Krimi Anne Mette Hancock Bestsellere Danske krimier Danske krimiforfattere Populære krimier

Anne Mette Hancock: Det uhyggelige i mine bøger stammer fra min barndom i Sønderjylland

Anne Mette Hancock: Det uhyggelige i mine bøger stammer fra min barndom i Sønderjylland

Sidste år udkom Pitbull, tredje bog i Anne Mette Hancocks krimiserie om makkerparret Heloise Kaldan og Erik Schäfer. I Pitbull er scenen sat i Sønderjylland, hvor forfatteren selv kommer fra. Læs her om hendes sønderjyske fundament og karrieren, der kom dumpende.


Det er umiddelbart ikke til at høre det. Det sønderjyske islæt er godt gemt af vejen i stemmen, når man taler med krimiforfatteren Anne Mette Hancock, hvis to første bøger har været ligeså centralt placeret i København, som hun selv er det: i gåafstand fra Marmorkirken i Indre By, hvor hun bor med sin mand og to børn.

Men Anne Mette Hancock er født og opvokset i Sønderjylland. Det sønderjyske landskab forlod hun, “så snart det var muligt,” hvilket betød kort efter, hun havde fået studenterhuen på. Hendes forældre bor stadig i Gråsten, og hun nyder at komme hjem og tænker her som voksen udelukkende kærligt om sin sønderjyske barndom.

“Til min hjemstavn”

Pitbull

I Pitbull, den tredje bog i serien om journalisten Heloise Kaldan og politimanden Erik Schäfer, er bogens handling henlagt til Sønderjylland. “Til min hjemstavn” står der på en af bogens første sider, hvor man ofte ser forfatterens dedikation til en ven, en ægtefælle eller et barn. Man kan tage pigen ud af Jylland, men ikke Jylland ud af pigen åbenbart. Men hvorfor har Anne Mette Hancock valgt at sætte Heloise på toget til Sønderjylland?  

“Det er egentlig todelt. Den ene grund er selvfølgelig, fordi jeg kommer derfra. Den anden årsag er mere grundlæggende for hele mit krimiarbejde. Rigtig mange af de følelser, jeg skriver på i mine bøger, er en uhygge, der er grundlagt i mig som barn.

Når man er barn, er der mange ting, man skal tage sig i agt for: en bil, der kører langsomt forbi, man skal sige nej, hvis en fremmed tilbyder slik osv., ligesom man bliver enormt påvirket af det, man ser i fjernsynet. Børn er meget modtagelige over for uhyggelige ting, og eftersom jeg boede i Sønderjylland som barn, er det blevet identisk med den her diffuse angst og væren på vagt over for verden. Jeg har selv tit pisket en stemning op i mit hoved som barn og været bange for, hvad der kunne komme kravlende ud af mørket. Det trækker jeg på i alle mine bøger, uanset hvor de foregår.”

Hvad betyder det for dig at være jyde, og hvor føler du dig hjemme?

“Jeg går ikke og tænker, at jeg er jyde, men jeg tænker heller ikke, at jeg er københavner. Men hvis der er nogen, der disser Sønderjylland, så er jeg der straks: Hvad fanden bilder du dig ind! I dag har jeg det sådan med Sønderjylland, at jeg ikke selv har lyst til at bo der, men jeg gad da godt, at mine børn voksede op der, fordi jeg forbinder det med en superfed og fri barndom.

Jeg tænker tit over, hvad det er for noget udefinerbart noget, jeg har brug for, som ikke findes der, og som gør, at jeg skal bo her i København og betale 50 gange mere i husleje og leve med vejarbejde hele tiden og stilladser konstant. Hvorfor vil jeg ikke bo ned til Flensborg Fjord, hvor jeg kunne bo som en dronning? Hvad er det, jeg vil mangle, hvis jeg ikke boede her?

Vi har et sommerhus i Nykøbing Sjælland, hvor jeg elsker at være, men det er nok, fordi jeg ved, at jeg skal hjem igen. I virkeligheden ville jeg nok blive rastløs, hvis jeg skulle være der hele tiden. Man er jo så kompleks. Og ethvert valg er et fravalg. Vi kunne jo også have slået os ned i New York! I teorien vil jeg gerne alt muligt, i praksis kan jeg egentlig godt lide trygge rammer. I teorien gad jeg godt, at vi boede i Californien, i praksis bor vi her,” griner hun og peger ud ad vinduet, hvor Kongens Have lige lader sig skimte mellem den tætte bebyggelse i centrum af København.

LÆS OGSÅ: Prisvindende Anne Mette Hancock udgiver tredje bog. Smuglæs i Pitbull

True crime har altid interesseret mig

Anne Mette Hancock

Da Anne Mette i gymnasietiden begyndte at overveje, hvad hun skulle lave bagefter, vidste hun bare, at hun gerne ville væk, og at det skulle være “noget med USA”. Hun tog direkte fra Sønderborg til Florida, hvor hun indskrev sig på universitetet uden at have en egentlig plan. Da hun skulle vælge fag, gik hun udelukkende efter lyst, og det blev til en pakke af Criminal justice, Laws of evidence og et skrivefag.

“Hvis jeg kigger på, hvad det var, der interesserede mig dengang, så peger det jo i retning af, hvad jeg er endt med at lave – skrive krimier – men det var overhovedet ikke et bevidst valg. De fag, jeg valgte som 19-årig, er bare stadigvæk det, jeg interesserer mig for; det man i dag kalder true crime. Jeg har simpelthen aldrig forbundet det med arbejde, det har bare interesseret mig.”

Karrieren, der kom dumpende

Anne Mette Hancock har ikke gået rundt med en livslang drøm om at blive krimiforfatter – ikke bevidst i hvert fald. Som hun selv beskriver det, så er det bare en karriere, der er kommet dumpende. I 2017 sendte hun manuskriptet til det, der blev til Ligblomsten, hendes debut, ind til Lindhardt og Ringhof, hvor det lynhurtigt blev antaget og udgivet samme år. Successen kom med samme fart som forlagskontrakten, og det regnede med roser fra både læsere og anmeldere, og som prikken over i’et modtog hun Krimimessens Debutantpris. Året efter udkom Mercedes-snittet og nu tredje bind i serien, Pitbull.

“Mange spørger mig, hvor mange bind i serien, der skal komme med Heloise og Erik Schäfer, og jeg ved det ærligt talt ikke. Da jeg sendte Ligblomsten til forlaget for tre år siden, havde jeg ikke gjort mig nogen tanker om noget som helst. Jeg drømte bare om at få den udgivet og vidste ikke noget om at være krimiforfatter. Det med at skulle skrive flere bøger – ja, så langt havde jeg slet ikke tænkt. Så jeg har ikke lagt planer for mine to hovedpersoner, men jeg gider dem stadigvæk godt, så nu må vi se, hvor langt vi skal med dem.”

Anne Mette Hancock,
Anne Mette Hancock blev fejret på forlaget, da Ligblomsten blev nummer 1 på bestsellerlisten.

Plottet er det vigtigste

De tre bøger har på kort tid sendt Anne Mette Hancock helt op i toppen af listen over danske krimiforfattere, som læserne har store forventninger til. Det er især hendes evne til at skrue et plot sammen og skabe de eftertragtede plottwists, som er blevet fremhævet igen og igen i anmeldelserne. Men hvad er egentlig det vigtigste for hende selv som forfatter, og hvad er det bedste kompliment, hendes læsere kan give hende? 

“Plottet er det absolut vigtigste for mig. Man forelsker sig selvfølgelig i en forfatters skrivestil og jargon, men historien er klart det vigtigste for mig, både som læser af andres bøger og som forfatter. Plottet skal pirre en nysgerrighed hos læseren, der hele vejen skal bevare interessen i at få at vide, hvordan det hele hænger sammen. Målet må være at holde dem fanget indtil sidste side og måske overraske dem med noget, de slet ikke havde set komme.

Det bedste kompliment læserne kan give mig – udover rent faktisk at have læst min bog færdig! – må være, at de har følt sig godt underholdt. Og gerne, at jeg har overrasket dem med en slutning, de ikke selv havde regnet ud.”

Kim Bodnia som Schäfer?

Rettighederne til at filmatisere Anne Mette Hancocks krimier er solgt til selskabet Epic. For ligesom krimi er en populær genre at læse, så er interessen for at se serier og film med et krimiplot også kæmpestor. Men har det været en drøm for hende, at se sine bøger omformet til levende billeder?

“Jeg har hele tiden tænkt, at mine bøger ville egne sig til det. Og jeg har da også set mine bøger for mig som film, mens jeg har skrevet dem, uden dog at forestille mig mine karakterers ansigter. Og så alligevel, for jeg kan godt se, at jeg har beskrevet Schäfer som en blanding af Kim Bodnia og James Gandolfini, der spillede hovedrollen som mafiabossen Tony Soprano i tv-serien Sopranos.

Kim Bodnia kunne være god som Schäfer, men man har som forfatter ikke noget at skulle have sagt i forhold til castet, når man sælger rettighederne. Da jeg på et tidspunkt skrev på Instagram, at jeg selv så Kim Bodnia som Schäfer, væltede det ind med læsere, som havde en mening om det. Nogen mente ikke, at han var tyk nok, andre at han var for tyk. På et tidspunkt blandede Kim Bodnia sig ovenikøbet. Det var sjovt at mærke, hvor forskelligt folk danner deres eget billede af en person, som jeg har opfundet.”



Anne Mette Hancock: Pitbull

Pitbull, Anne Mette Hancock

Anne Mette Hancock har domineret bestsellerlisterne med sine to krimier Ligblomsten og Mercedes-snittet.

Pitbull er hendes seneste bog, der er en spændende, intens krimi med flere twists, du vil blive overrasket over.

Heloise Kaldan kommer i kontakt med den døende mand Jan Fischhof, da hun er ved at lave research til en artikel om frivilligt vågearbejde hos Røde Kors. En dag kommer Jan til at røbe for hende, at han engang var indblandet i et dødsfald, og Heloise beslutter sig derfor for at kigge nærmere på sagen. Det er dog ikke nemt, når både politiet og de pårørende lyver for hende. Heldigvis får hun hjælp af ven og efterforsker Erik Schäfer.

LÆS OGSÅ: Prisvindende Anne Mette Hancock udgiver nu 3. bog. Smuglæs i Pitbull

Du kan købe Pitbull online, fx på Saxo.com eller i din nærmeste boghandel.


Jeg arbejder i presseafdelingen, hvor jeg har den fornøjelse at sørge for, at pressen og læserne bliver opmærksomme på de bøger, som forlaget udgiver. Det var vist Troldepus, der var min første litterære forelskelse og siden har der været mange andre, og det bliver bare ved. Jeg har læst dansk litteratur på Københavns Universitet og er siden havnet i forlagsbranchen, hvilket er dejligt og rigtigt.