Danske romaner Jesper Bugge Kold Læseprøve og uddrag Mich Vraa Romaner om 2. verdenskrig Skønlitteratur

Tre dage i april ændrede alt. Læs i ny historisk roman af bestsellerforfatterne Jesper Bugge Kold og Mich Vraa

tre dage i april, mich vraa, jesper bugge kold

Tre dage i april er en ny historisk roman fra Jesper Bugge Kold og Mich Vraa. Følg Dagmar Valgreen, der i 1945 rejste gennem et sønderrevet Nazityskland med De hvide busser for at hente danske fanger i kz-lejr hjem. Smuglæs i romanen her.


Tre dage i april af Mich Vraa og Jesper Bugge Kold begynder i 1945, hvor krigen nærmer sig sin slutning. Nazityskland er ødelagt, og Folke Bernadottes busser bevægede sig igennem det udbombede område for at redde de danske fanger i kz-lejrene.

LÆS OGSÅ: Danmarks historie. 10 bøger om skelsættende perioder i danskernes liv

Den unge kvinde Dagmar Valgreen har meldt sig til at deltage i redningsaktionen særligt med øje på at redde én specifik fange i Neuengamme: Hendes mand, der som journalist arbejdede sammen med modstandsbevægelsen – blev opdaget og sendt i kz-lejr.

Tre dage i april er en historisk roman om Dagmars rejse med bus 474 gennem det udbombede Tyskland. Fortællingen handler om mod, krigens gråzoner og brutalitet, men også om at få ændret sit syn på verden og sig selv.

Læs et uddrag af Tre dage i april herunder.

Du kan købe Tre dage i april online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 20 april.




Tre dage i april

Mich Vraa og Jesper Bugge Kold


KAPITEL 1

Der holder de så i morgendisen, række på række af hvidmalede monstrummer. Flere motorer er allerede i gang; disen og udstødningsrøgen pakker lyden ind som vat, men Dagmar kan høre hvor slidte mange af dem lyder. De rasler og knurrer, og sort røg løfter sig over gasgeneratorerne. Det er en blandet samling køretøjer; det eneste de er fælles om, er den hvide farve. Og deres vanvittige mission.

Det er april, men morgenen er kold. Da Dagmar lader blikket glide forbi de hvide busser der holder i forreste række, ser hun at hustagene bag det lave læhegn for enden af Padborg Stadion er dækket af et tyndt lag rimfrost. Stadion, åh ja. Men sådan står der med store bogstaver over den murede portal der fører ind til sportspladsen. Det er ikke andet end en mark med en række forskudte bænke uden ryglæn. En tennisbane. Et meget lille klubhus.

Grønsværen mellem de to fodboldmål er fuldstændig dækket af køretøjer. I hundredvis af rutebiler og busser, ambulancer, lastvogne og personbiler og endda en håndfuld motorcykler holder klar til at køre sydpå. Ned over grænsen der ligger nogle få hundrede meter fra det sted hvor Dagmar står og skutter sig i morgenkulden, og langt ned i Tyskland hvor krigen, skønt den vel endelig nærmer sig sin afslutning, stadig raser. Hvor bomberne falder, og de tyske byer synker i grus. Dagmar har hørt beretninger om det, men alligevel kan hun ikke helt forestille sig hvordan det vil være. Hvordan –

“Frøken sygeplejerske?” En spinkel stemme afbryder hendes tanker. Hun vender sig og ser ned på en lille dreng der står med sin far ved hånden. Selv om klokken kun er lidt i seks, er mange lokale søgt ud til sportspladsen for at se konvojen. Hun prøver at smile til drengen, men hun er så anspændt at det bliver et sølle smil. “Ja?” siger hun.

“Er det rigtigt at I skal ned til Hitler?”

“Vi møder ham nok ikke,” siger Dagmar og mærker smilet forsvinde helt. Hun ser op på drengens far. Han virker lidt forlegen. En ung mand med sin dreng, sikkert en kone derhjemme. Et trygt hjem.

“Selvfølgelig ikke,” siger han. “Sikke da et fjollet spørgsmål, Einar.” Han lægger en hånd på drengens hår og purrer op i det. Drengen ryster irriteret hånden af.

Dagmar begynder at gå. Flere motorer er startet nu; hun må finde den bus der er hendes.

“God tur, frøken,” siger manden. Hun vender sig ikke.

“Jeg er ikke frøken,” siger hun så stille at manden næppe hører hende.

En times tid forinden sad Dagmar ved morgenbordet på Jernbanehotellet mindre end en kilometer fra sportspladsen. Hun var kommet med tog fra Vamdrup aftenen før og havde ikke villet tage direkte til sportspladsen. Hun ville sove i en rigtig seng, og hotellet lå kun et stenkast derfra.

Under turen ned gennem Sønderjylland havde hun delt kupé med fire andre rejsende, en ældre dame, en ung mand og to kvinder på hendes egen alder. Det gik snart op for hende at kvinderne skulle samme sted hen som hun, og hun lytte de uden at tage blikket fra sin bog. Hun følte ingen trang til at give sig til kende og deltage i deres lavmælte og lettere anspændte samtale om det der ventede dem forude.

De var på vej til Padborg for at tage en tur til helvede og retur – men hun følte ikke noget fællesskab med dem. Hun var sikker på at deres grunde til at være med toget denne aften var meget anderledes end hendes: De ville redde mennesker som de aldrig havde kendt, og de var drevet af åh så ædle følelser.

Men hun … det var hele hendes eget liv der afhang af det hun gjorde. I næsten et år havde hun ventet og ventet, søvnløs af fortvivlelse, og nu havde hun endelig fået en chance for at gøre noget. Ja, der sad tusinder af fanger dernede i Neuengamme, men kun én havde fået hende til at forlade sine børn for at rejse til Tyskland. Hun kendte jo ingen af de andre.

Da de var stået af toget i Padborg, gik kvinderne og også den yngre mand fra kupeen over sporene og ind på Jernbanehotellet, og da de stod ved natportierens skranke og fik tildelt deres værelser – kvinderne sammen, manden alene – skævede de til hende, og en af dem smilede og sagde lidt overrasket: “Sig mig, skal De også med de hvide busser i morgen?”

Så havde hun været nødt til at nikke og prøve at smile, og efter den kortest mulige samtale om busserne og Tyskland og den svenske greve havde hun bedt dem undskylde og var gået op på sit værelse. Der var udsigt fra et kvistvindue til banelegemet, hvor adskillige godsvogne holdt på rangerterrænet og ventede på at blive fragtet videre mod enten nord eller syd, men det var for mørkt til at hun kunne se over til sportspladsen, hvor busserne allerede måtte holde og vente på deres besætninger.

Hun stod lidt og så ud i mørket og lyttede. Hun havde hørt at man somme tider her ved den dansk-tyske grænse kunne se lysglimt over horisonten og høre bomber eksplodere nede i Tyskland. Men der var stille; den højeste lyd var en susen fra vandrørene, måske fordi en anden gæst var i bad.

Så gik hun til ro i den smalle seng under skråvæggen. Hun lå lidt i mørket og lyttede til stilheden. Hun faldt i søvn.

Det var stadig fuldstændig mørkt da hun vågnede. Havde der været nogen ved døren? Det mente hun ikke, men hun havde jo sovet. Der var en lyd udenfor, ude i natten, en dyb brummen. Det lød som fly, og der var mere end et enkelt. Lyden kom nærmere.

Dagmar rejste sig så brat fra sengen at hun stødte hovedet mod skråvæggen. Det var heldigvis en slags blød plade, så hun slog sig ikke. Hun trådte et skridt væk fra sengen og så vinduet som et gråt kvadrat i mørket. Hun gik derhen og skubbede det tynde gardin til side. Det var stadig mørkt udenfor, men alligevel en smule lysere. Månen måtte være oppe et sted bag hotellet. Togvognene holdt stadig nede på rangerterrænet.

Ovre ved sportspladsen kom og gik et flakkende lys, som om nogen havde tændt et bål, men det var for svagt til at hun kunne se omgivelserne derovre. Lyden af motorer i luften voksede i styrke, og nu kunne hun ane flyene mod himlen som var en nuance mere lysegrå end resten af verden. En gruppe på fire jagere der ledsagede to større bombefly. Sorte skygger der nærmede sig fra vest, og da de fløj ind over byen, slog de et stort sving sydpå, som havde de brugt den mørklagte by Padborg som pejlemærke. Ingen by er vel nogensinde helt mørklagt.

Motorlyden var så voldsom nu at kvistvinduets ruder klirrede svagt i kitningerne. Dagmars næsetip rørte ved glasset, som var fugtigt af dug, og hun kunne ane sit eget blik, sine opspærrede øjne der fulgte flyene rundt i deres bane over byen.

Hun blev stående ved vinduet og så efter dem så længe hun kunne. Den dybe motorlyd aftog til en fjern summen, som en hveps fanget under en urtepotte. Og så brød en anden lyd igennem: en skarp metallisk skurren som kom langt borte fra, men var voldsom nok til igen at sætte ruden i bevægelse. Der blev skudt; jagernes maskingeværer eller tyskernes antiluftskyts, det

var ikke til at sige, måske begge dele. Et dybere brag overdøvede skudsalverne, og Dagmar vidste at det var bomber. De store fly som for et øjeblik siden var fløjet så tæt forbi hendes vindue, lod deres bombelast falde over en tysk by eller forlægning lige på den anden side af grænsen.

Efter nogle minutter aftog skyderierne i intensitet og blev mere spredte, og nu kunne hun høre motorerne igen da flyene kom den modsatte vej. Hun ventede og så dem over horisonten, og da de var så tæt på byen at hun igen kunne tælle dem som enorme fugle mod den månelyse himmel, dykkede to af jagerne ned mod hotellet, og hun sprang forskrækket baglæns ind i værelset.

Hun hørte dem derude, motorerne der steg i omdrejninger under dykket, og så den afsindige lyd af maskingeværerne der hamrede løs, og hun kravlede hen til vinduet og kiggede ud mens tanken om katten der blev offer for sin egen nysgerrighed, strøg gennem hendes hjerne.

Da hun rejste sig og så ud, hang der lysgranater på himlen mod syd, og deres fosforskær faldt på alting, på banelegemets parallelle, blankslidte skinner, på bygningerne, på flyene der fjernede sig, og de to jagere der kippede med vingerne da de strøg over sportspladsen og den forbløffende mængde af tæt parkerede, hvide køretøjer på hvis tage der stod spredte klynger af mænd som jublede så højt at deres stemmer kunne anes gennem larmen fra flyenes motorer.

Nede på rangerterrænnet løftede røgfaner sig over fire togvogne, og orange flammer slikkede op ad siden på dem. I skæret fra ilden så hun hagekorsene på vognenes malede brædder, og netop i tide faldt det hende ind hvad de vogne måske indeholdt, og hun trådte så langt væk fra kvistvinduet som hun kunne komme, mens hendes hånd fandt det lille sølvkors hun bar i en kæde om sin hals, og så eksploderede den første vogn og sendte vinduets to ruder ind over gulvet i en kaskade af knust glas. Gardinet svulmede op som en ballon, og skårene regnede ned over gulvet som riskorn til et bryllup.

Hvor mærkeligt det end var, faldt hun i søvn igen i det værelse som natportieren med forbavsende ro og overblik flyttede hende og hendes bagage til efter et kort ophold ude på gangen.

“Det er jo den slags der sker når der er krig. Lidt endnu,” sagde han. Han var en ældre, nærmest gammel mand, som givetvis huskede den første verdenskrig ganske klart og måske endda havde kæmpet i den.

Det var også ham der vækkede hende små tre timer senere. Klokken var halv fem. Det havde hun bedt ham om aftenen før. Hun mumlede et eller andet som svar, og manden gik videre på sin runde. Så satte hun sig forsovet op i sengen og blev siddende et øjeblik før hun gik hen til vinduet og kiggede ud. Det vendte den anden vej, ud mod vejen og pladsen foran hotellet og banegården.

I det elektriske lys i serveringsstuen sad den unge mand fra aftenen før alene ved et bord. To tyske officerer var i gang med morgenmaden. Hun kunne ikke se deres rang, fordi den slags aldrig havde interesseret hende. De sad på hver sin side af et bord med plads til fire, skønt der var flere tomme tomandsborde i lokalet.

Men serveringsstuen var næsten tom, og der var intet arrogant eller herremandsagtigt over de to mænds fremtoning. Uden at Dagmar ville kunne sige præcis hvorfor, virkede de begge trykkede. Det kunne være måden de sad på, næsten identisk ludende over bordet og med det samme halvkolde kogte æg som det Dagmar var ved at spise. Indimellem vekslede de et par ord, men så stille at Dagmar ikke kunne opfange dem.

Hun havde mange grunde til at hade alt hvad der var tysk – Gestapo havde taget hendes mand fra hende – men til hendes forbløffelse var det noget andet hun følte nu, bare i et kort glimt. Det var en slags medfølelse. Det varede kun nogle sekunder, så rystede hun det af sig. Tyskerne havde fortjent alt hvad der snart ville ramme dem; deres land blev bombet til ruiner. Nu skulle de mærke hvad det ville sige at miste sit hjem, sin fremtid, sin familie … sin elskede.

Hun så væk, for hun var bange for at en af mændene skulle møde hendes blik og læse hendes tanker. Men det betød alligevel ingenting; der var kun én ting der betød noget. Det var det hun skulle gøre og koncentrere sig om. Tyskerne, de var snart færdige.

Hun spiste sit æg, og bagefter – fordi hun til sin overraskelse var temmelig sulten – smurte hun margarine og jordbærmarmelade på endnu en skive brød, og da hun løftede den for at tage en bid, så hun igen over på de to tyske officerer og så den ene række et fotografi på størrelse med et spillekort over bordet.

Og hans kammerat tog det – det var åbenbart hans – og så ned på det, og pludselig, helt uden varsel, brast hans ansigts stive maske, og han bøjede sig forover så hun kunne se at hans hår var tyndt på issen; den lyse hud kunne ses, og der var noget virkelig gribende over det, en ung mand der brød sammen og græd over et minde om … hvad? Sin familie? Sin kone eller sine børn?

Dagmar spiste sin marmelademad og forlod lokalet. I receptionen henvendte hun sig til den unge kvinde der passede skranken, og spurgte om hun kunne foretage et opkald til Vamdrup. Kvinden nikkede og flyttede et telefonapparat op på skranken, og Dagmar tog røret af og bad om sit eget nummer derhjemme. Et øjeblik efter hørte hun sin mors stemme.

“Hos Valgreen.”

“Mor! Det er Dagmar.”

“Ja? Hvor er du?”

“Padborg. På hotellet. Hvordan har pigerne det?”

“Erna sover endnu. Asta er ved at spise morgenmad.” Dagmar så dem for sig ved bordet i køkkenet. Savnet bed i hende; hun havde prøvet at forberede sig på det, på hvor svært det ville blive, men den slags kunne man ikke.

“Hvad får hun?”

“Havregrød. Som hun plejer?”

Dagmar sukkede. Det var sandt at det tit var moderen der gav dem morgenmad. Hun var altid meget tidligt oppe, og det var Asta også. Det var vel de færreste mennesker der talte i telefon og spiste havregrød klokken kvart i seks om morgenen.

“Tak,” sagde hun. “Det er sødt af dig at du vil tage dig af dem mens jeg er væk.”

“Selvfølgelig, Dagmar. Du skal ikke bekymre dig.”

Det gjorde hun egentlig heller ikke. Det var seks år siden hendes mor var flyttet ind i villaen, og især det sidste par år havde hun været rigtig god for pigerne. Og de var gode for hende; Dagmar var begyndt at tro på at moderen var ved at blive sig selv igen efter alt det der var sket.

“Hvornår tager I af sted, Dagmar?”

“Jeg skal være der om lidt. De kører klokken seks.”

“Du har ikke fortrudt, vel?” Moderens stemme var indtrængende, nervøs.

“Nej. Nej, selvfølgelig ikke. Men mor, jeg må gå nu. Jeg skal over til bussen.”

“Ja ja. Pas nu på, ikke?”

“Det skal jeg nok. Giv Asta et knus. Og Erna.”

Dagmar ringede af og skyndte sig tilbage til sit værelse på første sal. Hun gjorde sig færdig på tre minutter, tog sin rejsetaske og forlod Jernbanehotellet.


KAPITEL 2

Nu er klokken næsten seks, og Dagmar går ad sportspladsens grusbane langs rækken af busser. Det er et mærkeligt syn, de spøgelsesagtigt hvide køretøjer, næsten som noget hun kunne se i en drøm. Oppakning er surret fast til jernrælinger på bussernes tag. Omkring dem står grupper af frivillige, nogle i lavmælt samtale, andre tavse, måske forlegne. Mange ser på hende når hun går forbi dem, nogle enkelte hilser eller smiler.

Hvor er bus fire-syv-fire? Selv om køretøjerne holder så sirligt parkeret side om side, i geledder som opmarcherede soldater, hersker der alligevel en form for kaos på sportspladsen. Hun kan ikke se nogen numre på busserne. Hun standser og ser sig omkring, og så går hun væk fra grusbanen der omkranser grønsværen, ned mellem to rækker busser. En ung kvinde står på et trinbræt og ser ind i et lille rundt sidespejl. Hun læner sig helt tæt på det og rynker panden i koncentration. Dagmar standser ud for hende.

“Undskyld.”

Kvinden ser ned på hende. Hendes lyse hår er så kortklippet at hun ligner en dreng. Hun må være sygeplejerske; hun har et hvidt forklæde på over en lysegrøn kjole i et praktisk snit.

“Goddag?” siger hun og kaster et hurtigt blik ned på Dag- mar inden hun igen retter opmærksomheden mod sit ansigt i spejlet. Dagmar tøver. Hun ser ned i græsset. “Jeg leder efter min bus. Nummer fire-syv-fire.”

Kvinden løfter øjenbrynene. “Jeg tror ikke de har numre,” siger hun.

Dagmar kaster et blik hen ad bussens hvide side. Den ser underlig klatmalet ud, kalket som de hvide felter mellem en bondegårds bindingsværk.

“Det forstår jeg ikke,” siger hun. “Jeg fik at vide at jeg skulle finde bus fire-syv-fire.”

Kvinden springer ned fra trinbrættet. Nu er hun en lille smule mindre end Dagmar. Hun lader en hånd glide over sit korte hår.

“Fire-syv-fire?” siger hun. “Fire hundrede og fireoghalvfjerds?” Dagmar nikker.

“Så mange er her slet ikke,” siger kvinden. Hun rynker panden igen. “Tror du det måske er nummerpladen?” siger hun. “Tre cifre?”

Hun trækker på skuldrene. “Det kan være det er en gammel bus.”

Hvis ikke Dagmar tager helt fejl, skal man nærmest tilbage til jernalderen for at finde en nummerplade med tre cifre. Men hvis kvinden har ret, er det alligevel den bedste forklaring. Manden i telefonen sagde at hun kunne finde bussen på Padborg Stadion.

Og foruden hende ville der være en læge og en sygeplejerske. Så havde hun spurgt ham hvordan hun kunne finde bussen når der var så mange som han sagde – næsten to hundrede køretøjer – og han havde svaret at den havde nummer fire-fireoghalvfjerds. Hun havde skrevet det op på sin blok, og da hun nogen tid efter havde fået den mærkeligste fornemmelse af at samtalen ikke havde fundet sted – fordi det ikke var til at begribe at der endelig, endelig skete noget – havde hun fundet sedlen og set hvad hun havde skrevet. Padborg Stadion. Bus 474.

“Det må være sådan det hænger sammen,” siger hun til kvinden. “Hvordan fandt du din bus?”

“Jeg er kørt med den fra Odense. Det er min fætters. Var du her i nat?”

“Ja. På Jernbanehotellet.”

“Nå da. Fint. Så var du da i sikkerhed. Det var ellers noget af en opvisning.”

“Flyene? Ja, de blæste vinduet i mit værelse ind.”

Kvinden ser op og ned ad Dagmar som for at konstatere om hun er uskadt. Så rækker hun hende hånden.

“Sigrid,” siger hun.

Dagmar tager den og siger sit navn. Så står de lidt over for hinanden, og pludselig er situationen akavet. Så siger Sigrid: “Du må hellere skynde dig, vi kører om lidt,” og Dagmar takker hende og flytter sin taske fra højre til venstre hånd. Hun smiler og siger farvel og går ud på grusbanen.

Da hun går tilbage mod den prætentiøse portal med bogstaverne, kan hun læse dem bagfra: noidats. Hun ser ned på nummerpladerne mens hun går. Langt de fleste har fire og fem cifre plus et bogstav. De har alle sammen lærredssække med brænde på taget. Der er ingen benzin i Danmark længere. Hun er stadig ikke helt sikker på at hun forstår hvordan ulmende bøgebrænde kan udvikle gas der kan drive en motor.

Klokken er seks, og alle ved hvor vigtigt det er at tidsplanen holder. Fordi den er næsten umulig at holde: Om kun godt et døgn skal de være på vej hjemad med de tusinder af fanger som venter i kz-lejren Neuengamme. Der er ingen tid at give af. Dagmar begynder at løbe mens hun ser på bussernes nummerplader; hun kan ikke se hvad hun ellers kan gøre, men hun ved at hvis de begynder at køre, vil hun springe på den nærmeste bus, for hun skal med.

Mens stadig flere motorer bliver startet omkring hende, når hun den første bus og ser sig tilbage, og der står pigen fra før og læner sig op ad den venstre forskærm på sin fætters bus. Hun lader ikke til at have travlt; hun har lukket øjnene og vender ansigtet i retning af solen som netop er kommet op over trætoppene og varsler en smuk dag.

Dagmar fortsætter forbi endnu en kalket bus der ser ud som om den er blevet taget frem og klædt i hvidt i dagens anledning. Så får hun øje på en nummerplade med cifrene 4.742. Kan det være den? Den er temmelig ny, og dens hvide lak er blank. Det er en moderne bus af den type der er helt firkantet ligesom en aflang skotøjsæske med en stor glasrude i hver ende og mindre ruder i siderne. Der står to mænd og taler sammen uden for den åbne dør. De ryger og ler ad et eller andet.

Dagmar standser. “Undskyld mig,” siger hun forpustet. “Er den her bus fyldt op?”

Mændene vender sig mod hende. “Der er desværre fuldt hus, frøken,” siger en af dem. “Hvorfor spørger De?”

“Jeg leder efter min bus. Den skulle have nummer fire-syv-fire. Og jeg –” Hun afbryder sig selv. Hvorfor tror alle at hun er frøken? Fordi ingen gift kone, ingen husmor, ville finde på at kaste sig ud i det her alene? Men Dagmar er syvogtyve og mor til to, og hun kan umuligt ligne en frøken; hun er klædt som den hun er, som redaktør Poul Valgreens frue.

Manden tager et sug af cigaretten og nulrer gløden af den med fingrene inden han lader den falde ned på det dugvåde græs. Han åbner munden for at sige noget, men Dagmar er allerede videre.

Og så finder hun den. En ældgammel rutebil med nummerpladen Æ 474. Dagmar standser og lader tasken falde på jorden. Hun bøjer sig forover for at få vejret, og med hænderne på knæene stirrer hun ind i bussens front hvis store forniklede lygter er blændet med sort maling bortset fra en smal sprække midtpå. Lygterne og den brede, blanke kofanger får den til at ligne noget fra en børnebog, og da Dagmar først har fået den tanke, er det som om bussen smiler til hende. Hun retter sig op og mærker lettelsen strømme igennem sig.

Foran på køleren har bussen et V-formet forkromet gitter som nogen må have gjort sig den ulejlighed at afmontere inden den blev malet hvid, for der er ikke den mindste smule maling på det. Den dobbelte motorhjelm er hængslet i midten og står åben i den ene side. Men ingen er i gang med at reparere noget på den.

Der har været folk overalt hvor hun har været denne morgen, men ved bus fire-syv-fire er der ikke en sjæl. Dagmar stiller sin taske i græsset og retter sig op, strækker ryggen. Omkring hen- de buldrer motorerne nu, der er travlhed overalt, mænd bærer de sidste forsyninger om bord, arbejder ved åbne motorhjelme eller fylder brændeknuder i generatorernes brændselskamre som ligner høje brændeovne og er monteret bag på busserne.

Dagmar står lidt og ser på aktiviteten omkring sig, og ængstelsen rammer hende igen; disen er ved at lette fra den store plads, og hun kan mærke solens varme stråler mod sin hud, men alligevel sænker håbløsheden sig. Indimellem er det næsten som om hun ville foretrække uvisheden. For hvad hvis hun får at vide at Poul er død? Vil hun nogensinde komme over det?

Eller hvad hvis hun aldrig får svar? Hvis han bare er væk, hvis han er en af de tusinder af forsvundne?

Hun tager sig sammen og ryster tankerne af sig. Hun ser på sit ur. Fem minutter over seks; de er allerede forsinket. Hun samler sin taske op fra græsset, vender sig og rækker op efter håndtaget på bussens forreste dør. Den binder lidt, men hun trækker til, og døren svinger op. En ikke ubehagelig lugt med mange ingredienser – røg, olie, gummi, varmt metal – møder hende fra bussens indre. Hun ville aldrig kunne forklare hvorfor, men det er en delvis hjemlig lugt; hendes underbevidsthed gemmer på erindringer som hendes hjerne for længst har glemt.

Hun træder op i bussen og ser på det brede rat af træ og instrumentbrættets overflod af håndtag og kontakter og runde instrumenter. Så hører hun en lyd fra bussens indre og vender sig og ser ned ad midtergangen. Hun kan lige netop stå oprejst mellem de to rækker sæder.

Fem dobbelte sæder i begge sider og bagest en polstret bænk i hele bussens bredde. På bænken ligger en skikkelse, og nu svinger den benene ud og ned på gulvet, og en mands overkrop og hoved kommer til syne. Han gaber og griber med venstre hånd om højre skulder for at strække armen, og så gør han det omvendt. Han gaber igen, gnider øjnene og ser lige på Dagmar.

“Øh, goddag,” siger han. “De er måske sygeplejersken?”

Hun stiller sin taske på sædet til venstre. Det er betrukket med grønligt, meleret plysstof der formodentlig er nemt at rengøre, selv om luven er ret dyb.

“Nej,” siger hun. “Ikke helt.”

Han rejser sig og kommer hen imod hende mens han klør sin kind. “Så halvt, måske?” siger han med et skævt smil.

Han er høj; må bukke sig lidt for ikke at støde mod kabinens loft. Sort eller i hvert fald mørkt hår der skinner af pomade, lidt høje tindinger. Kakifarvede bukser og skjorte, begge dele lettere nusset.

“Jeg er ikke færdiguddannet. Jeg blev gift. Min mand er redaktør Valgreen … Dagbladet i Vamdrup,” siger hun og mærker forlegenheden ved den akavede situation. Så gør hun en bevægelse med hånden mod den tomme bus. Som var det et signal, lyder der et knald fra udstødningen på bussen ved siden af. “Hvor er de andre henne?” siger hun. Hun har fået at vide at der skulle være en læge og en sygeplejerske på hendes bus. Og en ekstra chauffør. Hun ser på manden og føler sig ret sikker på at han i hvert fald ikke er læge.

“Jeg ved det ikke,” siger han. “Sikkert i en af de andre busser. Vi er femten i vores konvoj.” Han kaster et blik ud ad vinduet. Så rækker han hånden frem mod hende, og hun skæver mistroisk til den i lidt for lang tid inden hun tager den.

“Ernest,” siger han. Og der går lidt inden hun forstår at han har præsenteret sig. Men det må da være hans fornavn? Hun trækker hånden til sig og kæmper med sin trang til at tørre den af i nederdelen. Hun siger sit navn. Føler et strejf af panik ved tanken om at hun skal køre ned gennem Tyskland alene i den her gamle bus med denne mand som eneste selskab.

Klokken kvart over begynder de første busser at sætte sig i bevægelse. Morgendisen er væk, det er en klar dag, men brænderøgen fra gasgeneratorerne hænger som en lav sky over sportspladsen, og lugten og larmen er gennemtrængende. Dagmar bukker sig og ser ud ad forruden på kolonnen af køretøjer der langsomt finder vej ud fra pladsen som sand der presses gennem taljen på et timeglas. Røgskyen tager til og spærrer næsten for solen.

Der er stadig ikke kommet nogen andre. Chaufføren har været ude og se til generatoren, og nu sætter han sig i sædet bag det enorme rat og starter motoren, og en dyb brummen forplanter sig fra gulvet op gennem Dagmars skosåler og videre op i hendes krop.

“Skal vi ikke sikre os at alle er kommet?” siger hun. “Vi kan ikke bare køre, vel?”

Ernest vender sig ikke. “Det er vi nødt til,” siger han. “Vi er konvojens forreste bus.”

Dagmar forstår ikke umiddelbart hvorfor et af de mest antikverede køretøjer skal køre forrest i en konvoj. Men hun siger ikke mere; hun sætter sig på sædet skråt bag ved chaufføren så hun både kan se ud ad forruden og se ham. Han har en tynd cerut i munden, og han har helt sikkert ikke barberet sig siden i forgårs. Da hun har siddet lidt uden at sige noget, vender han sig halvt om mod hende. En tynd lok af hans pomadiserede hår falder ned over panden, og han stryger den til side med hånden. Hans sæde knirker. Han smiler bredt, og Dagmar ved at hun ikke bryder sig om ham.

Der er ingenting i den gamle bus der er som hun har ventet. Hvorfor er rattet så stort som et cykelhjul? Intet giver mening her. Ikke chaufføren, ikke busserne – det er en konvoj af skrammelkøretøjer, anført af det mest skramlede af dem alle sammen! Det kommer aldrig til at lykkes, de vil aldrig kunne nå til Neuengamme i tide.

Men bussen begynder at køre, og hun bliver siddende, for der er ikke nogen anden mulighed. Om det så var fanden selv der havde siddet ved rattet, så ville hun ikke kunne gøre andet end at håbe og prøve at berolige sig selv med at Poul er et sted derude på den anden side af grænsen, at han lever, at hun skal se ham igen. Og alt andet kommer i anden række.

Der havde været et øjeblik da hun sagde farvel til sin ældste datter, noget i hendes blik da Dagmar satte sig på hug foran hende og så hende ind i øjnene, der hvirvlede hende tilbage i tiden, til dengang hun selv tog afsked med sin mor og havde været bange for at det var for altid. Hun havde mistet sin far og var forfærdelig bange for at hun også skulle miste sin mor.

Asta var kun seks, men ængstelsen i hendes blik havde været ældre end det. Hun havde været så alvorlig. Så tavs. Dagmar havde lovet hende at hun snart ville komme tilbage, selvfølgelig ville hun det, det var kun et par dage, højst tre. Og hvis hun fandt Astas far, skulle de være en familie igen.

Da hendes egen far pludselig døde for så mange år siden, havde det sat gang i en lavine som førte Dagmar og hendes mor mod bunden. Sådan var det ikke nu. De havde et dejligt hjem. De var ikke fattige, bestemt ikke. Dagbladets chefredaktør havde været yderst forstående og ville gerne hjælpe; selv om Poul var væk, fik de stadig hans gode løn udbetalt. Og han var ikke død, det var han ikke, det kunne han ikke være.



Mich Vraa og Jesper Bugge Kold: Tre dage i april

Tre dage i april er en rørende roman om ung kvindes rejse med bus nr. 474 gennem det udbombede Tyskland. Det er en historie om mod og opofrelse, om krigens gråzoner, om uselviskhed men i særdeleshed om at ændre sit syn på verden og på sig selv.

Krigens sidste krampetrækninger sønderriver Nazityskland i år 1945, og der venter tusindvis af danske fanger i kz-lejren Neuengamme på Folke Bernadottes hvide busser. Den unge Dagmar Valgreen har meldt sig til missionen for at redde én enkelt af dem: Den mand der har optaget hendes tanker siden han forsvandt.

Du kan købe Tre dage i april online, eller i din nærmeste boghandel.