Sarah Engell er aktuel med den dystopiske ungdomsroman Skoven – en medrivende fortælling om, hvor galt det kan gå, når mennesket forsøger at beherske naturen. Vi har spurgt forfatteren, hvad der har inspireret hende til romanen.
Sarah Engell er en af de stærkeste stemmer inden for den realistiske ungdomsroman. Hun er især kendt for sin evne til at ramme de mest aktuelle emner og beskrive dem på en måde, som unge læsere kan spejle sig i – hvad enten emnerne er cybermobning, cutting, selvmordstanker eller noget så sjældent som en politisk ungdomsroman.
Læs med herunder, hvor Sarah Engell fortæller om inspirationen bag den klimadystopiske roman Skoven.
Se trailer for Skoven
Hvordan fik du ideen til Skoven?
Idéen opstod, da jeg læste om et forskningsforsøg, hvor man splejsede menneskegener ind i træer. Formålet var, at når nogen døde, så kunne man – i stedet for en almindelig gravsten – lade vedkommende leve videre som et træ.
Jeg syntes, det var en fascinerende tanke, både at det overhovedet kunne lade sig gøre, og – måske især – at nogen simpelthen havde fået den idé.
At miste nogen vi elsker, kan være så dyb en sorg, at vi kan have svært ved at give slip. Tænk bare på de mange døderitualer, der findes rundt om i verden.
I Indonesien er der for eksempel tradition for, at Toraja-folket hvert år graver deres mumificererede slægtninge op og nogen bliver tilmed fotograferet med dem. Også i Madagaskar er det et ritual, at man åbner gravene, svøber de døde i silke og danser omkring dem, indtil de bliver lagt tilbage i gravene.
Jeg er meget nysgerrig på dette grænseland mellem det rationelle og irrationelle, af vores måder at handle på, når vi mister fodfæste i livet og skal håndtere svære følelser. Det er noget, jeg undersøger i flere af mine bøger, måske mest tydeligt i Den kinesiske tvilling.
“Jeg er meget nysgerrig på dette grænseland mellem det rationelle og irrationelle, af vores måder at handle på, når vi mister fodfæste i livet og skal håndtere svære følelser.”
Efter jeg stødte på forskningsforsøget om menneskegener i træer, begyndte jeg at læse en masse om genforskning og planter, og om hvor meget mennesker og træer faktisk ligner hinanden på genniveau. Jeg fandt nogle spændende forsøg, hvor man testede træers evne til at føle, huske og genkende. Det gav mig alt sammen en masse idéer til handlingen.
Jeg har også fundet inspiration i myten om Ask og Embla, der handler om to træstammer, der bliver forvandlet til mennesker. Det er derfor ikke tilfældigt, at hovedpersonerne i Skoven hedder Ask og Emma.
Den aktuelle klimakrise spiller selvfølgelig også ind, og derudover afspejler bogen, at jeg har skrevet dele af den under coronanedlukningen med referencer til både smitte og afstandstagen, vacciner og vaccineskepsis.
Hvordan fik du ideen til at vende det hele på hovedet? Altså at lade naturen beherske den menneskelige verden og ikke omvendt?
Vi har skabt en verden, hvor vi betragter os selv som værende noget særligt, hævet over naturen. Men naturen var her før os, og jeg er ret sikker på, at den også vil være her efter os, i en eller anden form.
At vi kan fælde regnskovene og tømme havene for fisk, giver måske en følelse af magt og af, at det er os, der bestemmer. Men kan vi ødelægge naturen uden også at ødelægge os selv? Rent biologisk er det et faktum, at mennesket er fuldstændig sammenvævet med resten af biosfæren. Hver gang vi trækker vejret eller rører ved noget, sker der en udveksling med omverdenen.
“At vi kan fælde regnskovene og tømme havene for fisk, giver måske en følelse af magt og af, at det er os, der bestemmer. Men kan vi ødelægge naturen uden også at ødelægge os selv?”
På samme måde som en skov, en krop, et koralrev består af mange forskellige arter, der arbejder sammen, på samme måde er mennesket blot en lille del af en større helhed.
Og uanset hvor magtfulde vi føler os, må vi nok indse, at mennesket mere brug for naturen, end naturen har brug for os.
Hvad er dit eget forhold til naturen? Går du for eksempel plante-amok derhjemme i haven?
Så længe jeg kan huske, har jeg altid hellere ville være ude end inde. Som barn og ung elskede jeg at overnatte under åben himmel, lave bål, sejle, klatre og den slags.
I 2020 blev jeg husejer og fik min egen have, og det er mit absolutte yndlingssted. Vi har bygget drivhus og fået høns, og yes, jeg går totalt plante-amok derude.
At være i naturen giver mig en ro, jeg ikke finder andre steder, en følelse af at være forbundet til noget, der er større end mig selv, en stille men dyb følelse af mening. At se noget gro, at høre fuglene, at følge årstiderne. Hvis jeg er i dårligt humør, kan en times tid i haven stort set altid kurere det. Før jeg fik have, kørte jeg ofte ud til stranden og gik en tur, og det kan noget af det samme.
“At være i naturen giver mig en ro, jeg ikke finder andre steder, en følelse af at være forbundet til noget, der er større end mig selv, en stille men dyb følelse af mening. At se noget gro, at høre fuglene, at følge årstiderne.”
I vores moderne verden er der en udbredt distinktion mellem menneske og natur. Den opstod formentlig ikke kun i kraft af den industrielle revolution, men allerede dengang vi holdt op med at tro på naturånder, på at det hellige findes i naturen, og at mennesket er en del af denne helhed.
Med Skoven ønsker jeg at stille spørgsmålstegn ved den moderne antropocentrisme, altså forestillingen om, at mennesket er selve målet for den biologiske udvikling, at vi er naturen overlegen og forskellig fra enhver anden organisme. Jeg ønsker at vise, at vi er tæt forbundet, at naturen er en del af os selv, at det hele hænger sammen.
Du er kendt for at skrive realistiske romaner. Hvordan har det været at bryde realismen?
Det har været virkelig sjovt, og skriveprocessen har føltes meget legende. At bryde realismen gjorde det muligt at tage historien i nogle helt andre retninger, end jeg ellers ville have gjort, og det er altid godt for fantasien at tænke i nye baner.
Hver gang jeg skifter genre eller målgruppe, føler jeg på en måde, at jeg skal lære alting forfra, og det sætter mig i kontakt med den der helt sprøde og rene skriveglæde, som startede det hele, og var årsag til at jeg drømte om at blive forfatter.
“Hver gang jeg skifter genre eller målgruppe, føler jeg på en måde, at jeg skal lære alting forfra, og det sætter mig i kontakt med den der helt sprøde og rene skriveglæde, som startede det hele, og var årsag til at jeg drømte om at blive forfatter.”
Mens jeg skrev Skoven, kunne jeg dog godt mærke, at jeg er vant til at skrive realistisk, for selvom jeg tillod mig selv at give slip på virkeligheden, som vi kender den, ledte jeg hele tiden efter en logisk forklaring på de ting, der skete. Jeg kan godt lide, at de tilsyneladende overnaturlige ting der sker i bogen, også har en videnskabelig forklaring.
Bogens hovedperson er drengen Ask. Hvordan fandt du på, at skrive fra en drengs synsvinkel?
I flere af mine noveller har jeg en dreng som hovedperson, og i Den kinesiske tvilling er den ene fortæller også en dreng/mand, men det er første gang, jeg har skrevet en hel roman med en dreng som hovedperson. Det har jeg længe haft lyst til, og Skoven var den helt rigtige historie til det.
Når jeg skal i gang med en ny bog, giver jeg tit mig selv nogle benspænd eller opsætter nogle dogmer for teksten. Det er en både sjov og meget effektiv måde at kickstarte fantasien og er med til at skubbe mit forfatterskab i nye retninger.
Da jeg skulle i gang med Skoven, gav jeg mig selv tre benspænd: Hovedpersonen skulle være en dreng, bogen skulle være kort, cirka 100 wordsider, og det realistiske skulle brydes af noget overnaturligt.
Første udkast til Skoven var faktisk på lige præcis 100 wordsider, men så voksede den alligevel lidt i redigeringen og endte på 150 wordsider – hvilket stadig er markant kortere, end jeg normalt skriver. Til sammenligning er Valget på 410 wordsider og Det øjeblik du tvivler på 296 wordsider.
Og det er selvfølgelig sådan, benspændene bliver til – ved at gå derhen, hvor jeg ikke har været før. Efter mange romaner med kvindelige hovedpersoner, var det tid til en dreng. Efter mange romaner med hardcore realisme var det tid til lidt magi.
Vidste du hvordan bogen ville ende da du gik i gang med at skrive?
Ja. Faktisk var slutningen noget af det første, jeg fandt på. Den var kernen i hele min idé, og den jeg skrev frem imod allerede fra første sætning i bogen.
Skoven
Det er sidste skoledag for 9. klasserne, og Ask er i Dyrehaven med sin årgang, for at fejre at de er færdige. Denne dag er måske hans sidste chance for at score den smukke Emma, og han forsøger at tage sig sammen til at tale med hende.
Men måske Emma faktisk flirter med ham? Aftenen lover godt, men da Emma går ud i skoven for at tisse, ændrer det hele sig. Hun kommer ikke tilbage, og Ask går ud for at lede efter hende.
Det hele begynder pludselig at blive mærkeligt. Ask føler, at han bliver betraget, og kan det egentlig passe, at skoven hele tiden udvider sig?
Skoven er en dystopisk roman om, hvor galt det kan gå, når mennesket forsøger at beherske naturen.
Sarah Engell er aktuel med den dystopiske ungdomsroman Skoven – en medrivende fortælling om, hvor galt det kan gå, når mennesket forsøger at beherske naturen. Vi har spurgt forfatteren, hvad der har inspireret hende til romanen.
Sarah Engell er en af de stærkeste stemmer inden for den realistiske ungdomsroman. Hun er især kendt for sin evne til at ramme de mest aktuelle emner og beskrive dem på en måde, som unge læsere kan spejle sig i – hvad enten emnerne er cybermobning, cutting, selvmordstanker eller noget så sjældent som en politisk ungdomsroman.
Læs med herunder, hvor Sarah Engell fortæller om inspirationen bag den klimadystopiske roman Skoven.
Se trailer for Skoven
Hvordan fik du ideen til Skoven?
Idéen opstod, da jeg læste om et forskningsforsøg, hvor man splejsede menneskegener ind i træer. Formålet var, at når nogen døde, så kunne man – i stedet for en almindelig gravsten – lade vedkommende leve videre som et træ.
LÆS OGSÅ: Test dig selv! Find den perfekte bog til din sommerlæsning
Jeg syntes, det var en fascinerende tanke, både at det overhovedet kunne lade sig gøre, og – måske især – at nogen simpelthen havde fået den idé.
At miste nogen vi elsker, kan være så dyb en sorg, at vi kan have svært ved at give slip. Tænk bare på de mange døderitualer, der findes rundt om i verden.
I Indonesien er der for eksempel tradition for, at Toraja-folket hvert år graver deres mumificererede slægtninge op og nogen bliver tilmed fotograferet med dem. Også i Madagaskar er det et ritual, at man åbner gravene, svøber de døde i silke og danser omkring dem, indtil de bliver lagt tilbage i gravene.
LÆS OGSÅ: Sarah Engell: Hvem finder på at grave et lig op i nattens mulm og mørke?
Jeg er meget nysgerrig på dette grænseland mellem det rationelle og irrationelle, af vores måder at handle på, når vi mister fodfæste i livet og skal håndtere svære følelser. Det er noget, jeg undersøger i flere af mine bøger, måske mest tydeligt i Den kinesiske tvilling.
Efter jeg stødte på forskningsforsøget om menneskegener i træer, begyndte jeg at læse en masse om genforskning og planter, og om hvor meget mennesker og træer faktisk ligner hinanden på genniveau. Jeg fandt nogle spændende forsøg, hvor man testede træers evne til at føle, huske og genkende. Det gav mig alt sammen en masse idéer til handlingen.
LÆS OGSÅ: Skoven er en dystopisk YA-roman om menneskets forhold til naturen. Tyvstart din læsning her
Jeg har også fundet inspiration i myten om Ask og Embla, der handler om to træstammer, der bliver forvandlet til mennesker. Det er derfor ikke tilfældigt, at hovedpersonerne i Skoven hedder Ask og Emma.
Den aktuelle klimakrise spiller selvfølgelig også ind, og derudover afspejler bogen, at jeg har skrevet dele af den under coronanedlukningen med referencer til både smitte og afstandstagen, vacciner og vaccineskepsis.
Hvordan fik du ideen til at vende det hele på hovedet? Altså at lade naturen beherske den menneskelige verden og ikke omvendt?
Vi har skabt en verden, hvor vi betragter os selv som værende noget særligt, hævet over naturen. Men naturen var her før os, og jeg er ret sikker på, at den også vil være her efter os, i en eller anden form.
At vi kan fælde regnskovene og tømme havene for fisk, giver måske en følelse af magt og af, at det er os, der bestemmer. Men kan vi ødelægge naturen uden også at ødelægge os selv? Rent biologisk er det et faktum, at mennesket er fuldstændig sammenvævet med resten af biosfæren. Hver gang vi trækker vejret eller rører ved noget, sker der en udveksling med omverdenen.
På samme måde som en skov, en krop, et koralrev består af mange forskellige arter, der arbejder sammen, på samme måde er mennesket blot en lille del af en større helhed.
Og uanset hvor magtfulde vi føler os, må vi nok indse, at mennesket mere brug for naturen, end naturen har brug for os.
Hvad er dit eget forhold til naturen? Går du for eksempel plante-amok derhjemme i haven?
Så længe jeg kan huske, har jeg altid hellere ville være ude end inde. Som barn og ung elskede jeg at overnatte under åben himmel, lave bål, sejle, klatre og den slags.
I 2020 blev jeg husejer og fik min egen have, og det er mit absolutte yndlingssted. Vi har bygget drivhus og fået høns, og yes, jeg går totalt plante-amok derude.
LÆS OGSÅ: Uden filter – den ultimative Q&A med Sarah Engell
At være i naturen giver mig en ro, jeg ikke finder andre steder, en følelse af at være forbundet til noget, der er større end mig selv, en stille men dyb følelse af mening. At se noget gro, at høre fuglene, at følge årstiderne. Hvis jeg er i dårligt humør, kan en times tid i haven stort set altid kurere det. Før jeg fik have, kørte jeg ofte ud til stranden og gik en tur, og det kan noget af det samme.
I vores moderne verden er der en udbredt distinktion mellem menneske og natur. Den opstod formentlig ikke kun i kraft af den industrielle revolution, men allerede dengang vi holdt op med at tro på naturånder, på at det hellige findes i naturen, og at mennesket er en del af denne helhed.
LÆS OGSÅ: Ugens anbefaling｜”Den usynlige krig” af Boris Hansen
Med Skoven ønsker jeg at stille spørgsmålstegn ved den moderne antropocentrisme, altså forestillingen om, at mennesket er selve målet for den biologiske udvikling, at vi er naturen overlegen og forskellig fra enhver anden organisme. Jeg ønsker at vise, at vi er tæt forbundet, at naturen er en del af os selv, at det hele hænger sammen.
Du er kendt for at skrive realistiske romaner. Hvordan har det været at bryde realismen?
Det har været virkelig sjovt, og skriveprocessen har føltes meget legende. At bryde realismen gjorde det muligt at tage historien i nogle helt andre retninger, end jeg ellers ville have gjort, og det er altid godt for fantasien at tænke i nye baner.
Hver gang jeg skifter genre eller målgruppe, føler jeg på en måde, at jeg skal lære alting forfra, og det sætter mig i kontakt med den der helt sprøde og rene skriveglæde, som startede det hele, og var årsag til at jeg drømte om at blive forfatter.
Mens jeg skrev Skoven, kunne jeg dog godt mærke, at jeg er vant til at skrive realistisk, for selvom jeg tillod mig selv at give slip på virkeligheden, som vi kender den, ledte jeg hele tiden efter en logisk forklaring på de ting, der skete. Jeg kan godt lide, at de tilsyneladende overnaturlige ting der sker i bogen, også har en videnskabelig forklaring.
Bogens hovedperson er drengen Ask. Hvordan fandt du på, at skrive fra en drengs synsvinkel?
I flere af mine noveller har jeg en dreng som hovedperson, og i Den kinesiske tvilling er den ene fortæller også en dreng/mand, men det er første gang, jeg har skrevet en hel roman med en dreng som hovedperson. Det har jeg længe haft lyst til, og Skoven var den helt rigtige historie til det.
LÆS OGSÅ: Hvis det er os: Becky Albertalli og Adam Silveras venskab er goals
Når jeg skal i gang med en ny bog, giver jeg tit mig selv nogle benspænd eller opsætter nogle dogmer for teksten. Det er en både sjov og meget effektiv måde at kickstarte fantasien og er med til at skubbe mit forfatterskab i nye retninger.
Da jeg skulle i gang med Skoven, gav jeg mig selv tre benspænd: Hovedpersonen skulle være en dreng, bogen skulle være kort, cirka 100 wordsider, og det realistiske skulle brydes af noget overnaturligt.
Første udkast til Skoven var faktisk på lige præcis 100 wordsider, men så voksede den alligevel lidt i redigeringen og endte på 150 wordsider – hvilket stadig er markant kortere, end jeg normalt skriver. Til sammenligning er Valget på 410 wordsider og Det øjeblik du tvivler på 296 wordsider.
LÆS OGSÅ: Unge til forfatter Sarah Engell: Tak for at give os en stemme
Og det er selvfølgelig sådan, benspændene bliver til – ved at gå derhen, hvor jeg ikke har været før. Efter mange romaner med kvindelige hovedpersoner, var det tid til en dreng. Efter mange romaner med hardcore realisme var det tid til lidt magi.
Vidste du hvordan bogen ville ende da du gik i gang med at skrive?
Ja. Faktisk var slutningen noget af det første, jeg fandt på. Den var kernen i hele min idé, og den jeg skrev frem imod allerede fra første sætning i bogen.
Skoven
Det er sidste skoledag for 9. klasserne, og Ask er i Dyrehaven med sin årgang, for at fejre at de er færdige. Denne dag er måske hans sidste chance for at score den smukke Emma, og han forsøger at tage sig sammen til at tale med hende.
Men måske Emma faktisk flirter med ham? Aftenen lover godt, men da Emma går ud i skoven for at tisse, ændrer det hele sig. Hun kommer ikke tilbage, og Ask går ud for at lede efter hende.
Det hele begynder pludselig at blive mærkeligt. Ask føler, at han bliver betraget, og kan det egentlig passe, at skoven hele tiden udvider sig?
Skoven er en dystopisk roman om, hvor galt det kan gå, når mennesket forsøger at beherske naturen.
Du kan købe Skoven online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: