Aktuelt Indefra

Nyt rekordår for Lindhardt og Ringhof med solid vækst i både papirbøger og streaming

Boesgaard

Med bl.a. De Gyldne Laurbær til Thomas Korsgaard og Weekendavisens Litteraturpris til Rakel Haslund-Gjerrild har 2021 været et rigtig godt bog-år for forlaget.

Forlagshuset Lindhardt og Ringhof øgede i 2021 omsætningen med 51 mio. kr. Forlaget krydsede dermed en halv milliard kroner og landede på 524 mio. kr. Derudover har forlaget en omsætning på over 100 mio. kr. fra andre aktiviteter, som ikke medtages i regnskabet.

Med investeringer i yderligere 24.000 digitale rettigheder og mange nye ansættelser, er årsresultatet på 15 mio. kr. derfor yderst tilfredsstillende.

Den trykte bog har det godt

”Alle dele af forlaget vokser og leverer igen fine resultater. For os er det fundamentalt afgørende, at der er fremgang både for den digitale forretning og papirbogen. Det ville være tåbeligt at forsømme den trykte bog, selv om det digitale marked er i kraftig vækst,” siger adm. direktør Lars Boesgaard.

I enorme markeder som USA, England og Tyskland steg salget af fysiske bøger i 2021, og Lindhardt og Ringhof havde også en vækst i salget af printbøger på 6 procent.

Masser af priser

”Vi betragter vækst som en forudsætning for, at vi også i fremtiden kan udvikle kvalitetslitteratur,” siger Lars Boesgaard. Og på det punkt er der meget at være begejstret over i det forgangne år:

Forfatteren Thomas Korsgaard modtog De Gyldne Laurbær 2021 for sin roman ”Man skulle nok have været der”. Danmarks nye litterære stjerne Rakel Haslund-Gjerrild har netop vundet Weekendavisens Litteraturpris for romanen ”Adam i Paradis” og er også nomineret til Politikens og Montanas Litteraturpris. Halvdelen af de seks nominerede til DR’s Romanpris kommer fra Lindhardt og Ringhof, Anne Kirstine Hermann er nomineret til Årets Historiske Bog, og Carlsen løb med tre ud af fem Orla Priser for børnebøger.

2022 tegner godt

”Vi har mange stærke titler på vej i 2022, så alt tegner til, at det igen bliver et fint bog-år, hvor vi forventer at vokse ganske kraftigt.” siger Lars Boesgaard.

I 2022 udkommer bl.a. Karl Ove Knausgård, Merete Pryds Helle, Maren Uthaug, Lone Theils, Anna Grue, Anne-Marie Vedsø Olesen, Mich Vraa, Steffen Jacobsen, Leif Davidsen, Michael Katz Krefeld, Herbjørg Wassmo og Rakel Haslund-Gjerrild, Antony Beevor, Anja C. Andersen, Sebastian Klein, Kim Fupz Aakeson og Eske Willerslev.

Forlagshuset Lindhardt og Ringhof er Danmarks store internationale forlag med udgivelser på over 30 sprog. Lindhardt og Ringhof er en del af Egmont, som også ejer Norges største forlag, Cappelen Damm. Egmonts samlede bogdivision omsætter for over 1,6 mia. kr.

Fakta om Forlagshuset Lindhardt og Ringhof:

  • Forlagshuset Lindhardt og Ringhofs omsætning voksede i 2021 med 11 procent i forhold til rekordåret 2020.
  • Forlaget har fordoblet antallet af medarbejdere på ti år og er i dag ca. 440 ansatte.
  • SAGA er suverænt Danmarks største digitale forlag med 105.000 digitale rettigheder.
  • SAGA udgiver næsten hver anden Lydbog i Danmark
  • SAGA er målt på titler også Tysklands største lydbogsforlag.
  • SAGA krydsede sidste år 100 ansatte og har kontorer i bl.a. Sverige, Tyskland og Polen. Forlaget købte lydbogsforlaget Cuantica Activa i Mexico, og indledte stort lydbogssamarbejde med Roca Editorial i Spanien. Saga har netop overtaget lydbogsforlaget Compagnie du Savoirs franske og engelske lydbogskataloger
  • SAGA øgede omsætningen med 25 procent
  • Danmarks største børnebogsforlag Carlsen havde i 2021 rekordomsætning og resultat.
  • Lindhardt og Ringhofs Fagbogsredaktion havde i 2021 rekordomsætning og resultat.
  • Alinea, en del af Lindhardt og Ringhof Uddannelse, blev i 2021 Danmarks største leverandør af digitale undervisningsmidler til grundskolen

Læs mere her: