Danske krimier Danske krimiforfattere Krimi Læseprøve og uddrag Populære krimier Steffen Jacobsen

Smuglæs i De stumme piger – ny krimi om makkerparret Tanya Nielsen og Jakob Nordsted af Steffen Jacobsen

De stumme piger, Steffen Jacobsen

De stumme piger er Steffen Jacobsens selvstændige fortsættelse til bestselleren Proxy om Tanya Nielsen og Jakob Nordsted. Læs et uddrag af bogen her.


I De stumme piger tvinges efterforsker Tanya Nielsen til at grave i den dømte voldtægtsforbryder Gordon Nimbs mørke fortid efter han er blevet myrdet. Listen af folk, der har et motiv til at overfalde Nimb er lang, og samtidig ligger der en bunke uopklarede sager, som politiet er sikre på at Nimb har været involveret i.

Og blandt de mistænkte for drabet er desuden Tanya Nielsens overordnede og mentor Jakob Nordsted …

De stumme piger er en selvstændig fortsættelse til Proxy.

Du kan købe De stumme piger online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra den 18. september 2020.


LÆS OGSÅ: Rækkefølgen på krimiforfatter Steffen Jacobsens bøger



Steffen Jacobsen

De stumme piger

PROLOG

15. marts 2013

På sengestuen blev der længere og længere mellem patientens åndedrag. Layla så op fra lærebogen og betragtede det indsunkne ansigt på puden. Det var tid, vidste hun. Fru Agnes Meta Hansen var let og tynd som en fugleunge, fortæret af cancer og havde passeret grænsen til det moribunde, den sidste korte fase før døden. Morfin og stesolid i droppet blev fordoblet hver fjerde time. Medicinen fjernede angst og smerter – og lammede efterhånden åndedrætscenteret. 

Layla tog patientens hånd, der var tør og kold. Fru Hansen reagerede ikke længere på berøringer. Den eneste lyd var åndedragene, stille som suk. Så standsede de, og øjeblikket efter opstod den sædvanlige lettelse i rummet.

Pupillerne trak ud, og regnbuehinderne mistede farve. Layla placerede stetoskopet over hjertet og ventede, men der var ingen lyd. Layla noterede dødstidspunktet til 01:35. Hun skulle være gået klokken 23:00, men de kunne ikke finde en afløser til hende på de medicinstuderendes vagtbureau, og Layla tog gerne de ekstra timer. I modsætning til mange af sine studiekammerater levede hun af vagterne, selvom det var hårdt, når man skulle op tidligt næste morgen efter en aftenvagt, tage tog og bus ind til 

Panum og havde en lang dags forelæsninger foran sig. Men hun blev færdig til sommer – helt færdig – familiens første student og nu snart læge. Samme morgen havde hun fået besked på, at hun til september kunne begynde i en blokstilling på Glostrup Hospital, hvilket var det bedste, der kunne ske. Hun følte sig velsignet af held. Og kunne hun flytte hjemmefra, hvilket var på tide. En lejlighed med to værelser var drømmen. Måske en altan. Måske ligefrem to. Det ville være verdensklasse.

Hun forlod sengestuen, gik ind på sygeplejerskekontoret og blev observeret af afdelingssygeplejersken, der ekstraordinært var på arbejde i nat, fordi alle – alle – var syge. Layla nikkede som svar på sygeplejerskens hævede øjenbryn. 

Timesedlen blev underskrevet, og Layla foldede den sammen og stak den i lommen. Efter et par bemærkninger gik hun tilbage til fru Hansens sengestue, hentede sin rygsæk og varme parkacoat og tjekkede pung, cykellygter og nøgler. 

Hun trak cyklen op ad rampen under Hvidovre Hospital. Hun kunne være hjemme om tyve minutter. Det havde regnet i stænger, da hun ankom om eftermiddagen, men nu var det opholdsvejr. Hun cyklede tværs over Avedøre Havnevej, satte cyklen fra sig og gik ind på Circle K-tankstationen, hvor hun købte det seneste nummer af Eurowoman og en pakke tyggegummi.

Hun kiggede ud på forpladsen og bemærkede en vogn fra Nordtaxa og en blå varevogn, der åbenbart tilhørte en el-installatør, at dømme efter det muntre slogan på vognsiden. Taxachaufføren forsynede sig med en halvandenliters cola classic og to poser chips, mens ingen forlod den blå varevogn. Den holdt bag en stander og kørte fra forpladsen samtidig med hende. 

Vinden stod ret op gennem Avedøre Havnevej og gav hende tårer i øjnene. Ved det første lyskryds trak hun op ved siden af den blå varevogn. Føreren var kun en silhuet. Der kom ikke en lyd derindefra. Da lyset skiftede, drejede den til højre ad Brostykkevej, samme vej, som hun selv skulle.

Layla stod op i de knirkende, rustne pedaler og lovede sig selv en ny cykel betalt med den første lægeløn. Så drejede hun til venstre og fandt læ for den skarpe sydvestenvind. Herinde kendte Layla ethvert træ, enhver bygning, enhver sti og genvej. Hun havde været her altid: Frydenhøjskolen, Hvidovre Gymnasium, hendes tænder var blevet rettet nede på Hvidovres kommunale tandpleje, hun havde arbejdet som runner ovre i Filmbyen og været pædagogmedhjælper i Regnbuen. Avedøre var hendes landsby. 

Hun stak ned ad stien over for Cirkusmuseet og lod cyklen trille det sidste stykke. Så hævede hun automatisk blikket til vinduerne på anden sal, smilede, da hun så, at der var lys, og huskede, at moren havde fri næste dag og ventede oppe. 

Layla stillede cyklen i cykelstativet og låste den med to kæder, fordi alting altid blev stjålet. Hun tog rygsækken fra bagagebæreren, trak vanterne af og pustede i sine kolde hænder. Så fór hun sammen, da hun hørte et kvalt skrig bag sig. 

Hun genkendte den blå elektrikervogn fra tankstationen. Sidedøren stod åben, og en høj mand med en mørk baseballkasket trukket godt ned i panden havde åbenbart været ved at reparere en lysstander. Manden satte sig langsomt ned på den kolde asfalt og tog sig til brystet. Øjnene var halvt lukkede. Ved siden af ham lå et metaldæksel til standeren og en skruetrækker.

Layla løb derhen og knælede ned. Mandens blege ansigt var fortrukket.

– Hvad er der sket? spurgte hun bekymret. – Er du okay?

– Åh … av … jeg fik stød. Jeg er sådan en idiot.

– Skal jeg ringe efter en ambulance? Sådan et elektrisk stød kan godt give hjerteproblemer. 

– Kan det?

– Helt sikkert.

Hun hjalp ham på benene og støttede ham hen til kassevognen. Han satte sig på kanten af ladet med armen om hendes skuldre. Layla kiggede ind i det mørke lastrum og havde forventet sig tætpakkede reoler med værktøj, kabelruller, rør. Men der var ingen reoler. Der lå en tynd madras på gulvet dækket af grå tæpper. Manden så sig omkring. De var alene. Så smilede han til hende.

– Du er så smuk tæt på, Layla. Dejlig. Kom. 

Natten til søndag

Observatøren havde ikke tal på, hvor mange nætter han havde tilbragt ubevægelig og søvnløs bag rattet i en anonym, parkeret bil på en næsten natteøde gade. Bilens indre lugtede af dyre, døde cigaretter, en fortæret pizzaslice med pepperoni fra en tankstation oppe på Tuborgvej og kold kaffe. Observatørens blik gled fra forrude til sidespejle og bakspejl og tilbage igen i en monoton rytme. Hans opmærksomhed var imidlertid koncentreret om en portåbning på den anden side af gaden halvtreds meter borte. 

Han var ikke ene om at overvåge gaden: I den sidste time havde han haft selskab af en ung, slank mand klædt i Adidas-dunjakke, skinnende sorte træningsbukser og løbesko – en slags uniform her i Nordvest-kvarteret – der havde taget opstilling ved siden af porten, hvilende med et bøjet ben og en sko stemt mod husmuren. Dels konsulterede han sin smartphone, der kastede flimrende lys og farver over det smalle mellemøstlige ansigt, dels observerede han gaden med hurtige øjekast.

Observatøren vidste nøjagtig, hvad drengen så efter: politiets patruljevogne, selvom de sjældent kom i kvarteret, de civile tjenestevogne, der for et trænet øje blev afsløret af en radioantenne over bagruden og to bakspejle. Men det, den unge mand især kiggede efter, var BMW’er eller Mercedeser med sænkede undervogne, polerede udstødningsrør og mørktonede ruder fra rivaliserende narkobander, der drev gennem gaden i bestandig territorial stridighed. 

For hash- og narkotikamarkedet var fraværet af magt en vederstyggelighed. Efter indsatsen fra politiets bandeenhed lå Loyal To Familia underdrejet og ventede på bedre tider på den anden side af lange fængselsdomme. LTF havde efterladt sig et vakuum, som andre søgte at erobre, konsolidere og organisere: NNV, Satudarah, de gamle rockere, kurderne. 

Observatøren var på sin vis ligeglad. Der var et særligt behov, og hvor der var særlige behov, var der nødvendigvis særlige leverandører. Det var naturligt. Han følte faktisk en slags overfladisk slægtskab med den unge kurder. Han værdsatte drengens årvågenhed, disciplin og stoiske ligegyldighed over for den kolde regn, der slog gennem byen. Lige nu befandt de sig på hver side af en tilfældig sprække, i to verdener, en konflikt mellem lov og forbrydelse, der normalt ikke anfægtede observatøren det mindste. Men i nat stod dyrebare ting på spil. 

Et lysglimt inde fra gården faldt over portens fjerneste mur, samtidig med at en gruppe invandrerdrenge slentrede op ad fortovet på hans side af gaden. De puffede legesygt til hinanden, råbte til hinanden på staccato ghettodansk blandet med arabisk slang. De hilste tværs over gaden på vagten ved porten, der besvarede deres vinken med en skødesløs håndbevægelse, før han igen fordybede sig i sin mobiltelefon. 

For drengene, der måske var fjorten eller femten år gamle, var den kurdiske udkig et idol. En dag ville det måske være en af dem, der holdt vagt – eller måske endda befandt sig indenfor, bøjet over glasplader med kokain, dem, der bestyrede de elektroniske vægte og seddeltællere. En skønne dag ville det måske være en af de fire drenge, der stod med seddelrullen, guldøreringene, en Glock 17 i bæltet, guldkæder, centrum for kvarterets respekt. Respekt var den vigtigste valuta i NV.

De passerede et autoværksted, der lå tilbagetrukket fra gaden, mens den ene øvede sig i at trække en kniv fra baglommen og flashe det skinnende blad hurtigst og mest virtuost, og en anden demonstrerede cirkelspark mod en imaginær modstander i den tomme natteluft. De passerede observatørens bil uden at ænse ham.

En høj, ranglet dreng dukkede op i porten, og observatøren rettede sig op. En stor hånd skrubbede over hans pande, og han mumlede frem for sig. Drengen var lyshåret, velklædt og langt fra den lokale stamme. Måske seksten eller sytten år gammel. Han stod på grænsen mellem gadens lys og portens mørke og blinkede sløvt, som var han lige vågnet. Vagtposten i dunjakken værdigede ham ikke et blik. 

Så trak drengen en rygsæk op på skulderen, placerede et skateboard på fortovet og satte af. Adræt, men også en smule vaklende. Observatøren satte en kikkert for øjnene og fulgte hans færd. Omkring hundrede meter nede ad gaden blev kabinelyset tændt i en rød Alfa Romeo. Da drengen var ud for bagskærmen, blev passagerdøren åbnet, og han kolliderede med døren og faldt til jorden med flyvende, lange lemmer.

En kvinde gled ud fra førersædet og klikkede på høje hæle hen til drengen, der lå på maven og forsøgte at stemme sig op. Kvinden var høj og slank, grå trenchcoat, mørk nederdel og Louboutin-stiletter. Selvom hun var spinkel, trak hun drengen på benene, og observatøren opfattede et glimt af højrøde negle, da hun stak ham en velrettet lussing, der fik ham til at vakle. Røde skosåler, røde negle og en fyldig, rød mund i nøjagtig samme nuance. Læberne bevægede sig under en strøm af forbandelser. Hun slog ham igen og igen, og drengen søgte fortumlet og forgæves at værge for sig. Så skubbede hun ham ind i bilen, åbnede bagagerummet og smed rygsækken og skateboardet derned, før hun hidsigt smækkede klappen i.

Kvinden rettede sig op. Den nærmeste gadelampe reflekterede hendes smukt opsatte, blonde frisure. Så vendte hun sig, og observatøren havde indtryk af, at hun stirrede lige på ham. Hendes mund var en forbitret streg. Øjnene var store, mørke og alvorlige. Så svingede hun sig elegant ind på Alfaens førersæde, og bilen forlod kantstenen med hvinende dæk. 

Den kurdiske vagtpost betragtede dramaet nede ad gaden med et halvsmil, som havde han set det mange gange før: forældre, der afhentede deres afsporede børn og kørte dem hjem til huset i Hørsholm eller Gentofte for derefter energisk at google diskrete og dyre afvænningsklinikker, gerne i udlandet. 

Så tændte udkiggen en cigaret. En hulet hånd beskyttede gløden mod regnen.

Observatøren løsnede skuldrene, tjekkede en sidste gang bakspejl og sidespejle, før han foldede sig ud af bilen og gik hen mod porten: en høj, bredrygget skikkelse i mørkeblå hættetrøje uden logoer, jeans, løbesko og en baseballkasket under hætten.

Han blev øjeblikkeligt registreret af vagtposten, der tog et dybt drag af cigaretten og frigjorde sig fra husmuren. Det mørke blik gled op og ned ad den høje mand.

Observatøren løftede håndfladerne og trak dernæst jakken til side for at vise, at han var ubevæbnet. Vagten mumlede et par ord i mobiltelefonen og nikkede til ham. De to forsvandt ind i porten. Observatøren gik forrest. Et øjeblik ophørte regnens trommen på hans opslåede hætte. Så tog den igen fat, da de nåede baggården. En kat forsvandt over et plankeværk.

Han adlød vagtens kommando og stod stille foran en betontrappe, mens han blev visiteret af hurtige hænder. Den unge mand smilede, et glimt af hvide, regelmæssige tænder. De mandelformede øjne krogede sig opad.

– Du er præcis.

– Det synes jeg, man bør være, svarede observatøren.

Vagtposten så på ham.

– Klart. Og ikke så meget som en mobiltelefon? 

– Ingenting.

– Okay, men de ved, hvem du er.

– Det håber jeg da.

Kurderen gik op ad trappen og bankede på en ståldør. En lem gled til side, og et par mørke øjne studerede observatøren, der havde slået hætten tilbage for at lette identifikationen. Øjnene på den anden side var sorte som oliven. Mandens brede øjenbryn var én mistroisk linje. Så blev lemmen lukket, og observatøren trak vejret roligt og dybt som før et spring fra timetervippen, mens mange låse blev drejet omkring på den anden side. 


Vil du læse mere af Steffen Jacobsens De stumme piger?

De stumme piger, Steffen Jacobsen

Da den dømte voldtægtsforbryder Gordon Nimb bliver brutalt myrdet, tvinges efterforsker Tanya Nielsen til at grave i Nimbs mørke fortid. Køen af ofre med motiv til at hævne sig er lang – og omfatter også alle de uopklarede sager og ofre, som Nimb gerne pralede med; de, som han kaldte de “stumme piger”.

LÆS OGSÅ: Steffen Jacobsen er tilbage med hæsblæsende nyt krimiunivers i Proxy

Blandt de mistænkte for drabet er desuden Tanyas overordnede og mentor Jakob Nordsted. For at fange morderen og rense Nordsteds navn, må Tanya derfor opspore Nimbs usynlige ofre.

De stumme piger er Steffen Jacobsens selvstændige fortsættelse til bestselleren Proxy.

Du kan købe De stumme piger online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


Læs første bog i serien

Proxy, Steffen Jacobsen, Jakob Nordsted, Tanya Nielsen

“Overbevisende dialoger, nøje doserede beskrivelser og præcise detaljer forvandler siderne til scener i en højoktan film, der spiller for læserens indre blik.” – Ekstra Bladet

En pensioneret bogholder og terapeut findes myrdet med en afrikansk ritualkniv. Kort tid efter findes en lokal læge stranguleres i et udbrændt bilvrag. Jakob Nordsted og Tanya Nielsen sættes til at eftersøge sagen og prøve at kortlægge de tilsyneladende umotiverede forbrydelser. Underligt nok er den eneste fællesnævner mellem de to mord en kronisk syg teenagepiger, der er lænket til sin kørestol.

En hæsblæsende krimi af kirurg og krimiforfatter Steffen Jacobsen, som bl.a. står bag bestselleren Trofæ.

Du kan købe Proxy online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.