Bøger til unge Carlsen CarlsenPuls Indefra Sarah Engell

Sarah Engell modtager Carlsen-prisen

Sarah Engell

Forfatteren Sarah Engell modtog torsdag den 30. november Carlsen-prisen. Prisen, der hylder børne- og ungdoms-litteraturen, uddeles for første gang i anledning af forlaget Carlsens 75-års fødselsdag.

“Når Sarah Engell skal hædres med Carlsen-prisen, så er det fordi, at hun er en af de absolut stærkeste stemmer i den danske young adult-litteratur, og det lykkes hendes gang på gang at overraske os med sine historier, med sit sprog og med sine fortællingers opbygning,” sagde Carlsens forlagschef Christian Bach i sin tale.

Sarah Engell (f. 1979) har siden debuten i 2009 udgivet 9 bøger – udgivelser, som alle har det til fælles, at de har noget på hjerte, at de VIL læseren noget. Uanset alder. Senest med sin roman VALGET om den unge politiker Xenia, som kæmper for at blive frontfigur i Etisk Parti. En dag møder hun en pige, der er flygtet hele vejen til Danmark, alene. Det sætter Xenia i et svært dilemma, som kan koste hende drømmen om en politisk karriere. “Valget er en – virkelig god – young adult-roman om den voksne verden sat på ungdomsformel … en lille perle,” skrev Berlingskes anmelder om bogen.

“Det er en udgivelse, der insisterer på, at litteraturen kan ændre verden. Både den nære verden, der findes inden i læseren – men også verden udenfor,” sagde Christian Bach i sin tale til Engell.

Prisen på 50.000 kr. vil fremover blive uddelt en gang om året til et menneske, der med sit virke bidrager særligt til børne- og ungdoms-litteraturen i Danmark.

Læs mere om VALGET her:

Læs mere om Sarah Engell her: