Amerikanske krimiforfattere Læseprøve og uddrag

Dødens time. Ny spændingsroman i serien om King og Maxwell. Læs et uddrag her

dødens time, david baldacci, krimi, king og maxwell

Dødens time er anden selvstændige bog i den hæsblæsende krimiserie om detektivparret King og Maxwell. En række mord, som trækker tråde tilbage til USA’s største seriemordere, skal opklares. Læs et uddrag fra bogen her.


Det lader til at være et ukompliceret opklaringsarbejde, der venter de tidligere Secret Service-agenter Sean King og Michelle Maxwell, da en kvinde findes myrdet i en skov. Men det skal vise sig kun at være begyndelsen på en mystisk sag, som er langt større, end detektivparret først troede.

LÆS OGSÅ: 10 gode krimier. Få inspiration til nervepirrende pageturnere

Der begynder at dukke flere lig op, som alle ligner mord begået af de største amerikanske seriemordere. Det er nu op til King og Maxwell at fange personen, der begår de såkaldte copycat-mord.

Bogen er en selvstændig efterfølger til Splitsekund, hvor de tidligere agenters skæbner første gang blev forenet.

Du kan købe Dødens time online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 2 september.





David Baldacci

Dødens time

Kapitel 1

Manden i regnfrakken gik let foroverbøjet. Hans åndedræt var besværet, og hans krop svedig. Den ekstra vægt, han bar på, var – skønt ikke særlig betydelig – anbragt akavet, og terrænet var ujævnt. Det var aldrig let at bære et lig gennem skoven midt om natten. Han flyttede den døde over på sin venstre skulder og traskede videre. Sålerne på hans sko havde ikke nogen særlige kendetegn. Ikke at det betød noget, for regnen vaskede hurtigt ethvert spor af hans fodaftryk væk. Han havde rådført sig med vejrudsigten; regnen var årsagen til, at han var her. Det dårlige vejr var den bedste ven, han kunne ønske sig.

Bortset fra den døde krop, som var slængt hen over hans brede skuldre, var manden også bemærkelsesværdig på grund af den sorte hætte, han bar. Den var påsyet et hemmeligheds- fuldt symbol hele vejen ned langs siden. Det var en cirkel med et sigtekorn i midten. Logoet var sandsynligvis genkendeligt for enhver over halvtreds, og det havde engang spredt rædsel, som imidlertid var blevet noget udvandet med tiden. Det var ligegyldigt, at ingen ʻlevende sjæl’ ville få ham at se. Han opnåede en egen grum tilfredsstillelse ved det dødbringende symbol.

I løbet af ti minutter var han nået til det sted, han omhyggeligt havde udvalgt ved en tidligere lejlighed, og han lagde liget ned med en ærbødighed, der stod i skærende kontrast til den voldelige måde, vedkommende var død på. Han tog en dyb indånding og holdt vejret, mens han løsnede den ledning, der holdt sammen på bylten, og bøjede plastikken til side. Hun var ung og havde træk, som to dage tidligere havde været smukke. Kvinden var imidlertid ikke noget kønt syn nu. Det bløde, blonde hår hang ned over en grønlig hud, lukkede øjne og hævede kinder. Havde øjnene været åbne, ville de måske stadig have båret præg af den afdødes forbløffelse over sin voldelige død – en oplevelse, hun ellers delte med 30.000 mennesker om året i USA.

Han trak plastikken helt fri og lagde kvinden på ryggen. Så åndede han ud, bekæmpede den trang til at kaste op, som skyldtes stanken fra liget, og sugede igen lungerne fulde af luft. Han ledte med lygten og den ene behandskede hånd, indtil han fandt den lille gaffelformede gren, han tidligere havde gemt i det tornede buskads i nærheden. Han brugte den til at støtte kvindens underarm, som han anbragte i en stilling, så den pegede op mod himlen. Ligets rigor mortis var hastigt aftagende, men den havde alligevel besværliggjort det. Han var imidlertid stærk og havde til sidst været i stand til at tvinge den stive arm op i den rigtige vinkel. Han tog uret op af lommen, lyste på det med lygten for at sikre sig, at det var stillet rigtigt, og anbragte det så på den døde kvindes håndled.

Skønt han var alt andet end en religiøs mand, knælede han nu over liget og mumlede en kort bøn, mens han holdt hånden over mund og næse.

“Du var ikke direkte ansvarlig, men du var den eneste, jeg havde. Du døde ikke forgæves. Og jeg tror oprigtigt talt, at du er godt tjent med det.” Troede han virkelig selv på det, han netop havde sagt? Måske ikke. Måske betød det ikke noget.

Han så på den døde kvindes ansigt og studerede hendes træk indgående, som var han en videnskabsmand, der betragtede et særligt fascinerende forsøg. Han havde aldrig slået et andet menneske ihjel før. Han havde gjort det hurtigt og – håbede han – smertefrit. I den dunkle, tågede nat syntes kvinden omgivet af et gulligt skær, som om hun allerede var blevet en ånd.

Han trak sig længere tilbage og undersøgte hele området, idet han ledte efter eventuelle påfaldende genstande, der kunne tjene som beviser mod ham. Han opdagede kun et stykke stof fra sin hætte, som var blevet siddende på en busk i nærheden af liget. Uforsigtigt, det kan du ikke tillade dig. Han lagde det i lommen og brugte yderligere nogle minutter på at lede efter andre genstande helt ned til mikroskopisk størrelse.

I kriminalefterforskningens verden var det den slags ʻusynlige’ spor, der gjorde udslaget. En enkelt dråbe blod, sæd eller spyt, et nusset fingeraftryk, en hårsæk med en smule dna-materiale på, og politiet kunne give sig til at læse ens rettigheder op, mens anklagerne kredsede sultne om en. Men selv om man var ganske på det rene med disse forhold, kunne det desværre ikke beskytte en. Enhver kriminel, uanset hvor omhyggelig han var, efterlod sig potentielt belastende materiale på gerningsstedet. Derfor havde han omhyggeligt sørget for ikke at have nogen form for fysisk kontakt med den døde kvinde, som var hun et smitsomt legeme, der kunne forårsage en dødelig sygdom.

Han rullede plastikken sammen og stak ledningen i lommen, kontrollerede uret en sidste gang og begav sig så tilbage mod sin bil.

Bag ham lå den døde kvinde tilbage med hånden pegende op mod den regnfulde himmel. Hendes ur var en smule selvlysende i mørket og udgjorde et svagt pejlemærke for hendes nye hvilested. Hun ville ikke ligge upåagtet længe. Det får døde mennesker, som ligger oven på jorden, sjældent lov til, selv ikke på så øde steder som dette.

Da den hætteklædte mand kørte væk, lod han fingeren glide op langs symbolet på sin hætte og gjorde samtidig korsets tegn. Det samme tegn med sigtekornet var afbilledet på det ur, han havde anbragt på den døde kvindes håndled. Det burde få dem op af stolene. Han tog en dyb indånding, fuld af ophidselse såvel som fortrydelse. I årevis havde han forestillet sig, at denne dag aldrig ville oprinde. I årevis havde hans mod svigtet ham. Men nu, da det første skridt var taget, fyldtes han af en intens følelse af styrke og frisættelse.

Han skiftede til tredje gear og satte farten op, og hans dæk greb fat i den glatte vejbane, mens mørket opslugte lysene fra hans blå folkevogn. Han ville gerne så hurtigt som muligt nå frem til det sted, han var på vej til.

Han skulle skrive et brev.


