LRlæser2019 bøger med flere hovedpersoner

Vil du have ny inspiration til læseoplevelserne i 2019? Vær med i Lindhardt og Ringhofs store læseudfordring #LRlæser2019

Vi har en ambition om at læse 30 forskellige bøger i 2019.

Og vi håber, at du vil være med.

For at give inspiration til læsningen, bringer vi her forslag til kategorien “En bog med flere hovedpersoner”.

Se hele listen med læsemål og læs mere om #LRLæser2019 her, hvor du også kan finde en printvenlig version, så du kan krydse af, efterhånden som du når dine mål.

#LRlæser2019, læsemål, læseudfordring


Dvale

Dvale af Camilla Grebe, bøger med flere hovedpersoner

Dvale er en skræmmende og åndeløst spændende krimi om en samtid præget af selvoptagethed og grænseløshed på de sociale medier. Men det er også en skildring af kærlighed stærk nok til at overvinde mørket.

LÆS OGSÅ: Camilla Grebe: Hvor langt vil vi gå for et like?

Attenårige Samuel frygter for sit liv. Han har en vred narkoboss i hælene, og hans kontrollerende og stærkt religiøse mor har smidt ham ud hjemmefra. Under sin flugt svarer han på et jobopslag, hvor en enlig kvinde søger hjælp til at passe sin hjerneskadede teenagesøn. En oplagt mulighed for at få tag over hovedet og gemme sig. Men ingenting bliver, som Samuel havde forestillet sig, da han flytter ind hos den smukke Rakel og hendes søn Jonas i det afsidesliggende hus ved havet i skærgården.

Samtidig undersøger politiet, med kriminalinspektør Manfred Olsson i spidsen, en drabssag, hvor liget af to unge mænd er blevet fundet nedsænket i vand. Efterforskningen kompliceres yderligere, da en desperat mor melder sin søn savnet. Er der en sammenhæng mellem de to sager?

Stærk krimi af Camilla Grebe, forfatter til Årets svenske krimi 2017 og vinder af Glasnøglen for bedste skandinaviske krimi 2018. Dvale er andet selvstændige bind i serien Den mørke side.

Du kan købe Dvale online eller i din nærmeste boghandel.


Hvor der er vilje

Hvor der er vilje af Jeffrey Archer

Clifton-krøniken er en fængslende saga om kærlighed, tab, svigt og ambitioner, der fører læseren fra Bristols baggyder, til New Yorks gademylder og Stalins Rusland.

Den storslåede fortælling om Harry Cliftons liv begynder i England i tiden efter Første Verdenskrig. Harry vokser op i den fattige del af Bristol med en hårdtarbejdende, enlig mor og historien om en far, der blev dræbt under krigen.

Harrys far arbejdede på havnen, ligesom Harrys onkel gør nu, og som Harry selv vil gøre den dag, han bliver færdig med skolen. Men Harry har et uventet talent, som fører ham en anden vej, og han bliver tilbudt et stipendium på en eksklusiv drengeskole. Gradvist får Harry dog fortalt historien om, hvordan hans far virkelig døde at vide, og den frygtelige sandhed får Harry til at sætte spørgsmålstegn ved alt. Er Harry søn af Docker Arthur Clifton, eller er han den uægte søn af arvingen til Barrington Shipping Line?

LÆS OGSÅ: Læs i Jeffrey Archers storslåede slægtsroman Hvor der er vilje

Da Anden Verdenskrig bryder ud må Harry træffe en vanskelig beslutning: Skal han takke ja til tilbuddet om en plads på Oxford University eller skal han lade sig hverve af flåden og kæmpe mod Hitlers Tyskland?

Du kan købe Hvor der er vilje online her eller i din lokale boghandel.


Sommermørke

Sommermørke af Stina Jackson, bøger med flere hovedpersoner

I de dybe norrlandske skove er sommernætterne evigt lyse, og med midnatssolen hængende højt på himlen kører Lelle søvnløs rundt hver nat og leder efter sin forsvundne teenagedatter.

Det har han gjort i tre år. Hun forsvandt en dag, hvor hun stod og ventede på bussen. Ingen så noget, og politiet har ikke nogen spor. Derfor har Lelle taget sagen i egen hånd og tjekker minutiøst hver eneste lille side- og skovvej langs landevej 95, også kaldet Silvervägen.

LÆS OGSÅ:Det siger læserne om Sommermørke af Stina Jackson

En dag ankommer Meja og hendes mor til den lille by. De skal bo hos en ældre mand, Mejas mor har mødt på nettet. Meja har samme alder, som Lelles datter havde, da hun forsvandt. Hun savner en far, et trygt hjem, en almindelig familie, men må følge sin flyvske og lunefulde mor.

