Fiktion Krimi

Dobbeltprismodtager Anne Mette Hancock udgiver nu 3. bog på blot 3 år – smuglæs i ‘Pitbull’

Kan du heller ikke vente til Anne Mette Hancocks tredje bog i serien om journalisten Heloise Kaldan udkommer? Allerede nu kan du læse et uddrag af den spændingsfulde krimi, Pitbull.



I løbet af Anne Mette Hancocks korte forfatterkarriere har hun opnået mere end de fleste. Hendes krimier har – foruden at have været i toppen af bestsellerlisterne flere måneder i træk – indbragt hende både Det Danske Kriminalakademis pris som Årets debutant 2017 og Plusbogs pris som Årets forfatter 2018 for de to tidligere bøger Ligblomsten og Mercedes-snittet. Den 2. januar udkommer hun med Pitbull, som er tredje bog i serien.

Det er umiddelbart, direkte og ekstremt nervepirrende. For hvem tør gå i graven med sort samvittighed? Og hvem var Pitbull? Hvilken rolle spillede Fischhof i hans død? Og hvem kan Heloise stole på, når det lokale politi lyver?

Du kan forudbestille Anne Mette Hancocks Pitbull allerede nu, online på Saxo.com


Anne Mette Hancock

Pitbull



Til min hjemstavn



Let sleeping dogs lie.



SØNDAG DEN 14. JULI

Prolog

“Er det første gang, du ser et lig blive gravet op?” Drabsefterforsker Erik Schäfer stak en filterløs King’s i munden og så over mod kranen.
Hejseværket knagede og skreg, mens det rustrøde monstrum bugserede en leret kiste op af hullet foran dem.

Heloise Kaldan viftede en flue væk fra ansigtet og nikkede. “Det er ikke for børn, kan jeg godt hilse og sige.”
“Det er vel begrænset, hvad der er at komme efter her,” sagde Heloise og rettede blikket mod gravstenen, en sortnistret marmorblok, som myndighederne havde fjernet, inden de var gået i gang med at grave.

Stenen lå med fronten nedad på det gule, solbagte græs. Schäfer vippede med hovedet på en måde, der sagde: både ja og nej. “Det kommer an på så meget,” sagde han. “Lig i kister er for det meste forbløffende velbevarede.”

Heloise sendte ham et skeptisk blik. “Også efter så mange år?”

Han formede en hule med en hånd på størrelse med en baseballhandske og tændte cigaretten. Røgen strømmede ud af hans mund og næsebor, mens han talte.

“Lig, der ligger frit i naturen, nedbrydes hurtigt. De er reduce- ret til knogler i løbet af no time. Måneder, sommetider uger, hvis vejret er som nu.”

Schäfer spejdede ud over Flensborg Fjord. Solens stråler sydede på vandoverfladen, og hvide sejl stak op overalt. Han rettede blikket mod kranen igen. “I en kiste bevares man i god stand i mange år. Forstå mig ret: Det er fandeme ikke et kønt syn, men du kan roligt regne med, at der ligger noget, der minder om et menneske, inde i dén der.” Han pegede med hagen på kisten, som i samme nu blev løftet fri af hullet.

Den salte fjordluft og duften af grillkul fra campingpladsen nede ved stranden blev med ét blandet med dybe noter af råd, og lugten fik Heloise til at træde et skridt væk. “Hvad så nu?” spurgte hun. “Nu får vi fragtet kisten over til retsmedicinerne, og så kigger de på indholdet.”

Der lød et bump, da kisten blev sat ned på metalbåren foran køletransporten. “Skal den til Aabenraa eller Sønderborg?” spurgte en uniformeret betjent, der stod sammen med chaufføren. “Nej, nej,” sagde Schäfer og viftede med en pegefinger ad dem. “Djævleøen, folkens.”

Han gik hen til mændene, og Heloise kunne høre ham forklare, at kisten skulle transporteres til København. Hun så ham fiske dommerkendelsen op af baglommen og fremvise den til politibetjenten.

Hun mærkede sin telefon vibrere. Den var koblet på et tysk mobilnet, fordi de befandt sig tæt på grænsen, og der stod ikke noget nummer på skærmen. “Hallo?”

“Goddag, træffer jeg Heloise Kaldan?” spurgte en lavmælt, næsten hviskende stemme.

“Ja, det er mig.”

“Mit navn er Markus Senger, jeg arbejder for Vågetjenesten. Jeg ringer vedrørende Jan Fischhof.”

Heloises hjerte sank, og hun lod hovedet falde forover.
“Er han død?” spurgte hun og kørte en hånd om i nakken. “Nej, men det varer ikke længe nu. Han har mange smerter og driver hele tiden ind og ud af bevidsthed, så … Vi tror, det er et spørgsmål om timer.”

“Men jeg talte med en af vågerne i aftes, og da lod han til at have det nogenlunde.”

“Ja, men han fik det meget dårligt i nat. Han har spurgt efter dig flere gange. Det er derfor, jeg ringer.” Heloise nikkede og så over på den tyske kyst på den modsatte side af fjorden.

“Jeg er ikke i København lige nu, men jeg …” Hun kiggede på sit ur. Der var lidt over to timer til næste flyafgang. “Jeg kan være der sidst på eftermiddagen.”

“Mange tak. Så krydser vi fingre for, at du når frem i tide.” “Er der nogen hos ham nu?”
“Ja, vi har folk i huset, men han vil ikke have, at vi kommer ind i soveværelset. Han vil kun se dig.”
“Okay,” nikkede Heloise. “Sig til ham, at jeg er på vej.”
“Tak, det siger jeg videre.”
“Og Markus – var det det, du hed?”
“Ja.”
“Sig til ham …” Heloise kiggede op i den skyfri intethed over sig og famlede efter ordene. “Sig til ham, at han ikke skal være bange … og …” Hun sank et par gange. “Sig, at han skal vente på mig.” Heloise afsluttede opkaldet og mødte Schäfers blik. Han havde indfundet sig ved hendes side og så på hende med rynkede bryn.

“Fischhof?” spurgte han.
Hun nikkede og lagde telefonen væk.
“Jeg er nødt til at tage hjem. De regner med, at han dør i løbet af i dag.”
Schäfer tog et langt hvæs af cigaretten, mens han betragtede hende.

“All right,” nikkede han og pillede en tobakstrævl af underlæben. “Men lad det nu ikke fylde for meget, okay?”

“Hvad mener du?”

“Bare husk, at der ikke er tale om et familiemedlem. Han er ikke din far, så … bevar lidt perspektiv, Kaldan.”

Heloise fastholdt hans blik i flere sekunder. “Han er døende, forstår du det? Han er døende, og han er helt alene.”

Schäfer nikkede. “Ja, det forstår jeg godt, men folk dør hver eneste dag. Du kan ikke holde dem allesammen i hånden.” Heloise rystede på hovedet. Hun var for træt til at hidse sig op. “Jeg har heller ikke planer om at holde dem allesammen i hånden. Jeg taler om ét menneske. Ét menneske, som jeg kan være noget for. Nu. I dag! Er det ikke det, der er hele idéen med Vågetjenesten?”

“Jo, og det er en vældig fin gestus,” sagde han og nikkede. “Men man skal have psyken til det.”

“Ja, det er jeg med på. Hvad er din pointe?” Schäfer trak let på skuldrene.
“Du virker temmelig påvirket af hele situationen.” Heloises blik gled fra blodansamlingerne om Schäfers ene øje, hen på kisten og tilbage til Schäfer igen. “Selvfølgelig er jeg påvirket,” sagde hun. “Jeg ved ikke, om du har lagt mærke til det, men det har været nogle temmelig heftige dage. Nu er Fischhof ved at dø, og jeg har lovet ham at være der. Jeg har lovet at befri ham for det lort dér.” Hun pegede på kisten.

“Heloise, for fa’en …” Schäfer rystede på hovedet med en over- bærende mine. “Du ved sgu da bedre end at —”

“Jeg skal hjem!” Heloise vendte ryggen til ham og begyndte at gå over mod bilen. “Jeg har afgivet et løfte.” Schäfer smed cigaretten fra sig og trådte på den. “Det skulle du ikke have gjort,” mumlede han.



1

ONSDAG DEN 10. JULI

Fire dage tidligere

Heloise låste døren op med den systemnøgle, hun havde fået udleveret af Røde Kors, og trådte ind i den dunkle entré. Siden det første møde for tre måneder siden var der blevet kortere mellem hendes besøg i det lille bindingsværkshus i Dragør, og i dag kiggede hun forbi for tredje gang på en enkelt uge.

Hun hængte sin skuldertaske på knagen i gangen og gik ud i køkkenet for at melde sin ankomst til en af de vågekoner, hun kunne høre rumstere derude.

“Hej Ruth,” sagde hun til ryggen af den lille, kompakte dame, som var i gang med at tørre køkkenbordet af. Kvindens bevægelser var demonstrative, og hun løftede ikke blikket, men fortsatte sit arbejde med hovedet foroverbøjet. Hendes hår var kort som en mands, og Heloise kunne se hvide striber i nakkens folder, der hvor solen ikke havde kunnet nå ind.

Heloise spejdede ned ad gangen mod soveværelset, hvor døren stod på klem. “Sover han?” “Nej, det tror jeg ikke,” sagde Ruth. “Jeg har kørt ham ud i haven, så han kunne få lidt frisk luft.” Hun gav karkluden et hårdt vrid og lagde den hen over vandhanen. “Her er så mørkt og trist herinde, og han har hængt med hovedet hele dagen, så jeg syntes, han trængte til at komme lidt ud. Men han er jo ikke meget for det, det gamle brokkehoved. Han skabte sig, som om han havde fået at vide, at han skulle have sat et ben af.”

Heloise smilede. Hun kunne lige høre Jan Fischhof puste sig op over noget så harmløst som en smule solskin. Hun fik øje på tallerkenen på køkkenbordet, hvor en skive forloren hare og et par brunede kartofler fra hjemmeplejen så uberørte ud. “Har han heller ikke villet spise noget i dag?”

“Ikke en bid.” Ruth tørrede hænderne af i sit forklæde. “Jeg sagde ellers til ham, at han ikke ville få en øl, medmindre han spiste lidt, men han var hverken til at hugge eller stikke i.”

“Men han har vel fået sin øl nu, ikke?”

“Har han spist sin mad?” Ruths ansigt var udtryksløst, mens hun trak et stykke husholdningsfilm hen over frokostanretningen. “Arrh, come on, Ruth,” sagde Heloise og lagde hovedet på skrå. “Når det nu lader til at være mandens ønske, at hans sidste måltid skal serveres i en flaske, skulle vi så ikke give ham lov til dét?” Ruth kneb læberne hårdt sammen.
“Det er måske den overskrift, du går efter til din artikel? Død af druk?”
Ordene faldt hårdt, og Heloise fik fornemmelsen af, at de havde stået i kø for at komme ud. Hun løftede øjenbrynene og smilede forundret.

“Har du et problem med, at jeg er her, Ruth?” “Ja, det har jeg.” Ruth vendte sig om og mødte Heloises blik med løftet pande og hænderne i siden. En dyb rødmen bredte sig op ad hendes tykke hals. “Det er ikke meningen, at en gammel mand, som ligger for døden, skal fungere som underholdning i en avis. Det er alvorligt, det, der foregår her.” “Ja, det er jeg skam godt klar over.”

“Det er Vågetjenestens opgave at udvise omsorg og nærvær i den sidste svære tid. Vi lytter og trøster og gør, hvad vi kan, for at lette den store sorg det er at tage afsked med livet.”

“Ja, det er jo netop det, jeg er her for.” Heloise rystede ufor- stående på hovedet. “Synes du ikke, det virker, som om Jan har glæde af mine besøg?”

Ruth tøvede et øjeblik, inden hun svarede. “Jeg synes snarere, din tilstedeværelse trækker pinen ud.”

Heloise rynkede brynene. “Hvad i alverden mener du med det?” spurgte hun. Men Ruth behøvede ikke sige mere. Heloise kendte allerede svaret.

Da hun første gang havde besøgt Jan Fischhof, havde læ- gerne fra Røde Kors’ Vågetjeneste sagt, at han ville dø, inden ugen var omme. Det var næsten tre måneder siden. Nu mente de, at det var Heloises besøg, der gjorde forskellen: at Fischhof havde fået noget at leve for, og det forpligtede på en måde, Heloise ikke havde oplevet før.

Hun følte, at hun stod med mandens liv i sine hænder, og hun vidste godt, at det var noget sludder. Han ville dø uanset hvad. Men hun kunne alligevel ikke få sig selv til at lade ham i stikken.

“Han har store smerter, Heloise, og halvdelen af tiden aner han ikke, hvem han er, eller hvilken planet han befinder sig på,” sagde Ruth med henvisning til Fischhofs begyndende demens. “Hans hjerne er ved at blive til grød, og hans krop … ja, du ved selv, hvordan han ser ud!” Hun slog ud med armene. “Hvorfor bliver du ved med at komme her? For en avisartikels skyld?” Hun nærmest spyttede ordet ud. “Lad ham nu få fred, Heloise. Ikke? Lad ham få fred!”

Heloise lagde hænderne på Ruths skuldre, så de stod over for hinanden. “Jeg forstår godt, at du bekymrer dig, men du skal vide, at selv- om det startede som en arbejdsopgave for mig, så er det gået hen og blevet noget andet. Jeg er her ikke længere kun som journalist. Jeg er her, fordi jeg har lyst til at være her, og fordi Jan og jeg, vi … vi har knyttet os til hinanden. Forstår du?” Ruth betragtede Heloise med tavs skepsis.

“Det handler ikke om mit job længere,” fortsatte Heloise.

Ruth nikkede modstræbende. “Så du har altså ikke tænkt dig at skrive om ham alligevel?” Heloise bed sig i underlæben et øjeblik, mens hun valgte sine ord. “I hvert fald ikke lige nu og ikke på den måde, du forestiller dig. Det lover jeg.”

Krusningerne om Ruths mund signalerede, at hun accepterede udmeldingen. Hun gav Heloise et par forsonende klap på kinden med en fugtig hånd. Så stillede hun frokostanretningen i køleskabet og trak forklædet af med et svirp. “Nå, men … hvis du har tænkt dig at sidde lidt hos ham, så tror jeg, at jeg vil gå for i dag.”

“Ja, det gør du bare,” nikkede Heloise. “Jeg skal nok passe godt på ham.”

Ruth forlod køkkenet, og da Heloise hørte hoveddøren smæk- ke, gik hun hen til den åbne terrassedør i stuen og kiggede ud i haven. Hun fik øje på Jan Fischhof, som sad i sin kørestol under en stor, limefarvet parasol.

Det giftgrønne stof reflekteredes på hans ansigt og fik hans hudfarve til at se endnu mere syg ud, end den plejede. Hans hoved var skaldet, tænderne store i det knoglede ansigt, og der var hverken bryn eller vipper om de indsunkne øjne.

Manden var ikke mere end syvogtres år, men lungekræften havde på kort tid fået ham til at ligne en, der hastigt nærmede sig de halvfems. Han sad i sin kørestol med iltapparatet ved sin side. Øjnene var lukkede, munden åben og slap, og de grove næver hvilede med opadvendte håndflader i hans skød.

Han så ud, som om han allerede var død, tænkte Heloise. “JAN?” kaldte hun.
Jan Fischhof åbnede øjnene på klem, og hans blik gled hen over hende uden at fokusere.“Nå, du ér vågen,” smilede hun. Han lukkede øjnene igen.

Heloise skærmede for solen med en hånd, mens hun gik hen mod ham. Det var svidende varmt for tredje uge i træk. Strandene på hele østkysten var begyndt at stinke af rådnet tang, markerne var tørre som vat, og dommedagsprofeterne varslede traditionen tro Jordens undergang.

Jan Fischhof kæmpede også med de høje temperaturer. Blodårerne svulmede under papirhuden, og hans skjorte var skjoldet af sved på kraven og brystet. Jo tættere Heloise kom på ham, desto højere lød den hvæsende, forpinte vejrtrækning fra hans mund.

“Du ser ud, som om du har det varmt,” sagde hun og satte sig på hug foran ham. Hun lagde en hånd på hans ene ben og gav det et klem. “Trænger du ikke til noget at drikke?”

Hans øjenlåg gled op, og denne gang så han mere opmærksom ud. Han nikkede langsomt. “Jo tak,” nikkede han. “En pilsner ville være dejligt.”
Heloise smilede. “Jeg er tilbage om et øjeblik.”
Hun rejste sig og forsvandt ind ad terrassedøren. Inde i det

lille hus var der svalt og dunkelt, og Heloises blik gled hen over møblerne i stuen. Rummet lod til at være indrettet af en kvinde. Den storblomstrede sofa var udstyret med broderede pyntepuder, og på de støvede reoler stod krystalvaser og porcelænsfigurer af isbjørne og pigebørn med hænderne foldet i bøn.

En buket lyng i en bølget Aalto-vase var placeret på skrivebordet bagerst i lokalet. Blomsterhovederne havde for længst mistet farven, og Heloise spekulerede på, om det mon var Fischhofs afdøde kone, Alice, der havde bundet buketten engang for længe siden. Måske var det derfor, han ikke havde nænnet at skille sig af med den?

Hendes blik gled hen over de mange indrammede familiefo- tos, der stod på bordet ved siden af buketten. Nogle af dem var sepiafarvede og pegede langt tilbage i tiden, andre var af nyere dato. Heloise dvælede ved et af dem: et foto af Fischhofs kone og datter, der så ud, som om det var taget i baglokalet hos en provinsfotograf.

Pigen, hvis navn Heloise ikke kunne huske, var iført en karamelfarvet ruskindsjakke og et par syrevaskede jeans, og glassene i det skildpaddefarvede brillestel fyldte halvdelen af hendes ansigt.

Alice stod ved datterens side i en skriggrøn logotrøje fra Marc O’Polo med enorme skulderpuder og var ét stort virvar af permanentede krøller. Looket kunne næsten ikke være mere dateret, tænkte Heloise med et smil og gik videre ud i køkkenet.

Hun åbnede køleskabet, hvor midterste hylde var fyldt med medicinæsker i forskellige størrelser og farver. Præparater, der alle havde til formål at udskyde det uundgåelige med dage, timer – minutter. Fischhof var holdt op med at tage sine piller for tre uger siden. Alle livsforlængende tiltag var ledsaget af et hav af bivirkninger, og han var nu nået dertil, hvor han takkede nej til alt andet end en kold øl.

Heloise snuppede en Carlsberg fra hylden i køleskabsdøren og gik ud i haven igen. Hun stillede flasken på bordet foran Fischhof og satte sig i kurvestolen ved siden af ham.

Han skar en nervøs grimasse, men reagerede ellers ikke. “Jan, det er mig.” Hun trommede med fingrene på bordet for at få hans opmærksomhed. “Heloise.”

“Heloise,” gentog han sagte. Han begyndte at nikke, først langsomt, så satte han farten op, mens gummislangen fra iltapparatet vippede ind og ud af hans store næsebor. Han drejede hovedet og stillede skarpt på hende.

“Heloise?” sagde han forundret, som om det var længe siden, de sidst havde set hinanden. Hun smilede til ham og nikkede. “Hvordan har du det i dag?” Den gamles ansigt trak sig sammen. “Tanker, tanker,” mumlede han og viftede hendes spørgsmål væk.

Heloise satte en albue i bordpladen og støttede sin hage på håndfladen, mens hun betragtede ham. “Hvad tænker du på?” spurgte hun. “Dit og dat og døden. Dit og dat og døden,” gentog han, som om det var en strofe fra et gammelt børnerim, han netop var kommet i tanke om. Han fortsatte med at nynne stavelserne. De fremtrædende kæber slog takten an med en klaprende lyd.

Heloise skubbede flasken tættere på ham. “Hér, tag noget at drikke! Det er varmt i dag, og det er vigtigt at få noget væske indenbords.”

Jan Fischhof rakte ud efter øllen, stak en finger i flaskehalsen og svirpede den hurtigt op igen, så der lød et vådt plop. Han satte flasken til munden og drak forsigtigt en tår.

Heloise lænede sig tilbage i sædet, så det flettede ryglæn knirkede, og så sig omkring. På den anden side af det hvide stakit, der omkransede haven, løb Von Ostensgade, en kringlet og bro- stensbelagt smågade, hvor lupiner og bonderoser voksede langs de gamle stråtækte huse. For enden af vejen kunne hun se Øresund. Den gamle bydel i Dragør var så idyllisk, at det næsten virkede karikeret, og for mange af indbyggerne var nabolaget verdens navle.

For Jan Fischhof var det mere end dét. Det var stedet, han havde valgt at dø.
“Ruth sagde, at du har hængt med hovedet i dag,” sagde Heloise og betragtede ham med milde øjne. “Er der noget, du har lyst til? Noget, der kan hjælpe på humøret?”

Han slog blikket ned, løftede flasken igen og tøvede et øjeblik, da den ramte de spidsede læber. Så rystede han på hovedet og tog endnu en tår. “Skal vi spille kort? Din læge siger, det er godt at træne hovedet.” Hun satte hænderne på armlænet og lagde an til at rejse sig for at hente kortene.

Jan så ned mod Øresund. Han var tavs et øjeblik. “Jeg kendte engang en pige, der boede ovre på den anden side af vandet,” sagde han. “Claudia, hed hun.” Heloise smilede og satte sig til rette igen. “Har du været lun på en svensker?” “Nej, hun var fra Glücksburg, siger jeg jo. Hun var tysker!” Han pegede ned mod sundet. “Hun arbejdede herovre en sommer til noget … ja, det var vist en sommerfest af en art, som de havde arrangeret for os, da jeg arbejdede på Benniksgaard.”

“Men vi befinder os i Dragør nu, Jan. Og på den anden side af vandet ligger Sverige. Ikke Tyskland.”

Den gamle mand kneb øjnene sammen og stillede skarpt på Heloise, som om han skulle til at overfuse hende. Så gled en sky over hans ansigt, og hans blik faldt ud til siden. Han nikkede langsomt. “Nå ja. Det er rigtigt. Sverige.”

“Ja, jeg ved godt, at du er født og opvokset i Sønderjylland, men du bor i Dragør nu og har gjort det i mange år.”

Heloise kunne se, at han var på nippet til at dykke ned i demenssumpen igen. “Kan du ikke fortælle lidt om Rinkenæs?” spurgte hun for at få ham til at blive oven vande. “Hvornår flyttede I derfra, du og Alice?” Noget ubestemmeligt flimrede hen over Jan Fischhofs ansigt, og han mødte Heloises blik. “Hvad med din datter?” spurgte hun. “Hvad er det nu, hun hedder?”

Med en styrke, der kom bag på Heloise, rakte Jan Fischhof hen over bordet og greb fat om hendes ene håndled. Hans øjne var med ét store, hans blik skummende af angst.

“Tror du på Gud?” hviskede han.

“Gud,” gentog Heloise i et roligt stemmeleje. Hun gjorde sig forsigtigt fri af hans greb og tog ham i hånden, prøvede at berolige ham ved at stryge en tommelfinger hen over hans årede håndryg. “Det er sørme et stort spørgsmål.”

Heloise var kommet i Marmorkirken, siden hun var barn, og det havde altid været hendes særlige sted, hendes helle. Hun kom aldrig til de almindelige gudstjenester, men hun besøgte kirken flere gange om måneden, og hendes fødder fandt altid hjemmevant op ad den smalle vindeltrappe, der førte op i tårnet. Der var trygt og velkendt deroppe, og der var masser af eksistentielle spørgsmål, som pressede sig på, når hun var der. Men Gud?

“Jeg tror vel på et eller andet. Der må være mere mellem Himmel og Jord. En mening med det hele,” sagde hun og trak på skuldrene. “Hvad med dig? Tror du på Gud?”

Den gamle mand løftede hagen og tog en dyb, smertefuld indån- ding. Han kneb øjnene hårdt sammen og virrede let med hovedet, men der kom ikke noget svar.

“Jeg tror, at vi havner et eller andet sted, når vores tid her er ovre,” sagde Heloise. “Kald det Himmerige, eller hvad du vil, og jeg tror, at man —”

“Hvad med … Helvede?”
Heloise lagde hovedet på skrå og smilede kærligt til ham. “Det behøver du ikke at bekymre dig om, Jan. Du kan være en gnaven, gammel bandit, men værre er du altså heller ikke. Når du banker på porten deroppe, skal de nok lukke dig ind.”

“Men de siger, at man …” Hans stemme faldt i styrke, og huden om hans øjne trak sig sammen, mens smerten gnavede sig igennem hans krop. “… At man skal stå til regnskab.”

Heloises fars ansigt materialiserede sig for hendes indre blik, og en uro begyndte at sitre i hendes bryst.

“Er du da bekymret for det?” spurgte hun og trak sig instinktivt væk fra Fischhof uden at slippe hans hånd. Han nikkede og lignede et barn, der frygtede sin fars vrede.

Heloise rynkede brynene. “Hvorfor? Hvad er det, du tror, du skal stå til regnskab for?”

Den gamle mand vendte ansigtet op mod himlen og trak vejret i hurtige, overfladiske ryk. Da han talte, faldt ordene i gutturale stød, som kom de et sted dybt indefra og gjorde ondt at få ud.

“Mads … Orek.”
Heloise lænede sig frem i stolen for bedre at kunne høre ham. “Siger du Mads Orek? Hvem er det?”
Jan Fischhof rystede på hovedet. “Nej, Mads Orek … Mads Orek.”

Hans øjne blev store, som om han så noget for sit indre blik, der skræmte ham, og linjerne i hans ansigt lod et øjeblik til at glatte sig ud. Han holdt en advarende pegefinger op foran Heloise.

“Det står skrevet i 3. Mosebog, 24:20.”
Heloise rystede på hovedet. “Jeg aner ikke, hvad det bety—” “Øje for øje, Heloise. Tand for tand. Samme skade, han tilføjer en anden, skal tilføjes ham selv.”Ordene knitrede i luften mellem dem.
“Jan, du er nødt til at forklare mig, hvad du —”
“Blodet!” Han holdt en hånd op foran munden og hviskede ud gennem sprækkerne mellem fingrene. “Så meget blod, Heloise, og jeg … jeg kan ikke …”

“Hvad snakker du om? Hvor var der blod?”

“På mine hænder … På mit tøj … Overalt!” Tårerne vældede op i hans øjne. “Jeg troede, det var ovre, men … det bliver ved! Du må gøre noget, jeg … jeg kan ikke stole på de andre. De holder øje med mig, og jeg er bange, Heloise. Du må hjælpe mig. Vil du ikke nok hjælpe mig?”

“Jeg er lige her, Jan,” sagde Heloise. “Træk vejret stille og roligt, og prøv så at forklare mig, hvad det er, du er bange for.”

“Den port, du taler om …” Han pegede op mod himlen. “Deroppe!”

En sky drev over solen, og det føltes, som om temperaturen faldt et par grader.

“Jeg er ikke sikker på, at de lukker mig ind.”

LÆS OGSÅ: Anne Mette Hancock skriver prisvindende krimier, der er umulige at lægge fra sig



2

Heloise parkerede foran Erik Schäfers lille, røde murstensvilla i Valby og gik op ad den tilgroede havesti til hoveddøren. Hun satte en finger på klokken og afventede lyden af hans trin i entréen, men det eneste, hun kunne høre, var motoren, der tikkede af under kølerhjelmen ude på gaden.

Hun trykkede på dørklokken igen og bankede et par gange på døren. Så rynkede hun brynene og kiggede på sin telefon.

Hun havde sendt en besked for tyve minutter siden og spurgt, om hun måtte kigge forbi, og Schäfer havde svaret vanligt kortfattet med en enkelt, opadvendt tommelfinger-emoji.

Heloise sikrede sig først, at hans bil holdt i carporten. Så begyndte hun at bevæge sig rundt om ejendommen, mens hun kiggede ind ad alle vinduer i huset, inden hun til sidst fandt ham omme i baghaven. Han sad og solede sig i en havestol af sandfarvet, flettet plast og var ikke iført andet end et par røde badeshorts og en kasket. Hans mave var stor og behåret, benene let spredte.

Han havde ikke hørt hende komme, så Heloise rømmede sig for at gøre opmærksom på sig selv.

Schäfer drejede hovedet i lydens retning.
“Hey, Kaldan!” sagde han.
”Ja, undskyld, jeg kommer snigende på den her måde, men ringeklokken virker vist ikke.” Hun pegede ud mod gadeindgangen. “Jeg bankede på, men …”

“Det er helt fint. Kom bare!” Schäfer vinkede hende hen til sig og pegede på en af de andre stole. “Slå dig ned!”

Heloise satte sig over for ham med solen i ryggen og fik øje på en tynd guldkæde, der glimtede om hans hals. Hun havde altid ment, at han lignede patriarken i en mafiafamilie fra New Jersey snarere end en drabsefterforsker fra Københavns Politi, og i dag havde han skruet helt op for sin indre Tony Soprano.

“Kaffe?” Schäfer kneb øjnene sammen i modlyset og pegede på kanden på havebordet. “Eller du vil måske hellere have et glas hvidvin? Vi har vist en flaske indenfor et sted, men jeg ved sgu ikke, om den er på køl …”

“Nej tak, jeg trænger ikke til noget.” Heloise lod øjnene glide hen over hans krop og mødte hans blik med et undertrykt smil.

Schäfer løftede et øjenbryn. “Hvad?”
“Ikke noget.”
“Har du aldrig set lidt flæsk før, er det dét?” Han klaskede sig på maven.
Heloise skubbede til indersiden af sin kind med tungen.

“Nej, jeg … jeg er bare vant til at se dig i dit arbejdstøj, og nu sidder du pludselig her i badebukser og ser helt vildt gangsteragtig ud.” Hun tegnede en firkant i luften om ham med fingrene. “Vi mangler bare stripperne og cigaren.”

I samme sekund kom Schäfers kone op ad kældertrappen med en vasketøjskurv i armene. Hendes store, krusede hår var udslået, og hun var iklædt en sort nylonbadedragt, der gik i ét med hendes mørke hud.

Udskæringen mellem brysterne var dyb, og hun havde bundet et lyserødt tørklæde om taljen som en nederdel.

Schäfer smilede tilfreds ved synet af sin kone. Han rettede blikket mod Heloise og løftede et øjenbryn.

“Havde du også en cigar, siger du?”

Connie blottede sine kridhvide tænder i begejstring, da hun fik øje på Heloise. Hun stillede vasketøjskurven fra sig i græsset. “Heloise!” udbrød hun overrasket. “Erik har slet ikke fortalt, at du ville komme i dag.”

Connies danske ordforråd var tæt på fuldendt, men udtalen var knækket og syngende eksotisk. Heloise rejste sig og omfavnede hende.

“Det var også bare en pludselig indskydelse,” sagde hun. “Jeg har et par ting, jeg lige skal snakke med din politimand om.”

“Bliver du ikke og spiser? Erik har købt ribeyes og majskolber til grillen.” Heloise så på Schäfer, som nikkede samtykkende.

“Men skal du ikke på arbejde?” spurgte hun. “Plejer du ikke at have aftenvagt om onsdagen?” Han rystede på hovedet. “Ikke længere.”

“Jamen i så fald …” Heloise så på sit armbåndsur. Klokken nærmede sig seks, og hun havde ikke andre planer. “Hvis det ikke er til besvær?”

Connie slog en latter op, som om det var det skøreste, hun no- gensinde havde hørt, og før Heloise nåede at se sig om, stod hun med et glas Chardonnay i hånden og så på, mens Schäfer vendte bøffer på grillen.

Han havde skiftet badeshortsene ud med et par mørkeblå jeans, en grå T-shirt og et forklæde, hvorpå der hen over maven stod FBI’S MOST WANTED, ledsaget af ni fotos af bistert udseende mænd og kvinder. Billedet i øverste venstre hjørne forestillede Osama bin Laden.

“Det er vist en gammel liste, den dér,” sagde hun og trykkede Schäfer i maven med en pegefinger.

“Ja, dén her?” Han så ned ad sig selv og strøg en hånd hen over forklædet. “Jeg vandt det til noget medarbejderjulebingo på Gården engang for hundrede år siden. Jeg går ud fra, at de allesammen er døde og borte nu. Terroristerne, altså. Ikke med- arbejderne.”

“Hvordan går det derinde?” spurgte Heloise og tog en tår af sin vin. “På Gården?”

“Vi hører til på Teglholmen nu,” sagde Schäfer og vendte en af majskolberne på grillen.

“Nå ja. Hvordan er dét?”
Han krængede mundvigene nedad og trak på skuldrene.
“Det er sgu fint nok. Augustin er røget over i en ny taskforce, der tager sig af banderelaterede sager,” sagde han med henvisning til sin tidligere partner. “Så hende ser jeg ikke så meget til, men ellers er alt mere eller mindre, som det plejer.”

“Og hvad med sagerne? Har du gang i noget særligt i øjeblikket?”

“Hvad konstituerer ’særligt’ nu til dags?” Schäfer mødte Heloises blik. “Grænserne for, hvad der er bestialsk og forskruet, er godt nok rykket meget de seneste år. Men nej, der er faktisk underligt stille i drabsafdelingen for tiden.”

“Nå, men det er da meget godt, er det ikke? Færre sager, færre drab?”

“Jo, det er én vinkel på det, men jeg har sådan en trykkende stilhed-før-storm-fornemmelse. Det er sgu altid, når man synes, statistikkerne ser åh-så-pæne ud, at der kravler et eller andet uhyg- geligt ud af skyggerne.” Han skruede en smule ned for blusset på gasgrillen.

Connie kom ud på terrassen og begyndte at dække op ved bordet. “Hvad er tidshorisonten på de dér steaks, baby?” spurgte hun. “Heloise foretrækker sit kød kremeret, så det skal lige have et par minutter mere, men vores ribeyes er færdige,” sagde han og rakte hende et fad med de stanniolindpakkede bøffer.

Han tog majskolberne af grillen og lod den sidste ribeye ligge, trykkede på den med tangen, så den sydede og spruttede på den varme rist. Så rettede han blikket mod Heloise.

“Hvad var det forresten, du ville tale med mig om?”

“Det er nok ingenting,” sagde hun og hvirvlede vinen rundt i glasset. “Men jeg … hvordan var det, du formulerede det? Jeg har også på fornemmelsen, at et eller andet uhyggeligt er ved at kravle ud af skyggerne.”


Du kan forudbestille Anne Mette Hancocks Pitbull allerede nu, online på Saxo.com

LÆS OGSÅ: Hvad er Mercedes-snittet? Anne Mette Hancock fortæller om sin nye krimi