Nekrolog | Povl Dissing er død i en alder af 84. Forfatteren til hans kommende biografi mindes her en ener i dansk musikhistorie.
Af Jens Folmer Jepsen, forfatter til den kommende biografi
Alle store kunstnere har, i kortere eller længere tid, en nøgle til det sted, der huser en rummeligere version af, hvad der opfattes som virkeligt. De kan derfor troværdigt anskueliggøre andre vinkler på livet i den konkrete verden, vi andre befinder os i. De skaber med deres kunst et modbillede til hverdagens vaneforestillinger. I midten af 60’erne fandt Povl Dissing nøglen, der kunne åbne døren til det sted.
Og han har passet godt på den lige til nu.
Kunne ramme menneskelige følelser rent
Povl Dissing repræsenterede mere end bare noget tidstypisk. Vigtigst af alt ramte han noget, der er gængs til alle tider. Han havde fundet en stemme, der med den rette tekst – den rette historie – og melodi gav ham adgang til det ubevidste, måske endda noget menneskeligt alment.
Uden at blive sentimental kunne han formidle og destillere de inderste menneskelige følelser rent og troværdigt i ellers møgsentimentale sange.
Man var nødt til at forholde sig til Povl Dissing, der med sin anderledeshed ramte landet med noget helt nyt, når han virrende lagde hovedet tilbage, vendte det hvide ud af øjnene og pressede struben til at afgive lyde, der aldrig før havde været en del af den danske populærmusik.
Alt i kroppen syntes at synge med. Det var blotlæggelse af følelser mere end det var et stiliseret foredrag af teksten – smerte og melankoli fremfor sødme og artighed.
Det var nærvær, nærvær og nærvær.
En koncert med Povl Dissing forløb sjældent ens to aftner i træk. Der var måske en skabelon, men forhåndenværende muligheder og omstændigheder spillede altid en rolle. Uagtet udfordringen var Dissing i stand til at være i situationen og gøre den til noget særligt og uforglemmeligt.
Se, hvilken morgenstund
At der var noget særlig på spil med Dissing, blev de sidste tvivlere overbevist om, da han i 70’ernes begyndelse gav liv til svenskeren Svante Svensson. Med poetisk vælde fortolkede historiefortælleren Dissing en vrissen svenskers følelser, så alle danskere føler sig genkendt.
”Se, hvilken morgenstund,
Solen er rød og rund,
Nina er gået i bad,
Og jeg spiser ostemad.
Livet er ikke det værste man har,
Og om lidt er kaffen klar.”
Hans historie er fyldt til randen med poesi og eventyr. Hovedpersonen selv bevægede sig frit mellem fortid og nutid og fremtid, når han fortalte, ligesom han ubesværet bevægede sig mellem musikalske stilarter, folk, blues, rock, jazz, recitationer og endda opera.
Han gjorde børnesange til voksensange og voksensange til allemandseje – og han samlede dem til en tilstand eller stil, han kunne tage patent på og varedeklarere under navnet Povl Dissing.
Ridderkorset, men ingen rigtig hest
Povl Dissing modtog ridderkorset, men som han vist nok oplyste dronningen om, så havde han stadig ikke fået en rigtig hest. Som ridder kan det nemt føles forkert at være uden.
Han blev farvet og forandret af skiftende historiske tider, naturligvis, og han afspejlede historiens gang. Omvendt evnede han også at skrive sin egen lille historie ind i den store, ved at synge og spille fornyelsen frem i traditionen.
Han formåede at gøre sig langtidsholdbar, fordi han aldrig havnede i den situation, som den irske digter Samuel Beckett advarede om, hvor ”tilstanden er uforandret til det værre”.
Han eksisterede i sin egen lille verden, men trak på noget, der kom fra overalt og fra alle tider. En evne som kun er få tildelt, og som har givet ham en plads i Niels Hausgaards hellige treenighed: Jesus, van Gogh og Povl Dissing.
Tak for sangene, tak for nærværet, tak for at minde os om, at noget sker, selvom vi endnu ikke aner, hvad det er.
Jens Folmer Jepsens biografi “Dissing – fra ende til anden” udkommer den 23. oktober. Den er blevet til i samarbejde med Povl Dissing og hans familie. Bogen kan forudbestilles hos alle boghandlere.
Læs mere om ny biografi med Povl Dissing her
Se andre biografier fra Lindhardt og Ringhof her
Nekrolog | Povl Dissing er død i en alder af 84. Forfatteren til hans kommende biografi mindes her en ener i dansk musikhistorie.
Af Jens Folmer Jepsen, forfatter til den kommende biografi
Alle store kunstnere har, i kortere eller længere tid, en nøgle til det sted, der huser en rummeligere version af, hvad der opfattes som virkeligt. De kan derfor troværdigt anskueliggøre andre vinkler på livet i den konkrete verden, vi andre befinder os i. De skaber med deres kunst et modbillede til hverdagens vaneforestillinger. I midten af 60’erne fandt Povl Dissing nøglen, der kunne åbne døren til det sted.
Og han har passet godt på den lige til nu.
Kunne ramme menneskelige følelser rent
Povl Dissing repræsenterede mere end bare noget tidstypisk. Vigtigst af alt ramte han noget, der er gængs til alle tider. Han havde fundet en stemme, der med den rette tekst – den rette historie – og melodi gav ham adgang til det ubevidste, måske endda noget menneskeligt alment.
Uden at blive sentimental kunne han formidle og destillere de inderste menneskelige følelser rent og troværdigt i ellers møgsentimentale sange.
Man var nødt til at forholde sig til Povl Dissing, der med sin anderledeshed ramte landet med noget helt nyt, når han virrende lagde hovedet tilbage, vendte det hvide ud af øjnene og pressede struben til at afgive lyde, der aldrig før havde været en del af den danske populærmusik.
Alt i kroppen syntes at synge med. Det var blotlæggelse af følelser mere end det var et stiliseret foredrag af teksten – smerte og melankoli fremfor sødme og artighed.
Det var nærvær, nærvær og nærvær.
En koncert med Povl Dissing forløb sjældent ens to aftner i træk. Der var måske en skabelon, men forhåndenværende muligheder og omstændigheder spillede altid en rolle. Uagtet udfordringen var Dissing i stand til at være i situationen og gøre den til noget særligt og uforglemmeligt.
Se, hvilken morgenstund
At der var noget særlig på spil med Dissing, blev de sidste tvivlere overbevist om, da han i 70’ernes begyndelse gav liv til svenskeren Svante Svensson. Med poetisk vælde fortolkede historiefortælleren Dissing en vrissen svenskers følelser, så alle danskere føler sig genkendt.
”Se, hvilken morgenstund,
Solen er rød og rund,
Nina er gået i bad,
Og jeg spiser ostemad.
Livet er ikke det værste man har,
Og om lidt er kaffen klar.”
Hans historie er fyldt til randen med poesi og eventyr. Hovedpersonen selv bevægede sig frit mellem fortid og nutid og fremtid, når han fortalte, ligesom han ubesværet bevægede sig mellem musikalske stilarter, folk, blues, rock, jazz, recitationer og endda opera.
Han gjorde børnesange til voksensange og voksensange til allemandseje – og han samlede dem til en tilstand eller stil, han kunne tage patent på og varedeklarere under navnet Povl Dissing.
Ridderkorset, men ingen rigtig hest
Povl Dissing modtog ridderkorset, men som han vist nok oplyste dronningen om, så havde han stadig ikke fået en rigtig hest. Som ridder kan det nemt føles forkert at være uden.
Han blev farvet og forandret af skiftende historiske tider, naturligvis, og han afspejlede historiens gang. Omvendt evnede han også at skrive sin egen lille historie ind i den store, ved at synge og spille fornyelsen frem i traditionen.
Han formåede at gøre sig langtidsholdbar, fordi han aldrig havnede i den situation, som den irske digter Samuel Beckett advarede om, hvor ”tilstanden er uforandret til det værre”.
Han eksisterede i sin egen lille verden, men trak på noget, der kom fra overalt og fra alle tider. En evne som kun er få tildelt, og som har givet ham en plads i Niels Hausgaards hellige treenighed: Jesus, van Gogh og Povl Dissing.
Tak for sangene, tak for nærværet, tak for at minde os om, at noget sker, selvom vi endnu ikke aner, hvad det er.
Jens Folmer Jepsens biografi “Dissing – fra ende til anden” udkommer den 23. oktober. Den er blevet til i samarbejde med Povl Dissing og hans familie. Bogen kan forudbestilles hos alle boghandlere.
Læs mere om ny biografi med Povl Dissing her
Se andre biografier fra Lindhardt og Ringhof her
Andre læste også: