Fagbøger Mad og drikke Madværkstedet

Med kogebogen Sølvskeen kan alle lære at lave ægte italiensk mad

Sølvskeen, pasta, italiensk kogebog, italiensk mad, pizza, lasange, klassiker, god kogebog

Med den klassiske kogebog Sølvskeen ved hånden kan alle give sig i kast med italiensk madlavning. Og det er faktisk ikke spor svært at kreere sine egne velsmagende pastaretter eller hjemmebagte pizzaer – så længe man altså har råvarerne i orden.

 

Det er næppe en overdrivelse at sige, at Italien på verdensplan har ét af de mest ikoniske og populære madkulturer. Man finder næppe et voksent menneske – eller barn for den sags skyld – som ikke har hørt om enten pizza, pasta eller lasagne.

Kort sagt; det italienske køkken er ikke til at komme udenom. Nogle ville i den forbindelse måske tilføje, at ordentlig italiensk kogekunst bør, og kun kan, opleves i Italien selv. Italien ligger såmænd også på 3. pladsen på listen over danskernes foretrukne feriedestinationer, så mange herhjemme kan sandsynligvis genkende oplevelsen af at gå ned ad de smalle italienske gader og blive fortryllet af duften af frisklavet ragú eller pizza direkte fra stenovnen.

Du behøver dog ikke at tage et fly hele vejen til støvlelandet for at smage på det italienske køkken. Faktisk kan du med kogebogen Sølvskeen selv prøve kræfter med samtlige af de helt klassiske og traditionelle italienske opskrifter.

Vaskeægte madbibel

Sølvskeen, som på italiensk har det mindre mundrette navn Il cucchiaio d’argento, blev udgivet første gang i 1950 af det italienske design- og arkitekturmagasin Domus. Med et indhold på mere end 2.000 opskrifter, samt over 400 smukke billeder, kan den med rette betegnes som den italienske pendant på den danske køkkenklassiker Frøken Jensens kogebog.

Vi har med andre ord at gøre med en vaskeægte italiensk madbibel, et samleobjekt som enhver italiener med ro i sindet kan give videre til sit barn, så de kan lære den ædle kunst at lave et klassisk, italiensk måltid. Det kan ikke være tilfældigt, at Sølvskeen er den mest solgte kogebog i Italien de sidste 60 år.

Enkel, rustik og spækket med smag

Men hvad er det lige, der gør det italienske køkken så enestående? Hvad er det helt specielt, de har regnet ud i det sydeuropæiske land, som gør, at hele verden omkring dem har forelsket sig så hovedkulds i deres madkultur?

Ifølge journalist og foredragsholder Mette Rem, som udover at have boet i Italien fra 1992 til 2002 har beskæftiget sig i næsten 30 år med landets forhold, er ét af den italienske gastronomis helt store styrker, at den er enkel, rustik og frem for alt fokuserer på friske og velsmagende råvarer.

”I klassisk italiensk madlavning bruger man ikke millioner af ingredienser, men få, og gode, råvarer, hvor man rent faktisk kan smage, hvad man spiser. Det er ikke pløret til af alle mulige sovser og tusind krydderier – man kan faktisk smage tomaten i en god pastasauce. Dét synes jeg er noget, der går igen, som jeg holder af,” siger Mette Rem, som til daglig driver webshoppen Det italienske køkken med sin mand, hvor de importerer og sælger råvarer fra Italien.

Du kan sagtens lave det selv

Hvis du, som så mange andre, er faldet pladask for tanken om at begive dig ud i dit eget italienske køkkeneventyr, er der, ifølge Mette Rem, ingen grund til at holde sig tilbage. Italienske retter er kendt for, at de ofte ikke har meget mere end fire-fem hovedingredienser, og så længe ens råvarer er af ordentlig kvalitet behøver tilberedningen på ingen måde at være indviklet.

”Italiensk mad ofte ikke er så kompliceret. Selvfølgelig er der ting, der tager tid; for eksempel en simreret, der skal stå i mange timer. Men tit kan man også hurtigt lave noget, der smager rigtig godt med få, gode ingredienser, hvor man i løbet af rigtig kort tid kan få en smagfuld ret på bordet. Med en god olivenolie, lidt hvidløg, chili og nogle tomater, kan du jo lave en fantastisk pastasauce på ingen tid. Så man kan bestemt godt kaste sig over det,” siger Mette Rem.

Hun tilføjer samtidig, at vi i Danmark afgjort kan lade os inspirere af italienernes stolthed omkring maden, opskrifterne og de enkle råvarer. I Italien er maden ikke bare noget, der skal overstås. Den er et dagligt samtaleemne, en unik kultur og bevidsthed, der gives videre fra generation til generation. Derfor, påpeger Mette Rem, er italienerne generelt også mere bevidste om kvaliteten af det, de putter i munden.

”Vi kan helt sikkert lære af det italienske køkken at gå op i kvaliteten af de fødevarer, vi rent faktisk spiser. Hvor de kommer fra, og hvordan de er lavet. Tit hænger kvalitet og pris selvfølgelig også sammen, men det er jo ikke nødvendigvis sindssygt dyre råvarer vi taler om, og hvis man lige bruger et par kroner mere på at købe en ordentlig pasta, så får man jo også et andet resultat.”


Sølvskeen, pasta, italiensk kogebog, italiensk mad, pizza, lasange, klassiker, god kogebog

Du kan købe Sølvskeen i din lokale boghandler eller online her

Sølvskeen er indbegrebet af den italienske madbibel og kan forvandle enhver til en erfaren italiensk madjonglør. Over 2000 opskrifter på traditionelle retter og menuer fra nogle af verdens bedste kokke og køkkenchefer.

Sølvskeen er den mest solgte kogebog i Italien gennem mere end 60 år. En uundværlig klassiker for enhver, der elsker god mad. Buon appetito!