Nogle historier står særlig stærkt i erindringen fra ens barndom. For mig var det nok Emil fra Lønneberg og Lille Virgil – for mine børn var det helt sikkert Sallies historier, som blev slidt op på VHS i sommerhuset.
Sallies historier, en samling af finurlige historier, udkom første gang i 1992 i forfatteren Kim Fupz Aakesons egen streg. Og i 1998 udsendte Angel Films dem som små syv-minutters film, man stadig kan være heldig at se i TV en gang imellem. De er hylemorsomme, og Peter Frödins halvforurettede fortællerstemme tilføjer en ekstra dimension.
Sallies historier hittede dengang …
Vi havde Sallies historier på to VHS-kassetter, som først blev powerspillet herhjemme, og da DVD’en ligesom definitivt fortrængte det gamle videoformat, flyttede maskinen og kassetterne op i sommerhuset, hvor de står endnu. Selv da børnene blev teenagere, kunne de stadig smide sig i hver sin sækkestol og tage et par af Sallies historier.
Der var da også et eller andet, der klikkede i universet, da Peter Frödin blev sat til at læse Kim Fupz Aakesons små fortællinger op.
Han kan læse følgende passage op, så jeg stadig klukker, når jeg tænker på det:
“Den legetøjsløse stakkel havde ikke noget legetøj, fordi hans onde og dumme far brugte alle pengene til at drikke øller for. Tænk sig engang, den møgfar lå på sofaen inde i stuen og drak øller hele dagen og hele aftenen og nogle gange hele natten. Han drak juleøller og nisseøller og guldøller og lyse øller og mørke øller og stærke øller og mange flere øller, jeg gider bare ikke fortælle om alle de andre øller, han drak. Om påskeøllerne og hvidtøllerne, for eksempel.”
LÆS OGSÅ: Velkommen i Kim Fupz Aakesons univers
Mange af de andre historier står også stadig klart i min erindring. F.eks. den om “Kong Gulleroth” eller “Derfor prutter man”. For som alle oplyste mennesker ved, var det jo fordi, at vores forfædre – urmennesket – svang sig fra gren til gren og holdt sit afkom med munden:
“Problemet var, at man ikke kunne snakke med sine børn i munden. Hvis man nu var på vej fra et træ til et andet, og man lige mødte sin moster eller fætter på vejen, og man så råbte: ‘Hej, du gamle’, ja, så tabte man jo ungen, for eksempel lige ned i gabet på en krokodille. Det var en ulempe, en virkelig dårlig ulempe, og derfor var det, at mennesket lærte at tale med numsen.”
… og de hitter stadig den dag i dag
Forleden kom den nye lækre samling af Sallies historier fra trykkeriet, og jeg er ude i en tilståelsessag her. Jeg tog altså et par ekstra eksemplarer ud over det, jeg skulle bruge til pressearbejde, så jeg kunne forære begge unger en bog.
Det er meget sjældent, at bøger fra mig finder nåde og får lov at stå i deres værelser. Og så en børnebog! Det skal retfærdigvis siges, at de er 18 og 20 år i dag. Men jeg har allerede grebet dem i at læse i den. Og klukke igen.
Sallies historier er nyillustreret af Rasmus Bregnhøi – og ved første øjekast tror jeg, at den streg også tilføjer en ekstra dimension. Som Frödins stemme i sin tid.
Kim Fupz Aakeson: Sallies historier
Hver aften plager Sallie sin far om en historie – og så lige midt i TV-Avisen!
Heldigvis er Sallies far er fantastisk rar far, der fortæller nogle fantastisk gode historier. Han fortæller bl.a. om verdens mest uartige dreng, en legetøjsløs stakkel, en pige der kan huske alt og meget andet.
Ny udgave af de klassiske historier af Kim Fupz Aakeson med skønne illustrationer af Rasmus Bregnhøi.
Fra ca. 4 år.
Nogle historier står særlig stærkt i erindringen fra ens barndom. For mig var det nok Emil fra Lønneberg og Lille Virgil – for mine børn var det helt sikkert Sallies historier, som blev slidt op på VHS i sommerhuset.
Sallies historier, en samling af finurlige historier, udkom første gang i 1992 i forfatteren Kim Fupz Aakesons egen streg. Og i 1998 udsendte Angel Films dem som små syv-minutters film, man stadig kan være heldig at se i TV en gang imellem. De er hylemorsomme, og Peter Frödins halvforurettede fortællerstemme tilføjer en ekstra dimension.
Sallies historier hittede dengang …
Vi havde Sallies historier på to VHS-kassetter, som først blev powerspillet herhjemme, og da DVD’en ligesom definitivt fortrængte det gamle videoformat, flyttede maskinen og kassetterne op i sommerhuset, hvor de står endnu. Selv da børnene blev teenagere, kunne de stadig smide sig i hver sin sækkestol og tage et par af Sallies historier.
Der var da også et eller andet, der klikkede i universet, da Peter Frödin blev sat til at læse Kim Fupz Aakesons små fortællinger op.
Han kan læse følgende passage op, så jeg stadig klukker, når jeg tænker på det:
“Den legetøjsløse stakkel havde ikke noget legetøj, fordi hans onde og dumme far brugte alle pengene til at drikke øller for. Tænk sig engang, den møgfar lå på sofaen inde i stuen og drak øller hele dagen og hele aftenen og nogle gange hele natten. Han drak juleøller og nisseøller og guldøller og lyse øller og mørke øller og stærke øller og mange flere øller, jeg gider bare ikke fortælle om alle de andre øller, han drak. Om påskeøllerne og hvidtøllerne, for eksempel.”
LÆS OGSÅ: Velkommen i Kim Fupz Aakesons univers
Mange af de andre historier står også stadig klart i min erindring. F.eks. den om “Kong Gulleroth” eller “Derfor prutter man”. For som alle oplyste mennesker ved, var det jo fordi, at vores forfædre – urmennesket – svang sig fra gren til gren og holdt sit afkom med munden:
“Problemet var, at man ikke kunne snakke med sine børn i munden. Hvis man nu var på vej fra et træ til et andet, og man lige mødte sin moster eller fætter på vejen, og man så råbte: ‘Hej, du gamle’, ja, så tabte man jo ungen, for eksempel lige ned i gabet på en krokodille. Det var en ulempe, en virkelig dårlig ulempe, og derfor var det, at mennesket lærte at tale med numsen.”
… og de hitter stadig den dag i dag
Forleden kom den nye lækre samling af Sallies historier fra trykkeriet, og jeg er ude i en tilståelsessag her. Jeg tog altså et par ekstra eksemplarer ud over det, jeg skulle bruge til pressearbejde, så jeg kunne forære begge unger en bog.
Det er meget sjældent, at bøger fra mig finder nåde og får lov at stå i deres værelser. Og så en børnebog! Det skal retfærdigvis siges, at de er 18 og 20 år i dag. Men jeg har allerede grebet dem i at læse i den. Og klukke igen.
Sallies historier er nyillustreret af Rasmus Bregnhøi – og ved første øjekast tror jeg, at den streg også tilføjer en ekstra dimension. Som Frödins stemme i sin tid.
Kim Fupz Aakeson: Sallies historier
Hver aften plager Sallie sin far om en historie – og så lige midt i TV-Avisen!
Heldigvis er Sallies far er fantastisk rar far, der fortæller nogle fantastisk gode historier. Han fortæller bl.a. om verdens mest uartige dreng, en legetøjsløs stakkel, en pige der kan huske alt og meget andet.
Ny udgave af de klassiske historier af Kim Fupz Aakeson med skønne illustrationer af Rasmus Bregnhøi.
Fra ca. 4 år.
Du kan købe Sallies historier online eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: