev til luft. Den nu voksne knægt havde på det tidspunkt længe været godt i gang med at finde sin egen stemme, og den lå tæt på ham selv og langt fra farens ideal:

”Mange år senere, mens Benny Andersen og jeg stadig spillede hvert år i Tivolis Vise Vers Hus den sidste uge, der var åbent i sæsonen, lykkedes det nogle få gange min mor at lokke Karl med derind. Så kunne jeg skimte ham gennem tobakstågerne, siddende ved en rødternet dug, allerbagerst. Helt stift sad han op ad væggen, og jeg kunne nærmest mærke, hvordan han krummede tæer i skoene. Han roste mig aldrig.”




Jens Folmer Jepsen: Dissing

Povl Dissing har i mere end 60 år været en stemme i dansk musik, som både har været opsigtsvækkende, omdiskuteret og elsket. Da hans karriere begyndte, vidste folk ikke, hvad de skulle mene om hans hæse og teatralske stemme, men siden er han blevet en afholdt og folkekær visesanger.

I Dissing fortæller Povl Dissing for første gang sin vilde livshistorie. Selv om Povl Dissings egne ord er i centrum, er bogen bygget op som en klassisk biografi og derfor fyldt med interviews med blandt andet Niels Hausgaard, Thomas Helmig, Steffen Brandt, Fuzzy, Poul Krebs og Kjartan fra Folkeklubben samt Povl Dissings venner og familie.

Du kan købe Dissing online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.