ya, young adult, fiktion, ungdomsbog, ungdomsbøger

Foto: Simon Læssøe

Du kender hende måske fra Valget og 21 måder at dø, men hvad ville Sarah Engell vælge, hvis valget stod mellem at få spoilet en bog eller aldrig vide, hvordan den ender? Vi har stillet Sarah en række nådesløse boglige ultimatummer her!

Hvad vil du helst …

… Læse en bog, der slutter med en cliffhanger eller læse en bog med en hjerteskærende slutning?

Åh, jeg elsker hjerteskærende slutninger! For mig er det dem, der virkelig sætter sig i kroppen, og som jeg husker lang tid bagefter. Romeo og Julie, for at nævne et helt klassisk eksempel. Og sådan nogle som En flænge i himlen og Som stjerner på himlen. Jeg synes, det er ren magi, at bogstaver på papir kan krybe ind under huden på den måde og rent faktisk få én til at græde over personer, man aldrig har mødt. Ja, personer som ikke engang findes i virkeligheden.

… Kun læse trilogier eller læse enkeltstående bøger?

Enkeltstående bøger! Det er nærmest også det eneste, jeg læser.

… Udelukkende læse dine yndlingsbøger eller kun læse nye bøger?

Nye bøger, helt klart! Godt nok har jeg nogle favoritbøger, som jeg virkelig ville savne at genlæse. Men jeg ville endnu mere savne den spænding og glæde, det er at åbne en helt ny bog – træde ind i et landskab af spritnye sætninger, karakterer og miljøer – og være klar til at få slået benene væk under mig.

LÆS OGSÅ: Sådan kommer du i gang med at læse young adult

… Få spoilet en bogs slutning eller aldrig vide, hvordan den ender?

Well, det sidste sker jo hver eneste gang, biblioteket sender en rykker, og jeg må aflevere en bog, jeg ikke er færdig med. Hver gang lover jeg mig selv at genlåne den, men ofte bliver det ved intentionen, fordi der i mellemtiden er groet en ny bogstabel frem derhjemme. Det er jo sjusket af mig som læser og virkelig tarveligt overfor bøgerne. Jeg vil derfor gerne benytte lejligheden til at sige mange gange undskyld til alle halvt og trekvart-læste bøger – og i stedet vælge at få spoilet en bogs slutning.

… Elske en bog, som alle andre hader eller hade en bog, som alle andre elsker?

Nu har jeg aldrig decideret hadet en bog. Det har jeg alt for stor respekt for forfatterens arbejde til at gøre. Men jeg har flere gange læst en ekstremt hypet bog og tænkt ”hm?”. Jeg har også adskillige gange været vildt begejstret for en bog, som andre enten aldrig har hørt om, eller som folk synes er for voldsom, for meget, for mærkelig. Det er helt klart fedest. Dén magi det er at forelske sig i en bog, kan ingen jo tage fra én – uanset om folk deler ens begejstring eller ej.


Valget


valget, sarah engell, ya, young adult, ungdosmbog, ungdombsbøger

Hvor meget ville du ofre for at hjælpe en fremmed?

18-årige Xenia er godt på vej til at blive frontfigur for Etisk Parti, hvor hun både kan få indfriet egne ambitioner og forhåbentlig gøre den forskel i verden, som hun brænder så meget for.

Men da hun møder en lille pige, der er flygtet fra Syrien alene til Danmark, bliver hun sat i et svært dilemma, for det viser sig hurtigt umuligt at vælge både succes og samvittighed. Skal hun opgive sin drøm for at hjælpe en fremmed, eller fokusere på at realisere den, når hun nu er så tæt på?

Situationen spidser til, og tidspunktet, hvor hun må træffe et uundgåeligt valg rykker tættere på …

Du kan købe Valget online eller i din nærmeste boghandel.


21 måder at dø


21 måder at dø, sarah engell, ya, young adult

Efter en misforståelse med sin bedste veninde, Amalie, går Stella fra at være en af skolens mest populære piger til at være en social taber. I løbet af ingen tid får Amalie vendt klassen mod Stella, og hun skyer ingen midler. Stella er forsvarsløs og kan ikke andet end se til, mens hendes hadeside får flere og flere likes, og Amalies angreb bliver mere og mere ondskabsfulde. En lille trøst er Filippa, der også går i klassen, men hvor meget er en veninde egentlig værd, hvis hun ikke tør mødes, når andre ser det?

Stella kan mærke, hvordan hun langsomt dør indvending. Hun føler ikke, at hun har noget tilbage, så det er jo bare at vælge en af de 21 måder at dø, som hun har listet op.

Du kan købe 21 måder at dø online, fx hos Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.