Fagbøger Historie

Med Uropatruljen på biljagt tværs over Amalienborg Slotsplads

Uropatruljen var den mest omstridte afdeling i dansk politi. Her kan du læse et uddrag fra bogen Uropatruljen, hvor patruljen jager en flugtbilist tværs gennem København.


Gennem mere end 30 år opererede Uropatruljen på gadeplan og i civil. Deres indsatsområder var især narkohandlere, Christiania, rockere og bz’ere. Uropatruljen praktiserede politiarbejde der gik helt til kanten og ifølge patruljens kritikere også indimellem langt over kanten.

Nedenfor kan du læse et uddrag fra Uropatruljen af Frederik Strand om en af de særligt omdiskuterede episoder, hvor Uropatruljen var involveret.

Du kan købe Uropatruljen online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.



Frederik Strand

Uropatruljen


Nogle ganske voldsomme hændelser op igennem 1980’erne gjorde dog politiledelsen urolig. I den forbindelse medgiver chefpolitiinspektør Einer Lind, at Uropatruljen ”nogle gange var lidt for livlige”.

Han husker især en episode, som skabte bekymrede miner. Hændelsen fandt sted i marts 1984 og fik mange medier til at sætte spørgsmålstegn ved Uropatruljens virke. Einer Lind giver her sin version af den omdiskuterede begivenhed:

“Man jagter en vogn ude på Christiania – og Uropatruljen kører efter den. Så kører de igennem byen som vilde dyr og råber og skriger i vognene. Og de er ikke i stand til at holde hinanden nede på jorden. Det ender et eller andet sted ved Amalienborg – og undervejs skød de på et eller andet tidspunkt for at standse bilen. Man var bange for, den ville køre en betjent ned, der stod foran dem.

Men der måtte vi altså bagefter have fat i ørerne på dem. De havde ikke overtrådt noget som helst på daværende tidspunkt – men altså, det kan jo også blive lidt for vildt! Det foregik jo igennem byen! Og her opstod der en del snak om, at man skulle lukke denne Uropatrulje. De var lidt for vilde. Så man skulle huske at få de rolige og besindige sat sammen med de andre mere vilde.”

Einer Lind beskriver den voldsomme biljagt i al fredsommelighed, men det gik ikke stille af, da historien ramte avisernes forsider den 29. marts 1984. ”Slut med at lege McCloud i min by”, stod der i Ekstra Bladet. Det var Københavns borgmester for trafik og planlægning, Villo Sigurdsson, der udtalte disse ord, møntet på Uropatruljens biljagt i de københavnske gader.

Men hvad lå der i grunden bag den omdiskuterede biljagt? Det gav Berlingske Tidende en mere indgående beskrivelse af den 28. marts 1984. Ifølge avisen var den dramatiske jagt startet ved middagstid. Fire urobetjente havde holdt Christianias hovedindgang under observation. Mens de sad foran Fristaden, havde de fået øje på en ung mand, som kørte væk i en BMW. 

Over politiradioen fik de at vide, at bilen var stjålet – og de kørte derfor resolut efter vognen, som de indhentede ved rødt lys ved Torvegade. Betjentene gjorde nu tegn til, at føreren skulle stoppe, hvilket han imidlertid så stort på – og i stedet trykkede speederen i bund.

Så gik den vilde jagt ellers fra Knippelsbro over Børsbroen og videre ad Holmens Kanal, igennem Nyhavn og ind i Toldbodgade, hvor en cyklist var tæt på at blive kørt ned, og en taxa blev ramt. Bag flugtbilisten kørte urobetjentene med blå blink og hornet i bund.

I Toldbodgade stoppede den flygtende bil lige pludselig ved en mur, og patruljevognen kørte derfor op bag den for at låse den fast. Men flugtbilisten havde ikke tænkt sig at give op. Han bakkede ind i urobetjentene og skubbede dem væk. De fire betjente sprang nu ud og affyrede tre skud mod bilen. Et af skuddene ramte bilen, men det stoppede den ikke. 

Så fortsatte den vilde jagt ellers igen. BMW’en susede hen mod Amalienborg og ind over slotspladsen, hvor palævagten var ved at lave vagtskifte. Efter BMW’en kom urobetjentenes ramponerede bil, flere andre patruljevogne – og to taxaer med betjente, for midt i al tumulten havde nogle urobetjente prajet to hyrevogne og overtalt dem til at deltage i jagten. Det var alt i alt noget af et skue og ikke så lidt kaotisk.

Midt i forvirringen var flugtbilisten ved at påkøre et par af betjentene, som dirigerede færdslen på Amalienborg Slotsplads under vagtskiftet. BMW’en fik dog manøvreret sig over slotspladsen og ud igen ad Frederiksgade – for blot at havne i en trafikkø i Store Kongensgade. Herefter sprang flugtbilisten ud af bilen og løb bort fra stedet, men blev kort efter pågrebet af urobetjentene i en opgang, hvor han havde søgt tilflugt. 

Efterfølgende var mange noget himmelfaldne over hændelsesforløbet. Havde det virkelig været nødvendigt at trække våben og skyde – og kunne man ikke have undladt at forfølge bilen igennem hele centrum af København, ja sågar hen over Amalienborg Slotsplads!

Urobetjentene påpegede selv, at de jo havde været i livsfare, da bilen bakkede imod dem, hvorfor de havde trukket våben, men ikke desto mindre krævede Villo Sigurdsson en forklaring fra Eefsen omkring hændelsesforløbet. I forlængelse heraf skrev han et formelt brev til politidirektøren med sine klagepunkter. En kopi af brevet gik samtidig til Politikens redaktion, der – som de skrev den 29. marts – kontaktede politidirektør Eefsen.

Eefsen svarede imidlertid afmålt, at han endnu ikke havde set brevet: ”Og når jeg ikke har fået brevet, kan jeg ikke kommentere det.” Efterfølgende karakteriserede ledelsen dog hændelsen som ”dybt ulykkelig”. Under de senere kriminaltekniske undersøgelser fandt man blandt andet et skudhul i Rederiforeningens murværk mod Amaliegade. Gyte Brennum, som var kommunikationsmedarbejder i Rederiforeningen, sagde i den forbindelse, ikke uden en vis humor, til Politiken: ”Vi har talt om, at vi snart skal have krigsrisikotillæg for at arbejde her!” 

Uropatruljen, Frederik Strand, politihistorie,
Efter en voldsom jagt igennem byen arresteres en flugtbilist af urobetjente. Inden da er jagten gået hen over Amalienborg Slotsplads, og tjenestevåbnene er blevet affyret. Politiledelsen var noget mellemfornøjede med Uropatruljens drakoniske fremfærd.
Foto: Politimuseet

Det var alt i alt en noget speciel sag, der nok ikke tegnede det allerbedste billede af Uropatruljen i pressen – og internt i politiet. Preben Jørgensen, der var en af de fire betjente i bilen, husker stadig ganske tydeligt begivenheden, som han fortæller om, mens han sidder med et billede, han har gemt fra sagen: 

“Vi holder ude ved Christiania og observerer faktisk på noget andet. Vi var fire mand i bilen, derfor var vi sådan lidt tungt lastet. Og så ser vi en BMW, der holder nede i Bådsmandsstræde. Den bil observerer vi så på. Så kommer der en røv gående ud fra Christiania og sætter sig ind i BMW’en. Så siger jeg: ‘Hvor fanden kom han fra? Han har sgu da ikke kørekort til den der, det er sgu da ikke hans bil.’ Så viste det sig, at den var efterlyst.

Der starter så en eftersættelse fra Knippelsbro, hvor han stikker af for fuld knald. Problemet var, at der var sådan lidt is eller sne på vejene, så det var lidt fedtet at køre. Så suser han ned langs Amaliehaven, fuld knald på – og der er en mand, der er ved at gå ud fra Amaliehaven, han når lige at trække snotten til sig, da han kommer fræsende forbi. Jeg når lige at se det, jeg kørte nemlig – ‘nu klipper han ham’, tænkte jeg.

Men så nede omkring hjørnet, der, hvor toldvæsenet var, kan han ikke tage svinget, så han kører faktisk op mod muren. Så kører vi op bag ved ham. Men her laver jeg en fejl, og det er at rende ud for at få ham ud af bilen. Han havde selvfølgelig låst dørene. Jeg skulle bare være blevet i bilen og så have trukket bremsen i bund, så havde han ikke kunnet bakke sig fri, men det fik han altså gjort!

Så skyder vi efter ham, og et skud lander nede i væggen ved Rederiforeningen. Et andet skud havner i bagagerummet på bilen. Så kører vi efter ham igen med smadret køler. Op ad Dronningensgade og hen over Amalienborg Slotsplads. Der var sateme en larm, de var jo i gang med paraden derinde. Så der var ved at være lidt panik på.

Vi fangede ham i en baggård et eller andet sted. Han havde i øvrigt lavet samme nummer med flere patruljevogne, det der med at stikke af. Det var han faktisk kendt for. Han var ellers en ganske almindelig indbrudstyv, en junkie nede fra Vesterbro.”

LÆS OGSÅ: True crime. 10 bøger om forbrydelser fra virkelighedens verden

Preben Jørgensen medgiver i dag, at hændelsen var voldsom, og at det var risikabelt at skyde efter flugtbilisten. Han pointerer dog også, at de fire betjente befandt sig i en meget farlig situation, da flugtbilisten bakkede mod dem. Det var derfor ikke i sig selv forkert at skyde, men skuddene skulle nok have været placeret bedre: ”Måske jeg bare skulle have skudt dækkene i stykker. Men det går nogle gange så stærkt,” funderer han.

Omkring skuddet mod Rederiforeningen forklarer Preben, at det var en fejl. Det skete i kampens hede. I forlængelse heraf spurgte Preben i øvrigt sin makker: ”Hvorfor fanden skød du?”, hvortil makkeren meget ærligt svarede: ”Ja, nu skød de andre, så måtte jeg jo også.” Og det var jo ”ikke så heldigt”, som Preben understreger.

Sådanne hændelser var naturligvis belastende for politiledelsen, og det fik den, som Einer Lind påpeger, til at kaste et kritisk blik på patruljen: Var urobetjentene blevet lidt for vilde? Var patruljen ved at være en belastning for politiet? Samtidig var Uropatruljens handlekraft og frygtløshed dog stadig noget, ledelsen satte pris på, tilmed respekterede – og nok også ønskede at blive forbundet med. I hvert fald fortæller Kai Foged, at vicepolitidirektør Ole Nørregaard meget gerne deltog i heftige aktioner:

“Ole Nørregaard, han var også med ude at arbejde, og han var vild og blodig, han hang jo der omme på bagsædet – jeg var ikke selv med, jeg sad som vagthavende derinde – men han sad på bagsædet og holdt fast i begge håndtag. Jeg kan ikke huske, hvad fanden det var, men i hvert fald meldte han ind til mig, om jeg ikke lige kunne ringe til en eller anden og sige, at han blev forsinket, for det var altså så spændende det her. Han syntes, det var alle tiders.”

Internt rundtomkring i politiet var der dog begyndt at opstå historier om Uropatruljen: Fik afdelingen ikke lidt for lang snor? Kørte de efter deres egen retsplejelov? Rygterne var mange. 



Frederik Strand: Uropatruljen

Uropatruljen, Frederik Strand,

Den fascinerende historie om den vel nok mest berømte og berygtede enhed i dansk politi.

Uropatruljen blev etableret i 1966 for at holde øje med hippier, der røg hash og skabte uro omkring Storkespringvandet på Strøget. Uropatruljens opgave var at observere og samle information – og gribe ind, hvis der forekom ulovligheder.

Uropatruljen assisterede sidenhen ved en række forskellige aktioner, såsom Verdensbankurolighederne, hashhandlen på Christiania og håndteringen af BZ-aktioner og rocker-relaterede sager. De fik med tiden også ry for at være politiets hårde hunde, hvilket i sidste ende førte til patruljens afvikling og nedlukning i 2001.

I både samtiden og eftertiden har der været heftig diskussion om Uropatruljens metoder: Gik de over stregen, eller var de blot dygtige politibetjente, som fandt dem selv i tilspidsede situationer?

Du kan købe Uropatruljen online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Jeg blev bogafhængig i en ung alder, hvor jeg var blandt det lokale biblioteks top tre mest lånende brugere. Siden har jeg tygget mig igennem krimier, kærlighedsbøger, tykke murstensromaner og alt derimellem – og jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt! På Bog.dk skriver jeg artikler samt laver lister og læseprøver for at give den gode historie videre til andre bogorme.