Indefra

2023 blev rekordår for Lindhardt og Ringhof

Lars Boesgaard

”Bogen viser sin styrke, selv om der er en hård kamp om folks opmærksomhed med alle de tilbud, vi får fra vores skærme,” siger Lindhardt og Ringhofs direktør, Lars Boesgaard. På seks år er forlagets omsætning og antal medarbejdere fordoblet.

2023 blev et godt år for forlagshuset Lindhardt og Ringhof.

Omsætningen endte på 706 mio. kr., og driftsresultatet (EBIT) på 56 mio. kr. Dermed satte Lindhardt og Ringhof ny rekord. Omsætningen er fordoblet siden 2017, og alene det forgangne år er den forbedret med over 100 mio. kr.

”Samtidig er det lykkedes os at gennemføre en succesfuld digital transformation af hele forlaget, uden at det er gået ud over salget af trykte bøger. Det er også værd at bemærke, at vi i løbet af samme årrække har fordoblet antallet af medarbejdere, så vi nu er over 450 ansatte,” siger adm. direktør Lars Boesgaard.

Vi brænder for den gode fortælling

Blandt årets mange væsentlige udgivelser var Thomas Korsgaards kortroman Mente I det, den amerikanske kultforfatter Bret Easton Ellis’ Skår, Pulitzer-vinderen Hernan Diaz’ roman Tillid, hele det internationale fænomen Colleen Hoovers forfatterskab på 24 romaner blev gjort tilgængeligt på dansk, Anja C. Andersens store smukke fagbog Det gådefulde univers, Mich Vraas roman Under en anden himmel, Dorthe Bomanns samtalebog med Niels Hausgaard Når vi ånder i takt, tredje bind i Anne-Marie Vedsø Olesens serie om Vølvens Vej, og børnebogsforlaget Carlsen rundede en million solgte bøger af kæmpehittet Sallys far.

”Bogen viser sin styrke, selv om der er en hård kamp om folks opmærksomhed med alle de tilbud, vi får fra vores skærme i dag. Og vi brænder for den gode fortælling og det smukke boghåndværk,” siger Lars Boesgaard.

Forstår forfatternes frustration

Noget af det, der virkelig optog forlagsverden i 2023, var forfatternes kamp for betaling for streaming af lydbøger. Også på Lindhardt og Ringhof:

”Jeg forstår fuldstændig forfatternes oprør mod afregningen fra streamingtjenesterne. Efter min opfattelse skyldes det, at en række forlag har haft meget travlt med at skabe omsætning i de streamingtjenester, de selv driver. Og det er gået hårdt ud over deres forfattere. Vi driver ikke en streamingtjeneste og har derfor ikke skyllet vores salg af papirbøger ud med badevandet, men tværtimod værnet om salget af trykte bøger ved at holde nye udgivelser tilbage fra streaming. Vi har en stor kærlighed til papirbogen og vil altid kæmpe for den, samtidig med at vi vil være bedst til at agere i den digitale verden. For os er det at drive digitalt forlæggeri en særlig metier. Og vi mener, at det er vigtigt at stå på begge ben.”

Forlagets forfattere ud i verden

Af de 32 millioner bøger, som Lindhardt og Ringhof samlet solgte i 2023, stod streaming for en væsentlig del i det digitale forlag Saga. Aldrig har læserskaren været større, og ud af Sagas 130.000 digitale udgivelser på 30 sprog er en række danske forfattere som Steffen Jacobsen og Michael Katz Krefeld nu gjort tilgængelige for læsere i mange lande.

”Vi står et godt sted i forhold til at sende vores forfattere ud i verden. Det kommer vi til at skrue op for de kommende år,” siger Lars Boesgaard.

Lindhardt og Ringhofs undervisningsafdeling voksede betydeligt i 2023, hvor købet af Praxis og Clio blev konsolideret i regnskabet. GoTutor, som tilbyder lektiehjælp, fortsatte sin solide organiske vækst.

Glæd jer til 2024

”Vi forventer at fortsætte fremgangen yderligere i 2024, hvor vi har stærke forfatterskaber og titler på vej,” siger Lars Boesgaard.

Blandt de forfattere, som læserne kan glæde sig til nyt fra i 2024, kan nævnes Anne-Cathrine Riebnitzsky, Leif Davidsen, Thomas Korsgaard, Yuval Harari, Karl Ove Knausgård, Daniel Kehlmann, Niels Krause Kjær, Anna Grue, Steffen Jacobsen, Ole Sønnichsen og Jesper Clemmensen og hele 30 nye skønlitterære forfatterskaber, heraf flere debutanter. Hos børne- og ungdomsbøgerne er der bl.a. spændende nye fagbøger fra Sebastian Klein, Søren Brostrøm og Svend Brinkmann.


NYE BØGER FRA LINDHARDT OG RINGHOF

Snydt ud af næsen

bøger af Thomas Korsgaard, Thomas Korsgaard, Snydt ud af næsen

Seksten noveller du aldrig glemmer – fra et sted du aldrig har hørt om.

Snydt ud af næsen foregår i en lille by, hvor alle kender alle – og ikke kun for det gode. Alle ved, at man skal holde sig fra klovbeskæreren Åge Jørgensen og hans søn. Og alle glæder sig til det årlige kræmmermarked. På dette ”sted, der næsten ikke er til stede” sker tragedier, som er svære at tilgive, og menneskelige katastrofer, som ingen taler højt om.

Mens konkursen truer, fortsætter hverdagen: Søren starter på et kursus i madlavning for mandfolk for at imponere sin ekskone, og et ungt par kommer hele vejen fra storbyen for at tilbringe en romantisk weekend på landevejskroen kun for at opdage, at de er stedets eneste gæster.

Du kan købe Snydt ud af næsen online hos fx Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.


Lysspil

2023 blev rekordår for Lindhardt og Ringhof

”Et stort værk om moralske svigt” – Zeit Literaturbeilage

LYSSPIL er Kehlmans store roman om de enorme menneskelige omkostninger, som krigen og fascismen havde for Europa. Et trekantsdrama med ulykkelig forelskelse, og en søn som omvendes til fuldtonet nazist. 

Før Anden Verdenskrig forsøger den store stumfilmsinstruktør GW Pabst uden held at få succes i Hollywood, og sammen med sin familie vender han snart tilbage til det Europa, som han flygtede fra, hvor fascismen hersker og krigen nu står for døren. Her modtages han med åbne arme – og under slutningen af krigen bliver Pabst sat til at lave en ny storfilm i Prag med frontsoldater og KZ-fanger som skuespillere. Mens kameraerne ruller, rykker fronten tættere og tættere på. 
  

Du kan købe Lysspil online hos fx Bog&Idé eller i din nærmeste boghandel.


Det gådefulde univers

2023 blev rekordår for Lindhardt og Ringhof

Stor gavebog med fantastisk billedmateriale.

Der sker hele tiden noget nyt og spændende inden for rumforskningen. I 2022 lykkedes det forskerholdet Event Horizon Telescope Collaboration at optage et billede af det sorte hul i Mælkevejen. James Webb Teleskopet leverer billeder af galakser, der ligger 13 milliarder lysår borte. De opdagelser, som den danske forsker Albert Sneppen har gjort omkring neutronstjerners sammenstød, kan måske bruges til at beregne universets udvidelseshastighed. I Det gådefulde univers giver Danmarks mest anerkendte astrofysiker et overblik over himmelrummet fra Solsystemet og ud til de fjerneste galakser og over universets udvikling fra Big Bang frem til i dag.Universet blev skabt for 13,7 milliarder år siden. Et lysår er ca. 9,5 billioner kilometer, og afstanden til de fjerne kvasarer er 12 milliarder lysår. Når man beskæftiger sig med universet, handler det om svimlende tidshorisonter og afstande; men Anja C. Andersen formår at gøre det uoverskuelige begribeligt. 

Du kan købe Det gådefulde univers fx hos Bog & idé eller i din nærmeste boghandel fra 4. december.