Amerikanske krimiforfattere Krimi Læseprøve og uddrag

En hæderlig mand. Ny, spændende krimi fra bestsellerforfatter David Baldacci. Smuglæs her

En hæderlig mand, David Baldacci

David Baldaccis En hæderlig mand er en dragende krimi, hvor tingene ikke er, som de ser ud. Start din læsning her.

En hæderlig mand er perfekt til dig, der elsker at blive opslugt i et stærkt krimiunivers.

Aloysius Archer er netop kommet ud på prøveløsladelse efter at have været fængslet for en forbrydelse, han ikke har begået.

Året er 1949. Og Archer er en ærlig krigsveteran fra Anden Verdenskrig.

LÆS OGSÅ: Agenterne King og Maxwell på farlig mission. Læs i David Baldaccis thriller Splitsekund

Med en alenlang liste over de ting han skal, og en endnu længere med de ting han skal undgå, starter Archer et nyt liv i den lille by Poca i USA. Han får et job som gældsindriver for byens største forretningsmands, men snart viser det sig, at tingene ikke er, som de ser ud.

Da et mord bliver begået, falder mistanken på den tidligere straffede Archer, og han må nu bruge al sin snilde til at finde den virkelige morder, inden han selv bliver sat bag tremmer.

Du kan købe En hæderlig mand online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra den 1. juni.

Start din læsning af David Baldaccis En hæderlig mand herunder.


David Baldacci
En hæderlig mand

KAPITEL 1

Det var en god dag at blive løsladt.

Det mekaniske hvæs og oliedunsten fra busdørene, der gik op, hilste Aloysius Archer velkommen, mens han trak vejret i frihed for første gang i lang tid. Han var iført et tyndslidt brunt enkeltradet jakkesæt med spidsrevers, som han havde købt via postordre fra Sears, Roebuck-kataloget, før han var draget i krig. Jakken var kortere end normalt, og der var ingen læg eller opsmøg på bukserne, fordi det havde krævet mere stof, end krigen tillod. Det var også grunden til, at der ikke var noget bælte til bukserne. Et smalt slips, en krøllet, hvid skjorte og slidte snøresko i størrelse 44 fuldendte det eneste sæt tøj, han ejede. Små støvskyer hvirvlede fra skoene, da han steg op i bussen. Om den bulede puld på hans spidse, brune Fedora sad et bånd af falmet mørkerød silke. Han havde købt hatten, da han var kommet tilbage fra krigen. Det havde været en af de få gange, han havde spenderet virkelig mange penge på noget som helst. Men en verdensomspændende sejr over ondskaben havde krævet det.

Det var den beklædning, han havde haft på, da han ankom til fængslet. Og nu forlod han stedet i samme mundering. Han sørgede over det komiske i, at i al den tid havde de gode folk i fængselsadministrationen ikke fundet det passende at rense eller i det mindste bare presse jakkesættet. Og der var pletter på hatten, som ikke havde været der, da han blev fængslet. Uanset hvad kunne en mand dog ikke gå rundt uden hat.

Bukserne hang løst om livet på ham. Han var blevet tyndere, og hans muskler mere markerede, under sit fængselsophold. Han vejede hele tolv kilo mere, end da han var ankommet, men den ekstra vægt bestod udelukkende af muskler, trænet frem på hans arme, skuldre, bryst, ryg og ben, som fortykkede grene på et gammelt træ. Uden sko var han præcis 186,5 centimeter. Hæren havde målt ham for flere år siden. De var ret ferme til at beregne højde. Selvom de alt for ofte ikke havde beregnet nok ammunition til hans M1-gevær eller mad til maven, mens han og de andre soldater forsøgte at befri store områder af verden fra en besynderlig samling sindsforvirrede mænd. 

I fængslet havde der været et træningsrum med nogle få redskaber, som han havde benyttet sig flittigt af. Det havde ikke kun været for at styrke sin krop. Når han løftede vægte eller løb eller lavede mavebøjninger, var det muligt for ham at fortrænge, at han var spærret inde med en flok forbrydere. I hvert fald for et par timer. Fængslet havde også en bogsamling fyldt med lasede bøger, der både manglede omslag og af og til sider på uheldige tidspunkter, men som alligevel havde betydet meget for ham. Hans yndlingsbøger havde været Western-historierne, hvor manden fik pigen til slut. Og kriminalromanerne, hvor helten fik den udkårne, men også fangede skurken. Det havde vel egentlig været en pudsig måde for en indsat at blive underholdt. Men han kunne godt lide gåden i bøgerne. Han forsøgte at løse mysteriet, før han nåede slutningen, og fandt med tiden ud af, at han oftere havde ret end tog fejl.

Han havde stort set undgået maden, eller det kunne vel nærmere kaldes ædelsen, i fængslet. Det, der ikke var fordærvet eller fuldt af maddiker, havde ikke rigtig haft nogen smag, der kunne friste ham til at indtage den. Han havde klaret sig med forskellige frugter, plukket i en plantage i nærheden, grøntsager høstet i den lille have inden for fængslets mure og et lejlighedsvis stykke stegt kylling, brødskiver eller varme bagte æbler, der dukkede op i fængslet på mystisk vis. Nogle sagde, at det blev afleveret af medlidende kvinder, der enten gerne ville gøre en god gerning eller håbede på at få en mand om tre til fem år. Resten af tiden havde han brugt på at slå store sten i mindre stykker med en mukkert, samle skrald i vejsiderne, bare for at se det ligge der igen næste dag, eller grave grøfter, man ikke vidste formålet med, i højt tempo, fordi en mand med dobbeltløbet gevær, solbriller og bredskygget hat og et koldt blik fortalte ham, at det var det eneste, han egnede sig til.

Han var endnu ikke fyldt tredive, havde aldrig været gift og havde ingen børn, men hans spejlbillede viste en mand, der så ældre ud. Huden var farvet brun af solen og yderligere ældet af opholdet bag tremmer resten af tiden. En verdenskrig kombineret med den brutale oplevelse af at miste sin frihed havde sat sine tydelige spor på ham. Disse to begivenheder havde med stor succes frarøvet ham den sidste rest af ungdom, men havde samtidig hærdet ham på måder, der måske ville vise sig nyttige i fremtiden.

Hans hår havde været langt, da han blev fængslet. På hans første dag havde de klippet det kort som i militæret. Så havde han forsøgt at anlægge et skæg. Det havde de også barberet af. De havde sagde noget om lus og et muligt gemmested for smuglervarer.

Han havde svoret, at han aldrig ville klippes igen eller i hvert fald lade håret gro, så længe det var muligt. Det var måske en ubetydelig ting. Han havde taget fat på livet koncentreret om at opnå store ting. Nu var han bare fokuseret på at klare sig. De høje ambitioner var frataget ham. Til gengæld virkede det jordnære håndterbart for Archer.

Han dukkede sig og tog hatten af for at undgå at støde mod loftet af det skramlende køretøj. Bussens døre lukkede sig med en susen efterfulgt af en dump lyd, og han gik ned gennem midtergangen, pludselig en fri mand på udkig efter en ledig plads. Der var overraskende fyldt i den vuggende bus. Han gik ud fra, at denne transportform var den eneste måde at komme rundt. Det var ikke en egn, hvor man byggede lufthavne eller togstationer. Og de sorte bånd af asfalterede veje syntes aldrig at nå helt ud til steder som dette. Det var den slags områder, hvor folk ikke ejede et køretøj, der kunne transportere dem længere end halvtreds kilometer på hvilket som helst tidspunkt. Og folk, der benyttede den slags køretøjer, rejste alligevel aldrig så langt. De risikerede jo at køre ud over Jordens kant. 

De andre passagerer så lige så lurvede ud som ham, måske endda mere. De havde muligvis tilbragt dagen bag deres egen form for tremmer, mens han forlod sine. De var alle klædt i tøj fra før krigen eller noget, der lignede, havde beskidte negle, et hårdt blik, sult i øjnene, og ikke den mindste gnist af håb anedes i hele flokken. Det kom bag på ham, eftersom der nu var gået nogle år siden den fabelagtige, verdensomspændende sejr, og tingene var faldet til ro. Men på den anden side betød sejren ikke, at rigdom pludselig var begyndt at regne ned over hele landet. Som med alt andet var der nogle, der klarede sig bedre end andre. Og det så ud, som om han lige nu kørte afsted med de “andre”.

De stirrede alle på ham med frygt i blikket eller mistro eller nogle gange begge dele i en skønsom blanding. Han så ikke et eneste venligt ansigt i mængden. Måske var menneskeheden forandret, mens han havde været væk. Eller på den anden side, måske havde det altid været sådan. Det kunne han ikke sige endnu. Han havde endnu ikke fået fast fri grund under fødderne.

Archer fik øje på et ledigt sæde ved siden af en ældre mand i tyndslidte overalls over en beskidt undertrøje og en flosset stråhat i skødet, ankelstøvler på størrelse med spædbørn på fødderne og den ene ru hånd krammet hårdt om en stor kanvastaske. Han havde holdt nøje øje med Archer i al den tid, det havde taget ham at nå frem til sædet. Sekundet før Archers bagdel ramte det snavsede betræk, spredte den anden mand benene, bredte sig ud som en gryde, der kogte over, og tvang dermed Archer til at sidde ukomfortabelt helt ude på kanten af sædet. 

Men han var ligeglad. Selvom fængselscellen havde været større end den plads, han nu havde til rådighed, havde han måtte dele den med fire andre mænd, og ingen af dem havde rykket sig.

Men nu, nu rykker jeg.

“Ferie på Hotel Tremmely?”

“Hvad mener du?” spurgte Archer og så ud af øjenkrogen, hvordan manden nu havde vendt hovedet mod ham. Hans sidemands hår var ved at blive hvidt, og skægget havde allerede gennemgået hele farveskiftet.

“Du stod på ved fængslet.”

“Gjorde jeg det?”

“Ja, det gjorde du. Hvor lang tid sad du i brummen?”

Archer vendte ansigtet væk og så ud af forruden på det smertende skarpe solskin og den skyfri himmel over de store marker, der spredte sig ud foran dem.

“Længe nok. Har du mon en cigaret, jeg kan låne?” 

“Man kan ikke rigtig låne en cigaret, vel? Og man må alligevel ikke ryge i bussen.”

“Det mener du ikke.”

Manden pegede på et håndskrevet papskilt med præcis den besked, der hang over dem. 

Flere regler.

Archer rystede på hovedet. “Jeg har røget i et tog, på et militærskib. Og i en forbandet kirke. Og jeg er blevet fortalt, at min far røg i venteværelset, da jeg blev født. Og han sagde, at min mor havde en Pall Mall i munden, da jeg kom ud. Så hvad sker der lige her, min ven?”

“De har haft problemer.”

“Hvordan?” 

“Som med at en tykpandet fyr faldt i søvn med en tændt cigaret i munden og satte ild til hele den forbandede bus.”

“Og dermed ødelagde det for alle andre, ikke sandt?”

“Det er alligevel ikke godt for dig.”

“Det meste, der ikke er godt for mig, nyder jeg nu af og til.”

“Hvad havde du gjort for at blive spærret inde? Slået nogen ihjel?”

Archer rystede på hovedet. “Har aldrig slået nogen ihjel.”

“Det siger de vel alle sammen.”

“Det gør de vel.”

“Du var vel uskyldig.”

“Nej, jeg gjorde det,” indrømmede Archer.

“Gjorde hvad?”

“Slog en mand ihjel.”

“Hvorfor?”

“Han stillede for mange spørgsmål.”

Men Archer smilede, så manden virkede ikke alt for nervøs for den skjulte trussel. 

“Hvor er du på vej hen?”

“Væk herfra,” sagde Archer. Han tog jakken af, foldede den omhyggeligt sammen og lagde den i skødet med hatten ovenpå.

“Er det alt, du har med?”

“Det er alt, jeg har.”

“Hvad står der på din billet?”

Archer stak hånden i lommen og hev billetten op. 

Der var otteogtyve grader og tør luft udenfor og mindst femogtredive inde i bussen, selvom vinduerne var åbnet halvt. Brisen var som varm luft i en ovn, og de blandede odører var … specielle. Og alligevel svedte Archer ikke rigtigt. Ikke længere. Der havde været meget varmere i fængslet, meget mere … specielt. Hans porer og lugtesans var øjensynligt blevet kalibreret under indespærringen.

“Poca City,” læste han på det tynde stykke papir, der udgjorde billetten.

“Der har jeg aldrig været, men jeg har hørt, at byen vokser med stor succes. Det plejede at være bøh-land. Men så gik det fra at være kvægmarker til en rigtig by. Folk begyndte nemlig at drage denne vej efter krigen.”

“Og hvad laver de, når de kommer hertil?”

“Hvad som helst de kan finde på for at klare dagen og vejen.”

“Lyder som en plan, der er lige så god som enhver anden.”

Den ældre mand så på ham. “Var du med i krigen? Du ligner en, der var.”

“Det var jeg.”

“Jeg vil vædde med, at du har set en masse af verden?”

“Det har jeg. Ikke altid steder, jeg havde lyst til at være.”

“Jeg har kun været væk herfra en enkelt gang. Tog til Texas for at købe noget kvæg.”

“Har aldrig været i Texas.”

“Har du været i New York City?”

“Ja, det har jeg.”

Manden rettede lidt på sig. “Har du?”

Archer nikkede henkastet. “Var på gennemrejse i forbindelse med krigen. Fik set Frihedsgudinden. Var i toppen af Empire State Building. I forlystelserne på Coney Island. Så endda nogle Rockettes gå ned ad gaden i fuldt kostume.”

Manden fugtede sine læber. “Er deres ben, som folk fortæller?”

“Bedre. Stænger som Betty Grable og ansigter som Lana Turner.”

“Det var satans. Hvad mere?” spurgte han ivrigt.

“Jeg spiste frokost fra en madkurv midt i Central Park. Sad på et tæppe med en sveske, der arbejdede i stormagasinet Macy’s. Vi drak sodavand, og så trak hun en flaske ud fra sine strømper. Hvad var der i den, spørger du måske. Altså, det var bedre end grapesodavand, så meget kan jeg sige. Vi havde en dejlig dag. Og en endnu bedre nat.”

Manden kløede sig på kinden. “Hvad laver du så helt herude, makker?”

“Livet tager af og til nogle skøre sving. Og som du selv sagde, folk drager denne vej efter krigen.”

Manden, der nu var synligt nysgerrig over sin medpassager, rettede sig mere op og lod Archer få mere plads på sædet.

“Og krigen er længe siden, eller sådan føles det i hvert fald,” sagde Archer og strakte sig. “Men man har kun et liv, ikke? Medmindre nogen har løjet for mig om det.”

“Vent nu lige lidt. Præsten siger, vi har to liv. Et nu, et når vi er døde. Evigheden.”

“Jeg tror ikke, det ligger i mine kort at blive velsignet med flere liv.”

“Man kan aldrig vide.”

“Det tror jeg nu godt, jeg ved.”

Archer lagde nakken tilbage, lukkede øjnene, og for første gang i meget lang tid tog han sig en lille lur som en fri mand.

KAPITEL 2

Syv timer og for mange stop til, at han kunne huske dem alle senere, ankom Archer til Poca City. Folk var steget på, folk var steget af. De havde holdt pauser for at spise aftensmad og gå på toilettet ved et cafeteria langs vejen. Både bygningen og udhusene lignede noget, der kun var en enkelt hård blæst fra at vælte omkuld. Klokken var næsten otte om aftenen. Han bare stod der, da bussen og bondeknolden med for mange spørgsmål og resten af de ængstelige mennesker, der hagede sig til deres få ejendele, kørte afsted ud i natten ad de støvede veje i jagten på deres egne krukker med guld, uden en eneste regnbue i syne.

Fjolser, tænkte Archer. Og så, et øjeblik senere, en mere næstekærlig tanke: Nå, men held og lykke til jer

Han var af den faste overbevisning, at alle af og til havde brug for lidt held og lykke. Og måske havde han lige nu selv mere brug for det end nogensinde før. Spørgsmålet var, om han ville få det?

Eller bliver jeg nødt til at være min egen forbandede lykkes smed? Og håbe på, at uheldet ikke flytter med som nissen?

Han satte sin hat på hovedet, tog jakken på og så sig omkring. Han var i Poca City, fordi han havde fået besked på, at det var der, han skulle befinde sig under sin prøveløsladelse. Han fandt de papirer frem, han havde fået udleveret i fængslet. Øverst på siden stod med store, fede bogstaver Fængselsvæsenet. Nedenunder fulgte en lang liste over, hvad han ikke måtte gøre, og en meget kortere over, hvad han skulle. Reglerne var til for at styre hans liv de næste tre år. Selvom han var en fri mand, var det en frihed med begrænsninger af såkaldte lovformelige forhold, som han oftest ikke kunne finde hoved eller hale i. Hvem kunne vide, at fængslet på den måde ville klæbe til en. Det var som at gå ind i et edderkoppespind en tidlig morgen, vifte vildt med armene for at slippe fri af trådene, mens man var angst for, at et giftigt væsen var på vej for at gøre det af med en.

Archer var blevet løsladt fra fængslet et pænt stykke før tid på grund af god opførsel, og fordi han havde gjort et godt indtryk til det første møde om prøveløsladelse. Uden at vide, hvad han skulle forvente, var han trådt ind i et lille indelukket rum med et vakkelvornt bord med tre stole på den ene side og en stol på den anden. To tætbyggede fængselsvagter havde ført ham til mødet. Han havde været iført sit fængselskluns, der højlydt signalerede “skyldig” og “fortsat fare” fra hver eneste fiber i det svedplettede stof.

Bag bordet sad tre mennesker, to mænd og en kvinde. Mændene var lave og tætte og svedte uhæmmet i det luftfattige lokale. De virkede yderst selvtilfredse og så ud, som om de kedede sig, mens de grådigt pulsede på deres store cigarer. Kvinden der sad i midten i denne lille bande af frihedsgivere eller -tagere var høj og konet med en overdådig hat med en lille fugl påsat i den ene side og med en død ræv om sine massive skuldre.

Archer havde øjeblikkeligt opfanget, at det var hende, der besad den virkelige magt, og havde derfor fokuseret al sin opmærksomhed på hende. Hans skamfølelse var ægte, hans fortrydelse dybfølt. Han stirrede ind i hendes store, brune øjne og afleverede sin tale med følelse i hvert ord, til han så det sitre i kvindens øjenkroge, og den falske fugl og ræven begyndte at ryste. Da han var færdig og havde besvaret alle hendes spørgsmål, var rådslagningen kort og til hans fordel, og mændene overgav sig hurtigt til kvindens autoritære kendelse.

Og det havde været prisen for frihed, som han med glæde betalte.

Derby Hotel lå, hvor Fængselsvæsenet havde beskrevet, det skulle ligge. Bygningens arkitektur mindede Archer om nogle af de steder, han havde set i Tyskland. Han syntes ikke umiddelbart om det. Han havde ikke kæmpet alle de år, bare for at vende hjem og se elementer fra de besejredes byggestil rage op her. Han travede over vejens grus og skærver og kunne stadig mærke resterne af dagens hede gennem skosålerne. Selvom himlen nu var mørk, var det stadig skyfrit og klart. Luften var så tør, at han nærmest mærkede sin hud trække sig ind i sig selv. Archer kunne se støvet i sin ånde. Et par gamle, vejrbidte mænd sad bøjet over et spil dam ved et bord, der virkede malplaceret i skyggen af et stort springvand. Springvandet var primært bygget af grå og hvid marmor med tykke, nøgne engle med harper og fløjter højt hævet i midterpartiet. Der kom ikke en eneste dråbe vand fra den myldrende dekoration på monumentet.

De gamle mænd kastede stjålne blikke i Archers retning. Han nærmere slæbte sig afsted end gik. Når man skulle gå længere afstande i fængslet, længere end på lokum, havde man fødderne lænket sammen. Og derfor slæbte man fødderne. Det var nedværdigende, hvilket helt sikkert var meningen. Archer havde besluttet sig for at blive af med bevægelsen, men det var lettere sagt end gjort. 

Han kunne mærke, hvordan mændenes blikke fulgte ham, som tavse parasitter, der sugede livet ud af ham på afstand, som han kom der i sit billige, krøllede tøj med sin akavede gang.

Direkte fra Tremmely. Vær på vagt, mine herrer, eksfange slæber sig forbi.

Han nikkede til dem, mens han og hans beskidte sko nærmede sig englespringvandet og de foroverbøjede damspillende mænd. Ingen gengældte hans hilsen. Poca City var åbenbart ikke et sted, hvor man hilste.

Han nåede til det hårdere fortov foran hotellet, skubbede døren op og lod den smække bag sig. Han blev nærmest suget ned i gulvtæppet, da han gik tværs over gulvet og ringede på klokken ved skranken. Mens dens ringende lyd døde ud, så han på et skilt på væggen, der lovede, at man kunne få pudset sine sko helt skinnende til en god pris. Det og en barbering, en klipning og en maskulin efterbehandling inkluderet.

En midaldrende, skaldet mand iført en ikke helt ren, hvid skjorte, grå vest og falmede fløjlsbukser dukkede frem bag et laset, vinrødt forhæng og hilste på Archer. Ærmerne var smøget op, og underarmene var de mest behårede, Archer nogensinde havde set. Det så ud, som om fede, dunede larver havde slået sig ned der. Mandens negle trængte til at blive skrubbet, og han var tydeligvis dækket af det samme tykke lag støv som Archer selv.

“Ja?” sagde han og sendte Archer et vurderende blik, der tydeligvis ikke faldt ud til Archers fordel.

“Jeg har brug for et værelse.”

“Den havde jeg regnet ud. Priserne står på væggen lige der. Er det okay med dig?”

“Har jeg noget valg?”

Manden så spidst på ham, mens Archer ledte efter de krøllede pengesedler i lommen.

“Tre nætter.”

Manden rakte hånden frem, og Archer gav ham pengene. Han lagde dem i kasseapparatet og drejede på et håndtag.

“Vær venlig at skrive under her, og udfyld med nuværende adresse.”

“Er det nødvendigt?”

“Ja.”

“Hvorfor?”

“Det siger loven.”

Det virkede, som om loven forfulgte ham.

Archer tog modstræbende pennen, som manden rakte ham. “Hvad er adressen på hotellet her?”

“Hvorfor?”

“Fordi det er min nuværende adresse.”

Manden fnøs og gav ham adressen.

Archer noterede den pligtopfyldende og underskrev med en sirlig kursiv.

Manden studerede underskriften på hovedet. “Er det dit rigtige navn?” 

“Hvorfor? Hedder folk her da for det meste Smith eller Jones, er i selskab med damer og bliver her kun kort tid?”

“Hov, hov, makker. Sådan et sted er det ikke.”

“Okay, okay, jeg forstår. Dette er et stilfuldt sted. Som de nøgne babyer i marmor udenfor.”

“Hør, hvor kommer du egentlig fra?” sagde manden og rynkede nu panden.

“Her og der. Nu her.”

Manden åbnede en skuffe og trak en stor messingnøgle op. 

“Nummer 610. Øverst oppe. Elevatoren er den vej.” Han pegede til venstre.

“Trapper?”

“Samme vej.”

Archer satte i bevægelse, men standsede op, da manden råbte efter ham. “Vent, har du ingen taske?” 

“Jeg bærer alt, hvad jeg har, på kroppen,” svarede Archer over den ene skulder.

Han tog trappen, ikke elevatoren. I hans optik var elevatorer i virkeligheden små fængselsceller. Og måske åbnede dørene ikke, når han ville have dem til det. Hvad skulle han så gøre?

En ting, som fængslet frarøvede folk i stor stil, var tillid.

Han låste døren til 610 op og tog sig god tid til at studere værelset. Han havde masser af tid. Efter at have talt hvert minut, hver time, hver dag de seneste år var det ikke længere nødvendigt. Men det var en svær vane at bryde. Han tænkte, at han måske faktisk ville komme til at savne det.

Han undersøgte sengen: spinkel, knirkende. Hans seng i fængslet havde været beton, forklædt som madras, så Archer fandt denne seng fin. Han åbnede en skuffe og fandt et eksemplar af Gideons bibel, brevpapir og en pen.

Ja, man er dækket ind for Jesus og brevskrivning.

Han tog sin jakke af og hængte den på en krog med hatten ovenpå. Han tog sine penge frem og lagde de udfoldede sedler på sengen i nøje opdelte bunker efter værdi. Der var ikke meget tilbage efter, at han havde smidt skejserne for værelset. Fængselsvæsenet var påholdende, men det var effektivt.

Han ville blive nødt til at arbejde for at overleve. Det ville holde ham ude af vanskeligheder, det tvivlede han ikke på.

Archer fandt sine løsladelsespapirer frem. Det stod dér, højt og tydeligt i allerførste afsnit.

Lønnet beskæftigelse holder dig fra at falde tilbage i uføre og på den måde ude af fængsel. HUSK DETTE

Han lod blikket glide videre ned over siden. 

Hans første møde var i morgen tidlig klokken 9.00 præcis. På Poca Citys Rådhus og Retsbygning. Det var et langt navn, der på en eller anden måde indgød Archer frygt. Frygt for regler og forordninger og for mange ting, han ikke uden videre kunne fordøje. Eller overholde konsekvent for den sags skyld.

Hun hed Ernestine Crabtree. Hans tilsynsværge i forbindelse med prøveløsladelsen.

Ernestine Crabtree. Det klingede fornemt.

For en myndighedsperson.

Der var kun en eneste grund til, at han åbnede vinduet. Han havde aldrig kunnet åbne et vindue i fængslet. Han tog en dyb indånding af den varme, tørre luft og så ud over Poca City. Poca City så tilbage på ham uden det mindste spor af interesse. Archer overvejede, om det altid ville være sådan, uanset hvor han rejste hen. 

Han lagde sig ned på sengen. Men hans Elgin-armbåndsur gjorde det klart, at det var for tidligt at gå i seng. Sikkert for sent til at få en drink, selvom punkt nummer fjorten på hans regelliste var et påbud om ikke at gå på bar og ikke at drikke alkohol. Nummer femten var et påbud om at holde sig fra kvinder. Det samme var punkt seksten, i hvert fald på en måde, selvom det mere specifikt omhandlede “letlevende” kvinder. Fængselsvæsenet havde sikkert samlet en stor bunke undersøgelser, der med al tydelighed viste, hvorfor sammenblandingen af prøveløsladte og alkohol i samvær med andre alkoholindtagende personer ikke var en god ting. Og når man så smed kvinder ind i ligningen, nærmere bestemt letlevende kvinder, var katastrofen uundgåelig.

Selvfølgelig havde han lige nu allermest lyst til et drikkegilde af risikable proportioner.

Archer tog jakke og hat på, samlede sine penge sammen og gik ud for at lede efter et.

Og måske også nogle letlevende kvinder.

En mand i hans situation kunne ikke tillade sig at være kræsen. Eller forsøge at holde sine lyster i ave.

På den første dag i frihed var hans vurdering, at det var livet simpelthen for kort til.

KAPITEL 3

Han fandt, hvad han søgte, ikke langt fra hotellet. Ikke på Poca Citys hovedåre, men nede ad en sidegade, der kun var halvt så lang, som den han lige havde forladt. En gade, der dog var væsentligt mere interessant. I hvert fald efter Archers mening.

Hvis hovedgaden var til brætspil og musikspillende babyer i marmor, var det her gaden for voksnes morskab. Og Archer havde altid holdt med de undertippede eksistenser med svaghed for kødets lyster. Det gav god mening, når man tog i betragtning, hvor ofte han havnede på den side i livets ligning. 

Markiserne lyste blå og grønne med en lille smule knaldrød. Han havde ikke set nogen lignende siden New York City, hvor de havde været alle vegne. Og han havde bestemt ikke forventet at støde på et strejf af storbyen i Poca City.

KATTENS SKRÅL.

Det stod skrevet i neon ved siden af silhuetten af et kattedyr, der strakte sig luksuriøst på en nærmest erotisk måde. Archer fandt Poca City mere og mere interessant for hvert øjeblik, der gik.

Han skubbede den røde dør op og gik ind.

Det første, han lagde mærke til, var gulvet. Det bestod af planker, der var sømmet i, og var utroligt klistret, helt indsmurt i sjatter af, hvad der var blevet serveret her, siden stedet åbnede, gik han ud fra. Først hang den ene sko fast og så den anden. Archer klarede udfordringen ved at løfte fødderne med større kraft.

Det næste han lagde mærke til var antallet af mennesker i lokalet. Han kendte ikke byens indbyggertal, men hvis der var flere mennesker, end der var til stede herinde, måtte Poca City nærmest kategoriseres som en storby. 

Baren løb langs hele den ene væg. Og som i forstavnen på gamle sejlskibe var der på hjørnestolperne udskårne blottede barme og udskårne hoveder. Der forestillede letlevende damer, gik Archer ud fra. Og på samtlige barstole var en bagdel solidt plantet. Op ad en anden væg filede en violinspiller og en guitarist løs, mens en pige sang det bedste, hun havde lært. Hun havde rødt, krøllet hår, et fregnet ansigt og smalle hofter i stive jeans. Hendes toner syntes at ramme loftet så hårdt, at de rikochetterede tilbage med en kraft som en granat.

Bag baren var der hylder med alle de former for spiritus, Archer nogensinde havde set og flere til. Han tænkte, at man kunne leve et helt liv her uden at blive tørstig, så længe kongens mønt blev ved med at flyde i samme grad.

Efter at have været bag tremmer så sent som samme morgen, have klaret en lang, støvet busrejse og mødt ikke særligt venlige borgere i byen overvejede Archer, om han muligvis drømte. Med tre års prøveløsladelse at stå igennem følte han sig som en stor fisk med en krog i munden. Han kunne når som helst blive trukket tilbage, hvilket gav styrke til en mands indfald. Han besluttede sig derfor for at udnytte situationen til fulde, mens han havde chancen.

Han gled op til baren og klemte sig ind mellem, hvad der lignede en landmandskæmpe med vildtgroende skæg og hænder på størrelse med Archers hoved og en lav, tyk banktype sidst i halvtredserne med tilbagestrøget slikhår iført et cremefarvet jakkesæt, der var væsentligt pænere end Archers eget. Finansmanden havde også et blåt- og hvidstribet slips bundet i knude, krokodilleskindssko, et stort smørret blink i øjet og armen om en kvinde, der kun var halvt så gammel som ham selv. På baren foran manden lå en panamahat med et gult silkebånd om pulden.

Archer fangede bartenderens opmærksomhed og holdt to horisontale fingre op. “Bourbon, straight up,” bestilte han.

Den ældre mand bag baren, der var slidt og mager som et reb, nikkede og greb flasken fra den store samling, hældte op i et glas og rakte det frem i den ene hånd, mens han vendte håndfladen op på den anden for betaling. Det var en indøvet bevægelse, der var til at forstå for en mand som Archer.

“Hvor meget skal du have for den?” spurgte han.

“Halvtreds cents for to fingre, tag det eller lad vær’, knægt.”

“Hvilken slags bourbon er det, gammelfar?” 

“Du finder kun én slags bourbon på disse kanter, unge mand. Rebel Yell. Hvede, ikke rug. Hvis du ikke kan lide rebellen, må du vælge en anden slags sprut eller tage til en anden del af staten. Hvad siger du, for jeg bliver ikke yngre, og der er tørstige folk med sedler, der gerne vil bestille.”

“Rebel lyder fint.”

Han rakte manden to mønter og satte albuerne på baren med glasset mellem hænderne. Han havde ikke fået en drink i lang tid. Han havde slynget én i svælget dagen før, han skulle i fængsel, for held og lykke, så han syntes, der lå en vis symmetri i at få en til den dag, han slap fri. Om ikke andet gik han i disse dage ind for balance. Og mådehold. I hvert fald indtil det skulle vise sig ubelejligt, hvilket det ofte blev for en mand som ham.

Bankmanden fik øje på Archer, mens hans dame lod tungen glide over læberne, der var malet en varm rød, der mindede om himlen bag en solnedgang.

“Du er ikke herfra,” sagde bankmanden. Hans sølvgrå hår var klippet, redt og sat med en præcision, der kun var mulig for en mand, der havde pengene og tiden til den slags. Huden i hans ansigt var lige så slap som resten af hans krop og solbrændt og furet på en måde, som kvinder måske, måske ikke fandt tiltrækkende. For en mand som ham var det eneste, der betød noget, tykkelsen af hans tegnebog og ikke formen på hans krop og måske det eneste afrodisiakum for damerne.

“Det ved jeg godt, jeg ikke er,” svarede Archer, tog en mundfuld af Rebellen og lod den langsomt glide ned gennem svælget. Det var den eneste måde, man kunne drikke bourbon, eller det havde hans bedstefar i hvert fald gjort ham det klart. Og ikke kun gjort det klart, men også demonstreret ved mere end en lejlighed. Han vippede hatten tilbage, vendte sig om og lagde de benede albuer på baren og lænede den lange overkrop mod kanten. Først studerede han bankmanden og flyttede så blikket til kvinden.

Bankmandens smil blev bredere. Han kunne uden tvivl læse, hvad Archer tænkte.

“Jeg kan godt lide denne by,” sagde bankmanden. “Og alt det den indeholder.”

Han klappede damen på bagdelen og lod hånden blive liggende. Hun virkede uanfægtet, eller også var hun bare vant til befamlinger som denne, eller måske begge dele. Mens mandens hænder kærtegnede hende, greb hun chancen for at pudre næsen, mens hun så sig i et lille spejl i en skinnende dåse. Derefter tog damen en læbestift op af sin håndtaske og friskede farven på sine læber op, før hun igen løftede noget, der lignede en beskidt Martini med tre store oliven lurende under overfladen, som alligatorer i en sump.

“Har du været i Poca City længe?” forhørte Archer sig.

“Længe nok til at vide, hvad der er godt, og hvad der trænger til forandring. Og så handle på det.”

Han lukkede munden og så på Archer under hævede, buskede øjenbryn.

“Trækker du spændingen ud?” spurgte Archer til sidst.

Bankmanden lo og tog en slurk af sin whisky. Hans blik flakkede en smule, da drinken gled ned, som flakkende lys i et stormvejr.

Archer formede et smil over denne svaghed, men manden lod ikke til at bemærke det. Eller tage sig af det.

“Poca vokser. Det her plejede at være kvægland. Og landbrugsjord. Det ændrer sig nu. Forretninger og penge kommer til byen. Ikke for meget rakkerpak.”

“Hvordan afgør man, hvem der er rakkerpak? Forstår du, jeg tilhører måske den kategori, og hvad gør vi så i forhold til denne muntre samtale?” 

Dette fik damen til at le, men bankmanden lo ikke. Hun stoppede brat og sippede til sin sumpede drink. 

I stedet begyndte bankmanden nærmest at messe. “Faktum er, at en mand kan lave penge her, hvis han ikke er bange for hårdt arbejde. Nu hvor krigen er forbi, er der vindere og taber. Mit mål er at sørge for, at Poca havner på vindersiden. Ser du, jeg var her før krigen og forsøgte at få gang i ting. Dengang var stedet et hul i jorden. Genopbygningen af landet er i gang, så jeg tænkte, hva’ fa’n, man er også i gang med at genopbygge hele Europa, mursten for mursten. De kan takke den skide luftbro i Berlin for at skaffe føde til dem alle sammen. De røde overtager Kina. Ham Stalin-fyren har halvdelen af Europa i sin jernnæve og tester de forbandede atombomber. Truman har sagt, at vi alle skal have en chance her, men jeg stoler ikke på manden over en dørtærskel, præsident eller ej. Folk drager igen mod vest, i jagten på nye liv, nye formuer. Og Poca ligger nærmest midt på skillevejen, ikk’? Her mellem det gode, gamle Amerika, hvor de fleste stadig bor, og det nye Amerika mod vest. Folk kommer herigennem. Nogle bliver. De fleste fortsætter, fordi vi trods alt ikke kan konkurrere med steder som Los Angeles og Frisco og spilleparadiset i Las Vegas. Men der er et hav af muligheder lige her. Og jeg er ret godt placeret til at udnytte hver eneste lille en. Det ved Gud, jeg er.”

Archer lyttede til mandens tale, nikkede, bevægede munden fra side til side, som om han fordøjede de mange ord.

“Jeg så springvandet med babyerne og stodderne, der spillede dam foran. Et ret mærkeligt syn,” sagde han.

Manden lo. “Det gamle og det nye. Snart er der ikke tid til at sidde og spille dam.”

“Der kom dog ingen vand ud af babyerne.”

“Tørke,” sagde manden. “Vi har haft en lang tørke.”

“Kommer folk til et sted, hvor der ikke er vand?”

“Ikke hvis vi er afhængige af at opdrætte kvæg og dyrke markerne. Det er derfor, vi nu må ændre sagerne. Vi skal bruge vandet til at drikke og bade i og den slags og ikke til kvæg og vanding. Er du klar over, hvor meget en enkelt skide ko drikker?” Han lo.

Archer nikkede og tog endnu en tår af sin Rebel og lod den glide ned gennem halsen som lava ned over bjerget. “Det kan jeg godt se. Tror jeg nok,” svarede han. 

“Hvor kommer du egentlig fra?”

“En syv timer lang, støvet busrejse østfra.”

Bankmanden kneb øjnene sammen, som om han regnede på det. “Det er et pænt stykke, mr.”

“Jeg går ud fra, at du er en forretningsmand. Eller tager jeg helt fejl?”

“Er du da ude på at røve mig?”

Det lo de alle tre over, men Archers latter døde ud, før de to andre var færdige med deres højlydte morskab.

Archer så på kvinden, der igen førte tungen over læberne. Hun var sidst i tyverne med skinnende, mørkt hår i en Veronica Lake Peekaboo-frisure. Det tykke hår faldt ned over siderne af hendes hoved som et vandfald i natten og stod i skarp kontrast til hendes blege teint. Archer opfangede hendes duft gennem bankmandens gennemtrængende aftershave. Den var krydret og varm og rørte ved noget i ham, som havde ligget i dvale i fængslet. Hun var iført en stram, skumringsblå kjole med en dyb udskæring, der afslørede ting, hun tydeligvis gerne ville afsløre, og et sort læderbælte, der omkransede hendes smalle talje. Hun bar hvide handsker og en smalskygget hat med en lille sløjfe, der matchede. Hendes sko var høje nok til at sørge for, at hendes lægmuskler fremstod lange og spændte. Om halsen havde hun en tynd halskæde med et diamantvedhæng, som hun hele tiden fingererede ved, som for at være sikker på, det stadig var der.

Archer flyttede langsomt blikket fra hende. “Så du kom hertil for mange år siden, og byen begyndte at vokse og forandre sig samtidigt med det. Er der en sammenhæng, jeg skal se her?”

Den anden mand klukkede. “Dig kan jeg godt lide. Jeg kan godt lide, hvordan du fører dig frem.”

“En mand sætter lige så stor pris på en kompliment som en kvinde,” sagde Archer og tippede hatten for damen.

“Jeg har faktisk arbejdet organiseret med at få Poca City sat på landkortet. Fik fingrene i alle de gode sager, alt det, der var noget værd. Jeg så potentialet, kan man godt sige. Og nu bliver det potentiale udnyttet.”

Manden lod blikket glide over Archers brede skuldre og muskuløse statur. 

“Du ligner en mand, der kan passe på dig selv. Jeg tør vædde på, at du har været i hæren.”

“Jeg har gjort min pligt. Knap tre år uden at sætte foden på amerikansk jord. Hvorfor?”

“Altså en stærk og modig mand, der kan klare sig under svære vilkår. Hvilket betyder, at du er præcis den rette hombre for mig.” Han hev et bundt sedler på størrelse med en knyttet næve frem. Der var flere penge, end Archer havde tjent i fængslet eller nogen andre steder.

Manden bladrede fem tyvedollarsedler ud af bundtet og lagde dem på baren. 

Archer gjorde ingen ansatser til at række ud efter dem.

“Nå?” sagde manden. 

“Når en gut deler penge ud på den måde, forventer han noget af en. Jeg venter på detaljerne.”

Manden skoggerlo igen og klappede Archer på skulderen, lidt hårdere end nødvendigt. Han skar en grimasse og rystede hånden. 

“Hvad fanden, soldat, er du lavet af sten eller hva’?”

“Eller hva’,”sagde Archer.

“Jeg kan godt lide at betale for potentialer. Og jeg stoler på min mavefornemmelse. Måske kan vi lave forretninger?”

Archer rakte stadig ikke ud efter pengene. Han bundede det sidste af sin drink og stillede glasset fra sig. Han sagde ingenting, og en stund tav manden også.

Blikkene fra alle de omkringstående flakkede mod det lille selskab og så væk igen. Måske skyldtes det synet af pengene på baren. Måske skyldtes det en ikke synlig energi, der var på færde mellem de to mænd. Og kvinden var et dejligt vedhæng til, hvad det end var, der foregik.

Manden tog sig god tid om at finde en cigar frem fra lommen, pillede øvet cellofanen af med en lille springkniv og skar enden af med samme. Så lagde han kniven væk, lod cellofanen falde ned på baren – hvor bartenderen med det samme samlede den op – og tændte cigaren med en platinlighter. Han pulsede hårdt på cigaren, til der var godt gang i den, lagde lighteren i lommen og så på Archer, der fascineret havde fulgt med i mandens præcise bevægelser.

Manden holdt cigaren op. “Den her er fra Cuba. Verdens bedste. Sådan foretrækker jeg alt i mit liv.”

Archer så igen på kvinden. “Det kan jeg se.”

“Tilbage til forretningerne. Du kan gøre noget for mig. Pengene der er din betaling.”

“Jeg lytter.”

“Der er en mand, der skylder mig noget. Jeg vil gerne have, at du inddriver det for mig.”

“Hvilken mand og hvad for ‘noget’ drejer det sig om?”

“Han hedder Lucas Tuttle. Bor et godt stykke ude ad vejen. Og det ‘noget’ er hans Cadillac.”

“Hvorfor skylder han dig sin Cadillac?”

“Jeg lånte ham nogle penge, og han har ikke betalt dem tilbage. Bilen er sikkerhed for lånet.”

“Måske har han glemt det. Den slags sker.”

Manden pegede på pengene på baren. “Hundrede dollars. Tag dem eller lad være.”

Han slog asken af cigaren midt på baren. Den tynde bartender kom endnu en gang til syne og tørrede asken op med en klud.

Archer greb et askebæger fra baren foran den store landmand, der skyllede highball drinks ned i et alarmerende højt tempo. Han stillede det lige under mandens cigar, hvilket fik bankmanden til at smile hånligt.

“Jeg må vide noget mere,” sagde Archer. “Som for eksempel hvordan jeg ved, at han skylder dig noget som helst? Jeg tager derud og snupper hans bil. Det er tyveri. Det ryger man øjeblikkeligt i spjældet for. Forstår du, hvad jeg mener? Så jeg har brug for at vide, om du binder mig en historie på ærmet her.”

Manden nikkede anerkendende. “Jeg kan godt lide en mand, der er påpasselig. Sådan er jeg også selv.” Han så på sin dame. “Er jeg ikke påpasselig, Jackie?” Han gav hendes højre balle et hårdt klem, som fik hende til at skære en lille grimasse.

Skabningen, der hed Jackie, så på Archer, måske for at gøre opmærksom på, at hun stadig var betydningsfuld, og vendte sig så pligtskyldig mod sin mand, før hun talte. “Påpasselig som en ung kvinde i nærheden af en fuld mand.” Hendes stemme var overraskende hæs og sikker. Den nærede enhver fantasi om hende, som Archer havde.

Manden lagde cigaren i askebægeret og trak noget op fra inderlommen. Det var en stak krøllede papirer. Han foldede og glattede dem ud og lagde dem på baren. Siderne var dækket med en lille, trykt skrift.

“Det her er en låneaftale. På fem tusinde dollars. Det er det beløb, jeg lånte Tuttle. I god tro og det hele. Manden havde brug for penge, og han kom til mig. Jeg lånte ham kontanterne af min egen lomme. Du kan se beløbet her og hans underskrift der. Og så på denne side.” Han bladrede videre til et andet stykke papir. “Her er den sikkerhed, jeg krævede for lånet, og som han stillede. Du kan læse det lige der.” Han gjorde en pause. “Vent lidt. For du kan da læse, ikke? Det ville nok ikke fungere for os, hvis du ikke kan.”

“Jeg kan læse,” sagde Archer lettere utålmodigt, for det var sådan, han havde det. “Gik endda to år på college, før krigen kom ind i billedet.”

Her fangede han kvindens blik. Det virkede, som om hun nu så ham i et nyt og måske bedre lys.

Han lod øjnene løbe ned over papiret.

“Cadillac sedan 62-serien fra 1947, mørkegrøn. Og nummerpladen er også skrevet ned.”

Manden pegede på siden. “Det er rigtigt. Den er sikkerhed for lånet, som ikke er tilbagebetalt. Det er den, jeg gerne vil have dig til at hente for mig.” 

Archer kløede sig på hagen. “Okay. Jeg har et enkelt spørgsmål.”

“Fyr løs.”

“Det er ikke personligt ment, men hvordan kan jeg vide, at han ikke allerede har betalt dig pengene tilbage?”

“Nu er hjernen i omdrejninger. Det kan jeg godt lide. Men her er, hvordan du kan vide det. Hvis manden havde tilbagebetalt lånet, ville han have fået disse papirer retur. Det faktum, at jeg stadig har dem, viser, at det ikke er sket. Tuttle er en klog mand, og han ville aldrig slippe pengene uden at få disse i stedet. Ser du, det er lige så godt som kontanter. Lige så kontant som disse fem tyvere, lige der. Og du kan se datoen, hvor lånet skulle have været betalt.” Han bladrede tilbage til den første side og pegede med en hård finger på en linje. “Lige der. Læs det. Kom nu.”

Archer læste og regnede hurtigt efter. “Datoen var præcis to måneder siden i går.”

“Det er rigtigt.”

“Jeg har et spørgsmål mere.”

“Du er sandelig vild med spørgsmål,” sagde manden, og Jackie fnisede.

“Hvordan kan det være, at datoen er overskredet med to måneder, og du stadig hverken har fået pengene eller bilen? Du virker ikke som en mand, der umiddelbart bare flyder over af gavmildhed.”

Manden så på Jackie. “Den herre her skal man holde fast i, det siger jeg dig, Jackie.”

Jackie sendte Archer et beundrende blik og fnisede igen. 

“Er hun din hustru?” spurgte Archer, selvom han ikke kunne se nogen ring på hendes finger. 

“Jeg har en hustru, men det er ikke hende her,” sagde manden henkastet.

Jackies fnisen forstummede, og hun så ydmyget på Archer. Hun tog endnu en tår af sin alligatorsump. “Der er ingen grund til at være grov,” sagde hun.

Manden så på hende med et udtryk, som Archer havde set mange gang før hos mænd, især på barer. Det var et udtryk, han aldrig havde brudt sig om.

“Jeg bad ikke om din mening, gjorde jeg vel, Pusser?”

“Nej, men altså …”

Hans hånd fór frem, greb hende hårdt om det ene håndled og klemte til. “Så hold din forpulede kæft. Forstår du det?”

Archer spændte musklerne og skulle lige til at rive mandens hånd fri, da han fangede et blik fra Jackie, der tavst bad ham om ikke at gøre noget i den retning. Archer lænede sig tilbage op ad baren, mens fyren gav Jackies hånd et sidste vrid og så skubbede den væk, mens han pinte hende med et tilfredst blik. “Bare så vi forstår hinanden, skat.” Han vendte sig igen mod Archer, som om intet var sket.

“Nå?” spurgte Archer afventende og skjulte sin vrede.

“Sandheden er, at jeg har forsøgt at indkassere gælden. Mr. Tuttle er bare ikke i stand til at indfri den.”

“Og hvor mange har du betalt hundrede dollars for at forsøge at klare sagen for dig?”

“Jeg indrømmer, at du ikke er den første. Det præcise antal vil jeg gerne holde privat. Men jeg må sige, at Lucas Tuttle ikke er en fyr, man har lyst til at være for meget sammen med.”

“Og hvad så, hvis det ikke lykkes for mig? Får jeg så lov til at beholde pengene?”

“Det kommer an på, hvor stor din indsats var. Altså, du kan jo ikke bare slentre derud og gøre et halvhjertet forsøg på at hente min sikkerhed for lånet og så forvente at få pengene, vel?”

“Det forestiller jeg mig heller ikke. Men det er dig, der efterfølgende vurderer min indsats?” 

“Det ville være mig, men jeg er en retfærdig mand. Ville ikke kunne have været forretningsmand så længe, hvis jeg ikke var.”

“Og hvis jeg ikke lever op til dine forventninger, skal jeg give dig disse tilbage?”

“Faktisk så forlader du ikke baren med pengene, før du giver mig bilen eller tydeligt viser, at din indsats på tilfredsstillende vis lever op til mine forventninger. Jeg lagde dem bare der som en tilskyndelse.”

“Hvad nu, hvis jeg har udgifter i forbindelse med at få fat på dit tilgodehavende? Hvordan skal jeg betale for dem uden forskud? Kan du se mit problem?”

“Hvilken slags udgifter?”

“Udgifter jeg måtte have, indtil jeg finder ud af, hvordan landet ligger, og hvordan ham mr. Tuttle ser ud. Den slags.”

Manden så mistænksomt på Archer, så på pengene og så tilbage på Archer.

“Du er den første, der bringer det på bane.”

“Nå, men jeg forsøger bare at se lidt frem. Hvis jeg klarer denne sag for dig, er der måske flere muligheder for mig her i Poca City, som du sagde.”

“Hvor stort forskud taler vi om?” spurgte manden stadig mistænksomt.

“To tyvere skulle kunne gøre det.”

Manden tog et par sedler frem og rakte dem til ham. “Jeg stoler på dig. Hvad er dit navn, soldat?”

“Aloysius Archer.”

“Det er sgu noget af et navn. Er det det, du bruger, knægt?”

Archer rystede på hovedet. “Det er for svært at stave, og de fleste kan ikke udtale det. Jeg kalder mig Archer.”

Han rakte hånden frem. “Jeg hedder Hank, Hank Pittleman.”

“Mr. Pittleman, lad mig se, hvad jeg kan gøre ved sagen. Men hvis jeg skal hente bilen til dig, betyder det så ikke, at han skal have de papirer, du viste mig, som kvittering? Skal jeg ikke have dem med derud?”

Pittleman smilede, tog et dybt sug på cigaren og rystede på hovedet. “Næ, nej. Sådan spiller vi ikke, Archer.”

Archer kneb øjnene sammen og forsøgte at se gennem gardinet af cigarrøg. “Så fortæl mig, hvordan vi spiller.” 

“Som med dine udgifter, hvordan kan jeg så vide, hvad jeg får for en Cadillac 1947? Jeg får måske fem tusinde for den, selvom jeg sgu tvivler på det. Det var dumt af mig ikke at bede om mere i sikkerhed.” Nu så han på Jackie. “Måske er jeg bare for blød om hjertet. Pointen er, Archer, at selvom et mirakel skulle indtræffe, og jeg fik en stakkels idiot til at give mig fem tusinde for bilen, så ville gælden ikke være ude af verden. Der er jo løbet renter på. Jeg bliver nødt til at få noget ud af mine penge. Det forstår du godt, ikke? Penge hverken er eller skal være gratis. Hvis vi siger, jeg sælger Cadillac’en for tre tusinde, så skylder Tuttle mig stadig to tusinde mere plus renter. Og plus mine omkostninger ved at indkassere gælden.” Han bankede let på bunken af tyvere. “Som det her. Det løber op.”

“Mr. Tuttle har gravet sig et dybt hul.”

Et smil bredte sig over Pittlemans ansigt. “Jeg tvang ham jo ikke til at tage imod mine penge, vel?”

“Du har hans adresse og kan fortælle mig, hvordan man kommer dertil, ikke? Jeg kender ikke området.”

Pittleman tog en tyk blyant frem og skrev noget ned på en serviet, som han skubbede over til Archer. “Hvornår regner du så med at udføre arbejdet?” spurgte han og lagde blyanten tilbage i lommen.

“Snart.”

“Hvad betyder snart?”

“I nær fremtid.”

Han lagde tyverne i sin jakkelomme.

Pittleman så på ham. “Du ved godt, at jeg nu bare teknisk set har lånt dig nogle penge. Selvom vi ikke har udvekslet et stykke papir mellem os for at huske aftalen. Men mine penge hænger godt fast til mig. Ligesom i Tuttles tilfælde. Og jeg kræver ærlighed og integritet af mine samarbejdspartnere. Det samme forventer jeg af mig selv.”

“Jeg har i sinde at levere begge dele, mr. Pittleman.”

Som svar fandt Pittleman endnu en gang springkniven op fra sin jakkelomme, åbnede den og spiddede de resterende tyvere fast til bardisken. Knivbladet svajede som et fyrretræ i vinden.

“Jeg tager dig på ordet.”

Archer så ikke engang på kniven eller bundtet af tyvere. “Hvor kan jeg oftest få fat på dig?”

“Lige her på samme tid. Alle ugens dage undtagen lørdage og søndage og helligdage.”

“Hvor du er i kirke?”

“Nej, hvor jeg er sammen med min kære, elskede hustru.”

Pittleman tog sig pludseligt til hovedet og skar en grimasse af smerte.

“Er du okay?” spurgte Archer og lagde en hånd på mandens skulder.

“Ja, det skyldes sikkert bare den billige sprut.”

Pittleman rettede sig op igen og tog sin kniv og lod den glide tilbage i inderlommen efter at have lukket den. “Jeg regner med, at du vil bringe mig gode nyheder, Archer.”

Archer løftede på hatten, først mod Jackie og så mod Pittleman.

“Jeg skal gøre mit bedste.”

“Du mener, du vil gøre mit bedste?”

“Kan det være anderledes?”

Archer gik mod døren, mens de fleste ved baren, Pittleman og Jackie i særdeleshed, fulgte ham med blikket.

Han slæbte ikke længere på fødderne. Han gik oprejst, spændstigt og rask, som enhver fri mand med en god portion penge på lommen ville.


Aloysius Archer er en direkte og ærlig mand, krigsveteran fra Anden Verdenskrig. Han er også netop kommet ud på prøveløsladelse, efter at have været fængslet for en forbrydelse, han ikke begik. Med en lang list over ting han skal, og en endnu længere over dem, han skal undgå, begynder Archer sit nye liv i den lille by Poca. Han får hurtigt et job som gældsindriver for byens største forretningsmand, men jobbet viser sig ikke at være så lige til, som det ser ud.

Da et mord bliver begået, falder mistanken på den tidligere straffede Archer, og han indser, han må bruge al sin snilde til at finde den virkelige morder, inden han bliver sendt tilbage i fængsel. En hæderlig mand er første bind i ny krimiserie om Aloysius Archer.

Du kan købe En hæderlig mand online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.


LÆS OGSÅ: 15 krimier du skal læse i løbet af sommeren