Kapitel 2

Michelle Maxwell satte farten op. Hun havde overstået den ʻflade’ del af sin løbetur gennem bakkerne omkring Wrightsburg, som lå gemt af vejen sydvest for Charlottesville, Virginia; terrænet ville fra nu af blive langt mere kuperet. Maxwell var tidligere olympisk roer, og siden havde hun tilbragt ni intense år i Secret Service. Derfor var den 1,77 meter høje kvinde i bemærkelsesværdig god fysisk form. Men et enormt højtryk havde samlet sig over den mellemste del af atlanterhavskysten, hvad der gjorde denne forårsdag usædvanlig fugtig, og hendes muskler og lunger begyndte at blive anstrengt, da hun satte op ad en bakke. En fjerdedel inde i sin løbetur havde hun samlet det skulderlange, sorte hår i en hestehale, selv om nogle genstridige totter stadig fandt vej ned i ansigtet på hende.

Hun havde forladt Secret Service for at starte et privat efterforskningsfirma i denne lille by i Virginia sammen med en anden tidligere Secret Service-agent, Sean King. King havde forladt tjenesten i unåde, men han var siden blevet advokat og havde skabt sig en ny tilværelse i Wrightsburg. De to havde ikke kendt hinanden, dengang de arbejdede for regeringen, i stedet havde de slået sig sammen i forbindelse med en sag året forinden, da Michelle endnu var ansat i tjenesten, og King var blevet viklet ind i en sag om en række lokale mord. Efter at have afsluttet sagen succesfuldt og opnået en vis omtale i pressen havde Michelle foreslået, at de startede deres eget firma, og King havde noget tøvende indvilliget. På grund af det omdømme, den tidligere sag havde skaffet dem, samt deres evner som efterforskere var firmaet hurtigt blevet en succes. Der var imidlertid kommet et afbræk i arbejdet, som Michelle var taknemmelig for. Hun var en udendørstype, og hun følte lige så stor tilfredsstillelse ved at campere ude eller løbe et maraton, som hun gjorde ved at afsløre svindlere eller sætte en stopper for en industrispion.

Skoven var rolig bortset fra en raslen i grenene, som skyldtes en fugtig brise, der dannede små hvirvelvinde af sidste vinters visne blade. Den pludselige knækken af grene fangede imidlertid Michelles opmærksomhed. Hun havde fået at vide, at man af og til kunne træffe en sort bjørn på disse kanter, men hvis hun skulle møde et dyr, var der langt større sandsynlighed for, at det ville være en hjort, et egern eller en ræv. Hun tænkte ikke mere over det, selv om hun dog var glad for at have pistolen stukket ned i sit mavebælte. Som agent i Secret Service var hun aldrig gået nogen steder uden sin pistol, end ikke på toilettet. Man kunne aldrig vide, hvor en 9 mm SIG og fjorten kugler kunne gøre gavn.

Et øjeblik senere fangede endnu en lyd hendes opmærksomhed og holdt den fast: løbende skridt. I sin tid i Secret Service havde Michelle hørt mange former for løbende skridt. De fleste af dem havde været harmløse, mens andre havde vidnet om mere suspekte formål: et ønske om at forblive uset, et angreb eller panik. Hun var endnu ikke sikker på, hvordan hun skulle klassificere denne lyd endnu – god, dårlig eller bare ude af form. Hun satte farten lidt ned og satte hånden for panden for at skærme mod sollyset, der brød gennem trækronerne. Et par sekunder var der dødsensstille, så vendte lyden af løbende skridt tilbage, denne gang meget tættere på. Okay, det var tydeligvis ikke lyden af en joggers afmålte løb. Der var et element af frygt i de forcerede og arytmiske fodtrin. Det virkede, som om lyden kom fra et sted til venstre for hende, men hun var ikke sikker. Lyden syntes at komme flere steder fra.

“Halløj,” råbte hun, mens hun rakte ned og fandt sin pistol frem. Hun forventede ikke svar og fik da heller ikke noget. Hun tog ladegreb, men lod sikringen være slået til. I lighed med en saks skulle man undgå at løbe med en ladt pistol, som ikke var sikret. Lydene blev ved; der var utvivlsomt tale om menneskeskridt. Hun så sig tilbage; det kunne være en fælde. Der kunne være tale om to personer: Den ene påkaldte sig hendes opmærksomhed, så den anden fik lejlighed til at kaste sig over hende. Nå, men hvis det var tilfældet, ville de komme til at fortryde, at de valgte hende som mål.

Hun standsede op, da hun var blevet helt sikker på retningen af lyden. Den kom fra højre side, oppe ad den lille bakke lige foran hende. Åndedrættet var kort, og lyden af benene, der tvang sig vej gennem buskadset, virkede panisk. I løbet af få sekunder ville vedkommende vise sig over kanten af jord og klippegrund.

Michelle afsikrede sin pistol og indtog en position bag et bredt egetræ. Forhåbentlig var det bare en anden jogger, og den pågældende ville ikke engang bemærke hendes bevæbnede tilstedeværelse. Jord og småsten skred ud over bakkekammen som tegn på, at joggeren var på vej. Michelle gjorde sig klar med begge hænder limet fast om skæftet, klar til om nødvendigt at anbringe en kugle mellem øjnene på en eller anden.

En stor dreng kom til syne øverst på bakken, hang et øjeblik stille i luften og tumlede så med et skrig ned ad skrænten. Inden han nåede bunden, kom en anden, lidt ældre dreng til syne på bakketoppen, men han nåede at bremse sig selv og nøjedes med at glide ned ad skrænten på bagen og dumpede ned ved siden af sin kammerat.

Michelle ville have været tilbøjelig til at tro, at de bare lavede sjov, hvis det ikke havde været for det udtryk af renlivet rædsel, der var prentet på begge ansigter. Den yngste dreng hulkede lavmælt, og hans ansigt var stribet af jord og tårer. Den ældre dreng trak ham op ved skjortebrystet, og de gav sig til at løbe igen, begge med højrøde ansigter på grund af det forhøjede blodomløb.

Michelle stak pistolen væk, trådte frem fra bag træet og rakte hånden i vejret. “Drenge, stop!”

De to drenge skreg op og pilede forbi hende på hver sin side. Hun snurrede rundt og greb ud efter en af dem uden at få fat på ham. Hun råbte efter dem: “Hvad er der los? Jeg vil gerne hjælpe jer!”

Et øjeblik overvejede hun at sætte efter dem, men til trods for hendes olympiske baggrund var det ikke sikkert, hun kunne fange de to halvstore drenge, som tilsyneladende havde fået vinger af lutter rædsel. Hun vendte sig om og så op ad bakken. Hvad kunne have skræmt drengene så grundigt? Hun ændrede hurtigt tankegang: Hvem kunne have skræmt dem? Hun kiggede endnu en gang efter de flygtende drenge, så vendte hun sig og begav sig forsigtigt op ad den vej, de var kommet fra. Okay, det her bliver lidt for broget. Hun overvejede at at ringe efter hjælp, men besluttede sig så for at undersøge tingene først. Hun havde ikke lyst til at tilkalde politiet bare for at opdage, at drengene var blevet skræmt af en bjørn.

På bakketoppen fandt hun uden besvær den sti, de to drenge havde benyttet. Hun fulgte det smalle spor, som var trukket uregelmæssigt af deres paniske flugt. Det fortsatte godt 30 meter og endte så i en lille lysning. Herfra var sporet mere usikkert, men så fik hun øje på et stykke stof, der hang og dinglede fra en af de nederste grene på en kornelbusk, og hun fortsatte ad denne åbning i skoven. 15 meter længere fremme kom hun til en ny lysning, hvor et lejrbål var blevet slukket.

Hun spekulerede over, om drengene havde haft en lejr her og så vitterlig var blevet skræmt af et eller andet dyr. Men de havde ikke haft campingudstyr på sig, og der var ikke noget her i lysningen. Og bålet virkede ikke helt friskt. Nej, der er noget andet på færde.

Et øjeblik slog vinden om og førte en lugt dybt ind i hendes næsebor. Hun hostede, og der kom et udtryk af forfærdelse i hendes blik. Hun havde oplevet denne umiskendelige lugt før.

Det var lugten af rådnende kød. Menneskekød!

Michelle trak sin T-shirt op over mund og næse i et forsøg på at trække vejret gennem lugten af sin egen sved frem for den ramme stank af et rådnende lig. Hun gik rundt langs kanten af lysningen. Ved 120 grader på sit indre kompas fandt hun det. I buskadset, som omkransede lysningen, stak hånden op, som om den døde kvinde sagde goddag – eller i dette tilfælde snarere farvel. Selv på denne afstand kunne Michelle se, at den grønlige hud var ved at slippe knoglen. Hun gik rundt, så hun kom om i vindsiden af liget, og tog en dyb indånding.

Hun lod blikket løbe hen over liget, men holdt sin pistol klar. På trods af at stanken fra liget, dets misfarvning og huden, der var ved at glide af knoglerne, alt sammen viste, at kvinden havde været død i nogen tid, kunne liget være blevet anbragt her for nylig, og morderen kunne stadig være i nærheden. Michelle havde intet ønske om at lide samme skæbne som kvinden.

Solen glimtede i noget på kvindens håndled. Michelle nærmede sig og så, at det var et ur. Hun så på sit eget ur; klokken var halv tre. Hun satte sig ned på enden med næsen begravet i sin armhule. Hun ringede til alarmcentralen og fortalte roligt vagthavende, hvad hun havde fundet, og hvor hun befandt sig. Bagefter ringede hun til Sean King.

“Kan du se, hvem hun er?” spurgte han.

“Jeg tror ikke, hendes egen mor ville kunne genkende hende, Sean.”

“Jeg er på vej. Men vær på vagt. Den, som gjorde det, kan komme tilbage for at beundre sit værk. Øh, og Michelle?” sagde King.

“Ja?”
“Kan du ikke begynde at løbe på et løbebånd?”
Hun afbrød forbindelsen og indtog en position så langt fra liget, hun kunne, uden at miste det af syne. Den dejlige dag og den endorfinstimulerende løbetur i de smukke bakker havde pludselig fået et anderledes dystert skær.

Sjovt nok havde mord en tendens til at gøre netop det.


Kapitel 3

Den lille lysning var rammen om en hel del aktivitet, som alt sammen var menneskeskabt. Et stort område var blevet afspærret med politiets gule plastikbånd viklet om træerne. Et retsmedicinsk hold på to personer ledte efter spor umiddelbart omkring selve gerningsstedet og analyserede ting, som virkede alt for små til at have nogen som helst betydning. Andre stod ludende over liget af den døde kvinde, mens andre igen banede sig vej gennem den omgivende skov og ledte efter interessante ting i buskadset og eventuelt også de stier, morderen var kommet og gået ad. En uniformeret betjent havde fotograferet og siden filmet hele sceneriet. Alle betjentene var iført lufttætte masker som værn mod stanken, men alligevel skiftedes de til at mase sig ind i skoven og tømme maven for indhold.

Det virkede alt sammen meget effektivt og kontrolleret, men for en erfaren iagttager var det kun alt for tydeligt, at politiet hang med en vis legemsdel i vandskorpen. De fandt absolut intet.

Michelle stod et stykke væk og så på. Ved siden af hende stod Sean King, hendes partner i det private efterforskningsbureau, King & Maxwell. King var i fyrrerne og en håndsbredde højere end den 1,77 meter høje Michelle, og han havde mørkt hår, der grånede ved tindingerne. Han var slank og bredskuldret, men havde svage knæ og en skulder, som var blevet gennemhullet af en kugle for år tilbage, da han som agent i Secret Service var i færd med at efterforske en sag om falskneri. Han havde også tidligere været frivillig betjent i Wrightsburg, men han havde trukket sig og forsvoret nogensinde mere at have med våben og politiarbejde at gøre.

Sean King havde gennemlevet adskillige tragedier i sit liv; en vanærende afslutning på karrieren i Secret Service, efter at en kandidat, han havde haft ansvaret for, var blevet myrdet lige for øjnene af ham; en bitter skilsmisse og senest et forsøg på at hænge ham op på en række lokale mord, som havde trukket alle de pinagtige detaljer fra hans sidste dage som agent frem i lyset. Disse begivenheder havde gjort King til en meget forsigtig mand, der var utilbøjelig til at stole på nogen, i hvert fald indtil Michelle Maxwell kom væltende ind i hans liv. Skønt deres forhold var kommet meget dårligt fra start, var hun nu den eneste person, han vidste, han kunne stole fuldt og helt på.

Michelle Maxwell havde startet livet i overhalingsbanen og fuldført college på tre år, vundet en olympisk sølvmedalje i roning og var siden gået ind i politiet i sin hjemstat, Tennessee, inden hun trådte ind i Secret Service. I lighed med King havde hendes fratrædelse fra den statslige styrke været alt andet end behagelig. Hun havde mistet en mand, som var under hendes beskyttelse, i forbindelse med en opfindsom kidnapningsmanøvre. Det var første gang i hendes liv, at hun havde begået en fejl, og sammenbruddet havde nær gjort det af med hende. Mens hun efterforskede kidnapningssagen, havde hun mødt King. Hun havde straks fra begyndelsen næret en udtalt modvilje mod manden. Men nu, da han var hendes partner, så hun Sean King, som han var: den bedste, klare efterforskningshjerne, hun nogensinde var stødt på. Og tillige hendes bedste ven.

Og alligevel kunne de to ikke have været mere forskellige. Mens Michelle tragtede efter adrenalinsus og pressede sin krop til det yderste med intense fysiske aktiviteter, der lammede både lunger og lemmer, foretrak King at tilbringe sin fritid med at støve rundt efter hæderlige vine, han kunne føje til sin kælder, samle lidt på lokale kunstneres værker, læse gode bøger foruden at sejle og fiske på den sø, hans hus stødte op til. Han var af natur en indadvendt mand, der holdt af at tænke tingene grundigt igennem, inden han skred til handling. Michelle var mere tilbøjelig til at bevæge sig af sted med lynets hast og så lade brikkerne falde på plads, som de nu kunne. Dette partnerskab mellem en supernova og en sindig gletsjer havde på egen vis vist sig at fungere.

“Har de fundet drengene?” spurgte hun King.

Han nikkede. “Jeg forstod, at de var temmelig traumatiserede.”

“Traumatiserede? De får vist brug for terapi resten af deres skoletid.”

Michelle havde allerede afgivet en detaljeret forklaring til det lokale politi i skikkelse af politimester Todd Williams. Politimesterens hår var blevet betydeligt mere hvidt efter hendes og Kings første eventyr i Wrightsburg. I dag var hans træk præget af en resignation, som om mord og lemlæstelse var, hvad man nu måtte forvente i hans lille landsby.

Michelle så en slank og smart rødhåret kvinde sidst i tredi- verne ankomme til stedet med en sort rygsæk og et testsæt til voldtægtssager. Hun knælede ned og gav sig til at undersøge liget.

“Det er den stedfortrædende retsmediciner her i området,” forklarede King. “Sylvia Diaz.”

“Diaz? Hun ligner mere en Maureen O’Hara.”

“George Diaz var hendes mand. Han var en højt estimeret kirurg her i området. Han blev ramt af en bil og dræbt for år tilbage. Sylvia underviste tidligere i retspatologi på University of Virginia. Nu er hun privatpraktiserende læge.”

“Og derudover stedfortrædende retsmediciner. Travl kvinde. Nogen børn?”

“Nej. Jeg vil tro, hendes arbejde er hendes liv,” sagde King.

Michelle lagde hånden for næsen, da vinden skiftede igen og sendte stanken fra liget direkte hen mod dem. “Sikke et liv,” sagde hun. “Du godeste, hun har ikke engang maske på, og jeg er lige ved at brække mig helt herovre.”

Tyve minutter senere rejste Diaz sig op, talte med politiet, trak sine gummihandsker af og gav sig til at tage fotografier af liget og det omgivende område. Da hun var færdig med det, lagde hun kameraet væk og skulle til at forlade stedet, da hun fik øje på King. Hun smilede varmt og kom hen mod dem.

“Og så har du vist lige glemt at fortælle mig, at I to har kendt hinanden,” hviskede Michelle.

King så overrasket på hende. “Vi har været i byen sammen et par gange for nogen tid siden. Hvordan kunne du vide det?” “Efter så lang tid i nærkontakt med et lig kan man ikke mønstre sådan et smil, medmindre der foreligger et tidligere forhold.”

“Tak for den skarpsindige observation. Men vær høflig. Sylvia er faktisk rigtig dejlig.”

“Det er jeg sikker på, hun var, men jeg har ikke behov for at høre detaljerne, Sean.”

“Jeg kan forsikre dig for, at du aldrig vil høre detaljerne, så længe jeg endnu trækker vejret.”

“Rart at vide. Du er i sandhed en rigtig Virginia-gentleman.”


Kapitel 4

Sylvia Diaz gav King et knus, der varede lidt længere, end det sømmede sig mellem ʻvenner’, følte Michelle, og så præsenterede King de to kvinder for hinanden.

Den stedfortrædende retsmediciner så på Michelle med, hvad Michelle opfattede som et uvenligt blik.

“Det er noget tid siden, jeg har set dig, Sean,” sagde Sylvia, da hun vendte sig mod ham.

“Vi har været overbebyrdet med efterforskningsarbejde, men nu er det omsider ved at aftage.”

“Men,” afbrød Michelle, “har du en dødsårsag på vores lig på nuværende tidspunkt?”

Sylvia så på hende med et forbløffet udtryk i ansigtet. “Det kan jeg faktisk ikke diskutere med jer.”

“Jeg mener bare,” sagde Michelle uskyldigt, “at jeg jo trods alt var en af de første på stedet. Men det ved I vel ikke noget om, før I har været hele proceduren igennem, tænker jeg.”

“Men det bliver da dig, der foretager obduktionen, ikke?” spurgte King.

Sylvia nikkede. “Jo, selv om mistænkelige dødsfald plejede at blive sendt over til Roanoke.”

“Hvorfor sker det ikke længere?” spurgte Michelle.

“Der var tidligere fire officielle klinikker, der havde bemyndigelse til at foretage obduktioner her i staten: Fairfax, Richmond, Tidewater og Roanoke. Men takket være den gavmilde John Poindexter, en meget velhavende mand, der også var formand for statens lovgivende forsamling, har vi nu en godkendt retsmedicinsk underafdeling her.”

“En mærkelig donation, sådan et lighus,” sagde Michelle.

“Poindexters datter blev dræbt her for nogle år siden Wrightsburg ligger på grænsen mellem det retsmedicinskekontor i Richmond og det vestlige distriktskontor i Roanoke. Derfor udbrød der strid om, hvilken afdeling der skulle foretage obduktionen. Roanoke endte med at vinde, men under overførslen af liget kom ambulancen ud for et uheld, og afgørende beviser gik tabt eller blev kompromitteret. Derfor blev pigens morder aldrig fanget, og som du kan forestille dig, var hendes far ikke særlig glad for det udfald. Da Poindexter døde, var der i hans testamente afsat penge til at bygge en topmoderne afdeling. Sylvia kastede et blik på liget over skulderen. “Men selv med det mest moderne udstyr kan det vise sig vanskeligt at fastslå dødsårsagen i dette tilfælde.”

“Nogen forestilling om, hvor længe hun har været død?” spurgte King.

“Meget afhænger af de individuelle miljøfaktorer og graden af forrådnelse. Når et lig har været dødt så længe, kan obduktionen give os en vis forestilling om tidsrammen, men det er også det hele.”

“Jeg kan se, at nogle af fingrene er blevet gnavet af,” sagde King.

“Det er tydeligvis dyr. Men der burde nu have været flere tegn på indgreb,” tilføjede Sylvia eftertænksomt.

“De forsøger lige nu at få bekræftet hendes identitet.”

“Hvad siger det dig, at hånden er anbragt på den måde?” spurgte King.

“Jeg er bange for, at det sorterer under de officielle efterforskere, ikke mig. Jeg skal bare fortælle dem, hvordan ofret døde, og så i øvrigt indsamle alle tænkelige beviser under obduktionen, som kan vise sig værdifulde. Jeg legede Sherlock Holmes, da jeg begyndte i det her job, men jeg blev hurtigt sat på plads.”

“Der er ikke noget forgjort i, at du bruger din særlige viden til at hjælpe med at opklare en forbrydelse,” bemærkede Michelle.

“Nej, det skulle man ikke tro, vel?” Sylvia holdt en pause og tilføjede så: “Jeg kan imidlertid fortælle jer, at armen var fastholdt af en gren, og at det var sket med overlæg. Derudover har jeg ingen idéer.” Hun vendte sig om mod King. “Det er godt at se dig igen, selv under disse omstændigheder.” Hun rakte hånden ud mod Michelle, der tog imod den.

Da hun var på vej væk, sagde Michelle, “Jeg syntes, du sagde, at I var sammen engang.”

“Det var vi også. Det er mere end et år siden nu.”
“Jeg er ikke helt sikker på, at hun har forstået beskeden.” “Jeg takker for analysen. Måske kan du læse min hånd en anden dag. Er du parat til at tage af sted? Eller har du måske lyst til at gøre din løbetur færdig?”

“Ellers tak, jeg har fået tilstrækkeligt med stimulation for i dag.”

Da de passerede liget, standsede King op og kiggede på hånden, der stadig pegede op mod himlen, og hans ansigt blev pludselig anspændt.

“Hvad er der?” spurgte Michelle og betragtede ham indgående.

“Uret,” sagde han.

Hun kiggede på det og blev klar over, at det stod på klokken et, og at det ikke syntes at gå. “Hvad med det?”

“Michelle, det er et Zodiac-ur.”

“Zodiac?”

“Noget siger mig, at vi kommer til at se mere til denne persons værk,” sagde King.





Dødens time

dødens time, david baldacci, king og maxwell

En kvindes lig findes i skoven, og selvom opklaringen af forbrydelsen virker ligetil, dukker flere og flere lig op efterfølgende. Alle ligene har tråde til USA’s største seriemordere, og King og Maxwell skal afdække, om de har at gøre med en copycat-morder.

Og hvilken forbindelse har ligene egentlig til indbruddet i en velhavende families villa?

David Baldacci skriver i et nervepirrende tempo, og sender i et intenst menneskeligt drama King og Maxwell afsted på en mystisk opgave, der rummer langt flere spørgsmål end svar. Løsningen lader til konstant at være lige rundt om hjørnet – eller er det morderen, der står der?

Dødens time er anden roman i krimiserien om detektivparret Sean King og Michelle Maxwell.

Du kan købe Dødens time online, eller hos din nærmeste boghandel fra d. 2 september.


Læs også

Splitsekund

Første bog i David Baldaccis krimiserie om de to eks-Secret Service agenter Sean King og Michelle Maxwell.

Michelle Maxwell har ødelagt sin lovende karriere i U.S Secret Service. Imod bedre vidende lod hun den præsidentkandidat, hun var sat til at beskytte, uden opsyn et ganske kort øjeblik, og nu er manden forsvundet i den blå luft.

LÆS OGSÅ: Agenterne King og Maxwell på farlig mission. Læs i David Baldaccis thriller Splitsekund

Sean King ved, hvordan den yngre agent har det. Otte år tidligere lod den ambitiøse Secret Service agent sig distrahere i et splitsekund, og hans kandidat blev skudt for øjnene af ham.

Nu forenes deres skæbner. Fanget i et spind af løgne, hemmeligheder og livsfarlige sammentræf, afdækker de to tidligere agenter en skræmmende sandhed: de begivenheder, der ødelagde deres liv, var nøje planlagt – og er langt fra ovre.

Du kan købe Splitsekund online, fx på Gucca.dk, eller i din nærmeste boghandel.