David Baldacci er én af verdens bedste thriller-forfattere. Nu udkommer hans populære King og Maxwell-serie på dansk – læs et uddrag af seriens første bog Splitsekund her.
I David Baldaccis Splitsekund koster et øjebliks uopmærksomhed koster præsidentkandidat Clyde Ritter livet og sætter en abrupt stopper for Secret Service-agenten Sean Kings karriere. Men hvad var det, som stjal Kings opmærksomhed? Og hvorfor blev Ritter skudt?
LÆS OGSÅ: Insider fra udenrigstjenesten bag uhyggeligt aktuel thriller om konflikten i Ukraine
Otte år senere er historien ved at gentage sig, da præsidentkandidat John Bruno bliver kidnappet, da Secret Service-agent Michelle Maxwell lader ham ude af syne. Ligheden mellem de to sager er slående, og King og Maxwell går sammen om at opklare de tragiske hændelser.
David Baldacci
Splitsekund
Oversat af Lars Rosenkvist
Prolog
September 1996
Det varede kun en brøkdel af et sekund, men for Secret Service-agenten Sean King forekom det at være den længste brøkdel nogensinde.
De var ude og føre valgkamp, og de befandt sig ved en ubestemmelig komsammen på et hotel så langt fra alfarvej, at de næsten skulle bruge satellittelefon for at komme i kontakt med omverdenen. King stod bag sin protegé og afsøgte med blikket forsamlingen, mens hans øresnegl af og til spruttede med ubetydelige oplysninger.
Det var lummert i det store lokale, som var fyldt af opstemte mennesker, der viftede med flag med påskriften “Stem på Clyde Ritter”. Adskillige småbørn blev rakt frem mod den smilende kandidat. King hadede det, for spædbørnene kunne så let som ingenting dække over en pistol. Men de kære små blev ved med at komme, og Clyde kyssede dem alle, og King var ved at få mavesår, som han stod der og betragtede det potentielt farlige optrin.
Folkemængden kom nærmere frem mod standerne med fløjlsbåndet, der var blevet trukket som en linje i sandet. Som svar rykkede King tættere på Ritter. Hans udstrakte hånd hvilede let på kandidatens svedige, jakkeløse ryg, så han kunne hive ham ned på jorden, i samme øjeblik der indtraf noget. Han kunne ikke så godt stille sig op foran manden, for kandidaten tilhørte folket.
Ritters fremgangsmåde ændrede sig aldrig; først give hånd, vinke og smile, så en prægnant udtalelse i god tid før nyhederne klokken seks, og tilbage var kun at lægge ansigtet i de rette folder og kysse et buttet spædbarn. Og hele tiden holdt King øje med folkemængden med hånden på Ritters gennemblødte skjorte og spejdede efter trusler.
En eller anden råbte op nede bagfra. Ritter sendte spydigheden tilbage med en prøve på sin egen humor lagt oveni, og mængden lo velvilligt. I hvert fald de fleste. Der var mennesker til stede, der hadede Ritter og alt, hvad han stod for. Ansigter kunne ikke lyve, ikke for folk, som var trænet i at aflæse dem, og King kunne læse ansigter lige så godt, som han kunne skyde med en pistol. Det var det, han havde brugt hele sit arbejdsliv på: at ransage mænds og kvinders hjerter gennem deres øjne og små nervøse bevægelser.
Han holdt især øje med to mænd, der stod tre meter væk og lidt til højre. De kunne godt se ud som potentielle problemer, selv om de begge var iført kortærmede skjorter og stramme bukser uden muligheder for at gemme et våben, hvad der bragte dem på pæn afstand af den røde zone.
Snigmordere foretrak som oftest løstsiddende tøj og små pistoler. Alligevel mumlede han et par ord ind i sin mikrofon for at delagtiggøre andre i sin bekymring. Så søgte hans blik op mod uret på bagvæggen. Klokken var to minutter over halv elleve om formiddagen. Et par minutter mere og de ville være på vej mod den næste by, hvor håndtrykkene, de løstrevne udtalelser, kysseriet af spædbørn og aflæsningen af ansigter så kunne fortsætte.
Kings blik havde flyttet sig i retning af den nye lyd og siden det nye syn, som kom aldeles uventet. Han stod med ansigtet vendt mod publikum bag den ivrigt politiserende Ritter, så han var den eneste i lokalet, der kunne se det. Hans opmærksomhed blev hængende et sekund, to sekunder, tre sekunder, alt for længe. Men hvem kunne på den anden side bebrejde ham, at han var ude af stand til at flytte blikket fra det? Det kunne alle, skulle det vise sig, og det omfattede også ham selv.
King hørte braget, der lød som en bog, som tabes på gulvet. Han kunne mærke fugten i hånden på det sted, hvor den havde rørt ved Ritters ryg. Og nu skyldtes fugten ikke alene sved. Det gjorde ondt i hans hånd på det sted, hvor kuglen var gået gennem kroppen og havde revet et stykke af hans langfinger, inden den ramte væggen bag dem. Da Ritter faldt om på gulvet, følte King sig som en komet, der flyver af sted i fuld fart og alligevel er millioner af år om at nå frem gennem sin bane.
Der lød skrig fra folkemængden, og de syntes at opløse sig i en eneste lang, retningsløs jamren. Ansigter fortrak sig til billeder, man normalt kun så i spejlkabinetter under et karneval. Så ramte flimmeret ham som en eksploderende granat, idet fødder kom løbende, og kroppe vred sig, og skrigene nåede ham fra alle retninger. Folk skubbede og maste og dukkede sig for at slippe væk. Han huskede, han tænkte: Der findes ikke noget mere udtalt kaos, end når pludselig, voldsom død slår ned i en intetanende folkemængde.
Præsidentkandidat Clyde Ritter lå for hans fødder på det hårde trægulv skudt lige gennem hjertet. Kings blik søgte væk fra den afdøde og hen mod den mand, der havde affyret skuddet; det var en høj, nydelig mand i tweedjakke og med briller. Morderen havde stadig sin Smith & Wesson. 44 rettet mod det sted, hvor Ritter havde stået, som om han ventede, at hans mål skulle rejse sig op igen, så han kunne skyde en gang til. Den panikslagne folkemængde spærrede vejen for vagterne, der kæmpede for at komme igennem, så King og morderen var de eneste tilbage.
King rettede sin pistol mod morderens bryst. Han kom ikke med nogen advarsel, og forkyndte ikke en eneste af de forfatningsmæssige rettigheder, morderen ifølge amerikansk lov havde krav på. Hans pligt stod klar for ham, og han skød én gang og så igen, skønt det første skud havde været tilstrækkeligt. Det fældede manden, hvor han stod.
Morderen sagde ikke et ord, som havde han ventet at dø for det, han havde gjort, og accepteret betingelserne stoisk, som en god martyr skal. Og alle martyrer efterlod sig mennesker som King, der blev bebrejdet for overhovedet at have ladet det ske. Der var reelt tre mænd, som var døde den eftermiddag, og King var den ene af dem.
Sean Ignatius King, født 1. august 1960, død 26. september 1996, på et sted, han aldrig havde hørt om før denne sin sidste dag. Og alligevel havde han det langt værre end de to andre, der var døde. De kom i deres kister i god orden, og deres efterladte sørgede over dem – eller i det mindste det, de havde stået for. Den meget snart tidligere Secret Service-agent King var ikke lige så heldig. Efter hans død var det hans umulige lod at skulle fortsætte med at leve.
Kapitel 1
Otte år senere
Bilkortegen gled ind på parkeringspladsen i træernes skygge, hvor den udspyede adskillige mennesker, der så ophedede, trætte og ulykkelige ud. Den lille hær marcherede hen mod en grim hvidstensbygning. Bygningen havde huset mange ting gennem tiderne, og nu rummede den en nedslidt begravelsesforretning, der alene overlevede, fordi der ikke var andre tilsvarende forretninger inden for en radius af 50 kilometer, og de døde skulle selvsagt et eller andet sted hen.
Behørigt dystre mænd i sorte jakkesæt stod ved siden af rustvogne i samme farve. Et par efterladte forsvandt ud ad døren, mens de stilfærdigt hulkede ned i lommetørklæder. En gammel mand i et luvslidt jakkesæt, som var for stort til ham, og en ramponeret, fedtet Stetson-hat sad på en bænk uden for indgangen og snittede i en pind. Det var netop sådan et sted; landligt helt ind til marven med lokale motorløb og evindelig bluegrass-musik.
Den gamle mand så nysgerrigt op, da processionen skred forbi med en høj, ærværdigt udseende herre gående højtideligt i midten. Den ældre mand rystede på hovedet, smilede ad dette spektakel og blottede derved de få, tobaksplettede tænder, han havde tilbage. Så tog han sig en forfriskning fra en flaske, han fiskede op af lommen, og vendte tilbage til sit kunstfærdige træsnitteri.
Kvinden var først i trediverne og iført en sort buksedragt, og hun fulgte lige i hælene på den høje mand. Førhen havde hendes tunge pistol i hylsteret skrabet generende mod hendes side, og den havde derved givet hende et sår. For at afhjælpe dette havde hun syet et ekstra lag stof ind i sine bluser på det pågældende sted og i øvrigt lært at leve med den vedvarende irritation. Hun havde hørt nogle af sine mandlige bekendte spøge med, at kvindelige agenter burde gå med dobbelte skulderhylstre, da det gav dem et yppigt udseende uden den dyre brystoperation. Jeps, testosteronen var i live og trivedes i bedste velgående.
Secret Service-agent Michelle Maxwell havde i allerhøjeste grad fart på karrieren. Hun var endnu ikke tilknyttet afdelingen for Det Hvide Hus, som værnede om USA’s præsident, men det var ikke langtfra. Hun havde kun været knap ni år i tjenesten, og hun var allerede leder af en sikringsafdeling. De fleste agenter tilbragte mindst en halv snes år i marken med efterforskningsarbejde, inden de eventuelt blev forfremmet til en sikringsafdeling, men Michelle Maxwell var vant til at komme frem før andre mennesker.
Dette var den store optakt forud for hendes næsten sikre tilknytning til Det Hvide Hus, og hun var bekymret. Det var et stop, som ikke var planlagt, og det betød, at der ikke var noget fremskudt hold og kun begrænset backup. Men netop fordi det var en ændring, som var foretaget i sidste øjeblik, var der på den anden side heller ikke nogen, der vidste, at de ville være der.
De nåede frem til indgangen, og Michelle lagde en fast hånd på den høje mands arm og bad ham vente, mens de sonderede terrænet.
Stedet lå stille hen, og det lugtede af død og fortvivlelse i de stille lommer af mistrøstighed, som omgav hver enkelt af de kister, der stod i udstillingslokalerne. Hun stillede agenter ved de væsentligste punkter langs mandens rute: “skridte ud”, som det hed i deres jargon. Hvis det blev gjort ordentligt, kunne det at have en professionel med en pistol og kommunikationsudstyr til at stå i døren gøre underværker.
Hun talte i sin walkie-talkie, og den høje mand, John Bruno, blev ført ind. Hun ledte ham hen ad gangen, mens blikke fra udstillingslokalerne fulgte dem. En politiker og hans følge på valgturné var som en flok elefanter: De kunne ikke bevæge sig let hen over jorden. De trampede af sted, og jorden skælvede under vægten af sikkerhedsfolk, stabsledelse, talsmænd, taleskrivere, PR-folk, stikirenddrenge og andre. Det var et spektakel, som – hvis det ikke fik en til at grine – i det mindste ville få en til at gøre sig bekymrede tanker om landets fremtid.
John Bruno var kandidat til præsidentembedet i USA, og han havde absolut ingen chancer for at vinde. Han så langt yngre ud end sine 56 år, og han stillede op som uafhængig kandidat og brugte den lille, men højrøstede andel af vælgerbefolkningen, som var lede og kede af stort set alt, hvad der hidrørte fra gængs politik, til at sikre sig opstilling i samtlige stater. Derfor havde han fået tildelt beskyttelse af Secret Service, dog ikke på samme niveau som en mere seriøs kandidat. Det var Michelle Maxwells job at holde ham i live indtil valget. Hun talte dagene.
Bruno havde tidligere været en benhård offentlig anklager, og han havde skaffet sig et stort antal fjender, hvoraf kun en del i øjeblikket sad bag tremmer. Hans politiske program var temmelig enkelt. Han ville selv sige, at han ønskede mindre offentlig regulering og mere fri foretagsomhed. Hvad de fattige og de svage angik, som ikke var i stand til at deltage i en ureguleret konkurrence, tja – blandt alle andre arter var det jo sådan, at de svage døde og de stærke overlevede, så hvorfor skulle det være anderledes for os?
Hovedsageligt på grund af denne holdning havde manden ingen chance for at vinde. Selv om Amerika holdt meget af sine hårde nitter, så var man alligevel ikke indstillet på at stemme på en mand, der ikke udviste den mindste medfølelse med de underkuede og elendige, for de kunne meget vel gå hen og udgøre flertallet en skønne dag.
Problemerne begyndte i samme øjeblik, Bruno trådte ind i lokalet fulgt af sin stabschef, to medhjælpere, Michelle og tre af hendes folk. Enken sad foran sin mands kiste, og hun så brat op. Michelle kunne ikke se udtrykket i hendes ansigt gennem sløret, men hun gættede på, at hun var overrasket over at se denne flok påtrængende mennesker komme brasende ind på dette fredhellige sted. Den gamle kvinde rejste sig og trak sig synligt rystende tilbage til et hjørne.
Kandidaten snurrede rundt mod Michelle: “Han var en nær ven,” snerrede han, “og jeg har ikke tænkt mig at komme svansende med en hel hær i hælene. Så ud med jer,” tilføjede han barsk.
“Jeg bliver,” snerrede hun igen. “Mig alene.”
Han rystede på hovedet. De havde haft mange af den slags sammenstød. Han vidste, at hans kandidatur var dømt til at mislykkes, men det fik ham blot til at anstrenge sig så meget desto mere. Tempoet havde været dræbende, og beskyttelsesarrangementerne et sandt mareridt.
“Nej, det her er privat!” brummede han. Bruno så over mod den dirrende kvinde i hjørnet. “Gud fader, I skræmmer hende jo til døde. Det her er modbydeligt.”
Michelle gennemgik endnu en gang procedurerne, men han nægtede igen og førte dem alle ud af rummet, mens han skældte dem ud. Hvad fanden kunne der ske ham i en begravelsesforretning? Ville den firsårige enke måske kaste sig over ham? Ville den døde mand vende tilbage til livet? Michelle fornemmede, at hendes protegé var oprigtigt fortørnet, fordi hun kostede ham vigtig kampagnetid. Men det havde ikke været hendes idé at komme her forbi. Bruno var imidlertid ikke i humør til at blive mindet om den slags.
Uden chance for at vinde optrådte han som en herremand i enhver situation. Men på selve valgdagen ville vælgerne – inklusive Michelle – naturligvis sparke ham på porten.
Som kompromis bad Michelle om to minutter til at gennemgå lokalet. Det blev hende tilstået, og hendes mænd bevægede sig hastigt omkring, mens hun skumlede for sig selv og afgjorde, at hun ville gemme krudtet til de virkelig afgørende slag.
Hendes folk kom ud 120 sekunder senere og sagde, at alt var i orden. Der var kun én dør ind, henholdsvis ud. Og ingen vinduer. En gammel kvinde og en død fyr var de eneste tilstedeværende. Det var i vinkel. Ikke perfekt, men i orden. Michelle nikkede til sin kandidat. Bruno kunne få sin tid alene, og så ville de alle sammen tage af sted igen.
Inde i besøgelseslokalet lukkede Bruno døren bag sig og gik hen til den åbne kiste. Der stod en anden kiste ved den fjerneste væg, men den var tom. Den afdødes kiste var anbragt på en forhøjet platform med et hvidt gardin omkring, der var omgivet med smukke blomster. Bruno bukkede respektfuldt for den afdøde og mumlede “Vi ses igen, Bill”, og vendte sig så mod enken, der var vendt tilbage til sin stol. Han knælede foran hende og rakte ud efter hendes ene hånd.
“Det gør mig ondt, Mildred, så uendelig ondt. Han var en god mand.”
Den efterladte så op på ham bag sit slør, smilede og slog så blikket ned igen. Brunos udtryk forandredes, og han så sig omkring, selv om den eneste anden tilstedeværende var ude af stand til at lytte med. “Men du nævnte noget andet, du gerne ville tale med mig om. Under fire øjne.”
“Ja,” sagde enken med lav stemme.
“Jeg er bange for, at jeg ikke har så meget tid, Mildred. Hvad er det?”
Som svar lagde hun hånden på hans kind, og så rørte hendes fingre ved hans hals. Bruno skar en grimasse, da han mærkede det hårde prik mod sin hud, så gled han bevidstløs ned på gulvet.
David Baldacci: Splitsekund
Første bog i David Baldaccis krimiserie om de to eks-Secret Service agenter Sean King og Michelle Maxwell.
Michelle Maxwell har ødelagt sin lovende karriere i U.S Secret Service. Imod bedre vidende lod hun den præsidentkandidat, hun var sat til at beskytte, uden opsyn et ganske kort øjeblik, og nu er manden forsvundet i den blå luft.
LÆS OGSÅ: Agenterne King og Maxwell på farlig mission. Læs i David Baldaccis thriller Splitsekund
Sean King ved, hvordan den yngre agent har det. Otte år tidligere lod den ambitiøse Secret Service agent sig distrahere i et splitsekund, og hans kandidat blev skudt for øjnene af ham.
Nu forenes deres skæbner. Fanget i et spind af løgne, hemmeligheder og livsfarlige sammentræf, afdækker de to tidligere agenter en skræmmende sandhed: de begivenheder, der ødelagde deres liv, var nøje planlagt – og er langt fra ovre.
David Baldacci er én af verdens bedste thriller-forfattere. Nu udkommer hans populære King og Maxwell-serie på dansk – læs et uddrag af seriens første bog Splitsekund her.
I David Baldaccis Splitsekund koster et øjebliks uopmærksomhed koster præsidentkandidat Clyde Ritter livet og sætter en abrupt stopper for Secret Service-agenten Sean Kings karriere. Men hvad var det, som stjal Kings opmærksomhed? Og hvorfor blev Ritter skudt?
LÆS OGSÅ: Insider fra udenrigstjenesten bag uhyggeligt aktuel thriller om konflikten i Ukraine
Otte år senere er historien ved at gentage sig, da præsidentkandidat John Bruno bliver kidnappet, da Secret Service-agent Michelle Maxwell lader ham ude af syne. Ligheden mellem de to sager er slående, og King og Maxwell går sammen om at opklare de tragiske hændelser.
Du kan købe Splitsekund online, fx på Gucca.dk, eller i din nærmeste boghandel.
David Baldacci
Splitsekund
Oversat af Lars Rosenkvist
Prolog
September 1996
Det varede kun en brøkdel af et sekund, men for Secret Service-agenten Sean King forekom det at være den længste brøkdel nogensinde.
De var ude og føre valgkamp, og de befandt sig ved en ubestemmelig komsammen på et hotel så langt fra alfarvej, at de næsten skulle bruge satellittelefon for at komme i kontakt med omverdenen. King stod bag sin protegé og afsøgte med blikket forsamlingen, mens hans øresnegl af og til spruttede med ubetydelige oplysninger.
Det var lummert i det store lokale, som var fyldt af opstemte mennesker, der viftede med flag med påskriften “Stem på Clyde Ritter”. Adskillige småbørn blev rakt frem mod den smilende kandidat. King hadede det, for spædbørnene kunne så let som ingenting dække over en pistol. Men de kære små blev ved med at komme, og Clyde kyssede dem alle, og King var ved at få mavesår, som han stod der og betragtede det potentielt farlige optrin.
Folkemængden kom nærmere frem mod standerne med fløjlsbåndet, der var blevet trukket som en linje i sandet. Som svar rykkede King tættere på Ritter. Hans udstrakte hånd hvilede let på kandidatens svedige, jakkeløse ryg, så han kunne hive ham ned på jorden, i samme øjeblik der indtraf noget. Han kunne ikke så godt stille sig op foran manden, for kandidaten tilhørte folket.
Ritters fremgangsmåde ændrede sig aldrig; først give hånd, vinke og smile, så en prægnant udtalelse i god tid før nyhederne klokken seks, og tilbage var kun at lægge ansigtet i de rette folder og kysse et buttet spædbarn. Og hele tiden holdt King øje med folkemængden med hånden på Ritters gennemblødte skjorte og spejdede efter trusler.
En eller anden råbte op nede bagfra. Ritter sendte spydigheden tilbage med en prøve på sin egen humor lagt oveni, og mængden lo velvilligt. I hvert fald de fleste. Der var mennesker til stede, der hadede Ritter og alt, hvad han stod for. Ansigter kunne ikke lyve, ikke for folk, som var trænet i at aflæse dem, og King kunne læse ansigter lige så godt, som han kunne skyde med en pistol. Det var det, han havde brugt hele sit arbejdsliv på: at ransage mænds og kvinders hjerter gennem deres øjne og små nervøse bevægelser.
Han holdt især øje med to mænd, der stod tre meter væk og lidt til højre. De kunne godt se ud som potentielle problemer, selv om de begge var iført kortærmede skjorter og stramme bukser uden muligheder for at gemme et våben, hvad der bragte dem på pæn afstand af den røde zone.
Snigmordere foretrak som oftest løstsiddende tøj og små pistoler. Alligevel mumlede han et par ord ind i sin mikrofon for at delagtiggøre andre i sin bekymring. Så søgte hans blik op mod uret på bagvæggen. Klokken var to minutter over halv elleve om formiddagen. Et par minutter mere og de ville være på vej mod den næste by, hvor håndtrykkene, de løstrevne udtalelser, kysseriet af spædbørn og aflæsningen af ansigter så kunne fortsætte.
Kings blik havde flyttet sig i retning af den nye lyd og siden det nye syn, som kom aldeles uventet. Han stod med ansigtet vendt mod publikum bag den ivrigt politiserende Ritter, så han var den eneste i lokalet, der kunne se det. Hans opmærksomhed blev hængende et sekund, to sekunder, tre sekunder, alt for længe. Men hvem kunne på den anden side bebrejde ham, at han var ude af stand til at flytte blikket fra det? Det kunne alle, skulle det vise sig, og det omfattede også ham selv.
King hørte braget, der lød som en bog, som tabes på gulvet. Han kunne mærke fugten i hånden på det sted, hvor den havde rørt ved Ritters ryg. Og nu skyldtes fugten ikke alene sved. Det gjorde ondt i hans hånd på det sted, hvor kuglen var gået gennem kroppen og havde revet et stykke af hans langfinger, inden den ramte væggen bag dem. Da Ritter faldt om på gulvet, følte King sig som en komet, der flyver af sted i fuld fart og alligevel er millioner af år om at nå frem gennem sin bane.
Der lød skrig fra folkemængden, og de syntes at opløse sig i en eneste lang, retningsløs jamren. Ansigter fortrak sig til billeder, man normalt kun så i spejlkabinetter under et karneval. Så ramte flimmeret ham som en eksploderende granat, idet fødder kom løbende, og kroppe vred sig, og skrigene nåede ham fra alle retninger. Folk skubbede og maste og dukkede sig for at slippe væk. Han huskede, han tænkte: Der findes ikke noget mere udtalt kaos, end når pludselig, voldsom død slår ned i en intetanende folkemængde.
Præsidentkandidat Clyde Ritter lå for hans fødder på det hårde trægulv skudt lige gennem hjertet. Kings blik søgte væk fra den afdøde og hen mod den mand, der havde affyret skuddet; det var en høj, nydelig mand i tweedjakke og med briller. Morderen havde stadig sin Smith & Wesson. 44 rettet mod det sted, hvor Ritter havde stået, som om han ventede, at hans mål skulle rejse sig op igen, så han kunne skyde en gang til. Den panikslagne folkemængde spærrede vejen for vagterne, der kæmpede for at komme igennem, så King og morderen var de eneste tilbage.
King rettede sin pistol mod morderens bryst. Han kom ikke med nogen advarsel, og forkyndte ikke en eneste af de forfatningsmæssige rettigheder, morderen ifølge amerikansk lov havde krav på. Hans pligt stod klar for ham, og han skød én gang og så igen, skønt det første skud havde været tilstrækkeligt. Det fældede manden, hvor han stod.
Morderen sagde ikke et ord, som havde han ventet at dø for det, han havde gjort, og accepteret betingelserne stoisk, som en god martyr skal. Og alle martyrer efterlod sig mennesker som King, der blev bebrejdet for overhovedet at have ladet det ske. Der var reelt tre mænd, som var døde den eftermiddag, og King var den ene af dem.
Sean Ignatius King, født 1. august 1960, død 26. september 1996, på et sted, han aldrig havde hørt om før denne sin sidste dag. Og alligevel havde han det langt værre end de to andre, der var døde. De kom i deres kister i god orden, og deres efterladte sørgede over dem – eller i det mindste det, de havde stået for. Den meget snart tidligere Secret Service-agent King var ikke lige så heldig. Efter hans død var det hans umulige lod at skulle fortsætte med at leve.
Kapitel 1
Otte år senere
Bilkortegen gled ind på parkeringspladsen i træernes skygge, hvor den udspyede adskillige mennesker, der så ophedede, trætte og ulykkelige ud. Den lille hær marcherede hen mod en grim hvidstensbygning. Bygningen havde huset mange ting gennem tiderne, og nu rummede den en nedslidt begravelsesforretning, der alene overlevede, fordi der ikke var andre tilsvarende forretninger inden for en radius af 50 kilometer, og de døde skulle selvsagt et eller andet sted hen.
Behørigt dystre mænd i sorte jakkesæt stod ved siden af rustvogne i samme farve. Et par efterladte forsvandt ud ad døren, mens de stilfærdigt hulkede ned i lommetørklæder. En gammel mand i et luvslidt jakkesæt, som var for stort til ham, og en ramponeret, fedtet Stetson-hat sad på en bænk uden for indgangen og snittede i en pind. Det var netop sådan et sted; landligt helt ind til marven med lokale motorløb og evindelig bluegrass-musik.
Den gamle mand så nysgerrigt op, da processionen skred forbi med en høj, ærværdigt udseende herre gående højtideligt i midten. Den ældre mand rystede på hovedet, smilede ad dette spektakel og blottede derved de få, tobaksplettede tænder, han havde tilbage. Så tog han sig en forfriskning fra en flaske, han fiskede op af lommen, og vendte tilbage til sit kunstfærdige træsnitteri.
Kvinden var først i trediverne og iført en sort buksedragt, og hun fulgte lige i hælene på den høje mand. Førhen havde hendes tunge pistol i hylsteret skrabet generende mod hendes side, og den havde derved givet hende et sår. For at afhjælpe dette havde hun syet et ekstra lag stof ind i sine bluser på det pågældende sted og i øvrigt lært at leve med den vedvarende irritation. Hun havde hørt nogle af sine mandlige bekendte spøge med, at kvindelige agenter burde gå med dobbelte skulderhylstre, da det gav dem et yppigt udseende uden den dyre brystoperation. Jeps, testosteronen var i live og trivedes i bedste velgående.
Secret Service-agent Michelle Maxwell havde i allerhøjeste grad fart på karrieren. Hun var endnu ikke tilknyttet afdelingen for Det Hvide Hus, som værnede om USA’s præsident, men det var ikke langtfra. Hun havde kun været knap ni år i tjenesten, og hun var allerede leder af en sikringsafdeling. De fleste agenter tilbragte mindst en halv snes år i marken med efterforskningsarbejde, inden de eventuelt blev forfremmet til en sikringsafdeling, men Michelle Maxwell var vant til at komme frem før andre mennesker.
Dette var den store optakt forud for hendes næsten sikre tilknytning til Det Hvide Hus, og hun var bekymret. Det var et stop, som ikke var planlagt, og det betød, at der ikke var noget fremskudt hold og kun begrænset backup. Men netop fordi det var en ændring, som var foretaget i sidste øjeblik, var der på den anden side heller ikke nogen, der vidste, at de ville være der.
De nåede frem til indgangen, og Michelle lagde en fast hånd på den høje mands arm og bad ham vente, mens de sonderede terrænet.
Stedet lå stille hen, og det lugtede af død og fortvivlelse i de stille lommer af mistrøstighed, som omgav hver enkelt af de kister, der stod i udstillingslokalerne. Hun stillede agenter ved de væsentligste punkter langs mandens rute: “skridte ud”, som det hed i deres jargon. Hvis det blev gjort ordentligt, kunne det at have en professionel med en pistol og kommunikationsudstyr til at stå i døren gøre underværker.
Hun talte i sin walkie-talkie, og den høje mand, John Bruno, blev ført ind. Hun ledte ham hen ad gangen, mens blikke fra udstillingslokalerne fulgte dem. En politiker og hans følge på valgturné var som en flok elefanter: De kunne ikke bevæge sig let hen over jorden. De trampede af sted, og jorden skælvede under vægten af sikkerhedsfolk, stabsledelse, talsmænd, taleskrivere, PR-folk, stikirenddrenge og andre. Det var et spektakel, som – hvis det ikke fik en til at grine – i det mindste ville få en til at gøre sig bekymrede tanker om landets fremtid.
John Bruno var kandidat til præsidentembedet i USA, og han havde absolut ingen chancer for at vinde. Han så langt yngre ud end sine 56 år, og han stillede op som uafhængig kandidat og brugte den lille, men højrøstede andel af vælgerbefolkningen, som var lede og kede af stort set alt, hvad der hidrørte fra gængs politik, til at sikre sig opstilling i samtlige stater. Derfor havde han fået tildelt beskyttelse af Secret Service, dog ikke på samme niveau som en mere seriøs kandidat. Det var Michelle Maxwells job at holde ham i live indtil valget. Hun talte dagene.
Bruno havde tidligere været en benhård offentlig anklager, og han havde skaffet sig et stort antal fjender, hvoraf kun en del i øjeblikket sad bag tremmer. Hans politiske program var temmelig enkelt. Han ville selv sige, at han ønskede mindre offentlig regulering og mere fri foretagsomhed. Hvad de fattige og de svage angik, som ikke var i stand til at deltage i en ureguleret konkurrence, tja – blandt alle andre arter var det jo sådan, at de svage døde og de stærke overlevede, så hvorfor skulle det være anderledes for os?
Hovedsageligt på grund af denne holdning havde manden ingen chance for at vinde. Selv om Amerika holdt meget af sine hårde nitter, så var man alligevel ikke indstillet på at stemme på en mand, der ikke udviste den mindste medfølelse med de underkuede og elendige, for de kunne meget vel gå hen og udgøre flertallet en skønne dag.
Problemerne begyndte i samme øjeblik, Bruno trådte ind i lokalet fulgt af sin stabschef, to medhjælpere, Michelle og tre af hendes folk. Enken sad foran sin mands kiste, og hun så brat op. Michelle kunne ikke se udtrykket i hendes ansigt gennem sløret, men hun gættede på, at hun var overrasket over at se denne flok påtrængende mennesker komme brasende ind på dette fredhellige sted. Den gamle kvinde rejste sig og trak sig synligt rystende tilbage til et hjørne.
Kandidaten snurrede rundt mod Michelle: “Han var en nær ven,” snerrede han, “og jeg har ikke tænkt mig at komme svansende med en hel hær i hælene. Så ud med jer,” tilføjede han barsk.
“Jeg bliver,” snerrede hun igen. “Mig alene.”
Han rystede på hovedet. De havde haft mange af den slags sammenstød. Han vidste, at hans kandidatur var dømt til at mislykkes, men det fik ham blot til at anstrenge sig så meget desto mere. Tempoet havde været dræbende, og beskyttelsesarrangementerne et sandt mareridt.
“Nej, det her er privat!” brummede han. Bruno så over mod den dirrende kvinde i hjørnet. “Gud fader, I skræmmer hende jo til døde. Det her er modbydeligt.”
Michelle gennemgik endnu en gang procedurerne, men han nægtede igen og førte dem alle ud af rummet, mens han skældte dem ud. Hvad fanden kunne der ske ham i en begravelsesforretning? Ville den firsårige enke måske kaste sig over ham? Ville den døde mand vende tilbage til livet? Michelle fornemmede, at hendes protegé var oprigtigt fortørnet, fordi hun kostede ham vigtig kampagnetid. Men det havde ikke været hendes idé at komme her forbi. Bruno var imidlertid ikke i humør til at blive mindet om den slags.
Uden chance for at vinde optrådte han som en herremand i enhver situation. Men på selve valgdagen ville vælgerne – inklusive Michelle – naturligvis sparke ham på porten.
Som kompromis bad Michelle om to minutter til at gennemgå lokalet. Det blev hende tilstået, og hendes mænd bevægede sig hastigt omkring, mens hun skumlede for sig selv og afgjorde, at hun ville gemme krudtet til de virkelig afgørende slag.
Hendes folk kom ud 120 sekunder senere og sagde, at alt var i orden. Der var kun én dør ind, henholdsvis ud. Og ingen vinduer. En gammel kvinde og en død fyr var de eneste tilstedeværende. Det var i vinkel. Ikke perfekt, men i orden. Michelle nikkede til sin kandidat. Bruno kunne få sin tid alene, og så ville de alle sammen tage af sted igen.
Inde i besøgelseslokalet lukkede Bruno døren bag sig og gik hen til den åbne kiste. Der stod en anden kiste ved den fjerneste væg, men den var tom. Den afdødes kiste var anbragt på en forhøjet platform med et hvidt gardin omkring, der var omgivet med smukke blomster. Bruno bukkede respektfuldt for den afdøde og mumlede “Vi ses igen, Bill”, og vendte sig så mod enken, der var vendt tilbage til sin stol. Han knælede foran hende og rakte ud efter hendes ene hånd.
“Det gør mig ondt, Mildred, så uendelig ondt. Han var en god mand.”
Den efterladte så op på ham bag sit slør, smilede og slog så blikket ned igen. Brunos udtryk forandredes, og han så sig omkring, selv om den eneste anden tilstedeværende var ude af stand til at lytte med. “Men du nævnte noget andet, du gerne ville tale med mig om. Under fire øjne.”
“Ja,” sagde enken med lav stemme.
“Jeg er bange for, at jeg ikke har så meget tid, Mildred. Hvad er det?”
Som svar lagde hun hånden på hans kind, og så rørte hendes fingre ved hans hals. Bruno skar en grimasse, da han mærkede det hårde prik mod sin hud, så gled han bevidstløs ned på gulvet.
David Baldacci: Splitsekund
Første bog i David Baldaccis krimiserie om de to eks-Secret Service agenter Sean King og Michelle Maxwell.
Michelle Maxwell har ødelagt sin lovende karriere i U.S Secret Service. Imod bedre vidende lod hun den præsidentkandidat, hun var sat til at beskytte, uden opsyn et ganske kort øjeblik, og nu er manden forsvundet i den blå luft.
LÆS OGSÅ: Agenterne King og Maxwell på farlig mission. Læs i David Baldaccis thriller Splitsekund
Sean King ved, hvordan den yngre agent har det. Otte år tidligere lod den ambitiøse Secret Service agent sig distrahere i et splitsekund, og hans kandidat blev skudt for øjnene af ham.
Nu forenes deres skæbner. Fanget i et spind af løgne, hemmeligheder og livsfarlige sammentræf, afdækker de to tidligere agenter en skræmmende sandhed: de begivenheder, der ødelagde deres liv, var nøje planlagt – og er langt fra ovre.
Du kan købe Splitsekund online, fx på Gucca.dk, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: