Den svenske forfatter Alex Schulman graver dybt i sin erindring, og lægger ikke fingrene imellem i sin bog Glem mig. Hans personlige fortælling om sit forhold til sin alkoholiserede mor er både en rørende og gribende oplevelse at få lov at læse.
En varm sommerdag i 2013 forsøger Alex Schulman at overtale sin mor til at tage på afvænningsklinik. Deres relation er kompliceret og sågar smertefuld for Alex at tænke på. Han har i mange år været sin alkoholiske mors medafhængige søn. Der er ét overskyggende spørgsmål, som den svenske forfatter søger svar på i Glem mig: Hvad gik galt i relationen mellem ham og hans mor?
LÆS OGSÅ: Hvordan en kikset samtale blev til en international sensation. Mød svenske Alex Schulman.
Alex Schulmans bog Glem mig blev i 2017 kåret til Årets svenske bog og udkommer nu på dansk. Glem mig er blevet rost til skyerne af anmelderne, som kalder den hjerteskerærende, stærk og umulig at lægge fra sig.
Smuglæs i Glem mig herunder.
Alex Schulman
Glem mig
DEN 18. JULI 2013
Jeg kører langs en vej, der er mig yderst bekendt. Det er en grusvej, der støver og spytter sten mod grøfterne til højre og venstre, og som hele tiden forsøger at overraske med uventede kurver. Men mig overrasker den ikke. Jeg kender den her vej ud og ind. Jeg kører op ad den sidste bakke, som kan være så besværlig i aftensolen i juli, hvor min far altid sænkede farten og koncentreret vippede solskærmen ned i forruden. Om kun et par hundrede meter er jeg fremme ved familiens ødegård i Värmland.
Ved siden af mig sidder min bror Calle. Vi har siddet her så mange gange før, i en varm bil, der pløjer gen-nem sommeren, det sidste stykke mod gården. Der er så meget af første dag i ferien over den her strækning. Vi er otte-ni år, vi drikker lunken sodavand bag i bilen, og vi har chipskrummer mellem lårene. Vinden i min fars hår deroppe foran, når min mor ruller ruden ned for at ryge. Solen mellem birketræerne. En af os brokker sig lidt: ”Hvornår er vi der?” Og en oppe foran svarer: ”Nu mangler vi bare det sidste stykke, den sidste bakke, så er vi der!”
Denne gang er det anderledes. I begyndelsen af turen hørte vi høj musik, Calle trommede med hånden mod lårene. Men jo nærmere vi kommer gården, desto mindre taler vi med hinanden. Vi kører over den lille bæk, hvor vi plejede at sejle i kano som børn. Der er stille i bilen nu.
Vi ved ikke så meget. Vi ved, at vores mor har lukket sig inde i soveværelset på ødegården. Og at hun har siddet der og drukket i flere dage nu. Vi ved, at der skete noget for tre dage siden. Vores bror Niklas var der med sine børn. Mor drak og var ikke sød og lukkede sig inde på værelset, og Niklas kørte sin vej med børnene. Siden da har vi ikke kunnet få fat på vores mor. Vi er nødt til at hente hende hjem. Vi ved begge to, at hvis vi ikke gør det, så drikker hun sig ihjel.
Vi kører ned ad den stenede grusvej mod huset, og jeg kan mærke, at det her er finalen. Det er slutningen på en rejse, der begyndte for over tredive år siden, og som er fortsat gennem barndommen og ungdommen og mit voksne liv, alle de år, der er gået, og alt det, der er sket. Det er som at se en tragedie i teateret, sidste scene, enden på det hele. Og det er så fuldstændig ubegribeligt, at det skal ske her, på det her sted. Det her er ground zero. Alt i mit liv udgår fra det her sted. Træhuset tårner sig op mellem birketræerne. Den røde farve, som er brændt og mørknet af solen gennem årene. Vandet ligger helt stille dernede. Det er sommerens smukkeste dag.
Vi kører helt frem til huset og stiger ud af bilen. Der er så stille, at det næsten runger i ørerne. Jeg ser ingen spor af vores mor.
”Hun er vel oppe i soveværelset,” siger jeg.
”Ja,” siger Calle. ”Det er måske bedst, at jeg går op, og at du venter her udenfor.”
”Det er nok bedst,” siger jeg.
Calle går ind i gangen.
”Mor?”
Han kalder op ad trappen. Bliver stående lidt og venter, med blikket i gulvet. Han råber igen. Intet svar. Han går op. Jeg bliver stående og ser ud over vandet, lytter til alle de velkendte lyde fra dengang. Vandpumpen i toilettet, som brøler. En myg, der nærmer sig og forsvinder. Svaler, der skraber med kløerne mod træet, når de kommer ud eller ind ad hullet i tagrygningen. Jeg hører Calles skridt på trappen. Den lille knirken fra soveværelsesdøren, når man trykker håndtaget ned. Jeg hører dem tale, lave mumlende lyde deroppefra. Det er umuligt at udskille ordene, men jeg kan høre, at stemmerne er rolige. Ingen udbrud. Snart efter hører jeg dem komme ned ad trappen. Calle kommer først ud, vi udveksler et hurtigt blik. Jeg kan ikke regne ud, hvad blikket betyder. Vores mor er i morgenkåbe, håret stritter i alle retninger, hun misser i sollyset. Hun får øje på mig og vender straks blikket væk.
”Hvad laver han her?” siger hun og går hen mod den lille udendørs spisekrog. Usikre skridt. Hun slår sig ned på en af plaststolene med ryggen vendt mod mig.
”Vi er kommet, fordi vi var bekymrede for dig,” siger Calle.
”Nå,” siger hun.
Hun tænder en cigaret og ser ud over vandet. Ansigtet afslører ingenting. Hun er helt tom. Luften står stille, intet bevæger sig, cigaretrøgen ligger stadig over bordet. Myg hænger som i usynlige tråde fra himlen. Ingen siger noget.
”Du kom altså?” siger vores mor til Calle.
”Ja. Fra Stockholm.”
”Hvor hyggeligt.”
Hun smiler mildt og skraber gløden fra cigaretten mod husfacaden. Kaster et blik på Svenska Dagbladet, der ligger opslået på bordet. Ser ud over vandet igen.
”Vil du have noget? Der er spegepølse i køleskabet, tror jeg,” siger hun.
”Nej, tak,” siger Calle. ”Vi har kimet dig ned som gale i flere dage.”
”Nå. Jeg ved ikke, hvor jeg har lagt telefonen.”
”Hvad skete der med Niklas?” spørger Calle.
”Hvad der skete med Niklas?”
”Han tog hjem og fortalte, at I havde skændtes.”
”Hm. Jeg gjorde vel et eller andet forkert, som sædvanligt.”
”Han sagde, at du ikke havde været sød ved børnene.”
Vores mor trækker på skuldrene. Hun ler lidt.
”Det er sikkert rigtigt.”
Der bliver stille igen. En mor, der ser ud over vandet, og to sønner med bøjede nakker. Det er, som det altid har været. Vi er tredive år gamle, vi er fem år gamle.
”Kan vi tale lidt om dine problemer?” siger Calle.
”Nej, faktisk ikke.”
”Hvorfor ikke?”
”Jeg forstår ikke, hvad det har med jer at gøre.”
”Vi er bekymrede for dig, mor.”
”Nå,” siger hun. ”Det var venligt af jer.”
Calle sukker lydløst.
”Mor. Jeg synes, vi skal køre hjem nu.”
”Nej.” Hun ser på Calle. Strækker sig efter hans hånd. Han tager imod den hen over bordet.
”Vil du ikke have lidt mad?” siger hun. ”Det er jo sådan en fin aften.”
Jeg træder et par skridt hen mod bordet. Udveksler endnu et blik med Calle. Jeg sætter mig over for vores mor. Hun skodder cigaretten i en underkop. Hun gør det omsorgsfuldt, næsten rituelt, prikker med cigaretstumpen mod gløden, trykker og roterer skoddet igen og igen. Jeg piller ved en hvid plastikklemme, der holder dugen på plads. Løsner den fra bordpladen og sætter den på igen. Om og om igen.
”Mor, du kan ikke blive her,” siger jeg. ”Det går ikke. Nu går vi op og pakker din taske, og så kører vi.”
Hun ser på mig. For første gang ser hun mig i øjnene.
”Dig taler jeg ikke med,” siger hun.
OTTE MÅNEDER FORINDEN
Min mor er forsinket.
Hun skrev en besked til mig for en halv time siden, hun sagde, at hun var i bussen. Hun burde derfor have været her for længst. Alle andre er allerede kommet, hele familien sidder tætpakket i vores hjørnesofa i stuen. Vores datter Frances er tre dage gammel i dag. For at gøre det så enkelt som muligt har vi inviteret alle slægtninge samtidig, så de kan se hende. Nu sidder de der og venter på, at det bliver deres tur til at holde barnet. Bylten vandrer fra skød til skød.
Amanda vinker mig ud i køkkenet og siger, at hun ikke kan vente på min mor længere – nu sætter hun kaffen frem. Amanda pakker lagkagen ud, rasler med papir. Lægger bollerne i en skål. Jeg har ikke noget at indvende, men jeg føler en vis uro. Jeg forsøger altid at arrangere tingene, så risikoen for, at min mor bliver vred, er minimal. Potentielt er det her farligt, at servere kaffe og kage, før hun er kommet. Jeg er i stand til at spille hele scenen for mit indre, når min mor kommer ind og ser den halvspiste lagkage. Når det kommer til min mor, kan jeg se et kvarter ind i fremtiden. Jeg ved, hvornår hun bliver vred, allerede før hun selv ved det.
Det ringer på døren, og jeg skynder mig ud.
Vi omfavner hinanden, min mor og jeg. Det særlige knus, der er blevet vores, hvor vi aldrig rigtig rører ved hinanden, andet end en kind mod en kind. Det første tjek: Er hun fuld? Jeg noterer mig, at hun sutter på en halstablet, og det er ildevarslende, for det er sådan, hun plejer at skjule alkoholånden. Jeg kan se, at hun har sminket sig lidt sjusket. Der er pletter af bruncreme på hendes kinder.
”Jeg kan tage frakken,” siger jeg.
”Det klarer jeg selv,” siger hun.
”Det er blevet koldt, hvad?” siger jeg.
”Ja, virkelig,” siger hun.
De der korte svar, den særlige tone.
Hun bakser lidt med sin frakke og leder efter noget i sin håndtaske, og der er stille i et par sekunder. Så siger hun ”nå, ja,” og retter på håret i spejlet og går ind i lejligheden. Jeg følger tæt efter hende. Min mor kommer ind i stuen, og en eller anden råber ”Hej, Lisette!”. Hun gør en vinkende gestus, som hun retter mod alle i stuen, og sætter sig ned i sofaen. Hun ser ikke i barnets retning. Hun værdiger hende ikke et blik.
”Vil du have kaffe?” spørger jeg.
”Gerne.”
Jeg går ud i køkkenet. Jeg må skynde mig, for nu er min mor alene i stuen, jeg må sørge for, at der ikke sker noget. Min mor drikker kaffen. Hele rummet er koncentreret om Frances, familien skændes nærmest om at få lov til at holde hende. Min mor ser stadig ikke i hendes retning. Sorgen kommer pludselig, jeg kunne ikke forudse den.
Den rammer mig så hårdt, at jeg bliver tavs. Hvorfor ser hun ikke på sit barnebarn? Det er, som hun insisterer på at lade, som om Frances overhovedet ikke eksisterer.
Jeg forstår det ikke.
Hvorfor gør hun sådan?
Alle taler, mens min mor og jeg sidder tavse i sofaen. Jeg betragter hende fra siden, ser, hvordan hun drikker sin kaffe. Hun får øje på lagkagen, som Amanda har stillet på bordet foran hende. Hun bøjer sig frem og stikker pegefingeren gennem lagkagen. Slikker flødeskummet af fingeren. Jeg reagerer instinktivt.
”Hvad laver du?”
”Hvad?” siger min mor.
”Du kan da ikke spise lagkage med fingrene!”
”Fine,” siger hun. Hun rejser sig og går hen mod døren. Hurtige skridt med høje hæle over parketgulvet. Amandas søskende og forældre lader, som om de ikke har opdaget noget, de fortsætter med at pusle om barnet, men de pusler i stilhed nu, de har hørt og set alt. Jeg skynder mig efter min mor. Hun står i entréen og roder med frakken.
”Du må ikke gå, mor.”
Hun fisker en pakke cigaretter frem, siger ”undskyld mig”, skubber mig til side og går tilbage ind i lejligheden. Jeg går efter hende. Hun går ud på balkonen. Jeg ser, hvordan hun står derude i kulden og ryger. Hun ser udtryksløst ud over husfacaderne. Jeg går ud på balkonen.
”Må jeg få en cigaret?” spørger jeg.
Hun rækker mig de røde Prince i den bløde pakke. Amanda har tændt små lygter med stearinlys på balkonen og lagt lammeskind og tæpper på stolene, for hun ved, at min mor går herud for at ryge.
”Du behøver vel ikke blive så sur,” siger jeg.
”Er det mig, der er sur? Det føles, som om jeg ikke kan gøre noget som helst, uden at du bliver irriteret på mig.”
”Men du kan vel godt forstå, at jeg reagerer, når du tager lagkage med fingrene.”
”Årh,” siger hun.
Så står vi lidt uden at sige noget. Jeg kan se, at hun har sin røde dragt på. Den bruger hun kun, når hun vil være fin, ved særlige lejligheder. Jeg føler en pludselig ømhed for hende. Hun har klædt sig pænt på. Det er vigtigt for hende at være fin i dag. Empatien vokser i mig, sammen med skyldfølelsen: Er jeg for hård ved hende? Måske har hun ret. Måske er jeg altid irriteret på hende.
”Vil du have et tæppe over dig?” spørger jeg.
”Tak,” siger hun.
Jeg ved ikke, hvor mange gange vi har stået sådan der, afsides efter et udbrud, i en tavshed, der udgør hele forsoningen. Jeg er ret god til det. Jeg er dårlig til at reparere relationen, men jeg er god til at reparere situationen. Vi står på balkonen og ryger, ingen hører os, alle er optagede derinde. Det her ville kunne blive begyndelsen på en rigtig samtale. Men vi siger ingenting. Ordløst beslutter vi os for ikke at tale mere om sagen. Vi reparerer os selv, så vi kan holde lidt længere. Vi tager en cigaret mere. Vi småsnakker lidt forsigtigt om ubetydelige ting. Noget, vi begge to så i fjernsynet i går.
”Kom, nu går vi ind,” siger jeg så.
”Okay,” siger min mor.
Vi sætter os i sofaen igen. Jeg spørger, om hun vil have et stykke lagkage, og hun takker nej.
En times tid senere tager vi afsked med den sidste gæst. ”Det gik jo fint,” siger jeg til Amanda, mens vi rydder op.
Samme aften bryder jeg sammen i Amandas favn. Jeg græder og græder. Jeg er sendt helt til tælling. Jeg ligger i sengen og koncentrerer mig om at trække vejret. Jeg ligger der i flere dage. Det tager flere uger, før jeg forstår, hvad det handler om. Farcen. Min mor i sofaen, der ser væk, som demonstrativt nægter at se i Frances’ retning. Der var noget, der gik i stykker inde i mig lige der. Jeg har set samme opførsel fra min mors side så mange gange før, men da var det mig, hun ikke ville se. I min barndom. Og nu skete det igen, med Frances.
Deri ligger katastrofen.
Det må ikke ske igen.
Det går op for mig, at jeg ikke har noget valg. Jeg er nødt til at sætte en stopper for det her.
Alex Schulman: Glem mig
Glem mig er en anmelderrost fortælling om en søns komplicerede relation til sin alkoholiserede mor.
Som voksen forsøger Alex Schulman at overtale sin mor til at lade sig indlægge på en afvænningsklinik, for han ønsker sin mor tilbage.
I et forsøg på at forstå hvad der gik galt i deres relation, kigger Alex Schulman tilbage på sin barndom.
Læserne kommer helt tæt på forfatteren, og får indblik i Schulmans længsel efter at reparere forholdet til sin mor – og i den smerte det har været at vokse op med en alkoholiseret mor.
Af samme forfatter
Nyt fra Alex Schulman: Malma station – udkommer d. 23. februar
⭐️⭐️⭐️⭐️ “En roman, der rører én dybt. Med den forurettedes forståelse for barnets manglende tarv og et rasende greb om stoffet flår Schulman sig ind i sine læseres bevidsthed og kommer til, spår vi, at give varige mén.” – Berlingske
Alex Schulmans nye roman Malma station udspiller sig på et tog. Fem personer er på rejse gennem Sverige: et ægtepar i krise, en enlig far og hans datter, og en ung kvinde, der søger svaret på den gåde, hendes mor efterlod hende med.
De rejser alle mod Malma station, og hverken de eller læseren ved, hvordan deres skæbner hænger sammen. De ved heller ikke, at det der sker på endestationen vil ændre deres liv for evigt. Malma station er en bevægende fortælling om hemmeligheder og nedarvede familietraumer på tværs af generationer – og om jagten på sandheden, der kan forandre alt.
Alex Schulman: Brænd alle mine breve
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “En fænomenalt god bog” – JYLLANDS-POSTEN
“Fremragende … helt suverænt udført” – WEEKENDAVISENAlex, som er forfatter og far til tre, indser efter mange års opslidende skænderier, at han bærer rundt på en enorm vrede. Hans underliggende mørke skræmmer hans hustru og børn, og han tager på en rejse for at finde roden til vreden, og granske sin amiliehistorie.
Kan vreden nedarves gennem generationer? I sin søgen på svar rettes fokus mod hans morfar, forfatteren Sven Stolpe, og ved hjælp af 80 år gamle breve og dagbogsuddrag folder en tragisk fortælling om forbudt kærlighed og jalousi sig ud.
Brænd alle mine breve er en medrivende og intens spændingsroman om kærlighed, rivalisering og hævn. Og om hvordan en enkelt mands vrede kan sætte varige spor, både i litteraturen og i familien.
Alex Schulman: Overleverne
♥️♥️♥️♥️♥️♥️ “En fantastisk bog. Ubarmhjertig, øm og overraskende” – Femina
★★★★★ “Løfter sig højt, højt op over det meste” – Jyllands-Posten
♥️♥️♥️♥️♥️ – Politiken
For første gang i 20 år er tre brødre kørt sammen op til den ødegård i Sverige, hvor de har tilbragt alle deres barndoms somre. Med sig har de deres mors aske, som de har planlagt at sprede ved stedet.
Sidst de besøgte stedet skete der noget, der resulterede i, at de aldrig tog tilbage til ødegården. Noget de aldrig har talt om, og som de tre brødre opdager, at de har meget forskellige erindringer om.
Overleverne er en rørende og foruroligende roman om at forstå sin familie og om at genopleve sin barndom og de hændelser, man er præget af.
Find bogen som e-bog her.
Den svenske forfatter Alex Schulman graver dybt i sin erindring, og lægger ikke fingrene imellem i sin bog Glem mig. Hans personlige fortælling om sit forhold til sin alkoholiserede mor er både en rørende og gribende oplevelse at få lov at læse.
En varm sommerdag i 2013 forsøger Alex Schulman at overtale sin mor til at tage på afvænningsklinik. Deres relation er kompliceret og sågar smertefuld for Alex at tænke på. Han har i mange år været sin alkoholiske mors medafhængige søn. Der er ét overskyggende spørgsmål, som den svenske forfatter søger svar på i Glem mig: Hvad gik galt i relationen mellem ham og hans mor?
LÆS OGSÅ: Hvordan en kikset samtale blev til en international sensation. Mød svenske Alex Schulman.
Alex Schulmans bog Glem mig blev i 2017 kåret til Årets svenske bog og udkommer nu på dansk. Glem mig er blevet rost til skyerne af anmelderne, som kalder den hjerteskerærende, stærk og umulig at lægge fra sig.
Smuglæs i Glem mig herunder.
Du kan købe Glem mig online, eller i din lokale boghandler fra d. 8 september.
Alex Schulman
Glem mig
DEN 18. JULI 2013
Jeg kører langs en vej, der er mig yderst bekendt. Det er en grusvej, der støver og spytter sten mod grøfterne til højre og venstre, og som hele tiden forsøger at overraske med uventede kurver. Men mig overrasker den ikke. Jeg kender den her vej ud og ind. Jeg kører op ad den sidste bakke, som kan være så besværlig i aftensolen i juli, hvor min far altid sænkede farten og koncentreret vippede solskærmen ned i forruden. Om kun et par hundrede meter er jeg fremme ved familiens ødegård i Värmland.
Ved siden af mig sidder min bror Calle. Vi har siddet her så mange gange før, i en varm bil, der pløjer gen-nem sommeren, det sidste stykke mod gården. Der er så meget af første dag i ferien over den her strækning. Vi er otte-ni år, vi drikker lunken sodavand bag i bilen, og vi har chipskrummer mellem lårene. Vinden i min fars hår deroppe foran, når min mor ruller ruden ned for at ryge. Solen mellem birketræerne. En af os brokker sig lidt: ”Hvornår er vi der?” Og en oppe foran svarer: ”Nu mangler vi bare det sidste stykke, den sidste bakke, så er vi der!”
Denne gang er det anderledes. I begyndelsen af turen hørte vi høj musik, Calle trommede med hånden mod lårene. Men jo nærmere vi kommer gården, desto mindre taler vi med hinanden. Vi kører over den lille bæk, hvor vi plejede at sejle i kano som børn. Der er stille i bilen nu.
Vi ved ikke så meget. Vi ved, at vores mor har lukket sig inde i soveværelset på ødegården. Og at hun har siddet der og drukket i flere dage nu. Vi ved, at der skete noget for tre dage siden. Vores bror Niklas var der med sine børn. Mor drak og var ikke sød og lukkede sig inde på værelset, og Niklas kørte sin vej med børnene. Siden da har vi ikke kunnet få fat på vores mor. Vi er nødt til at hente hende hjem. Vi ved begge to, at hvis vi ikke gør det, så drikker hun sig ihjel.
Vi kører ned ad den stenede grusvej mod huset, og jeg kan mærke, at det her er finalen. Det er slutningen på en rejse, der begyndte for over tredive år siden, og som er fortsat gennem barndommen og ungdommen og mit voksne liv, alle de år, der er gået, og alt det, der er sket. Det er som at se en tragedie i teateret, sidste scene, enden på det hele. Og det er så fuldstændig ubegribeligt, at det skal ske her, på det her sted. Det her er ground zero. Alt i mit liv udgår fra det her sted. Træhuset tårner sig op mellem birketræerne. Den røde farve, som er brændt og mørknet af solen gennem årene. Vandet ligger helt stille dernede. Det er sommerens smukkeste dag.
Vi kører helt frem til huset og stiger ud af bilen. Der er så stille, at det næsten runger i ørerne. Jeg ser ingen spor af vores mor.
”Hun er vel oppe i soveværelset,” siger jeg.
”Ja,” siger Calle. ”Det er måske bedst, at jeg går op, og at du venter her udenfor.”
”Det er nok bedst,” siger jeg.
Calle går ind i gangen.
”Mor?”
Han kalder op ad trappen. Bliver stående lidt og venter, med blikket i gulvet. Han råber igen. Intet svar. Han går op. Jeg bliver stående og ser ud over vandet, lytter til alle de velkendte lyde fra dengang. Vandpumpen i toilettet, som brøler. En myg, der nærmer sig og forsvinder. Svaler, der skraber med kløerne mod træet, når de kommer ud eller ind ad hullet i tagrygningen. Jeg hører Calles skridt på trappen. Den lille knirken fra soveværelsesdøren, når man trykker håndtaget ned. Jeg hører dem tale, lave mumlende lyde deroppefra. Det er umuligt at udskille ordene, men jeg kan høre, at stemmerne er rolige. Ingen udbrud. Snart efter hører jeg dem komme ned ad trappen. Calle kommer først ud, vi udveksler et hurtigt blik. Jeg kan ikke regne ud, hvad blikket betyder. Vores mor er i morgenkåbe, håret stritter i alle retninger, hun misser i sollyset. Hun får øje på mig og vender straks blikket væk.
”Hvad laver han her?” siger hun og går hen mod den lille udendørs spisekrog. Usikre skridt. Hun slår sig ned på en af plaststolene med ryggen vendt mod mig.
”Vi er kommet, fordi vi var bekymrede for dig,” siger Calle.
”Nå,” siger hun.
Hun tænder en cigaret og ser ud over vandet. Ansigtet afslører ingenting. Hun er helt tom. Luften står stille, intet bevæger sig, cigaretrøgen ligger stadig over bordet. Myg hænger som i usynlige tråde fra himlen. Ingen siger noget.
”Du kom altså?” siger vores mor til Calle.
”Ja. Fra Stockholm.”
”Hvor hyggeligt.”
Hun smiler mildt og skraber gløden fra cigaretten mod husfacaden. Kaster et blik på Svenska Dagbladet, der ligger opslået på bordet. Ser ud over vandet igen.
”Vil du have noget? Der er spegepølse i køleskabet, tror jeg,” siger hun.
”Nej, tak,” siger Calle. ”Vi har kimet dig ned som gale i flere dage.”
”Nå. Jeg ved ikke, hvor jeg har lagt telefonen.”
”Hvad skete der med Niklas?” spørger Calle.
”Hvad der skete med Niklas?”
”Han tog hjem og fortalte, at I havde skændtes.”
”Hm. Jeg gjorde vel et eller andet forkert, som sædvanligt.”
”Han sagde, at du ikke havde været sød ved børnene.”
Vores mor trækker på skuldrene. Hun ler lidt.
”Det er sikkert rigtigt.”
Der bliver stille igen. En mor, der ser ud over vandet, og to sønner med bøjede nakker. Det er, som det altid har været. Vi er tredive år gamle, vi er fem år gamle.
”Kan vi tale lidt om dine problemer?” siger Calle.
”Nej, faktisk ikke.”
”Hvorfor ikke?”
”Jeg forstår ikke, hvad det har med jer at gøre.”
”Vi er bekymrede for dig, mor.”
”Nå,” siger hun. ”Det var venligt af jer.”
Calle sukker lydløst.
”Mor. Jeg synes, vi skal køre hjem nu.”
”Nej.” Hun ser på Calle. Strækker sig efter hans hånd. Han tager imod den hen over bordet.
”Vil du ikke have lidt mad?” siger hun. ”Det er jo sådan en fin aften.”
Jeg træder et par skridt hen mod bordet. Udveksler endnu et blik med Calle. Jeg sætter mig over for vores mor. Hun skodder cigaretten i en underkop. Hun gør det omsorgsfuldt, næsten rituelt, prikker med cigaretstumpen mod gløden, trykker og roterer skoddet igen og igen. Jeg piller ved en hvid plastikklemme, der holder dugen på plads. Løsner den fra bordpladen og sætter den på igen. Om og om igen.
”Mor, du kan ikke blive her,” siger jeg. ”Det går ikke. Nu går vi op og pakker din taske, og så kører vi.”
Hun ser på mig. For første gang ser hun mig i øjnene.
”Dig taler jeg ikke med,” siger hun.
OTTE MÅNEDER FORINDEN
Min mor er forsinket.
Hun skrev en besked til mig for en halv time siden, hun sagde, at hun var i bussen. Hun burde derfor have været her for længst. Alle andre er allerede kommet, hele familien sidder tætpakket i vores hjørnesofa i stuen. Vores datter Frances er tre dage gammel i dag. For at gøre det så enkelt som muligt har vi inviteret alle slægtninge samtidig, så de kan se hende. Nu sidder de der og venter på, at det bliver deres tur til at holde barnet. Bylten vandrer fra skød til skød.
Amanda vinker mig ud i køkkenet og siger, at hun ikke kan vente på min mor længere – nu sætter hun kaffen frem. Amanda pakker lagkagen ud, rasler med papir. Lægger bollerne i en skål. Jeg har ikke noget at indvende, men jeg føler en vis uro. Jeg forsøger altid at arrangere tingene, så risikoen for, at min mor bliver vred, er minimal. Potentielt er det her farligt, at servere kaffe og kage, før hun er kommet. Jeg er i stand til at spille hele scenen for mit indre, når min mor kommer ind og ser den halvspiste lagkage. Når det kommer til min mor, kan jeg se et kvarter ind i fremtiden. Jeg ved, hvornår hun bliver vred, allerede før hun selv ved det.
Det ringer på døren, og jeg skynder mig ud.
Vi omfavner hinanden, min mor og jeg. Det særlige knus, der er blevet vores, hvor vi aldrig rigtig rører ved hinanden, andet end en kind mod en kind. Det første tjek: Er hun fuld? Jeg noterer mig, at hun sutter på en halstablet, og det er ildevarslende, for det er sådan, hun plejer at skjule alkoholånden. Jeg kan se, at hun har sminket sig lidt sjusket. Der er pletter af bruncreme på hendes kinder.
”Jeg kan tage frakken,” siger jeg.
”Det klarer jeg selv,” siger hun.
”Det er blevet koldt, hvad?” siger jeg.
”Ja, virkelig,” siger hun.
De der korte svar, den særlige tone.
Hun bakser lidt med sin frakke og leder efter noget i sin håndtaske, og der er stille i et par sekunder. Så siger hun ”nå, ja,” og retter på håret i spejlet og går ind i lejligheden. Jeg følger tæt efter hende. Min mor kommer ind i stuen, og en eller anden råber ”Hej, Lisette!”. Hun gør en vinkende gestus, som hun retter mod alle i stuen, og sætter sig ned i sofaen. Hun ser ikke i barnets retning. Hun værdiger hende ikke et blik.
”Vil du have kaffe?” spørger jeg.
”Gerne.”
Jeg går ud i køkkenet. Jeg må skynde mig, for nu er min mor alene i stuen, jeg må sørge for, at der ikke sker noget. Min mor drikker kaffen. Hele rummet er koncentreret om Frances, familien skændes nærmest om at få lov til at holde hende. Min mor ser stadig ikke i hendes retning. Sorgen kommer pludselig, jeg kunne ikke forudse den.
Den rammer mig så hårdt, at jeg bliver tavs. Hvorfor ser hun ikke på sit barnebarn? Det er, som hun insisterer på at lade, som om Frances overhovedet ikke eksisterer.
Jeg forstår det ikke.
Hvorfor gør hun sådan?
Alle taler, mens min mor og jeg sidder tavse i sofaen. Jeg betragter hende fra siden, ser, hvordan hun drikker sin kaffe. Hun får øje på lagkagen, som Amanda har stillet på bordet foran hende. Hun bøjer sig frem og stikker pegefingeren gennem lagkagen. Slikker flødeskummet af fingeren. Jeg reagerer instinktivt.
”Hvad laver du?”
”Hvad?” siger min mor.
”Du kan da ikke spise lagkage med fingrene!”
”Fine,” siger hun. Hun rejser sig og går hen mod døren. Hurtige skridt med høje hæle over parketgulvet. Amandas søskende og forældre lader, som om de ikke har opdaget noget, de fortsætter med at pusle om barnet, men de pusler i stilhed nu, de har hørt og set alt. Jeg skynder mig efter min mor. Hun står i entréen og roder med frakken.
”Du må ikke gå, mor.”
Hun fisker en pakke cigaretter frem, siger ”undskyld mig”, skubber mig til side og går tilbage ind i lejligheden. Jeg går efter hende. Hun går ud på balkonen. Jeg ser, hvordan hun står derude i kulden og ryger. Hun ser udtryksløst ud over husfacaderne. Jeg går ud på balkonen.
”Må jeg få en cigaret?” spørger jeg.
Hun rækker mig de røde Prince i den bløde pakke. Amanda har tændt små lygter med stearinlys på balkonen og lagt lammeskind og tæpper på stolene, for hun ved, at min mor går herud for at ryge.
”Du behøver vel ikke blive så sur,” siger jeg.
”Er det mig, der er sur? Det føles, som om jeg ikke kan gøre noget som helst, uden at du bliver irriteret på mig.”
”Men du kan vel godt forstå, at jeg reagerer, når du tager lagkage med fingrene.”
”Årh,” siger hun.
Så står vi lidt uden at sige noget. Jeg kan se, at hun har sin røde dragt på. Den bruger hun kun, når hun vil være fin, ved særlige lejligheder. Jeg føler en pludselig ømhed for hende. Hun har klædt sig pænt på. Det er vigtigt for hende at være fin i dag. Empatien vokser i mig, sammen med skyldfølelsen: Er jeg for hård ved hende? Måske har hun ret. Måske er jeg altid irriteret på hende.
”Vil du have et tæppe over dig?” spørger jeg.
”Tak,” siger hun.
Jeg ved ikke, hvor mange gange vi har stået sådan der, afsides efter et udbrud, i en tavshed, der udgør hele forsoningen. Jeg er ret god til det. Jeg er dårlig til at reparere relationen, men jeg er god til at reparere situationen. Vi står på balkonen og ryger, ingen hører os, alle er optagede derinde. Det her ville kunne blive begyndelsen på en rigtig samtale. Men vi siger ingenting. Ordløst beslutter vi os for ikke at tale mere om sagen. Vi reparerer os selv, så vi kan holde lidt længere. Vi tager en cigaret mere. Vi småsnakker lidt forsigtigt om ubetydelige ting. Noget, vi begge to så i fjernsynet i går.
”Kom, nu går vi ind,” siger jeg så.
”Okay,” siger min mor.
Vi sætter os i sofaen igen. Jeg spørger, om hun vil have et stykke lagkage, og hun takker nej.
En times tid senere tager vi afsked med den sidste gæst. ”Det gik jo fint,” siger jeg til Amanda, mens vi rydder op.
Samme aften bryder jeg sammen i Amandas favn. Jeg græder og græder. Jeg er sendt helt til tælling. Jeg ligger i sengen og koncentrerer mig om at trække vejret. Jeg ligger der i flere dage. Det tager flere uger, før jeg forstår, hvad det handler om. Farcen. Min mor i sofaen, der ser væk, som demonstrativt nægter at se i Frances’ retning. Der var noget, der gik i stykker inde i mig lige der. Jeg har set samme opførsel fra min mors side så mange gange før, men da var det mig, hun ikke ville se. I min barndom. Og nu skete det igen, med Frances.
Deri ligger katastrofen.
Det må ikke ske igen.
Det går op for mig, at jeg ikke har noget valg. Jeg er nødt til at sætte en stopper for det her.
Alex Schulman: Glem mig
Glem mig er en anmelderrost fortælling om en søns komplicerede relation til sin alkoholiserede mor.
Som voksen forsøger Alex Schulman at overtale sin mor til at lade sig indlægge på en afvænningsklinik, for han ønsker sin mor tilbage.
I et forsøg på at forstå hvad der gik galt i deres relation, kigger Alex Schulman tilbage på sin barndom.
Læserne kommer helt tæt på forfatteren, og får indblik i Schulmans længsel efter at reparere forholdet til sin mor – og i den smerte det har været at vokse op med en alkoholiseret mor.
Du kan købe Glem mig online, fx. hos Saxo.com , eller i din nærmeste boghandel.
Af samme forfatter
Nyt fra Alex Schulman: Malma station – udkommer d. 23. februar
⭐️⭐️⭐️⭐️ “En roman, der rører én dybt. Med den forurettedes forståelse for barnets manglende tarv og et rasende greb om stoffet flår Schulman sig ind i sine læseres bevidsthed og kommer til, spår vi, at give varige mén.” – Berlingske
Alex Schulmans nye roman Malma station udspiller sig på et tog. Fem personer er på rejse gennem Sverige: et ægtepar i krise, en enlig far og hans datter, og en ung kvinde, der søger svaret på den gåde, hendes mor efterlod hende med.
De rejser alle mod Malma station, og hverken de eller læseren ved, hvordan deres skæbner hænger sammen. De ved heller ikke, at det der sker på endestationen vil ændre deres liv for evigt. Malma station er en bevægende fortælling om hemmeligheder og nedarvede familietraumer på tværs af generationer – og om jagten på sandheden, der kan forandre alt.
Du kan købe Malma station af Alex Schulman online fx hos Bog & idé eller i din nærmeste boghandel fra 23. februar.
Alex Schulman: Brænd alle mine breve
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – “En fænomenalt god bog” – JYLLANDS-POSTEN
“Fremragende … helt suverænt udført” – WEEKENDAVISENAlex, som er forfatter og far til tre, indser efter mange års opslidende skænderier, at han bærer rundt på en enorm vrede. Hans underliggende mørke skræmmer hans hustru og børn, og han tager på en rejse for at finde roden til vreden, og granske sin amiliehistorie.
Kan vreden nedarves gennem generationer? I sin søgen på svar rettes fokus mod hans morfar, forfatteren Sven Stolpe, og ved hjælp af 80 år gamle breve og dagbogsuddrag folder en tragisk fortælling om forbudt kærlighed og jalousi sig ud.
Brænd alle mine breve er en medrivende og intens spændingsroman om kærlighed, rivalisering og hævn. Og om hvordan en enkelt mands vrede kan sætte varige spor, både i litteraturen og i familien.
Du kan købe Brænd alle mine breve online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Alex Schulman: Overleverne
♥️♥️♥️♥️♥️♥️ “En fantastisk bog. Ubarmhjertig, øm og overraskende” – Femina
★★★★★ “Løfter sig højt, højt op over det meste” – Jyllands-Posten
♥️♥️♥️♥️♥️ – Politiken
For første gang i 20 år er tre brødre kørt sammen op til den ødegård i Sverige, hvor de har tilbragt alle deres barndoms somre. Med sig har de deres mors aske, som de har planlagt at sprede ved stedet.
Sidst de besøgte stedet skete der noget, der resulterede i, at de aldrig tog tilbage til ødegården. Noget de aldrig har talt om, og som de tre brødre opdager, at de har meget forskellige erindringer om.
Overleverne er en rørende og foruroligende roman om at forstå sin familie og om at genopleve sin barndom og de hændelser, man er præget af.
Du kan købe Overleverne online, fx. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Find bogen som e-bog her.
Andre læste også: