Ligene i lysthuset er fjerde selvstændige bind i Anna Grues serie om den ukonventionelle efterlønner, der midt i hverdagens tumult opklarer forbrydelser i skønne Odsherred.
I Ligene i lysthuset er Anne-Maj Mortensen i fuld gang med at turnere med foredrag om tilværelsen som selvbestaltet privatdetektiv, da hun kontaktes af en tilhører. Kvindens søn sidder varetægtsfængslet, sigtet for et brutalt mord, men Anne-Maj må spørge sig selv, om det er det virkelig ham, der er gerningsmanden?
Anne-Maj kaster sig ind i sagen med hjælp fra sit computer-kyndige barnebarn, trettenårige Didi. Tingene kompliceres, da der sker flere mord, og en vrissen kvinde forsvinder, mens gravhunden hr. Mortensen får dameselskab og kommer i vanskeligheder.
LÆS OGSÅ: Den danske Agatha Christie. Anna Grue skriver hyggelige bestsellerkrimier
Anna Grue har med serien om den nysgerrige efterlønner Anne-Maj Mortensen skabt en vaskeægte dansk hyggekrimi-succes. I det fjerde selvstændige bind i serien er der flere mord, et muligt justitsmord og tråde til internetsvindel på menuen.
Læs første kapitel af Ligene i lysthuset herunder.
Ligene i lysthuset
Anna Grue
Kapitel 1
Onsdag den 19. januar
Havde nogen for blot to-tre år siden sagt til Anne-Maj Mortensen, at hun en dag skulle blive en populær foredragsholder, ville hun have troet, de havde drukket af natpotten. Hun, som ikke engang bryder sig om at holde tale ved en ganske almindelig familiefest.
Ikke at hun har det fjerneste problem med at have sine omgivelsers udelte opmærksomhed, men at stille sig op og sige noget sammenhængende og forhåbentlig interessant foran en hel flok mennesker … det er virkelig ikke noget, hun nogensinde har ønsket sig.
Men i dag er det blevet rutine. Eller rutine og rutine, det er måske så meget sagt, men efter fem gange at have stået foran et lydhørt publikum er hun i det mindste ikke længere så usikker. Måske lærer jeg en dag ligefrem at holde af det, tænker hun, da hun efter endnu et foredrag i endnu et forsamlingshus trækker huen godt ned om ørerne og bereder sig på at gå ud i den isnende blæst.
Hun klapper sig på lommerne. Nøgler, mobil, halspastiller. I tasken ligger det foredragsmanuskript, hun møjsommeligt forfattede i efterårets løb og nu er ved at kunne udenad, og i dens lynlåslomme befinder sig kuverten med aftenens honorar på to tusind kroner.
Et ganske godt tilskud til en efterlønners beskedne husholdningsbudget, især i betragtning af, at de fleste arrangører betaler kontant i det, man her på egnen kalder økologiske dollars – uden om skattefar.
Dem, der hyrer hende, er private foreninger – primært for seniorer, hvis øjne gennem flerstyrkeglassene skinner af en forbløffende mængde blodtørst, mens de sluger hvert et ord om medmennesker, der drukner i mudder, bliver forgivet med en plantegift eller tæves til døde med en rusten spade.
De ler, når Anne-Maj fortæller om politiets klodsethed og sine egne snedige påfund – begge dele overdriver hun så konsekvent, at hun efterhånden også i sin egen opfattelse er Odsherreds svar på Hercule Poirot – og de gyser vellystigt, når hun med dramatisk stemmeføring fortæller om de gange, hun med lidt god vilje kan påstås at have været i livsfare.
Nu står Anne-Maj i vindfanget og stirrer ud ad glasdøren, mens hun forsøger at tage sig sammen. Bare tanken om turen hen over parkeringspladsen … Det tynde, men hårde islag, som skal skrabes af bilens ruder og sidespejle … Rattet, der er så koldt, at hun vil komme til at fryse om fingrene gennem de forede handsker.
I det samme hører hun skridt bag sig.
”Undskyld!”
Anne-Maj vender sig. En kvinde i en tyk, mørkeblå vinterfrakke står i døråbningen ind til garderoben. Hendes isse er dækket af en slags turban, brynene er tegnet på, øjenlågene er uden vipper.
”Irene Hessel,” siger kvinden og viger en anelse tilbage, da Anne-Maj rækker hånden frem.
”Jeg må helst ikke. Smittefare, svækket immunforsvar, alt det der … Har du tid til at tale med mig?”
”Ja, men …” Anne-Maj tøver.
”Bare en halv times tid?”
”Der er bare det, at … Jeg ved godt, det lyder fjollet, men min hund er alene hjemme, så jeg vil egentlig gerne af sted nu.”
Da hun ser skuffelsen i den andens blik, tilføjer hun: ”Du kunne jo tage med? Vi kunne drikke en kop te?”
”Okay.”
Kvinden slår frakkens hætte op.
”Ses,” siger hun og forsvinder ud på parkeringspladsen.
Anne-Maj følger efter. Egebjerg Forsamlingshus ligger som nabo til kirken på en høj bakke, og vinden går gennem marv og ben. Hun tilbagelægger den korte strækning over til bilen i et tempo, som havde hun en pirrelig bjørn i hælene.
Ind i sædet. Starte motoren, sætte fuldt knald på varmeblæseren, derefter ud igen for at skrabe is af ruderne. Nogle meter væk kan hun se Irene gå igennem de samme manøvrer. Som på tælling sætter de to kvinder sig ind i hver sin bil og smækker dørene mod blæsten.
Anne-Maj bakker ud. Hun venter et øjeblik, til hun er sikker på, at Irene er med, triller så ned mod Gelstrupvej og fortsætter gennem landsbyen med kurs mod Nykøbing.
Lidt efter sidder de to kvinder i Anne-Majs lune stue. Hendes ruhårede gravhund, Mortensen den Tredje, er færdig med at give sin ejer en lidt for overstrømmende velkomst og ligger nu i sofaen klos op ad Anne-Maj, mens hans klare, brune øjne opmærksomt følger gæstens mindste bevægelse.
Irene Hessel har ikke mælet et ord, siden de trådte ind i huset, bortset fra at sige ja tak til en kop earl grey. Hunden har hun knap nok ænset.
Da tavsheden har varet en stund, kan Anne-Maj ikke længere styre sin utålmodighed:
”Hvad var det, du ville tale me…”
Irene afbryder:
”Jeg har brystkræft. Uhelbredelig.”
”Det gør mig ondt.”
”Den har metastaseret sig … De kan ikke operere mere, og her efter anden omgang kemo har de simpelthen opgivet. Jeg har måske et par måneder, siger de.”
Anne-Maj ved ikke, hvad hun skal sige, og gentager derfor:
”Det gør mig virkelig ondt, Irene.”
”Jeg får selvfølgelig smertebehandling og kommer til at tilbringe min sidste tid på denne jord som en narkoman med nærmest ubegrænset adgang til hårde stoffer. På en måde lyder det meget rart, ikke?”
Hun smiler skævt.
”Jeg forsøger bare at klare mig med så lidt medicin som muligt, så jeg stadig kan køre bil og bevare min bevægelsesfrihed.”
”Bor du alene?”
”Mutters.”
Irenes øjne fyldes med tårer.
”Det har jeg gjort i over et halvt år, siden min søn …”
Hendes stemme knækker, og hun færdiggør ikke sætningen, men nipper forsigtigt til den varme te.
”Undskyld,” siger hun og sætter koppen fra sig.
”Gustav …” Hun rømmer sig.
”Han har siddet i varetægtsfængsel siden juni. Hans forsvarer siger, at han kan få ti år …”
Irene ser på hende.
”Jeg er for længst død, når han kommer ud.”
”Hvad er han tiltalt for?”
”Drab … Men det var ikke ham.”
”Hvordan kan du vide det?”
”Jeg kender min dreng. Han er ikke sådan, slet ikke. Gustav ville aldrig kunne slå nogen ihjel.”
Anne-Maj nikker langsomt. ”Hvem var det, der blev dræbt?”
”Ham den mand, der den fireogtyvende juni blev fundet død i et sommerhus ved Abildøre Strand.”
Da Irene ser, at Anne-Maj slet ikke er med, uddyber hun:
”Det var i alle aviserne. Han var seksogtyve år, it-mand. Troels Justesen … Ringer der slet ikke en klokke?”
Anne-Maj ryster beklagende på hovedet.
”Jeg er bange for, at jeg ikke har lagt mærke til den historie. I sommer havde jeg hovedet fyldt med en anden sag.”
”Nå ja … Den, du talte om i foredraget? Den med ejendomsmægleren?”
”Netop.” Anne-Maj trækker på skuldrene.
”Og efter det har der været så meget …”
Hun orker ikke at gå i detaljer med, hvor presset hun er i øjeblikket, fordi Ibens anden graviditet byder på en del flere problemer end den første. Anne-Maj er derfor uundværlig i den lille husholdning, som ud over Iben består af trettenårige Didi og Ibens kæreste, Jonas, der sandt at sige er mere optaget af at sætte deres nye hus i stand end af at lave mad og gøre rent.
”Skal jeg ikke bare fortælle dig hele historien?” spørger Irene.
”Jo …” Anne-Maj ser på hende; har en nagende mistanke om, hvad det er, den dødsmærkede kvinde er ude på.
”Er der en grund til, at du vil tale med lige præcis mig om det her?”
Der er stille nogle øjeblikke. Uvejret er taget til, og blæsten rusker i de nøgne trækroner; den vælter cykler og skraldespande, pisker fjorden op i hidsige skumtoppe.
Selv herinde i den varme stue bag de omhyggeligt tætnede forsatsruder kan man høre og mærke den. Anne-Maj ved kun alt for godt, at hun i nat vil ligge vågen og lytte efter, om en teglsten river sig løs, eller et træ vælter ned over hendes bil.
”Du har jo opklaret mange drabssager, ikke?”
”Tjoh …” Anne-Maj fortryder, at hun har smurt så tykt på i sit foredrag.
”Jeg har da hjulpet lidt til et par gange.”
”Nu ikke så beskeden.”
Anne-Maj trækker på skuldrene. Hendes lyst til at blive blandet ind i et banalt drab kan sandt at sige ligge på et meget lille sted.
”Jeg kom til det foredrag for at få lejlighed til at møde dig,” siger Irene, ”fordi jeg hele tiden har været overbevist om, at netop du kan rense Gustav.”
Hun ser på hende.
”Og efter at have hørt dig fortælle om dine sager er jeg endnu mere sikker.”
”Men jeg kan da ikke … Jeg har aldrig sådan stået for en egentlig efterforskning. Desuden har jeg dårlig tid i forvejen,” indvender Anne-Maj.
”Jeg er simpelthen ude af stand til at påtage mi…”
”Kan du ikke bare høre historien?” afbryder Irene. Hendes stemme er tynd af udmattelse.
”Så kan du bagefter tage stilling til, om du vil hjælpe.”
”Åh, Irene. Skulle du ikke hellere gå til en advokat?”
”Er du klar over, hvad sådan en koster?” Irene læner sig tilbage i sofaen, lukker øjnene.
”Vil du ikke have et hvil først?” spørger Anne-Maj.
Den syge kvinde protesterer ikke. Et par minutter senere sover hun tungt i sofaen med et hæklet slumretæppe over sig. Anne-Maj henter et glas vin og sætter sig i karnappen.
I skæret fra en standerlampe og med uvejret hylende udenfor fordyber hun sig i en godt slidt billigbog; en gammeldags puslespilskrimi, som hun har læst flere gange før. Intet beroliger nerverne som en sirligt tilrettelagt drabsefterforskning, hvor det med sikkerhed er enten obersten, præstefruen eller butleren, der er den skyldige.
Anna Grue: Ligene i lysthuset
En ung mand sidder varetægtsfængslet for mord, og den ukonventionelle privatdetektiv Anne-Maj Mortensen kaster sig ind i sagen med bistand fra sit computer-kyndige barnebarn, trettenårige Didi.
Tingene kompliceres, da der sker flere mord på unge mænd, og en vrissen kvinde forsvinder – alt imens datteren Iben gennemgår en svær graviditet, og gravhunden Mortensen den Tredje kommer i vanskeligheder.
Ligene i lysthuset er fjerde selvstændige bind i serien om efterlønneren Anne-Maj Mortensen, der sætter sig for at opklare de forbrydelser, som har fået politiet til at kaste håndklædet i ringen.
Har du lyst til at læse endnu flere fantastiske krimier? Så har vi helt sikkert en krimi til dig her.
Du kan finde mere information om Anna Grue og hendes bøger og deres rækkefølge her.
Ligene i lysthuset er fjerde selvstændige bind i Anna Grues serie om den ukonventionelle efterlønner, der midt i hverdagens tumult opklarer forbrydelser i skønne Odsherred.
I Ligene i lysthuset er Anne-Maj Mortensen i fuld gang med at turnere med foredrag om tilværelsen som selvbestaltet privatdetektiv, da hun kontaktes af en tilhører. Kvindens søn sidder varetægtsfængslet, sigtet for et brutalt mord, men Anne-Maj må spørge sig selv, om det er det virkelig ham, der er gerningsmanden?
Anne-Maj kaster sig ind i sagen med hjælp fra sit computer-kyndige barnebarn, trettenårige Didi. Tingene kompliceres, da der sker flere mord, og en vrissen kvinde forsvinder, mens gravhunden hr. Mortensen får dameselskab og kommer i vanskeligheder.
LÆS OGSÅ: Den danske Agatha Christie. Anna Grue skriver hyggelige bestsellerkrimier
Anna Grue har med serien om den nysgerrige efterlønner Anne-Maj Mortensen skabt en vaskeægte dansk hyggekrimi-succes. I det fjerde selvstændige bind i serien er der flere mord, et muligt justitsmord og tråde til internetsvindel på menuen.
Læs første kapitel af Ligene i lysthuset herunder.
Ligene i lysthuset
Anna Grue
Kapitel 1
Onsdag den 19. januar
Havde nogen for blot to-tre år siden sagt til Anne-Maj Mortensen, at hun en dag skulle blive en populær foredragsholder, ville hun have troet, de havde drukket af natpotten. Hun, som ikke engang bryder sig om at holde tale ved en ganske almindelig familiefest.
Ikke at hun har det fjerneste problem med at have sine omgivelsers udelte opmærksomhed, men at stille sig op og sige noget sammenhængende og forhåbentlig interessant foran en hel flok mennesker … det er virkelig ikke noget, hun nogensinde har ønsket sig.
Men i dag er det blevet rutine. Eller rutine og rutine, det er måske så meget sagt, men efter fem gange at have stået foran et lydhørt publikum er hun i det mindste ikke længere så usikker. Måske lærer jeg en dag ligefrem at holde af det, tænker hun, da hun efter endnu et foredrag i endnu et forsamlingshus trækker huen godt ned om ørerne og bereder sig på at gå ud i den isnende blæst.
Hun klapper sig på lommerne. Nøgler, mobil, halspastiller. I tasken ligger det foredragsmanuskript, hun møjsommeligt forfattede i efterårets løb og nu er ved at kunne udenad, og i dens lynlåslomme befinder sig kuverten med aftenens honorar på to tusind kroner.
Et ganske godt tilskud til en efterlønners beskedne husholdningsbudget, især i betragtning af, at de fleste arrangører betaler kontant i det, man her på egnen kalder økologiske dollars – uden om skattefar.
Dem, der hyrer hende, er private foreninger – primært for seniorer, hvis øjne gennem flerstyrkeglassene skinner af en forbløffende mængde blodtørst, mens de sluger hvert et ord om medmennesker, der drukner i mudder, bliver forgivet med en plantegift eller tæves til døde med en rusten spade.
De ler, når Anne-Maj fortæller om politiets klodsethed og sine egne snedige påfund – begge dele overdriver hun så konsekvent, at hun efterhånden også i sin egen opfattelse er Odsherreds svar på Hercule Poirot – og de gyser vellystigt, når hun med dramatisk stemmeføring fortæller om de gange, hun med lidt god vilje kan påstås at have været i livsfare.
Nu står Anne-Maj i vindfanget og stirrer ud ad glasdøren, mens hun forsøger at tage sig sammen. Bare tanken om turen hen over parkeringspladsen … Det tynde, men hårde islag, som skal skrabes af bilens ruder og sidespejle … Rattet, der er så koldt, at hun vil komme til at fryse om fingrene gennem de forede handsker.
I det samme hører hun skridt bag sig.
”Undskyld!”
Anne-Maj vender sig. En kvinde i en tyk, mørkeblå vinterfrakke står i døråbningen ind til garderoben. Hendes isse er dækket af en slags turban, brynene er tegnet på, øjenlågene er uden vipper.
”Irene Hessel,” siger kvinden og viger en anelse tilbage, da Anne-Maj rækker hånden frem.
”Jeg må helst ikke. Smittefare, svækket immunforsvar, alt det der … Har du tid til at tale med mig?”
”Ja, men …” Anne-Maj tøver.
”Bare en halv times tid?”
”Der er bare det, at … Jeg ved godt, det lyder fjollet, men min hund er alene hjemme, så jeg vil egentlig gerne af sted nu.”
Da hun ser skuffelsen i den andens blik, tilføjer hun: ”Du kunne jo tage med? Vi kunne drikke en kop te?”
”Okay.”
Kvinden slår frakkens hætte op.
”Ses,” siger hun og forsvinder ud på parkeringspladsen.
Anne-Maj følger efter. Egebjerg Forsamlingshus ligger som nabo til kirken på en høj bakke, og vinden går gennem marv og ben. Hun tilbagelægger den korte strækning over til bilen i et tempo, som havde hun en pirrelig bjørn i hælene.
Ind i sædet. Starte motoren, sætte fuldt knald på varmeblæseren, derefter ud igen for at skrabe is af ruderne. Nogle meter væk kan hun se Irene gå igennem de samme manøvrer. Som på tælling sætter de to kvinder sig ind i hver sin bil og smækker dørene mod blæsten.
Anne-Maj bakker ud. Hun venter et øjeblik, til hun er sikker på, at Irene er med, triller så ned mod Gelstrupvej og fortsætter gennem landsbyen med kurs mod Nykøbing.
Lidt efter sidder de to kvinder i Anne-Majs lune stue. Hendes ruhårede gravhund, Mortensen den Tredje, er færdig med at give sin ejer en lidt for overstrømmende velkomst og ligger nu i sofaen klos op ad Anne-Maj, mens hans klare, brune øjne opmærksomt følger gæstens mindste bevægelse.
Irene Hessel har ikke mælet et ord, siden de trådte ind i huset, bortset fra at sige ja tak til en kop earl grey. Hunden har hun knap nok ænset.
Da tavsheden har varet en stund, kan Anne-Maj ikke længere styre sin utålmodighed:
”Hvad var det, du ville tale me…”
Irene afbryder:
”Jeg har brystkræft. Uhelbredelig.”
”Det gør mig ondt.”
”Den har metastaseret sig … De kan ikke operere mere, og her efter anden omgang kemo har de simpelthen opgivet. Jeg har måske et par måneder, siger de.”
Anne-Maj ved ikke, hvad hun skal sige, og gentager derfor:
”Det gør mig virkelig ondt, Irene.”
”Jeg får selvfølgelig smertebehandling og kommer til at tilbringe min sidste tid på denne jord som en narkoman med nærmest ubegrænset adgang til hårde stoffer. På en måde lyder det meget rart, ikke?”
Hun smiler skævt.
”Jeg forsøger bare at klare mig med så lidt medicin som muligt, så jeg stadig kan køre bil og bevare min bevægelsesfrihed.”
”Bor du alene?”
”Mutters.”
Irenes øjne fyldes med tårer.
”Det har jeg gjort i over et halvt år, siden min søn …”
Hendes stemme knækker, og hun færdiggør ikke sætningen, men nipper forsigtigt til den varme te.
”Undskyld,” siger hun og sætter koppen fra sig.
”Gustav …” Hun rømmer sig.
”Han har siddet i varetægtsfængsel siden juni. Hans forsvarer siger, at han kan få ti år …”
Irene ser på hende.
”Jeg er for længst død, når han kommer ud.”
”Hvad er han tiltalt for?”
”Drab … Men det var ikke ham.”
”Hvordan kan du vide det?”
”Jeg kender min dreng. Han er ikke sådan, slet ikke. Gustav ville aldrig kunne slå nogen ihjel.”
Anne-Maj nikker langsomt. ”Hvem var det, der blev dræbt?”
”Ham den mand, der den fireogtyvende juni blev fundet død i et sommerhus ved Abildøre Strand.”
Da Irene ser, at Anne-Maj slet ikke er med, uddyber hun:
”Det var i alle aviserne. Han var seksogtyve år, it-mand. Troels Justesen … Ringer der slet ikke en klokke?”
Anne-Maj ryster beklagende på hovedet.
”Jeg er bange for, at jeg ikke har lagt mærke til den historie. I sommer havde jeg hovedet fyldt med en anden sag.”
”Nå ja … Den, du talte om i foredraget? Den med ejendomsmægleren?”
”Netop.” Anne-Maj trækker på skuldrene.
”Og efter det har der været så meget …”
Hun orker ikke at gå i detaljer med, hvor presset hun er i øjeblikket, fordi Ibens anden graviditet byder på en del flere problemer end den første. Anne-Maj er derfor uundværlig i den lille husholdning, som ud over Iben består af trettenårige Didi og Ibens kæreste, Jonas, der sandt at sige er mere optaget af at sætte deres nye hus i stand end af at lave mad og gøre rent.
”Skal jeg ikke bare fortælle dig hele historien?” spørger Irene.
”Jo …” Anne-Maj ser på hende; har en nagende mistanke om, hvad det er, den dødsmærkede kvinde er ude på.
”Er der en grund til, at du vil tale med lige præcis mig om det her?”
Der er stille nogle øjeblikke. Uvejret er taget til, og blæsten rusker i de nøgne trækroner; den vælter cykler og skraldespande, pisker fjorden op i hidsige skumtoppe.
Selv herinde i den varme stue bag de omhyggeligt tætnede forsatsruder kan man høre og mærke den. Anne-Maj ved kun alt for godt, at hun i nat vil ligge vågen og lytte efter, om en teglsten river sig løs, eller et træ vælter ned over hendes bil.
”Du har jo opklaret mange drabssager, ikke?”
”Tjoh …” Anne-Maj fortryder, at hun har smurt så tykt på i sit foredrag.
”Jeg har da hjulpet lidt til et par gange.”
”Nu ikke så beskeden.”
Anne-Maj trækker på skuldrene. Hendes lyst til at blive blandet ind i et banalt drab kan sandt at sige ligge på et meget lille sted.
”Jeg kom til det foredrag for at få lejlighed til at møde dig,” siger Irene, ”fordi jeg hele tiden har været overbevist om, at netop du kan rense Gustav.”
Hun ser på hende.
”Og efter at have hørt dig fortælle om dine sager er jeg endnu mere sikker.”
”Men jeg kan da ikke … Jeg har aldrig sådan stået for en egentlig efterforskning. Desuden har jeg dårlig tid i forvejen,” indvender Anne-Maj.
”Jeg er simpelthen ude af stand til at påtage mi…”
”Kan du ikke bare høre historien?” afbryder Irene. Hendes stemme er tynd af udmattelse.
”Så kan du bagefter tage stilling til, om du vil hjælpe.”
”Åh, Irene. Skulle du ikke hellere gå til en advokat?”
”Er du klar over, hvad sådan en koster?” Irene læner sig tilbage i sofaen, lukker øjnene.
”Vil du ikke have et hvil først?” spørger Anne-Maj.
Den syge kvinde protesterer ikke. Et par minutter senere sover hun tungt i sofaen med et hæklet slumretæppe over sig. Anne-Maj henter et glas vin og sætter sig i karnappen.
I skæret fra en standerlampe og med uvejret hylende udenfor fordyber hun sig i en godt slidt billigbog; en gammeldags puslespilskrimi, som hun har læst flere gange før. Intet beroliger nerverne som en sirligt tilrettelagt drabsefterforskning, hvor det med sikkerhed er enten obersten, præstefruen eller butleren, der er den skyldige.
Anna Grue: Ligene i lysthuset
En ung mand sidder varetægtsfængslet for mord, og den ukonventionelle privatdetektiv Anne-Maj Mortensen kaster sig ind i sagen med bistand fra sit computer-kyndige barnebarn, trettenårige Didi.
Tingene kompliceres, da der sker flere mord på unge mænd, og en vrissen kvinde forsvinder – alt imens datteren Iben gennemgår en svær graviditet, og gravhunden Mortensen den Tredje kommer i vanskeligheder.
Ligene i lysthuset er fjerde selvstændige bind i serien om efterlønneren Anne-Maj Mortensen, der sætter sig for at opklare de forbrydelser, som har fået politiet til at kaste håndklædet i ringen.
Du kan købe Ligene i lysthuset i nærmeste boghandel eller online fx hos Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Har du lyst til at læse endnu flere fantastiske krimier? Så har vi helt sikkert en krimi til dig her.
Du kan finde mere information om Anna Grue og hendes bøger og deres rækkefølge her.
Andre læste også: