Biografier Eventyr H.C. Andersen

Mød den ægte H.C. Andersen i ny børnebiografi af Kim Fupz Aakeson

fupz, hans christian andersen, h.c. andersen

H.C. Andersen var en sammensat person. Han var et festfyrværkeri at få besøg af og samtidig et ensomt menneske, der aldrig fandt kærligheden. Med Hans Christian Andersen – et liv med modgang, medgang og en masse eventyr giver Kim Fupz Aakeson og illustrator Signe Kjær et særligt indblik i manden bag eventyrerne.

”Han var et vildt menneske. En blanding af at være meget skrøbelig, selvoptaget og bekymret. Og samtidig være totalt ukuelig og klar på nye eventyr.”

Forfatter og manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson er sammen med illustrator Signe Kjær aktuel med børnebogen for de 6-10-årige Hans Christian Andersen – et liv med modgang, medgang og en masse eventyr.

LÆS OGSÅ: Kim Fupz Aakeson modtager Carlsenprisen 2022

Kim Fupz Aakeson står desuden bag det danske manuskript til H.C. Andersens livsfortælling på det nybyggede museum H.C. Andersens hus i Odense – og er i den forbindelse kommet tættere på forfatteren bag de verdensberømte eventyr.

H.C. Andersens forfatterskab er under alt, hvad vi laver

Det motiverende ved det her bogprojekt har for Kim Fupz Aakeson været, at H.C. Andersen er forfatteren bag nogle af de største danske grundfortællinger til dags dato.

”H.C. Andersens forfatterskab er under alt, hvad vi laver, og det er ikke til diskussion, om vi er påvirket af hans fortællinger eller ej. De kan noget af det, som de bibelske historier også kan. De har en grundfortælling, som vi bygger ovenpå.”

LÆS OGSÅ: De bedste børnebøger til både store og små

“Tag for eksempel Kejserens Nye Klæder – vi kender godt princippet, eventyret rummer en kerne, som stadig væk giver mening for os, og vi slås med nogle af de samme grundlæggende ting i dag, som vi gjorde dengang.

Da landsholdet vandt på et afbud i 1992, var det jo ren Klodshans – og sådan findes der mange begivenheder, vi kan putte i en referenceramme til H.C. Andersens eventyr,” fortæller han og uddyber:

”I de her tider med nettet, hvor vi er alle mulige vegne hele tiden, og meget på telefonen i hvert vores univers, er det vigtigt, at vi fastholder nogle fælles referencer. Og her er H.C. Andersen en af dem.”

En festfyrværkeri af en gæst

H.C. Andersen ville gerne være verdensberømt. Han voksede op i et råt miljø i det fattige Odense, blev mobbet i skolen af både elever og lærere og faldt generelt uden for med sit stille sind og sit dukketeater i hjemmet, hvor han helst opholdt sig.

Den første selvudgivelse kom aldrig udover rampen, men det lykkedes ham derefter at komme igennem med noget, som folk ville læse.

LÆS OGSÅ: De bedste børnebøger til de 7-12-årige

”I modsætning til Van Gogh fik H.C. Andersen sin verdensberømmelse, mens han levede. Den brugte han på at turnere rundt i Danmark og udlandet, hvor han jo praktisk talt var den første turist i verden, der rejste ud for sjov.

Og han var virkelig et festfyrværkeri at få besøg af. Han indlogerede sig hos det bedre borgerskab på godser rundt omkring, gerne flere uger ad gangen, hvor han underholdt ved middagsselskaber med tekster, rejsefortællinger og papirklip med børnene.

De ansatte var sjældent glade for ham, da han kunne være en besværlig logerende, men blandt gæsterne var han et festligt indslag. Og som han selv har fortalt, tog han imod invitationer seks dage om ugen, og så holdt han den syvende dag fri til, hvis der skulle opstå noget spontant og spændende,” fortæller Kim Fupz Aakeson.

Fandt aldrig kærligheden

H.C. Andersen blev aldrig gift.

”Det vi ved er, at han var enormt god til at forelske sig i mennesker, han ikke kunne få, og aldrig fandt kærligheden i sit liv. Måske derfor levede han meget ud fra et behov for at blive set og elsket af offentligheden.”

Og netop den kendsgerning, at H.C. Andersen formåede at producere, underholde og rejse så meget, selvom han kæmpede med sit private liv, tager Kim Fupz Aakeson hatten af for.

”Min respekt for ham er i den grad steget med det her projekt. Han havde ikke noget nemt liv, det var svært for ham at være en offentlig person, når det ikke gik godt – og alligevel formåede han at rejse sig gang på gang. Han havde på mange måder sit væsen imod sig og havde flere kontroverser med folk, men det forhindrede ham ikke i at give den gas på alle parametre.”

”H.C. Andersen var en mester i PR og branding og generelt god til at gøre opmærksom på sig selv”

Kim Fupz Aakeson

H.C. Andersen havde været den fødte SoMe-ansvarlig

Han var virkelig en dygtig skribent, H.C. Andersen.

”Han havde et fantastisk sprog … sikke en skrivende stemme. Jeg har før skrevet bøger, hvor jeg gik ind i et andet sprog, end mit eget. Men jeg er meget imponeret over, hvordan han har brugt sproget.”

Udover sin sans for sproget var H.C. Andersen også ret dygtig til at markedsføre sig selv.

LÆS OGSÅ: 6 eventyr af H.C. Andersen i fuldt illustreret luksusudgave. Den perfekte gavebog

”H.C. Andersen var en mester i PR og branding og generelt god til at gøre opmærksom på sig selv. Han havde været den fødte SoMe-person. Et godt eksempel på hans sans for den slags er, at han altid sendte en bog i forvejen, når han skulle ud at rejse. Og når han så kom derned, skrev han hjem, at de skam allerede kendte ham i forvejen … smart, ik.”

Han havde også brug for et jævnligt flow af penge, da han jo rejste meget, og hans tiggerbreve var altid meget elegante, fortæller Kim Fupz Aakeson.

Skrev både til børn og voksne

For Kim Fupz Aakeson har det som forfatter været inspirerende på flere måder at dykke ned i både hans liv og forfatterskab. Han har i sin research været overrasket over mængderne af forskellige tekster, H.C. Andersen har skrevet.

Romaner, skuespil og eventyr, de fleste af os aldrig havde hørt om. Det var de første to typer af værker, han troede, han skulle blive berømt for, men i dag kender vi stort set kun hans eventyr.

LÆS OGSÅ: Bibelens historier starter samtalen om, hvad det vil sige at være menneske. Kim Fupz om at gendigte Bibelen – for børn

”Jeg er blevet bekræftet i, at de eventyr, vi kender, er dem, der stadig står skarpest. Der er en grund til, at det er dem, der har overlevet. Den Grimme Ælling, Klodshans, Kejserens Nye Klæder. Dem ville jeg godt have skrevet,” siger han og fortsætter:

”Noget af det, der gør ham banebrydende er, at både børn og voksne finder glæde i at læse hans eventyr. Det er delvist den samme glæde, men han formår også at skabe et niveau, som kun de voksne forstår. Den stræben efter at rumme flere niveauer kan jeg godt genkende – og den synes jeg også, jeg rammer, når jeg selv lykkes med mine fortællinger.”

LÆS OGSÅ: Sallies historier af Kim Fupz Aakeson er en moderne børnebogsklassiker

Når vi læser H.C. Andersen, er glæden ofte forbundet med tårer. Og flere af hans mest berømte eventyr ender langt fra godt.

”H.C. Andersen var en meget dramatisk mand og mange af hans eventyr ender jo ulykkeligt og uden den mindste flig af håb og fortrøstning. Det er derfor ikke alle steder i verden, de historisk set har fulgt originalfortællingen til punkt og prikke. I en tidligere oversættelse blev døren til en varme stue for eksempel åbnet for den lille pige med svovlstikkerne.”


Hans Christian Andersen – et liv med modgang, medgang og en masse eventyr

Mød den ægte H.C. Andersen i ny børnebiografi af Kim Fupz Aakeson

En af Danmarks største børnebogsforfattere, Kim Fupz Aakeson, og illustrator Signe Kjær har skrevet en biografi for børn om H.C. Andersen.

Vi kender alle sammen eventyret om den grimme ælling. Vi kender kejseren med de nye klæder, og vi kender Klodshans. Men vidste du, at H.C. Andersen egentlig gerne ville have været skuespiller? Eller at han havde en lærer, der kaldte ham lokumsdigter? Eller at han altid rejste med et langt reb?
 
Hans Christian Andersen havde meget at fortælle, men der er nu osse en hel del at fortælle om ham.

Fra ca. 6 år.

Du kan købe Hans Christian Andersen online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.