Når det kommer til Uropatruljen, er der næppe èn sandhed

I bogen Uropatruljen fortæller forfatteren Frederik Strand for første gang hele historien om Uropatruljen fra oprettelsen i 1969 til nedlæggelsen i 2001. Patruljen var fra første færd den mest omdiskuterede afdeling i dansk politi.

Uropatruljen var gennem mere end 30 år dansk politis mest berømte og berygtede afdeling. Den blev sat ind mod Københavns hippier, bz’ere, rockere og narkohandlen på Christiania og Vesterbro i nogle af den moderne danmarkshistories mest dramatiske årtier.

“Monstre med politimæssige beføjelser”

Sådan er uropatruljens medlemmer blevet karakteriseret. Ifølge bogens forfatter Frederik Strand er beskrivelsen: “stærkt fortegnet”.

Frederik Strand, som tidligere har skrevet bestsellere om bl.a. Rejseholdet og til daglig er leder af Politimuseet, fortsætter:

“Jeg har bogen igennem forsøgt at nuancere billedet af den omdiskuterede politiafdeling betydeligt. Nuancerne vil imidlertid ikke være noget skønmaleri, for der er næppe nogen afdeling i dansk politis historie, der er mere omstridt end Uropatruljen.

Afdelingen har haft de mest forbitrede modstandere og de mest nidkære fortalere, så et fyldestgørende – og retfærdigt – syn på afdelingen kræver flere forskellige synsvinkler.

Og det vil der være i denne bog, som blandt meget andet er baseret på interviews med en lang række tidligere urobetjente, som har stillet deres personlige arkiver til rådighed og fortæller åbent og ærligt om deres arbejde.

Aktører fra Christiania samt kredsen af bz’ere og rockere fortæller også deres side af historien.”

Politiarbejde der gik til kanten 

Historierne om afdelingen er mange: Unge engagerede mænd, der gør alt, hvad der står i deres magt for at hjælpe en familiefar ud af sit narkomisbrug.

Betjentene besøger ham i hans hjem, tilser ham og sørger for, at han kommer i afvænning ude på landet. De er narkomanens sidste og eneste venner. Dét er Uropatruljen.

Betjente i civil affyrer deres tjenestevåben mod en gruppe stenkastende demonstranter. Betjentene returnerer stenene og foretager voldsomme anholdelser. Dét er også Uropatruljen.

Når det kommer til Uropatruljen, er der næppe én historie, der er dækkende. Der er næppe én sandhed.

Uropatruljen er historien om voldelige konfrontationer og politiarbejde, der gik til kanten, men det er også historien om menneskelighed og socialt engagement i en ofte meget brutal verden blandt narkomaner og socialt udstødte. Sandheden har mange ansigter.

Historien om Uropatruljen er imidlertid andet og mere end “bare” en beretning om en berømt og berygtet politiafdeling. Den er et stykke danmarkshistorie. For Uropatruljens tilblivelse, udvikling og fald forløber i et samspil med den nyeste danmarkshistorie. 

Aktioner i civil 

Afdelingen var politiledelsens svar på en samfundsudvikling, som de i mangt og meget ikke forstod: Hvorfor gjorde de unge pludselig oprør, hvorfor tog de stoffer – og hvor udbredt var stofmisbruget? Hvem forhandlede stofferne? Og hvad med Christiania!? Hvad var nu det? En fristad, som pludselig var skudt op nærmest ud af det blå.

Det hele gik så hurtigt og var så uforståeligt for den ældre generation af politiledere, at de måtte have en afdeling af unge betjente, som kunne infiltrere de nye “urocentre” og levere information om, hvad der foregik.

Med etableringen af Uropatruljen skabte man den mest specielle afdeling i dansk politis historie. Afdelingen var en del af det uniformerede ordenspoliti, men optrådte næsten altid i civil.

Urobetjentene beskæftigede sig med efterforskning, men var også med til at håndtere store sociale uroligheder og, som en anden aktionsstyrke, storme besatte bygninger.

Samtidig havde afdelingen en særlig social dimension, idet den skulle forsøge at holde særligt de unge ude af narkokriminalitet og hjælpe narkomanerne ud af deres misbrug.

Det var mange forskellige – og i virkeligheden svært forenelige – opgaver. Men nogen skulle jo håndtere opgaverne, syntes politiledelsen at ræsonnere. Så det blev Uropatruljens lod.

LÆS OGSÅ: True crime. 10 bøger om forbrydelser fra virkelighedens verden

At Uropatruljen tog opgaverne på sig, var ikke ufrivilligt. Tværtimod. Det var en meget ung afdeling fuld af energi. Betjentene blev ofte indrulleret, lige efter de havde færdiggjort deres uddannelse. Hovedparten var der kun i en turnus på tre år, et mindretal blev fastansat og var der i en årrække.

Der blev i afdelingen skabt et sammenhold uden sidestykke inden for politiet, formentlig som et resultat af de mange ofte meget farlige situationer, urobetjentene sammen havde befundet sig i. Man skulle kunne stole på hinanden.

Berøringsangste politikere og vrede christianitter

“Han er en god mand at have med, når lokummet brænder,” blev en gængs karakteristik blandt mange urobetjente, når de omtalte deres kolleger. Med tiden blev sammenholdet og korpsånden måske også en byrde – og et særligt ideologisk udsyn for urobetjentene.

Mange på Christiania mente i hvert fald, at Uropatruljen havde en politisk agenda. Det var den forbenede og stokkonservative politiledelses forlængede arm. Politidirektørens knippel. Afdelingen ønskede Fristaden lukket, fordi det var et socialt eksperiment – og en forbitret kamp opstod.

LÆS OGSÅ: De forbudte billeder fortæller historien om kampen mod den usædelige kvindekrop

Uropatruljens opgave på Christiania var i mangt og meget utaknemmelig. Man havde skabt noget helt nyt – en fristad, men hvad betød det? Og hvem skulle håndtere politiopgaverne på stedet – og hvordan?

Uropatruljen blev på mange måder offer for berøringsangste politikere og en prygelknabe for vrede christianitter, der frygtede for Fristadens beståen. Men Uropatruljen gav også igen med samme mønt. Betjentene var bestemt ikke altid tilbageholdende – og måske forstod og sympatiserede de heller ikke altid med christianitternes livssyn. 

Flyvende brosten og brutale anholdelser

Modsætningsforholdet til christianitterne blev for Uropatruljen livsvarigt, og det samme gjaldt i forhold til et nyt samfundsfænomen – bz’erne.

Bz’erne fulgte i kølvandet på oliekrisens Danmark. Blomsterbørnenes gode tider var ved at rinde ud, og ungdommen oplevede nu arbejdsløshed, social forarmelse og bolignød. En del af de unge svarede igen ved at besætte Københavns forladte huse. For hovedstaden var i en deroute og stod foran en omfattende og langstrakt byfornyelse.

Også her blev Uropatruljen sat ind. De skulle løse problemet, først ved at rydde bygningerne og siden ved særligt at indsamle information om de unge bz’ere.

LÆS OGSÅ: Ondskab findes i os alle. Retsmedicineren og efterforskeren fortæller

Aktionerne mod Bz’erne udviklede sig ofte til dramatiske gadekampe med flyvende brosten, hårdhændede anholdelser og et massivt medieopbud. Uropatruljen blev med tiden bz’ernes foretrukne hadeobjekt – og hadet blev nok i nogle tilfælde gengældt fra Uropatruljens side.

Med tiden skulle konflikten føre ud i et sidste uforsonligt opgør, der indvarslede Uropatruljens fald, nemlig 18. maj-urolighederne 1993 deltog Uropatruljen i de uroligheder som udviklede sig til de voldsomste og mest fatale gadekampe i Danmarkshistorien. Der blev affyret 113 skud og 11 demonstranter blev såret.

Det politiske og retslige efterspil var af enorme dimensioner og var stærkt medvirkende til beslutningen om at nedlægge Uropatruljen.  

Narko og de fremadstormende rockergrupper 

Uropatruljen er imidlertid ikke kun historien om voldelige gør med christianitter og bz’ere. Det er også historien om en højt specialiseret efterforskningsenhed.

Med tiden udviklede Uropatruljen nemlig et unikt kendskab til narkokriminaliteten på gadeplan. I forlængelse af dette gadekendskab opbyggedes et omfattende netværk af meddelere i narkomiljøet.

Meddelernetværket blev et af Uropatruljens væsentligste aktiver, som politiet over hele landet benyttede sig af, når der skulle opklares narkokriminalitet.

Det lykkedes altså i vidt omfang Uropatruljen at penetrere det narkomiljø, der siden ungdomsoprøret med stor hast var skudt op på Nørrebro og siden flyttede til Vesterbro.

Også rockergrupperne vandt frem i denne periode – dels foranlediget af det lukrative stofmarked, dels som et svar på de identitetsproblemer, nogle unge mænd befandt sig i efter ungdomsoprørets værdiskred. Med svingende held søgte Uropatruljen at inddæmme de fremstormende rockergruppers indflydelse på gadeplan og i Fristaden.

Begyndelsen til enden på Uropatruljen

Med tiden måtte afdelingen dog erkende, at denne opgave var nærmest uoverkommelig. Det lykkedes heller ikke hverken Uropatruljen eller resten af dansk politi at komme narkoproblemet til livs – og det skabte siden debat og kritik, for var kampen mod narkoen, og dermed Uropatruljens i mange henseender væsentligste arbejdsopgave, ikke en ørkenvandring uden ende?

Netop i forhold til fornyelse og forandring rejste der sig i starten af 1990’erne et nyt, meget påtrængende spørgsmål. Havde Uropatruljen overlevet sig selv? Samfundet rundt omkring Uropatruljen havde forandret sig, men havde Uropatruljen forandret sig i tilsvarende takt?

Var der tale om en forældet institution med gammeldags machoidealer, der ikke tog hensyn til, at man nu havde et langt mere restriktivt syn på en hårdhændet fremfærd fra politiets side over for borgerne?

Spørgsmålet blev presserende i Benjamin-sagen, hvor en ung mand blev livsvarigt skadet under en voldsom anholdelse i 1992 – og siden decideret akut efter det utroligt blodige opgør mellem politi og demonstranter under 18. maj-urolighederne i 1993.

I 2001 bukkede Uropatruljen under. En politihistorisk epoke, indkapslet i den nyere danmarkshistories turbulente udvikling, havde fundet sin afslutning. 

---

Frederik Strand: Uropatruljen

---