Danske romaner Læseprøve og uddrag

Et mysterie, hvor intet giver mening. Læs et uddrag af Måske et spinkelt jordskælv

maske et spinkelt jordskaelv, morten brask

Forfatteren Morten Brask rusker op i læseren med sin nye roman Måske et spinkelt jordskælv og skriver så det gibber i kroppen. Når først man har åbnet bogen, er den svær at lægge fra sig.

Morten Brask hiver os ind i en verden, hvor alle lyde er forsvundet, hvor der ingen mennesker er på gaden, og hvor vilde dyr strejfer frit rundt.

LÆS OGSÅ: Forfatter Morten Brask om depression: Man ser verden fuldstændig forvrænget

Hovedpersonen Daniel Fischer er på jagt efter sin måske afdøde hustru, og på rejsen prøver han at forstå, hvad der er virkelighed, og hvad der er håbets illusion.

Du kan købe Måske et spinkelt jordskælv online, eller i din nærmeste boghandel.




Morten Brask

Måske et spinkelt jordskælv


1

En morgen midt i juni vågner jeg i villaens soveværelse med en sær fornemmelse af at noget er forandret. Jeg ved ikke hvad der er forandret. Jeg ved heller ikke hvor

forandringen er opstået. Om det er her i soveværelset eller i huset eller et sted ude i byen. Jeg ved kun at jeg er vågnet med denne sære fornemmelse af at noget er indtruffet mens jeg sov. At noget er kommet til, noget der ikke var her da jeg lagde mig i sengen i aftes, men som er her nu, er til stede.

Jeg kan ikke åbne øjnene. Mine øjenvipper er sammen- filtrede af salt, og jeg sprætter dem op med fingrene som to små breve. Der undslipper en sprækkende lyd da jeg river øjenlågene fri. Nogle minutter bliver jeg liggende og kigger rundt i soveværelset, men jeg ser ikke noget der er forandret herinde. Alle genstandene ser ud som de gjorde i går. Sengen står hvor den altid har stået, det samme med klædeskabet og skamlen hvor jeg lægger tøjet om aftenen. Og strandstenene som Gabrielle har fundet på stranden ved den sydfranske kystby La Ciotat da hun var lille, de ligger som de altid har gjort i vindueskarmen i form af et kors.

På hendes natbord ligger Dagenes skum af Boris Vian. Jeg har ikke kunnet få mig til at sætte den ind i reolen. Jeg burde stille den i reolen under V hvor den før har stået, men jeg har ikke kunnet få mig selv til at gøre det. Når jeg støver af, lader jeg romanen ligger akkurat hvor hun selv placerede den. Ved siden af bogen står den lille glasvase fra Lyon. Gabrielle satte altid blomster i den. Hun lod dem stå et par dage før hun plukkede nye i haven. Jeg fortalte hende aldrig at jeg ikke bryder mig om duften af blomster før jeg skal sove. Hvorfor skulle jeg det, når blomsterne og duften gør hende så glad?

Soveværelsets vindue står åbent. Fra haven lyder en solsorts stigende og faldende sang. Birkebladenes sitren på grenene. Barkens knagen når træerne strækker deres slanke kroppe. Og den stille summen af bier. Jeg hører bierne så klart nu, jeg kan skelne hver enkelt bis bevægelser. Det er sjældent København er så stille at man kan høre bierne. Ikke engang på tidlige søndage plejer man at kunne høre disse små skift i deres summen når de flytter sig i luften. Jeg prøver at komme i tanke om, om jeg har hørt bier før i år. Det må jeg have gjort. Det er højsommer nu, bierne har været her længe. Så sent som i går må jeg have hørt dem, og alligevel kan jeg ikke huske at have hørt dem før i dag.

Sådan er det med meget for tiden. Jeg husker ingenting mere. Før kunne jeg huske alt. Jeg kunne huske lyde. Og hvad jeg så og hvad jeg oplevede, jeg kunne huske alle begivenheder og ansigter og tal. Jeg kunne huske hvad jeg havde spist på en given dag, og næsten hvert ord i en samtale jeg havde flere år tilbage. Det har ændret sig. Min hukommelse er blevet en poleret marmorblok hvor alt glider af.

Jeg former munden til et lille o og suger langsomt luften ind gennem o’et, bliver ved med at suge til lungerne er fyldt, holder vejret så længe jeg kan, og udstøder så luften med en hul susen. Det var et ritual jeg havde som dreng. Jeg har ikke gjort det siden dengang. Hvorfor jeg gør det nu, kan jeg ikke forklare.

Jeg strækker benene op mod loftet og lader dem derpå falde mod gulvet så resten af kroppen vipper op, og jeg kommer op at stå i en glidende bevægelse. Det er sådan jeg altid står ud af sengen, men denne morgen gør det bratte skift fra liggende til oprejst position mig svimmel. Jeg må sætte mig tilbage på sengekanten og sænke hovedet ned mellem benene så blodet løber til hjernen. Der går et stykke tid før tågen trækker sig ud i synsfeltets udkant og forsvinder, og mens jeg sidder i denne foroverbøjede stilling, kan jeg se at der ligger noget tøj inde under sengen. Det har jeg ikke lagt mærke til før. Jeg har ellers støvsuget derinde for et par dage siden. Jeg lægger mig på gulvet, rækker ind og trækker det ud.

