Det sidste gidsel er den sande historie om en hemmeligstemplet dansk flugtoperation gennem den irakiske ørken i de sidste døgn, før Golfkrigen brød ud. Læs et uddrag fra den hæsblæsende og dramatiske fortælling her.
Da Saddam Hussein i august 1990 invaderede Kuwait og udløste den internationale krise, der førte til Golfkrigen, blev op mod 100 danskere fanget i uvished og utryghed i den lille oliestat.
Hen over efteråret lykkedes det at få de fleste danske gidsler hjem i sikkerhed. Til sidst havde irakerne kun ét udenlandsk gidsel: den danske diplomat Mogens Pedersen.
Irakerne nægtede at lade ham rejse, og derfor sendte Udenrigsministeriet specialisten Mads Sandau-Jensen og kommunikationseksperten Tine Astrupgaard til Bagdad for at smugle Mogens Pedersen ud af Irak.
I flugtplanen indgik en hvid stationcar, en omsyet postsæk, et pas udstedt til H.C. Andersen – og en hundehvalp ved navn Saddam.
Det sidste gidsel er skrevet af Henrik Thomsen og Ole Sønnichsen. Henrik Thomsen er journalist, udlandsredaktør samt tidligere chefredaktør på Jyllands-Posten og var med til at dække Golfkrigen for avisen. Ole Sønnichsen er journalist og forfatteren bag en lang række bestsellere, fx Rejsen til Amerika og One Dollar Man.
Henrik Thomsen & Ole Sønnichsen
Det sidste gidsel
De danske ambassadeboliger, Bagdad
Tidlig morgen fredag den 11. januar 1991
Klokken er lidt i 5, og det er stadig mørkt, da Mogens Pedersen står op og klæder sig på i den danske diplomatbolig.
Han vælger jeans, en kortærmet skjorte og en sildebensblazer som det eneste, han skal have med sig fra Kuwait og Irak.
Han undlader at tænde lyset. Irakerne skal tro, at han stadig sover.
Det er kun blevet til få timers søvn efter hans officielle farvel til Mads Sandau-Jensen og Tine Astrupgaard ude foran boligen. Nu sker det. Mogens har det, som om han er med i en film, og mærker spændingen vokse i kroppen. De har kun det ene forsøg, og han tør slet ikke tænke på, hvad der sker, hvis de bliver pågrebet. Det skal bare gå godt.
Selvfølgelig er han både bange og nervøs. De har talt om mulige scenarier, hvis flugtforsøget går galt. Men de har undladt at gå i detaljer, og Mogens prøver også at holde billederne ude af hovedet. Alligevel kommer nervøsiteten snigende, mens han i morgenmørket går alene og gør sig klar. Den banker i kroppen med samme fornemmelse, som når han skal tale for mange mennesker eller på anden måde stå foran en stor forsamling. Det føles som lige før tæppefald.
Da han er klar, går han ud på badeværelset, kravler op på wc-kummen og åbner det smalle vindue, som vender ind mod et rum hos Mads og Tine. Det er her, han skal mase sig igennem for at snige sig uset over til den anden halvdel af dobbelthuset og derefter kravle ind i ambassadebilen i ly af den blinde vinkel, som Mads har fundet frem til.
I sine unge dage var Mogens kendt i venneflokken for at kunne klemme sig igennem små vinduer, og det gamle festtrick som slangemenneske skal fungere igen. Mogens har prøveklatret vinduet i dagene op til flugten, og det viser sig, at han nok skal kunne få sine 186 centimeter og 74 kilo gennem åbningen. Så kræver det blot, at Mads og Tine står på den modsatte side og tager imod ham, så han ikke falder og slår sig.
Også denne morgen lykkes vinduestricket i første forsøg, og Mogens dumper ned på gulvet med hjælp fra Mads og Tine.
Sammen går de tre ud til ambassadebilen, hvor postsækken ligger og venter. Der bliver ikke rigtig sagt noget i den kolde morgenluft. Alle ved, hvad de skal gøre, og hvad der venter. Hvis det går galt, og de bliver opdaget, så er der ikke andet for end på stedet at indrømme, at de har forsøgt at smugle Mogens ud af Irak. Soldaterne og sikkerhedsfolkene ved checkpointet vil alligevel finde ud af sagens rette sammenhæng på ganske få minutter. Sker det, må de tage den derfra.
Mogens tager sit tøj af og står tilbage i underbukser. Så kravler han ind i bunden af bilen med sine tisseposer og får møvet sig ned i den sammensyede postsæk, som de forsegler med den konstruerede anordning, så sækken kan åbnes, uden at seglet brydes.
Mogens lægger sig fladt på ryggen med hovedet i køreretningen, så det vender op mod forsædet. Bagefter placerer Mads og Tine dokumenter og benzindunke ved siden af ham og pakker tingene sådan, at den sammensyede sæk ikke vækker opsigt.
Især benzinen gør Mogens rædselsslagen, og han får allerede begyndende klaustrofobi. Han kan tydeligt lugte og mærke benzindampene og frygter, at han ikke kan klare sig i den stank i mange timer. Slet ikke når solen står op, og det bliver varmt og indelukket. Samtidig kan han overhovedet ikke bevæge sig med de mange ting omkring sig.
Mads og Tine veksler ikke mange ord. Ingen af dem har sovet i over et døgn, og de ved, at der meget vel kan gå 24 timer mere, inden de forhåbentlig kan lægge sig i en hotelseng i Amman i Jordan og få hvilet ud. Mads giver Tine en amfetaminpille og tager også selv en. Pillerne fik han sendt ned i efteråret, da han planlagde en mulig flugt for den store gidselgruppe. Allerede dengang vidste han, at de ville være gode at have ved hånden, og der blev sendt så mange piller ned, at de ville kunne klare sig i meget lang tid.
Tine har aldrig taget amfetamin før, men Mads beroliger hende. Doseret rigtigt kan amfetaminen holde dem kørende i flere døgn, så trætheden forsvinder, og man tænker, at alt er godt. Der er dog også en grænse, og så kan kroppen ikke mere. Den lukker helt ned.
Mads har brugt pillerne ved tidligere opgaver, og han ved også, at man skal passe på, at ens beslutningskraft ikke forsvinder. Amfetaminen kan godt give én en fornemmelse af at have det rart og bekvemt, og så kan tingene ende i en hyggelig diskussionsklub, i stedet for at nogen rent faktisk gør noget. For at undgå den situation doserer han pillerne forsigtigt. Forsyningerne til turen inkluderer også vand, fire små juicebrikker og tre dåser sardiner, der er indkøbt til formålet.
Kl. 5, med to timer til solopgang, kører den hvide Toyota Crown-stationcar 2,8 liter med registreringsnummeret 22CD17 væk fra diplomatboligen med Mads ved rattet. Det store skrummel er ambassadens officielle flagbil og den mest åbne med glas hele vejen rundt, så irakerne kan kigge ind i bagagerummet uden at åbne det og konstatere, at det bare er fyldt med post, sagsakter og benzin til den lange køretur.
Hvis irakerne er med på en kigger, da danskerne forsvinder ud i hovedstadens januarmørke, registrerer de kun en bil med Mads og Tine og en masse bagage – og så en lille hundehvalp ved navn Saddam på Tines skød.
Første stop på vejen mod Jordan er ved Al Rasheed Hotel, hvor de har aftalt at mødes med deres spanske kollegaer, som også vil køre gennem ørkenen. Det faldt på plads et par aftener i forvejen på en kinesisk restaurant i byen. Spanierne har også fået besked på at evakuere, og Mads ræsonnerer, at det kun kan være en fordel at være flere biler i stedet for at køre alene afsted. Han fortæller dog ikke spanierne noget om den ekstra bagage, der skal med ud.
Få minutter efter ruller de tre biler gennem byen, og dermed er Frankrig det eneste EF-land med diplomater tilbage i Bagdad.
De første mange kilometer glider den lille konvoj problemfrit gennem hovedstaden, og da solen begynder at stå op, har de nået et frodigt landbrugsområde og holder en god fart på den firesporede motorvej, der går direkte mod vest. Flere steder er den nybyggede motorvej så bred – og uden midterrabat – at der kan lande fly, hvis det bliver nødvendigt.
Danskerne har allerede passeret en række mindre kontrolposter, men fordi de kører i diplomatbiler med fuld flagføring, får de lov til at køre lige igennem uden at standse.
Lidt efter kommer de forbi et af militærets specialkøretøjer, der fungerer som mobil affyringsrampe for et af irakernes Scud-missiler. Den enorme lastvogn er punkteret og holder i højre side af kørebanen. Scud er irakernes vigtigste våben, og fire dage før krigsudbruddet er efterretninger om raketternes bevægelser af vital betydning for den amerikanskledede koalition. Et par irakiske soldater står og forsøger at reparere dækket, mens en tredje holder vagt. Fra sin plads oven på styrehuset følger missilkommandøren konvojen med øjnene, men foretager sig umiddelbart ikke noget.
Mads sidder anspændt ved rattet. Irakerne er næppe begejstrede for, at diplomater med forbindelse til amerikanerne ser, hvor et af deres Scud-missiler befinder sig.
Samtidig er Mogens på randen af klaustrofobisk angst nede i sin sæk. Han føler sig totalt mast af lasten og frygter, at benzinen skal ryge i luften og gøre ham til en levende ildkugle. Det er svært at vende de negative tanker, når de først har ramt ham.
Tine prøver diplomatisk at snakke med Mogens og berolige ham. Det går godt, siger hun til ham, men det hjælper ikke rigtig på humøret i bunden af bilen. Til sidst skærer Mads igennem.
“HOLD NU KÆFT!” råber han.
Alle er stille i bilen en stund.
Kort efter begynder flagbilen at tabe fart, når det går bare lidt op ad bakke. Bilen er for tungt lastet, og der kommer underlige og bekymrende lyde fra motoren. Benzindunkene, udstyret, de mange protokoller, som ikke måtte brændes, tre voksne mennesker og en hundehvalp er mere, end Toyotaen kan klare. Det er endda endnu kun kølig morgen, så danskerne frygter, hvad der kan ske, når det for alvor bliver varmt op ad dagen. Og hvis bilen går i stå, vil det formentlig hurtigt strømme til med nysgerrige irakere, der gerne vil hjælpe. Den situation er både ukontrollabel og farlig for lasten i bagagerummet.
Ved et mindre checkpoint signalerer Mads derfor til spanierne og de irakiske vagter, at han må vende om.
Årsagen kan alle se: I momenter kommer der sort røg ud ad udstødningen, og trækkraften er forsvundet.
Henrik Thomsen & Ole Sønnichsen: Det sidste gidsel
En dramatisk og sand beretning om at blive fanget på den forkerte side i en international storkonflikt.
Da irakiske soldater på befaling af Saddam Hussein invaderede Kuwait den 2. august 1990, førte det til gidseltagningen af knap 100 danskere i Kuwait og Iraks hovedstad Bagdad.
Som månederne gik, var kun et gidsel tilbage, Mogens Pedersen …
Det sidste gidsel er historien om den hemmelighedsstemplede farefulde mission, der skulle redde Mogens ud af Baghdad. En mission der involverede så forskelligartede remedier som en postsæk, en hundehvalp ved navn Hussein og et pas udsted til H.C. Andersen.
Det sidste gidsel er den sande historie om en hemmeligstemplet dansk flugtoperation gennem den irakiske ørken i de sidste døgn, før Golfkrigen brød ud. Læs et uddrag fra den hæsblæsende og dramatiske fortælling her.
Da Saddam Hussein i august 1990 invaderede Kuwait og udløste den internationale krise, der førte til Golfkrigen, blev op mod 100 danskere fanget i uvished og utryghed i den lille oliestat.
Hen over efteråret lykkedes det at få de fleste danske gidsler hjem i sikkerhed. Til sidst havde irakerne kun ét udenlandsk gidsel: den danske diplomat Mogens Pedersen.
Irakerne nægtede at lade ham rejse, og derfor sendte Udenrigsministeriet specialisten Mads Sandau-Jensen og kommunikationseksperten Tine Astrupgaard til Bagdad for at smugle Mogens Pedersen ud af Irak.
I flugtplanen indgik en hvid stationcar, en omsyet postsæk, et pas udstedt til H.C. Andersen – og en hundehvalp ved navn Saddam.
Det sidste gidsel er skrevet af Henrik Thomsen og Ole Sønnichsen. Henrik Thomsen er journalist, udlandsredaktør samt tidligere chefredaktør på Jyllands-Posten og var med til at dække Golfkrigen for avisen. Ole Sønnichsen er journalist og forfatteren bag en lang række bestsellere, fx Rejsen til Amerika og One Dollar Man.
Du kan købe Det sidste gidsel online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra den 18. september.
Henrik Thomsen & Ole Sønnichsen
Det sidste gidsel
De danske ambassadeboliger, Bagdad
Tidlig morgen fredag den 11. januar 1991
Klokken er lidt i 5, og det er stadig mørkt, da Mogens Pedersen står op og klæder sig på i den danske diplomatbolig.
Han vælger jeans, en kortærmet skjorte og en sildebensblazer som det eneste, han skal have med sig fra Kuwait og Irak.
Han undlader at tænde lyset. Irakerne skal tro, at han stadig sover.
Det er kun blevet til få timers søvn efter hans officielle farvel til Mads Sandau-Jensen og Tine Astrupgaard ude foran boligen. Nu sker det. Mogens har det, som om han er med i en film, og mærker spændingen vokse i kroppen. De har kun det ene forsøg, og han tør slet ikke tænke på, hvad der sker, hvis de bliver pågrebet. Det skal bare gå godt.
Selvfølgelig er han både bange og nervøs. De har talt om mulige scenarier, hvis flugtforsøget går galt. Men de har undladt at gå i detaljer, og Mogens prøver også at holde billederne ude af hovedet. Alligevel kommer nervøsiteten snigende, mens han i morgenmørket går alene og gør sig klar. Den banker i kroppen med samme fornemmelse, som når han skal tale for mange mennesker eller på anden måde stå foran en stor forsamling. Det føles som lige før tæppefald.
Da han er klar, går han ud på badeværelset, kravler op på wc-kummen og åbner det smalle vindue, som vender ind mod et rum hos Mads og Tine. Det er her, han skal mase sig igennem for at snige sig uset over til den anden halvdel af dobbelthuset og derefter kravle ind i ambassadebilen i ly af den blinde vinkel, som Mads har fundet frem til.
I sine unge dage var Mogens kendt i venneflokken for at kunne klemme sig igennem små vinduer, og det gamle festtrick som slangemenneske skal fungere igen. Mogens har prøveklatret vinduet i dagene op til flugten, og det viser sig, at han nok skal kunne få sine 186 centimeter og 74 kilo gennem åbningen. Så kræver det blot, at Mads og Tine står på den modsatte side og tager imod ham, så han ikke falder og slår sig.
Også denne morgen lykkes vinduestricket i første forsøg, og Mogens dumper ned på gulvet med hjælp fra Mads og Tine.
Sammen går de tre ud til ambassadebilen, hvor postsækken ligger og venter. Der bliver ikke rigtig sagt noget i den kolde morgenluft. Alle ved, hvad de skal gøre, og hvad der venter. Hvis det går galt, og de bliver opdaget, så er der ikke andet for end på stedet at indrømme, at de har forsøgt at smugle Mogens ud af Irak. Soldaterne og sikkerhedsfolkene ved checkpointet vil alligevel finde ud af sagens rette sammenhæng på ganske få minutter. Sker det, må de tage den derfra.
Mogens tager sit tøj af og står tilbage i underbukser. Så kravler han ind i bunden af bilen med sine tisseposer og får møvet sig ned i den sammensyede postsæk, som de forsegler med den konstruerede anordning, så sækken kan åbnes, uden at seglet brydes.
Mogens lægger sig fladt på ryggen med hovedet i køreretningen, så det vender op mod forsædet. Bagefter placerer Mads og Tine dokumenter og benzindunke ved siden af ham og pakker tingene sådan, at den sammensyede sæk ikke vækker opsigt.
Især benzinen gør Mogens rædselsslagen, og han får allerede begyndende klaustrofobi. Han kan tydeligt lugte og mærke benzindampene og frygter, at han ikke kan klare sig i den stank i mange timer. Slet ikke når solen står op, og det bliver varmt og indelukket. Samtidig kan han overhovedet ikke bevæge sig med de mange ting omkring sig.
Mads og Tine veksler ikke mange ord. Ingen af dem har sovet i over et døgn, og de ved, at der meget vel kan gå 24 timer mere, inden de forhåbentlig kan lægge sig i en hotelseng i Amman i Jordan og få hvilet ud. Mads giver Tine en amfetaminpille og tager også selv en. Pillerne fik han sendt ned i efteråret, da han planlagde en mulig flugt for den store gidselgruppe. Allerede dengang vidste han, at de ville være gode at have ved hånden, og der blev sendt så mange piller ned, at de ville kunne klare sig i meget lang tid.
Tine har aldrig taget amfetamin før, men Mads beroliger hende. Doseret rigtigt kan amfetaminen holde dem kørende i flere døgn, så trætheden forsvinder, og man tænker, at alt er godt. Der er dog også en grænse, og så kan kroppen ikke mere. Den lukker helt ned.
Mads har brugt pillerne ved tidligere opgaver, og han ved også, at man skal passe på, at ens beslutningskraft ikke forsvinder. Amfetaminen kan godt give én en fornemmelse af at have det rart og bekvemt, og så kan tingene ende i en hyggelig diskussionsklub, i stedet for at nogen rent faktisk gør noget. For at undgå den situation doserer han pillerne forsigtigt. Forsyningerne til turen inkluderer også vand, fire små juicebrikker og tre dåser sardiner, der er indkøbt til formålet.
Kl. 5, med to timer til solopgang, kører den hvide Toyota Crown-stationcar 2,8 liter med registreringsnummeret 22CD17 væk fra diplomatboligen med Mads ved rattet. Det store skrummel er ambassadens officielle flagbil og den mest åbne med glas hele vejen rundt, så irakerne kan kigge ind i bagagerummet uden at åbne det og konstatere, at det bare er fyldt med post, sagsakter og benzin til den lange køretur.
Hvis irakerne er med på en kigger, da danskerne forsvinder ud i hovedstadens januarmørke, registrerer de kun en bil med Mads og Tine og en masse bagage – og så en lille hundehvalp ved navn Saddam på Tines skød.
Første stop på vejen mod Jordan er ved Al Rasheed Hotel, hvor de har aftalt at mødes med deres spanske kollegaer, som også vil køre gennem ørkenen. Det faldt på plads et par aftener i forvejen på en kinesisk restaurant i byen. Spanierne har også fået besked på at evakuere, og Mads ræsonnerer, at det kun kan være en fordel at være flere biler i stedet for at køre alene afsted. Han fortæller dog ikke spanierne noget om den ekstra bagage, der skal med ud.
Få minutter efter ruller de tre biler gennem byen, og dermed er Frankrig det eneste EF-land med diplomater tilbage i Bagdad.
De første mange kilometer glider den lille konvoj problemfrit gennem hovedstaden, og da solen begynder at stå op, har de nået et frodigt landbrugsområde og holder en god fart på den firesporede motorvej, der går direkte mod vest. Flere steder er den nybyggede motorvej så bred – og uden midterrabat – at der kan lande fly, hvis det bliver nødvendigt.
Danskerne har allerede passeret en række mindre kontrolposter, men fordi de kører i diplomatbiler med fuld flagføring, får de lov til at køre lige igennem uden at standse.
Lidt efter kommer de forbi et af militærets specialkøretøjer, der fungerer som mobil affyringsrampe for et af irakernes Scud-missiler. Den enorme lastvogn er punkteret og holder i højre side af kørebanen. Scud er irakernes vigtigste våben, og fire dage før krigsudbruddet er efterretninger om raketternes bevægelser af vital betydning for den amerikanskledede koalition. Et par irakiske soldater står og forsøger at reparere dækket, mens en tredje holder vagt. Fra sin plads oven på styrehuset følger missilkommandøren konvojen med øjnene, men foretager sig umiddelbart ikke noget.
Mads sidder anspændt ved rattet. Irakerne er næppe begejstrede for, at diplomater med forbindelse til amerikanerne ser, hvor et af deres Scud-missiler befinder sig.
Samtidig er Mogens på randen af klaustrofobisk angst nede i sin sæk. Han føler sig totalt mast af lasten og frygter, at benzinen skal ryge i luften og gøre ham til en levende ildkugle. Det er svært at vende de negative tanker, når de først har ramt ham.
Tine prøver diplomatisk at snakke med Mogens og berolige ham. Det går godt, siger hun til ham, men det hjælper ikke rigtig på humøret i bunden af bilen. Til sidst skærer Mads igennem.
“HOLD NU KÆFT!” råber han.
Alle er stille i bilen en stund.
Kort efter begynder flagbilen at tabe fart, når det går bare lidt op ad bakke. Bilen er for tungt lastet, og der kommer underlige og bekymrende lyde fra motoren. Benzindunkene, udstyret, de mange protokoller, som ikke måtte brændes, tre voksne mennesker og en hundehvalp er mere, end Toyotaen kan klare. Det er endda endnu kun kølig morgen, så danskerne frygter, hvad der kan ske, når det for alvor bliver varmt op ad dagen. Og hvis bilen går i stå, vil det formentlig hurtigt strømme til med nysgerrige irakere, der gerne vil hjælpe. Den situation er både ukontrollabel og farlig for lasten i bagagerummet.
Ved et mindre checkpoint signalerer Mads derfor til spanierne og de irakiske vagter, at han må vende om.
Årsagen kan alle se: I momenter kommer der sort røg ud ad udstødningen, og trækkraften er forsvundet.
Henrik Thomsen & Ole Sønnichsen: Det sidste gidsel
En dramatisk og sand beretning om at blive fanget på den forkerte side i en international storkonflikt.
Da irakiske soldater på befaling af Saddam Hussein invaderede Kuwait den 2. august 1990, førte det til gidseltagningen af knap 100 danskere i Kuwait og Iraks hovedstad Bagdad.
Som månederne gik, var kun et gidsel tilbage, Mogens Pedersen …
Det sidste gidsel er historien om den hemmelighedsstemplede farefulde mission, der skulle redde Mogens ud af Baghdad. En mission der involverede så forskelligartede remedier som en postsæk, en hundehvalp ved navn Hussein og et pas udsted til H.C. Andersen.
Du kan købe Det sidste gidsel online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: