Anna Grue Bestsellere Krimi Læseprøve og uddrag

Nøglen til mord: ny (u)hyggelig roman i serien om Anne-Maj Mortensen. Tyvstart din læsning her!

Nøglen til mord, Anna Grue

Nøglen til mord er nyeste bog fra Anna Grue, som har skrevet bestsellerserien om den nysgerrige efterlønner Anne-Maj Mortensen. Smuglæs i hyggekrimien herunder.


Nøglen til mord begynder, da Anne-Maj Mortensen finder et blodigt lig i en luksuslejlighed ved Nykøbing Sjællands Lystbådehavn. Liget viser sig at være hendes eksmand, og han har tilsyneladende begået selvmord, uden nogen forstår hvorfor.

Til Anne-Majs store irritation, må hun få solgt boligen, og det ender i en kamp med en temmelig kæk ejendomsmægler. Men midt i salgsprocessen overrasker Anne-Maj et par, der på mystisk vis har skaffet sig nøgler til boligen for at dyrke sex.

LÆS OGSÅ: I hyggekrimien Nøglen til mord åbner Anne Grues elskelige amatørdetektiv døren til en drabelig overraskelse

Snart får hun mistanke om, at ejendomsmægleren står bag et organiseret misbrug af tomme ejendomme. Men der skal flere lig til, før politiets efterforskere begynder at tage Anne-Maj alvorligt.

Nøglen til mord er tredje selvstændige bog i Anna Grues serie om fru Mortensen. Anna Grue fik sit store gennembrud med krimierne om Den skaldede detektiv, som tv-serien Sommerdahl bygger på.

Læs et uddrag af bogen herunder.

Du kan købe Nøglen til mord online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 2 april.




Nøglen til mord

Anna Grue


KAPITEL 1: Tirsdag den 15. juni

Bliver Anne-Maj Mortensen bekymret, reagerer hun med vrede. Og da enhver forsinkelse er årsag til bekymring, er hun desværre vred med jævne mellemrum. Kommer nogen mere end et kvarter for sent til en aftale, ser hun straks en skrækkelig ulykke for sig, kan næsten høre ambulancer, sirener og redningshelikopter. Hendes alt for livlige fantasi får hende til at frygte det værste.

Når dem, hun venter på, så omsider dukker op, burde det fjerne angsten med et snuptag og få Anne-Maj til med dyb lettelse og åben favn at sætte endnu mere pris på at se dem. I stedet bliver hun vred, fordi de har været årsag til hendes bekymring.

Lige nu er Anne-Maj helt oppe i det røde felt. Ikke nok med, at hun er bekymret, hun er også forskrækket, og de to ting tilsammen gør hende aldeles rasende. Per, hendes skiderik af en eksmand, begår – påstår han – netop i dette øjeblik selvmord, og det har den selvmedlidende idiot selvfølgelig ringet og meddelt Anne-Maj.

Hans lejlighed ligger kun en kilometer fra hendes, så hun giver sin gravhund, Mortensen den Tredje, snor på og vandrer af sted til fods. Mens hun tramper irritabelt ned mod Havnevej, overvejer hun, hvor sandsynligt det egentlig er, at det selvoptagede skvat gør alvor af selvmordstruslerne. I virkeligheden er det vel en reel mulighed, tænker hun.

Per er netop blevet skilt for tredje gang, han har ingen venner, drikker lidt for meget, er ensom og bitter. Så vidt hun ved, har han også ramt en blindgyde i den efter eget udsagn banebrydende forskning, han havde helliget sig efter pensioneringen for et par år siden. Måske føltes det at måtte opgive projektet som et nederlag, selv om han aldrig rigtig har villet diskutere det.

Sidste år flyttede Per til Nykøbing, og et sært og ikke helt ukompliceret venskab er spiret frem mellem ham og hans første kone. Anne-Maj har på en måde stadig en slags sympati for sin eksmand, og hun kan ikke lade være med at føle en vis medlidenhed med ham. Tanken om, at Per måske er i færd med at tømme et glas piller, er alarmerende.

Anne-Maj er nødt til standse, da bommene går ned, og lokaltoget fra Holbæk buldrer forbi. Hun står og tripper utålmodigt, indtil de atter løftes op i lodret position, og sætter så farten yderligere op. Mortensen sender hende et forundret blik.

Det ligner bestemt ikke hans ejer at bevæge sig i så rask et tempo – og han er virkelig ikke vant til at blive forhindret i at snuse til alle sine faste græstotter. Anne-Majs uro vokser, jo tættere de kommer på havnefronten, hvor en klynge særdeles fotogene huse ligger skulder ved skulder. De er nybyggede i gammeldags fiskerby-stil, nogle af husrækkerne har røde træfacader, andre sorte.

Anne-Maj trykker på dørtelefonen ved indgangspartiet, der vender ud mod parkeringspladsen på husrækkens østside. Én gang, to gange. Trykker så håndtaget ned, men der er naturligvis låst ind til opgangen. Tredje gang holder hun knappen inde i lang tid. Ingen reaktion. Hun fisker sin mobil frem og ringer op til Pers nummer. Fra et sted inde bag det hvidmalede bræddehegn, som omgiver stuelejlighedens private terrasse, kan hun høre en ringetone.

Igen og igen, indtil opkaldet går på svareren, og hun hører sin eksmands dybe, rolige stemme opfordre hende til at lægge en besked efter bippet. Anne-Maj rusker i havelågen, men også den er låst. Hun kan skimte det øverste af en åben terrassedør over det mandshøje hegn. Hun forsøger sig med et ”Hallo?” fulgt af et lidt højere ”Per? Hallo?”, men der er intet svar.

Uroen er nu vokset til angst. Når et menneske truer med selvmord, og man så tyve-femogtyve minutter senere ikke kan komme i kontakt med vedkommende … så må man faktisk godt blive bange, tænker Anne-Maj. Hun trykker på knapperne til samtlige dørtelefoner i håbet om dog i det mindste at komme ind i opgangen, men heller ikke denne manøvre resulterer i andet end en skylle af angstens sved.

Anne-Maj sætter i småløb rundt om ejendommen, mens hun takker de højere magter for, at hun for ni måneder siden fik et nyt knæ. Før da ville hun aldrig have kunnet fare af sted på den måde. Mortensens korte ben går som trommestikker. På den vestvendte side er der i stedet for lukkede terrasser et langt, åbent trædæk i hele husrækkens længde. Flere af stueetagens beboere har placeret havestole herude, så udsigten ud mod lystbådehavnens duvende master kan nydes i ledige stunder. Bag masteskoven kan man inde på land ane en rigtig skov, nemlig Grønnehave, hvor Anne-Maj og Mortensen plejer at gå deres ture i et noget mere adstadigt tempo.

To af glasdørene i Pers lejlighed vender denne vej. An- ne-Maj banker på den ene, lægger hænderne skærmende om øjnene og kigger ind i en pænt stor stue med åbent køkken. Ingenting. Et brugt glas og en fjernbetjening på sofabordet; fjernsynet tændt på TV 2 News. En kvinde bevæger læberne, mens et tekstbånd løber fra højre mod venstre nederst på skærmen. Stemmen kan ganske svagt høres gennem dørens termoruder. Ellers er der ikke en lyd.

Atter trykker Anne-Maj et dørhåndtag ned, og denne gang er der til hendes overraskelse gevinst: Døren går op.

”Per?”

Ikke en lyd. Hun slukker for News-damen.

”Hallo? Per?”

Anne-Maj går forbi køkkenafdelingen til de to værelser, der hver især har en glasdør ud mod den lukkede terrasse. I det ene er en dobbeltseng, uredt. Dynen ligger krøllet sammen nede i fodenden, og på natbordet ser hun et fyldt askebæger. Lugten af gammel nikotin er stram, selv om døren står på klem.

Oven på en rodet bunke tøj ligger en mobiltelefon. Anne-Maj samler den op, berører let den låste skærm og ser en notifikation dukke op: Kone 1. Ubesvaret opkald. Der går nogle sekunder, før hun indser, at det må være hende selv. Kone 1. Hvad bilder den idiot sig ind? Anne-Maj smider arrigt mobilen fra sig og går videre til det næste værelse. Det er tomt, bortset fra en stabel flyttekasser og en enkeltseng; gæsteværelset er endnu ikke færdigindrettet.

Hun går hen til den eneste dør, hun endnu ikke har forsøgt sig med, den eneste, der er lukket. Den fører ud til badeværelset, hvor hun ved, der er en grotesk stor jacuzzi og en lillebitte sauna. Anne-Maj kan næsten ikke trække vejret. Har kraftigt på fornemmelsen, hvad der venter hende. Det er indbildning, prøver hun at overbevise sig selv om, hun er bare hysterisk, fordi … alt det væmmelige, der skete på Høve Kurbad.

I forbindelse med knæoperationen i efteråret var Anne-Maj på et genoptræningsophold på et luksuriøst spa-hotel, hvor hun fandt et lig i et badekar fyldt med helsebringende mudder. Ikke at det ligefrem var helse, den gråbrune masse i dette tilfælde havde bragt med sig. Den døde var simpelthen druknet i den slimede masse. Anne-Maj tog aldrig imod den psykologhjælp, hun blev tilbudt, så på en eller anden måde er chokket blevet siddende i hendes krop, og alene synet af et badekar eller duften af klor giver hende flashbacks til den frygtelige dag.

Hun står med hånden på dørgrebet, forsøger at tage sig sammen til at presse det ned. Der er ingen derude, siger hun til sig selv. Og hvis der er, og hvis han er i live … så må jeg virkelig prøve ikke at blive alt for hidsig over, at han har gjort mig forskrækket. Nok er Per en skiderik, men han er også en sølle stakkel. Er han i live, bør jeg opføre mig empatisk og forstående. Det må jeg huske. Selvfølgelig er der ikke et lig derude; selvfølgelig ligger Per ikke død i sit latterlige spabad.

Men det er der. Og det gør han.

Jacuzzien er fyldt med lyserødt vand. Ned ad karrets sider flyder blodet i smalle bække; på væggen over karret er dybrøde buer aftegnet som kæmpemæssige englevinger, hvor koncentriske blodsprøjt gør det ud for lange, elegante svingfjer. Der er blod i en pøl på gulvet. Der er spredte dråber af blod helt ovre på håndvasken næsten en meter borte. Der er sågar blodpletter i loftet; så friske, at de stadig drypper ned på den døde krop i kæmpekarret.

Per har lagt et dybt snit på tværs af håndleddet. Hans arm hænger ud over karrets kant, og på gulvet ligger en tom whiskyflaske samt en gammeldags barberkniv. Havde det ikke været for mængden af blod, ville man kunne se, at knivens skaft er af smukt patineret kohorn. Per købte den kniv for sin sparsomme SU engang i halvfjerdserne, da han og Anne-Maj stadig var sammen, og han er åbenbart blevet ved at barbere sig på den gammeldags facon. Herregud. Til sin forbløffelse er hun helt bevæget. Per er … var den mest gammeldags mand, hun kendte.

Under det rosafarvede vand kan hun skimte sin eksmands højre arm. Her har han også skåret sig, men såret på denne arm er mere overfladisk – blodtabet efter det første snit har været så voldsomt, at kræfterne er svundet allerede før det andet.

Anne-Maj lader blikket vandre videre til hans ansigt. De vidåbne, grågrønne øjne, som stirrer ud i ingenting, det næsten hvide hår. Per har alle dage holdt det ultrakort, men nu om dage er enhver form for bevoksning forsvun- det fra den øverste del af hans isse, mens de få millimeter lange hår gror i en krans over ørerne og i nakken. Hans furede hage og kinder er glatte. Gad vide, tænker hun, om det var det sidste, han foretog sig, inden han besluttede at bruge den nyslebne barberkniv til noget andet.

Mortensen begynder at gø. Han er tydeligvis i tvivl om, hvad han skal her, og hvilke forventninger der er til ham i dette mærkelige scenarie, hvor der lugter umiskendeligt af råt kød. Anne-Maj træder et skridt tilbage, trækker døren i efter sig. Går gennem Pers soveværelse og videre ud på den lukkede terrasse. Sætter sig på en af havestolene, tvinger vejrtrækningen ind i en rolig rytme.

Der er sket lige præcis det, hun har frygtet allermest: at finde endnu et lig i endnu et badekar; som om en sær, udspekuleret forbandelse hviler over hende. Én gang til skal hun ringe til alarmcentralen, én gang til skal hun i forhør, måske endda endnu en gang som mistænkt. Hun må én gang til gå igennem hele møllen uden nogensinde at have fået bearbejdet oplevelserne fra sidst. Vil hun bryde sammen? Eller vil det nye chok tværtimod få det første til at slippe grebet? Det er faktisk sådan, det føles netop nu.

Anne-Maj rejser sig og skubber glasdøren i, inden hun slipper Mortensen fri i den indhegnede flisegård, hvor man føler sig, som om man sidder i en papkasse uden udsigt til andet end himlen og de høje bræddevægge. Måske går jeg fuldstændig i stykker, når jeg forklarer det hele til politiet. Eller når jeg skal fortælle det til Iben. Eller måske først i aften, når jeg skal sove …

Anne-Maj roder lidt rundt i sin røde skuldertaske, finder atter mobilen frem. Trykker et-et-to. Kommer igennem. Forklarer, hvad der er sket, og hvor hun og liget befinder sig. Remser sit navn og personnummer op.

Så sætter hun sig til at vente.


KAPITEL 2: Tirsdag den 22. juni

”Nej, det kan der slet ikke være tale om.” Iben har fået røde pletter på kinderne af arrigskab. ”Jeg kunne ikke drømme om at bo i den idiots lejlighed.”

”Det er jo ikke hans mere,” siger Anne-Maj og rækker ud efter skålen med frisklavet agurkesalat. ”Det er en god lejlighed med en fantastisk beliggenhed. Lækkert køkken. Et værelse til hver og en lukket gård, så I kan lukke Mortensen ud, når I passer ham … I kan endda selv få en hund, hvis det er.”

”Jah, Mor!” siger Didi. ”Skal vi ikke bo der? Jeg kan sagtens cykle til skole nede fra havnen.”

”Aldrig i livet,” svarer hendes mor

Anne-Maj vender sig mod Jonas. ”Mere agurkesalat?” ”Tak,” siger han og tager imod skålen. ”Sikke noget dejlig mad, Anne-Maj. Det er godt nok længe siden, jeg har fået gammeldags kyllingesteg med det hele.”

Hans behjertede forsøg på at spore samtalen væk fra et truende familiedrama mislykkes: Iben lader sig ikke distrahere. ”Det er alt sammen meget muligt, Mor,” siger hun og ryster på hovedet, da hendes kæreste rækker hende skålen. ”Men jeg vil altså ikke have noget med Pers lejlighed at gøre.” Iben har hele sit liv kategorisk nægtet at omtale sin far som Far.

”Du kan da i det mindste tage med derned og se den,” bliver Anne-Maj ved. ”Den er din. Kvit og frit. Der er ingen gæld i den, og du er din fars enearving. Er du slet ikke nysgerrig?”

”Jeg har altså overhovedet ikke lyst, men …” Iben skotter over mod tolvårige Didi, der har ladet sig overtale til at tage imod et kyllingelår. Nu sidder hun og piller skindet af med et udtryk af dyb koncentration. ”I hvert fald ikke hvis der ikke er gjort rent.”

Anne-Maj trækker på skuldrene. ”Det er der ikke endnu.” Også hun kaster et blik på barnebarnet. Alle i familien ved, at Didi har en særlig evne til at følge lidt for godt med i de voksnes samtale, selv om hun tilsyneladende er optaget af noget andet. Hendes mor og mormor har for længst besluttet ikke at indvi Didi i morfarens bloddryppende valg af dødsmetode, selv om de ikke har kunnet hemmeligholde selve det faktum, at mandens død var selvvalgt. ”Jeg har bestilt rengøring til i morgen,” siger hun. ”H.I. Cleaners fra Lårbakken.”

”Okay. Så pol… så de er … de er færdige med …” Iben opgiver at fuldende spørgsmålet, men hendes mor forstår det alligevel. Efterforskerne har for en god ordens skyld gennemgået findestedet, forhørt Anne-Maj og foretaget en kriminalteknisk undersøgelse for at sikre, at der ikke lå en forbrydelse bag Per Gunnarsens død. Mens alt det stod på, har lejligheden naturligvis været forseglet.

Anne-Maj nikker. ”Der er fri bane. Skifteretten er ikke færdig med at behandle arvesagen, men de siger, det går forholdsvis hurtigt. Og politiet sagde i morges, at obduktionen ikke har vist tegn på …” Hun skotter til Didi, der nu pirker alt synligt fedt ud af det efterhånden temmelig lemlæstede kyllingelår. ”… På noget kriminelt. Jeg har fået nøgler, både til opgangen og til lejligheden. De er naturligvis dine, men …”

”Behold du dem bare.”

”Åh, Iben,” siger Anne-Maj. ”Før eller siden skal du da se lejligheden. Når du ikke vil bo der, må den sælges.” Hun ved, at datteren, der er under uddannelse som farmakonom på det lokale apotek, virkelig godt kunne bruge pengene. ”Du er nødt til at finde ud af, hvor meget du kan få for den.”

”Du kunne også leje den ud til turister,” siger Jonas. Det er hans første bidrag til den diskussion, der gennem nogle dage er blevet genoptaget med jævne mellemrum. ”Hvis du gør det på ugebasis … Du kan tjene rigtig godt på den, Iben. Den er helt ny og ligger perfekt der i lystbådehavnen. Hvis vi siger, du i hvert fald kan tage fire eller fem tusind for en uge i højsæsonen, og du kan leje den ud … hvad skal vi sige … tolv-fjorten uger mellem påske og efterårsferien. Så kan du tjene mellem …”

”Den skal ikke lejes ud,” afbryder Iben. ”Hvis den skal noget, så skal den sælges. Jo før, desto bedre.”

”Jo jo … men kontanter kan man jo altid bruge.” Jonas forsøger at skjule skuffelsen over at få sit forslag afvist så kategorisk.

Iben tager glaskanden, hælder den sidste sjat vand op og rejser sig. ”Du har ret, Mor. Rede penge har jeg faktisk ikke råd til at sige nej til … Har du flere isterninger?”

”Øverste skuffe i fryseren,” svarer Anne-Maj. ”Ovre i venstre side.” Hun er helt stolt over at kunne beherske sit kontrol-gen så grundigt, at hun lader datteren hente noget i fryseren på egen hånd, men hun kan ikke lade være med ud ad øjenkrogen at holde nøje opsyn med, at isterningbakken bliver behørigt genopfyldt og sat tilbage på rette plads, før Iben lukker skabsfryseren og kommer tilbage til bordet.

”Okay,” siger hun og fylder alles glas, før hun atter sætter sig. ”Så lad os da tage ned og se på den lejlighed sammen, fru Mortensen. Når der er gjort rent, altså.”

”Selvfølgelig.” Anne-Maj forstår kun alt for godt, at Iben ikke har lyst til at bese sin nyerhvervede ejendom, før sporene efter blodbadet er fjernet. ”Vi kan gøre det på torsdag, når du har fri.”

”Jeg vil med,” siger Didi, der ganske rigtigt har suget alle detaljer i samtalen til sig.

”Skulle du ikke over til Vigga?” spørger hendes mor. ”I var da i gang med det der videoprojekt, ikke?”

”Jeg vil hellere se Morfars lejlighed.”

”Torsdag arbejder jeg altså sent,” siger Jonas. ”Vi har lovet at blive færdige med det tag i Tveje Merløse inden weekenden.”

”Der er da ingen grund til, at du kommer med.” Iben ser på ham og bløder så lidt op: ”Ikke i første omgang, i hvert fald.”

Et skuldertræk. ”Fint nok.”

Anne-Maj er af og til i tvivl om, hvordan Iben og Jonas egentlig har det sammen. Ingen tvivl om, at de stadig er forelskede, men det sker altså tiere og tiere, at Iben skærer ham af på den utålmodige måde, som ellers har været forbeholdt hendes mor. Anne-Maj kan ikke lade være med at tænke på, hvor længe han vil blive ved at finde sig i det.

Jonas er hendes nabo, en femogtrediveårig tømrersvend med et ligevægtigt gemyt. Gennem flere år har han og Anne-Maj haft en gensidigt udbytterig aftale: Hun luger, planter og pusler i hans have, mens han ordner alle former for småreparationer i hendes lille, lyseblå byhus. Men trods gentagne hyggesnakke om stoppede afløb, skvalderkål og nedslidte dørtrin har de aldrig været fælles om andet og mere end præcis det – indtil Jonas og hendes datter for et års tid siden højst overraskende blev kærester.

Først efter at Iben er kommet ind i ligningen, spiser Jonas af og til sammen med familien, og Anne-Maj er kommet til at sætte endnu mere pris på den rolige, praktisk anlagte mand og opfatter ham som en ubetinget positiv tilføjelse til deres lille gruppe. Om han så føler sig lige så tilpas blandt de tre generationer af temperamentsfulde hunkønsvæsner, er svært at sige.

Det virker sådan, selv om Jonas har det med at finde på en god undskyldning for at forsvinde ud og reparere et eller andet, når en konflikt er under opsejling, og måske er den lille ventil nok for ham, tænker Anne-Maj. Måske er det også sådan, han håndterer Iben i det daglige. Det er da muligt, han i virkeligheden er ganske tilfreds med det hele. Man kan da håbe.

”Jeg synes tit, I virker så sure på Morfar.” Didi skubber tallerkenen fra sig. Brusk, ben, skind og andre mistænkeligt udseende dele af kyllingelåret samt al agurkesalaten og de grønne ærter ligger tilbage. Kun pomfritterne og det helt regulære kød er væk. ”Hvad har han egentlig gjort?”

Anne-Maj og Iben veksler et blik.

”Altså, jeg ved selvfølgelig godt, at I blev skilt, da du var gravid, fru Mortensen,” fortsætter Didi, ”men det er der så mange, der bliver.”

Anne-Maj tøver. Hvor detaljeret kan man egentlig fortælle den slags til et barn? ”Jeg kan måske godt være lidt uretfærdig en gang imellem,” indrømmer hun. ”Han var jo ikke ond ved mig på den måde. Han slog mig aldrig og talte altid pænt til mig, og siden han flyttede her til byen, har vi faktisk haft det rigtig hyggeligt sammen. Per var i bund og grund et venligt og intelligent menneske. Og så havde han humor.” Hun mærker med ét gråden stramme i halsen og rømmer sig for at få den væk. ”Han var simpelthen godt selskab.”

”Så I elskede hinanden?”

”Ja, bestemt. I hvert fald da vi var unge. Men der var altid noget, der ikke var sådan helt … Hvordan skal jeg forklare det? Jeg følte altid, at der var en del af ham, jeg ikke måtte lære at kende. Som om han skammede sig over mig. For eksempel mødte jeg aldrig hans familie …”

”Hans forældre var jo døde, ikke?” siger Iben. ”Og han var enebarn.”

”Jo jo, men der da have været andre, han var knyttet til. Gamle skolekammerater, fætre, kusiner … Men nej. Og han nægtede at diskutere det.” Anne-Maj trækker på skuldrene. ”Faktisk ville han hverken have noget med sin gamle familie at gøre eller have en ny.”

”Hvordan det?” spørger Didi med en dyb rynke mellem øjenbrynene. Gad vide, hvor meget hun egentlig forstår af alt det her?

Iben ser på sin datter: ”Morfar ønskede sig virkelig ikke et barn. Virkelig ikke. Jeg var et uheld.”

Jeg har altså aldrig tænkt på dig som et uheld,” siger Anne-Maj.

”Det ved jeg da godt.” Iben smiler, men hendes øjne ser sørgmodige ud. ”Men for ham var jeg. Du har da selv fortalt det: Per forsøgte at overtale dig til en abort, og han blev mere og mere fjern, efterhånden som graviditeten skred frem. Han hadede tanken om at blive far. Og så var det, han mødte en anden.”

”En ældre model,” tilføjer Anne-Maj, som hun altid gør på dette punkt i historien. ”Lige med det var han da lidt original. De fleste mænd går jo efter nogen, der er yngre.” Hun forsøger sig med et skævt smil i Jonas’ retning, men han reagerer ikke. Måske hænger hans manglende begejstring for replikken sammen med de otte-ni år, Iben er ældre end ham, går det pludselig op for Anne-Maj. ”Og med det,” tilføjer hun skyndsomt, ”mener jeg en kvinde på hans egen alder. Jeg var yngre.”

”Da han døde, var han så … hvad? Enoghalvfjerds?” spørger Iben. ”Altså seks år ældre end dig.”

”Nemlig. Da han gik fra mig, var han syvogtyve og arbejdede ude på Sikringen – på Amtshospitalet. Det var dengang, der var et psykiatrisk hospital her i byen. Det var hans første rigtige job som læge …”

”Sikringen? Altså Sikringsanstalten, ikke?”

”Jo. Dengang var det der, man lavede de retspsykiatriske vurderinger af kriminelle, og de farligste kom også i forvaring derude.”

Didi har store øjne. ”Mordere? Psykopater, eller hvad det nu hedder?”

Anne-Maj nikker. ”Det kaldte man dem i hvert fald dengang.”

”Og du arbejdede også på Amtshospitalet?” spørger Iben.

”På en anden afdeling, ja. Dengang var det kun mænd, der måtte arbejde med de kriminelle.” Anne-Maj trækker på skuldrene. ”Jeg gik på barsel et par uger før termin … Og så forelskede Per sig i en sygeplejerske fra ambulatoriet og ville skilles.”

”Det er simpelthen så patetisk,” siger Iben. ”Sådan en kliché.”

”Nu du siger det,” siger Anne-Maj med en grimasse. ”Han så sig aldrig tilbage, mens jeg lå i sofaen som en strandet hval og tudbrølede.”

”Var han der heller ikke, da Mor blev født?” spørger Didi.

”Niksen biksen. Jeg har aldrig følt mig så alene i hele mit liv … Det har jeg ikke tilgivet ham.”

”Men Mormor var der da,” siger Iben. ”Din oldemor,” tilføjer hun henvendt til Didi.

”Ja, hun var med ved fødslen og hjalp mig i det hele taget meget i den periode,” siger Anne-Maj og mærker et stik. Det er ikke så tit, hun savner sin for længst afdøde mor, men af og til kommer det pludselig i et glimt. ”Det er bare ikke det samme som at dele oplevelsen med barnets far, vel? Per lod sig sterilisere blot et par måneder senere, fortalte han mig for nylig.”

”Så han mente det virkelig,” siger Iben. ”Han ville ikke have børn.”

”Det kan jeg love dig for, han ikke ville.”

”Men du mødte ham da, da du var barn, ikke Mor?” spørger Didi. Den tænksomme rynke er der stadig. For en gangs skyld er der et problemkompleks, hun ikke kan greje. Alt, som har med matematik, teknik og computere at gøre, er bogstaveligt talt en leg for den tolvårige, men hvad angår menneskelig interaktion har hun stadig meget at lære.

”De gange, jeg var sammen med Per, kan tælles på én hånd,” svarer Iben. ”Han var totalt uinteresseret. Som barn mødte jeg ham kun en enkelt gang, og det var ingen succes. Da jeg blev halvvoksen, ringede jeg til ham, men han svarede bare, at han havde lidt travlt for tiden – og siden hørte jeg ikke fra ham. Ikke før her i foråret, da han pludselig gerne ville have kontakt, og vi to besøgte ham sammen med Mormor.”

”Jeg syntes altså, han var sød,” siger Didi. ”Han havde købt tusser til mig. Og en blok.”

”Ja ja,” siger Iben neutralt. ”Det var da også pænt af ham.”

”I det mindste var der aldrig vrøvl med børnepengene,” siger Anne-Maj. ”Det må man lade ham. Og han sendte altid lidt ekstra til jul. Kan du ikke huske det, Iben?”

Nu rejser Jonas sig. ”Skal vi ikke gå en tur med Mortensen?” spørger han Didi. ”Det er sådan et dejligt vejr.” Barnet tøver. Hun har helt sikkert lyst til at fortsætte den interessante samtale, men da hendes mor og mor- mor i det samme begynder at rydde af bordet, indser hun, at vinduet ind til de voksnes indviklede verden atter har lukket sig. Hun ser på Jonas. ”Vi skal huske hundeposer.”

Da døren har lukket sig bag dem, vender Iben sig mod Anne-Maj. ”Jeg kunne forstå på det hele, at retsmedici- neren er færdig med Pers lig. Betyder det, at vi kan sætte bedemanden i gang og få det overstået?”

”Alt det ordner jeg.” Anne-Maj begynder at skylle servicet af og sætte det i opvaskemaskinen. ”Jeg kan godt nok ikke finde hans dåbsattest – men jeg tror, det kan klares alligevel.”

”Kan jeg gøre noget?”

”Det skal du ikke tænke på. Ikke i første omgang, i hvert fald. Jeg taler med bedemanden om det. Det kan ikke være første gang, han kommer ud for en afdød, der har forlist sine papirer … Jeg har hans sundhedskort og lægens dødsattest. Måske er det nok.”

”Hvad med dødsannonce og den slags?”

”Vi sætter en i avisen. Jeg har selvfølgelig givet de to andre ekskoner direkte besked.”

”Fint.”

”Vinnie – altså hende, han forelskede sig i, mens jeg ventede dig – er vist nærmest ligeglad med, om Per er levende eller død, men hun og hendes mand ville da prøve, om de kan nå det.”

”Altså Kone 2?” Iben skærer en grimasse. Hun er næsten endnu mere forarget end sin mor over Pers rubricering af ekskonerne.

”Netop. Og Grith – hende han var sammen med rigtig længe og blev skilt fra sidste år … Ja, hun lovede at kom- me.” Anne-Maj tøver. ”Hun fortalte mig i øvrigt noget mærkeligt …”

”Ja?”

”At Per havde kræft. Tyktarmskræft med metastaser over det hele. Han havde sagt nej til livsforlængende behandling, ville kun have smertelindring.”

”Så det var uhelbredeligt?” ”Den stakkels mand.”

Iben ser på hende. ”Han sagde slet ikke noget om det?”

”Ikke en lyd. Det er da lidt underligt, ikke?” Anne-Maj mærker tårerne svie i øjenkrogene og blinker et par gange.

”Virkelig.” Iben har heldigvis ikke lagt mærke til noget. ”Virkelig,” gentager hun. ”Så meget som du var sammen med ham til sidst.”

Anne-Maj rømmer sig. ”Ja,” siger hun og tager en slurk vand, ”det er det faktisk.”

”Kan det være på grund af det, han tog livet af sig? For at slippe for smerterne?”

”Det er da en mulighed.”

”Det forklarer bare ikke, hvorfor han ikke sagde noget til dig.”

”Han kan have skammet sig over overhovedet at fejle noget. Per var en stolt mand; ikke en, der holdt af at vise svaghed. Grith fortalte, at han ikke engang ville have hende med til samtalerne på hospitalet …”

”Mænd er mærkelige.”

Nogle mænd er, ja.”

”Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig en kvinde reagere på den måde.”

”Også det er en lidt voldsom generalisering.” ”Måske.”

”Nå, men …” Anne-Maj ryster mismodet af sig. ”Vi kommer under alle omstændigheder til at sige farvel ved et ganske lille arrangement uden religiøst islæt. Per var ikke medlem af folkekirken og ville med garanti hellere have sit afsjælede legeme sænket ned i en fyldt ajlebeholder end lade den blive velsignet af en præst.”

”Så det bliver ikke i kirken?”

”Bestemt nej.” Anne-Maj ser på Iben. ”Faktisk har jeg tænkt på …”

”Ja?”

”Jeg har set på bedemandens hjemmeside, at man kan få afdøde hentet og kørt direkte på krematoriet, uden at der er pårørende til stede.” Da Iben ikke svarer, fortsætter hun: ”Man kan jo godt holde en lille mindestund for familie og venner, uden at man direkte har set kisten blive kørt væk, ikke? Vi kan sagtens være i hans lejlighed, hvis det skal være. Holde taler, dele anekdoter, endda synge lidt sammen.”

”Så man lader ham bare futte af? Hvad med asken? Bare ud med den?”

”Ifølge hjemmesiden kan man få den i en urne, hvis man vil.”

”Altså, jeg har ingen problemer med det, men … Hvad med Didi?” Iben skærer en lille grimasse. ”Vil hun synes, det er for kynisk?”

”Måske. Men hvis vi har urnen og putter den i jorden … Det tror jeg godt, vi kan forklare Didi.”

Iben ser på hende. ”Den skal ikke på familiegravstedet, vel?”

”Niks. De ukendtes grav,” svarer Anne-Maj og smider kyllingeben og brusk i spanden med organisk affald. For en gangs skyld gider hun ikke koge fond på skroget, der er totalt renset for kød. Efter at Jonas er kommet ind i familien, bliver der virkelig spist op.

Iben forsvinder ind i stuen og kommer tilbage med de sidste glas. ”Skal jeg sætte kaffe over?”

”Det gør jeg.” Ingen må hjælpe med tilberedning af noget som helst i Anne-Majs køkken. Og da slet ikke Iben, som er ude af stand til så meget som at koge et æg korrekt. Det med at lade hende hente isterningerne er lige præcis så langt, hendes mor kan strække sig. ”Men hvis du lige gider tjekke, om dugen skal til vask, ville jeg være glad.”

Mens Iben står på terrassen og ryster krummer af den stribede dug, beslutter Anne-Maj sig for at bruge en lokal bedemand, som i sin tid stod for hendes mors bisættelse. Han er naturligvis for længst gået hjem fra arbejde, men man kan vel indtale noget på svareren, tænker hun. Så er processen da sat i gang.

”Hvad så?” spørger Iben, der er kommet ind igen og ser sin mor lægge telefonen fra sig.

”Jeg lagde besked til bedemanden og bad ham tjekke med Retsmedicinsk, hvornår han kan hente … ham.”

”Okay.”

”Det er vel smartest, mindearrangementet er en søndag … af hensyn til jer, der har arbejde.”

”Jeg kan sagtens bytte vagt, så jeg har fri en lørdag, hvis det er.”

”Hvordan ville det passe dig med den tredje juli? Eller skal vi hellere satse på den tiende – for en sikkerheds skyld?”

”Den tiende er fin. Jeg får byttet min vagt.” Ibens udtryk er fraværende. ”Gad vide …” siger hun og tager imod den kop kaffe, Anne-Maj rækker hende, ”… hvor lang tid tror du egentlig, Per havde igen? Altså, hvis han ikke havde taget livet af sig?”

”Så meget gik Grith ikke i detaljer.”

”Han kunne godt nok have sparet os andre for en del besvær, hvis han under alle omstændigheder ville have været død om et par uger, ikke? Det er virkelig noget rod med sådan et selvmord.”

”Jo. Men jeg ved som sagt ingenting.” Anne-Maj har sat sig i sofaen med benene oppe. ”Måske kunne han ikke holde det ud mere. Et par uger lyder måske ikke af ret meget for os, der er sunde og raske, men hvis man har voldsomme smerter, er hvert sekund en pine … Per havde det vel så forfærdeligt, at et selvmord føltes som eneste udvej.”

I det samme går gadedøren op, og de hører Didis glade stemme i entreen.

”Nok om det her,” siger Anne-Maj. ”Der må være grænser for, hvad ungen skal vide besked om.”

”Helt enig. Jeg taler med hende lidt senere om det der med mindearrangementet.”

Mortensen den Tredje kommer travende hen over stuegulvet med linen slæbende efter sig. Han hilser overstrømmende, som om han har været kidnappet i månedsvis og nu omsider har fundet hjem.

”Var det en god tur?” spørger Iben.

”Vi så Morfars lejlighed,” oplyser Didi. ”Udefra, selv- følgelig.”

”Åh, altså.” Iben sender Jonas et ikke specielt venligt blik.

”Det var overhovedet ikke planen,” forsvarer han sig. ”Didi fik mig lokket ned mod havnen, uden at jeg anede uråd – og pludselig var vi der. Din datter er et nummer for snedig for mig.”

Anne-Maj er et øjeblik helt desperat, men da hun har fået tænkt sig om et par sekunder, ånder hun lettet op. Der er jo ikke noget vindue i lejlighedens badeværelse.

Ingen risiko for, at barnet har opdaget sporene efter Per Gunnarsens dramatiske selvmord.

Og ganske rigtigt: ”Vi kunne kun se ind i stuen,” forsikrer Jonas og ser først barnets mor, så Anne-Maj i øjnene. ”Ikke i resten af rummene.”



Anna Grue: Nøglen til mord (3)

Tredje selvstændige hyggekrimi i Anna Grues bestsellerserie om fru Mortensen. 

Anne-Maj Mortensen finder sin eksmands lig i en luksuslejlighed ved Nykøbing Sjællands Lystbådehavn. Den ældre herre har tilsyneladende begået selvmord, og ingen forstår hvorfor. Til hendes store irritation må hun påtage sig at få solgt boligen, og det bliver en kamp med en lige lovlig smart ejendomsmægler – og alt for mange flyttekasser.

Midt i processen overrasker Anne-Maj et par, der på mystisk vis har skaffet sig nøgler til lejligheden for at have sex – og snart får hun mistanke om, at den lokale mægler står bag et organiseret misbrug af tomme ejendomme.

Politiets efterforskere tager som sædvanlig ikke Anne-Maj alvorligt – ikke engang, da man finder først ét, så et andet lig, der efter hendes bedste overbevisning har forbindelse til sammensværgelsen.

Du kan købe Nøglen til mord online hos Bog & Idé eller i din lokale boghandel.



I samme serie

Døden i kurbadet (Anne-Maj Mortensen 2)

Anne-Maj Mortensen er taget på luksus-kurbad efter en knæoperation.

Knæet værker, og det hele går lidt langtsom på grund af krykkerne.

Men da en af de andre kurgæster dør, sætter Anne-Maj smerterne til side og går i gang med sin egen efterforskning – også selvom den ikke ligefrem behager det lokale politi. 

Døden i kurbadet er andet selvstændige bind i Anne Grues hyggekrimiserie om efterlønneren Anne-Maj Mortensen.

Du kan købe Døden i kurbadet online, fx hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.



Mysteriet i Genbrugsen (Anne-Maj Mortensen 1)

mysteriet i genbrugsen, Anna Grue, Anne-Maj Mortensen, hyggekrimi

Mysteriet i Genbrugsen er første bog i en helt ny serie serie fra Anna Grue, der skrev Dan Sommerdahl-serien.

Der foregår noget mystisk i en genbrugsbutik i Nykøbing Sjælland.

LÆS OGSÅ: Anna Grue: Mine krimier handler mere om mennesker og relationer end om kriminalitet

En efter en afgår butikkens aldrende frivillige ved døden. Politiet afskriver dødsfaldene som naturlige, men efterlønner Anne-Maj Mortensen er stærkt skeptisk.

Så selvom hun har travlt med familiemiddage, hundeopdragelse og havearbejde, går hun i gang med at efterforske sagen.

En rigtig hyggekrimi der kommer til at kalde på en lang weekend i sommerhus med en stor kop te og masser af læsetid.