Det er tøjet jeg havde på i går. En T-shirt, et par jeans og bæltet som Gabrielle købte til mig sidste år i Marais. Jeg rejser mig op og lægger det fra mig på sengen. Jeg prøver at huske tilbage på i aftes da jeg tog tøjet af. Smed jeg det på gulvet og sparkede det ind under sengen? Nej, selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Jeg kunne aldrig finde på at gøre den slags, jeg har aldrig nogensinde gjort det, ikke engang som barn. Jeg lægger altid mit tøj på skamlen. Uanset hvor træt eller distraheret jeg er, og selv når jeg kommer beruset hjem fra en fest, så tager jeg mig altid tid til at folde tøjet sammen og lægge det på skamlen. Skulle jeg virkelig have fået den ide at jeg i går ville sparke tøjet ind under sengen? Det kan jeg slet ikke få til at stemme, men det lå der, der er jo ikke anden forklaring. Jeg tager bukserne op, trækker bæltet ud af stropperne og smider smider tøjet i vasketøjskurven. Derpå åbner jeg skabet og finder et par rene jeans og en armygrøn T-shirt i skabet og lægger dem på sengen så det er klart når jeg kommer ud fra badet.

Døren til badeværelset er lukket, og jeg standser foran den. Jeg har tidligere elsket denne del af dagen, badet, renselsen. Nu fylder det mig med tristhed. Jeg åbner døren, tænder for vandet og lader det blive varmt inden jeg træder ind i bruseni- chen under strålerne, hælder shampoo ud i hånden. Jeg vasker håret så hurtigt jeg kan for at komme ud herfra. At tage mit morgenbad er blevet en pine, for jeg forbinder det med mor- genen hun tog afsted. Som en hund frygter den gade hvor den blev slået, frygter jeg badet, tristheden er en pavlovrefleks der udløses af varmen og vandet og lyden af strålernes fald, for det var netop her jeg stod og gennemførte netop disse bevægelser, da hun rejste sig fra køkkenbordet, tog sin taske og gik ud i entréen og forsvandt.

Jeg tænker ofte på at da hun gik forbi badeværelset, har hun kunnet høre vandets plasken. Hun har været bevidst om at jeg stod her, bevidst om at når jeg åbnede døren, ville voresliv som det var, være forbi. Måske tøvede hun på den anden side af døren. Standsede et øjeblik, lyttede. Måske satte hun hånden på dørhåndtaget. Overvejede at åbne og se på mig. Måske tænkte hun på at sige noget til mig, forklare mig, for- berede mig. Måske kom hun frem til at det var det bedste bare at gå uden ord.

Jeg læner hovedet bagover, og vandet glider som en glin- sende hinde over mit ansigt. Det slår mig at shampooen dufter anderledes. Den dufter som en vandretur i en granskov, af fyr og harpiks og regnvåd jord. Sådan plejer den ikke at dufte. Den plejer at dufte af citrus. På flasken er der et billede af en citron der rammer noget vand, hvorfor dufter den pludselig af gran?


2

Efter barberingen klæder jeg mig hurtigt på og går ud i køkkenet. Morgensolen læner sig ind gennem vinduet, og breder en fintkornet glans over bordet og vasken og uret på væggen. Støvet hvirvler i lyset, jeg står og mærker solens varme på benene. Køkkenet er smukt i solen. Alt bliver smukkere i solen. Men så slår det mig at der er noget som ikke passer. Hvordan kan der være sol? Vinduet er nordvendt. Der er aldrig morgensol i køkkenet. Hvis der er morgensol, skinner den inde i stuen og spisestuen. Det eneste tidspunkt der er sol i køkkenet, er på højsommeraftener.

Jeg ser på analoguret over bordet. Det viser tyve minutter over otte. Kan det tænkes at det slet ikke er morgen, men aften? At jeg har sovet hele dagen? Sekundviseren står stille. Jeg går hen og banker på urets glas. Viseren flytter sig ikke, så jeg tager uret ned fra væggen og åbner den lille luge bagpå. Der er ikke noget batteri i. Men det har da gået indtil nu? Jeg har jo set på det hver dag. Jeg åbner en skuffe hvor vi har batterier, og sætter et i uret. Det begynder straks at tikke. Jeg hænger det tilbage på sømmet. Af et køkkenur at være, er det ganske pænt. For otte år siden hang det i Gabrielles køkken i Paris. Da hun flyttede til Danmark, tog hun det med. Det er udformet som et kirkeur fra en eller anden fransk kirke. Hun købte det dengang hun skrev en opgave om ure i kirke- bygninger gennem de sidste fem hundrede år. Hun studerede arkitektur i Paris. Det var ikke så overraskende et valg. Begge hendes forældre er arkitekter, og hun har arvet deres ska- bertrang, deres glæde ved at se de første skitser realisere sig i beton og træ og mursten og glas. Hendes forældre havde et godt navn som arkitekter af luksushuse, men Gabrielle havde valgt en anden retning. Under studierne specialiserede hun sig i kirkearkitektur, et område der ikke er så snævert som man skulle tro. Der bygges stadig mange kirker i verden, der er stadig folk der går til gudstjeneste. Gabrielle har indtil nu tegnet ni kirker. Tre er opført i Danmark, fire i Frankrig, en enkelt i Portugal. Den sidste skulle være i Holland, men blev aldrig opført. Hendes drøm er en dag at få lov til at tegne en katedral. Intet ville være større end det. Hun har naturligvis også tegnet andre slags bygninger, både boliger, butikker og kontorer, men når hun havde fået til opgave at tegne en kirke, var hun allermest lykkelig. Sene aftener måtte jeg ringe til tegnestuen for at minde hende om at hun skulle komme hjem. Hun sov næsten ikke, stod tidligt op for at komme ind til sine tegninger. Når det var alt andet end kirker, var hun slet ikke så optændt.

Det er ikke fordi hun finder kirker mere æstetisk interes- sante end en lagerhal, men fordi det giver hende en højere mening at være med til at skabe et hus til sin gud. Gabrielle er troende katolik. Det er ikke noget hun taler om til andre, og hun nævnte det slet ikke på vores første dates. Men efter et par uger gik det op for mig at Gabrielle er mere religiøs end de fleste, og det i en grad at det er selve omdrejningspunktet for alle hendes tanker og følelser. Hun er troende som folk var det i midddelalderen. Der er slet ingen tvivl hos hende. Hun tror på guds eksistens, på hans søn, helligånden, jomfru Maria. Det er en virkelighed for hende, som dette køkken er det for mig. Når hun beder før hun går i seng, så mener hun hvert ord. Hun ved at de bliver hørt af hendes gud. Hun læser i Bibelen hver dag, og hun tror på skriften i den. Det er ikke fordi hun går rundt og citerer fra den eller prøver at overbe- vise andre, men hun inkarnerer ordene i sig. Af og til drillede jeg hende med det, kyssede hende mens hun læste eller gik rundt og fløjtede falsk, tændte støvsugeren, og det lykkedes mig som regel at få hende til at grine. Men hun vendte hver gang tilbage til teksten.

I starten gik jeg ud fra at det skyldtes hun var opdraget i en familie hvor den katolske tro betød meget, men der var ingen af de andre familiemedlemmer som var troende, og slet ikke hendes lidt ældre bror som hun ellers var meget knyttet til. Da jeg spurgte hende hvad der havde vækket hendes tro, prøvede hun at undgå emnet og slog det hen. Det eneste jeg kunne få ud af hende, var at hendes omvendelse skete en sommer da hun var elleve år gammel. Hun var på en ferie hos sine bedsteforældre der boede i La Ciotat. Noget skete den sommer. Et eller andet skete. Hun ville ikke fortælle mig hvad det var. Jeg spurgte om det var en person der havde overbevist hende, en præst eller en nonne, var det en bestemt begivenhed, et besøg i en kirke, et tilfælde? Men hun rystede på hovedet.

– Det er noget du ikke vil forstå, Daniel, sagde hun.
– Det ved du da ikke.
– Jo.
– Hvis du siger hvad der skete, kan det være jeg forstår det. Hun rystede på hovedet og lod sin hånd glide ned over min kind som hun altid gjorde. Hun lagde hovedet ind til mit bryst. – Du forstår det ikke. Du tror ikke.
Og det er sikkert rigtigt. Jeg er ateist og forstod og forstår ikke den religiøse impuls. Naturligvis er de fleste i Vesten påvirket af den kristne moral, værdier og tanker. Det er naturligt nok når man tænker på den indflydelse kirken har haft indtil den videnskabelige metode vandt frem og overtog religionens plads. Men at man i vor højteknologiske tidsalder stadig kan tage springet og tro på en højere magt, det er ubegribeligt for mig.

Da hun kom hjem fra sommerferien hos bedsteforældrene, bad hun sine forældre om at blive flyttet til en katolsk skole. De troede det blot var en forbigående grille hun havde fået, men hun sad på sit værelse og læste i Bibelen og stillede konstant spørgsmål om kristendommen, spørgsmål som de ikke kunne besvare. Til sidst gav de sig og flyttede hende til en skole der lå i den anden ende af Paris. Skolen var knyttet til en klosterorden, og de fleste af lærerne var munke og nonner. Ud fra Gabrielles beskrivelse kunne jeg forstå at de vævede katolicismen ind i samtlige fag. I matematiktimerne lærte børnene at i tallenes uendelighed ligger det guddommelige. I biologi at alt i na- turen, fra en bregnes krumning til snegle der skifter køn, var guds værk. De andre naturfagslærere, der dog var skolede i videnskabelig metode, indbildte børnene at gud skabte kon- tinenterne og havene, naturkræfterne, iltmolekyler, trafiklys, galakser, planternes fotosyntese. Alt var udtænkt af herren, og herren sendte sin søn for at frelse verden. Den indoktrinering på skolen har jo næppe gjort hende mindre religiøs.

Vi var i La Ciotat for nogle år siden. Hun viste mig huset. Hendes bedsteforældre levede ikke mere, men det var endnu familiens ejendom. Vi holdt udenfor på vejen. Det var udlejet til en familie, og hun ville ikke forstyrre. Vi boede en lille uge på et af byens utallige hoteller. En af dagene sagde hun at hun ville køre ud og besøge en gammel veninde i en anden by. Jeg skulle ikke med, det ville bare kede mig at høre på dem snakke om gamle dage. Så vi aftalte at jeg blev i La Ciotat. Jeg vandrede rundt i byen og lagde mig ved stranden, spiste på restauranterne der lå langs strandpromenaden, sad og læste i skyggen fra en palme. Jeg fik ingen beskeder fra hende mens hun var væk, og det gjorde mig ikke noget. Jeg havde det godt i mit eget selskab.

To dage efter kom hun tilbage. Jeg vågnede ved at hun kom ud fra hotelværelsets badeværelse. Hun var nøgen, og jeg så at hun havde fået lange rifter på armene og lårene. Hendes tøj var gået i stykker, hun havde lagt det i hotelværelsets papirkurv. Jeg blev forskrækket over at se hende i den tilstand og frygtede hun havde været udsat for et overfald. Men hun lo bare og var helt overstadig af glæde. Der var skam intet sket hende, sagde hun. Skrammerne havde hun fået fra et fald på nogle klipper da hun og veninden gik ned på en strand i området hvor veninden boede.

Jeg åbner køleskabet. Der er ikke andet end lidt ost, men den er muggen, mælken er blevet sur. Jeg er nødt til at gå ned og købe ind med det samme hvis jeg skal have morgenmad. Jeg går ud i entréen, får sko på og åbner gadedøren. Der er varmt udenfor. Luften står stille. Det har været hedebølge forbløffende længe. For nogle uger siden hørte jeg en meteorolog sige i radioen at der ikke var målt så høje temperaturer i Danmark siden 1941. Ikke at jeg har noget imod det, jeg vil til enhver tid foretrække varme for kulde, men det her er næsten for voldsomt. Hver eneste dag er man våd over hele kroppen af sved.

Jeg går gennem haven hvor bierne flyver i sætvise stød som om de hænger i gummisnore, de lander på blomsterkronerne, malker dem ud og trækkes op af gummisnorene der dropper dem ned på den næste blomst. Vingerne summer i den stille morgen. Igen tænker jeg at det er mærkeligt at her er så stille. Hvor er alle de lyde der plejer at være her? Trin mod fortovsfli- serne, menneskers samtaler når de passerer vores villa, lynlåse som trækkes op, dæk der glider hen over asfalt, motorernes brummen, bussernes suk når de åbner dørene, motionsløber- nes forpustede åndedrag, teenagere der råber med stemmer i overgang, babygråd i barnevogne, mødre og fædre der bøjer sig frem, beroliger de små som mødre og fædre altid beroliger børn, en stigen i tonelejet, ord om at alt er godt, ord der skær- mer børn mod erkendelsen af at det onde findes, vinduer der slås op, sættes på hasper, latter og samtaler i de andre haver, klirrende glas, betonbor i det fjerne, elektriske skruetrækkere fra håndværkere som renoverer huse på vejen, musik, hundeglam og kirkeklokker, rungende klokkemalm der slår huller i luften, vind gennem vejene, udrykninger i det fjerne, sirener og bag dem det dybe brus af hovedstaden der fylder sine lunger og tømmer dem. Alle disse lyde er fraværende i dag. Det er som om byen er foldet ind i fløjl.

Jeg går den sædvanlige tur op til supermarkedet, men møder ingen på vejen. Det er ellers onsdag, alle burde være ude nu, men af en eller anden grund er der ikke en eneste bil på vejene, ingen cyklister, fodgængere, ingen passagerer i busser.

Supermarkedets glasdør glider til side. Der er ikke nogen medarbejdere ved kasserne nu, de er sikkert ved at stille varer op. Jeg tager en kurv og går ned langs hylderne, finder en bakke æg, et brød, en roquefort-ost og en liter mælk. Jeg lægger mærke til at der ikke er andre kunder herinde. Ingen medarbejdere der stiller varer på hylderne.

Da jeg kommer tilbage til kassen, er der stadig ingen. Jeg er sulten og gider ikke stå og vente. Et øjeblik overvejer jeg at trykke på knappen som kasseassistenterne plejer at bruge når de tilkalder en kollega, men det vil nok se mistænkeligt ud på videoovervågningen hvis jeg går ind bag afskærmningen.

– Kommer der nogen til kassen?

Jeg bliver forlegen ved lyden af min stemme der virker vred, fordi jeg råber så højt. Jeg venter lidt, og da ingen reagerer på mit råb, sætter jeg kurven på varebåndet og går ned til enden af supermarkedet hvor der er to gennemsigtige låger ud til baglokalerne.

– Er der nogen der kan komme til kassen?

Denne gang råber jeg ikke så højt. Jeg skubber den ene låge op og går ind i det store, neonoplyste lagerrum med fyldte paller, containere, bunker af papkasser og en emballagepresser. Nogen har tabt en kasse med grøntsager midt på gulvet.

– Er her nogen der kan komme til kassen?

Stadig intet svar. Det undrer mig at personalet bare har efterladt et supermarked, så alle kan stjæle hvad de vil. Det næste rum er kølerummet hvor de fylder hylderne op til køleboksene med mejerivarer. Det er et pudsigt sted. Lige før gik jeg derude. Nu er jeg på supermarkedets vrangside. Da jeg stadig ikke kan finde nogen, går jeg tilbage til kassen. Desværre har jeg ingen kontanter jeg kan lægge, så i stedet løfter jeg kurven op foran et af overvågningskameraerne. Så kan de se hvad jeg har taget. Jeg vil gå tilbage senere i dag og betale.

På vejen tilbage gør jeg en besynderlig opdagelse. Det er min skygge, den opfører sig usædvanligt. Når jeg går eller bevæger en arm, er det som om skyggen ryster en smule. Den burde være skarp når solen er så hård, men skyggen har en slags sitren i sine kanter. Jeg stopper, holder kroppen og armene i fuldstændig ro for at se om det var mig selv der rystede, men skyggen bliver ved med at sitre på jorden. Jeg vifter med en arm, vipper hovedet lidt frem og tilbage, og den sitrende skygge følger mig. En fjollet indskydelse får mig til at gå ind i en opgang hvor solen ikke når, og derpå gå ud i lyset igen som om jeg på den måde kan nulstille skyggen. Det ændrer naturligvis ikke noget. Jeg ved ikke hvad der forårsager dette fænomen. Måske er det hedebølgen der gør det, en slags var- medis eller en flimren i luften der påvirker det mine øjne ser. Eller måske er det selve fortovet der ryster lidt. Den slags kan jo ske. Jeg har oplevet jordskælv under en ferie i Tyrkiet, det kan være noget lignende. Ikke så voldsomt, ganske vist. Men det kan være en minimal tektonisk uro under byen? Måske et spinkelt jordskælv?

Tilbage i køkkenet lægger jeg varerne på bordet og rækker ud efter elkedlen, men griber i den tomme luft. Den står ikke ved vasken som den skal. Det er ellers her den har sin faste plads. Den er heller ikke på køkkenbordet eller komfuret eller på nogen af hylderne. Måske i opvaskemaskinen? Nej, man sætter ikke elektronik i opvaskemaskinen. Kan jeg have stillet den i et af skabene? Jeg åbner dem fra en ende af, og så, i det sidste skab, hvor vi ellers kun opbevarer krydderier, kiks og chokolade, står elkedlen på en hylde, indeklemt som en forvildet fugl.

Mens jeg venter på at vandet koger, rister jeg brød og koger nogle æg. Da det hele er klart, sætter jeg mig ved køkkenbordet for at spise. Solen falder ind på koppen med den dampende kaffe. Jeg kapper den øverste skal af det første æg med kniven. Gabrielle kaldte mig for Robespierre fordi hun mente jeg guillotinerede æggene. Hun foretrak selv at slå skallen ind med en teske. Som om det var mere humant. Blommen er som den skal være, ikke for fast, ikke for fly- dende. Jeg drysser grove peberkorn og salt over ægget. De tykke flager roquefort lægger jeg på de ristede brødskiver og hælder flydende honning over. Jeg har altid elsket roquefort med honning, men i dag smager det ikke helt som det skal. Det er som om roqueforten er for stærk i det. Den stikker i ganen. Honningen er en anelse bitter.

Mens jeg spiser, går det op for mig at elkedlen ikke er det eneste jeg er kommet til at anbringe et forkert sted. Der ligger en østersåbner på køkkenbordet selvom jeg ikke har spist østers meget længe. Faktisk ikke siden vi var i Bretagne forrige år. Flere af dåserne med te og mel er også flyttet rundt. En stege- pande har jeg af uransagelige årsager hængt på en krog hvor der normalt hænger en beholder til salt. Ikke at køkkenting behøver faste pladser, men jeg har i det store og hele ladet ting være dér hvor de var. Jeg ved ikke. Det er som om genstandenes placering trøster mig. Uforanderligheden ved det faste. Det holder hende fast for mig på en måde. Som de forstenede mennesker i Pompeji. Som ofrene der blev brændt til skygger på Hiroshimas mure.


3

I stuen tænder jeg som det første for radioen. Tidligere hørte jeg sjældent radio, nu tænder jeg den hver morgen. Det udfylder det stille hus med lyde. Det er egentlig ikke så vigtigt hvad der siges i programmerne, jeg lytter ikke så meget efter det som bliver sagt. Feriesteder, operakoncerter, finanslove, præsidenter, mode og nedstyrtede fly, det er ikke hændelserne som er vigtige, ikke stederne eller meningerne, latteren, vreden. Det er kun ordenes lyde. De skaber et knitrende tapet mellem mig og stilheden. Men i dag kommer der ingen ord fra højtalerne. Jeg klikker mig gennem kanalerne, men der er ingen der sender.

Jeg indser at jeg må komme gennem dagen uden radio, og sætter mig i lænestolen ved gavlvinduet. Den holder mig oppe som en hånd over en sandskrænt, læderet knirker når jeg trækker vejret. Jeg lægger hovedet tilbage og ser op i loftet, der hænger som en isflade mellem stuens vægge. Et par dage efter begravelsen opdagede jeg en revne deroppe. Den vokser lidt hver dag. I begyndelsen havde den en pegefingers længde. Nogle dage senere havde den fået en langfingers længde. For at være sikker hentede jeg en stige og satte en streg ud for revnens slutning. Næste morgen kom jeg i tvivl, for det så ud som om den var vokset, men det kunne også være fordi jeg havde sat stregen for sjusket. Jeg lod et par dage gå, og næste gang jeg kravlede op på stigen, konstaterede jeg at revnen havde passeret stregen med en centimeter. Jeg satte en ny streg. Et par dage senere var den blevet endnu en centimeter længere. Den vok- sede altså konstant, men dog så langsomt at man ikke kunne se det. Som fingernegle vokser, som kontinenterne vandrer.

Fra min lomme lyder beskedtonen i min mobil. Det er formentlig en af mine venner eller mine forældre. Hver dag er der en af dem som sender en besked. Jeg mistænker dem for at have lagt et skema over hvem der skal skrive til mig på hvilken dag. Men uanset om det er en pligt de har valgt at fordele mellem sig, er jeg rørt og taknemmelig for at de gør det. Jeg er så svær at være sammen med for tiden. De genkender mig ikke, det ved jeg, men de bliver ved med at skrive til mig, kommer forbi af og til.

Jeg tager mobilen op, skærmen lyser op, og jeg kan se der er kommet en besked. Den er ikke fra mine venner eller nogen jeg kender, det eneste jeg kan se er et nummer med landekoden for Frankrig. Det plejer at være telefonsælgere der ringer fra andre landekoder, men det er alligevel sjældent de også sender beskeder. Da jeg åbner den, står der ikke andet end: Iphone with IMEI no. 3588833888-035888-1 has been activated here. Jeg er ikke helt sikker på hvad en IMEI egentlig er, men mener at huske det er en telefons id-nummer eller simkortets nummer. Er det min egen telefon der er blevet registreret? Og hvor er here? Er det et salgstrick eller en malware der downloader sig på min telefon hvis jeg trykker på linket? Jeg lægger telefonen i vindueskarmen og tager en roman jeg har prøvet at læse den sidste uge. Jeg er nået otte kapitler ind i den, men husker intet af det jeg har læst, og selv da jeg bladrer tilbage, genkender jeg intet. Jeg smider den tilbage på karmen og tager min telefon for at undersøge om jeg kan finde en radiostation over nettet. Jeg møder igen beskeden om IMEI der er blevet aktiveret. Denne gang trykker jeg på linket, hvilket straks åbner telefo- nens kortfunktion. Jeg ser først Europa, derpå Frankrig og den zoomer længere og længere ind, til Paris og videre til et af de sydlige arrondissementer, og den ender med en lille blå prik der blinker i gaden Rue Parrot 2. Jeg kender ikke den gade. Jeg er ikke engang sikker på jeg kender den del af Paris, det er et af de steder hvor man ikke kommer medmindre man bor i kvarteret. Prikken bliver ved med at blinke. Er det meningen at jeg skal trykke på den? Jeg trykker igen, men denne gang skifter skærmen til telefonen, og den ringer op. Jeg har ikke den mindste lyst til at tale med nogen, og da slet ikke en eller anden fremmed i Rue Parrot, men lige før jeg får trykket på af- bryderknappen, hører jeg en fransk stemme i den lille højtaler:

– Iphone Cassé, bonjour.

Jeg er i tvivl om om jeg skal svare eller bare lægge på. Jeg vælger det første.

– … Bonjour … undskyld, jeg er kommet til at ringe Dem op ved en fejl, begynder jeg.

Det er svært så hurtigt at stille mig om til at tale fransk, som jeg ikke har talt siden jeg hilste på Gabrielles forældre ved begravelsen.

– Det er et eller andet med min telefon, den gav sig bare til at ringe Dem op …

Jeg rejser mig fra stolen og går gennem stuen mens jeg taler og stiller mig foran reproduktionen af Leonardo da Vincis maleri Salvator Mundi, der hænger over hendes skrivebord.

– Jeg fik en besked med et IMEI-nummer …

– Ja, jeg ved det, siger manden. – De har ringet til den her telefon fordi den er forbundet med Deres.

– Hvad skal det sige?
– De var forbundet via Friend Finder-appen.
– Men hvorfor var jeg forbundet til Dem?
– Ikke mig, men telefonen her. Jeg er tekniker i Iphone Cassé. – Men hvem tilhører telefonen?
– Det ved jeg ikke. Jeg er bare ved at føre den tilbage til

fabriksindstillingerne. Det sker nogle gange når vi tænder indleveringer, at der aktiveres forbundne telefoner.

– Men jeg er i Danmark, jeg ved ikke hvorfor jeg skulle være forbundet til en fransk telefon.

– Det kan jeg så ikke svare Dem på. Men der er intet pro- blem, monsieur, jeg sletter den nu.

– Nej, vent lidt. Det må vel være nogen jeg kender? 

– Det ved jeg ikke noget om. Den er bare blandt et parti telefoner vi har fået fra hittegodskontoret for længe siden.

– Men … øjeblik, kan De se navnet på ejeren?

– Det må vi ikke, monsieur. Alle persondata skal slettes med det samme.

– Det forstår jeg. Men bare navnet? Siden det er en jeg kender?

– Okay … ejeren hedder Gabrielle Toussaint. Siger det Dem noget?

– Hvad?
– Gabrielle Toussaint.
– Det kan ikke være rigtigt.
– Monsieur, jeg ved ikke noget. Det er hvad den tidligere ejer har angivet som navn.
– Men det kan … nej.
– De kender ikke en Gabrielle Toussaint?
– Jo, det er dét … Det er min kones navn.
– Så har hendes telefon vel været stjålet?
– Jeg ved det ikke … hør, kan jeg købe den telefon?
– Ikke før den er nulstillet, det er reglerne.
– Jeg beder Dem.
– Hør, De siger at det er Deres kones, og jeg tror Dem gerne, men hvis jeg sælger telefonen til Dem og De så tænder den uden at den er blevet slettet, bliver jeg fyret. De må tage den med Deres kone. Fortsat god dag, monsieur.

Jeg sidder længe og stirrer på mobilen efter opkaldet er forbi. Det føles som om nogen har sparket mig så hårdt i brystet at al luft er presset ud og har efterladt et sugende vakuum i mine lunger, et vakuum der får mig til at synke indad. Gabrielles telefon er fundet i Paris? Var hun dér? Men hendes forældre var jo til begravelsen. Det giver ingen som helst mening. Jeg ser ud på træerne og de vindflossede sommerblomster. En lille fugl sidder på en gren kun et par meter fra mig. Den vender siden til og ser ind på mig, vipper hovedet lidt op og ned. Fra hver vores side af ruden studerer vi hinanden. Jeg trækker ikke vejret indtil den uden varsel sætter af og flyver og er borte.

Hvis hendes telefon er fundet i Paris … Hvad betyder så det? Har hun mistet den der? Men hvornår? Kan det være en gammel telefon der er blevet fundet? Nej, så ville den vel ikke være forbundet med min, det må være hendes telefon. Politiet sagde ikke noget om at de havde fundet en telefon. Det må være hendes. Hun er der.

Jeg lægger mobilen fra mig, men tager den straks op igen for at se på opkaldslisten. Nu kan jeg ikke engang se nummeret længere. Er det fordi den nu er blevet slettet? Til gengæld kan jeg se de få opkald jeg har gjort. De fleste er til mine forældre, mine næreste venner og en del til Gabrielles bror, som aldrig har taget den. Jeg trykker på hans nummer. Der er ingen der kender hende så godt som ham. Hvis hun er i Paris, er det i hans lejlighed hun bor. Er det mon derfor han aldrig tager telefonen? Men hvorfor var hendes forældre så …?

Han tager den ikke, men jeg bliver mere og mere overbevist om at jeg skal have fat på ham. Han er den eneste der kan hjælpe mig nu. Og hvis ikke han tager sin telefon, må jeg tage til Paris. Opsøge ham i hans lejlighed. Og hvis hun er der? Det er jo både godt og skidt. Hvis det er tilfældet at Gabrielle er der nu, så betyder det at hun ikke ønsker at jeg skal finde hende. Hun er rejst for at komme væk fra mig og sit liv i Danmark. Hun ønsker ikke kontakt med mig. Men jeg er nødt til at tale med hende.

Jeg går rundt i villaen. Skal jeg tage derned? Skal jeg lade hende være i fred? Har jeg overhovedet ret til at opsøge hende? Ja, det har jeg vel. Hun er gået uden at forklare mig noget, vi er stadig gift, jeg har vel ret til at få en forklaring? Det må hun kunne forstå. Hun må forstå at jeg ikke kan lade hende gå uden at hun forklarer mig hvorfor. Hun må sige at hun ikke elsker mig eller at hun bare ikke ønsker mig ved sin side længere. Jeg er nødt til at tage derned, jeg har ikke andet valg hvis jeg nogensinde skal komme videre. Jeg må tale med hende, stå over for hende, se hende.

Jeg sætter jeg mig ved Gabrielles skrivebord og åbner hendes computer for at købe en billet til det næste fly til Paris. Jeg går ind på SAS hvor jeg plejer at købe vores billetter til Paris, men deres site er åbenbart nede. Så går jeg ind på Air France. Det er også nede. British Airways? Hvordan kan alle selskabernes sites være nede på samme tid? Jeg åbner DSB’s hjemmeside og derpå andre togselskaber for at få en togbillet, men det eneste jeg møder, er tomme sider. Jeg kan ikke engang komme til at leje en bil. Jeg får søgeresultaterne på skærmen, men alle biludlejernes links fører til crashede sites. Jeg smækker låget ned på computeren.

Hvad med motorcyklen? Det er langt at køre, men hvis jeg kan få kværnen startet, kan jeg nå Paris på et par dage. Den er opstaldet, men det burde ikke tage mig lang tid at få den klargjort.

Jeg styrter op ad den lille trappe til loftsrummet for at finde saddeltaskerne. Loftsrummet er rodet som altid med flyttekas- ser, kufferter, bøger, utallige lysbilleder, indonesiske fletkurve og fotografier fra min barndom, soveposer, et sammenrullet kelimtæppe, cykelhjul, en gammel skrivemaskine, kasser med LP-plader, havestole, udtørret maling, en globus som er slået ind i den ene side så Afrika og det meste af Asien er knust.

Der er også nogle af Gabrielles malerier. En del af dem har vi hængende, men der er så mange, og de er så endt heroppe. De står i lag på gulvet. Det er lang tid siden jeg har set dem. Det er en serie af de malerier hun malede i en periode hun havde det skidt. Det forreste forestiller et landskab med et stort dyr og i baggrunden en kirke. Det første man tænker når man ser det, er at noget ikke helt passer. Kirken er gammel og sandsyn- ligvis fransk, men et sådant dyr ville man aldrig se i et fransk landskab. På himlen er der fugle som mere ligner flammer end fugle. Gabrielle studerede ved arkitektskolen da hun malede denne serie. Hun fortalte at de alle er inspireret af en slags hallucinationer, hun havde i den periode. De dukkede op som en slags tableauer for hendes øjne. Det kunne ske når hun så fjernsyn eller mens hun sad i metroen, under en forelæsning. Pludselig trådte tableauerne frem, og hver gang havde hun den samme følelse som man har under et deja-vu.

Hun fortalte det til sine forældre, som betalte timer hos en psykiater for at få udredt om det var begyndende skizofreni der ulmede i hendes hjerne. Psykiateren gennemførte en række test, og han konkluderede at hun ikke var skizofren. Det var snarere en slags lucid dreaming forårsaget af manglende søvn og stress. Hun fik noget beroligende, og så mente han at det ville gå over med tiden.

Og det gjorde det. De stoppede efter et par måneder. Hun malede dem som hun huskede dem, fordi hun håbede at hun kunne bearbejde dem på den måde. De kom dog aldrig op at hænge, hun brød sig ikke om at se dem fordi de mindede hende om hallucinationerne. I de hjem hun havde haft, var de altid endt på loftet eller i kældre.

Saddeltaskerne ligger på en hylde fastgjort i væggen, men da jeg løfter dem op, slipper murværket deres greb om skruerne, og hylden dratter på gulvet sammen med den cement der var klinet op. De gamle planker blottes som ribben afpillet for kød. Det gamle lortehus. Men det må jeg tage mig af når jeg kommer tilbage.

Jeg går ned fra loftet med saddeltaskerne og ud på badeværelset hvor jeg skyller dem rene for støv, lader dem tørre på gulvet mens jeg finder det jeg skal have med på køreturen. Der er ikke meget plads i taskerne, så jeg kan kun tage det nødven- digste med, som toiletsager, ekstra jeans, skjorter, T-shirts, sko, teltet, en lommelygte, en schweizerkniv, motorcykeljakken, kevlarbukserne og mc-støvlerne.

Det er alt hvad jeg behøver foreløbig. Resten køber jeg når jeg kommer til Paris. Jeg mærker et sug i maven. Hvilken tanke: Om et par dage kan jeg være i Paris. Om et par dage banker jeg på døren. Om et par dage vil jeg se hende. Måske. Jeg lyner taskerne i og bærer dem ud til carporten.

Op ad endevæggen står min gamle Triumph White Horse 1100 under sit dækken, der er forseglet med en hængelås. Hvor jeg lagde nøglen, kan jeg ikke huske. Jeg roder lidt i nogle skuffer, men giver op og finder i stedet boltsaksen frem, lægger de to fuglenæbsformede tænder omkring låsens bue og knækker stålet med et smæld.

Der drysser grannåle og grenstumper til jorden idet jeg trækker dækkenet af. Min White Horse ser ud som da jeg opstaldede den sidste efterår og sprayede olie på alle metalde- lene for at undgå fugt, og olien sidder stadig som et fedtet lag. Med en klud får jeg tørret olien af, og den hvide tank skinner. Benzinen er selvfølgelig fordampet for længst, men jeg har altid en fyldt dunk stående som reserve. Jeg åbner dækslet, sætter tragten i hullet og hælder. Lugten af benzin slår op i min næse. Der er noget berusende ved benzinlugten. Man kan lugte den transformation som denne væske vil undergå i motoren, den kraft der om lidt skal forløses.

Det sidste jeg skal gøre, er at sætte batteriet i. Jeg forbinder ledningerne til polerne, stikker nøglen i tændingen. Så er det sandhedens time: Jeg drejer nøglen om. Der vælter et brøl op fra motoren, garagens cementgulv ryster. Åh, denne lyd, den får mit hjerte til at løfte sig. Hvor har jeg længtes efter dette, efter at komme ud på vejene, efter farten, vinden. Jeg mærker en kildren i maven af glæde.

For at varme motoren op lader jeg den køre i tomgang et par minutter og spænder saddeltaskerne fast på hver side af baghjulet. De er vandtætte. Selvom himlen lige nu er fri for skyer, giver det en ro at vide at intet vil trænge ind i dem, uanset hvilket vejr der venter forude.

Jeg kan mærke motorens kræfter i benene og op langs ryg- gen da jeg sætter mig i den sorte saddel. Mens den er i frigear, drejer jeg på gashåndtaget nogle gange for at få al kondens i rørene til at dampe af. Lyden blæser alt omkuld. Så trykker jeg gearstangen ned i første gear med venstre fod, og det hårde velkendte hug rykker gennem hele maskinen når kæden spæn- des, klar til at trække mig ned gennem Europa.

Jeg kører ud på Godthåbsvej og rammes igen af den sære for- nemmelse. Det at noget har forandret sig. Det er stadig lige uklart. Det føles lidt som den fornemmelse man kan få når man vandrer tankeløs langs en mark og der uden varsel sker et ganske lille omslag i vejret. Man sanser det næsten ikke, blot en brise gennem kornet, en kølighed på armen. Og alligevel fornemmer man at dette ubetydelige omslag får noget til at forskyde sig inde i en. Et slags skifte i sjælen, og det forsvinder ikke, og man aner, lige netop aner, at man er forandret og at alt er forandret.

Der er stadig ikke nogen mennesker udenfor. På køreba- nen holder biler, men der er ingen i dem. Døre står åbne til butikker uden kunder og ekspedienter. Jeg kører til højre og svinger ud og ind mellem de efterladte køretøjer. Ved Aksel Møllers Have er en bus kørt gennem rækværket af plexiglas og ligger et stykke nede ad trappen til metroen. Cykler ligger spredt ud over cykelstierne og fortovene som om folk er væltet og bare gået. Porte står åbne til baggårde fulde af skygger, stativer med varer foran butikkerne, en palle med bogkasser ud for en boghandel, reklamer for undertøj i vinduet til en lingeributik, der viser afklædte kvinder på en catwalk. Det er tydeligt at her har været mennesker for kort tid siden.

Det er først nu at jeg kommer i tanke om at det havde været nemmere at køre ad Sallingvej, men det føles fjollet at vende om nu. Jeg kan lige så godt fortsætte og køre gennem city til motorvejen via Amager.

Jo længere mod indre by jeg når, jo mere kaos møder jeg i gaderne. Ved Søerne ser jeg at Søpavillonen er nedbrændt. Kirken og grevinde Danner-huset på den anden side af vejen, er også raseret af brand. Lidt længere fremme er en lastvogn kørt direkte mod indgangen til Ørstedsparken. Den omgi- vende mur er smadret, smedejernsgitteret er krøllet sammen som ståltråd.

Jeg kører i slalom mellem flere biler, og lidt nede ad H.C. Andersens Boulevard ligger store murbrokker slynget ud over alle vejbanerne og fortovet. I husene er vinduerne knust, bou- levardens træer er væltet, rødderne stritter fra stammerne som tomme fiskemunde.

Men det værste er Rådhuspladsen. Jeg standser og bare stirrer på al denne ødelæggelse. Selve rådhuset er væk, det meste af fundamentet er smadret. Trappen op til indgangen og dørpartiet står endnu, men hvis nogen åbnede dørene og gik ind, ville man styrte i et dybt krater. Hele vægge er kastet ned ad Strøget og Vesterbrogade. Rådhustårnet er faldet ind i husene til venstre, spiret har perforeret et tag, og tårnuret hænger i sine fjedre over statuen af Lurblæseren, som mira- kuløst har overlevet.

Jeg krydser mellem sammenstyrtede mure, træpaneler, mar- mortrapper, vinduespartier, toiletkummer, computere, skrive- borde, lamper. Nogle steder må jeg stige af og fjerne brokker, og først efter en halv time kommer jeg endelig til Langebro. En stor del af broens venstre side er knækket af og i faldet har det ramt et skib på vej ind i havnen. Højre side af broen står endnu, men jeg kører hurtigt over af frygt for at den falder sammen under mig.

Ude på Amager er der færre ødelæggelser, men heller ikke her ser jeg en levende sjæl. Tomme pladser og gader, torve uden liv, uden bevægelse. Sollyset blinker i snavsede ruder.

Den sydgående motorvej ligger som en fure pløjet for dybt i landskabet, der skifter fra Storkøbenhavns bebyggelser til marker og mindre byer. Der er stadig efterladte køretøjer, men jeg kan køre i nødsporet, der er nogenlunde frit.




Morten Brask: Måske et spinkelt jordskælv

måske et spinkelt jordskælv, morten brask

Daniel Fischers hustrus forbrændte lig bliver fundet i et sommerhus i Nordsjælland.

Tre måneder efter vågner han op i en verden, hvor der ingen lyde er, og hvor solen skinner gennem vinduer, den aldrig har skinnet igennem før.

Da han træder ud på gaden bliver det endnu mærkeligere, for der er ingen mennesker. Rådhuset er styrtet sammen, og vilde dyr strejfer rundt.

Da han får besked om, at hans hustrus telefon er blevet tændt i Paris, kaster han sig hovedkulds ud i jagten på at finde hende.

På den franske sydkyst finder han spor efter hustruen. Opdagelsen fører ham på en klaustrofobisk vandring i underjordiske grotter, hvor han prøver at forstå, hvad der er virkelighed, og hvad der er håbets illusion.

Du kan købe Måske et spinkelt jordskælv online, eller i din nærmeste boghandel.




About

Studentermedhjælper med stor forkærlighed for Jane Austen, selvbiografisk litteratur og inspiratonslisterne på Bog.dk.