Aktuelt Anna Grue Danske krimier Danske krimiforfattere Populære krimier

Anna Grue om den virkelige historie bag Nøglen til mord: Vi overraskede vores mægler med en ung dame, der altså IKKE var hans kone

anna grue, nøglen til mord, krimi, danske krimier, anne-maj mortensen

Anna Grue har med serien om den nysgerrige efterlønner Anne-Maj Mortensen skabt en vaskeægte hyggekrimi-succes. I den tredje selvstændige bog i serien, Nøglen til mord, er der mord, sex, og meget tvivlsomme ejendomsmæglere på menuen.


Anna Grue trækker på egne erfaringer i sin nye hyggekrimi Nøglen til mord, hvor fordækte ejendomsmæglere og unge piger spiller en stor rolle i mordmysteriet. Krimien er en del af serien om den stædige og snedige efterlønner Anne-Maj Mortensen.

Vi har talt med forfatteren om ideen til bogen, og hvad mysteriet denne gang kredser om.

Hør Anna Grue fortælle om ideen til Nøglen til mord


Et par temmelig anløbne ejendomsmæglere spiller en central rolle i Nøglen til mord. Hvad er det med dig og ejendomsmæglere?

Min mand og jeg er sådan nogle, der flytter, hver gang omstændighederne og vores behov skifter – fx når børnene flyver fra reden, eller den ene af os begynder at arbejde hjemmefra – eller hvis vi simpelthen forelsker os i et nyt hus. Det betyder, at vi gennem tiden har været igennem mange, mange hushandler og lige så mange forskellige ejendomsmæglere.

LÆS OGSÅ: Nøglen til mord: ny (u)hyggelig roman i serien om Anne-Maj Mortensen. Tyvstart din læsning her!

Og ja, de har i sandhed været meget forskellige: fra smart-i-en-fart-sælgere over omhyggelige, decideret omsorgsfulde formidlere til de lidt ligeglade regnearks-typer, der måske hellere skulle være blevet på kontoret.

Mest indtryk gjorde dog den ellers ret flinke mægler, vi engang overraskede i vores tomme bolig – liggende i soveværelset med en ung dame, der tydeligvis ikke var hans kone. Han havde troet, at vi var bortrejst, og at han derfor kunne gøre brug af vores ejendom. Det var lige chokerende for alle parter.

LÆS OGSÅ: I hyggekrimien Nøglen til mord åbner Anne Grues elskelige amatørdetektiv døren til en drabelig overraskelse

Og nej, han har ikke arbejdet i branchen siden den dag, og nej, jeg vil ikke hænge ejendomsmæglerkæden ud, da den øverste ledelse faktisk var lige så rystet, som vi selv, og straks handlede derefter … men den groteske oplevelse er blevet hos mig, og en dag måtte jeg bare digte videre på den.

Er det bevidst, at du har skruet gevaldigt op for uhyggen og tempoet i Nøglen til mord?

Egentlig ikke. Det kommer nok lidt af sig selv. I seriens første bog, Mysteriet i Genbrugsen, var det vigtigste for mig at få præsenteret Anne-Maj og hendes univers. I bind to, Døden i kurbadet, fortalte jeg en mere klassisk krimihistorie, som yderligere etablerede min emsige hovedperson og gav hende den sære idé om, at hun måske egentlig var ret god til det der detektivhalløj.

LÆS OGSÅ: Bøger på vej: Se vores liste med kommende bøger

Og i Nøglen til mord er Anne-Maj så ved at være klar til for alvor at træde i karakter som privatdetektiv. Hun arbejder mere og mere selvstændigt i takt med, at politiet distancerer sig fra hende, og det kræver, synes jeg, lidt mere fremdrift.

Det er alvorlige emner, plottet kredser om. Hvordan fandt de vej til bogen? 

Ud over ejendomsmæglervinklen har jeg valgt at fokusere på en flok forvirrede teenagere.

Det er for mig et helt seriøst og håndgribeligt problem, at over halvdelen af Danmarks unge mener, at sugardating er helt okay, og at det ikke har noget med prostitution at gøre, når helt unge kvinder tager imod dyre gaver, middage, rejser og endda kolde kontanter fra voksne mænd, der til gengæld får sex, status blandt andre mænd – og et lydhørt publikum, som vil gå langt for at please den sugardaddy, der betaler gildet.

LÆS OGSÅ: 25 bøger der er bestsellere

Der findes ligefrem en håndbog i, hvordan man bliver en god sugardater. De her unge piger behøver ikke blive groomet af en voksen for at lade sig udnytte. De klarer det helt selv – veninde til veninde. Jeg synes, det er så uhyggeligt, og ja, selvfølgelig er det prostitution. Hvordan der kan være tvivl om det, er mig en gåde. I romanens plot flettes derfor én salgssituation sammen med en anden, og for mig er sammenstillingen ret indlysende.

Hør Anna Grue fortælle om, hvad der sker i Nøglen til mord


I bogen får Anne-Maj får en temmelig kold skulder af politiet. Hvordan fandt du på det? 

En privatperson, der roder sig ind i en efterforskning og mener sig klogere end de professionelle politifolk, vil altid være dybt irriterende; af og til kan vedkommendes handlinger ligefrem være skadelige for opklaringen, uanset hvor gode ideer og logiske input vedkommende kan byde på.

LÆS OGSÅ: Anna Grue om sin nye hovedperson: Anne-Maj er en parodi på mig selv

Anne-Majs vej ind i detektivkarrieren er en ung politimand, som fatter sympati for den geskæftige dame, og både han og hans overordnede bliver da også lidt imponerede over hendes evner. Men i det lange løb må og skal de lægge afstand til hende – om ikke andet, så for troværdighedens skyld.

Det er urealistisk nok i forvejen, at jeg lader en madglad, krydsordsløsende efterlønner og hendes gravhund rende rundt i en lille provinsby og opklare et forbløffende antal lokale drabssager.

Anne-Maj teamer til gengæld op med journalisten Helle Wiig, som vi jo kender fra tidligere. Hvordan vil du beskrive dynamikken mellem de to?

Som udgangspunkt er Anne-Maj meget på vagt over for Helle Wiig, der allerede i bind et opfører sig som den lidt for dygtige tabloidjournalist, som hun jo er, og udnytter Anne-Majs uerfarenhed.

Men allerede i bind to viser hun en anden og mere professionelt loyal side, og i Nøglen til mord lader vor detektiv paraderne falde, da hun opdager, at hun gennem Helle kan få en stor del af den hjælp, politiet med tiden er blevet så nærig med.

Kommer vi til at se mere til Helle i kommende bøger?

Jeg tror, hun bliver svær at undgå. Hun er jo akkurat lige så stædig og insisterende som Anne-Maj – og de to damer har det jo faktisk ret sjovt sammen.

Hvor skriver du bedst dine bøger? 

I Odsherred, naturligvis. Vi har haft sommerhus ud til Isefjorden i 25 år, og alle mine romaner er skrevet her, med udsigt til vandet og i tæt kontakt med årstidernes skiften. Skal jeg være ærlig, kan jeg slet ikke fokusere ordentligt andre steder end her.

LÆS OGSÅ: Den danske Agatha Christie. Anna Grue skriver hyggelige bestsellerkrimier

At Fru Mortensen-serien foregår her i mit lokalområde er nærmest uundgåeligt, og med tiden håber jeg at komme ud i alle hjørner af kommunen – fra Odden og Rørvig til Vallekilde og Fårevejle. Plus et smut til Holbæk i ny og næ, selv om den ligger i en anden kommune. Holbæk er områdets vigtigste by med både fuldtidspoliti og sygehus, så den er svær at komme udenom.

Anna Grue om den virkelige historie bag Nøglen til mord: Vi overraskede vores mægler med en ung dame, der altså IKKE var hans kone
Seriens forsider er skabet af Simon Lilholt i samarbejde med forfatteren.

Seriens tegnede forsider er meget karakteristiske. Deltager du selv i skabelsen af bøgernes forsider?

Som udgangspunkt ønskede jeg mig forsider, der ligner den slags godt slidte paperbacks, man finder i gamle sommerhuse. Sådan nogle fra 50’erne eller 60’erne i douche farver med håndtegnet titel og en enkel, grafisk illustration. De skulle adskille sig markant fra de gængse krimier med dystre baggrunde, grumsede fotos af brændte bamser eller røde baglygter, der spejler sig dramatisk i den regnvåde asfalt.

LÆS OGSÅ: Anna Grue: Mine krimier handler mere om mennesker og relationer end om kriminalitet

Man skulle straks kunne se, at det her er noget andet end en mainstreamkrimi; at tempoet er lidt lavere, og at der måske ovenikøbet er lidt humor i historien. At det er hyggekrimier, med andre ord.

Designeren Simon Lilholt fangede omgående, hvad jeg talte om, så stilen var i hus nærmest fra første udkast.

Proceduren er nu den, at jeg på bagsiden af en kvittering eller en gammel indkøbsliste laver en lynhurtig skitse af, hvordan jeg gennem hele skriveprocessen har set motivet for mig – og vips, tryller Simon det til virkelighed.

LÆS OGSÅ: Døden i kurbadet. Mesterdetektiven Anne-Maj Mortensen er tilbage i ny hyggekrimi fra Anna Grue

Det er virkelig en sjov måde at arbejde sammen på. Og naturligvis gør min oprindelige uddannelse som grafisk designer det endnu sjovere, fordi vi taler samme sprog og ikke behøver en masse tågede forklaringer, forklarer Anna Grue.


Nøglen til mord (Anne-Maj Mortensen 3)

Anna Grue, Nøglen til Mord

Tredje selvstændige hyggekrimi i Anna Grues bestsellerserie om fru Mortensen. 

Anne-Maj Mortensen finder sin eksmands lig i en luksuslejlighed ved Nykøbing Sjællands Lystbådehavn. Den ældre herre har tilsyneladende begået selvmord, og ingen forstår hvorfor. Til hendes store irritation må hun påtage sig at få solgt boligen, og det bliver en kamp med en lige lovlig smart ejendomsmægler – og alt for mange flyttekasser.

Midt i processen overrasker Anne-Maj et par, der på mystisk vis har skaffet sig nøgler til lejligheden for at have sex – og snart får hun mistanke om, at den lokale mægler står bag et organiseret misbrug af tomme ejendomme.

Politiets efterforskere tager som sædvanlig ikke Anne-Maj alvorligt – ikke engang, da man finder først ét, så et andet lig, der efter hendes bedste overbevisning har forbindelse til sammensværgelsen.

Du kan købe Nøglen til mord online hos Bog & Idé eller i din lokale boghandel.




Læs også

Ny bog i serien:

Blodigt Bryllup (Anne-Maj Mortensen 5)

Forårets bedste krimier

En geskæftig kvinde findes død under forberedelserne til et bryllup på en herregård. Og der er ikke tale om et hvilket som helst bryllup, for det er den selvbestaltede privatdetektiv Anne-Maj Mortensens datter, der skal giftes. Da Anne-Maj går i gang med at undersøge omstændighederne ved dødsfaldet, opdager hun hurtigt, at der måske er tale om mord. Og snart følger flere …

Blodigt bryllup er en minikrimi baseret på Familiejournalens føljeton om den ukonventionelle efterlønner Anne-Maj Mortensen, der opklarer forbrydelser midt i hverdagens tumult.

Du kan købe Blodigt bryllup online fx hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel




Ligene i lysthuset (Anne-Maj Mortensen 4)

Anna Grue, Ligene i lysthuset



En ung mand sidder varetægtsfængslet for mord, og den ukonventionelle privatdetektiv Anne-Maj Mortensen kaster sig ind i sagen med bistand fra sit computer-kyndige barnebarn, trettenårige Didi.

Tingene kompliceres, da der sker flere mord på unge mænd, og en vrissen kvinde forsvinder – alt imens datteren Iben gennemgår en svær graviditet, og gravhunden Mortensen den Tredje kommer i vanskeligheder. 

Ligene i lysthuset er fjerde selvstændige bind i serien om efterlønneren Anne-Maj Mortensen, der sætter sig for at opklare de forbrydelser, som har fået politiet til at kaste håndklædet i ringen.

Du kan købe Ligene i lysthuset i nærmeste boghandel eller online fx hos Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.




Døden i kurbadet (Anne-Maj Mortensen 2)

Anna Grue, døden i kurbadet

Anne-Maj Mortensen er taget på luksus-kurbad efter en knæoperation.

Knæet værker, og det hele går lidt langtsom på grund af krykkerne.

Men da en af de andre kurgæster dør, sætter Anne-Maj smerterne til side og går i gang med sin egen efterforskning – også selvom den ikke ligefrem behager det lokale politi. 

Døden i kurbadet er andet selvstændige bind i Anne Grues hyggekrimiserie om efterlønneren Anne-Maj Mortensen.

Du kan købe Døden i kurbadet online, fx hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.




Mysteriet i Genbrugsen (Anne-Maj Mortensen 1)

mysteriet i genbrugsen, Anna Grue, Anne-Maj Mortensen, hyggekrimi

Mysteriet i Genbrugsen er første bog i en ny serie serie fra Anna Grue, der skrev Dan Sommerdahl-serien.

Der foregår noget mystisk i en genbrugsbutik i Nykøbing Sjælland.

En efter en afgår butikkens aldrende frivillige ved døden. Politiet afskriver dødsfaldene som naturlige, men efterlønner Anne-Maj Mortensen er stærkt skeptisk.

Så selvom hun har travlt med familiemiddage, hundeopdragelse og havearbejde, går hun i gang med at efterforske sagen.

En rigtig hyggekrimi der kommer til at kalde på en lang weekend i sommerhus med en stor kop te og masser af læsetid.

LÆS OGSÅ: Smuglæs i Anna Grues krimi Mysteriet i Genbrugsen

Du kan købe Mysteriet i Genbrugsen i paperback online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.



Hvis du gerne vil læse mere Anna Grue og bøgerne om Fru Mortensen, så kan du finde det gennem linket.