Brian Dan Christensen om sin komplicerede romance med USA og tilblivelsen af romanen “Vejen til Alberta”
Kan en dansker skrive den store amerikanske roman? Brian Dan Christensen har gjort forsøget; læs med her om hans skriveproces og de overvejelser, han gjorde sig undervejs i arbejdet med romanen: “Vejen til Alberta”.
Af Brian Dan Christensen
Jeg skrev de første mange sider til ”Vejen til Alberta” på en lille italiensk restaurant i East Village, hvor jeg sad ved vinduet med et glas vin og min notesbog og kiggede ud på de forbipasserende. Det var et par dage før jul, og jeg ville gerne kunne fortælle om, hvordan sneen dalede ned over de gamle gader og fik alt til at fremstå i et sløret skær og gjorde Manhattan til et skyhøjt, aflangt drømmeland, men jeg mener faktisk ikke, at det var tilfældet.
Sådan føles det dog, når jeg ser tilbage på netop den tidlige aften. Og måske bliver den i min erindring blandet sammen med et utal af andre aftener i en by, hvor jeg har haft min – ikke daglige, men jævnlige – gang i over et kvart århundrede.
Min romance med New York begyndte som en stormende forelskelse. Mine første år i New York var mine første år som voksen, og når jeg kigger tilbage, virker det alt sammen, dette underlige liv, der er blevet kastet i hovedet på én, så ufattelig romantisk, gavmildt og utænkeligt.
Det er den stemning, den sitrende følelse i hjertet, som jeg har forsøgt at få ned på siderne i ”Vejen til Alberta”. Dér må figurerne tale for sig selv. Der må de stå på egne ben. Der må de selv finde en vej. Bag det hele sidder dukkeføreren, men det er ikke dukkeføreren, publikum er kommet for at se.
Skyld og sammenhold
Romanens arbejdstitel var ”Skyldnerne”, for jeg var interesseret i at udforske, hvad vi som mennesker skylder hinanden, og den skyld, vi bærer rundt på, nærmest i kraft af at være mennesker. Her kommer den tidligere teologistuderende op i mig: Man kunne hævde, at vi er både skyldige og tilgivet, så snart vi træder ud af døren, for der er en stor nåde at finde derude, i andre mennesker, i kunsten, i sproget, i tanken.
Jeg var også interesseret i forholdet mellem ulige partnere. Interesseret i brud og klinkede skår. Interesseret i det tabte, som man ikke kan genvinde. Når man er langt hjemmefra i en længere periode, må man opsøge nye relationer, afdække nye rødder, lære at kigge i spejlet med andre øjne.
Med det i tankerne – eller snarere i hjertet – begyndte jeg at skrive. Jeg planlægger meget lidt, når jeg går i gang med en ny bog. Jeg har prøvet, men når først jeg har planlagt historien eller skitseret de væsentligste scener og forløb, så er jeg ikke længere fascineret af historien på samme måde. Så er den jo sluppet ud. I stedet skriver jeg for at finde ud af, hvad jeg gerne vil sige. Og så redigerer og polerer jeg teksten et utal af gange. Måske arbejder jeg på den måde, fordi jeg var digter, før jeg blev romanforfatter. Når man skriver et digt, dvæler man ved hvert ord, læser teksten højt for sig selv, lytter til både mening og lyd, lidt som når man komponerer musik. Så jeg har digterens tilgang til at skrive romaner.
Jeg ville gerne skrive om forelskelse og betagelse. Om mennesker med vidt forskellige baggrunde, som samles om noget eller nogen. Og jeg ville skrive om musik og livet som skabende kunstner.
Fortælleren Howard Walker
”Vejen til Alberta” er fortalt i første person – ”jeg’et” er Howard Walker, der taler ud i natten om sit liv med sangskriveren Philip Boothman og optager det hele på kassettebånd. Men jeg skrev faktisk de første kapitler i tredje person. Første linje i min notesbog lød: ”Efter et helt liv i musikken, var stilhed blevet Philip Boothmans store lidenskab.” Den linje, og mange andre, kom slet ikke med i bogen.
Oprindeligt kørte Walker heller ikke bus, mens han fortalte historien. Idéen med bussen opstod senere: Samme år, som jeg begyndte på bogen, var min kone og jeg hoppet på toget til Montauk, der ligger på Long Islands vindomsuste, østlige spids, omtrent 200 km fra Brooklyn, hvor vi bor. Der viste sig at være sporarbejde midtvejs, og vi blev sat på en bus, noget jeg, der let bliver køresyg, ikke var begejstret for. Vi indtog sædet lige bag chaufføren, hvor jeg kunne kigge ud ad forruden og se horisonten. Bussen var næsten tom, og den sidste time inden Montauk var vi alene med den snakkesalige chauffør. Han fortalte om sin røde Jeep Wrangler. Om ekskæresten, der var flyttet for mange år siden, og om steddatteren, som han ikke havde set siden, hun var lille. Han var en åbenhjertig og ensom figur. Da vi kom til endestationen, tilbød han endda at køre os helt ud til fyret, uden for rute.
Nogle måneder senere, da jeg fortalte min kone om, hvordan fortælleren i min nye roman sad og berettede om sit liv, sagde hun: ”Det er da buschaufføren!”. ”Hvilken buschauffør?”, spurgte jeg. Så mindede hun mig om Montauk. Og det var ham. Sådan opstod Howard Walker. Som lige dele mit eget hjerte, opspind, og køresyge.
Den amerikanske romance og musikken
Jeg havde Trump med i mit første udkast, men kun som en vits eller sidebemærkning, for dengang var han bare New Yorks orange landsbytosse, og første udkast blev skrevet, inden der var sat navn på præsidentkandidaterne. Da jeg var ved at være færdig med romanen, havde Trump imidlertid vundet, og bogen måtte redigeres med det i tankerne, for i Obamas Amerika – i et hvilket som helst Amerika – kunne man godt neutralt henvise til flaget eller præsidenten. Det kan man ikke under Trump. Her får embedet og flaget, ja, selve idéen om USA, en helt anden klang.
”Vejen til Alberta” er en amerikansk fortælling, fortalt af en 62-årig vietnamveteran fra Tenneesse. Det er Walkers stemme. Det er hans følelser, hans historie og oplevelser – men der er selvfølgelig også lidt af mig. For ligesom Walker føler sig som en gæst i de andres verden, ser jeg også USA med gæstens blik.
Min kærlighedsaffære med USA begyndte, før jeg overhovedet vidste, hvad en kærlighedsaffære var. Den kom ind med musikken: country, folk, tidlig rock ’n’ roll og gospel. Mens mine jævnaldrende lyttede til Depeche Mode, Wham! og Duran Duran, spillede jeg gamle singler og LP’er med Elvis og Johnny Cash og lyttede til Everly Brothers og Tom Paxton.
Musikken lindrede min udlængsel. I min barndom var USA stadig ”en skinnende by på en bakketop”, som den engelske 1600-tals puritaner John Winthrop formulerede det. Og selvom jeg blev født i det, amerikanerne kalder ”den gamle verden”, så følte jeg alligevel, at USA repræsenterede kilden eller rødderne. Det var jo der, de fleste af mine kulturelle referencer kom fra.
Siden er byens lys dæmpet, og USA’s problematiske rolle i verden og komplekse historie, er jeg om nogen bevidst om. Men gammel kærlighed ruster ikke.
Never saw my hometown until I stayed away too long
Det var et tilfældigt møde med den amerikanske forfatter Garrison Keillor, der bragte mig til USA som 22-årig, hvor jeg boede i en bjælkehytte i Wisconsin og skrev digte på en gammel Underwood-skrivemaskine. Keillor blev min ven og mentor, og jeg har siden optrådt på hans radioshow – både som folkesanger, humorist og en dansk Elvis – og jeg har mødt mange af de amerikanske sangere og musikere, som jeg beundrede som teenager. Efter et år i Midtvesten flyttede jeg tilbage til Danmark og blev litteraturhistoriker og tekstforfatter og kunne egentlig have levet det liv. Men det var for bekvemt, og noget i mig ville noget andet.
Jeg lever en slags dobbeltliv på begge sider af Atlanten, men jeg føler ingen splittelse, for dobbeltblikket nuancerer begge steder: Amerika er det land, hvor jeg bor for tiden. Men jeg er rundet af den jyske muld, hvor min familie i århundreder har levet og arbejdet som tømrere og snedkere, kranførere, fiskere, bønder, og jeg bærer det hele i mig, denne forankring i håndelaget, i det jævne folk, vejrliget, rytmerne og gentagelserne.
Der er min erfaring, at man kun bliver mere dansk af at opholde sig i udlandet i en længere periode. Jeg er formentlig den eneste i Brooklyn, der jævnligt sætter sig ved klaveret eller griber violinen og spiller ”Nu falmer skoven trindt om land” eller ”Den gamle skærslippers forårssang.” Til jul cykler jeg over til Den Danske Sømandskirke og lader Brorson, Kingo og Thomas Laub indhylle mig. Herfra ser jeg meget klarere det skønne og særlige ved Danmark. Eller som Tom Waits formulerede det: ”Never saw my hometown until I stayed away too long”.
Men grænser er til for at krydses, og jeg har altid haft en udlængsel, altid haft en fornemmelse af, at jeg ikke ville dø det sted, jeg blev født. Tiden vil vise sig, om jeg får ret (det haster dog ikke).
Jeg håber, at min kærlighed til kontinentet, min fascination af amerikansk historie og min glæde ved musikken, skinner igennem på romanens sider. Man skal hele livet – og hele romanen igennem – for at indse, at der ikke er nogen vej til Alberta. Men det er ingen undskyldning for ikke at begive sig ud på turen.
Brian Dan Christensen (f. 1970) er digter og forfatter. Han har skrevet fire anmelderroste bøger, bl.a. romanen Øen med de ni broer. Han bor i New York.
Vejen til Alberta udkommer 21. februar. Læs med i bogens indledende sider her – og forudbestil bogen her.
Brian Dan Christensen om sin komplicerede romance med USA og tilblivelsen af romanen “Vejen til Alberta”
Kan en dansker skrive den store amerikanske roman? Brian Dan Christensen har gjort forsøget; læs med her om hans skriveproces og de overvejelser, han gjorde sig undervejs i arbejdet med romanen: “Vejen til Alberta”.
Af Brian Dan Christensen
Jeg skrev de første mange sider til ”Vejen til Alberta” på en lille italiensk restaurant i East Village, hvor jeg sad ved vinduet med et glas vin og min notesbog og kiggede ud på de forbipasserende. Det var et par dage før jul, og jeg ville gerne kunne fortælle om, hvordan sneen dalede ned over de gamle gader og fik alt til at fremstå i et sløret skær og gjorde Manhattan til et skyhøjt, aflangt drømmeland, men jeg mener faktisk ikke, at det var tilfældet.
Sådan føles det dog, når jeg ser tilbage på netop den tidlige aften. Og måske bliver den i min erindring blandet sammen med et utal af andre aftener i en by, hvor jeg har haft min – ikke daglige, men jævnlige – gang i over et kvart århundrede.
Min romance med New York begyndte som en stormende forelskelse. Mine første år i New York var mine første år som voksen, og når jeg kigger tilbage, virker det alt sammen, dette underlige liv, der er blevet kastet i hovedet på én, så ufattelig romantisk, gavmildt og utænkeligt.
Det er den stemning, den sitrende følelse i hjertet, som jeg har forsøgt at få ned på siderne i ”Vejen til Alberta”. Dér må figurerne tale for sig selv. Der må de stå på egne ben. Der må de selv finde en vej. Bag det hele sidder dukkeføreren, men det er ikke dukkeføreren, publikum er kommet for at se.
Skyld og sammenhold
Romanens arbejdstitel var ”Skyldnerne”, for jeg var interesseret i at udforske, hvad vi som mennesker skylder hinanden, og den skyld, vi bærer rundt på, nærmest i kraft af at være mennesker. Her kommer den tidligere teologistuderende op i mig: Man kunne hævde, at vi er både skyldige og tilgivet, så snart vi træder ud af døren, for der er en stor nåde at finde derude, i andre mennesker, i kunsten, i sproget, i tanken.
Jeg var også interesseret i forholdet mellem ulige partnere. Interesseret i brud og klinkede skår. Interesseret i det tabte, som man ikke kan genvinde. Når man er langt hjemmefra i en længere periode, må man opsøge nye relationer, afdække nye rødder, lære at kigge i spejlet med andre øjne.
Med det i tankerne – eller snarere i hjertet – begyndte jeg at skrive. Jeg planlægger meget lidt, når jeg går i gang med en ny bog. Jeg har prøvet, men når først jeg har planlagt historien eller skitseret de væsentligste scener og forløb, så er jeg ikke længere fascineret af historien på samme måde. Så er den jo sluppet ud. I stedet skriver jeg for at finde ud af, hvad jeg gerne vil sige. Og så redigerer og polerer jeg teksten et utal af gange. Måske arbejder jeg på den måde, fordi jeg var digter, før jeg blev romanforfatter. Når man skriver et digt, dvæler man ved hvert ord, læser teksten højt for sig selv, lytter til både mening og lyd, lidt som når man komponerer musik. Så jeg har digterens tilgang til at skrive romaner.
Jeg ville gerne skrive om forelskelse og betagelse. Om mennesker med vidt forskellige baggrunde, som samles om noget eller nogen. Og jeg ville skrive om musik og livet som skabende kunstner.
Fortælleren Howard Walker
”Vejen til Alberta” er fortalt i første person – ”jeg’et” er Howard Walker, der taler ud i natten om sit liv med sangskriveren Philip Boothman og optager det hele på kassettebånd. Men jeg skrev faktisk de første kapitler i tredje person. Første linje i min notesbog lød: ”Efter et helt liv i musikken, var stilhed blevet Philip Boothmans store lidenskab.” Den linje, og mange andre, kom slet ikke med i bogen.
Oprindeligt kørte Walker heller ikke bus, mens han fortalte historien. Idéen med bussen opstod senere: Samme år, som jeg begyndte på bogen, var min kone og jeg hoppet på toget til Montauk, der ligger på Long Islands vindomsuste, østlige spids, omtrent 200 km fra Brooklyn, hvor vi bor. Der viste sig at være sporarbejde midtvejs, og vi blev sat på en bus, noget jeg, der let bliver køresyg, ikke var begejstret for. Vi indtog sædet lige bag chaufføren, hvor jeg kunne kigge ud ad forruden og se horisonten. Bussen var næsten tom, og den sidste time inden Montauk var vi alene med den snakkesalige chauffør. Han fortalte om sin røde Jeep Wrangler. Om ekskæresten, der var flyttet for mange år siden, og om steddatteren, som han ikke havde set siden, hun var lille. Han var en åbenhjertig og ensom figur. Da vi kom til endestationen, tilbød han endda at køre os helt ud til fyret, uden for rute.
Nogle måneder senere, da jeg fortalte min kone om, hvordan fortælleren i min nye roman sad og berettede om sit liv, sagde hun: ”Det er da buschaufføren!”. ”Hvilken buschauffør?”, spurgte jeg. Så mindede hun mig om Montauk. Og det var ham. Sådan opstod Howard Walker. Som lige dele mit eget hjerte, opspind, og køresyge.
Den amerikanske romance og musikken
Jeg havde Trump med i mit første udkast, men kun som en vits eller sidebemærkning, for dengang var han bare New Yorks orange landsbytosse, og første udkast blev skrevet, inden der var sat navn på præsidentkandidaterne. Da jeg var ved at være færdig med romanen, havde Trump imidlertid vundet, og bogen måtte redigeres med det i tankerne, for i Obamas Amerika – i et hvilket som helst Amerika – kunne man godt neutralt henvise til flaget eller præsidenten. Det kan man ikke under Trump. Her får embedet og flaget, ja, selve idéen om USA, en helt anden klang.
”Vejen til Alberta” er en amerikansk fortælling, fortalt af en 62-årig vietnamveteran fra Tenneesse. Det er Walkers stemme. Det er hans følelser, hans historie og oplevelser – men der er selvfølgelig også lidt af mig. For ligesom Walker føler sig som en gæst i de andres verden, ser jeg også USA med gæstens blik.
Musikken lindrede min udlængsel. I min barndom var USA stadig ”en skinnende by på en bakketop”, som den engelske 1600-tals puritaner John Winthrop formulerede det. Og selvom jeg blev født i det, amerikanerne kalder ”den gamle verden”, så følte jeg alligevel, at USA repræsenterede kilden eller rødderne. Det var jo der, de fleste af mine kulturelle referencer kom fra.
Siden er byens lys dæmpet, og USA’s problematiske rolle i verden og komplekse historie, er jeg om nogen bevidst om. Men gammel kærlighed ruster ikke.
Never saw my hometown until I stayed away too long
Det var et tilfældigt møde med den amerikanske forfatter Garrison Keillor, der bragte mig til USA som 22-årig, hvor jeg boede i en bjælkehytte i Wisconsin og skrev digte på en gammel Underwood-skrivemaskine. Keillor blev min ven og mentor, og jeg har siden optrådt på hans radioshow – både som folkesanger, humorist og en dansk Elvis – og jeg har mødt mange af de amerikanske sangere og musikere, som jeg beundrede som teenager. Efter et år i Midtvesten flyttede jeg tilbage til Danmark og blev litteraturhistoriker og tekstforfatter og kunne egentlig have levet det liv. Men det var for bekvemt, og noget i mig ville noget andet.
Der er min erfaring, at man kun bliver mere dansk af at opholde sig i udlandet i en længere periode. Jeg er formentlig den eneste i Brooklyn, der jævnligt sætter sig ved klaveret eller griber violinen og spiller ”Nu falmer skoven trindt om land” eller ”Den gamle skærslippers forårssang.” Til jul cykler jeg over til Den Danske Sømandskirke og lader Brorson, Kingo og Thomas Laub indhylle mig. Herfra ser jeg meget klarere det skønne og særlige ved Danmark. Eller som Tom Waits formulerede det: ”Never saw my hometown until I stayed away too long”.
Men grænser er til for at krydses, og jeg har altid haft en udlængsel, altid haft en fornemmelse af, at jeg ikke ville dø det sted, jeg blev født. Tiden vil vise sig, om jeg får ret (det haster dog ikke).
Jeg håber, at min kærlighed til kontinentet, min fascination af amerikansk historie og min glæde ved musikken, skinner igennem på romanens sider. Man skal hele livet – og hele romanen igennem – for at indse, at der ikke er nogen vej til Alberta. Men det er ingen undskyldning for ikke at begive sig ud på turen.
Brian Dan Christensen (f. 1970) er digter og forfatter. Han har skrevet fire anmelderroste bøger, bl.a. romanen Øen med de ni broer. Han bor i New York.
Vejen til Alberta udkommer 21. februar. Læs med i bogens indledende sider her – og forudbestil bogen her.
Andre læste også: