Aktuelt Fiktion

Marie Aubert: Jeg er optaget af situationer, hvor vi bliver den dårligste version af os selv

Marie Aubert, Voksne mennesker, Må jeg komme med dig hjem, norsk litteratur, noveller, novellesamling

En fraskilt far kommer til at slå sin lille datter. Et par skal adoptere, men den ene part fortryder. To søstre ønsker at få børn, men kun den ene bliver gravid. Det skorter ikke på alvorlige emner hos norske Marie Aubert – men hun behandler sit stof og sine karakterer med både humor og nænsomhed.


Marie Aubert er aktuel med både novellesamlingen Må jeg komme med dig hjem og romanen Voksne mennesker, hvori hun på elegant vis og med underspillet humor beskriver mennesker i opbrud.

Læs med her, hvor vi taler med Marie Aubert om skam, søskendejalousi – og om, hvad der skal til for at blive rigtigt voksen.


Du skriver om ganske vanskelige emner i begge dine bøger. Hvad er det ved de her temaer, der interesserer dig?

Jeg er simpelthen interesseret i mennesker. Hvorfor opfører vi os, som vi gør, og hvad slags dynamik kan opstå imellem os? Specielt er jeg interesseret i de følelser, der ikke har nogen ret til at eksistere, og som er vanskelige at erkende, at man har.

Det er let at sige, at man er vred eller ked af det, men det er ikke lige så let at indrømme, at man skammer sig over sig selv eller er jaloux på andre.

Når jeg skriver om folk, hvordan de handler, hvordan de er mod andre, prøver jeg at finde deres skam. Jeg vil finde ud af, hvad det er, de skammer sig over, og hvad de er bange for, og så bringe dem i en situation, hvor skammen får dem til at gøre ting, de ikke burde gøre.

Jeg har fået at vide, at jeg skriver let men om vanskelige ting, og det synes jeg er fint – litteratur må gerne være morsom og tilgængelig, selv om den også er ubehagelig og kompleks.

Familie og de nære relationer fylder meget i begge bøger. Hvorfor?

Familiebåndene er jo de nærmeste relationer, man har, og for de fleste er det de relationer, der varer længst i livet. Forældre og søskende er ofte dem, der kender dig bedst, men samtidig ikke nødvendigvis de mennesker, du selv ville have valgt.

Dem, der kender hinanden bedst, kan også gøre hinanden mest ondt. I Voksne mennesker foregår der en kamp mellem søstrene Ida og Marthe, som er stivnet i hver sin rolle i familien – Ida har måttet være den dygtige og stærke, mens Marthe har fået rollen som den barnlige, den som skal trøstes. Men da Marthe bliver gravid – samtidig med, at den 40-årige Ida føler, at tiden til børn er ved at rinde ud – forrykkes magtbalancen imellem dem: Ida er ved at blive forbigået som den ‘voksne’ i familien, og det tackler hun ikke så godt.

Der ligger noget vældig ondt i det at elske mere end den anden i en relation, at behøve mere end den anden, og det er noget, som mange læsere har sagt, at de genkender i sig selv, når de læser mine bøger. Det, at man har noget i sig, som ikke vil andre det godt, er ikke nødvendigvis noget, man vil have at folk skal se, men jeg tror, det er smart at erkende det. Jeg er optaget af de situationer, hvor vi bliver den dårligste version af os selv.

Jeg synes i det hele taget det er spændende at se på, hvem der har mest magt i en relation. I novellen Gammelt ægtepar møder vi to veninder, Ellen og Mina, som har været hinandens nærmeste i flere år, men når Ellen får en kæreste, slår venskabet revner. Ellen har ikke længere så meget brug for Mina som Mina har brug for hende, og det at være den, der er blevet forladt, sætter gang i nogle ubehagelige reaktioner hos Mina.

Du skriver meget dialog – selvom karaktererne ikke altid siger det, de i virkeligheden mener. Er du glad for at skrive dialog – og hvad er det, dialogformen kan?

Jeg er meget glad for at skrive dialog! Jeg kan lide at bruge det famlende, upræcise hverdagssprog til at få frem, hvad folk egentlig tænker og føler, når de ikke kan sige det lige ud. Folk, der kender hinanden godt, ved ofte godt, hvad der ligger bag et bestemt tonefald eller et tilsyneladende uskyldigt skuldertræk fra den anden.

Hvor kommer dine historier fra?

Mine historier opstår som regel igennem en blanding af ting, jeg selv har oplevet, ting andre har oplevet og ting, jeg finder på. Jeg har lånt fra samtaler, jeg har overhørt på bussen i Oslo, læst i diskussionsfora eller episoder fra venners barndom. Det der skal til er, at jeg bliver tilstrækkeligt interesseret i en situation og på, hvordan det må have været at befinde sig i den. Så begynder jeg at tænke: hvad nu, hvis man kommer til at slå sit barn og har det forfærdeligt bagefter? Hvad hvis man tilmed er en træt, nyskilt far og er bange for, at det bliver opdaget? Så begynder jeg at sætte mig i den nyskilte fars sted og skriver.

Marie Aubert, Voksne mennesker, Må jeg komme med dig hjem

 I romanen Voksne mennesker spiller fertilitet og alder en væsentlig rolle for hovedkarakteren. I hvor høj grad skriver du om dette på baggrund af din egen erfaring?

På tysk bruger man udtrykket “Torschlusspanik”, ‘dørlukningsangst’, om den periode som Ida i Voksne mennesker oplever. Hun har følelsen af, at noget vigtigt er ved at glide hende af hænde – samtidig med at det måske ikke er for sent helt endnu. Jeg er på samme alder og har heller ikke børn, men jeg har valgt i interviewsammenhæng ikke at komme nærmere ind på, hvordan mine erfaringer adskiller sig fra Idas.

Men jeg ser på venner og folk omkring mig at den her alder, omkring de fyrre, er et vældig nervøst sted sådan set. Mange prøver vældig ihærdigt at blive gravide med IVF, nogen tager til udlandet for at forsøge sig med ægdonation – og andre er simpelthen single og begynder at blive bange for, at det skal vare for længe.  

Nu er det jo ikke sådan, at alle ønsker at få børn, men for mange er det en eksistentiel, voldsom ting at skulle erkende at man måske ikke får det. Hvem er man, hvis livet bliver helt anderledes end man havde forventet?

Jeg tror også, det kan være krævende for mange, at det at få eller ikke få børn i vore dage ofte omtales som et valg, fordi de teknologiske muligheder er så mange flere end tidligere. Troen på, at vi hele tiden kan have kontrollen over vores egen skæbne, at vi kan bestemme, hvad der skal ske med os, kan skabe meget angst og skuffelse.

Jeg har også ønsket at fortælle om, hvordan der kan opstå en kløft imellem dem, der er forældre og dem, der ikke er det. På én måde har det aldrig været mere accepteret at være single og barnløs end nu – det var langt, langt mere stigmatiseret for halvtreds eller hundrede år siden.

Samtidig er forestillingen om partner og børn stærkt rodfæstet i vores samfund, og det kan opleves vældig ensomt at stå udenfor det. Hvad er det, der konstruerer voksenidentiteten, hvis man ikke har sin egen familie? Bliver man så en evig datter, når man er hjemme hos sin mor på besøg, eller findes der andre måder at være voksen på?

I et interview til norske Aftenposten er du citeret for udtalelsen: “Når man i stor grad kan kontrollere hvornår og hvordan man får børn, bliver der også kort vej til nederlagsfølelsen”. Generelt kæmper mange af dine karakterer også for at opnå kontrol over deres liv. Hvor vigtigt er spørgsmålet om kontrol i dine bøger?

Vældig vigtigt! Jeg tror, de fleste af os har en forestilling om, at vi er ganske gode mennesker med stærk rationalitet og gode intentioner, så længe vi har nogenlunde kontrol over vores liv – at man er en god ven eller en sød kæreste, at man skal kunne tackle det på en ok måde, hvis ens forhold slutter, at man er en god datter eller søn.

LÆS OGSÅ: Du burde skamme dig. Smuglæs i Marie Auberts anmeldderroste novellesamling Må jeg komme med dig hjem

Men vi drives også af ting, vi ikke selv forstår eller har overblik over. Havner man i en situation, hvor noget vigtigt står på spil – for eksempel at man forstår, at man ikke er elsket, at man måske ikke kan få børn, eller at man er ved at miste nogen, man elsker – så mister man ofte både de gode intentioner og værdigheden. Så kommer der noget mørkt og ubehageligt frem i os, som kan få helt almindelige flinke mennesker til at foretage desperate handlinger, til at tage genveje, at lyve, at krydse moralske grænser.

Derfor er det spændende at skrive om brud, hvad enten det er mellem kærester, venner eller familiemedlemmer, fordi det ofte er der, vi afslører noget om os selv.

Du har ‘skrivepermisjon’ her i foråret 2020; vil du løfte sløret for, hvad du arbejder på i øjeblikket?

Det kan jeg godt, for jeg er egentlig ikke begyndt på noget seriøst endnu. Foreløbig «hyggeskriver» jeg bare og snuser lidt til nogle idéer. Så må vi se hen ad vejen, om det bliver til noveller eller en ny roman.


Marie Aubert, Voksne mennesker, må jeg komme med dig hjem, norsk litteratur

Marie Aubert (f. 1979) debuterede i 2016 til strålende anmeldelser med novellesamlingen Må jeg komme med dig hjem. Romanen Voksne mennesker er hendes anden bog. Hun bor i Oslo.

Du kan finde romanen Voksne mennesker samt novellesamlingen Må jeg komme med dig hjem online her eller i din lokale boghandel fra den 22. januar.