Bevæbnet med en stak tarotkort slipper Maeve ved et udheld noget mørkt fri, da hun læser sin tidligere venindes skæbne. Politiet er bar bund, så Maeve må tage kortene i egen hånd.
Maeve har en særlig evne til at læse tarotkort, og kortene taler altid sandt. Men sandheden kan være farligere, end man tror. Tyvstart på Vores skjulte evner her!
Caroline O’Donoghue: Vores skjulte evner
Maeve er et udskud, som ingen venner har. Men en dag finder hun en pakke tarotkort i et skab på skolen, som hun har talent for at læse.
Alle på skolen vil have læst deres fremtid af Maeve. Hendes popularitet begynder at stige, lige indtil hun ser noget foruroligende i klassekammeraten Lilys kort – og dagen efter forsvinder Lily sporløst.
Politiet er bar bund, og Maeve må ty til kortene.
Det bliver begyndelsen på en farefuld og indviklet efterforskning, som bliver endnu mere kompliceret, da Maeve begynder at falde for Roe, som er Lilys søskende og har en flydende kønsidentitet.
Hvordan opstod Skummelskabets Tarotkonsultation? Det kan forklares med fire heldagseftersidninger, tre sedler med hjem, to gange dårlige karakterer og én tirsdag eftermiddag, hvor jeg blev låst inde i et skab.
Jeg vil nøjes med den korte version.
Miss Harris gav mig eftersidningerne, fordi jeg havde kastet en sko efter mr. Bernard. Jeg syntes nemlig ikke, at han ustraffet skulle have lov til at kalde mig dum, bare fordi jeg ikke kunne mine italienske verber. Jeg påpegede, at italiensk i øvrigt var et latterligt sprog at lære.
Vi burde i stedet lære spansk, som er et sprog, mange flere rundtomkring i verden taler. Mr. Bernard spurgte, om jeg virkelig troede, at jeg ville være i stand til at lære spansk hurtigere, end jeg lige nu lærer italiensk – for så tog jeg fejl. Han vendte sig om mod tavlen igen.
Og så kastede jeg min sko.
Den ramte ham ikke. Det vil jeg gerne understrege. Den ramte kun tavlen ved siden af ham. Men det er alle andre end mig åbenbart ligeglade med. Hvis jeg havde haft en bedste veninde – eller bare en nær ven, for den sags skyld – ville der måske have været nogen til at forsvare mig.
Til at sige, at det var for sjov, og at jeg aldrig kunne finde på at gøre en lærer fortræd med vilje. En veninde, der kunne forklare, hvordan jeg er: Nogle gange strømmer vrede og frustration gennem mig og kommer til udtryk på måder, jeg ikke helt kan forudsige.
Men sådan en veninde findes ikke, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg ville fortjene vedkommende, hvis hun fandtes.
Den første eftersidning ligger ikke efter, men før skoletid en tirsdag morgen, og miss Harris tager imod mig på sit kontor, hvorfra hun fører mig ned i kælderen.
I løbet af mine fire år på St. Bernadette’s er vandrørene sprunget på grund af frost to gange for slet ikke at tale om de årlige oversvømmelser.
De to klasseværelser i kælderen er derfor dækket af græsgrøn mug, og der hænger en fugtig, hengemt lugt overalt. Lærerne undgår så vidt muligt at undervise i de klasseværelser, så derfor bliver de tit brugt til eftersidninger, eksamener og til opbevaring af alt muligt skrammel, som ingen lige orker at få smidt ud.
Det værste af det hele er Skummelskabet, et langt, dybt skab, som minder alle om Trunchbulls torturkammer i Matilda.
Miss Harris slår dramatisk ud med armen i retning af skabet.
„Ta-da!“
„Skal jeg rydde op i Skummelskabet?“ gisper jeg. „Det er en umenneskelig opgave.“
„Mere umenneskeligt end at kaste sko efter folk, Maeve? Og sørg nu for at sortere det i småt brændbart og almindeligt husholdningsaffald.“
„Skoen ramte ham jo ikke,“ påpeger jeg. „Du kan ikke bare efterlade mig med oprydningen på den måde. Ikke helt alene. Måske ligger der en død rotte derinde.“
Hun rækker mig en rulle sorte affaldssække. „Den skal i så fald sorteres som almindeligt husholdningsaffald.“
Og så er hun væk og har efterladt mig alene. I en klam kælder.
Det er umuligt at overskue, hvor jeg skal begynde. Først roder jeg lidt rundt mellem tingene, mens jeg surmuler over St. Bernadette’s. Det er ikke en normal skolebygning. Det er en stor villa fra victoriatiden, men engang i 1960’erne arvede søster Assumpta den.
Ja, altså, vi kalder hende ’søster’, selv om hun egentlig ikke er nonne mere: Hun var novice ligesom Julie Andrews i The Sound of Music, men hun forlod klosteret for at grundlægge en skole for ’piger af god familie’.
Det virkede sikkert som en fin idé, dengang der kun var en ti-tolv ’piger af god familie’ i byen. Men nu er vi omkring 400 og er ved at sprænge rammerne for det her forfaldne hus, hvor eleverne tit er klemt sammen i gamle loftskamre eller i nye barakker, hvor vinden fyger lige ind.
Og alligevel koster det en formue at gå her. Derfor kan jeg heller ikke brokke mig alt for højlydt, når far og mor hører det. Mine fire søskende behøvede trods alt ikke at gå her.
De var kvikke nok til at klare sig igennem på de gratis offentlige skoler uden ekstra hjælp.
St. Bernadette’s koster omkring to tusind euro per semester. Og de penge bliver i hvert fald ikke brugt på et sundt og sikkert arbejdsmiljø. I første omgang kan jeg nærmest ikke komme ind i Skummelskabet, fordi vejen er spærret af aflagte skriveborde og stabler af vakkelvorne stole. Hver gang jeg fjerner et møbel, bliver jeg ramt af en frisk dunst af råd og støv.
Jeg prøver at få tingene båret ud og sat i en pæn bunke i et hjørne af klasseværelset, men da nogle af stolebenene går løs og river huller i mine strømpebukser, bliver det lidt mere kaotisk. Jeg tager min trøje af og begynder at kyle skrammel gennem lokalet som en olympisk spydkaster. Efter et stykke tid føles det helt befriende.
Da alle møblerne er kommet ud, bliver jeg helt forbløffet over, hvor meget plads der er i selve Skummelskabet. Jeg har altid troet, at det bare var et stort skab, men nu kan man se, at det engang må have været en form for spisekammer. Her kunne man sagtens få plads til en tre-fire piger.
Den viden gemmer jeg til en anden god gang. Man kan aldrig have for mange gemmesteder. Men her kunne nu godt bruges en lampe eller to. Døren er så tung, at jeg må holde den åben med en gammel stol, og selv med åben dør arbejder jeg nærmest i mørke.
Møblerne var kun begyndelsen. Her er stakke af papirer, blade og gamle skolebøger. Jeg finder eksamensbeviser fra 1991, tegneserier fra 1980’erne og nogle udgaver af et blad, der hedder Jackie.
Dem bladrer jeg lidt i og læser brevkassen og en ret mærkelig romantisk tegneserie, der udspiller sig over ti sider. Historierne er komisk gammeldags og hedder sådan noget som ’Millies store fangst!’ og ’Stævnemøde med skæbnen!’
Jeg læser hele ’Stævnemøde med skæbnen!’ Det viser sig, at skæbnen er en hest.
Da jeg når ind bagest i skabet, bliver det endnu mere spændende. Op ad væggen står en reol med skotøjsæsker dækket af et tykt lag hvidligt støv. Da jeg åbner en af dem, finder jeg tre Sony-walkmen, en pakke Superkings-cigaretter, en halvtom flaske med ferskensnaps og et spil kort.
Nå, så det er her, alle de konfiskerede ting havner.
Der ligger også et enkelt hårspænde med en sølvengel, som ser meget rent og dydigt ud ved siden af smøgerne og sprutten. Jeg prøver det lige hurtigt, men kommer til at tænke på lus og smider det i en af affaldssækkene.
En enkelt af de tre walkmen har stadig et bånd siddende i, så jeg tager høretelefonerne på og trykker play. Utroligt nok virker den stadig. Båndet går i gang. Shit!
En legende dyb basrytme dunker i mit hoved. Dum-dum-da-dum-di-dum. En kvindestemme hvisker sødt og barnligt til mig. Hun synger om en mand, hun kender, der har tænder så hvide som sne, hvilket lyder ret dumt i mine ører. Hvad farve skulle de ellers have været?
Jeg lytter og sætter walkmanen fast i kanten på min nederdel. Jeg genkender næsten ikke nogen af sangene, men de fleste lyder ret grungy og ikke ligefrem mainstream. Sange, hvor man kan høre den kiksede øjenskygge.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har lyttet til noget uden helt at vide, hvad det var. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg har lyst til at finde ud af, hvad det er for noget.
Det føles egentlig ret fedt ikke at vide det. Jeg lytter til båndet igen og igen. Der er cirka elleve sange, som enten synges af mænd med meget lyse stemmer eller kvinder med meget dybe. Jeg åbner walkmanen og ser, at det er et mixtape, nogen selv har optaget. Der står ikke andet end ’FORÅR 1990’.
Jeg prøver at løfte en tung kasse ned fra reolen, men det fugtige pap giver efter i bunden, og indholdet vælter ud og rammer mig lige i ansigtet. Noget af det må også have ramt stolen, der holdt døren åben. Den smækker i og begraver mig i myrekrybende mørke. Jeg famler rundt efter dørhåndtaget, indtil det går op for mig, at der ikke er noget. Måske er det alligevel ikke et spisekammer. Måske er det bare et skab.
Musikken spiller videre, men nu virker den hverken sjov eller legende. Den virker skræmmende. Morrissey synger om cemetery gates. Mens jeg hamrer på døren, sætter båndet sig fast med et lille hik efter ordet ’gates’.
„HALLO?“ råber jeg „HEY, HALLO! Jeg er spærret inde. Jeg er spærret inde i Skummelskabet!“
Skabet, som for et øjeblik siden virkede så rummeligt, føles nu som en tændstikæske. Jeg har aldrig lidt af klaustrofobi, men jo mere fornemmelsen af væggenes nærhed griber mig, jo mere tænker jeg på luften i skabet, der allerede føles så tæt og tyk, at den vil kvæle mig til døde.
Ikke græde, ikke græde, ikke græde.
Jeg græder ikke. Jeg græder aldrig. Men det, der sker, er faktisk værre. Det suser for mine ører, jeg får lilla prikker for øjnene og er lige ved at besvime. Jeg famler rundt efter noget at støtte mig til, og min hånd får fat i noget tungt, køligt og rektangulært. Noget, der føles som papir.
Batteriet på walkmanen er ved at dø. „Cemetery gAtEs, cemetery gAaaaaaayyyyy …“
Og så ingenting. Stilhed. Stilhed bortset fra mig, der råber om hjælp og hamrer på døren.
Den går op, og der står miss Harris. Det er lige før, jeg lander oven på hende.
„Maeve,“ siger hun med et bekymret ansigtsudtryk.
Selv om jeg er helt panisk, glæder det mig at se, hvor rystet hun er. Tag den, bitch.
„Hvad er der sket? Er du okay?“
„Døren smækkede i. Den smækkede i, og jeg var spærret inde, og jeg …“ Det vælter ud af mig.
„Kom og sæt dig,“ beordrer hun. Hun roder rundt i sin taske og finder en flaske vand, skruer låget af og rækker den til mig. „Tag nogle små mundfulde, så du ikke bliver dårlig. Du er jo helt forpustet, Maeve.“
„Jeg er okay,“ siger jeg lidt efter. „Jeg gik bare lidt i panik. Er det snart spisefrikvarter?“
Nu virker hun endnu mere bekymret.
„Klokken er fire, Maeve.“
„Hvad?“
„Men har du ikke fået frokost? Har du været hernede hele dagen?“
„Ja! Du sagde jo, at jeg skulle blive her!“
Hun ryster på hovedet, som om jeg var den forheksede grødgryde, der bliver ved med at koge grød, indtil man siger det magiske ord, der får den til at stoppe.
„Er det ikke utroligt,“ siger hun og går ind i skabet (et øjeblik overvejer jeg at lukke hende inde), „hvad man kan udrette, når man virkelig giver den en skalle. Jeg anede ikke, at der var så god plads herinde. Det er jo den rene magi. Godt gået.“
„Tak,“ svarer jeg mat. „Måske har jeg en fremtid som rengøringsassistent.“
„Jeg synes, du skal gå ud på toilettet og friske dig lidt op og så tage hjem bagefter,“ siger hun, hvilket får mig til at tænke på, hvor forfærdelig jeg må se ud. Dækket af støv fra top til tå, huller i strømpebukserne og rester af spindelvæv hængende fra T-shirten. „Og du er sikker på, at du er helt okay?“
„Ja da,“ siger jeg. Lidt flabet denne gang.
„Så ses vi bare til din næste eftersidning i morgen tidlig. Vi kan overveje, hvad vi skal stille op med alle de møbler.“ Hun baner sig vej hen til døren, får sin skuldertaske på plads og ser på mig en sidste gang hen over skulderen. Hun lægger hovedet på skrå. „Nå da,“ siger hun til sidst. „Jeg anede ikke, at du gik op i tarotkort.“
Jeg fatter ikke, hvad hun snakker om. Så ser jeg ned. I min ene hånd knuger jeg et spil kort.
Fortsæt din læsning den 29. april, hvor Vores skjulte evner udkommer der, hvor du køber bøger.
Om forfatteren
Caroline O’Donogue er en irsk forfatter og journalist, som blandt andet står bag den prisvindende podcast Sentimental Garbage. Hun har skrevet to romaner for voksne, og Vores skjulte evner er hendes debutroman for unge. Caroline blev født i Cork, men bor nu i London sammen med sin partner og en terrier.
Maeve og hendes venner gør alt, de kan, for at forbedre og udvikle deres nyopdagede overnaturlige evner – og samtidigt nyde at de har et år tilbage før de er færdige med high school.
Men da der sker mystiske ting på skolen, og gamle fjender dukker op på ny, bliver det snart tydeligt, at deres evner tiltrækker uheldig opmærksomhed. Det varer ikke længe, før Maeves magiske talent begynder at fortage sig.
Nogen – eller noget – undslipper hendes synske blik …
Bevæbnet med en stak tarotkort slipper Maeve ved et udheld noget mørkt fri, da hun læser sin tidligere venindes skæbne. Politiet er bar bund, så Maeve må tage kortene i egen hånd.
Maeve har en særlig evne til at læse tarotkort, og kortene taler altid sandt. Men sandheden kan være farligere, end man tror. Tyvstart på Vores skjulte evner her!
Caroline O’Donoghue: Vores skjulte evner
Maeve er et udskud, som ingen venner har. Men en dag finder hun en pakke tarotkort i et skab på skolen, som hun har talent for at læse.
Alle på skolen vil have læst deres fremtid af Maeve. Hendes popularitet begynder at stige, lige indtil hun ser noget foruroligende i klassekammeraten Lilys kort – og dagen efter forsvinder Lily sporløst.
Politiet er bar bund, og Maeve må ty til kortene.
Det bliver begyndelsen på en farefuld og indviklet efterforskning, som bliver endnu mere kompliceret, da Maeve begynder at falde for Roe, som er Lilys søskende og har en flydende kønsidentitet.
Du kan købe Vores skjulte evner online, fx på Gucca.com, eller i din nærmeste boghandel.
Vores skjulte evner
af Caroline O’Donoghue
Oversat fra engelsk af Astrid Heise-Fjeldgren
KAPITEL ET
Hvordan opstod Skummelskabets Tarotkonsultation? Det kan forklares med fire heldagseftersidninger, tre sedler med hjem, to gange dårlige karakterer og én tirsdag eftermiddag, hvor jeg blev låst inde i et skab.
Jeg vil nøjes med den korte version.
Miss Harris gav mig eftersidningerne, fordi jeg havde kastet en sko efter mr. Bernard. Jeg syntes nemlig ikke, at han ustraffet skulle have lov til at kalde mig dum, bare fordi jeg ikke kunne mine italienske verber. Jeg påpegede, at italiensk i øvrigt var et latterligt sprog at lære.
Vi burde i stedet lære spansk, som er et sprog, mange flere rundtomkring i verden taler. Mr. Bernard spurgte, om jeg virkelig troede, at jeg ville være i stand til at lære spansk hurtigere, end jeg lige nu lærer italiensk – for så tog jeg fejl. Han vendte sig om mod tavlen igen.
Og så kastede jeg min sko.
Den ramte ham ikke. Det vil jeg gerne understrege. Den ramte kun tavlen ved siden af ham. Men det er alle andre end mig åbenbart ligeglade med. Hvis jeg havde haft en bedste veninde – eller bare en nær ven, for den sags skyld – ville der måske have været nogen til at forsvare mig.
Til at sige, at det var for sjov, og at jeg aldrig kunne finde på at gøre en lærer fortræd med vilje. En veninde, der kunne forklare, hvordan jeg er: Nogle gange strømmer vrede og frustration gennem mig og kommer til udtryk på måder, jeg ikke helt kan forudsige.
LÆS OGSÅ: Read like a girl ― YA-bøger med stærke kvinder til din læselist
Men sådan en veninde findes ikke, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg ville fortjene vedkommende, hvis hun fandtes.
Den første eftersidning ligger ikke efter, men før skoletid en tirsdag morgen, og miss Harris tager imod mig på sit kontor, hvorfra hun fører mig ned i kælderen.
I løbet af mine fire år på St. Bernadette’s er vandrørene sprunget på grund af frost to gange for slet ikke at tale om de årlige oversvømmelser.
De to klasseværelser i kælderen er derfor dækket af græsgrøn mug, og der hænger en fugtig, hengemt lugt overalt. Lærerne undgår så vidt muligt at undervise i de klasseværelser, så derfor bliver de tit brugt til eftersidninger, eksamener og til opbevaring af alt muligt skrammel, som ingen lige orker at få smidt ud.
Det værste af det hele er Skummelskabet, et langt, dybt skab, som minder alle om Trunchbulls torturkammer i Matilda.
Miss Harris slår dramatisk ud med armen i retning af skabet.
„Ta-da!“
„Skal jeg rydde op i Skummelskabet?“ gisper jeg. „Det er en umenneskelig opgave.“
„Mere umenneskeligt end at kaste sko efter folk, Maeve? Og sørg nu for at sortere det i småt brændbart og almindeligt husholdningsaffald.“
„Skoen ramte ham jo ikke,“ påpeger jeg. „Du kan ikke bare efterlade mig med oprydningen på den måde. Ikke helt alene. Måske ligger der en død rotte derinde.“
Hun rækker mig en rulle sorte affaldssække. „Den skal i så fald sorteres som almindeligt husholdningsaffald.“
Og så er hun væk og har efterladt mig alene. I en klam kælder.
Det er umuligt at overskue, hvor jeg skal begynde. Først roder jeg lidt rundt mellem tingene, mens jeg surmuler over St. Bernadette’s. Det er ikke en normal skolebygning. Det er en stor villa fra victoriatiden, men engang i 1960’erne arvede søster Assumpta den.
Ja, altså, vi kalder hende ’søster’, selv om hun egentlig ikke er nonne mere: Hun var novice ligesom Julie Andrews i The Sound of Music, men hun forlod klosteret for at grundlægge en skole for ’piger af god familie’.
Det virkede sikkert som en fin idé, dengang der kun var en ti-tolv ’piger af god familie’ i byen. Men nu er vi omkring 400 og er ved at sprænge rammerne for det her forfaldne hus, hvor eleverne tit er klemt sammen i gamle loftskamre eller i nye barakker, hvor vinden fyger lige ind.
Og alligevel koster det en formue at gå her. Derfor kan jeg heller ikke brokke mig alt for højlydt, når far og mor hører det. Mine fire søskende behøvede trods alt ikke at gå her.
De var kvikke nok til at klare sig igennem på de gratis offentlige skoler uden ekstra hjælp.
St. Bernadette’s koster omkring to tusind euro per semester. Og de penge bliver i hvert fald ikke brugt på et sundt og sikkert arbejdsmiljø. I første omgang kan jeg nærmest ikke komme ind i Skummelskabet, fordi vejen er spærret af aflagte skriveborde og stabler af vakkelvorne stole. Hver gang jeg fjerner et møbel, bliver jeg ramt af en frisk dunst af råd og støv.
Jeg prøver at få tingene båret ud og sat i en pæn bunke i et hjørne af klasseværelset, men da nogle af stolebenene går løs og river huller i mine strømpebukser, bliver det lidt mere kaotisk. Jeg tager min trøje af og begynder at kyle skrammel gennem lokalet som en olympisk spydkaster. Efter et stykke tid føles det helt befriende.
LÆS OGSÅ: Premieren på Shadow and Bone nærmer sig – Alina kan blive landets redning eller dets undergang
Da alle møblerne er kommet ud, bliver jeg helt forbløffet over, hvor meget plads der er i selve Skummelskabet. Jeg har altid troet, at det bare var et stort skab, men nu kan man se, at det engang må have været en form for spisekammer. Her kunne man sagtens få plads til en tre-fire piger.
Den viden gemmer jeg til en anden god gang. Man kan aldrig have for mange gemmesteder. Men her kunne nu godt bruges en lampe eller to. Døren er så tung, at jeg må holde den åben med en gammel stol, og selv med åben dør arbejder jeg nærmest i mørke.
Møblerne var kun begyndelsen. Her er stakke af papirer, blade og gamle skolebøger. Jeg finder eksamensbeviser fra 1991, tegneserier fra 1980’erne og nogle udgaver af et blad, der hedder Jackie.
Dem bladrer jeg lidt i og læser brevkassen og en ret mærkelig romantisk tegneserie, der udspiller sig over ti sider. Historierne er komisk gammeldags og hedder sådan noget som ’Millies store fangst!’ og ’Stævnemøde med skæbnen!’
Jeg læser hele ’Stævnemøde med skæbnen!’ Det viser sig, at skæbnen er en hest.
Da jeg når ind bagest i skabet, bliver det endnu mere spændende. Op ad væggen står en reol med skotøjsæsker dækket af et tykt lag hvidligt støv. Da jeg åbner en af dem, finder jeg tre Sony-walkmen, en pakke Superkings-cigaretter, en halvtom flaske med ferskensnaps og et spil kort.
Nå, så det er her, alle de konfiskerede ting havner.
Der ligger også et enkelt hårspænde med en sølvengel, som ser meget rent og dydigt ud ved siden af smøgerne og sprutten. Jeg prøver det lige hurtigt, men kommer til at tænke på lus og smider det i en af affaldssækkene.
En enkelt af de tre walkmen har stadig et bånd siddende i, så jeg tager høretelefonerne på og trykker play. Utroligt nok virker den stadig. Båndet går i gang. Shit!
En legende dyb basrytme dunker i mit hoved. Dum-dum-da-dum-di-dum. En kvindestemme hvisker sødt og barnligt til mig. Hun synger om en mand, hun kender, der har tænder så hvide som sne, hvilket lyder ret dumt i mine ører. Hvad farve skulle de ellers have været?
Jeg lytter og sætter walkmanen fast i kanten på min nederdel. Jeg genkender næsten ikke nogen af sangene, men de fleste lyder ret grungy og ikke ligefrem mainstream. Sange, hvor man kan høre den kiksede øjenskygge.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har lyttet til noget uden helt at vide, hvad det var. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg har lyst til at finde ud af, hvad det er for noget.
Det føles egentlig ret fedt ikke at vide det. Jeg lytter til båndet igen og igen. Der er cirka elleve sange, som enten synges af mænd med meget lyse stemmer eller kvinder med meget dybe. Jeg åbner walkmanen og ser, at det er et mixtape, nogen selv har optaget. Der står ikke andet end ’FORÅR 1990’.
Jeg prøver at løfte en tung kasse ned fra reolen, men det fugtige pap giver efter i bunden, og indholdet vælter ud og rammer mig lige i ansigtet. Noget af det må også have ramt stolen, der holdt døren åben. Den smækker i og begraver mig i myrekrybende mørke. Jeg famler rundt efter dørhåndtaget, indtil det går op for mig, at der ikke er noget. Måske er det alligevel ikke et spisekammer. Måske er det bare et skab.
Musikken spiller videre, men nu virker den hverken sjov eller legende. Den virker skræmmende. Morrissey synger om cemetery gates. Mens jeg hamrer på døren, sætter båndet sig fast med et lille hik efter ordet ’gates’.
„HALLO?“ råber jeg „HEY, HALLO! Jeg er spærret inde. Jeg er spærret inde i Skummelskabet!“
„… cemetery gAtEs, cemetery gAtEs, cemetery gAtEs, cemetery gAtEs …“
Skabet, som for et øjeblik siden virkede så rummeligt, føles nu som en tændstikæske. Jeg har aldrig lidt af klaustrofobi, men jo mere fornemmelsen af væggenes nærhed griber mig, jo mere tænker jeg på luften i skabet, der allerede føles så tæt og tyk, at den vil kvæle mig til døde.
Ikke græde, ikke græde, ikke græde.
Jeg græder ikke. Jeg græder aldrig. Men det, der sker, er faktisk værre. Det suser for mine ører, jeg får lilla prikker for øjnene og er lige ved at besvime. Jeg famler rundt efter noget at støtte mig til, og min hånd får fat i noget tungt, køligt og rektangulært. Noget, der føles som papir.
LÆS OGSÅ: Angie Thomas’ Concrete Rose er en hyldest til sorte unge
Batteriet på walkmanen er ved at dø. „Cemetery gAtEs, cemetery gAaaaaaayyyyy …“
Og så ingenting. Stilhed. Stilhed bortset fra mig, der råber om hjælp og hamrer på døren.
Den går op, og der står miss Harris. Det er lige før, jeg lander oven på hende.
„Maeve,“ siger hun med et bekymret ansigtsudtryk.
Selv om jeg er helt panisk, glæder det mig at se, hvor rystet hun er. Tag den, bitch.
„Hvad er der sket? Er du okay?“
„Døren smækkede i. Den smækkede i, og jeg var spærret inde, og jeg …“ Det vælter ud af mig.
„Kom og sæt dig,“ beordrer hun. Hun roder rundt i sin taske og finder en flaske vand, skruer låget af og rækker den til mig. „Tag nogle små mundfulde, så du ikke bliver dårlig. Du er jo helt forpustet, Maeve.“
„Jeg er okay,“ siger jeg lidt efter. „Jeg gik bare lidt i panik. Er det snart spisefrikvarter?“
Nu virker hun endnu mere bekymret.
„Klokken er fire, Maeve.“
„Hvad?“
„Men har du ikke fået frokost? Har du været hernede hele dagen?“
„Ja! Du sagde jo, at jeg skulle blive her!“
Hun ryster på hovedet, som om jeg var den forheksede grødgryde, der bliver ved med at koge grød, indtil man siger det magiske ord, der får den til at stoppe.
„Er det ikke utroligt,“ siger hun og går ind i skabet (et øjeblik overvejer jeg at lukke hende inde), „hvad man kan udrette, når man virkelig giver den en skalle. Jeg anede ikke, at der var så god plads herinde. Det er jo den rene magi. Godt gået.“
„Tak,“ svarer jeg mat. „Måske har jeg en fremtid som rengøringsassistent.“
„Jeg synes, du skal gå ud på toilettet og friske dig lidt op og så tage hjem bagefter,“ siger hun, hvilket får mig til at tænke på, hvor forfærdelig jeg må se ud. Dækket af støv fra top til tå, huller i strømpebukserne og rester af spindelvæv hængende fra T-shirten. „Og du er sikker på, at du er helt okay?“
„Ja da,“ siger jeg. Lidt flabet denne gang.
„Så ses vi bare til din næste eftersidning i morgen tidlig. Vi kan overveje, hvad vi skal stille op med alle de møbler.“ Hun baner sig vej hen til døren, får sin skuldertaske på plads og ser på mig en sidste gang hen over skulderen. Hun lægger hovedet på skrå. „Nå da,“ siger hun til sidst. „Jeg anede ikke, at du gik op i tarotkort.“
Jeg fatter ikke, hvad hun snakker om. Så ser jeg ned. I min ene hånd knuger jeg et spil kort.
Fortsæt din læsning den 29. april, hvor Vores skjulte evner udkommer der, hvor du køber bøger.
Om forfatteren
Caroline O’Donogue er en irsk forfatter og journalist, som blandt andet står bag den prisvindende podcast Sentimental Garbage. Hun har skrevet to romaner for voksne, og Vores skjulte evner er hendes debutroman for unge. Caroline blev født i Cork, men bor nu i London sammen med sin partner og en terrier.
Nyt fra Caroline O’Donoghue: Vores delte evner
Vores delte evner er efterfølgeren til Vores skjulte evner, der udkom i 2021.
Maeve og hendes venner gør alt, de kan, for at forbedre og udvikle deres nyopdagede overnaturlige evner – og samtidigt nyde at de har et år tilbage før de er færdige med high school.
Men da der sker mystiske ting på skolen, og gamle fjender dukker op på ny, bliver det snart tydeligt, at deres evner tiltrækker uheldig opmærksomhed. Det varer ikke længe, før Maeves magiske talent begynder at fortage sig.
Nogen – eller noget – undslipper hendes synske blik …
Du kan købe Vores delte evner online, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: