I Den tavse gæst hærger seriemorderen Aidan, men historien om ham fortælles af de kvinder, der er i hans nærhed: hans ofre, hans datter og den kvinde, der flirter faretruende med ham. Selv får Aidan ikke noget taletid i Clémence Michallons sindrige psykologiske thriller. Og det er der en god grund til.
Clémence Michallon er født og opvokset i Frankrig, men bor i USA, hvor hun arbejder som journalist og forfatter. Hendes psykologiske thriller Den tavse gæst, der er solgt til udgivelse i 30 lande, udkommer nu på dansk. Det er en historie om en seriemorder, og sådan en historie har vi jo hørt før, men Den tavse gæst er anderledes fortalt. Clémence Michallon har valgt at fortælle historien fra ofrenes side; dem, der står på sidelinjen af en forbryder og som oplever manipulationen, bedraget, hans magt – og dræbende hænder.
Vi har talt med forfatteren om tankerne bag romanen og de valg, hun har taget i måden at fortælle den på.
Kan du pege på et bestemt øjeblik eller en oplevelse, der udløste ideen til ‘Den tavse gæst’?
“Jeg tilbragte april måned i 2020 i et hus på landet sammen med min mands familie. Jeg var taknemmelig for at være der, men jeg blev også påvirket af, at vores verden var blevet vendt på hovedet. Efter flere år med faste rutiner styret af rytmen i vores forskellige liv med jobs og gøremål, så tilbragte vi lige pludselig meget tid sammen uden pauser fra hinanden. Det fascinerende mig. Fordi vi ved måske nok hvad vores nærmeste sådan overordnet beskæftiger sig med, men hvor meget ved vi i virkeligheden om deres dagligdag?
Det fik mig til at tænke over, hvilke konsekvenser det kan have, når dagliglivet bliver forstyrret. Lad os nu sige, at nogen havde en ubehagelig hemmelighed, de havde kunnet skjule for deres familie, fordi de aldrig var i nærheden af hinanden i løbet af dagen – men hvad så, når de pludseligt ikke længere er adskilt (det var begyndelsen af 2020 i en nøddeskal!). Det kunne jeg godt se som afsæt for en roman!
Jeg begyndte at lege med nogle forskellige scenarier i hovedet og endte med idéen om en seriemorder, som holder nogen fanget i sit hus uden hans families viden. Men da han så skal flytte, bevirker det, at hans fange kommer tættere på ham, hans liv og familie. Jeg kunne simpelthen ikke slippe den historie om de to verdener, der på den måde støder sammen.
Clémence Michallon. Fotograf: Gabrielle Maleswki
Du har valgt at fortælle historien om en mandlig seriemorder på en usædvanlig måde. Hvorfor valgte du flere synsvinkler – og hvorfor fravalgte du den oplagte?
Fra begyndelsen vidste jeg, at min seriemorder ikke skulle have taletid – vi hører rigeligt fra virkelighedens seriemordere, og de er upålidelige fortællere. Jeg har altid været mere interesseret i dem, som lever på sidelinjen af seriemordernes liv uden at opdage, hvem de i virkeligheden er (folk som efterfølgende kan finde på at sige: ”Han kiggede aldrig på mig. Han kiggede igennem mig”). Der er noget grusomt og fascinerende over det, som de har oplevet – det er deres sandhed.
Jeg arbejder normalt som journalist og var opsat på at skabe en troværdig seriemorder i mit fiktive univers. Det var en udfordring at skrive en historie, hvor man skal have indblik i hans motiver og konsekvenserne for hans omgivelser, uden at have hans stemme i spil. Alle valg føltes vigtige, og der var ikke noget, der måtte overlades til tilfældighederne.
Derfor besluttede jeg mig for at fortælle historien fra flere perspektiver. Nu hvor seriemorderen går efter at skade kvinder, var det vigtigt for mig at sætte kvindernes stemmer i centrum. Jeg ville fortælle historien gennem tre kvinders synsvinkler: kvinden, som holdes fanget (og som kender til hans forbrydelser), en kvinde, som er forelsket i ham (men som ikke kender hans hemmelighed), og hans teenagedatter (som heller ikke gør). Det føltes rigtigt.
Der har været en forskydning af fokus indenfor true crime fra gerningsmændene til ofrene. Jeg synes, det er en ret magtfuld tilbageerobring af måden, vi taler om forbrydelser på. Denne udvikling kan vi også se i den virkelige verden, hvor vi ikke længere taler om seriemordere som mørke dræbermaskiner. I stedet skal vi snakke om, at det er et menneske, som skader andre mennesker på en ekstraordinær måde. Det er meget stærkere.
Hvilke af de tre kvinder meldte sig først hos dig? Var det lige fra begyndelsen planen at fortælle din historie gennem disse tre stemmer?
Jeg begyndte bogen med en første-personfortæller, Rachel, hende, der holdes fanget. Det var dog svært udelukkende at bære historien igennem hendes synsvinkel, for selvom hun ved meget om sin fangevogter, ser hun ham aldrig være ude i verden. Det problem måtte jeg altså finde en løsning på.
En dag, da jeg var ude at gå en tur med min hund, tænkte jeg pludseligt: “Hvad nu hvis jeg fortæller historien fra flere perspektiver? Kvinden, der holdes fanget, klart. Men hvad med at der også optræder en anden kvinde, der ikke kender til hans forbrydelser? En gammel flamme måske? En, der er ved at komme tæt på ham?
Jeg får sjældent en altafgørende ide som den her. De fleste af mine historier formes i det små hen ad vejen. Men den her ide føltes god. Jeg var bare ikke sikker på, om den ville fungere, så jeg talte med en veninde om det. Hun overbeviste mig om at afprøve det. Så det gjorde jeg.
Efter at have arbejdet på den anden stemme og hendes synsvinkel, indså jeg, at jeg havde brug for en tredje: Aidans datterens stemme. Den meldte sig hurtigt ret tydeligt.
Og så faldt det på plads: mit kvindelige kor af stemmer. Jeg var sikker på, at det var den eneste måde, jeg kunne – og havde lyst til – at fortælle historien.
Vi hører tit om seriemordere, der skjuler sig bag en facade, familiemænd med frygtelige hemmeligheder. Dette gælder også for din fiktive seriemorder, Aidan. Hvorfor og hvordan interesserer det emne dig?
Den første seriemorder, jeg hørte om, var Ted Bundy. Min mor fortalte mig om ham, da jeg var teenager, og hans historie skræmte mig (tak mor!). Frygt kan hurtigt kan blive til en besættelse, viste det sig. I mange år havde jeg glemt alt om, at seriemordere som Bundy eksisterede, men kom så i tanke om ham igen og gennemtrawlede Wikipedia, hvor jeg læste om andre seriemordere, og så forsvandt interessen igen. Ind, ud, gentag.
Men altså: hvordan kunne jeg undgå at blive nysgerrig? Hvordan kan nogen påstå, at de her historier ikke er interessante? De skubber jo til grænserne for, hvad man tror mennesker er i stand til at gøre. Det er fuldstændig ufatteligt. Men det kan også hurtigt blive en besættelse.
Hvordan er det muligt for nogen at holde sådan noget hemmeligt? Hvordan formår de at begå deres forbrydelser uden at blive opdaget? Hvordan forener de mentalt de to sider af sig selv? Hvordan går de fra deres hemmelige liv til deres almindelige liv? Jeg kunne ikke få disse spørgsmål ud af mit hoved, og så besluttede jeg mig for at give mine egne svar – i en roman (det hjalp mig også, at jeg har dækket kriminalstoffet som journalist).
Hvordan skrev du de psykologiske dimensioner af historiens ofre og skabte deres stemmer? Har du talt med kvinder, der har været holdt fanget eller læst historier fra kvinder med den slags oplevelser?
Når det kommer til hovedpersonen, som vi kender som Rachel i bogen, ønskede jeg, at hun skulle have levet et helt liv, før hun blev bortført. Jeg ville ikke have, at Aidan var det eneste, der var sket i hendes liv. Jeg ville skabe en fornemmelse af noget fremadskridende, der brutalt blev afbrudt. Jeg tror, det er meget lig virkeligheden i de skrækkelige historier, vi hører. Folk lever deres liv på godt og ondt uden at have nogen anelse om, at der snart vil blive vendt op og ned på alting.
Rachel er formet af sin fortid. Fortiden er afgørende for, hvordan hun reagerer på mødet med ondskaben, på det traumatiske. Hvordan hun tænker om modstand og sikkerhed.
Jeg havde læst fangenskabshistorier før, og jeg genlæste nogle af dem, mens jeg arbejdede med Den tavse gæst. Der er ikke en specifik historie, der inspirerede mig, men jeg har haft disse historier i baghovedet, mens jeg skrev. Jeg koncentrerede mig i stedet om de mere psykologiske aspekter af historien.
I bogen hører vi meget kort fra Aidans 8 ofre, dem som han har slået ihjel. De får dog kun en halv sides tekst med glimt af deres sidste timer i livet. Hvorfor gav du ikke disse en identitet? Et navn, en historie, en baggrund?
Stemmerne fra Aidans tidligere ofre var det sidste jeg skrev til historien, da jeg var færdig med første udkast til romanen. Jeg havde de tre primære synsvinkler (Rachel, Emily, Cecilia – den tilfangetagne, affæren, datteren), men jeg følte, at der manglede en dimension. Det føltes rigtigt, at de kvinder, hvis liv Aidan har taget, også skulle få lov til at fortælle deres historier.
Jeg vidste, at jeg ville holde deres kapitler korte. Det er der noget dybt sørgeligt i, men også bevægende: Det eneste, vi får indblik i, er deres sidste øjeblikke. De taler fra graven lang tid efter deres død og har haft tid til at tænke over deres skæbne og forsone sig med den. Det var dette, som formede deres stemmer: alt, hvad vi hører i bogen og som chokerer os, har de vidst længe.
DEN TAVSE GÆST
Aidan er en hårdtarbejdende far og en vellidt person i lokalområdet. Han er gavmild, men har en mørk side: Han har myrdet otte kvinder. Nummer ni bliver Rachel, som han holder fanget i skuret i haven.
Da Aidans kone dør, er han og deres 13-årige datter Cecilia nødsaget til at flytte. Aidan har intet andet valg end at tage Rachel med sig og introducere hende for Cecilia som en ven af familien, som har brug for et sted at bo. Aidan satser på at de sidste fem års fangenskab har hjernevasket og skræmt Rachel nok til at hun ikke vil flygte. Men Rachel er en fighter og en overlever og hun ser Cecilia som den livline, som hun tålmodigt har ventet på. Og da Emily, en lokal restaurantejer, begynder at interessere sig for den flotte enkemand, kommer hun farligt tæt på Aidans hemmelighed.
Den tavse gæst er en sindrig thriller skrevet fra Rachel, Cecilia og Emilys synsvinkler og udforsker de psykologiske konsekvenser af Aidans forbrydelser mod kvinderne i hans liv – og båndene imellem dem, som styrker dem.
I Den tavse gæst hærger seriemorderen Aidan, men historien om ham fortælles af de kvinder, der er i hans nærhed: hans ofre, hans datter og den kvinde, der flirter faretruende med ham. Selv får Aidan ikke noget taletid i Clémence Michallons sindrige psykologiske thriller. Og det er der en god grund til.
Clémence Michallon er født og opvokset i Frankrig, men bor i USA, hvor hun arbejder som journalist og forfatter. Hendes psykologiske thriller Den tavse gæst, der er solgt til udgivelse i 30 lande, udkommer nu på dansk. Det er en historie om en seriemorder, og sådan en historie har vi jo hørt før, men Den tavse gæst er anderledes fortalt. Clémence Michallon har valgt at fortælle historien fra ofrenes side; dem, der står på sidelinjen af en forbryder og som oplever manipulationen, bedraget, hans magt – og dræbende hænder.
Vi har talt med forfatteren om tankerne bag romanen og de valg, hun har taget i måden at fortælle den på.
Kan du pege på et bestemt øjeblik eller en oplevelse, der udløste ideen til ‘Den tavse gæst’?
“Jeg tilbragte april måned i 2020 i et hus på landet sammen med min mands familie. Jeg var taknemmelig for at være der, men jeg blev også påvirket af, at vores verden var blevet vendt på hovedet. Efter flere år med faste rutiner styret af rytmen i vores forskellige liv med jobs og gøremål, så tilbragte vi lige pludselig meget tid sammen uden pauser fra hinanden. Det fascinerende mig. Fordi vi ved måske nok hvad vores nærmeste sådan overordnet beskæftiger sig med, men hvor meget ved vi i virkeligheden om deres dagligdag?
LÆS OGSÅ: Den tavse gæst: En ny fængslende og mørk thriller fra Clémence Michallon. Læs et uddrag af debutromanen her
Det fik mig til at tænke over, hvilke konsekvenser det kan have, når dagliglivet bliver forstyrret. Lad os nu sige, at nogen havde en ubehagelig hemmelighed, de havde kunnet skjule for deres familie, fordi de aldrig var i nærheden af hinanden i løbet af dagen – men hvad så, når de pludseligt ikke længere er adskilt (det var begyndelsen af 2020 i en nøddeskal!). Det kunne jeg godt se som afsæt for en roman!
Jeg begyndte at lege med nogle forskellige scenarier i hovedet og endte med idéen om en seriemorder, som holder nogen fanget i sit hus uden hans families viden. Men da han så skal flytte, bevirker det, at hans fange kommer tættere på ham, hans liv og familie. Jeg kunne simpelthen ikke slippe den historie om de to verdener, der på den måde støder sammen.
Du har valgt at fortælle historien om en mandlig seriemorder på en usædvanlig måde. Hvorfor valgte du flere synsvinkler – og hvorfor fravalgte du den oplagte?
Fra begyndelsen vidste jeg, at min seriemorder ikke skulle have taletid – vi hører rigeligt fra virkelighedens seriemordere, og de er upålidelige fortællere. Jeg har altid været mere interesseret i dem, som lever på sidelinjen af seriemordernes liv uden at opdage, hvem de i virkeligheden er (folk som efterfølgende kan finde på at sige: ”Han kiggede aldrig på mig. Han kiggede igennem mig”). Der er noget grusomt og fascinerende over det, som de har oplevet – det er deres sandhed.
Jeg arbejder normalt som journalist og var opsat på at skabe en troværdig seriemorder i mit fiktive univers. Det var en udfordring at skrive en historie, hvor man skal have indblik i hans motiver og konsekvenserne for hans omgivelser, uden at have hans stemme i spil. Alle valg føltes vigtige, og der var ikke noget, der måtte overlades til tilfældighederne.
Derfor besluttede jeg mig for at fortælle historien fra flere perspektiver. Nu hvor seriemorderen går efter at skade kvinder, var det vigtigt for mig at sætte kvindernes stemmer i centrum. Jeg ville fortælle historien gennem tre kvinders synsvinkler: kvinden, som holdes fanget (og som kender til hans forbrydelser), en kvinde, som er forelsket i ham (men som ikke kender hans hemmelighed), og hans teenagedatter (som heller ikke gør). Det føltes rigtigt.
Der har været en forskydning af fokus indenfor true crime fra gerningsmændene til ofrene. Jeg synes, det er en ret magtfuld tilbageerobring af måden, vi taler om forbrydelser på. Denne udvikling kan vi også se i den virkelige verden, hvor vi ikke længere taler om seriemordere som mørke dræbermaskiner. I stedet skal vi snakke om, at det er et menneske, som skader andre mennesker på en ekstraordinær måde. Det er meget stærkere.
Hvilke af de tre kvinder meldte sig først hos dig? Var det lige fra begyndelsen planen at fortælle din historie gennem disse tre stemmer?
Jeg begyndte bogen med en første-personfortæller, Rachel, hende, der holdes fanget. Det var dog svært udelukkende at bære historien igennem hendes synsvinkel, for selvom hun ved meget om sin fangevogter, ser hun ham aldrig være ude i verden. Det problem måtte jeg altså finde en løsning på.
En dag, da jeg var ude at gå en tur med min hund, tænkte jeg pludseligt: “Hvad nu hvis jeg fortæller historien fra flere perspektiver? Kvinden, der holdes fanget, klart. Men hvad med at der også optræder en anden kvinde, der ikke kender til hans forbrydelser? En gammel flamme måske? En, der er ved at komme tæt på ham?
Jeg får sjældent en altafgørende ide som den her. De fleste af mine historier formes i det små hen ad vejen. Men den her ide føltes god. Jeg var bare ikke sikker på, om den ville fungere, så jeg talte med en veninde om det. Hun overbeviste mig om at afprøve det. Så det gjorde jeg.
Efter at have arbejdet på den anden stemme og hendes synsvinkel, indså jeg, at jeg havde brug for en tredje: Aidans datterens stemme. Den meldte sig hurtigt ret tydeligt.
Og så faldt det på plads: mit kvindelige kor af stemmer. Jeg var sikker på, at det var den eneste måde, jeg kunne – og havde lyst til – at fortælle historien.
Vi hører tit om seriemordere, der skjuler sig bag en facade, familiemænd med frygtelige hemmeligheder. Dette gælder også for din fiktive seriemorder, Aidan. Hvorfor og hvordan interesserer det emne dig?
Den første seriemorder, jeg hørte om, var Ted Bundy. Min mor fortalte mig om ham, da jeg var teenager, og hans historie skræmte mig (tak mor!). Frygt kan hurtigt kan blive til en besættelse, viste det sig. I mange år havde jeg glemt alt om, at seriemordere som Bundy eksisterede, men kom så i tanke om ham igen og gennemtrawlede Wikipedia, hvor jeg læste om andre seriemordere, og så forsvandt interessen igen. Ind, ud, gentag.
Men altså: hvordan kunne jeg undgå at blive nysgerrig? Hvordan kan nogen påstå, at de her historier ikke er interessante? De skubber jo til grænserne for, hvad man tror mennesker er i stand til at gøre. Det er fuldstændig ufatteligt. Men det kan også hurtigt blive en besættelse.
LÆS OGSÅ: Camilla Grebe har skrevet hårrejsende thriller med sønnen Carl-David Pärson
Hvordan er det muligt for nogen at holde sådan noget hemmeligt? Hvordan formår de at begå deres forbrydelser uden at blive opdaget? Hvordan forener de mentalt de to sider af sig selv? Hvordan går de fra deres hemmelige liv til deres almindelige liv? Jeg kunne ikke få disse spørgsmål ud af mit hoved, og så besluttede jeg mig for at give mine egne svar – i en roman (det hjalp mig også, at jeg har dækket kriminalstoffet som journalist).
Hvordan skrev du de psykologiske dimensioner af historiens ofre og skabte deres stemmer? Har du talt med kvinder, der har været holdt fanget eller læst historier fra kvinder med den slags oplevelser?
Når det kommer til hovedpersonen, som vi kender som Rachel i bogen, ønskede jeg, at hun skulle have levet et helt liv, før hun blev bortført. Jeg ville ikke have, at Aidan var det eneste, der var sket i hendes liv. Jeg ville skabe en fornemmelse af noget fremadskridende, der brutalt blev afbrudt. Jeg tror, det er meget lig virkeligheden i de skrækkelige historier, vi hører. Folk lever deres liv på godt og ondt uden at have nogen anelse om, at der snart vil blive vendt op og ned på alting.
Rachel er formet af sin fortid. Fortiden er afgørende for, hvordan hun reagerer på mødet med ondskaben, på det traumatiske. Hvordan hun tænker om modstand og sikkerhed.
Jeg havde læst fangenskabshistorier før, og jeg genlæste nogle af dem, mens jeg arbejdede med Den tavse gæst. Der er ikke en specifik historie, der inspirerede mig, men jeg har haft disse historier i baghovedet, mens jeg skrev. Jeg koncentrerede mig i stedet om de mere psykologiske aspekter af historien.
I bogen hører vi meget kort fra Aidans 8 ofre, dem som han har slået ihjel. De får dog kun en halv sides tekst med glimt af deres sidste timer i livet. Hvorfor gav du ikke disse en identitet? Et navn, en historie, en baggrund?
Stemmerne fra Aidans tidligere ofre var det sidste jeg skrev til historien, da jeg var færdig med første udkast til romanen. Jeg havde de tre primære synsvinkler (Rachel, Emily, Cecilia – den tilfangetagne, affæren, datteren), men jeg følte, at der manglede en dimension. Det føltes rigtigt, at de kvinder, hvis liv Aidan har taget, også skulle få lov til at fortælle deres historier.
Jeg vidste, at jeg ville holde deres kapitler korte. Det er der noget dybt sørgeligt i, men også bevægende: Det eneste, vi får indblik i, er deres sidste øjeblikke. De taler fra graven lang tid efter deres død og har haft tid til at tænke over deres skæbne og forsone sig med den. Det var dette, som formede deres stemmer: alt, hvad vi hører i bogen og som chokerer os, har de vidst længe.
DEN TAVSE GÆST
Aidan er en hårdtarbejdende far og en vellidt person i lokalområdet. Han er gavmild, men har en mørk side: Han har myrdet otte kvinder. Nummer ni bliver Rachel, som han holder fanget i skuret i haven.
Da Aidans kone dør, er han og deres 13-årige datter Cecilia nødsaget til at flytte. Aidan har intet andet valg end at tage Rachel med sig og introducere hende for Cecilia som en ven af familien, som har brug for et sted at bo. Aidan satser på at de sidste fem års fangenskab har hjernevasket og skræmt Rachel nok til at hun ikke vil flygte. Men Rachel er en fighter og en overlever og hun ser Cecilia som den livline, som hun tålmodigt har ventet på. Og da Emily, en lokal restaurantejer, begynder at interessere sig for den flotte enkemand, kommer hun farligt tæt på Aidans hemmelighed.
Den tavse gæst er en sindrig thriller skrevet fra Rachel, Cecilia og Emilys synsvinkler og udforsker de psykologiske konsekvenser af Aidans forbrydelser mod kvinderne i hans liv – og båndene imellem dem, som styrker dem.
Du kan købe Den tavse gæst online fx hos Saxo.com eller i nærmeste boghandel fra 15. februar.
Andre læste også: