Krimi Aktuelt Danske krimiforfattere Mogens Blom

Insider fra udenrigstjenesten bag uhyggeligt aktuel thriller om konflikten i Ukraine

International thriller om Ukraine

INTERVIEW |Mogens Blom er klar med en ny international thriller om Ukraine: Det fjerde bind i serien om Maiken Tarp.

Dine to første Maiken Tarp romaner foregik i Mellemøsten. Hvorfor er Ukraine godt materiale for en spændingsroman nu?

Ukraine er jo brændpunkt for den nye øst-vest konflikt. Samtidig er det et land med store indenrigspolitiske dramaer, vild ekstravagance og fattigdom lever side om side – og unge går på barrikaderne med krav om forandring. Det er et land, hvor en lille klike af meget rige, de såkaldte oligarker, har tilranet sig enorme ressourcer og politisk magt – men hele tiden udfordres af befolkningen. To gange har de unge i Ukraine gennemført fredelige revolutioner og sidst har vælgerne sat præsidenten og hans regering på porten gennem demokratiske valg.

De har nu valgt en tidligere standupper, Selensky, som præsident og han har samlet et parti af helt uprøvede kræfter – herunder flere NGO-aktivister – der netop har vundet parlamentsvalget.

Korruptionen hærger

Men korruption, og den deraf følgende ringe økonomiske vækst, gør også, at folk retter blikket mod Vesteuropa og forsøger at emigrere til bedre jobmuligheder og mere retfærdige samfund.

Det er netop baggrundshistorien i min nye roman. Den ukrainske hovedperson, Nataliya, er kommet til Danmark og har fået både uddannelse og fast arbejde. Men savnet efter det land, hun forlod, gnaver i hende. Da en gruppe anti-korruptionsaktivister beder hende om komme tilbage for at spionere mod hendes tidligere elsker, der nu er en af samfundets spidser, gør hun det.

Hvad er Mogens Bloms egen baggrund i forhold til Ukraine?

Jeg kommer ofte i Ukraine og bliver stadig gladere for landet. Forventer man kun at møde grå cement karreer, bliver man overrasket. Der er meget smukke gamle byer, supersmarte caféer og restauranter og en stor ung generation af veluddannede, der er der meget gerne vil i dialog.

Jeg besøgte landet første gang i 2016 og mødte nogle af de unge, der havde kæmpet i den såkaldte Maidan-revolution to år tidligere. Oprøret endte med, at landets daværende præsident flygtede til Rusland i to helikoptere fyldt med værdigenstande. De unge havde ild i øjnene, da de fortalte om deres oplevelser og om den efterfølgende kamp for på den ene side at holde Rusland ude af Østukraine og på den anden side holde den nye regering fast på dens løfter om at gøre op med oligarkvælde og korruption. Det blev til romanen Enken fra Kiev.

Særligt ét interview gjorde indtryk

Under skrivningen af romanen vendte jeg tilbage til Ukraine på research og talte med ukrainere i Danmark. Særligt ét interview gjorde indtryk. En kvinde berettede detaljeret om sit liv i Ukraine i tiden efter selvstændigheden i 90’erne, hvor hun arbejdede på et spillekasino, ejet en mand, der levede på kanten af loven, men i dag er en kendt politiker. Senere rejste hun til Danmark. Hendes beretning fik min fantasi til at digte videre. Og pludselig vidste jeg, at der var en roman, der skulle skrives. Det er blevet til Dobbeltspil i Odessa.

Smuglæs i den internationale thriller om Ukraine: Dobbeltspil i Odessa.

International thriller om Ukraine
Dobbeltspil i Odessa er Mogens Bloms fjerde bind i serien om Maiken Tarp

Du er selv embedsmand. Hvordan forholder du dig til balancen i forhold til, hvad du MÅ og KAN fortælle, når du skriver spændingsromaner?

Ja, sidste år vendte jeg tilbage til Udenrigsministeriet, efter at have haft orlov i en periode. Jeg forsøger i romanerne, at lægge mig så tæt op af virkeligheden som mulig. Historierne og personerne er min opfindelse, men de KUNNE have fundet sted. Miljøet, den måde som bureaukratierne i et ministerium eller en efterretningstjeneste fungerer på, nikker mine kolleger genkendende til.

Samtidig er der selvfølgelig oplysninger, som jeg som ansat i ministeriet får – både fra konkrete sager og gennem min adgang til efterretningsoplysninger – som jeg ikke kan bruge eller videregive.

Når verdenerne støder sammen

Selv om jeg prøver at undgå det, sker det også, at verdenerne støder sammen. En gang havde jeg skrevet en scene om en magtfuld efterretningschef. Tilfældet gjorde, at jeg under en rejse netop mødte en sådan. Og midt i mødet udspiller der sig netop den scene, som jeg skrevet til min roman. Efterretningschefen bliver ringet op af premierministeren, men afviser irriteret opkaldet: ’En premierminister skal ikke besvære en efterretningschef.’ Det var meget surrealistisk og her tillod jeg mig faktisk at lade scenen scene stå i bogen. Jeg syntes ligesom, at jeg ’havde fundet på den først’.

Nu har du skrevet fire romaner med Maiken Tarp – hvordan har jeres forhold udviklet sig gennem årene?

Figuren opstod efter en skrivekrise, hvor jeg var gået i stå midt i en roman. På opfordring fra en kollega forsøgte at jeg så at skabe en kvindelig hovedperson.

Maiken tog hurtigt form

Da jeg satte mig til tasterne tog Maiken Tarp meget hurtigt form og gav en masse energi. Den første bog i serien var et langt stykke af vejen drevet at min egen nysgerrighed omkring at udforske og forstå personen. Og nok også en form for forelskede.

Efter fire romanen kender vi hinanden rigtigt godt, men heldigvis hænder det stadig, at hun overrasker mig. Samtidig forsøger jeg at beskytte hende, uden at det er lykkedes så godt.

Maiken har det svært ved nærhed og kærlighed, efter at have levet med en mor, der havde meget lidt overskud til sin datter. Og så er der selvfølgelig jobbet. Som efterretningskvinde er Maiken placeret der, hvor det kan gøre ondt.

Jeg står solidarisk ved hendes side

Det var også præmissen for serien, da jeg begyndte at skrive den. En af de ting jeg var interesseret i at undersøge var, hvad der skete med de folk, der bliver sat i forreste linje i det vi døbte ’kampen mod terror’. For mange er det jo en abstrakt kamp, der optræder i tv og på avisforsider, men for nogen er den alvor. Mit beskytterinstinkt gør, at jeg nogle gange har forsøgt at holde Maiken væk fra den kamp. Men sådan er virkeligheden jo ikke.

Det vil læseren også opleve i min nye roman. Maiken er yderst kritisk overfor, hvordan vi har håndteret kampen, men derfor skal den stadig kæmpes. Og jeg står stadig solidarisk ved hendes side.

International thriller om Ukraine

Dobbeltspil i Odessa

Dobbeltspil i Odessa er en politisk thriller og fjerde selvstændige bind i serien med efterretningsagent Maiken Tarp.

I København kæmper Maiken Tarp for at komme sig over sin kærestes død, imens hun forsøger at være en god mor for deres étårige søn. Fra Kiev får hun besked om, at den danske politimand Tomas Engberg har modtaget en dødstrussel. Mistanken rettes mod en magtfuld ukrainsk oligark og politiker.

LÆS OGSÅ: Rækkefølgen på Maiken Tarp-serien.

Maiken graver i sagen og opdager, at Tomas i al hemmelighed har lokket oligarkens tidligere elskerinde til Ukraine for at skaffe oplysninger om den mistænkte. Maiken Tarp forfølger parret til sortehavsbyen Odessa og langsomt går det op for hende, at ingen af de involverede spiller med åbne kort. Men også Maiken Tarp har sin egen dagsorden.

Køb Dobbeltspil i Odessa i din nærmeste boghandel eller online, fx. på Saxo.com.