Meja kæmper for at falde til, Lelle kæmper med savnet, og da efteråret nærmer sig, og mørket langsomt sænker sig, forsvinder endnu en ung pige.

Du kan købe Sommermørke i vores webshop eller i din nærmeste boghandel.


Orkansæsonen og stilheden

Orkansæsonen og stilheden af Anne-Cathrine Riebnitzsky

Præsten Monica trænger til et afbræk fra en opslidende hverdag og besøger en gammel bekendt i Guatemala, hvor hun løber ind i både en børnehjemspige og en mafioso. Uanset hvor meget hun slapper af, får hun hele tiden sat gang i andre menneskers livsvalg.

Hjemme i Danmark går hendes veninde, forsvarsadvokaten Beate, på jagt med bue og pil. Men Beate har ikke kunnet skyde rådyr, siden hendes mand døde i en tragisk bilulykke.

LÆS OGSÅ: Læs et uddrag af Anne-Cathrine Riebnitzskys anmelderroste roman Orkansæsonen og stilheden

Barndomsvennerne Marcus og Benjamin har hver sine problemer med kærligheden og med den hash, de skal have fordelt på Djursland. Politimanden Hans har fået en teenagedatter i huset og selv om kvindekønnet giver problemer, får han alligevel hjertebanken, når Beate dukker op. Og hans gode ven, skytten Henning, har en særegen forståelse af, hvordan man plejer en bestand.

Orkansæsonen og stilheden er en historie om de valg, vi træffer og hvordan de påvirker os selv og andre mennesker. En roman om tro, retfærdighed, selvtægt, kærlighed, sorg, forelskelser, drab og tilgivelse.

Du kan købe Orkansæsonen og stilheden online her eller i din lokale boghandel.


Dukkeværkstedet

10 bøger med flere hovedpersoner #LRlæser2019

London, 1850. I Hyde Park strømmer folk til for at se byggeriet af Crystal Palace. Det gælder også unge Iris, der har taget en fridag fra arbejdet i Mrs. Salters Dukkeværksted. I parken møder hun den sære konservator Silas, der drømmer om at udstille sin samling af bizarre udstoppede dyr på Verdensudstillingen. Deres møde bliver for Silas starten på en altødelæggende besættelse – og skæbnesvangert for Iris, der også drømmer om at slå igennem som kunstner. Da hun accepterer jobbet som model for en af tidens eksperimenterende kunstnere, bliver det starten på et helt nyt liv.

LÆS OGSÅ:
Når kærlighed bliver til sygelig besættelse. Dukkeværkstedet er en stærk og urovækkende historie fra Victoriatidens London

Dukkeværkstedet er en historisk og psykologisk roman, der tager læserne med til Jack the Rippers London. En by der i 1850erne er fuld af farer og menneskelig ulykke, skræmmende mænd og freakshows på den ene side, og kvindefrigørelse, moderne kunst, videnskab og arkitektur på den anden. Byen og dens skæbner er lige så sanseligt og urovækkende beskrevet som Paris i Patrick Süskinds Parfumen.

Du kan købe Dukkeværkstedet i vores webshop eller i din nærmeste boghandel.


Havbrevene

Havbrevene af Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Kære søster
Snart vil store skove igen vokse frem i os, tykke og sorte af næring. Tænk på dét.
Tænk på at vi bliver den eneste lyd i verden.
Din,
A;

Havbrevene skriver de to søstre Atlanterhavet og Middelhavet til hinanden om universet, livet på landjorden, klimaforandringerne og verdenshavenes store plan.

Teksten er en alternativ skabelsesberetning, en utopi set fra havenes perspektiv, skrevet i et stærkt poetisk sprog af den anmelderroste forfatter Siri Ranva Hjelm Jacobsen og illustreret med originale grafiske tryk af billedkunstneren Dorte Naomi.

LÆS OGSÅ: “Tænk på, vi bliver den eneste lyd i verden.” En brevveksling mellem to have

Du kan købe Havbrevene online eller i din nærmeste boghandel.


Hjemfærd

Hjemfærd af Yaa Gyasi

En medrivende roman om race, arv, kærlighed og tid. Yaa Gyasi debuterer med en gribende fortælling om slaveriets konsekvenser i løbet af 300 år, over tre kontinenter og syv generationer.

De to halvsøstre Effia og Esi vokser op i 1700-tallets Ghana uden at kende hinanden. Effia bliver giftet bort til en britisk kolonisator og lever et ubekymret liv på Cape Coast Castle, kan sende sine børn til udlandet for at få en uddannelse, så de kan vende tilbage og arbejde for det engelske imperium på Guldkysten.

Esi bliver taget til fange af de hvide kolonimagter og sidder i fangekælderen under Effias slot, indtil hun bliver skibet til USA som slave. Hendes efterkommere pukler i Alabamas bomuldsplantager, bryder kul i Mississippis miner og flygter fra Sydstaterne og slår sig ned i det 20. århundredes Harlem.

LÆS OGSÅ: Hjemfærd skildrer én af historiens største forbrydelser mod menneskeheden

I USA og Ghana stiger og falder velstanden fra forælder til barn, kærligheden kommer og går, og karakterernes tillid til den hvide mand vakler.

Du kan købe Hjemfærd som e-bog eller låne bogen på biblioteket.


Haabet

Haabet af Mich Vraa

1787. På slavefregatten Haabet bryder et blodigt oprør ud blandt de sorte i lastrummet. Under dæk er to kvinder i de desperate menneskers vold: kaptajnens og den nygifte skibslæges unge hustruer. Inden slaveoprøret brutalt slås ned, har det ændret en række menneskeskæbner for altid.

Haabet er en grum beretning fra en tid da Danmark skabte ny velstand på slavernes arbejde i de vestindiske sukkerplantager. Et kapitel i rigets historie som i mange år blev fejet ind under gulvtæppet, er her blevet til en fortælling om kynisk udnyttelse og ufattelig ondskab, men også om kærlighed og overlevelse under umulige vilkår.

LÆS OGSÅ: Haabet af Mich Vraa

Du kan købe Haabet online eller i din nærmeste boghandel.


Courtneys krig

Courtneys krig af Wilbur Smith

Med Courtneys krig fortsætter Wilbur Smith den hæsblæsende og dramatiske historie om familien Courtney. Denne gang i en episk fortælling om mod, forræderi og udødelig kærlighed.

Gerhard von Meerback kæmper, trods sin modstand mod nazisterne, for sit fædreland og håber på en dag at have mulighed for at hjælpe med at befri Tyskland fra Hitler og hans brutale regime. Men da hans enhed kastes ind i Anden Verdenskrigs blodigste slag, ved han, at hans chance for at overleve bliver mindre dag for dag. I mellemtiden er Saffron Courtney blevet rekrutteret til Churchills britiske spionnetværk. Hun sendes til det besatte Belgien på en farlig mission, men det står snart klart for hende, at hun bliver jaget af en af Tysklands mest ubarmhjertige spioner.

Konfronteret med en større ondskab, end de nogensinde kunne forestille sig, må de to elskende tage det sværeste valg af alle: Skal de ofre sig for krigen eller gøre, hvad de kan, for at overleve og håbe, at de en dag vil blive genforenet?

LÆS OGSÅ: Wilbur Smith fascinerer stadig

Du kan finde Courtneys krig som lydbog eller på dit nærmeste bibliotek.


Mørke rum

Mørke rum, Kristina Aamand, YA, bøger med flere hovedpersoner

Dine dybeste hemmeligheder er dem, du ikke selv kan se.

En barsk YA-roman, der med skiftende perspektiver og flere sammenflettede historier gør op med vores forestillinger om overgreb, ofre og tilsyneladende gerningsmænd.

“Det er jo forfærdelig synd for de piger, men når man leger med tændstikker, kommer der ild.”
Sophia har sin mors ord med sig, da hun starter i sygeplejepraktik på Klinikken for seksuelle overgreb. Bærer kvinderne virkelig en del af ansvaret for, at de er blevet overfaldet?

LÆS OGSÅ:
Grænser, gråzoner og mørketal: Kristina Aamand skriver om overgreb i “Mørke rum”

Sophias veninde Maysun har regnet det hele ud: Det gode liv betyder ingen sex før ægteskab, et godt job som financial controller og en succesfuld forretningsmand som fremtidig ægtemand. Har hun regnet rigtigt?

Parvatis forældre har accepteret et ægteskabstilbud fra en passende bejler. Men kan hun leve op til sin mands krav?

Elias er Sophias storebror: fornuftig og ansvarlig, og så skal han være læge. Elias drømmer om Nanna, men da han endelig har hende på tomandshånd, bliver drømmen til et mareridt.

Og så er der pigen, der ligger i sin seng alene om natten – indtil døren til hendes værelse går op, og hun svæver ud af sin krop. Hvem skal hjælpe hende?

Mørke rum tager følsomt og frygtløst læseren ved hånden, inviterer ind i mørket og tænder lyset.

Du kan købe Mørke rum online eller i din nærmeste boghandel.


Bøger med flere hovedpersoner