Anna Grue er kendt som forfatter til Dan Sommerdahl-serien, som netop nu kører som tv-serie, og til romaner som Italiensvej og De voksnes rækker. Nu er hun klar med en vaskeægte hyggekrimi, der har fået titlen Mysteriet i Genbrugsen.
I Mysteriet i Genbrugsen går efterlønneren Anne-Maj i gang med selv at opklare et mystisk dødsfald, der har forbindelse til Genbrugsen i Nykøbing Sjælland, hvor hun arbejder som frivillig. Myndighederne tror nemlig ikke, at der er noget usædvanligt ved den ældre mands død…
Her kan du smuglæse i Anna Grues krimi, Mysteriet i Genbrugsen, som kan købes online på f.eks. Saxo.com eller hos din lokale boghandler.
Anna Grue
Mysteriet i
Genbrugsen
1.
Søndag den 17. marts
Ethvert måltid begynder med et menneske, der laver mad. Eller nej, det er faktisk ikke sandt: Det begynder med et menneske, der køber råvarer, tilbereder dem og serverer den færdige ret. Men det er en proces, som stadigt færre holder i hævd. Flere og flere køber i stedet deres måltider færdiglavede, klar til at blive knaldet i en mikrobølgeovn og fortæret nærmest direkte fra emballagen.
Det er en sørgelig udvikling, mener Anne-Maj Mortensen, der er mindst lige så lykkelig, når hun laver mad, som når hun spiser den – hvilket ikke siger så lidt; den passionerede madglæde kan tydeligt aflæses i hendes omfangsrige figur.
Når Anne-Maj bevæger sin store krop med de gyngende bryster, de massive lår og den blødt svulmende mave rundt i køkkenet, er det som at se en omhyggeligt koreograferet stammedans, og hver bevægelse tjener et formål; når hun skærer peberfrugt, løg og selleri i præcise små firkanter, når hun dybt koncentreret folder stiftpiskede æggehvider ind i den let afkølede opbagning til en gratin, eller når hun med et næsten forelsket udtryk hælder stegesky ud over en dyreryg, der står og simrer i ovnen.
Man skal ikke forsøge at kommunikere med Anne-Maj, når hun kokkererer. Hvis man gør det, mister hun både tråden og overblikket og bider fra sig. Det ved hendes familie selvfølgelig, men det sker af og til, at en gæst uforvarende tager opstilling ude i køkkenet for at slå en hyggelig sludder af eller tilbyde sin hjælp, så Anne-Maj er nødt til lige at markere sig: Værsgo, tag et glas vin, og sæt dig ind i stuen, søde. Jeg kommer med maden, når den er færdig.
Trods den let krigeriske attitude er køkkenarbejdet dog først og fremmest forbundet med varme følelser. For Anne-Maj er det ikke bare en kær hobby; den er samtidig hendes foretrukne måde at vise følelser på. I hver eneste ret er kærlighed en vigtig ingrediens.
Det er sådan, hun viser sin datter, sit barnebarn og sine venner, hvor meget de betyder for hende. Det ved hun, og det ved de, om ikke andet, så i deres underbevidsthed. Hjemmelavet mad, der er tilsmagt med omsorg og omhu, smager per definition altid bedre end den, der er fremstillet af en fabriksarbejder, som bare skal skaffe hyren ved at klaske nogle ingredienser sammen efter en eller anden standardopskrift.
Anne-Maj spurgte engang en ung mand, en af datterens første rigtige kærester, hvad hans yndlingsret var. Han svarede uden tøven: ”Noget hjemmelavet!” Hun bad ham præcisere, og han forklarede, at hans forældre aldrig havde brudt sig om at lave mad og derfor havde ladet aftensmåltiderne bestå af frysepizzaer, rugbrødsmadder, havregrød eller færdigkøbte boller i karry.
For ham var alene det, at et måltid var tilberedt fra bunden hjemme i køkkenet, den rene luksus. Fra den dag behandlede Anne-Maj ham nærmest som en foie gras-gås: Hun stop fodrede ham, hver gang han viste sig på matriklen. Da den unge mand og Iben efter et års tid gik fra hinanden, var Anne-Majs største bekymring, om han mon ville få noget ordentligt at spise fremover.
Nej, tænker hun nu og skyller kødsaften af hænderne, voksne mennesker, som ikke gider lave deres mad selv, skulle faktisk fratages retten til at kalde sig voksne. Eller i hvert fald til at få børn. Hvis man ikke kan sørge for, at ens familie får sund, velsmagende mad tre gange om dagen, er man simpelthen … Hun leder efter det rette ord, mens hun tørrer hænderne i et rent viskestykke … Man er simpelthen umoden.
Hun nikker for sig selv, tilfreds med konklusionen. Det end ikke strejfer hende, at denne fordom også omfatter hendes egen datter, der er en notorisk klovn i et køkken.
Anne-Maj ser kærligt ned på Mortensen, en ung, ruhåret gravhund, der er det eneste hankønsvæsen i hendes liv, og som dermed har gjort sig fortjent til at bære hendes efternavn. Skal man være helt korrekt, er hans fulde navn Mortensen den Tredje, idet han har haft to forgængere – samme race, samme navn.
Lige nu sidder han helt stille i sin kurv henne ved terrassedøren og holder skarpt øje med, hvornår Anne-Maj rækker ud efter spækbrættet med afpuds fra svinemørbraden og sætter det ned på gulvet, så han kan hjælpe med opvasken.
”Du må vente lidt, bassemand,” siger Anne-Maj. ”Du kan få din hapser, når vi andre går til bords.”
Mortensen ser sørgmodigt på hende, men der er stadig håb i hans brune øjne. Hunden er den eneste, som er velkommen i Anne-Majs køkken. Han går aldrig i vejen, stiller ikke forstyrrende spørgsmål om, hvorvidt der skal sættes dybe eller flade tallerkener på bordet, drømmer på ingen måde om at distrahere kokken med kommentarer om vejret eller valgkampen eller noget, han har læst på Facebook. Mortensen er den perfekte køkkenmakker.
Anne-Maj tilbereder de øvrige ingredienser; stiller skrabede kartofler, fint skivede svampe, olie, kød, fond, fløde, friskklippede krydderurter og så videre i en række på bordpladen, så alt står kronologisk – i den rækkefølge, det skal på panden eller i gryden.
På den måde kan hun til enhver tid nærmest i blinde række ud efter det næste i programmet og i stedet bruge sin tankevirksomhed på tilsmagning, temperaturer, koge- og stegetider. Det er den slags, tænker hun selvtilfreds, som får folk til at begå fejl med madlavningen og derefter påstå, at det er svært. Det er ikke svært at lave mad.
Det er kun et spørgsmål om at forberede sig og gøre alt i den rigtige rækkefølge, så man ikke står og stresser med kartoffelskrælningen som en anden amatør, mens sovsen brænder på.
Engang var der en af lægerne på hendes arbejde, som antydede, at de rent ud sagt rigide rutiner i Anne-Majs arbejdsprocesser kunne være symptom på en eller anden form for tvangsneurose, hvilket naturligvis var helt åndssvagt. Bare fordi man godt kan lide lidt orden og logik i sit liv.
”Det er da fuldstændig normalt,” havde hun svaret sin nævenyttige chef. Hun kan ikke huske, om hun fik noget svar.
Da alt står klar, sætter hun sig ind i stuen. Mortensen kommer tøflende med et skuffet udtryk. Anne-Maj vil ikke tænde for ovn og komfur, før gæsterne er dukket op og er blevet anbragt i sofahjørnet med et glas vin til Iben og en cola til Didi, som hendes barnebarn insisterer på at blive kaldt. Didi. Det lyder som en biperson i en tysk tv-serie eller en lændetatoveret mæhæ i Paradise Hotel.
Men det er måske også meningen, erkender Anne-Maj; i hvert fald det sidste. Personlig synes hun, at den tiåriges døbenavn, Ditte-Marie, er meget smukkere. Men mormødre har jo ikke vetoret i den slags spørgsmål, ærgerligt nok.
Hun fisker søndagsavisens første sektion ud fra stablen på sofabordet, bladrer om til siden med krydsord og går direkte til opgaven i nederste højre hjørne; ’Den lille, men svære’, som avisen har døbt den.
Først når den er løst, giver Anne-Maj sig selv lov til at kigge på de to andre. Sådan er reglen, uge efter uge. Hun bider i kuglepennen og funderer over det første ord i krydsordsopgaven. ’Ufødt unge’ på ti bogstaver … Hendes hjerne begynder at snurre, og hun glemmer alt om madlavning, gæster og tiggende hund, mens hun i tankerne gennemgår forskellige bud på tværgående ord, som kan hjælpe med et synonym for foster.
Hun kunne ikke drømme om at udfylde de hvide felter, før hun er sikker i sin sag.
Kort efter ringer det på døren. Bare et kort klemt, og så åbnes den. Mortensen bjæffer ikke, som han plejer, når nogen kommer; et sikkert tegn på, at de besøgende hører til husets faste gæster.
Han styrter ud til hoveddøren så hurtigt, som hans korte ben kan bære ham. ”Hej,” råber Iben derude. ”Hej, Mormor,” lyder Didis stemme straks efter. Anne-Maj kaster et sidste blik på krydsordsopgaven, der stadig er ganske jomfruelig, og folder avisen sammen, før hun rejser sig og går ud i entreen.
”Lige til tiden,” siger hun.
”Vi tør jo ikke andet.” Iben står med Mortensen i favnen som en logrende og temmelig behåret baby og vender nu ansigtet ned mod ham. ”Hvem er en dygtig hund?” nynner hun i et lyst tonefald, mens hun vugger ham. ”Hvem er en god dreng?” Iben må ikke selv holde husdyr i sin lejlighed, men kompenserer så rigeligt i samværet med morens lille, kommodebenede følgesvend.
De slår sig ned i stuen med hvert sit glas.
”Kan du få tiden til at gå, fru Mortensen?” spørger Iben. Det samme spørgsmål hver gang; som om efterlønnen med et trylleslag har drænet Anne-Majs tilværelse for indhold.
”Ja da.”
”Jeg spørger af venlig interesse. Du behøver ikke at snerre.”
”Jeg snerrer da ikke.”
”Så siger vi det.”
”Jamen jeg har rigeligt at gøre,” siger Anne-Maj og nipper til hvidvinen. ”Jeg går lange ture med Mortensen, læser stakkevis af bøger, passer haven, har min faste dag i Genbrugsen, tager ind til Holbæk og shopper … Jeg har masser af tage mig til,” gentager hun. ”Jeg nyder bare, at jeg ikke skal hen i det røvsyge sundhedscenter hver dag.”
”Mor!” Iben kaster et sigende blik over mod Didi, der sidder dybt koncentreret med sin smartphone.
Uden at tage blikket fra skærmen siger Didi tørt: ”Du tror ikke seriøst, at det er Mormor, der lærer mig at bande, vel?”
”Jeg synes bare, vi alle sammen skal tale pænt,” svarer Iben en kende spidst.
Didi ser på sin mormor med hævede øjenbryn, mens hun skeler overdrevent. Så fokuserer hun atter på den åbenbart temmelig opmærksomhedskrævende kontakt med den del af universet, som ikke befinder sig her i Anne-Majs lille, lyseblå byhus – på Lindealle-Nykøbing-Odsherred-Sjælland-Danmark-Europa-Jorden, som Didis remse fra barndommen altid har lydt. Hvornår er hun egentlig holdt op med at sige det?
”Du kunne da godt lide dit job,” bliver Iben ved. ”Ellers var du vel ikke blevet der i en menneskealder.”
Anne-Maj trækker på skuldrene. Hvis sandheden skal frem, savner hun af og til arbejdet som lægesekretær for tre alment praktiserende læger i Sundhedscentret. Fra sit lille, veldefinerede kongerige bag skranken havde hun holdt styr på såvel læger og sygeplejerske som patienter.
Det havde passet hendes trang til at spille ordenspoliti ganske udmærket. Så selvfølgelig savner hun det. Lidt. Men det meste af tiden nyder hun at være fri, ikke mindst fra de stadigt flere og stadigt mere indviklede elektroniske portaler og systemer, der nu om dage skal arbejdes med i sundhedssystemet, og det er dette faktum, hun har besluttet sig for at vise alverden, inklusive sin geskæftige datter.
”Jeg er sulten,” meddeler Didi.
Det er Iben og Anne-Majs tur til at veksle et forbløffet blik. Didi, der spiser som en fugl. En særdeles kræsen fugl, vel at mærke. Hun skal altid nødes, og når hun endelig giver efter for presset, indtager hun udelukkende pastaskruer – ikke fuldkornsudgaven, ikke pasta i andre faconer, ikke den veganske slags uden æg – samt pomfritter og agurkestænger.
En noget ensidig diæt. Det er underligt, synes Anne-Maj. Hun betragter sit barnebarns tynde arme, der stikker ud af T-shirtens ærmer som afpillede fuglevinger. Efterkommer af en lang række madglade kvinder. Iben er ganske vist endnu ikke helt så fyldig som Anne-Maj, men det skal nok komme.
Hvordan er det dog gået til, at familiens yngste har så store problemer med at spise? Kan det være Ibens manglende interesse for madlavning, der bærer skylden? Anne-Majs skræk er, at Didis kræsenhed skal udvikle sig til en egentlig spiseforstyrrelse. At barnet nu spontant udtrykker lyst til mad, er en lykkelig begivenhed.
”Så er det heldigt, at vi skal spise om lidt,” svarer Anne-Maj og rejser sig. Mortensen den Tredje vrider sig løs fra Iben; han har ikke glemt det afpuds, der ligger og dufter ude på køkkenbordet. ”Hvis I sidder her og hygger jer,” fortsætter Anne-Maj, ”så går jeg ud og laver maden færdig. Det tager et kvarter.”
”Hvad skal vi have?” spørger Iben.
”Mørbradbøffer med kartofler, stuvede svampe og asparges. Og en salat,” svarer Anne-Maj og flytter blikket til Didi: ”Jeg har tændt for frituren, så du kan få en ordentlig portion pomfritter.”
”Tak, men … det behøver du ikke.” Didi ser op fra mobilen. ”Fra i dag spiser jeg varieret.”
Det er ikke et ord, barnet af sig selv ville vælge, ved Anne-Maj, så hun spørger: ”Er der nogen, der har sagt til dig, at du skal spise varieret? Noget, I har lært om i skolen?”
”Næh …” Hun vrider sig lidt. ”Det er … Ikke nogen.”
Anne-Maj og hendes datter ser igen på hinanden. Iben trækker på skuldrene.
”Så du spiser kogte kartofler og kød og sovs og grøntsager nu, Didi?” spørger Anne-Maj for at være helt sikker. ”Og jeg kan godt slukke for friturekogeren?”
”Ahhh …” Didi sidder stadig uroligt. ”Du kan da godt lave lidt pomfritter, Mormor, hvis du alligevel har gjort klar til det. De smager da godt til … alt det varierede.”
LÆS OGSÅ: 5 nervepirrende krimier, du skal læse i foråret
2.
Søndag den 17. marts
Iben har siden barnsben været lidt af et problembarn, synes Anne-Maj. Hun er usædvanligt godt begavet, men hun er … om ikke ligefrem doven, så i hvert fald dårlig til at prioritere sin tid, og hun er ikke det fjerneste interesseret i at gøre en intellektuel indsats, selv om hun kunne blive medlem af Mensa så let som ingenting.
Iben klarede sig i sin tid kun med nød og næppe gennem studentereksamen, og siden da har hun faktisk kun truffet forkerte valg: Hun falder for de forkerte mænd, har den forkerte uddannelse, tager de forkerte jobs.
Selv fastholder Iben, at hun er ganske tilfreds med stillingen som salgsassistent i en skoforretning på Algade, og hun trives lige så godt med at være single, som hendes mor gør det. Faktisk virker hun direkte lettet over, at hendes eksmand er flyttet ind til sin nye kæreste i København og for nylig har fået en lille søn, som han er så optaget af, at han kun lejlighedsvis kommer i tanker om, at han også har en tiårig datter.
De tre – mor, datter og barnebarn – ses til gengæld ofte; i det mindste hver søndag. De bor kun få hundrede meter fra hinanden, og det passer alle parter godt. Især nu, hvor Anne-Maj er blevet efterlønner, så hun af og til kan få efter-skole-besøg af Ditte-Marie … Didi! retter Anne-Maj sig selv.
Hun ser ud over komfuret, konstaterer, at det er lykkedes igen: Tilberedningen er timet, så alle tingene vil være færdig på nøjagtig samme tid. Jeg burde faktisk få en medalje, tænker Anne-Maj. Eller i hvert fald en eller anden form for diplom.
”Vi spiser om fem minutter,” råber hun ind i stuen og får et par bekræftende grynt tilbage. Så retter hun mørbradbøfferne og de grønne asparges an på det pæne, blåblomstrede fad, hun for mange år siden arvede efter sin mormor. Didis tipoldemor. Det er helt vildt at tænke på.
Anne-Maj har stadig sin mormors duft i næsen, følelsen af hendes bløde, rynkede hud i sine hænder. For hende hører mindet om mormoren til i den virkelige verden, selv om det er næsten fyrre år siden, hun døde, mens Iben … For hende er oldemoren blot et begreb; hun kan vel knap nok huske hende.
Og spørger man Didi, så hører hendes tipoldemor til i så fjern en fortid, at hun lige så godt kunne være en brontosaurus. Hun kan vel ikke engang huske sin oldemor, tænker Anne-Maj, min mor – som forsvandt længere og længere ind i demensen og til sidst døde, mens Didi stadig var børnehavebarn.
Tiden går så hurtigt, og kvinderne i vores familie dør alt for tidligt. Anne-Maj sætter fadet ind på spisebordet og vender tilbage efter kartofler og sovs; nu er det så mig, der er ældste generation. Mig, der på et tidspunkt bliver oldemor og allerhøjst vil være et svagt minde for Didis børn og total fortid for hendes børnebørn. Tanken fylder hende med en blanding af stolthed og rædsel.
Slægt skal følge slægters gang. Man ved det jo godt, men … Hun får en kuldegysning.
”Så må I gerne gå til bords,” siger hun. Anne-Maj formoder altid – naiv, som hun er – at gæsterne ved denne besked omgående finder deres pladser, selv om hun udmærket ved, at sådan går det aldrig. Der er altid mindst én, som skal tisse af, én, der skal lægge sin telefon til opladning, to, der skal have vasket hænder.
Som regel tager det flere minutter, fra hun kalder folk til bordet, til de alle er bænket – uanset om hun har varslet dem i god tid forinden eller ej – og i de minutter er Anne-Maj ved at eksplodere af utålmodighed. Forstår de da ikke, at grøntsagerne mister deres spændstighed, at sovsen stivner, at kødets fine, rosa tone bliver bleg og grålig, mens de trasker rundt og fumler sig færdig?
Sådan går det selvfølgelig også i dag. Anne-Maj stiller skålen med brandvarme, saltede pomfritter ved Didis plads og går tilbage til køkkenet efter en kande isvand. Hun forsøger at tænke på noget andet end maden, der står og bliver kold.
”Så, Mortensen,” siger hun og stiller spækbrættet med mørbrad-afpudset ned på gulvet. ”Vente!” kommanderer hun, og den lille gravhund sætter sig lydigt med de smukke, mørkebrune øjne stift rettet mod bunken af rå sener og hinder. ”Værsgo!” siger Anne-Maj så, og i samme øjeblik kaster Mortensen sig over byttet.
Da hele herligheden få sekunder senere er inhaleret, slikker hunden spækbrættet omhyggeligt, mens han logrer så kraftigt, at han er ved at få overbalance. Anne-Maj smiler.
Hun går tilbage til stuen, og – oh! Et under! – nu sidder både Iben og Didi på deres pladser. Didi har allerede skovlet halvdelen af pomfritterne over på sin tallerken.
”Husk, at der også skal være plads til kød og grøntsager,” siger Anne-Maj. ”Det varierede, du ved.”
Didi tager modstræbende mod fadet, lemper én asparges og den allermindste mørbradbøf over på sin tallerken. Hun ser så mismodig ud ved synet af svampestuvningen, at Anne-Maj venligt lader, som om hun ganske glemmer at række den til hende. Hvis barnet virkelig kommer igennem både en grøntsag og en mundfuld kød, er det nærmest et mirakel.
”Hvordan går det i Genbrugsen?” spørger Iben i et konverserende tonefald, da de har forsynet sig. ”Du var deroppe i fredags, ikke?”
”Jeg er der altid om fredagen,” siger Anne-Maj. ”Det ved du da.”
Iben har i mellemtiden fyldt munden og må nøjes med at nikke.
”Det går rigtig fint,” fortsætter Anne-Maj, der ud ad øjenkrogen ser Didi kæmpe med mørbradbøffen, som hun skærer i mikroskopiske bidder. ”Helmer Bergstrøm døde i tirsdags.”
”Mor!” Iben har fået tygget af munden. ”Den pæne, gamle mand! Du kan da ikke i ét og samme åndedrag sige, at det går fint, og at en af de andre frivillige er død.”
”Nå nej,” medgiver Anne-Maj, ”sådan var det heller ikke ment. Men … Helmer var jo så gammel. Over halvfems.”
”Derfor kan det vel godt være trist, at man dør. Og da især, hvis det er meget pludseligt. Jeg vidste ikke engang, han var syg.”
”Måske blev han myrdet!” Didi ser helt oplivet ud.
”Didi!” Det er Iben. ”Sådan kan man da ikke tænke.”
”Det kan man da.” Didi har lagt kniv og gaffel fra sig, tydeligvis klar til en rask, lille debat om sandsynligheden for en mordgåde blandt Nykøbings ældste.
”Det er ikke pænt.”
”Åh, hold nu op,” siger Anne-Maj. ”Didi har bare en lille detektiv i maven. Det er da okay at lege med tanken, hvis man bare gør det inden for disse fire vægge.”
”Altså, Mor.” Iben sukker. ”Du skulle aldrig have givet ungen ’Baskervilles hund’. Didi er alt for ung til krimier.”
”Nej, jeg er da ej,” siger Didi.
”Da jeg var i hendes alder,” siger Anne-Maj, ”læste jeg Agatha Christie med stor fornøjelse.”
”Som om det skulle være beroligende.” Iben ryster på hovedet. ”Spis nu, Didi,” siger hun.
”Du må godt lade kødet ligge,” siger Anne-Maj, der kan se, at mørbradbøffen udgør et uoverskueligt projekt. ”Smag på aspargesen i stedet.”
”Det, jeg mente, var bare …” Iben ignorerer sin mors indblanding. ”Hvis Helmers dødsfald var pludseligt, må det have været chokerende for hans pårørende, uanset hvor gammel han var.”
”Man kan vel ikke sige, det var pludseligt … Han lå da på hospitalet et par dage først, og de sagde, det var hjertet, så …” Anne-Maj skænker mere vin op til dem begge. ”Jeg har aldrig hørt om, at Helmer skulle have hjerteproblemer, men mentalt var han i hvert fald faldet af på den de seneste måneder.
Det kom ikke bag på nogen, at hans tid var ved at være omme. I virkeligheden kunne han ikke længere overkomme arbejdet i butikken. En af de andre overtog tjansen som administrator for nogen tid siden,
men han insisterede på at fortsætte med boghjørnet.
På mange måder var det vel egentlig bedst, at han …” Hun leder efter en passende afslutning på sætningen. Da det viser sig umuligt, skifter hun spor: ”Jeg tror, jeg får lov at få ansvaret for bøgerne nu.”
Anne-Maj har, lige siden hun for et halvt års tid siden gik på efterløn, arbejdet som frivillig i Genbrugsen, der holder til i et nedlagt supermarked omme bag den nye Irma. Bare en enkelt dag om ugen, fra klokken ti til atten. Interessen for bøger har hun altid haft. Hun elsker at læse dem, snuse til dem, mærke på dem, og hun har et skarpt øje for smukke forsider og fine detaljer i indbindingen.
Jobbet som ansvarlig for Genbrugsens pænt store bogafdeling har hun derfor haft kig på længe, men gamle Helmer havde ejerfornemmelser til det sidste og afparerede enhver antydning af at dele tjansen med nogen. Hvis hun kan arve den position nu …
Iben lægger hurtigt højre hånd op på bordet med et skyldbevidst udtryk. Så har hun igen listet en bid kød ned til Mortensen. ”Så er der ikke mere nogen mænd derinde, vel?”
”Der er jo Stanley. Stanley Hjort.”
”Ham den retarderede?”
”Åh, det må du ikke kalde det.” Hun skotter til Didi, der nu sidder og dissekerer aspargesstilken. ”Stanley er hjerneskadet efter en trafikulykke, og nej, han fungerer ikke optimalt. Men han er en stor hjælp. Kommer hver dag og tager sig af alt det, vi andre ikke kan klare; klatrer på høje stiger, når de øverste hylder skal støves af, henter tunge tøjsække og kasser hjemme hos folk, gør rent og holder vores lille varevogn i fin stand.”
”Det Blå Lyn,” siger Didi, som åbenbart hører lidt mere, end hun ser ud til.
”Nemlig.” Anne-Maj smiler. ”Uden Stanley ville det være svært at holde butikken i gang.”
”Det var ikke for at tale dårligt om ham.”
”Jeg kan bare ikke lide det ord: retarderet.”
De sidder lidt og spiser i stilhed. Didi rækker ud efter vandkanden. Hun gør intet for at forhindre, at alle isterningerne plumper ned i hendes eget glas. Da hun sætter kanden tilbage, møder hun sin mormors blik. Anne-Maj blinker til hende.
Iben genoptager samtalen fra før: ”Helmers enke arbejder stadig i butikken, ikke? Hvad er det, hun hedder?”
”Vips. Vibeke.”
”Hun må være helt knust.”
”Hun tager det nu forbløffende pænt.” Anne-Maj lader flygtigt tankerne runde Vips, der trods sine fireogfirs år og et temmelig vakkelvornt bentøj stadig er den, der har ansvaret for afdelingen med sølvtøj, bijouteri og ure, alt sammen opbevaret i en glasmontre ved siden af kasseapparatet, hvor hun sidder nogle timer hver eneste eftermiddag i en behagelig stol og indkasserer penge fra kunderne.
Hun rejser sig kun, når nogen vil se nærmere på de fine sager. Så står hun med et fast greb om stokken, mens hun med den anden hånd låser montren op og trækker den ene fløjlsklædte, flade skuffe ud efter den anden. Nøglen til montren opbevarer hun trods kollegernes protester et sted i bunden af sin taske, så det i praksis er umuligt at sælge smykker og sølvtøj uden for hendes arbejdstider.
Vips elsker sit job og er ligesom de øvrige i Genbrugsen ligeglad med, at det er ulønnet. Hun tog en enkelt fridag i anledning af sin mands død, men dagen efter igen havde hun atter siddet på sin plads. ”Måske rammer sorgen først efter bisættelsen.”
”Hvornår er det?”
”På tirsdag.”
”Skal du med?”
”Det tror jeg, vi alle sammen skal. Butikken kan godt lige holde lukket i et par timer midt på dagen. Helmer arbejdede der i over ni år. Selvfølgelig skal vi sende ham ordentligt herfra.”
”Naturligvis.”
”Ikke at nogen kommer til at savne ham. Han var en tyran.”
”Mor!”
Anne-Maj trækker på skuldrene. ”Det var han altså.” Hun synes egentlig, de har talt længe nok om den kradsbørstige, gamle mands død, så efter en pause udbryder hun: ”Ih, jeg har så mange planer for den bogafdeling!”
Iben ser på hende. ”Ja?”
”Allerførst vil jeg smide alle de forældede opslagsværker ud. Lademanns Leksikon, uddaterede atlasser og så videre. Helmer mente, de er mange penge værd, men der er jo ingen, som vil have den slags mere. Alt ligger jo på nettet. Så vil jeg finkæmme skønlitteraturen og smide de mest slidte bogklubudgaver ud.
Måske kan jeg lave små udstillinger med børnebøger eller krimier. Det trækker et helt nyt publikum til. Og så vil jeg indføre et system, så hver enkelt bog forsynes med den dato, vi får den. På den måde er det nemt at se, om den har stået og samlet støv på hylden alt for længe og lige så godt kan smides ud.”
”Mmmm.” Iben nikker fraværende. Hendes opmærksomhed er rettet mod datteren, der er i færd med at skovle flere pomfritter over på sin tallerken. ”Du skal også spise resten af kødet, Didi.”
”Mormor siger, jeg ikke behøver.”
”Men du har spist din asparges, kan jeg se.” Iben taler i det mest kunstigt pædagogiske tonefald, man kan forestille sig. ”Det var da fint, skat. Vil du have én til?”
”Nej tak.” Didi skubber tallerkenen med hele bunken af pomfritter fra sig. ”Tak for mad, fru Mortensen.”
Anne-Maj skærer en grimasse. Én ting er, at hendes datter kalder hende ved efternavn, når hun skal drille, men at også Didi er begyndt på det … Hun orker ikke at protestere.
”Må jeg godt gå fra bordet?”
Anne-Maj ser efter sit barnebarn, der nu er på vej over til sofaen med sin mobiltelefon. ”Vil du ikke have dessert?” spørger hun. ”Der er is.”
”Hvilken slags?” Didi sidder allerede med blikket klistret til mobilen.
”Vanilje.”
Hun ser op. ”Hjemmelavet?”
Et næsten umærkeligt suk. ”Nej, købt.”
”Så vil jeg godt.” Hun møder Anne-Majs blik. ”Og tak.”
Didi ved udmærket, hvor ondt det gør på hendes madlavnings-fanatiske mormor at besudle sin fryser med industrifremstillede madvarer; barnet er udmærket klar over, at indkøbet af en liter økologisk Hansen-is udelukkende er foretaget for hendes, Didis, skyld, og hun er velopdragen nok til at vise sin anerkendelse. ”Tak, fru Mortensen.”
3.
Tirsdag den 19. marts
Nykøbing Kirke er næsten otte hundrede år gammel; en klassisk, rød munkestensbygning uden dikkedarer. Den er omgivet af et lille anlæg med oldgamle gravsten og monumenter, men selve kirkegården er placeret nogle hundrede meter derfra; der er simpelthen ikke plads nok i kirkens umiddelbare nærhed, så allerede i nitten hundrede og tyve holdt man helt op med at begrave byens døde på kirkens matrikel.
Kirkens indre er lige så enkelt som det ydre: tunge, hvidkalkede hvælvinger båret af nøgne, rustikke rødstenssøjler. Et simpelt kors og et fint detaljeret sejlskib udgør de eneste pyntegenstande i det strenge, hvide kirkerum, hvis kalkmalerier for længst er udslettet.
Meget protestantisk, tænker Anne-Maj, hver gang hun er her. En katolik ville bogstaveligt talt slå kors for sig ved synet af dette spartanske Guds hus. Selv holder hun meget af den diskrete stil; holder i det hele taget af sin kirke. Det er her, hun er døbt, her, hun blev viet til sin utro mand, og her, hun en dag skal begraves.
Så vidt er det da heldigvis ikke kommet; hun har forhåbentlig mange år endnu. Tyve? Måske femogtyve, nu hvor hun er holdt op med at ryge … Anne-Maj nikker til en af de andre frivillige fra Genbrugsen, en landmandsenke fra Nørre Asmindrup-kanten ved navn Else Simonsen.
Hun er god nok, tænker Anne-Maj, stovt og ligefrem, omend måske en smule naiv. Hun rykker sig lidt på bænken, så den anden kan få plads.
”Hvor er her smukt pyntet op,” halvhvisker Else. ”Så mange blomster.”
”Det er den der, der er fra butikken,” siger Anne-Maj og peger på en krans med hvide blomster.
”Vi skal betale halvandet hundrede kroner hver.”
”Så meget?” Else ser helt forskrækket ud.
Anne-Maj trækker på skuldrene. ”Den kostede over tusind kroner.”
”Uha da,” siger Else. ”Hvem har lagt ud?”
”Det har jeg.”
Else åbner tasken for at fiske sin pung op og ordne betalingen med det samme. Anne-Maj bremser hende ved at lægge en hånd på hendes. ”Vent,” siger hun. ”Vi kan ikke sidde og vifte med pengesedler her i kirken.”
”Nå nej.” Else retter sig op, stadig med tasken i skødet. ”Hun ser så lille ud deroppe.”
Anne-Maj ved straks, hvem hun mener. Oppe på forreste bænk sidder Helmers enke, Vips, mellem sine to midaldrende sønner. Parykkens lidt for ensfarvede, mørkebrune krøller er nemme at kende, selv om de kun lige akkurat kan anes over kirkebænkens høje ryglæn. I det samme sætter orglet ind og maner følget til tavshed.
Selve højtideligheden er fin og værdig; præstens tale mere personlig, end man ofte oplever det, selv om den er præget af en vis professionel distance. Der er da et argument for at gå i kirke af og til, tænker Anne-Maj: Man får en ordentlig afsked, ikke en ligegyldig tale fra én, der udelukkende kender afdøde fra de efterladtes beskrivelse.
At præsten ikke nævner Helmers tendens til at være trættekær og vrissen, mener Anne-Maj er et udtryk for høflighed over for de efterladte. Hun kan fra sin plads midt i kirken se, at de voksne sønner må have gang i lommeservietterne et par gange.
Han kan jo sådan set godt have været en kærlig far, tænker Anne-Maj, selv om hun har svært ved at forestille sig det. I virkeligheden kendte hun ikke manden særlig godt. Hun har kun haft en smule med ham og Vips at gøre, efter at hun begyndte i Genbrugsen for et halvt år siden, og hendes stærkeste følelser over for det aldrende ægtepar er irritation.
Mens resten af følget synger den sidste salme – Anne-Maj er tonedøv og sparer altid sin omverden for at opleve det med egne ører – gennemgår hun i tankerne de indkøb, hun skal foretage på vej hjem. Hun skal både i Irma efter den gode akaciehonning og en pakke frisk hummerravioli, og så må hun lige et smut i Netto efter toiletpapir og andre mere gængse dagligvarer.
Else Simonsen sidder stadig med hænderne hvilende på tasken.
Hun er ikke helt så hensynsfuld som Anne-Maj, så hun synger højlydt og begejstret med på salmerne med en uskøn vibrato, der kun rammer melodien sporadisk – så meget kan selv en tonedøv konstatere; om ikke andet, så ved at betragte de omkringsiddendes mimik, hver gang Else giver den ekstra gas. I det samme kommer Anne-Maj i tanker om de poussiner, hun forleden så på tilbud i Irmas reklameavis.
Måske skulle hun købe nogle stykker med hjem til fryseren. Hun burde føje det til listen for ikke at glemme det, men man kan jo ikke sidde her og skrive indkøbssedler under en bisættelse, erkender hun med en vis beklagelse.
Omsider er højtideligheden overstået; kirkeklokkerne slår deres langsomme, monotone begravelsesslag, mens kisten bæres ud. Vente, vente, vente, mens kisten ligger i den åbne rustvogn, og familien får lagt de langstilkede roser, der åbenbart hører sig til nu om dage.
I det mindste er vejret dejligt, tænker Anne-Maj og sørger omhyggeligt for ikke at se alt for munter ud ved tanken. Det er en af de første rigtige forårsdage, lun og lys. Træerne er endnu ikke sprunget ud, men i forpladsens periferi står klynger af vintergækker og krokus.
Så lukker bedemanden bagsmækken og triller ud fra kirkens grund. Mens folk stiller sig i kø foran enken og sønnerne for at kondolere, holder Anne-Maj og nogle andre frivillige fra Genbrugsen sig tilbage i en lille klynge, mens de venter på, at det skal blive deres tur: Else Simonsen, der nu har fået afleveret sit kontante bidrag til kransen og derfor omsider kan tænke på andet end sin håndtaske, førtidspensionisten Stanley Hjort med den ludende skikkelse og et evigt undskyldende udtryk i ansigtet – samt naturligvis Valborg von Schilling.
Hun er butikkens administrator, styrer vagtplaner og økonomi og tager imod eventuelle afbud. Det er hende, der indkalder til fællesmøder og har kontakten til hovedkontoret, den lokale handelsforening og kommunen.
Valborg er midt i halvfjerdserne, høj og benet med en buet, aristokratisk næse. Altid i pletfrie og nypressede spadseredragter.
Ellers er det kutyme blandt de frivillige, at man går i genbrugstøj fra butikkens udvalg, bortset fra undertøj og strømper.
Alle betaler naturligvis for det, de tager, men priserne er lave, og tøjet er altid pænt og rent. At det så ofte er noget uddateret i snittet og måske skredet lidt i sømmene, generer ikke nogen af dem – altså bortset fra Valborg, der ikke skal have noget af at gå i andre menneskers aflagte tøj.
”Hvor er resten?” spørger Else nu.
”Kylle besøger sin søster i Nakskov, og Lis kunne ikke komme,” svarer Valborg. ”Hun gav ikke nogen grund.” Et alvorligt blik rundt i kredsen, indtil hun føler sig overbevist om, at alle har forstået, hvor upassende det er ikke at begrunde sit fravær.
”Ruth måtte også melde afbud til selve højtideligheden, men hun prøver at nå gravøllet. Hun havde en speciallægetid her i formiddag.”
Ingen svarer. Man nikker blot. I det samme kommer Ruth Møllegaard susende om hjørnet og slutter sig til den lille flok. ”Så nåede jeg det lige,” siger hun forpustet.
”Når man taler om solen,” siger Anne-Maj.
”Jeg kom minsandten til før tiden. Det er jo ikke noget, man er forvænt med hos øjenlægen. Der plejer altid at være så mange.” Da ingen stiller det spørgsmål, hun tydeligvis venter, fortsætter Ruth uopfordret: ”Der var heldigvis ingenting i vejen, sagde han, bortset fra en smule grå stær.
Men det har vi jo alle sammen i vores alder, ikke?”
De andre flytter uroligt på sig. Det er ikke rart at blive mindet om sit fysiske forfald. Og da slet ikke ved en bisættelse.
Else rømmer sig. ”Vi skal vel også tale lidt om fremtiden,” siger hun.
”Fremtiden?” spørger Valborg.
”Ja, hvad vi gør med bogafdelingen, nu hvor Helmer er gået bort.”
Anne-Maj stivner. ”Hvad mener du?” spørger hun. ”Hvad vi gør?”
”Ja, nogen skal jo overtage Helmers ansvarsområde,” bliver Else ved. ”Jeg påtager mig gerne arbejdet med bøgerne, hvis der så er en anden, der vil organisere strygning og reparation. Jeg kan selvfølgelig godt give et nap med, når der er travlt, men …”
Det er nødvendigt at gribe ind. Lige nu. Hvis hun ikke gør det, vil Else løbe med tjansen, inden man får set sig om. ”Bliver det ikke for meget for dig, søde?” siger Anne-Maj med sin venligste stemme. ”Der er en del slæbearbejde med bøgerne, og du har jo så dårlig ryg.”
”Det går nok.” Else ser på selskabets eneste mand. ”Stanley har lovet at hjælpe. Ikke Stanley?”
Så de har allerede talt om det, Stanley og Else. Er Valborg også indviet? Anne-Maj skotter til hende, men det lange, aristokratiske ansigt er ganske neutralt. Hvis Else også har taget hende i ed, er kampen tabt på forhånd.
”Det er vel nok sødt af dig, Stanley.”
Anne-Maj smiler moderligt til den hjerneskadede mand, der nu har fået et dybt bekymret udtryk i sit flakkende blik. Han er tydeligvis nervøs for at have rodet sig ud i en konflikt, han ikke forstår. Anne-Maj fortsætter: ”Men du har jo så mange andre pligter, der skal passes.”
Han svarer stadig ikke, så hun vender sig mod Valborg. ”Det er da lidt dumt at skulle trække på Stanley, når andre med lethed ville kunne klare arbejdet uden hans hjælp. Giver du mig ikke ret?”
”Og det skulle så være dig?” Elses stemme er stadig høflig, men hendes kinder blusser faretruende. ”Du, som har været i butikken i kortest tid?”
”Hvorfor skulle det spille nogen rolle, hvor længe …”
”Så!” Valborgs stemme skærer igennem. ”Det her er hverken tid eller sted til den diskussion.”
”Nej.” Anne-Maj ser væk.
Hendes rival mumler noget, som ingen andre kan høre. Alt det, Anne-Maj ellers godt kunne lide ved Else – hendes viljestyrke, hendes beslutsomhed, hendes energi – virker nu direkte alarmerende. Anne-Maj får brug for al sin snarrådighed, hvis hun skal have sit ønske opfyldt.
”Vi holder et fællesmøde på torsdag,” fortsætter Valborg og lader atter sit myndige blik glide rundt i den lille gruppe mennesker. ”Efter lukketid. Jeg håber, I kan komme alle sammen.”
”Jeg laver et opslag i gruppen,” siger Ruth. Den vigtigste del af kommunikationen mellem de frivillige i Genbrugsen foregår via en Facebook-gruppe, som Ruth styrer med myndig hånd. Skal der mere brede informationer ud med efterlysninger efter nye frivillige eller slagtilbud til butikkens faste kundekreds, slår hun dem op i byens lokalgruppe.
”Og du, Else, ved det så allerede nu.” Hun ser på den lille, rødkindede kone, som i lighed med Vips ikke benytter sig af en computer og derfor konstant må informeres telefonisk.
Valborg marcherer over til Vips og hendes sønner, der nu er blevet kondoleret af alle andre. Resten af dem følger tavse efter. Anne-Maj kan mærke Elses blik. Den stakkels kvinde har ingen anelse om, hvor store kræfter hun er oppe imod. Anne-Maj kommer i det samme i tanker om noget. Hun fisker indkøbssedlen og en kuglepen op af tasken og tilføjer: ’Poussiner, Irma.’
Du kan købe Mysteriet i Genbrugsen af Anna Grue online på f.eks. Saxo.com
Du kan læse mere om forfatteren og bøger af Anna Grue her.
I samme serie:
Døden i kurbadet (Anne-Maj Mortensen 2)
Anne-Maj Mortensen er taget på luksus-kurbad efter en knæoperation.
Knæet værker, og det hele går lidt langtsom på grund af krykkerne.
Men da en af de andre kurgæster dør, sætter Anne-Maj smerterne til side og går i gang med sin egen efterforskning – også selvom den ikke ligefrem behager det lokale politi.
Døden i kurbadet er andet selvstændige bind i Anne Grues hyggekrimiserie om efterlønneren Anne-Maj Mortensen.
Nøglen til mord (Anne-Maj Mortensen 3)
Tredje selvstændige hyggekrimi i Anna Grues bestsellerserie om fru Mortensen.
Anne-Maj Mortensen finder sin eksmands lig i en luksuslejlighed ved Nykøbing Sjællands Lystbådehavn. Den ældre herre har tilsyneladende begået selvmord, og ingen forstår hvorfor. Til hendes store irritation må hun påtage sig at få solgt boligen, og det bliver en kamp med en lige lovlig smart ejendomsmægler – og alt for mange flyttekasser.
Midt i processen overrasker Anne-Maj et par, der på mystisk vis har skaffet sig nøgler til lejligheden for at have sex – og snart får hun mistanke om, at den lokale mægler står bag et organiseret misbrug af tomme ejendomme.
Politiets efterforskere tager som sædvanlig ikke Anne-Maj alvorligt – ikke engang, da man finder først ét, så et andet lig, der efter hendes bedste overbevisning har forbindelse til sammensværgelsen.
Ligene i lysthuset (Anne-Maj Mortensen 4)
En ung mand sidder varetægtsfængslet for mord, og den ukonventionelle privatdetektiv Anne-Maj Mortensen kaster sig ind i sagen med bistand fra sit computer-kyndige barnebarn, trettenårige Didi.
Tingene kompliceres, da der sker flere mord på unge mænd, og en vrissen kvinde forsvinder – alt imens datteren Iben gennemgår en svær graviditet, og gravhunden Mortensen den Tredje kommer i vanskeligheder.
Ligene i lysthuset er fjerde selvstændige bind i serien om efterlønneren Anne-Maj Mortensen, der sætter sig for at opklare de forbrydelser, som har fået politiet til at kaste håndklædet i ringen.
Blodigt bryllup (Anne-Maj Mortensen 5)
En geskæftig kvinde findes død under forberedelserne til et bryllup på en herregård. Og der er ikke tale om et hvilket som helst bryllup, for det er den selvbestaltede privatdetektiv Anne-Maj Mortensens datter, der skal giftes. Da Anne-Maj går i gang med at undersøge omstændighederne ved dødsfaldet, opdager hun hurtigt, at der måske er tale om mord. Og snart følger flere …
Blodigt bryllup er en minikrimi baseret på Familiejournalens føljeton om den ukonventionelle efterlønner Anne-Maj Mortensen, der opklarer forbrydelser midt i hverdagens tumult.
Anna Grue er kendt som forfatter til Dan Sommerdahl-serien, som netop nu kører som tv-serie, og til romaner som Italiensvej og De voksnes rækker. Nu er hun klar med en vaskeægte hyggekrimi, der har fået titlen Mysteriet i Genbrugsen.
I Mysteriet i Genbrugsen går efterlønneren Anne-Maj i gang med selv at opklare et mystisk dødsfald, der har forbindelse til Genbrugsen i Nykøbing Sjælland, hvor hun arbejder som frivillig. Myndighederne tror nemlig ikke, at der er noget usædvanligt ved den ældre mands død…
Her kan du smuglæse i Anna Grues krimi, Mysteriet i Genbrugsen, som kan købes online på f.eks. Saxo.com eller hos din lokale boghandler.
Anna Grue
Mysteriet i
Genbrugsen
1.
Søndag den 17. marts
Ethvert måltid begynder med et menneske, der laver mad. Eller nej, det er faktisk ikke sandt: Det begynder med et menneske, der køber råvarer, tilbereder dem og serverer den færdige ret. Men det er en proces, som stadigt færre holder i hævd. Flere og flere køber i stedet deres måltider færdiglavede, klar til at blive knaldet i en mikrobølgeovn og fortæret nærmest direkte fra emballagen.
Det er en sørgelig udvikling, mener Anne-Maj Mortensen, der er mindst lige så lykkelig, når hun laver mad, som når hun spiser den – hvilket ikke siger så lidt; den passionerede madglæde kan tydeligt aflæses i hendes omfangsrige figur.
Når Anne-Maj bevæger sin store krop med de gyngende bryster, de massive lår og den blødt svulmende mave rundt i køkkenet, er det som at se en omhyggeligt koreograferet stammedans, og hver bevægelse tjener et formål; når hun skærer peberfrugt, løg og selleri i præcise små firkanter, når hun dybt koncentreret folder stiftpiskede æggehvider ind i den let afkølede opbagning til en gratin, eller når hun med et næsten forelsket udtryk hælder stegesky ud over en dyreryg, der står og simrer i ovnen.
Man skal ikke forsøge at kommunikere med Anne-Maj, når hun kokkererer. Hvis man gør det, mister hun både tråden og overblikket og bider fra sig. Det ved hendes familie selvfølgelig, men det sker af og til, at en gæst uforvarende tager opstilling ude i køkkenet for at slå en hyggelig sludder af eller tilbyde sin hjælp, så Anne-Maj er nødt til lige at markere sig: Værsgo, tag et glas vin, og sæt dig ind i stuen, søde. Jeg kommer med maden, når den er færdig.
Trods den let krigeriske attitude er køkkenarbejdet dog først og fremmest forbundet med varme følelser. For Anne-Maj er det ikke bare en kær hobby; den er samtidig hendes foretrukne måde at vise følelser på. I hver eneste ret er kærlighed en vigtig ingrediens.
Det er sådan, hun viser sin datter, sit barnebarn og sine venner, hvor meget de betyder for hende. Det ved hun, og det ved de, om ikke andet, så i deres underbevidsthed. Hjemmelavet mad, der er tilsmagt med omsorg og omhu, smager per definition altid bedre end den, der er fremstillet af en fabriksarbejder, som bare skal skaffe hyren ved at klaske nogle ingredienser sammen efter en eller anden standardopskrift.
Anne-Maj spurgte engang en ung mand, en af datterens første rigtige kærester, hvad hans yndlingsret var. Han svarede uden tøven: ”Noget hjemmelavet!” Hun bad ham præcisere, og han forklarede, at hans forældre aldrig havde brudt sig om at lave mad og derfor havde ladet aftensmåltiderne bestå af frysepizzaer, rugbrødsmadder, havregrød eller færdigkøbte boller i karry.
For ham var alene det, at et måltid var tilberedt fra bunden hjemme i køkkenet, den rene luksus. Fra den dag behandlede Anne-Maj ham nærmest som en foie gras-gås: Hun stop fodrede ham, hver gang han viste sig på matriklen. Da den unge mand og Iben efter et års tid gik fra hinanden, var Anne-Majs største bekymring, om han mon ville få noget ordentligt at spise fremover.
Nej, tænker hun nu og skyller kødsaften af hænderne, voksne mennesker, som ikke gider lave deres mad selv, skulle faktisk fratages retten til at kalde sig voksne. Eller i hvert fald til at få børn. Hvis man ikke kan sørge for, at ens familie får sund, velsmagende mad tre gange om dagen, er man simpelthen … Hun leder efter det rette ord, mens hun tørrer hænderne i et rent viskestykke … Man er simpelthen umoden.
Hun nikker for sig selv, tilfreds med konklusionen. Det end ikke strejfer hende, at denne fordom også omfatter hendes egen datter, der er en notorisk klovn i et køkken.
Anne-Maj ser kærligt ned på Mortensen, en ung, ruhåret gravhund, der er det eneste hankønsvæsen i hendes liv, og som dermed har gjort sig fortjent til at bære hendes efternavn. Skal man være helt korrekt, er hans fulde navn Mortensen den Tredje, idet han har haft to forgængere – samme race, samme navn.
Lige nu sidder han helt stille i sin kurv henne ved terrassedøren og holder skarpt øje med, hvornår Anne-Maj rækker ud efter spækbrættet med afpuds fra svinemørbraden og sætter det ned på gulvet, så han kan hjælpe med opvasken.
”Du må vente lidt, bassemand,” siger Anne-Maj. ”Du kan få din hapser, når vi andre går til bords.”
Mortensen ser sørgmodigt på hende, men der er stadig håb i hans brune øjne. Hunden er den eneste, som er velkommen i Anne-Majs køkken. Han går aldrig i vejen, stiller ikke forstyrrende spørgsmål om, hvorvidt der skal sættes dybe eller flade tallerkener på bordet, drømmer på ingen måde om at distrahere kokken med kommentarer om vejret eller valgkampen eller noget, han har læst på Facebook. Mortensen er den perfekte køkkenmakker.
Anne-Maj tilbereder de øvrige ingredienser; stiller skrabede kartofler, fint skivede svampe, olie, kød, fond, fløde, friskklippede krydderurter og så videre i en række på bordpladen, så alt står kronologisk – i den rækkefølge, det skal på panden eller i gryden.
På den måde kan hun til enhver tid nærmest i blinde række ud efter det næste i programmet og i stedet bruge sin tankevirksomhed på tilsmagning, temperaturer, koge- og stegetider. Det er den slags, tænker hun selvtilfreds, som får folk til at begå fejl med madlavningen og derefter påstå, at det er svært. Det er ikke svært at lave mad.
Det er kun et spørgsmål om at forberede sig og gøre alt i den rigtige rækkefølge, så man ikke står og stresser med kartoffelskrælningen som en anden amatør, mens sovsen brænder på.
Engang var der en af lægerne på hendes arbejde, som antydede, at de rent ud sagt rigide rutiner i Anne-Majs arbejdsprocesser kunne være symptom på en eller anden form for tvangsneurose, hvilket naturligvis var helt åndssvagt. Bare fordi man godt kan lide lidt orden og logik i sit liv.
”Det er da fuldstændig normalt,” havde hun svaret sin nævenyttige chef. Hun kan ikke huske, om hun fik noget svar.
Da alt står klar, sætter hun sig ind i stuen. Mortensen kommer tøflende med et skuffet udtryk. Anne-Maj vil ikke tænde for ovn og komfur, før gæsterne er dukket op og er blevet anbragt i sofahjørnet med et glas vin til Iben og en cola til Didi, som hendes barnebarn insisterer på at blive kaldt. Didi. Det lyder som en biperson i en tysk tv-serie eller en lændetatoveret mæhæ i Paradise Hotel.
Men det er måske også meningen, erkender Anne-Maj; i hvert fald det sidste. Personlig synes hun, at den tiåriges døbenavn, Ditte-Marie, er meget smukkere. Men mormødre har jo ikke vetoret i den slags spørgsmål, ærgerligt nok.
Hun fisker søndagsavisens første sektion ud fra stablen på sofabordet, bladrer om til siden med krydsord og går direkte til opgaven i nederste højre hjørne; ’Den lille, men svære’, som avisen har døbt den.
Først når den er løst, giver Anne-Maj sig selv lov til at kigge på de to andre. Sådan er reglen, uge efter uge. Hun bider i kuglepennen og funderer over det første ord i krydsordsopgaven. ’Ufødt unge’ på ti bogstaver … Hendes hjerne begynder at snurre, og hun glemmer alt om madlavning, gæster og tiggende hund, mens hun i tankerne gennemgår forskellige bud på tværgående ord, som kan hjælpe med et synonym for foster.
Hun kunne ikke drømme om at udfylde de hvide felter, før hun er sikker i sin sag.
Kort efter ringer det på døren. Bare et kort klemt, og så åbnes den. Mortensen bjæffer ikke, som han plejer, når nogen kommer; et sikkert tegn på, at de besøgende hører til husets faste gæster.
Han styrter ud til hoveddøren så hurtigt, som hans korte ben kan bære ham. ”Hej,” råber Iben derude. ”Hej, Mormor,” lyder Didis stemme straks efter. Anne-Maj kaster et sidste blik på krydsordsopgaven, der stadig er ganske jomfruelig, og folder avisen sammen, før hun rejser sig og går ud i entreen.
”Lige til tiden,” siger hun.
”Vi tør jo ikke andet.” Iben står med Mortensen i favnen som en logrende og temmelig behåret baby og vender nu ansigtet ned mod ham. ”Hvem er en dygtig hund?” nynner hun i et lyst tonefald, mens hun vugger ham. ”Hvem er en god dreng?” Iben må ikke selv holde husdyr i sin lejlighed, men kompenserer så rigeligt i samværet med morens lille, kommodebenede følgesvend.
De slår sig ned i stuen med hvert sit glas.
”Kan du få tiden til at gå, fru Mortensen?” spørger Iben. Det samme spørgsmål hver gang; som om efterlønnen med et trylleslag har drænet Anne-Majs tilværelse for indhold.
”Ja da.”
”Jeg spørger af venlig interesse. Du behøver ikke at snerre.”
”Jeg snerrer da ikke.”
”Så siger vi det.”
”Jamen jeg har rigeligt at gøre,” siger Anne-Maj og nipper til hvidvinen. ”Jeg går lange ture med Mortensen, læser stakkevis af bøger, passer haven, har min faste dag i Genbrugsen, tager ind til Holbæk og shopper … Jeg har masser af tage mig til,” gentager hun. ”Jeg nyder bare, at jeg ikke skal hen i det røvsyge sundhedscenter hver dag.”
”Mor!” Iben kaster et sigende blik over mod Didi, der sidder dybt koncentreret med sin smartphone.
Uden at tage blikket fra skærmen siger Didi tørt: ”Du tror ikke seriøst, at det er Mormor, der lærer mig at bande, vel?”
”Jeg synes bare, vi alle sammen skal tale pænt,” svarer Iben en kende spidst.
Didi ser på sin mormor med hævede øjenbryn, mens hun skeler overdrevent. Så fokuserer hun atter på den åbenbart temmelig opmærksomhedskrævende kontakt med den del af universet, som ikke befinder sig her i Anne-Majs lille, lyseblå byhus – på Lindealle-Nykøbing-Odsherred-Sjælland-Danmark-Europa-Jorden, som Didis remse fra barndommen altid har lydt. Hvornår er hun egentlig holdt op med at sige det?
”Du kunne da godt lide dit job,” bliver Iben ved. ”Ellers var du vel ikke blevet der i en menneskealder.”
Anne-Maj trækker på skuldrene. Hvis sandheden skal frem, savner hun af og til arbejdet som lægesekretær for tre alment praktiserende læger i Sundhedscentret. Fra sit lille, veldefinerede kongerige bag skranken havde hun holdt styr på såvel læger og sygeplejerske som patienter.
Det havde passet hendes trang til at spille ordenspoliti ganske udmærket. Så selvfølgelig savner hun det. Lidt. Men det meste af tiden nyder hun at være fri, ikke mindst fra de stadigt flere og stadigt mere indviklede elektroniske portaler og systemer, der nu om dage skal arbejdes med i sundhedssystemet, og det er dette faktum, hun har besluttet sig for at vise alverden, inklusive sin geskæftige datter.
”Jeg er sulten,” meddeler Didi.
Det er Iben og Anne-Majs tur til at veksle et forbløffet blik. Didi, der spiser som en fugl. En særdeles kræsen fugl, vel at mærke. Hun skal altid nødes, og når hun endelig giver efter for presset, indtager hun udelukkende pastaskruer – ikke fuldkornsudgaven, ikke pasta i andre faconer, ikke den veganske slags uden æg – samt pomfritter og agurkestænger.
En noget ensidig diæt. Det er underligt, synes Anne-Maj. Hun betragter sit barnebarns tynde arme, der stikker ud af T-shirtens ærmer som afpillede fuglevinger. Efterkommer af en lang række madglade kvinder. Iben er ganske vist endnu ikke helt så fyldig som Anne-Maj, men det skal nok komme.
Hvordan er det dog gået til, at familiens yngste har så store problemer med at spise? Kan det være Ibens manglende interesse for madlavning, der bærer skylden? Anne-Majs skræk er, at Didis kræsenhed skal udvikle sig til en egentlig spiseforstyrrelse. At barnet nu spontant udtrykker lyst til mad, er en lykkelig begivenhed.
”Så er det heldigt, at vi skal spise om lidt,” svarer Anne-Maj og rejser sig. Mortensen den Tredje vrider sig løs fra Iben; han har ikke glemt det afpuds, der ligger og dufter ude på køkkenbordet. ”Hvis I sidder her og hygger jer,” fortsætter Anne-Maj, ”så går jeg ud og laver maden færdig. Det tager et kvarter.”
”Hvad skal vi have?” spørger Iben.
”Mørbradbøffer med kartofler, stuvede svampe og asparges. Og en salat,” svarer Anne-Maj og flytter blikket til Didi: ”Jeg har tændt for frituren, så du kan få en ordentlig portion pomfritter.”
”Tak, men … det behøver du ikke.” Didi ser op fra mobilen. ”Fra i dag spiser jeg varieret.”
Det er ikke et ord, barnet af sig selv ville vælge, ved Anne-Maj, så hun spørger: ”Er der nogen, der har sagt til dig, at du skal spise varieret? Noget, I har lært om i skolen?”
”Næh …” Hun vrider sig lidt. ”Det er … Ikke nogen.”
Anne-Maj og hendes datter ser igen på hinanden. Iben trækker på skuldrene.
”Så du spiser kogte kartofler og kød og sovs og grøntsager nu, Didi?” spørger Anne-Maj for at være helt sikker. ”Og jeg kan godt slukke for friturekogeren?”
”Ahhh …” Didi sidder stadig uroligt. ”Du kan da godt lave lidt pomfritter, Mormor, hvis du alligevel har gjort klar til det. De smager da godt til … alt det varierede.”
LÆS OGSÅ: 5 nervepirrende krimier, du skal læse i foråret
2.
Søndag den 17. marts
Iben har siden barnsben været lidt af et problembarn, synes Anne-Maj. Hun er usædvanligt godt begavet, men hun er … om ikke ligefrem doven, så i hvert fald dårlig til at prioritere sin tid, og hun er ikke det fjerneste interesseret i at gøre en intellektuel indsats, selv om hun kunne blive medlem af Mensa så let som ingenting.
Iben klarede sig i sin tid kun med nød og næppe gennem studentereksamen, og siden da har hun faktisk kun truffet forkerte valg: Hun falder for de forkerte mænd, har den forkerte uddannelse, tager de forkerte jobs.
Selv fastholder Iben, at hun er ganske tilfreds med stillingen som salgsassistent i en skoforretning på Algade, og hun trives lige så godt med at være single, som hendes mor gør det. Faktisk virker hun direkte lettet over, at hendes eksmand er flyttet ind til sin nye kæreste i København og for nylig har fået en lille søn, som han er så optaget af, at han kun lejlighedsvis kommer i tanker om, at han også har en tiårig datter.
De tre – mor, datter og barnebarn – ses til gengæld ofte; i det mindste hver søndag. De bor kun få hundrede meter fra hinanden, og det passer alle parter godt. Især nu, hvor Anne-Maj er blevet efterlønner, så hun af og til kan få efter-skole-besøg af Ditte-Marie … Didi! retter Anne-Maj sig selv.
Hun ser ud over komfuret, konstaterer, at det er lykkedes igen: Tilberedningen er timet, så alle tingene vil være færdig på nøjagtig samme tid. Jeg burde faktisk få en medalje, tænker Anne-Maj. Eller i hvert fald en eller anden form for diplom.
”Vi spiser om fem minutter,” råber hun ind i stuen og får et par bekræftende grynt tilbage. Så retter hun mørbradbøfferne og de grønne asparges an på det pæne, blåblomstrede fad, hun for mange år siden arvede efter sin mormor. Didis tipoldemor. Det er helt vildt at tænke på.
Anne-Maj har stadig sin mormors duft i næsen, følelsen af hendes bløde, rynkede hud i sine hænder. For hende hører mindet om mormoren til i den virkelige verden, selv om det er næsten fyrre år siden, hun døde, mens Iben … For hende er oldemoren blot et begreb; hun kan vel knap nok huske hende.
Og spørger man Didi, så hører hendes tipoldemor til i så fjern en fortid, at hun lige så godt kunne være en brontosaurus. Hun kan vel ikke engang huske sin oldemor, tænker Anne-Maj, min mor – som forsvandt længere og længere ind i demensen og til sidst døde, mens Didi stadig var børnehavebarn.
Tiden går så hurtigt, og kvinderne i vores familie dør alt for tidligt. Anne-Maj sætter fadet ind på spisebordet og vender tilbage efter kartofler og sovs; nu er det så mig, der er ældste generation. Mig, der på et tidspunkt bliver oldemor og allerhøjst vil være et svagt minde for Didis børn og total fortid for hendes børnebørn. Tanken fylder hende med en blanding af stolthed og rædsel.
Slægt skal følge slægters gang. Man ved det jo godt, men … Hun får en kuldegysning.
”Så må I gerne gå til bords,” siger hun. Anne-Maj formoder altid – naiv, som hun er – at gæsterne ved denne besked omgående finder deres pladser, selv om hun udmærket ved, at sådan går det aldrig. Der er altid mindst én, som skal tisse af, én, der skal lægge sin telefon til opladning, to, der skal have vasket hænder.
Som regel tager det flere minutter, fra hun kalder folk til bordet, til de alle er bænket – uanset om hun har varslet dem i god tid forinden eller ej – og i de minutter er Anne-Maj ved at eksplodere af utålmodighed. Forstår de da ikke, at grøntsagerne mister deres spændstighed, at sovsen stivner, at kødets fine, rosa tone bliver bleg og grålig, mens de trasker rundt og fumler sig færdig?
Sådan går det selvfølgelig også i dag. Anne-Maj stiller skålen med brandvarme, saltede pomfritter ved Didis plads og går tilbage til køkkenet efter en kande isvand. Hun forsøger at tænke på noget andet end maden, der står og bliver kold.
”Så, Mortensen,” siger hun og stiller spækbrættet med mørbrad-afpudset ned på gulvet. ”Vente!” kommanderer hun, og den lille gravhund sætter sig lydigt med de smukke, mørkebrune øjne stift rettet mod bunken af rå sener og hinder. ”Værsgo!” siger Anne-Maj så, og i samme øjeblik kaster Mortensen sig over byttet.
Da hele herligheden få sekunder senere er inhaleret, slikker hunden spækbrættet omhyggeligt, mens han logrer så kraftigt, at han er ved at få overbalance. Anne-Maj smiler.
Hun går tilbage til stuen, og – oh! Et under! – nu sidder både Iben og Didi på deres pladser. Didi har allerede skovlet halvdelen af pomfritterne over på sin tallerken.
”Husk, at der også skal være plads til kød og grøntsager,” siger Anne-Maj. ”Det varierede, du ved.”
Didi tager modstræbende mod fadet, lemper én asparges og den allermindste mørbradbøf over på sin tallerken. Hun ser så mismodig ud ved synet af svampestuvningen, at Anne-Maj venligt lader, som om hun ganske glemmer at række den til hende. Hvis barnet virkelig kommer igennem både en grøntsag og en mundfuld kød, er det nærmest et mirakel.
”Hvordan går det i Genbrugsen?” spørger Iben i et konverserende tonefald, da de har forsynet sig. ”Du var deroppe i fredags, ikke?”
”Jeg er der altid om fredagen,” siger Anne-Maj. ”Det ved du da.”
Iben har i mellemtiden fyldt munden og må nøjes med at nikke.
”Det går rigtig fint,” fortsætter Anne-Maj, der ud ad øjenkrogen ser Didi kæmpe med mørbradbøffen, som hun skærer i mikroskopiske bidder. ”Helmer Bergstrøm døde i tirsdags.”
”Mor!” Iben har fået tygget af munden. ”Den pæne, gamle mand! Du kan da ikke i ét og samme åndedrag sige, at det går fint, og at en af de andre frivillige er død.”
”Nå nej,” medgiver Anne-Maj, ”sådan var det heller ikke ment. Men … Helmer var jo så gammel. Over halvfems.”
”Derfor kan det vel godt være trist, at man dør. Og da især, hvis det er meget pludseligt. Jeg vidste ikke engang, han var syg.”
”Måske blev han myrdet!” Didi ser helt oplivet ud.
”Didi!” Det er Iben. ”Sådan kan man da ikke tænke.”
”Det kan man da.” Didi har lagt kniv og gaffel fra sig, tydeligvis klar til en rask, lille debat om sandsynligheden for en mordgåde blandt Nykøbings ældste.
”Det er ikke pænt.”
”Åh, hold nu op,” siger Anne-Maj. ”Didi har bare en lille detektiv i maven. Det er da okay at lege med tanken, hvis man bare gør det inden for disse fire vægge.”
”Altså, Mor.” Iben sukker. ”Du skulle aldrig have givet ungen ’Baskervilles hund’. Didi er alt for ung til krimier.”
”Nej, jeg er da ej,” siger Didi.
”Da jeg var i hendes alder,” siger Anne-Maj, ”læste jeg Agatha Christie med stor fornøjelse.”
”Som om det skulle være beroligende.” Iben ryster på hovedet. ”Spis nu, Didi,” siger hun.
”Du må godt lade kødet ligge,” siger Anne-Maj, der kan se, at mørbradbøffen udgør et uoverskueligt projekt. ”Smag på aspargesen i stedet.”
”Det, jeg mente, var bare …” Iben ignorerer sin mors indblanding. ”Hvis Helmers dødsfald var pludseligt, må det have været chokerende for hans pårørende, uanset hvor gammel han var.”
”Man kan vel ikke sige, det var pludseligt … Han lå da på hospitalet et par dage først, og de sagde, det var hjertet, så …” Anne-Maj skænker mere vin op til dem begge. ”Jeg har aldrig hørt om, at Helmer skulle have hjerteproblemer, men mentalt var han i hvert fald faldet af på den de seneste måneder.
Det kom ikke bag på nogen, at hans tid var ved at være omme. I virkeligheden kunne han ikke længere overkomme arbejdet i butikken. En af de andre overtog tjansen som administrator for nogen tid siden,
men han insisterede på at fortsætte med boghjørnet.
På mange måder var det vel egentlig bedst, at han …” Hun leder efter en passende afslutning på sætningen. Da det viser sig umuligt, skifter hun spor: ”Jeg tror, jeg får lov at få ansvaret for bøgerne nu.”
Anne-Maj har, lige siden hun for et halvt års tid siden gik på efterløn, arbejdet som frivillig i Genbrugsen, der holder til i et nedlagt supermarked omme bag den nye Irma. Bare en enkelt dag om ugen, fra klokken ti til atten. Interessen for bøger har hun altid haft. Hun elsker at læse dem, snuse til dem, mærke på dem, og hun har et skarpt øje for smukke forsider og fine detaljer i indbindingen.
Jobbet som ansvarlig for Genbrugsens pænt store bogafdeling har hun derfor haft kig på længe, men gamle Helmer havde ejerfornemmelser til det sidste og afparerede enhver antydning af at dele tjansen med nogen. Hvis hun kan arve den position nu …
Iben lægger hurtigt højre hånd op på bordet med et skyldbevidst udtryk. Så har hun igen listet en bid kød ned til Mortensen. ”Så er der ikke mere nogen mænd derinde, vel?”
”Der er jo Stanley. Stanley Hjort.”
”Ham den retarderede?”
”Åh, det må du ikke kalde det.” Hun skotter til Didi, der nu sidder og dissekerer aspargesstilken. ”Stanley er hjerneskadet efter en trafikulykke, og nej, han fungerer ikke optimalt. Men han er en stor hjælp. Kommer hver dag og tager sig af alt det, vi andre ikke kan klare; klatrer på høje stiger, når de øverste hylder skal støves af, henter tunge tøjsække og kasser hjemme hos folk, gør rent og holder vores lille varevogn i fin stand.”
”Det Blå Lyn,” siger Didi, som åbenbart hører lidt mere, end hun ser ud til.
”Nemlig.” Anne-Maj smiler. ”Uden Stanley ville det være svært at holde butikken i gang.”
”Det var ikke for at tale dårligt om ham.”
”Jeg kan bare ikke lide det ord: retarderet.”
De sidder lidt og spiser i stilhed. Didi rækker ud efter vandkanden. Hun gør intet for at forhindre, at alle isterningerne plumper ned i hendes eget glas. Da hun sætter kanden tilbage, møder hun sin mormors blik. Anne-Maj blinker til hende.
Iben genoptager samtalen fra før: ”Helmers enke arbejder stadig i butikken, ikke? Hvad er det, hun hedder?”
”Vips. Vibeke.”
”Hun må være helt knust.”
”Hun tager det nu forbløffende pænt.” Anne-Maj lader flygtigt tankerne runde Vips, der trods sine fireogfirs år og et temmelig vakkelvornt bentøj stadig er den, der har ansvaret for afdelingen med sølvtøj, bijouteri og ure, alt sammen opbevaret i en glasmontre ved siden af kasseapparatet, hvor hun sidder nogle timer hver eneste eftermiddag i en behagelig stol og indkasserer penge fra kunderne.
Hun rejser sig kun, når nogen vil se nærmere på de fine sager. Så står hun med et fast greb om stokken, mens hun med den anden hånd låser montren op og trækker den ene fløjlsklædte, flade skuffe ud efter den anden. Nøglen til montren opbevarer hun trods kollegernes protester et sted i bunden af sin taske, så det i praksis er umuligt at sælge smykker og sølvtøj uden for hendes arbejdstider.
Vips elsker sit job og er ligesom de øvrige i Genbrugsen ligeglad med, at det er ulønnet. Hun tog en enkelt fridag i anledning af sin mands død, men dagen efter igen havde hun atter siddet på sin plads. ”Måske rammer sorgen først efter bisættelsen.”
”Hvornår er det?”
”På tirsdag.”
”Skal du med?”
”Det tror jeg, vi alle sammen skal. Butikken kan godt lige holde lukket i et par timer midt på dagen. Helmer arbejdede der i over ni år. Selvfølgelig skal vi sende ham ordentligt herfra.”
”Naturligvis.”
”Ikke at nogen kommer til at savne ham. Han var en tyran.”
”Mor!”
Anne-Maj trækker på skuldrene. ”Det var han altså.” Hun synes egentlig, de har talt længe nok om den kradsbørstige, gamle mands død, så efter en pause udbryder hun: ”Ih, jeg har så mange planer for den bogafdeling!”
Iben ser på hende. ”Ja?”
”Allerførst vil jeg smide alle de forældede opslagsværker ud. Lademanns Leksikon, uddaterede atlasser og så videre. Helmer mente, de er mange penge værd, men der er jo ingen, som vil have den slags mere. Alt ligger jo på nettet. Så vil jeg finkæmme skønlitteraturen og smide de mest slidte bogklubudgaver ud.
Måske kan jeg lave små udstillinger med børnebøger eller krimier. Det trækker et helt nyt publikum til. Og så vil jeg indføre et system, så hver enkelt bog forsynes med den dato, vi får den. På den måde er det nemt at se, om den har stået og samlet støv på hylden alt for længe og lige så godt kan smides ud.”
”Mmmm.” Iben nikker fraværende. Hendes opmærksomhed er rettet mod datteren, der er i færd med at skovle flere pomfritter over på sin tallerken. ”Du skal også spise resten af kødet, Didi.”
”Mormor siger, jeg ikke behøver.”
”Men du har spist din asparges, kan jeg se.” Iben taler i det mest kunstigt pædagogiske tonefald, man kan forestille sig. ”Det var da fint, skat. Vil du have én til?”
”Nej tak.” Didi skubber tallerkenen med hele bunken af pomfritter fra sig. ”Tak for mad, fru Mortensen.”
Anne-Maj skærer en grimasse. Én ting er, at hendes datter kalder hende ved efternavn, når hun skal drille, men at også Didi er begyndt på det … Hun orker ikke at protestere.
”Må jeg godt gå fra bordet?”
Anne-Maj ser efter sit barnebarn, der nu er på vej over til sofaen med sin mobiltelefon. ”Vil du ikke have dessert?” spørger hun. ”Der er is.”
”Hvilken slags?” Didi sidder allerede med blikket klistret til mobilen.
”Vanilje.”
Hun ser op. ”Hjemmelavet?”
Et næsten umærkeligt suk. ”Nej, købt.”
”Så vil jeg godt.” Hun møder Anne-Majs blik. ”Og tak.”
Didi ved udmærket, hvor ondt det gør på hendes madlavnings-fanatiske mormor at besudle sin fryser med industrifremstillede madvarer; barnet er udmærket klar over, at indkøbet af en liter økologisk Hansen-is udelukkende er foretaget for hendes, Didis, skyld, og hun er velopdragen nok til at vise sin anerkendelse. ”Tak, fru Mortensen.”
3.
Tirsdag den 19. marts
Nykøbing Kirke er næsten otte hundrede år gammel; en klassisk, rød munkestensbygning uden dikkedarer. Den er omgivet af et lille anlæg med oldgamle gravsten og monumenter, men selve kirkegården er placeret nogle hundrede meter derfra; der er simpelthen ikke plads nok i kirkens umiddelbare nærhed, så allerede i nitten hundrede og tyve holdt man helt op med at begrave byens døde på kirkens matrikel.
Kirkens indre er lige så enkelt som det ydre: tunge, hvidkalkede hvælvinger båret af nøgne, rustikke rødstenssøjler. Et simpelt kors og et fint detaljeret sejlskib udgør de eneste pyntegenstande i det strenge, hvide kirkerum, hvis kalkmalerier for længst er udslettet.
Meget protestantisk, tænker Anne-Maj, hver gang hun er her. En katolik ville bogstaveligt talt slå kors for sig ved synet af dette spartanske Guds hus. Selv holder hun meget af den diskrete stil; holder i det hele taget af sin kirke. Det er her, hun er døbt, her, hun blev viet til sin utro mand, og her, hun en dag skal begraves.
Så vidt er det da heldigvis ikke kommet; hun har forhåbentlig mange år endnu. Tyve? Måske femogtyve, nu hvor hun er holdt op med at ryge … Anne-Maj nikker til en af de andre frivillige fra Genbrugsen, en landmandsenke fra Nørre Asmindrup-kanten ved navn Else Simonsen.
Hun er god nok, tænker Anne-Maj, stovt og ligefrem, omend måske en smule naiv. Hun rykker sig lidt på bænken, så den anden kan få plads.
”Hvor er her smukt pyntet op,” halvhvisker Else. ”Så mange blomster.”
”Det er den der, der er fra butikken,” siger Anne-Maj og peger på en krans med hvide blomster.
”Vi skal betale halvandet hundrede kroner hver.”
”Så meget?” Else ser helt forskrækket ud.
Anne-Maj trækker på skuldrene. ”Den kostede over tusind kroner.”
”Uha da,” siger Else. ”Hvem har lagt ud?”
”Det har jeg.”
Else åbner tasken for at fiske sin pung op og ordne betalingen med det samme. Anne-Maj bremser hende ved at lægge en hånd på hendes. ”Vent,” siger hun. ”Vi kan ikke sidde og vifte med pengesedler her i kirken.”
”Nå nej.” Else retter sig op, stadig med tasken i skødet. ”Hun ser så lille ud deroppe.”
Anne-Maj ved straks, hvem hun mener. Oppe på forreste bænk sidder Helmers enke, Vips, mellem sine to midaldrende sønner. Parykkens lidt for ensfarvede, mørkebrune krøller er nemme at kende, selv om de kun lige akkurat kan anes over kirkebænkens høje ryglæn. I det samme sætter orglet ind og maner følget til tavshed.
Selve højtideligheden er fin og værdig; præstens tale mere personlig, end man ofte oplever det, selv om den er præget af en vis professionel distance. Der er da et argument for at gå i kirke af og til, tænker Anne-Maj: Man får en ordentlig afsked, ikke en ligegyldig tale fra én, der udelukkende kender afdøde fra de efterladtes beskrivelse.
At præsten ikke nævner Helmers tendens til at være trættekær og vrissen, mener Anne-Maj er et udtryk for høflighed over for de efterladte. Hun kan fra sin plads midt i kirken se, at de voksne sønner må have gang i lommeservietterne et par gange.
Han kan jo sådan set godt have været en kærlig far, tænker Anne-Maj, selv om hun har svært ved at forestille sig det. I virkeligheden kendte hun ikke manden særlig godt. Hun har kun haft en smule med ham og Vips at gøre, efter at hun begyndte i Genbrugsen for et halvt år siden, og hendes stærkeste følelser over for det aldrende ægtepar er irritation.
Mens resten af følget synger den sidste salme – Anne-Maj er tonedøv og sparer altid sin omverden for at opleve det med egne ører – gennemgår hun i tankerne de indkøb, hun skal foretage på vej hjem. Hun skal både i Irma efter den gode akaciehonning og en pakke frisk hummerravioli, og så må hun lige et smut i Netto efter toiletpapir og andre mere gængse dagligvarer.
Else Simonsen sidder stadig med hænderne hvilende på tasken.
Hun er ikke helt så hensynsfuld som Anne-Maj, så hun synger højlydt og begejstret med på salmerne med en uskøn vibrato, der kun rammer melodien sporadisk – så meget kan selv en tonedøv konstatere; om ikke andet, så ved at betragte de omkringsiddendes mimik, hver gang Else giver den ekstra gas. I det samme kommer Anne-Maj i tanker om de poussiner, hun forleden så på tilbud i Irmas reklameavis.
Måske skulle hun købe nogle stykker med hjem til fryseren. Hun burde føje det til listen for ikke at glemme det, men man kan jo ikke sidde her og skrive indkøbssedler under en bisættelse, erkender hun med en vis beklagelse.
Omsider er højtideligheden overstået; kirkeklokkerne slår deres langsomme, monotone begravelsesslag, mens kisten bæres ud. Vente, vente, vente, mens kisten ligger i den åbne rustvogn, og familien får lagt de langstilkede roser, der åbenbart hører sig til nu om dage.
I det mindste er vejret dejligt, tænker Anne-Maj og sørger omhyggeligt for ikke at se alt for munter ud ved tanken. Det er en af de første rigtige forårsdage, lun og lys. Træerne er endnu ikke sprunget ud, men i forpladsens periferi står klynger af vintergækker og krokus.
Så lukker bedemanden bagsmækken og triller ud fra kirkens grund. Mens folk stiller sig i kø foran enken og sønnerne for at kondolere, holder Anne-Maj og nogle andre frivillige fra Genbrugsen sig tilbage i en lille klynge, mens de venter på, at det skal blive deres tur: Else Simonsen, der nu har fået afleveret sit kontante bidrag til kransen og derfor omsider kan tænke på andet end sin håndtaske, førtidspensionisten Stanley Hjort med den ludende skikkelse og et evigt undskyldende udtryk i ansigtet – samt naturligvis Valborg von Schilling.
Hun er butikkens administrator, styrer vagtplaner og økonomi og tager imod eventuelle afbud. Det er hende, der indkalder til fællesmøder og har kontakten til hovedkontoret, den lokale handelsforening og kommunen.
Valborg er midt i halvfjerdserne, høj og benet med en buet, aristokratisk næse. Altid i pletfrie og nypressede spadseredragter.
Ellers er det kutyme blandt de frivillige, at man går i genbrugstøj fra butikkens udvalg, bortset fra undertøj og strømper.
Alle betaler naturligvis for det, de tager, men priserne er lave, og tøjet er altid pænt og rent. At det så ofte er noget uddateret i snittet og måske skredet lidt i sømmene, generer ikke nogen af dem – altså bortset fra Valborg, der ikke skal have noget af at gå i andre menneskers aflagte tøj.
”Hvor er resten?” spørger Else nu.
”Kylle besøger sin søster i Nakskov, og Lis kunne ikke komme,” svarer Valborg. ”Hun gav ikke nogen grund.” Et alvorligt blik rundt i kredsen, indtil hun føler sig overbevist om, at alle har forstået, hvor upassende det er ikke at begrunde sit fravær.
”Ruth måtte også melde afbud til selve højtideligheden, men hun prøver at nå gravøllet. Hun havde en speciallægetid her i formiddag.”
Ingen svarer. Man nikker blot. I det samme kommer Ruth Møllegaard susende om hjørnet og slutter sig til den lille flok. ”Så nåede jeg det lige,” siger hun forpustet.
”Når man taler om solen,” siger Anne-Maj.
”Jeg kom minsandten til før tiden. Det er jo ikke noget, man er forvænt med hos øjenlægen. Der plejer altid at være så mange.” Da ingen stiller det spørgsmål, hun tydeligvis venter, fortsætter Ruth uopfordret: ”Der var heldigvis ingenting i vejen, sagde han, bortset fra en smule grå stær.
Men det har vi jo alle sammen i vores alder, ikke?”
De andre flytter uroligt på sig. Det er ikke rart at blive mindet om sit fysiske forfald. Og da slet ikke ved en bisættelse.
Else rømmer sig. ”Vi skal vel også tale lidt om fremtiden,” siger hun.
”Fremtiden?” spørger Valborg.
”Ja, hvad vi gør med bogafdelingen, nu hvor Helmer er gået bort.”
Anne-Maj stivner. ”Hvad mener du?” spørger hun. ”Hvad vi gør?”
”Ja, nogen skal jo overtage Helmers ansvarsområde,” bliver Else ved. ”Jeg påtager mig gerne arbejdet med bøgerne, hvis der så er en anden, der vil organisere strygning og reparation. Jeg kan selvfølgelig godt give et nap med, når der er travlt, men …”
Det er nødvendigt at gribe ind. Lige nu. Hvis hun ikke gør det, vil Else løbe med tjansen, inden man får set sig om. ”Bliver det ikke for meget for dig, søde?” siger Anne-Maj med sin venligste stemme. ”Der er en del slæbearbejde med bøgerne, og du har jo så dårlig ryg.”
”Det går nok.” Else ser på selskabets eneste mand. ”Stanley har lovet at hjælpe. Ikke Stanley?”
Så de har allerede talt om det, Stanley og Else. Er Valborg også indviet? Anne-Maj skotter til hende, men det lange, aristokratiske ansigt er ganske neutralt. Hvis Else også har taget hende i ed, er kampen tabt på forhånd.
”Det er vel nok sødt af dig, Stanley.”
Anne-Maj smiler moderligt til den hjerneskadede mand, der nu har fået et dybt bekymret udtryk i sit flakkende blik. Han er tydeligvis nervøs for at have rodet sig ud i en konflikt, han ikke forstår. Anne-Maj fortsætter: ”Men du har jo så mange andre pligter, der skal passes.”
Han svarer stadig ikke, så hun vender sig mod Valborg. ”Det er da lidt dumt at skulle trække på Stanley, når andre med lethed ville kunne klare arbejdet uden hans hjælp. Giver du mig ikke ret?”
”Og det skulle så være dig?” Elses stemme er stadig høflig, men hendes kinder blusser faretruende. ”Du, som har været i butikken i kortest tid?”
”Hvorfor skulle det spille nogen rolle, hvor længe …”
”Så!” Valborgs stemme skærer igennem. ”Det her er hverken tid eller sted til den diskussion.”
”Nej.” Anne-Maj ser væk.
Hendes rival mumler noget, som ingen andre kan høre. Alt det, Anne-Maj ellers godt kunne lide ved Else – hendes viljestyrke, hendes beslutsomhed, hendes energi – virker nu direkte alarmerende. Anne-Maj får brug for al sin snarrådighed, hvis hun skal have sit ønske opfyldt.
”Vi holder et fællesmøde på torsdag,” fortsætter Valborg og lader atter sit myndige blik glide rundt i den lille gruppe mennesker. ”Efter lukketid. Jeg håber, I kan komme alle sammen.”
”Jeg laver et opslag i gruppen,” siger Ruth. Den vigtigste del af kommunikationen mellem de frivillige i Genbrugsen foregår via en Facebook-gruppe, som Ruth styrer med myndig hånd. Skal der mere brede informationer ud med efterlysninger efter nye frivillige eller slagtilbud til butikkens faste kundekreds, slår hun dem op i byens lokalgruppe.
”Og du, Else, ved det så allerede nu.” Hun ser på den lille, rødkindede kone, som i lighed med Vips ikke benytter sig af en computer og derfor konstant må informeres telefonisk.
Valborg marcherer over til Vips og hendes sønner, der nu er blevet kondoleret af alle andre. Resten af dem følger tavse efter. Anne-Maj kan mærke Elses blik. Den stakkels kvinde har ingen anelse om, hvor store kræfter hun er oppe imod. Anne-Maj kommer i det samme i tanker om noget. Hun fisker indkøbssedlen og en kuglepen op af tasken og tilføjer: ’Poussiner, Irma.’
Du kan købe Mysteriet i Genbrugsen af Anna Grue online på f.eks. Saxo.com
Du kan læse mere om forfatteren og bøger af Anna Grue her.
I samme serie:
Døden i kurbadet (Anne-Maj Mortensen 2)
Anne-Maj Mortensen er taget på luksus-kurbad efter en knæoperation.
Knæet værker, og det hele går lidt langtsom på grund af krykkerne.
Men da en af de andre kurgæster dør, sætter Anne-Maj smerterne til side og går i gang med sin egen efterforskning – også selvom den ikke ligefrem behager det lokale politi.
Døden i kurbadet er andet selvstændige bind i Anne Grues hyggekrimiserie om efterlønneren Anne-Maj Mortensen.
Du kan købe Døden i kurbadet online, fx hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Nøglen til mord (Anne-Maj Mortensen 3)
Tredje selvstændige hyggekrimi i Anna Grues bestsellerserie om fru Mortensen.
Anne-Maj Mortensen finder sin eksmands lig i en luksuslejlighed ved Nykøbing Sjællands Lystbådehavn. Den ældre herre har tilsyneladende begået selvmord, og ingen forstår hvorfor. Til hendes store irritation må hun påtage sig at få solgt boligen, og det bliver en kamp med en lige lovlig smart ejendomsmægler – og alt for mange flyttekasser.
Midt i processen overrasker Anne-Maj et par, der på mystisk vis har skaffet sig nøgler til lejligheden for at have sex – og snart får hun mistanke om, at den lokale mægler står bag et organiseret misbrug af tomme ejendomme.
Politiets efterforskere tager som sædvanlig ikke Anne-Maj alvorligt – ikke engang, da man finder først ét, så et andet lig, der efter hendes bedste overbevisning har forbindelse til sammensværgelsen.
Du kan købe Nøglen til mord online hos Bog & Idé eller i din lokale boghandel.
Ligene i lysthuset (Anne-Maj Mortensen 4)
En ung mand sidder varetægtsfængslet for mord, og den ukonventionelle privatdetektiv Anne-Maj Mortensen kaster sig ind i sagen med bistand fra sit computer-kyndige barnebarn, trettenårige Didi.
Tingene kompliceres, da der sker flere mord på unge mænd, og en vrissen kvinde forsvinder – alt imens datteren Iben gennemgår en svær graviditet, og gravhunden Mortensen den Tredje kommer i vanskeligheder.
Ligene i lysthuset er fjerde selvstændige bind i serien om efterlønneren Anne-Maj Mortensen, der sætter sig for at opklare de forbrydelser, som har fået politiet til at kaste håndklædet i ringen.
Du kan købe Ligene i lysthuset i nærmeste boghandel eller online fx hos Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.
Blodigt bryllup (Anne-Maj Mortensen 5)
En geskæftig kvinde findes død under forberedelserne til et bryllup på en herregård. Og der er ikke tale om et hvilket som helst bryllup, for det er den selvbestaltede privatdetektiv Anne-Maj Mortensens datter, der skal giftes. Da Anne-Maj går i gang med at undersøge omstændighederne ved dødsfaldet, opdager hun hurtigt, at der måske er tale om mord. Og snart følger flere …
Blodigt bryllup er en minikrimi baseret på Familiejournalens føljeton om den ukonventionelle efterlønner Anne-Maj Mortensen, der opklarer forbrydelser midt i hverdagens tumult.
Du kan købe Blodigt bryllup online fx hos Bog&idé eller i din nærmeste boghandel
Andre læste også: