Bøger til teens CarlsenPuls Læseprøve og uddrag Young Adult-romaner

Skoven af Sarah Engell er en dystopisk YA-roman om menneskets forhold til naturen. Tyvstart din læsning her

Skoven Sarah Engell

Skoven er Sarah Engells nyeste roman om, hvor galt det kan gå, når mennesket forsøger at få magt over naturen. Smuglæs i bogen lige her.


Skoven starter på sidste skoledag i 9. klasse. Ask er taget i Dyrehaven for at feste med hele sin årgang, og det er hans sidste chance for at score Emma. Måske hun faktisk flirter lidt med ham?

Selvom aftenen starter godt, bliver alt vendt rundt, da Emma går ind i skoven for at tisse, men ikke kommer tilbage til gruppen igen.

LÆS OGSÅ: Uden filter – den ultimative Q&A med Sarah Engell

Ask går ud for at lede efter hende, men hun er forsvundet, og pludselig kan han heller ikke finde ud af skoven igen. Samtidig føler han, at der er nogen der betragter ham … Kan det passe at skoven udvider sig? Og hvorfor begynder dyrene at opføre sig så mærkeligt?

Læs første kapitel af Skoven herunder.

Du kan købe Skoven online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel fra d. 2 juni.




Skoven

Sarah Engell


KAPITEL 1

”I er fremtidens frø, og I skal skabe en ny og anderledes skov.” Tines stemme runger under festsalens høje loft. Hun har en glimmerbluse på og holder om mikrofonstativet med begge hænder. Over hende hænger en guirlande med papirblomster. Jo mere jeg kigger på den, jo mere levende ser den ud. Det må være udsugningen, der får den til at bevæge sig.

Jeg sveder under min maske og har svært ved at koncentrere mig om talen. Til fællesmorgenmaden hos vores klasselærer kunne jeg ikke få en bid ned. Jeg sad bare og pillede solsikkekerner af den grovbolle, nogen havde lagt på min paptallerken, mens jeg rodede med min telefon, i håb om at far ville skrive et eller andet.

De andre drenge havde smuglet snaps med, og vi gik på skift om bag garagen for at drikke. Det smagte ad helvede til, men var bedre end det tunge hjemmebag og telefonens tavshed. Jeg tog nogle ordentlige slurke på tom mave, som jeg stadig kan mærke brænde, mens jeg står i den tætpakkede festsal og ser Tines mund bevæge sig oppe på talerstolen.

Ud af øjenkrogen kan jeg skimte Emmas striber. Hun er klædt ud som Nemo. En vamset heldragt i hvid og orange med to runde fiskeøjne på hætten. Den ser blød ud.

”Så kære niende årgang, hav nu en dejlig dag, og held og lykke med jeres eksamener.”

Bifaldet bruser omkring mig, og jeg klapper også. Ser på Emma imens.

Sidste chance, Ask. Kom nu, for helvede.

Jeg har karameller med for fire hundrede kroner. Det er helt fucked, og jeg ville ønske, at jeg i det mindste udnyttede fars konfliktskyhed lidt mere ambitiøst.

Frustrationen får mig til at kaste dem hårdere ud over rælingen. Skibet er allerede fedtet og vådt af barberskum og eksploderede vandbomber. Det sejler midt i skolegården i et hav af gråt sand og hujende, skræmte elever fra de mindre klasser.

Jeg sigter efter de mindste. Dem, der stadig har god tid. Som ikke engang ved, hvad eksamen er. De ser glade ud. Griber ud i luften efter karamellerne med deres små hænder.

Mit kostume strammer ad helvede til om nosserne, og jeg stresser allerede over læseferien. Jeg skal have tolv i historie og dansk, så jeg kan modbevise de latterlige syvtaller, jeg fik i årskarakter.

Da jeg kom hjem med dem, tvang jeg mig selv til at sidde og nidstirre syvtallerne, mens jeg hørte Icekiid’s ErruDumEllaHvad? på repeat.

Far siger, det er et skråplan at give tallene så meget magt. At hvis man tror, livet handler om at vinde, har man allerede tabt. Jeg ville ønske, jeg kunne tage det til mig. At jeg kunne tænke pyt, fuck det, det er alligevel først i gymnasiet, karaktererne for alvor betyder noget. Men alene tanken om syvtallerne giver mig følelsen af, at jorden forsvinder under mine fødder.

Lyden af gråd river mig ud af tankerne. En af de små har sat sig i sandkassen og holder om sit hoved. Først da går det op for mig, hvor hårdt jeg har kastet.

Et stykke karamelpapir blæser gennem den øde skolegård. Inde fra gymnastiksalen kan jeg høre råb og latter. Der er stikbold. Lærerne mod eleverne. Jeg er den eneste, der stadig er herude.

Jeg løfter maskinpistolen og sigter rundt på bygningerne. Forestiller mig, at de eksploderer ligesom vandballonerne tidligere. Det lykkes mig at få et billede, hvor det faktisk ligner et ægte våben, og jeg lægger det ud med teksten So long, suckers!

De fleste likes kommer fra folk, jeg ikke kender. Jo mere iskold jeg er, jo mere strømmer de til. Efter begravelsen var det nemt at finde på ting at skrive. Der var ikke grænser for, hvem og hvad jeg gav en sviner. Nu føles det efterhånden lige så meningsløst som alt andet.

I virkeligheden vil jeg helst bare hjem foran computeren.

Jeg pløkker skolebygningerne igen. Prøver at mærke friheden. Bare mærke et eller andet, ud over den tunge fornemmelse af meningsløshed.

I det samme ringer min telefon. Det er et nummer, jeg ikke kender. Jeg beholder masken på, da jeg siger: ”Hallo?”

”Ask Mikkel Petersen?” spørger en mandestemme.

”Ja?”

”Du taler med Kasper Hedegaard fra Nordsjællands Politi. Ved du, hvor jeg kan få fat i din far?”

”Er der sket noget?”

”Jeg vil bare gerne tale med ham. Men han tager ikke sin telefon.” En kold fornemmelse løber gennem mig.

”Vil du have vores adresse?” spørger jeg.

”Vi har lige været forbi. Ellers tak. Hvornår så du ham sidst?”

”Jamen … inden jeg tog i skole.”

”Vil du ringe tilbage på det her nummer, hvis du ser ham?” ”Det skal jeg nok.”

Vi afbryder, og den kolde fornemmelse tager til. Far har slet ikke været hjemme i nat. Han tog på arbejde i går morges, og siden har jeg ikke set ham.

Hvad fanden er der sket?

Inde fra gymnastiksalen lyder et jubelbrøl. Et kor af stemmer råber Oliver, Oliver. Jeg strammer grebet om maskinpistolen, har lyst til at pløkke skolebygningerne forfra. Min vejrtrækning er anstrengt under masken, og jeg ser mig selv udefra. Hvor latterlig jeg må se ud med mit legetøjsvåben.

Jeg trasker gennem sandkassen og dumper ned på en gynge. Dækket er fugtigt. Jeg skubber masken op i håret, så Salvador Dali stirrer op i himlen.

Den røde heldragt er et nummer for lille. Som sædvanlig kom jeg for sent i gang, så det meste var udsolgt. Men masken er fed. De skarpe øjenbryn og overskægget, der løfter sig som et gevir, sort og snoet.

Hvad kan far have gjort, som ligefrem får politiet på banen? Da han tog på arbejde, var han rastløs som sædvanlig. Efterlod det meste af kaffen og tabte bilnøglerne på vej ud ad døren.

Nu jeg tænker over det, kyssede han mig også på håret. Det plejer han aldrig at gøre.

”Hej, du har ringet til Silas Mikkel Petersen. Jeg kan desværre ikke tage telefonen lige nu, men læg en besked efter tonen.”

Jeg rømmer mig.

”Hej, far. Hvor er du? Kan du ikke lige ringe tilbage?”

Jeg svinger frem og tilbage på gyngen, mens jeg venter.

En raslende lyd river mig ud af tankerne, og jeg får øje på gårdvagten, som er gået i gang med at feje karamelpapir sammen. Han skuler til mig og puffer hårdt til skraldebunken med kosten. Er sikkert glad for, at jeg snart er væk. Da den lille dreng begyndte at græde, var det gårdvagten, der måtte hjælpe, mens jeg selv stod med et ansigtsudtryk magen til Dali-maskens.

At holde masken er blevet min spidskompetence. Selv lige efter at være blevet ringet op af politiet kan jeg sidde her på en gynge og se cool og rolig ud.

Jeg løfter maskinpistolen og sigter ned på mine fødder. Jeg skyder først den ene, så den anden. Bang! Bang!

”Ask?”

Jeg løfter blikket. På kanten af sandkassen står Emma.

Hun ser spørgende på mig, men siger ikke noget. I stedet går hun hen og sætter sig på gyngen ved siden af min. Et strejf af blomsterparfume når min næse. Hun har hvide sneakers på og noget blankt på læberne. Ser ufattelig sexet ud i det der kostume.

”Er stikbold slut?” spørger jeg.

”Næ.”

Hun lyner Nemos mave op og tager en halvfyldt flaske snaps frem.

Jeg løfter brynene.

”Jeg snuppede den efter morgenmaden.” Hun blinker til mig og skruer låget af.

Inde under kostumet har hun en stram, hvid T-shirt på. Jeg gør mig umage med ikke at glo. De fyldige læber og fregnerne. Hendes små, faste bryster under det hvide stof.

Hun skærer ansigt og rækker flasken til mig. Den er varm efter at have ligget mod hendes mave, og varmen breder sig i min krop, da jeg tager en tår.

”Nå,” siger hun. ”Klar til at blive fremtidens skov?”

Jeg trækker på skuldrene. Vil ikke indrømme, at jeg kun hørte halvdelen af talen.

”Du skal på gymnasiet, ikke?” Hun tager flasken fra mig. Sætter sine læber det sted, hvor mine lige har været.

Jeg nikker.

”Og hvad så bagefter?” spørger hun.

”Universitetet. Datalogi.”

”En gang computernørd, altid computernørd.”

Hun siger det på en sød måde. Alligevel krymper jeg mig. ”Jeg vil bare gerne lave noget andet end min far,” mumler jeg. ”Fair nok.”

”Ingen træer og planter. Bare en masse dejlig software.” Hendes skæve hjørnetand kommer til syne, da hun smiler. ”Kom.” Hun tager min hånd.

Det kommer så meget bag på mig, at jeg rejser mig uden et ord. Maskinpistolen dumper ned i sandet.
Det er flere år siden, vi har holdt i hånd. Ikke siden fjerde eller deromkring. Dengang de andre begyndte at spørge, om vi var kærester, og det pludselig blev underligt.

Vi træder op på landgangsbroen og går gennem skibet. Der er farvede plasticstykker overalt. Hud fra sprængte vandballoner. I udkigsposten sidder to skovskader. De letter skræppende, da vi sætter os i stævnen med benene ud over kanten.

På galionsfiguren sidder to tidselsommerfugle. De bevæger langsomt deres orangemønstrede vinger op og ned, og jeg tænker på Noas Ark. På alt det, der slutter og starter. Det er så længe siden, vi har talt sammen, at jeg ikke engang ved, hvordan hendes liv er nu. Om hun er optaget af de samme ting som dengang.

Vi var bedste venner i børnehaven, og jeg troede, det ville vare for evigt. Men i syvende begyndte Emma at hænge ud med dem fra ottende, der drak og knaldede og tog snus.

Jeg forsvandt ind i computerverdenen. Prøvede at skjule mine nye, forvirrende følelser. Den pludselige nervøsitet. Hvordan det rykkede i pikken, når hun sad bag på min cykel og holdt om mig.

”Jeg så ham i går,” siger hun. ”Din far, altså.” ”Hvorhenne?”

”I en video på nettet.”

”Okay?”

”Han stod ved sådan et stort drivhus. Jeg forstod ikke så meget af det.”

”Bare rolig, det er der ingen, der gør. Han fortæller ikke engang mig noget. Siger, at han har tavshedspligt.”

”Tavshedspligt ligefrem?”

”Måske er det bare en undskyldning for ikke at tale med mig.” Ordene ryger ud af mig. Jeg er helt forfjamsket over at være alene med hende.

Hun ser på mig uden at sige noget, og jeg kommer til at banke snapseflasken mod fortænderne, da jeg tager en tår. For helvede, Ask. Slap af.

”Min mor er lige blevet fyret,” sigerhun. ”Eller lige og lige. For et par måneder siden. Nu går hun rundt derhjemme og kan ikke finde ud af noget som helst. De skændes hele tiden. Hende og min far, altså. Om alt det lort, de ikke længere har råd til at købe.”

”Kan hun ikke bare søge et nyt job?”

”Hun skal søge. Ellers kan hun ikke få dagpenge, og det stresser hende helt vildt. Hun føler, at alle andre er dygtigere. Det kender jeg på en måde godt. Hver gang vi får årskarakterer, føler jeg mig som et kvæg på et marked. Men altså, hun er voksen. Man regner ligesom med, at det stopper, når man bliver voksen, ikke?”

”Tjo.”

De to sommerfugle letter, og vi kigger efter dem, mens de flagrer over asfalthavet og forsvinder.

”Nogle gange har jeg lyst til at stikke af fra det hele,” siger hun. ”Kender du det?”

Inden jeg når at svare, rejser hun sig. Hun læner sig ud over rælingen og breder armene ud. Vinden får det åbenstående kostume til at flagre.

Hun er så fucking smuk.

Jeg rejser mig også. Lyner mit kostume ned og breder armene ud. Det føles virkelig fjollet. Alligevel kommer jeg til at smile. Vores fingerspidser er så tæt på hinanden, at hvis jeg rykkede mig en lille smule, ville de mødes.

Hun drejer hovedet og ser på mig.

”Ask?”

”Ja?”

”Vi skal blive ved med at ses, ikke? Efter i dag?” Jeg nikker.

”Også når du går på universitetet, og når vi er blevet gamle og bor på plejehjem, så skal vi stadig ses, ikke?”

Jeg nikker.

Et vindpust kommer fejende og slår mod os. Et susende øjeblik står fremtiden åben, ligesom vores kostumer, ligesom vores brystkasser, vi er så fulde af luft.

Emma drejer på skibets ror, og vi sejler gennem skolegården, ud på åbent hav. Solen glimter i bølgerne, og flyvefisk springer op foran os. Jeg skygger med hånden og spejder ud over vandet.

Så bliver det alligevel akavet.

Vi sætter os tilbage på dækket og ser ned på asfalten, og jeg tænker på dengang, det var det nemmeste i verden at sejle rundt i et piratskib, der kun fandtes i vores hoveder.

”Kan du huske, da vi lavede skattejagter til hinanden,” siger hun. ”Det var det bedste.”

Jeg nikker, og snapsevarmen breder sig i mig for anden gang. Jeg troede slet ikke, hun tænkte på det mere. Alt det, vi havde sammen. Skattejagterne var vores yndlingsleg. Små, hemmelige spor, der ledte til nye, hemmelige spor. En sløjfe bundet om en gren. En pil tegnet på jorden. Små, hvide sten ligesom i Hans og Grete. ”Det fedeste var, at vi aldrig aftalte det på forhånd,” siger hun. ”Pludselig lå der bare et spor foran éns hoveddør, og så vidste man, at legen var i gang.”

”Præcis!”

”Men det allerfedeste,” siger hun, ”det var skattene.”

Hun samler en sort-hvid fjer op, som en af skaderne har tabt.

”I bøger og film er skatten altid en kiste med guldmønter. Som om det eneste, folk drømmer om, er rigdom. Jeg elskede, at vi gav en stor fuckfinger til alt det.”

Hun kilder mig på kinden, og jeg hiver fjeren ud af hendes hånd. Sætter den bag hendes øre.

”En fuckfinger mere til samlingen,” siger jeg.

Hun smiler.

Emma var ikke ret gammel, da hun begyndte at tale om den slags. Hun sagde, at hvis man kiggede ordentligt efter, var hele samfundet gennemsyret af materialisme.

Jeg havde aldrig tænkt på den måde og måtte google materialisme. Vi lavede den regel, at vores skatte skulle være det modsatte. Et godt huletræ, en stor myretue, en grøftekant med valmuer eller en flot fuglefjer.

”Det gode klatretræ ved Posemandens hus,” siger Emma. ”Da Ordrup Eng var helt gul af ranunkler,” siger jeg. ”Skovjordbærrene bag ved fru Holm.”

”De legendariske brombær ved stationen.”

”Når der var haletudser i Hvidørebækken.”

Jo flere skatte vi kommer i tanke om, jo mere ivrige bliver vi, og for første gang i dag letter den tunge fornemmelse i min krop. Lyden af Emmas ringetone tvinger os tilbage til nuet. Hun ser på displayet og sukker, inden hun sætter telefonen til øret. ”Hvad? … Men jeg er altså lige midt i en stikboldkamp. Klokken er ikke ret mange … Det er mod lærerne. Jeg har ligesom sagt … Nej. Selvfølgelig. Jeg kommer nu.”

Hun afbryder opkaldet og lyner Nemo op.

”Jeg er nødt til at køre. Preben har overtisset sofaen.” ”Preben?”

”Vores hund. Mit ansvar. Fordi jeg nægter at få ham aflivet.” ”Er han syg?”

”Han er bare gammel. Vi købte ham på DBA sidste år. Og hvis du spørger mig, er der andre derhjemme, som pisser mere ved siden af.”

Hun trækker fiskehætten på og klatrer over rælingen. Rebstigen skramler mod skibssiden, og lidt efter står hun nede på asfalten.

”Men vi ses i Dyrehaven senere, ikke?”

”Helt sikkert.”

Hun smiler. Så vender hun sig om og forsvinder ud gennem skolegården i sit stribede fiskekostume.



Sarah Engell: Skoven

Det er sidste skoledag for 9. klasserne, og Ask er i Dyrehaven med sin årgang, for at fejre at de er færdige. Denne dag er måske hans sidste chance for at score den smukke Emma, og han forsøger at tage sig sammen til at tale med hende.

Men måske Emma faktisk flirter med ham? Aftenen lover godt, men da Emma går ud i skoven for at tisse, ændrer det hele sig. Hun kommer ikke tilbage, og Ask går ud for at lede efter hende.

Det hele begynder pludselig at blive mærkeligt. Ask føler, at han bliver betraget, og kan det egentlig passe, at skoven hele tiden udvider sig?

Skoven er en dystopisk roman om, hvor galt det kan gå, når mennesket forsøger at beherske naturen.

Du kan købe Skoven online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.

Se bogtraileren



Andre bøger af Sarah Engell

Det øjeblik du tvivler

Det øjeblik du tvivler Sarah Engell

Vigga er skater, en rigtig dygtig skater, og som ung kvinde i en mandesport skal man være hårdfør. Så Vigga har droppet dating og træner intensivt for at bevise, at kvinder er lige så gode til at skate som mænd. Lige indtil hun uventet forelsker sig.

Han er lækker, han er cool, han er skarp. Han ser ind under Viggas hårde ydre og vil gøre alt for at passe på hende. Også da hun pludselig begynder at modtage ubehagelige trusler.

Men truslerne og de ækle beskeder fortsætter. Og de bliver værre og værre. Nu skal Vigga for alvor til at passe på, for den, der står bag, har ikke tænkt sig at lade hende slippe.

Du kan købe Det øjeblik du tvivler online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Se bogtraileren


Valget

valget, sarah engell, ya, young adult, ungdosmbog, ungdombsbøger

Hvor meget ville du ofre for at hjælpe en fremmed?

18-årige Xenia er godt på vej til at blive frontfigur for Etisk Parti, hvor hun både kan få indfriet egne ambitioner og forhåbentlig gøre den forskel i verden, som hun brænder så meget for.

Men da hun møder en lille pige, der er flygtet fra Syrien alene til Danmark, bliver hun sat i et svært dilemma, for det viser sig hurtigt umuligt at vælge både succes og samvittighed. Skal hun opgive sin drøm for at hjælpe en fremmed, eller fokusere på at realisere den, når hun nu er så tæt på?

Situationen spidser til, og tidspunktet, hvor hun må træffe et uundgåeligt valg rykker tættere på …

Du kan købe Valget online, fx hos Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.

Se bogtraileren


Mindre end en kilometer væk

mindre end en kilometer æk, sarah engell, noveller, ya, young adult, ungdomsbog, ungdomsbøger, læsning, bog, bøger, ya-bøger

Mindre end en kilometer væk handler blandt andet om Tobias, der er fanget i sin egen krop; om et søskendepar på en dødsensfarlig flugt over Middelhavet; om pigen, der aldrig har set hverken himmel eller hav, og om Lukas og de rotter, der følger efter ham hvor end han færdes.

Fælles for de otte noveller, der er skrevet af en af de stærkeste stemmer inden for YA-litteraturen er afsøgningen af nogle af menneskets skyggesider. De kryber ind under huden på læseren med en følelse, der er svær at ryste af sig.

Det er historier om at klamre sig til noget, der allerede er mistet, og den smertefulde længsel efter dét, der på samme tid er tæt på og uopnåeligt.

Du kan købe Mindre end en kilometer væk online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


21 måder at dø

21 måder at dø, sarah engell, ya, young adult

Efter en misforståelse med sin bedste veninde, Amalie, går Stella fra at være en af skolens mest populære piger til at være en social taber. I løbet af ingen tid får Amalie vendt klassen mod Stella, og hun skyer ingen midler. Stella er forsvarsløs og kan ikke andet end se til, mens hendes hadeside får flere og flere likes, og Amalies angreb bliver mere og mere ondskabsfulde. En lille trøst er Filippa, der også går i klassen, men hvor meget er en veninde egentlig værd, hvis hun ikke tør mødes, når andre ser det?

Stella kan mærke, hvordan hun langsomt dør indvending. Hun føler ikke, at hun har noget tilbage, så det er jo bare at vælge en af de 21 måder at dø, som hun har listet op.

Du kan købe 21 måder at dø online, fx hos Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.

Se bogtraileren