Præsteværelset – Mine svar på livet, døden og kærligheden er en inspirerende bog om livets store spørgsmål og temaer
I Præsteværelset undersøger sognepræst Kathrine Lilleør nogle af de mest tankevækkende og personlige spørgsmål om livet, som hun støder på i sit virke som præst.
Kathrine Lilleør møder i sit præsteværelse i Sankt Pauls Kirke mange forskellige mennesker, der opsøger hende for at tale om eviggyldige temaer og store spørgsmål. Hvordan tilgiver jeg mig selv? Hvordan accepterer jeg et svigt? Hvad er tro, egentlig?
Mange af de spørgsmål Lilleør besvarer i Præsteværelset, kan de fleste mennesker relatere til. Hun henter inspiration fra litteraturens verden, poesi, fortællinger fra Biblen og personlige oplevelser fra sit eget liv for at besvare spørgsmålene, og hun går også på opdagelse i sin egen familiehistorie gennem kærlighedsessays undervejs.
I bogen udfolder Kathrine Lilleør sine tanker om tilværelsen på en livsklog og nærværende måde.
Se en video hvor Kathrine Lilleør fortæller om Præsteværelset:
Læs et uddrag af Præsteværelset – Mine svar på livet, døden og kærligheden her:
Præsteværelset
Kathrine Lilleør
1. Hvorfor svigter min far mig?
”Hvorfor svigter min far mig?” stod der på en seddel, som lå i kagedåsen, hvor konfirmanderne lægger anonyme spørgsmål i forbindelse med konfirmandundervisningen.
Spørgsmålene læser jeg op undervejs i årets undervisning, og så lige inden konfirmationen, når jeg skal skrive konfirmandernes tale, spreder jeg alle spørgsmålene ud foran mig på bordet foran sofaen i præsteværelset, og så skriver jeg min tale ud fra de spørgsmål, der er blevet stillet flest af, og de spørgsmål, der har været mest anfægtende.
”Hvorfor svigter min far mig?” er et smerteligt spørgsmål.
Spørgsmålet er alment. Vel er det så. Konfirmanderne er på vej til at krydse grænsen fra barn til ung til voksen, men er dog alle meget opmærksomme på, at de endnu kan regnes som børn. Hvis de undertiden skulle glemme det, er deres omgivelser altid hurtige til at minde dem om, hvor små de stadig er.
Selvom det ikke er rigtigt. Så små er konfirmanderne ikke længere. Deres spørgsmål har over år vist mig, at vi allerede som 14-årige stiller spørgsmål, som også 80-årige kan stille.
Konfirmanderne søger svar på, hvordan livet kan leves, og i deres søgen finder de frem til eviggyldige spørgsmål, som nu dette om en fars svigt.
Der kan selvfølgelig have gemt sig et spektakulært svigt bag dette konfirmandspørgsmål, og jeg opfordrede derfor, da jeg trak spørgsmålet, den anonyme konfirmand til at opsøge mig, hvis det var tilfældet.
Det skete ikke, og jeg tror derfor, ligesom da jeg svarede til undervisningen, at det er, fordi spørgsmålet handlede om det overrumplende i, at ens far overhovedet kan svigte. At ens mor kan svigte. At dem, vi stoler mest på, kan svigte.
Hvordan kommer man sig så over et svigt fra en, man elsker? Mit umiddelbare klare svar er, at når man elsker et andet menneske, da tilgiver man også.
Måske ikke med det samme, men man tilgiver, og så kommer man sig over svigtet i en sådan grad, at det ikke længere betyder noget, selv det, man troede, man aldrig ville komme sig over, da det skete. Det smertefulde er, at undertiden sker det ikke.
Ifølge Søren Kierkegaard er tilgivelse et af kærlighedens kendetegn. Når tilgivelsen ikke vil indfinde sig, kan det være, fordi man ikke elsker vedkommende mere. Det er altid smerteligt, ikke mindst, hvis det er en far, en mor, en søster, en bror, en kæreste eller ven, man ikke kan tilgive.
Vi er alle blevet svigtet. Ingen undgår det. Der er de store, spektakulære svigt, og så er der de små svigt imellem to, hvor det undertiden kun er de to, der forstår, hvori svigtet består. Svigt er desværre ikke forbeholdt privatlivet.
Vi svigter også hinanden i arbejdslivet. Den slags svigt har jeg oplevet en hel del af. Hvor jeg troede på dem, jeg arbejdede sammen med, men så svigtede de mig ved at gå bag min ryg, så jeg mistede tilliden til dem.
De svigt sidder i mig. Nogle mere end andre, for jeg har tilgivet mange af dem, fordi jeg faktisk holdt af mine kolleger, de ansatte ved kirkerne og menighedsrådsmedlemmerne.
Der var også veninders svigt. Der var en veninde, der engang pludselig sagde til mig:
”Jeg må hellere fortælle, at jeg snart skal giftes”.
”Hvad?”, svarede jeg overrumplet, for hun havde været single i årevis, og jeg havde aldrig hørt om en kæreste.
”Ja, jeg må også hellere fortælle, at ham, jeg skal giftes med, har jeg kendt i to år. Og jeg er også gravid”.
Her burde jeg være blevet lykkelig på hendes vegne. Men tænk, den lykkefølelse blev fuldstændig overskygget af følelsen af at være blevet svigtet, fordi jeg i de seneste to år havde siddet og hældt vand ud af ørerne til hende om mine inderste problemer med kærligheden og alt, hvad jeg ellers bar i mig.
Imens havde hun siddet dér og holdt sit eget tilbage. Det føltes dengang som en løgn, og her tredive år efter er det stadig fortielsens løgnagtighed, jeg sidder tilbage med.
Det er bare ét af mange svigt, jeg kan komme i tanke om. Når jeg så klart kan huske det, er det nok, fordi jeg ikke dengang kunne tilgive hende det. Jeg forsøgte, men det blev aldrig det samme imellem os, vores venskab gled ud.
Når vi tænker og taler om svigt, er det altid de andres. Næsten altid. Det er meget sjældent vores egne svigt, der fylder. Det kan der være flere grunde til. Blandt andet den helt enkle, at vi glemmer vores svigt. Nej, endnu værre, vi kan slet ikke huske, at vi svigtede.
Jeg ved, at det ikke er rart at tænke over de svigt, du har udsat andre for. Men nu er vi for en stund sammen her i præsteværelset. Alt det, der foregår i kirken – ikke kun om søndagen, og når vi har tjenester – kaster et lys ind på dit og mit liv, som udgår fra navnlig evangelierne.
De fire evangelier, der har forfatternavnene Markus, Matthæus, Lukas og Johannes, beretter alle om Jesu liv, død og opstandelse, men på hver deres måde. De er skrevet mellem år 70 og 110 efter Kristi fødsel og er fortalt, så de alle fire fremhæver forskellige sider af Jesu forkyndelse.
Jo mere jeg har arbejdet med de mærkelige, intense, oldgamle tekster, des mere åbner de sig for mig. Og jo mere de åbner sig, des mere åbner de også mig. Dér får jeg indsigter, som jeg dybest set ikke kan sige mig selv.
Som stiller mit liv og erfaringer i et andet lys, end jeg plejer at se det i. Det er det lys, jeg ser de mennesker i, som besøger mig her i præsteværelset.
”Hvorfor svigter min far mig?” er som nævnt et af de flere hundrede konfirmandspørgsmål, jeg har fået gennem årene, som jeg aldrig har kunnet glemme.
Måske fordi jeg ganske ofte bliver mindet om det i præsteværelsets samtaler, hvor svigt fra dem, man elsker eller elskede, ofte fylder meget. Hvordan kunne hun, kunne han dog gøre det? Der er så meget sorg i det spørgsmål.
Jeg tænker ofte på dette konfirmandspørgsmål, når vi taler om svigt, og så tænker jeg også altid på Peter. Peter, der i evangelierne gentagne gange taler på disciplenes vegne, han blev deres fører, efter Jesus var død og opstod, og man har hædret ham ved i Rom at bygge den storslåede Peterskirke.
Hvilket er tankevækkende, for Peter gjorde ikke meget i den tid, han kendte Jesus, som han fik anerkendelse for. Nærmest tværtimod. Kun en enkelt gang, hvor Peter siger, at Jesus er Guds søn, roser Jesus ham.
Alle de øvrige fortællinger om Peter handler om, at han dummer sig, hvorpå fortællingen om ham kulminerer i, at han natten inden korsfæstelsen svigter katastrofalt. Han svigter, selvom det var det eneste, han netop aldrig ville. Altså aldrig.
”Hvorfor svigter min far mig?”
Jamen, det er også komplet ubegribeligt, nok også for konfirmandens far. Når en far eller mor står med deres lille nye søn eller datter i favnen, tænker de som noget af det første, at dette lille menneske vil de aldrig svigte.
Man behøver ikke at være far eller mor for at tænke sådan. Mon ikke de fleste af os tænker sådan, når vi siger ”jeg elsker dig?”
Kærlighed er altid båret af en inderlig forestilling om, at jeg aldrig vil svigte, og slet ikke med vilje. Sådan har vi det med dem, vi elsker, også i bredere forstand; vores venner, kolleger, naboer.
Peter havde det på samme måde. Han havde vel aldrig sagt til Jesus, at han elskede ham, men det gjorde han, det er tydeligt i alle fire evangelier. Peter elskede Jesus, han så op til ham, stolede på ham og var lykkelig over at kunne kalde sig hans ven.
Evangelierne fortæller historien næsten ens. Matthæus fortæller, at sent en torsdag aften i den jødiske påskeuge i Jerusalem, inden Jesus tidligt næste morgen blev pågrebet af soldater og midt på fredagen korsfæstet, da sagde Jesus til sine disciple:
”I nat vil I alle svigte mig”, og tilføjede, ”efter jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa”.
Peter kunne tydeligvis ikke høre dette sidste. Det er da ellers mærkeligt, at Jesus kan sige, at han skal dø, hvorpå han skal opstå og gå i forvejen til Galilæa, der er et frodigt, bakket landskab nord for Jerusalem, som alle i Israel holdt af og stadig holder af at køre op til.
Op til Galilæa vil den korsfæstede, men altså da levende igen Jesus gå, og alle skal de være velkomne til at følge ham. Jesus varsler ikke, at nogle af disciplene ikke vil være velkomne, heller ikke efter det, Peter gjorde dagen efter.
Peter hører imidlertid slet ikke efter det med Galilæa, han hører kun dette:
”I nat vil I alle svigte mig”.
Det kan han tydeligvis ikke holde ud, han afbryder derfor Jesus og siger:
”Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig”.
Læs det flere gange. Jeg kender den følelse. Man mener det virkelig helt ud i tåspidserne. Aldrig vil man svigte.
Men Jesus svarer Peter: ”I nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange”.
Der er ingen bebrejdelse, blot en konstatering. Men det kan Peter slet ikke forestille sig. Han vil aldrig fornægte, aldrig svigte Jesus. Han svarer derfor:
”Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig”.
Peter mener det, virkelig, som han står dér i den svale aftenluft.
De går hen til en have, der hedder Getsemane Have, der stadig findes i Jerusalem, hvor knudrede, oldgamle oliventræer kaster skygge, når solen står højt, og giver ly en forårsnat.
Her finder soldaterne Jesus og de øvrige disciple tidligt fredag morgen. Romerne havde besat Israel, de havde afskaffet civiladministrationen og krævede skatter af befolkningen, men de havde, som de plejede, når de besatte et land, ladet folkets egne præster blive ved med at forkynde som altid.
De jødiske præster, også kaldet ’’skriftkloge, lovkyndige og farisæere”, havde længe været ærgerlige over, at Jesus havde så stor folkelig opbakning, samtidig med at han prædikede imod deres udlægning af Bibelen.
De havde derfor besluttet, at de ville forsøge at få ham korsfæstet. Den romerske statholder Pontius Pilatus regnede det for et religiøst skænderi, som han ikke havde nogen interesse i at blande sig i, tværtimod efterkom han gerne præsteskabets ønsker, hvis det ikke kostede ham noget.
Han sendte derfor, fordi de jødiske præster havde bedt ham om det, soldater af sted for at arrestere Jesus. Den fredag morgen i Getsemane ville et par af dem, der fulgte Jesus, forsvare ham med våben, men det sagde han, at de ikke skulle. I stedet flygtede de alle sammen. Også Peter.
Imidlertid følger Peter på afstand efter soldaterne og Jesus, og de bringer ham hen i ypperstepræstens gård, hvor de låser Jesus inde. Ude i gården har nogle tjenestefolk tændt et bål, og Peter sætter sig ved bålet.
En tjenestepige spørger ham, om han ikke også var sammen med Jesus? Det benægter Peter, så alle omkring bålet kan høre det. Så går han over i portrummet, men dér er der en anden tjenestepige, der siger til de andre i portrummet:
”Han dér var sammen med Jesus fra Nazaret”.
Igen nægter Peter og siger, at han ikke kender Jesus. Lidt efter kommer nogle af dem, der stod der, hen til Peter og insisterer på, at han er en af disciplene, for han taler med samme dialekt som dem.
Da bander og sværger Peter på, at han ”ikke kender det menneske”. I det samme galer hanen, og Peter husker, hvad Jesus sagde til ham aftenen før:
”Før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange”, og Matthæus skriver, at ”han græd bitterligt”.
Peter svigtede, selvom det var det sidste, han ville. Han ville ligefrem dø sammen med Jesus, og han mente det, da han sagde det. Selvfølgelig gjorde han det. Alligevel flygtede han og fornægtede sit kendskab til ham.
Hvorfor?
Det får vi ikke svar på. Det er her, vi må lægge vores egen erfaring til, hvis vi tør. For der skal mod til at turde vedgå sine egne svigt.
Det alvorlige ved svigt er ikke alene, at vi bliver svigtet af andre. Det alvorlige er også, at vi har så svært ved at bære det, når vi selv har svigtet. Vi kan næsten ikke tåle at tænke på, at vi har svigtet. Vi er fulde af undskyldninger og bortforklaringer, for det er en tung skæbne at gå med, at skulle se dybt ned i sit eget svigt.
Faktisk vil vi gøre alt, som i A-L-T, for ikke at vedgå vores svigt. Ja, vi tænker ikke engang, at vi svigter, mens vi svigter. Der skulle et hanegal til for at bryde ind i Peters tanker og minde ham om, hvad Jesus havde sagt.
Først da vedgår han, at han har svigtet. Indtil da, ja, hvad gjorde han lige før hanegalet? Han forsøgte vel at klare sig, at overleve, at holde sig tæt på den fængslede. Og det kunne derfor også have været hans undskyldning.
For på en måde svigtede han ikke, han fulgte jo efter, han var i nærheden, han ville finde en vej til at hjælpe Jesus. Sådan tænkte han måske, men da hanen galede, viser Peters gråd, at han vedgik for sig selv, at han havde svigtet.
Konfirmanden spørger:
”Hvorfor svigter min far mig?”
Det korte svar er, at din far formentlig slet ikke er klar over, at han svigter dig. Han vil muligvis blive oprørt og ulykkelig, hvis han bliver konfronteret med det, men selv da er det ikke sikkert, at han vil vedkende sig sit svigt.
Det bedste for ethvert barn, enhver søn eller datter er naturligvis, hvis dets far eller mor vedgår sit svigt. Men selv hvis ens forældre ikke gør det, er det et forunderligt faktum, at barnet kan forsone sig med selv det tungeste forældersvigt.
Der er mange svigt, du og jeg er kommet os over, fordi vi elsker det menneske, der svigtede os. Ikke fordi vi har glemt deres svigt, men det lægges så langt væk i bevidstheden, at det kan synes glemt. Men det er det ikke.
Hvis man bliver mindet om det, da vælter det én, stort set som man blev væltet, da det skete. Men, hvis man elsker den anden, så efter nogen tid, en time eller en uge, lægger tilgivelsen igen sit milde klæde over erindringen.
Men hvad gør man med de svigt, der sidder tungt i erindringen, i sindet, i kroppen? Det er her, fortællingen om Peter kan inspirere.
Det er min erfaring, at den korteste vej til at forsone sig med de svigt, man ikke kan glemme, ikke kan tilgive, er at besinde sig på, hvornår man selv svigtede. Hvornår man selv kom til at svigte – og sørgede for hurtigt at glemme det igen.
Måske siger du da, at du ikke kan huske, at du har svigtet så spektakulært dybt som det svigt, du selv er udsat for. Men svigtet har du. For alle mennesker svigter.
Måske kan det hjælpe hukommelsen, hvis man tænker på dem, der blev sure og vrede, uden at man rigtig forstod hvorfor. Dem, der vendte én ryggen, og hvor man undrede sig bagefter. Måske går du stadig og undrer dig.
Kunne det være, fordi du var kommet til at svigte?
Jeg spørger bare. Ikke fordi det skal være ubehageligt for dig at komme i tanke om det. Jeg spørger, fordi jeg, både når jeg kommer i tanke om mine egne svigt, men også når jeg erkender, at jeg har fortrængt mine svigt, så jeg slet ikke kan huske dem, da får jeg det lettere med dem, der svigtede mig.
Jeg får en overbærenhed i mig, som gør, at jeg kan lægge deres svigt fra mig og i stedet tage mine egne på mig. Ja, selv dem, jeg ikke kan huske nu, hvor jeg er i gang.
Åh, ja, det er den simple Peter-genvej til erkendelse. Dette, at vi altid umiddelbart tænker ”jeg ville aldrig svigte”, men helt uden et hanegal må vi vedgå, at det gjorde vi nok.
Du kan ikke huske det, det gør heller ikke noget, men tag til dig, at også du har svigtet voldsomt spektakulært og måske allermest, aller-voldsomst dér, hvor du ikke kan huske det.
Kan du og jeg acceptere, tage det ansvar på os, ansvaret for, at vi også svigtede, selvom vi for længst har bortforklaret og derfor glemt det, se, da har vi paradoksalt nok fundet en vej ud af sorgen over selv de største svigt, andre påførte os i dette liv.
”Det var tekanden, ikke bordet!”
I bryllupsgave forærede min bedstemor mine børns far og mig en lille, tykmavet tekande af sølv med en hank af ibenholt, der afsluttes i hver ende med en elfenbensring. Det er det relativt dyreste antikfund, min bedstefar har gjort.
De var gået rundt mellem borde, sofaer, stole, lysekroner, servanter og sengelamper, for Ussinggård skulle møbleres, og min bedstefar købte af princip intet nyt. Min bedstemor elskede ved første blik den lille tekande.
”Tekanden!”, sagde min bedstefar let irritabelt midt i overvejelserne over en spisestue til 24, for hun havde det med at miste overblikket.
Alligevel var han gået over til antikvitetshandleren og spurgt, hvad bordet, tekanden stod på, skulle koste. Inden manden nåede at svare, råbte min bedstemor hen over sofarygge og spisestuestole, at bordet ingen interesse havde, det var tekanden.
Antikvitetshandleren smilede hoverende, og min bedstefar måtte punge ud.
Det kan godt være, at den stejle vestjyde bestemte det hele og gav hårdt igen, når hun udfordrede ham, men livslangt kunne han ikke stå for det smil, en lille, rund tekande kunne fremkalde hos hende.
Koste, hvad det ville.
Kathrine Lilleør: Præsteværelset
En tankevækkende bog om livets store spørgsmål fra en af landets mest fremtrædende præster, der er en kendt stemme i den offentlige debat og blandt andet holdt talen ved Lise Nørgaards bisættelse.
Med udgangspunkt i konkrete spørgsmål, som Kathrine Lilleør er blevet stillet i sit virke som sognepræst, funderer hun i bogen over sine svar med inspiration fra fortællinger i Bibelen, litteraturen og oplevelser fra eget liv. I Sankt Pauls Kirke møder Kathrine Lilleør mennesker i alle aldre. Nogle af dem til en hurtig hilsen, andre til private samtaler i hendes meget personlige præsteværelse. Her vender de eviggyldige temaer som tilgivelse, svigt, håb, tvivl, liv, død og kærlighed og spørgsmål, som mange mennesker vil kunne relatere sig til. Bl.a.: Hvordan kan jeg være ligeglad med, hvad andre siger om mig? Hvordan skal jeg leve op til alle forventningerne? Hvordan kommer man sig hurtigt over svigt? Hvordan tilgiver jeg mig selv? Er der et liv efter døden? Hvad er tro?
Præsteværelset – Mine svar på livet, døden og kærligheden er en inspirerende bog om livets store spørgsmål og temaer
I Præsteværelset undersøger sognepræst Kathrine Lilleør nogle af de mest tankevækkende og personlige spørgsmål om livet, som hun støder på i sit virke som præst.
Kathrine Lilleør møder i sit præsteværelse i Sankt Pauls Kirke mange forskellige mennesker, der opsøger hende for at tale om eviggyldige temaer og store spørgsmål. Hvordan tilgiver jeg mig selv? Hvordan accepterer jeg et svigt? Hvad er tro, egentlig?
LÆS OGSÅ: Kathrine Lilleør hjælper med den sidste, kærlige hilsen
Mange af de spørgsmål Lilleør besvarer i Præsteværelset, kan de fleste mennesker relatere til. Hun henter inspiration fra litteraturens verden, poesi, fortællinger fra Biblen og personlige oplevelser fra sit eget liv for at besvare spørgsmålene, og hun går også på opdagelse i sin egen familiehistorie gennem kærlighedsessays undervejs.
I bogen udfolder Kathrine Lilleør sine tanker om tilværelsen på en livsklog og nærværende måde.
Se en video hvor Kathrine Lilleør fortæller om Præsteværelset:
Læs et uddrag af Præsteværelset – Mine svar på livet, døden og kærligheden her:
Præsteværelset
Kathrine Lilleør
1.
Hvorfor svigter min far mig?
”Hvorfor svigter min far mig?” stod der på en seddel, som lå i kagedåsen, hvor konfirmanderne lægger anonyme spørgsmål i forbindelse med konfirmandundervisningen.
Spørgsmålene læser jeg op undervejs i årets undervisning, og så lige inden konfirmationen, når jeg skal skrive konfirmandernes tale, spreder jeg alle spørgsmålene ud foran mig på bordet foran sofaen i præsteværelset, og så skriver jeg min tale ud fra de spørgsmål, der er blevet stillet flest af, og de spørgsmål, der har været mest anfægtende.
”Hvorfor svigter min far mig?” er et smerteligt spørgsmål.
Spørgsmålet er alment. Vel er det så. Konfirmanderne er på vej til at krydse grænsen fra barn til ung til voksen, men er dog alle meget opmærksomme på, at de endnu kan regnes som børn. Hvis de undertiden skulle glemme det, er deres omgivelser altid hurtige til at minde dem om, hvor små de stadig er.
Selvom det ikke er rigtigt. Så små er konfirmanderne ikke længere. Deres spørgsmål har over år vist mig, at vi allerede som 14-årige stiller spørgsmål, som også 80-årige kan stille.
Konfirmanderne søger svar på, hvordan livet kan leves, og i deres søgen finder de frem til eviggyldige spørgsmål, som nu dette om en fars svigt.
Der kan selvfølgelig have gemt sig et spektakulært svigt bag dette konfirmandspørgsmål, og jeg opfordrede derfor, da jeg trak spørgsmålet, den anonyme konfirmand til at opsøge mig, hvis det var tilfældet.
Det skete ikke, og jeg tror derfor, ligesom da jeg svarede til undervisningen, at det er, fordi spørgsmålet handlede om det overrumplende i, at ens far overhovedet kan svigte. At ens mor kan svigte. At dem, vi stoler mest på, kan svigte.
Hvordan kommer man sig så over et svigt fra en, man elsker? Mit umiddelbare klare svar er, at når man elsker et andet menneske, da tilgiver man også.
Måske ikke med det samme, men man tilgiver, og så kommer man sig over svigtet i en sådan grad, at det ikke længere betyder noget, selv det, man troede, man aldrig ville komme sig over, da det skete. Det smertefulde er, at undertiden sker det ikke.
Ifølge Søren Kierkegaard er tilgivelse et af kærlighedens kendetegn. Når tilgivelsen ikke vil indfinde sig, kan det være, fordi man ikke elsker vedkommende mere. Det er altid smerteligt, ikke mindst, hvis det er en far, en mor, en søster, en bror, en kæreste eller ven, man ikke kan tilgive.
Vi er alle blevet svigtet. Ingen undgår det. Der er de store, spektakulære svigt, og så er der de små svigt imellem to, hvor det undertiden kun er de to, der forstår, hvori svigtet består. Svigt er desværre ikke forbeholdt privatlivet.
Vi svigter også hinanden i arbejdslivet. Den slags svigt har jeg oplevet en hel del af. Hvor jeg troede på dem, jeg arbejdede sammen med, men så svigtede de mig ved at gå bag min ryg, så jeg mistede tilliden til dem.
De svigt sidder i mig. Nogle mere end andre, for jeg har tilgivet mange af dem, fordi jeg faktisk holdt af mine kolleger, de ansatte ved kirkerne og menighedsrådsmedlemmerne.
Der var også veninders svigt. Der var en veninde, der engang pludselig sagde til mig:
”Jeg må hellere fortælle, at jeg snart skal giftes”.
”Hvad?”, svarede jeg overrumplet, for hun havde været single i årevis, og jeg havde aldrig hørt om en kæreste.
”Ja, jeg må også hellere fortælle, at ham, jeg skal giftes med, har jeg kendt i to år. Og jeg er også gravid”.
Her burde jeg være blevet lykkelig på hendes vegne. Men tænk, den lykkefølelse blev fuldstændig overskygget af følelsen af at være blevet svigtet, fordi jeg i de seneste to år havde siddet og hældt vand ud af ørerne til hende om mine inderste problemer med kærligheden og alt, hvad jeg ellers bar i mig.
Imens havde hun siddet dér og holdt sit eget tilbage. Det føltes dengang som en løgn, og her tredive år efter er det stadig fortielsens løgnagtighed, jeg sidder tilbage med.
Det er bare ét af mange svigt, jeg kan komme i tanke om. Når jeg så klart kan huske det, er det nok, fordi jeg ikke dengang kunne tilgive hende det. Jeg forsøgte, men det blev aldrig det samme imellem os, vores venskab gled ud.
Når vi tænker og taler om svigt, er det altid de andres. Næsten altid. Det er meget sjældent vores egne svigt, der fylder. Det kan der være flere grunde til. Blandt andet den helt enkle, at vi glemmer vores svigt. Nej, endnu værre, vi kan slet ikke huske, at vi svigtede.
Jeg ved, at det ikke er rart at tænke over de svigt, du har udsat andre for. Men nu er vi for en stund sammen her i præsteværelset. Alt det, der foregår i kirken – ikke kun om søndagen, og når vi har tjenester – kaster et lys ind på dit og mit liv, som udgår fra navnlig evangelierne.
De fire evangelier, der har forfatternavnene Markus, Matthæus, Lukas og Johannes, beretter alle om Jesu liv, død og opstandelse, men på hver deres måde. De er skrevet mellem år 70 og 110 efter Kristi fødsel og er fortalt, så de alle fire fremhæver forskellige sider af Jesu forkyndelse.
Jo mere jeg har arbejdet med de mærkelige, intense, oldgamle tekster, des mere åbner de sig for mig. Og jo mere de åbner sig, des mere åbner de også mig. Dér får jeg indsigter, som jeg dybest set ikke kan sige mig selv.
Som stiller mit liv og erfaringer i et andet lys, end jeg plejer at se det i. Det er det lys, jeg ser de mennesker i, som besøger mig her i præsteværelset.
”Hvorfor svigter min far mig?” er som nævnt et af de flere hundrede konfirmandspørgsmål, jeg har fået gennem årene, som jeg aldrig har kunnet glemme.
Måske fordi jeg ganske ofte bliver mindet om det i præsteværelsets samtaler, hvor svigt fra dem, man elsker eller elskede, ofte fylder meget. Hvordan kunne hun, kunne han dog gøre det? Der er så meget sorg i det spørgsmål.
Jeg tænker ofte på dette konfirmandspørgsmål, når vi taler om svigt, og så tænker jeg også altid på Peter. Peter, der i evangelierne gentagne gange taler på disciplenes vegne, han blev deres fører, efter Jesus var død og opstod, og man har hædret ham ved i Rom at bygge den storslåede Peterskirke.
Hvilket er tankevækkende, for Peter gjorde ikke meget i den tid, han kendte Jesus, som han fik anerkendelse for. Nærmest tværtimod. Kun en enkelt gang, hvor Peter siger, at Jesus er Guds søn, roser Jesus ham.
Alle de øvrige fortællinger om Peter handler om, at han dummer sig, hvorpå fortællingen om ham kulminerer i, at han natten inden korsfæstelsen svigter katastrofalt. Han svigter, selvom det var det eneste, han netop aldrig ville. Altså aldrig.
”Hvorfor svigter min far mig?”
Jamen, det er også komplet ubegribeligt, nok også for konfirmandens far. Når en far eller mor står med deres lille nye søn eller datter i favnen, tænker de som noget af det første, at dette lille menneske vil de aldrig svigte.
Man behøver ikke at være far eller mor for at tænke sådan. Mon ikke de fleste af os tænker sådan, når vi siger ”jeg elsker dig?”
Kærlighed er altid båret af en inderlig forestilling om, at jeg aldrig vil svigte, og slet ikke med vilje. Sådan har vi det med dem, vi elsker, også i bredere forstand; vores venner, kolleger, naboer.
Peter havde det på samme måde. Han havde vel aldrig sagt til Jesus, at han elskede ham, men det gjorde han, det er tydeligt i alle fire evangelier. Peter elskede Jesus, han så op til ham, stolede på ham og var lykkelig over at kunne kalde sig hans ven.
Evangelierne fortæller historien næsten ens. Matthæus fortæller, at sent en torsdag aften i den jødiske påskeuge i Jerusalem, inden Jesus tidligt næste morgen blev pågrebet af soldater og midt på fredagen korsfæstet, da sagde Jesus til sine disciple:
”I nat vil I alle svigte mig”, og tilføjede, ”efter jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa”.
Peter kunne tydeligvis ikke høre dette sidste. Det er da ellers mærkeligt, at Jesus kan sige, at han skal dø, hvorpå han skal opstå og gå i forvejen til Galilæa, der er et frodigt, bakket landskab nord for Jerusalem, som alle i Israel holdt af og stadig holder af at køre op til.
Op til Galilæa vil den korsfæstede, men altså da levende igen Jesus gå, og alle skal de være velkomne til at følge ham. Jesus varsler ikke, at nogle af disciplene ikke vil være velkomne, heller ikke efter det, Peter gjorde dagen efter.
Peter hører imidlertid slet ikke efter det med Galilæa, han hører kun dette:
”I nat vil I alle svigte mig”.
Det kan han tydeligvis ikke holde ud, han afbryder derfor Jesus og siger:
”Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig”.
Læs det flere gange. Jeg kender den følelse. Man mener det virkelig helt ud i tåspidserne. Aldrig vil man svigte.
Men Jesus svarer Peter: ”I nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange”.
Der er ingen bebrejdelse, blot en konstatering. Men det kan Peter slet ikke forestille sig. Han vil aldrig fornægte, aldrig svigte Jesus. Han svarer derfor:
”Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig”.
Peter mener det, virkelig, som han står dér i den svale aftenluft.
De går hen til en have, der hedder Getsemane Have, der stadig findes i Jerusalem, hvor knudrede, oldgamle oliventræer kaster skygge, når solen står højt, og giver ly en forårsnat.
Her finder soldaterne Jesus og de øvrige disciple tidligt fredag morgen. Romerne havde besat Israel, de havde afskaffet civiladministrationen og krævede skatter af befolkningen, men de havde, som de plejede, når de besatte et land, ladet folkets egne præster blive ved med at forkynde som altid.
De jødiske præster, også kaldet ’’skriftkloge, lovkyndige og farisæere”, havde længe været ærgerlige over, at Jesus havde så stor folkelig opbakning, samtidig med at han prædikede imod deres udlægning af Bibelen.
De havde derfor besluttet, at de ville forsøge at få ham korsfæstet. Den romerske statholder Pontius Pilatus regnede det for et religiøst skænderi, som han ikke havde nogen interesse i at blande sig i, tværtimod efterkom han gerne præsteskabets ønsker, hvis det ikke kostede ham noget.
Han sendte derfor, fordi de jødiske præster havde bedt ham om det, soldater af sted for at arrestere Jesus. Den fredag morgen i Getsemane ville et par af dem, der fulgte Jesus, forsvare ham med våben, men det sagde han, at de ikke skulle. I stedet flygtede de alle sammen. Også Peter.
Imidlertid følger Peter på afstand efter soldaterne og Jesus, og de bringer ham hen i ypperstepræstens gård, hvor de låser Jesus inde. Ude i gården har nogle tjenestefolk tændt et bål, og Peter sætter sig ved bålet.
En tjenestepige spørger ham, om han ikke også var sammen med Jesus? Det benægter Peter, så alle omkring bålet kan høre det. Så går han over i portrummet, men dér er der en anden tjenestepige, der siger til de andre i portrummet:
”Han dér var sammen med Jesus fra Nazaret”.
Igen nægter Peter og siger, at han ikke kender Jesus. Lidt efter kommer nogle af dem, der stod der, hen til Peter og insisterer på, at han er en af disciplene, for han taler med samme dialekt som dem.
Da bander og sværger Peter på, at han ”ikke kender det menneske”. I det samme galer hanen, og Peter husker, hvad Jesus sagde til ham aftenen før:
”Før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange”, og Matthæus skriver, at ”han græd bitterligt”.
Peter svigtede, selvom det var det sidste, han ville. Han ville ligefrem dø sammen med Jesus, og han mente det, da han sagde det. Selvfølgelig gjorde han det. Alligevel flygtede han og fornægtede sit kendskab til ham.
Hvorfor?
Det får vi ikke svar på. Det er her, vi må lægge vores egen erfaring til, hvis vi tør. For der skal mod til at turde vedgå sine egne svigt.
Det alvorlige ved svigt er ikke alene, at vi bliver svigtet af andre. Det alvorlige er også, at vi har så svært ved at bære det, når vi selv har svigtet. Vi kan næsten ikke tåle at tænke på, at vi har svigtet. Vi er fulde af undskyldninger og bortforklaringer, for det er en tung skæbne at gå med, at skulle se dybt ned i sit eget svigt.
Faktisk vil vi gøre alt, som i A-L-T, for ikke at vedgå vores svigt. Ja, vi tænker ikke engang, at vi svigter, mens vi svigter. Der skulle et hanegal til for at bryde ind i Peters tanker og minde ham om, hvad Jesus havde sagt.
Først da vedgår han, at han har svigtet. Indtil da, ja, hvad gjorde han lige før hanegalet? Han forsøgte vel at klare sig, at overleve, at holde sig tæt på den fængslede. Og det kunne derfor også have været hans undskyldning.
For på en måde svigtede han ikke, han fulgte jo efter, han var i nærheden, han ville finde en vej til at hjælpe Jesus. Sådan tænkte han måske, men da hanen galede, viser Peters gråd, at han vedgik for sig selv, at han havde svigtet.
Konfirmanden spørger:
”Hvorfor svigter min far mig?”
Det korte svar er, at din far formentlig slet ikke er klar over, at han svigter dig. Han vil muligvis blive oprørt og ulykkelig, hvis han bliver konfronteret med det, men selv da er det ikke sikkert, at han vil vedkende sig sit svigt.
Det bedste for ethvert barn, enhver søn eller datter er naturligvis, hvis dets far eller mor vedgår sit svigt. Men selv hvis ens forældre ikke gør det, er det et forunderligt faktum, at barnet kan forsone sig med selv det tungeste forældersvigt.
Der er mange svigt, du og jeg er kommet os over, fordi vi elsker det menneske, der svigtede os. Ikke fordi vi har glemt deres svigt, men det lægges så langt væk i bevidstheden, at det kan synes glemt. Men det er det ikke.
Hvis man bliver mindet om det, da vælter det én, stort set som man blev væltet, da det skete. Men, hvis man elsker den anden, så efter nogen tid, en time eller en uge, lægger tilgivelsen igen sit milde klæde over erindringen.
Men hvad gør man med de svigt, der sidder tungt i erindringen, i sindet, i kroppen? Det er her, fortællingen om Peter kan inspirere.
Det er min erfaring, at den korteste vej til at forsone sig med de svigt, man ikke kan glemme, ikke kan tilgive, er at besinde sig på, hvornår man selv svigtede. Hvornår man selv kom til at svigte – og sørgede for hurtigt at glemme det igen.
Måske siger du da, at du ikke kan huske, at du har svigtet så spektakulært dybt som det svigt, du selv er udsat for. Men svigtet har du. For alle mennesker svigter.
Måske kan det hjælpe hukommelsen, hvis man tænker på dem, der blev sure og vrede, uden at man rigtig forstod hvorfor. Dem, der vendte én ryggen, og hvor man undrede sig bagefter. Måske går du stadig og undrer dig.
Kunne det være, fordi du var kommet til at svigte?
Jeg spørger bare. Ikke fordi det skal være ubehageligt for dig at komme i tanke om det. Jeg spørger, fordi jeg, både når jeg kommer i tanke om mine egne svigt, men også når jeg erkender, at jeg har fortrængt mine svigt, så jeg slet ikke kan huske dem, da får jeg det lettere med dem, der svigtede mig.
Jeg får en overbærenhed i mig, som gør, at jeg kan lægge deres svigt fra mig og i stedet tage mine egne på mig. Ja, selv dem, jeg ikke kan huske nu, hvor jeg er i gang.
Åh, ja, det er den simple Peter-genvej til erkendelse. Dette, at vi altid umiddelbart tænker ”jeg ville aldrig svigte”, men helt uden et hanegal må vi vedgå, at det gjorde vi nok.
Du kan ikke huske det, det gør heller ikke noget, men tag til dig, at også du har svigtet voldsomt spektakulært og måske allermest, aller-voldsomst dér, hvor du ikke kan huske det.
Kan du og jeg acceptere, tage det ansvar på os, ansvaret for, at vi også svigtede, selvom vi for længst har bortforklaret og derfor glemt det, se, da har vi paradoksalt nok fundet en vej ud af sorgen over selv de største svigt, andre påførte os i dette liv.
”Det var tekanden, ikke bordet!”
I bryllupsgave forærede min bedstemor mine børns far og mig en lille, tykmavet tekande af sølv med en hank af ibenholt, der afsluttes i hver ende med en elfenbensring. Det er det relativt dyreste antikfund, min bedstefar har gjort.
De var gået rundt mellem borde, sofaer, stole, lysekroner, servanter og sengelamper, for Ussinggård skulle møbleres, og min bedstefar købte af princip intet nyt. Min bedstemor elskede ved første blik den lille tekande.
”Tekanden!”, sagde min bedstefar let irritabelt midt i overvejelserne over en spisestue til 24, for hun havde det med at miste overblikket.
Alligevel var han gået over til antikvitetshandleren og spurgt, hvad bordet, tekanden stod på, skulle koste. Inden manden nåede at svare, råbte min bedstemor hen over sofarygge og spisestuestole, at bordet ingen interesse havde, det var tekanden.
Antikvitetshandleren smilede hoverende, og min bedstefar måtte punge ud.
Det kan godt være, at den stejle vestjyde bestemte det hele og gav hårdt igen, når hun udfordrede ham, men livslangt kunne han ikke stå for det smil, en lille, rund tekande kunne fremkalde hos hende.
Koste, hvad det ville.
Kathrine Lilleør: Præsteværelset
En tankevækkende bog om livets store spørgsmål fra en af landets mest fremtrædende præster, der er en kendt stemme i den offentlige debat og blandt andet holdt talen ved Lise Nørgaards bisættelse.
Med udgangspunkt i konkrete spørgsmål, som Kathrine Lilleør er blevet stillet i sit virke som sognepræst, funderer hun i bogen over sine svar med inspiration fra fortællinger i Bibelen, litteraturen og oplevelser fra eget liv. I Sankt Pauls Kirke møder Kathrine Lilleør mennesker i alle aldre. Nogle af dem til en hurtig hilsen, andre til private samtaler i hendes meget personlige præsteværelse. Her vender de eviggyldige temaer som tilgivelse, svigt, håb, tvivl, liv, død og kærlighed og spørgsmål, som mange mennesker vil kunne relatere sig til. Bl.a.: Hvordan kan jeg være ligeglad med, hvad andre siger om mig? Hvordan skal jeg leve op til alle forventningerne? Hvordan kommer man sig hurtigt over svigt? Hvordan tilgiver jeg mig selv? Er der et liv efter døden? Hvad er tro?
Præsteværelset af Kathrine Lilleør kan købes online fx hos Bog&idé eller i nærmeste boghandel.
Andre læste også: