Farligt øjenvidne af David Baldacci vil få dit hjerte til at ræse af spænding. Fortællingen udspiller sig i Washington D.C., og med det Hvide Hus som baggrund udfolder en medrivende mordhistorie sig. Læs et uddrag af bogen herunder.
I Farligt øjenvidne af David Baldacci følger du indbrudstyv Luther Whitney, der overværer et mord fra et klædeskab, hvor han gemmer sig. Gerningsmanden er ikke bare hvem som helst. Morderen er nemlig den amerikanske præsident, og ofret er hans unge kone.
Whitney slipper væk med en blodig brevåbner, som kan forbinde præsidenten til mordet. Men hvad skal der til for at vælte verdens mest magtfulde mand?
LÆS OGSÅ: David Baldacci: Advokaten, der blev spændingsforfatter
Jack Graham er succesrig advokat for finansverdenens top. Men han bliver indblandet i den lyssky affære, da han bliver kontaktet af Whitney. Med kontakten til Whitney følger et møde med hans datter, Jacks tidligere forlovede.
Læs to kapitler af Farligt øjenvidne af David Baldacci herunder.
Farligt øjenvidne
David Baldacci
KAPITEL 1
Han havde slukket lygterne og holdt let om rattet, mens han langsomt standsede bilen helt. Dækkene smed de sidste par småsten ud til siderne, og så blev der helt stille. Han ventede et øjeblik, mens hans øjne vænnede sig til mørket, hvorefter han hentede en slidt, men effektiv natkikkert frem. Selvsikkert og roligt betragtede han huset. Der lå en kanvastaske ved siden af ham på forsædet. Bilens indre var falmet og slidt, men rent.
Den var desuden stjålet – fra et af de mest usandsynlige steder.
Et par miniaturepalmer dinglede fra bakspejlet og fik ham til at smile barsk. Forhåbentlig var han meget snart selv på vej til et land med mange palmer. Med blåt glasklart vand, slørede, røde solnedgange og sene morgener. Men foreløbig måtte han ud af bilen. Nu var tidspunktet lige akkurat det rette. Det havde han hver gang sagt til sig selv, men denne gang var han helt sikker på det.
Luther Whitney var seksogtres og folkepensionist med sygesikringskort. I den alder havde de fleste mænd indstillet sig på deres anden karriere som bedstefædre og medopdragere af deres børnebørn, mens de trætte lemmer søgte hvile i en god lænestol, og forkalkningen langsomt forringede blodomløbet.
Men i hele sit liv havde Luther kun haft én karriere, nemlig at bryde ind i andre menneskers hjem eller firmaer, sædvanligvis om natten, som nu, for at tage så mange af disse menneskers ejendele med sig, som han kunne slæbe.
Det var en klart ulovlig foretagsomhed, men på den anden side havde Luther aldrig affyret en skyder eller stukket med kniv bortset fra dengang, da han deltog i den skøre krig mellem Nord- og Sydkorea. Enkelte gange havde han desuden forsvaret sig, men kun med næverne i diverse beværtninger, hvor drikkevarerne havde gjort en og anden gæst modigere, end fornuftigt var.
Luther havde kun ét kriterium, når han udvalgte sine ofre: Han stjal udelukkende fra dem, som havde rigeligt råd til at blive bestjålet, og anså ikke sig selv for at være væsensforskellig fra de myriader af mennesker, som altid sværmede om velhavere for at lokke dem til at købe ting, som de overhovedet ikke havde brug for.
En ikke ringe del af sin godt tresårige tilværelse havde han tilbragt i diverse forbedringsanstalter på Østkysten, først de blidere etablissementer, senere de mere hårdkogte. Hårde domme i tre forskellige delstater hang som tunge sten om hans hals. År var blevet skåret ud af hans tilværelse. Men dét var der jo ikke noget at gøre ved nu.
Han var efterhånden blevet så dygtig, at han kunne gøre sig håb om at undgå en fjerde dom. Hvis han blev taget igen, var hans skæbne stensikker: tyve år uden mulighed for prøveløsladelse, hvad der i hans alder simpelthen var en dødsdom. Så kunne de lige så godt riste ham i stolen, og det var da også delstaten Virginias reaktion mod sine allersorteste får.
Borgerne i denne historiske stat var gennemgående gudfrygtige mennesker med en bibelsk retfærdighedssans, som havde sikret, at der var tilstrækkeligt mange dødsceller til disposition, men ikke for simpelt indbrud. Selv Virginias frommeste satte en grænse.
Trods den åbenlyse risiko kunne han ikke få blikket fra huset – lystejendommen eller palæet, eller hvad det nu burde kaldes. Det havde interesseret ham indgående i temmelig mange måneder. Og nu skulle interessen udløses i handling.
Middleton, Virginia. Tre kvarters kørsel mod vest fra Washington, D.C. Området med de enorme ejendomme, de obligatoriske Jaguarer og væddeløbshestene, som havde kostet formuer. The Coppers, hed ejendommen ironisk nok. For “copper” er et andet slangord for strisser.
Adrenalinrusen, som susede op hver gang, var fantastisk. Sådan, tænkte Luther, følte en stjernespiller på et af de berømte baseballhold det sandsynligvis, når tingene pludselig faldt helt i hak, når tilskuerne sprang op, og halvtreds tusind par øjne stirrede på den samme, mens alle holdt vejret, til boldtræet glimtede i luften.
Luther så sig omhyggeligt om til alle sider. Her og dér blinke- de en enkelt ildflue til ham. Ellers var han helt alene. Et øjeblik lyttede han til cikadernes sang, som regelmæssigt steg og sank, og så hørte han dem ikke længere. Han kørte lidt længere hen ad asfaltvejen, hvorefter han bakkede ind på en grusvej, der endte midt i en gruppe træer.
Hans jerngrå hår var dækket af en sort skihue. Hans vejrbidte ansigt var sværtet sort med kamuflagecreme. De grønne øjne var rolige, hagen solid, og hans magre skikkelse var stadig velforsynet med seje muskler. Han havde ikke ændret udseende ret meget siden sin tid i specialtropperne. Nu steg han ud af bilen.
Skjult bag et træ betragtede han sit mål. Som så mange af den slags landejendomme blev The Coppers ikke drevet som et egentligt landbrug eller stutteri. Der var en gigantisk smedejernsport ophængt på to murede piller, men intet hegn. Man kunne spadsere lige ind på området enten fra vejen eller fra den nærliggende skov. Luther valgte at gå den vej ind.
Han var to minutter om at nå kanten af den majsmark, som stødte op til parken omkring hovedbygningen. Ejeren havde tydeligvis ikke brug for hjemmeavlede grønsager, men havde taget rollen som lokal godsejer alvorligt. Dét beklagede Luther på ingen måde, for majsmarken gav ham dækning næsten helt hen til husets hoveddør.
Han ventede et kort øjeblik, hvorefter han forsvandt ind i den tætte bevoksning af majsplanter. Jorden mellem dem var næsten helt fri for løse sten og nedfald, og hans tennissko var lydløse, hvad der var afgørende, for i disse omgivelser hørtes selv den svageste lyd på lang afstand. Han så hele tiden frem for sig, for hans veltrænede fødder fandt af sig selv vej frem hen over den svagt uregelmæssige jord. Natten var kølig efter den varme sommerdag, men ikke så kølig, at hans ånde kunne ses af mulige søvnløse øjne.
I den netop forløbne måned havde Luther omhyggeligt og mange gange kontrolleret og fastlagt det detaljerede tidsskema for operationen, hver gang med et kort ophold i udkanten af majsmarken, inden han skulle videre over ingenmandslandet. I tankerne havde han gennemarbejdet hver eneste bevægelse hundreder af gange, indtil han kunne hele forløbet på rygmarven.
Hvor selve området omkring huset begyndte, krøb han sammen og så sig igen nøje om. Der var ingen grund til unødigt hastværk. Der var ingen hunde, og det var fint. Ingen, selv ikke den yngste og hurtigste, kan løbe fra en hund. Men det var hundenes støjen, som skræmte mænd som Luther.
Der var heller ingen alarmer omkring grunden, sikkert på grund af de utallige falske alarmer, som uvægerligt ville blive udløst af egnens utallige rådyr, egern og vaskebjørne, som ustandselig var på færde overalt. Til gengæld ville Luther om få øjeblikke blive konfronteret med en umådeligt avanceret lås med tilhørende alarm, som skulle neutraliseres på ikke over treogtredive sekunder inklusive de ti sekunder, som det ville tage at fjerne kontrolpanelet.
Det private vagtselskabs sikkerhedspatrulje var passeret forbi for en halv time siden. Det formodedes, at strisserkopierne varierede tiderne for deres runder, så de visse aftener og nætter kom forbi hver time. Men en måneds iagttagelser havde lært Luther vagtselskabets praksis. Der ville nu gå mindst tre timer, inden en ny patrulje kom forbi på ejendommen. Og så lang tid havde han slet ikke brug for.
Der var buldermørkt i haven, og de tætte prydbuske, alle indbrudstyves bedste hjælpere, gav fin dækning helt op til huset. Han betragtede hvert af vinduerne meget nøje, sorte og tavse alle sammen. Han havde overværet afrejsen sydpå for to dage siden og havde omhyggeligt noteret sig samtlige husets ejere og ansatte i optoget. Og den nærmeste landejendom lå små fire kilometer fra The Coppers.
Han tog en dyb indånding. Han havde planlagt hver eneste detalje af operationen uhyre nøje, men sandheden var, at man aldrig kunne forudse alting. Han løsnede grebet om sin rygsæk, gik med lange rolige skridt tværs over plænen og stod ti sekunder senere foran en tyk massiv trædør i en forstærket stålramme. Den var forsynet med et kostbart låse- og alarmsystem, som ansås for at være det bedste, der fandtes. Men dét bekymrede ikke Luther det fjerneste.
Han tog en kopi af dørnøglen op af sin jakkelomme og stak den i nøglehullet, men uden at dreje den om.
I stedet lyttede han et par sekunder. Derefter lagde han rygsækken fra sig og skiftede sko for at undgå ethvert spor af jord eller mudder inde i huset. Så klargjorde han sin elektriske skruetrækker, som kunne åbne ind til låsens elektronik ti gange hurtigere, end han ville kunne gøre det med håndkraft.
Det næste udstyr, som han forsigtigt tog op af rygsækken, vejede præcis 170 gram og var en smule større end en sædvanlig lommeregner, og med undtagelse af hans datter var tingesten hans livs bedste investering. Han kaldte apparatet Vidunderet med henvisning til dets særlige hjernevirksomhed, og det havde hjulpet ham perfekt under hans tre seneste indbrud.
De fem tal, som udgjorde husets sikkerhedskode, kendte Luther allerede og havde indtastet dem i sin computer. Rækkefølgen kendte han imidlertid ikke, og den vanskelighed skulle nu opklares af den lille metaltingest, som var en meget speciel minicomputer. Den skulle løse gåden, hvis han ønskede at undgå de øresønderrivende vræl, som ville blive udstødt af de fire lydkanoner, der var placeret i hjørnerne af den knap tusind kvadratmeter store fæstning, som han agtede at invadere.
Samtidig ville den navnløse computer, som han om et øjeblik skulle konfronteres med, tilkalde politiet. Til overflod var huset desuden forsynet med trykfølsomme vinduer og gulvplader samt ekstra sikrede dørmagneter, og intet af alt dette ville betyde det allermindste, hvis Vidunderet kunne hente kodetallenes rækkefølge ud af alarmsystemets greb.
Han betragtede nøglen i døren, og med en velindøvet bevægelse hægtede han Vidunderet til sit bælte, så apparatet hang ved hans side. Nøglen gled let rundt, da han drejede den i låsen, og han gjorde sig klar til at blokere den næste lyd, som han nu ville høre, det sagte bip fra sikkerhedssystemet. Det forkyndte den uundgåelige katastrofe, som ventede den ubudne gæst, hvis han ikke afgav det korrekte svar inden for tidsfristen og ikke så meget som ét mikrosekund senere.
Han skiftede sine sorte læderhandsker ud med et par smidigere handsker af plastic, som var forsynet med et ekstra lag over fingerspidserne og håndfladerne. Han efterlod aldrig det mindste bevismateriale. Han trak vejret dybt, åbnede døren og hørte i samme nu sikkerhedssystemets skingre bippen. Han skridtede i en fart gennem den store forhal hen til alarmpanelet.
Den elektriske skruetrækker snurrede lydløst, og de seks skruer faldt ned i Luthers hænder og blev midlertidigt anbragt i en lille beholder på hans bælte. Tynde ledninger fra Vidunderet glimtede i månelyset, som sivede ind gennem vinduet ved døren, hvorefter Luther som en kirurg, der undersøger en patients bryst, fandt det rigtige sted, tilsluttede ledningerne og tændte for apparatet.
Fra forhallens modsatte side stirrede et rødt øje på ham. Den infrarøde detektor havde lokaliseret ham. Mens sekunderne tikkede forbi, ventede øjet tålmodigt på, at sikkerhedssystemets “hjerne” skulle afgøre, om den besøgende var ven eller fjende.
Hurtigere end noget øje kunne følge rullede tallene over Vidunderets display, mens den tid, der var til rådighed, blev nedtalt øverst til højre i displayet.
Fem sekunder gik, hvorefter tallene 5, 13, 9, 3 og 11 kom frem på displayet og blev der.
Den advarende bippen ophørte omgående, da sikkerhedssy- stemet blev neutraliseret, og det røde lys blev grønt, hvorefter Luther kunne gå i gang med sit egentlige arbejde. Han fjernede ledningerne, skruede frontpladen på igen, lagde sit udstyr tilbage i rygsækken og låste derefter omhyggeligt hoveddøren.
Husets store soveværelse lå på tredje etage, hvortil der var en elevator fra stueetagen, men Luther foretrak trapperne. Jo mindre han var afhængig af noget, som han ikke havde fuld kontrol over, des bedre. At sidde fast i en fremmed elevator indgik ikke i hans arbejdsplan.
Han betragtede detektoren, hvis rektangulære mund nu smilede ned til ham fra loftet, og derefter gik han op ad trappen.
Døren til det store soveværelse var ikke låst. Han fandt hurtigt sin svage, særligt afskærmede lommelampe frem og gav sig tid til at se sig om. Et grønt lys fra et kontrolpanel ved siden af døren til soveværelset brød mørket.
Huset var bygget for mindre end fem år siden. Luther havde undersøgt dette på det lokale domhus og havde endda set tegningerne til huset i ejendomsstyrelsen, fordi huset var så stort, at der krævedes en særlig byggetilladelse fra de lokale myndigheder – som om de nogensinde havde drømt om at sige nej til de superriges planer.
Der var ingen overraskelser i tegningerne. Huset var stort og solidt og mere værd end de mange millioner, som dets nuværende ejer kontant havde lagt på bordet.
Faktisk havde Luther besøgt huset én gang tidligere, endda i fuldt dagslys og med folk alle vegne. Han havde været inde i netop dette værelse og havde set alt, hvad han havde brug for at se. Og det var årsagen til, at han nu stod dér, hvor han stod. Seks tommer tyk loftstuk svævede over ham, mens han knælede ned ved siden af den gigantiske himmelseng. Ved siden af den stod et natbord med et lille sølvur, den nyeste kærlighedsroman og en antik forsølvet papirkniv med et tykt læderskaft.
Alt i værelset var stort og dyrt. Der var tre enorme indbyggede skabe, hvert på størrelse med opholdsstuen hjemme hos Luther. To af dem var fyldt med kjoler, sko, tasker og samtlige andre slags kvindeligt tilbehør, som det lod sig gøre at spilde penge på. Luther skottede til de indrammede fotografier på natbordet og smilede skævt ad den et par-og-tyveårige lillemor ved siden af ægtemanden, som for længst havde passeret de halvfjerds. Der var mange slags lotterier i denne verden, og de blev ikke alle sammen drevet af staten.
Adskillige af fotografierne fremviste husets frue i diminutiv påklædning, og Luthers hurtige kig på garderobeskabenes ind- hold viste, at damens smag var på grænsen til det luder-agtige. Han så nærmere på det legemsstore vægspejl og betragtede nøje den smukt udskårne ramme om det, hvis sider var solide og tilsyneladende indbygget i væggen. Men Luther vidste, at der var omhyggeligt skjulte hængsler femten centimeter fra både over- og underkant.
Han rettede atter opmærksomheden mod selve spejlet. Han havde den fordel, at han for et par år siden havde set et lignende arrangement, som han dog ikke havde haft planer om at bryde ind i. Men gevinsten på den anden side af dette spejl var, vurderede Luther, mindst ti gange større end de halvtreds tusind, som sandsynligvis havde skjult sig bag det første.
Med et brækjern kunne han nemt uskadeliggøre låsen i den udskårne ramme, men det ville koste dyrebar tid og efterlade et tydeligt signal om, at der havde været indbrud. Og selv om det forlød, at huset skulle stå tomt de næste mange uger, så kunne man aldrig vide, hvad der kunne ske. Når han forlod huset, måtte ikke det mindste antyde, at han havde været der. Selv efter ejernes hjemkomst kunne der sagtens gå mange dage, inden de kontrollerede deres boksrum.
Han gik hurtigt hen til det store tv, som stod op ad en af væggene. Den ende af værelset var arrangeret som en slags dagligstue med sirtsbetrukne stole og et stort sofabord. Luther betragtede de tre fjernbetjeninger, som lå på det. Den ene var til fjernsynet, den anden til videorecorderen, og den sidste ville nedskære hans natlige arbejdsbyrde med omkring halvfems procent.
Der var et mærke på hver af de tre fjernbetjeninger, som lignede hinanden temmelig meget, men et hurtigt eksperiment viste, at de to af dem styrede henholdsvis fjernsynet og videorecorderen, mens den tredje ikke påvirkede disse apparater.
Han gik tilbage gennem værelset, sigtede med fjernbetjeningen på spejlet og trykkede på dens røde knap. Spejldøren svingede lydløst op på de nu synlige hængsler, og styret af gammel vane lagde Luther omhyggeligt fjernbetjeningen tilbage, præcis hvor han havde taget den, hvorefter han trak en sammenrullet kanvaspose op af sin rygsæk og gik ind i boksrummet bag spejlet.
Han lod lyskeglen fra sin lygte glide hen over rummet og så til sin forbavselse, at der stod en lænestol midt i rummet, der så ud til at være to gange to meter stort. På lænestolens arm lå en fjernbetjening magen til den, som han netop havde brugt, øjensynlig for at sikre, at en bruger af boksen ikke kom til at lukke sig inde. Derefter så han nærmere på boksens hylder.
Pengesedlerne, som var nydeligt bundtet, forsvandt først ned i hans medbragte sæk. Derefter indholdet af smykkeæskerne, og det var så sandelig ikke simili. Der var ihændehaverpapirer for omkring to hundrede tusind dollars, to små kasser med antikke mønter og én med sjældne frimærker. Han ignorerede de dokumenter, som han ikke kunne omsætte uden videre, men regnede med, at udbyttet alligevel var på næsten to millioner dollars.
Han så sig igen omhyggeligt om i alle kroge. Boksens vægge var tykke og utvivlsomt brandsikrede. Men den var ikke hermetisk tillukket, for luften var frisk, ikke overgemt. Man kunne opholde sig i den i mange dage, hvis man fik lyst til det.
Limousinen havde fart på, og det samme havde kassevognen bag den, og de to bilers chauffører var dygtige nok til at klare kortegekørslen trods slukkede lygter.
I den store limo sad en mand og to kvinder, hvoraf den ene var temmelig fuld og gjorde sit bedste for at klæde både manden og sig selv af trods offerets ikke særlig energiske modstand.
Den anden kvinde sad over for dem med hårdt sammenpressede læber og gjorde tilsyneladende sit bedste for at ignorere den idiotiske scene med dens fnisen og stønnen. Men i virkeligheden holdt hun nøje øje med det, der foregik. På knæene havde hun en stor tæt beskrevet aftalebog, som i høj grad krævede mandens opmærksomhed, men han benyttede et øjebliks pusterum, mens hans ledsagerske hev sine sko af, til at skænke sig en ny drink.
Hans evne til at konsumere spiritus var ufattelig stor. Han kunne sagtens fordoble det kvantum, som han allerede havde drukket i aftenens løb, uden at det ville kunne ses på ham, og uden at han mistede kontrollen over sine bevægelser og sin stemme, hvad der ville have været katastrofalt for en mand i hans position.
Hun var tvunget til at beundre ham, hans fundamentale grovhed, som ikke forhindrede ham i at fremstå for offentligheden som den stærke rene helt, der nok var et menneske som alle andre, men alligevel en stor mand. Hver eneste kvinde i Amerika var forelsket i ham, i hans klassisk flotte udseende, hans umådelige selvsikkerhed og dét, som han repræsenterede. Og han gengældte den almindelige beundring med en ganske utidig lidenskab, som forundrede hende.
Uheldigvis sigtede den lidenskab aldrig på hende trods de subtile signaler, de lidt for langvarige berøringer, de tidlige morgenmøder, hvor han endnu var frisk, de seksuelle hentydninger under deres strategiske drøftelser. Men indtil tiden var inde – og før eller senere ville den komme, forsikrede hun sig selv – ville hun være tålmodig.
Hun så ud ad vinduet. Episoden trak for længe ud og var ved at komme på tværs af en masse. Hun snerpede misbilligende munden sammen.
Luther hørte de to biler svinge ind i indkørslen. Han skyndte sig hen til et vindue og så kortegen svinge bag om huset, hvor bilerne ikke længere kunne ses ude fra vejen. Fire personer steg ud af limoen, én af kassevognen. Han forsøgte hurtigt at gætte, hvem det var. For få til at være husets ejere, der uventet var vendt tilbage. For mange til at være en kontrolpatrulje. Han kunne ikke skelne ansigterne.
Et øjeblik gættede han på, at et nyt indbrud var under opsejling, det andet på én nat. Men det ville være et alt for usandsynligt sammentræf. Desuden ankom indbrudstyve ikke til gerningsstedet i selskabstøj.
Han tænkte sig hurtigt om, mens han nu hørte støjen omme fra husets bagside. Det tog ham et sekund at forstå, at hans tilbagetog var afskåret, og at finde på, hvad han så skulle gøre.
I en fart tog han sin rygsæk, løb hen til alarmpanelet ved døren og aktiverede husets sikkerhedssystem, mens han samtidig takkede skæbnen for sin talhukommelse. Derefter smuttede han ind i boksen og lukkede omhyggeligt døren. Han gik helt ind i bunden af boksen og indstillede sig på at vente.
Han forbandede sit uheld. Alt var ellers gået så glat. Så rystede han på hovedet og tvang sig til at trække vejret regelmæssigt. Det var som at flyve. Jo oftere man fløj, des større blev risikoen. Nu måtte han håbe på, at de, der var på vej ind, ikke kom for at anbringe et eller andet i husets private bankboks.
Et latterudbrud fulgt af summen af mange stemmer trængte op til ham sammen med den høje bippen fra alarmsystemet. Øjensynlig havde de dernede besvær med koden. Sveden sprang frem på Luthers pande, mens han forudså, at alarmen om et øjeblik ville eksplodere, hvorefter politiet i næste nu ville afsøge hver eneste krog af huset og naturligvis begynde med boksen.
Han forestillede sig, hvordan han ville reagere, mens spejldøren blev åbnet, og lyset strømmede ind. Derefter de stirrende ansigter, pistolerne, oplæsningen af hans rettigheder. Han var lige ved at le. Fanget som en rotte i en fælde. Han havde ikke røget i næsten tredive år, men netop nu længtes han desperat efter en cigaret. Han stillede forsigtigt sin rygsæk fra sig.
Tunge trin på egetræstrappen. De derude forsøgte ikke at skjule, at de var der. Efter lyden anslog Luther, at de var fire, måske fem. De forlod trappen og gik hen mod soveværelset.
Døren blev åbnet og peb ganske svagt. Luther tænkte sig grundigt om. Han havde samlet alting op eller sat det nøjagtigt tilbage på plads. Det eneste, han havde rørt ved, var fjernbetjeningen, som han havde lagt meget nøjagtigt på det sted på sofabordet, som det svage mønster i støvet angav. Nu kunne han kun høre tre stemmer, to kvinder og én mand. Den ene af kvinderne var fuld, kunne han høre, den anden tydeligvis ædru.
Mrs. Ædru forsvandt, døren blev lukket, men ikke låst, og mrs. Fuld og manden var alene i soveværelset. Hvor var de andre blevet af? Hvor var mrs. Ædru gået hen? Der blev igen fniset, og skridt nærmede sig vægspejlet. Luther trak sig længst muligt ind i det bageste hjørne og håbede, at lænestolen ville dække ham, men vidste, at det gjorde den ikke.
Så ramte det stærke lys ham lige i øjnene, og hans lille mørke verden blev så brat lys som den klare dag, at han næsten gispede. Han blinkede hurtigt med øjnene, mens hans pupiller trak sig sammen. Men der lød ingen skrig, og der var hverken ansigter eller trukne pistoler.
Omsider, efter et helt minut, kiggede Luther forsigtigt frem bag lænestolen og fik et nyt chok. Det var, som om spejldøren var forsvundet, og nu stirrede han direkte ind i soveværelset. Han var nær ved at falde bagover, men genvandt balancen. Nu forstod han pludselig meningen med lænestolen.
Han genkendte begge de to i soveværelset. Kvinden havde han allerede set nu i aften – på fotografierne på natbordet: Lillemor med smag for de vovede kjoler.
Manden kendte han på en helt anden baggrund. Han var ikke dette hjems herre. Luther rystede langsomt på hovedet og åndede lydløst ud. Hans hænder dirrede, og han måtte bekæmpe et tilløb til kvalme, mens han stirrede ud i soveværelset.
Boksdøren var et énvejs spejl. Der var lys i soveværelset og mørkt i boksen, så det var, som om han betragtede en gigantisk tvskærm.
Og nu så han det og måbede: Diamanthalsbåndet om kvindens hals. To hundrede tusind dollars værd efter hans sagkyndige vurdering, måske mere. Netop den slags smykker, som automatisk lægges i boksen, inden man går i seng. Så slappede han af, da han så hende tage halssmykket af og skødesløst lade det falde på gulvet.
Hans øjeblikkelige frygt lagde sig tilstrækkeligt til, at han kunne liste hen til lænestolen og forsigtigt sætte sig i den. Så her sad hendes mand altså og så hende blive bollet af en stribe andre mænd, indtil hun var totalt blød i bolden. Efter hendes udseende at dømme dyrkede hun sandsynligvis, unge fyre fra samfundets udkant. Men nattens gæst var fra en helt anden klasse.
Luther så sig om og lyttede efter andre lyde fra huset. Men hvad kunne han egentlig gøre? Trods tredive år som aktiv indbrudstyv havde han aldrig oplevet noget tilsvarende, så han holdt sig til det eneste mulige. Med kun et spejlglas mellem sig og den absolutte tilintetgørelse satte han sig stilfærdigt bedre til rette i den dybe lænestol og ventede.
KAPITEL 2
Tre husblokke fra De Forenede Staters massive Capitol åbnede Jack Graham døren til sin lejlighed, smed sin overfrakke på gulvet og styrede direkte ud mod sit køleskab. Med en øldåse i hånden slængte han sig derefter i den slidte lænestol i den lille opholdsstue og så sig eftertænksomt om, mens han nippede til øllet. En helt anden stil end det sted, som han netop kom fra. Et øjeblik strammedes hagemusklerne, mens tvivlen langsomt fortog sig. Men den ville vende tilbage, det gjorde den altid.
Igen et betydningsfuldt middagsselskab sammen med Jennifer, hans tilkommende hustru, samt hendes familie og deres omgangskreds af betydningsfulde politikere og forretningsmænd. I dét samfundslag havde man ikke venner, men forbindelser, som alle mentes at have deres bestemte funktion i helheden, selv om Jack stadig var en smule skeptisk på dét punkt.
Politikerne var som altid på jagt efter både stemmer og dollars, og kredsen blev fuldstændiggjort af de allestedsnærværende advokater, hvoraf Jack var én, en enkelt læge eller to som en reminiscens fra de gode gamle dage, samt et par samfundsstøtter med sociale interesser, hvilket skulle demonstrere, at magthaverne havde sympati for menigmands problemer.
Han tømte øldåsen og tændte for fjernsynet, mens han sparkede skoene af og draperede de elegant mønstrede sokker til fyrre dollars parret, som hans forlovede havde købt til ham, over lampeskærmen. Inden længe ville hun også pånøde ham et par seler til to hundrede dollars samt et håndmalet slips i samme farvenuancer. Lort! Han gned tæerne og overvejede en øldåse til.
Fjernsynet fangede ikke hans interesse, og han strøg en tyk mørk hårlok væk fra panden og overvejede for tusinde gang, hvor hans tilværelse egentlig styrede henad med en fart som en rumfærge.
Jennifers firmalimo havde kørt dem til hendes byhus i Northwest Washington, som Jack sandsynligvis skulle flytte ind i efter brylluppet. Hun hadede hans lejlighed. Brylluppet skulle stå om et halvt år, lynhurtigt ifølge brudens tidsfornemmelse, og nu sad han her med alvorlige betænkeligheder.
Jennifer Ryce Baldwin var så iøjnefaldende smuk, at kvinderne stirrede lige så ivrigt på hende som mændene. Hun var desuden smart og yderst kompetent, havde en grundmuret familieformue som baggrund og havde besluttet, at hun ville gifte sig med Jack. Hendes far var øverste chef for en af landets største bygge- og ejendomskoncerner, der udviklede og ejede butikscentre, kontorbygninger, radiostationer, faktisk alt tænkeligt på området, overalt var han med og klarede sig langt bedre end alle de andre.
Hendes oldefar på fædrene side var en af sin tids industribaroner fra Midtvesten, og hendes mors familie havde engang ejet en stor bid af Bostons centrum. Guderne havde fra starten smilet tit og opmuntrende til Jennifer Baldwin, og Jack kendte ikke én eneste fyr, som ikke var helvedes misundelig på ham.
Han vred sig irriteret i stolen, hans ene skulder var øm, han havde forsømt sin motion i en uge.
Han var efterhånden blevet toogtredive, men hans krop på en meter og femogfirs var stadig så hård som i high school, hvor han var en mand blandt drenge i samtlige sportsgrene; og på college, hvor konkurrencen var betydeligt større, var det alligevel lykkedes ham at skaffe sig et mesterskab som sværvægtsbryder samt en plads på det samlede førstehold, hvad der hjalp ham ind på University of Virginia, hvorfra han fik en af sin årgangs flotteste juridiske eksaminer, som prompte skaffede ham det ønskede job som beskikket forsvarer ved District of Columbias kriminalret.
De andre fra hans årgang havde omgående boret sig ind i de store advokatfirmaer og ringede ham ofte op med telefonnumre på psykiatere, som kunne hjælpe ham ud af hans momentane galskab. Han smilede og hentede øldåse nummer to, hvorefter køleskabet var tomt.
Jacks første år som beskikket forsvarer havde været svært, indtil han blev helt fortrolig med jobbet, og han tabte flere sager, end han vandt. Men tiden gik, og han blev kendt værdig til de tungere sager, som han kastede sig over med en ungdommelig begejstring, sit endnu uslebne talent og den sunde fornuft, som var hans vuggegave. Det forvandlede den indledende modvind til en kraftig medvind.
Han gik til biddet i retten og opdagede, at han havde et udpræ- get talent som procesadvokat og var lige så effektiv i et krydsforhør, som han havde været det på brydermadrassen. Han skaffede sig betydelig respekt og blev samtidig endog en afholdt advokat, og den konstellation ses kun sjældent.
Ved en faglig sammenkomst traf han Jennifer, som var under- direktør for udviklings- og markedsføringsafdelingen i Baldwin Enterprises. Hun var utrolig dynamisk, men havde samtidig evnen til at få den, som hun talte med, til at føle sig som en betydelig person. Hun lyttede til vedkommendes synspunkter, dog uden nødvendigvis at bøje sig for dem. Hun var en skønhed med mange andre aktiver end sit udseende. Sådan så det i hvert fald ud.
Der ville have været noget galt med Jack, hvis han ikke havde følt sig tiltrukket af hende. Hun gjorde det meget tidligt klart, at tiltrækningen var gensidig. Mens hun udadtil markerede, at hun var dybt imponeret af hans trang til at forsvare samfundets tabere, overbeviste hun ham samtidig gradvis om, at han havde gjort sit for staklerne, hvorfor han nu burde tænke på sig selv og sin fremtid, som hun måske ønskede at blive en del af.
Da han omsider sagde op, gav anklagerne et flot afskedsgilde for ham og var samtidig mærkbart lettede. De burde have fortalt ham, at der fremdeles var utallige tabere, som trængte til hans hjælp, og selv vidste han, at hans forsvarertilværelse havde skaffet ham en glad spænding, som han næppe ville genfinde andetsteds. Men det var på tide at bevæge sig videre. Selv en Jack Graham var nødt til at affinde sig med, at han nu var voksen.
Han slukkede for fjernsynet, tog en pose ristede majs, trådte over den dynge snavsetøj, der var smidt ved døren til soveværelset og gik derind. Han kunne ikke bebrejde Jennifer, at hun ikke brød sig om hans lejlighed. Han var et rodehoved.
Men selv om han havde været i stand til at opretholde den pinligste orden, ville hun aldrig være gået med til at bo her. Huset lå på den forkerte side af Capitol i et forkert kvarter, og plads var der jo ikke ret meget af, ikke i forhold til Jennifers hus på små fem hundrede kvadratmeter, når man ikke medregnede annekset til en tjenestepige samt den dobbelte garage, som husede hendes Jaguar og en splinterny Range Rover; som om nogen, der boede i Washington med dens umulige trafik, nogensinde kunne få brug for en bil, der kunne køre op ad et næsten lodret bjerg.
Han havde fire værelser, hvis han talte badeværelset med. Nu gik han ind i soveværelset, klædte sig af og smed sig på sengen. På væggen hang et lille indrammet dokument, som havde hængt på hans kontor, indtil han syntes, det kunne være nok. Det meddelte, at han var blevet ansat hos Patton, Shaw & Lord, hovedstadens førende advokatfirma, der havde hundreder af landets førende erhvervsvirksomheder som klienter inklusive hans vordende svigerfars koncern.
Han havde fået æren for at hente netop den klient hjem, og det garanterede et partnerskab i firmaet ved næste rokade. Et partnerskab hos PS&L betød en årsindtægt på mindst en halv million dollars, hvad der var små- penge for familien Baldwin. Men han var ikke en Baldwin, i hvert fald ikke endnu.
Han trak dynen op over sig. Huset, som han boede i, var ikke ordentligt isoleret. Han skyllede et par aspiriner ned med resten af en Cola på sengebordet, hvorefter han betragtede sit uordentlige soveværelse. Det mindede ham om hans barndoms værelse, en varm og venlig erindring. Et hjem skulle se ud, som om der faktisk var nogen, der boede i det, og genlyde af frydeskrig, når børnene tumlede fra værelse til værelse på jagt efter nye oplevelser og nye ting, som de kunne smadre.
Her var et andet af problemerne med Jennifer. Hun havde meget tydeligt ladet forstå, at lyden af små fødder var et fjernt fremtidsprojekt, for hendes karriere i faderens koncern havde førstepladsen i hendes tanker og hjerte, endog, fornemmede Jack, foran ham.
Han rullede rundt og forsøgte at lukke øjnene, men vinden ruskede i vinduet og tvang hans blik derhen, hvorefter det søgte videre til æsken med hans samling af diplomer og udmærkelser fra skolen og universitetet. De interesserede ham imidlertid ikke lige nu, i stedet rakte han resigneret en lang arm ud i halvmørket efter det indrammede fotografi, bestemte sig om – og bestemte sig derefter om én gang til.
Han tog det frem. Det var næsten blevet et ritual. Han behøvede ikke at frygte, at hans forlovede skulle opdage det, for hun havde for længst nægtet at opholde sig længere end bare ét minut i hans soveværelse. Når de delte seng, skete det hjemme hos hende, hvor Jack lå på ryggen og betragtede loftsmaleriet, der forestillede en flok fortidsryttere og en ung pige.
Imens varmede Jennifer op, hvorefter hun rullede rundt, så han kunne bestige hende og færdiggøre den fælles øvelse. Eller også foregik intimiteterne på hendes forældres landejendom, hvor der var endnu højere til loftet, og vægmalerierne stammede fra en romersk kirke fra det trettende århundrede, hvad der fik Jack til at føle, at Gud så til, mens han blev redet af en smuk og splitternøgen Jennifer Ryce Baldwin, og fordømte ham til et evigt helvede for de få øjeblikkes fysisk ekstase.
Kvinden på fotografiet havde brunt silkehår, der krøllede svagt i spidserne. Hun smilede til ham, og han huskede den dag, da han tog fotografiet.
De havde været på cykeltur langt ude på landet i Albemarle County. Han var netop begyndt på juraen, og hun var på andet år i college. Det var kun deres tredje stævnemøde, men det var allerede, som om de aldrig nogensinde havde eksisteret uden hinanden.
Kate Whitney.
Han udtalte navnet langsomt, mens han lod hånden glide hen over hendes enlige smilehul i venstre kind, over de mandelformede kindben og den muntre næse og de sensuelle læber. Hagen var markeret og stædig.
Et øjeblik betragtede han de drilske øjne og lagde derefter fotografiet på sit bryst, så Kate så direkte på ham. Han kunne aldrig tænke på hende uden også at huske hendes far med den hurtige humor og det skæve smil.
Jack havde tit besøgt Luther Whitney i hans lille rækkehus i et kvarter i Arlington, som havde set bedre dage. Så drak de et par bajere sammen og fortalte historier, og det var mest Luther, der fortalte, mens Jack hørte efter.
Kate besøgte aldrig sin far, og han gjorde intet for at kontakte hende. Nærmest ved et rent tilfælde havde Jack opdaget mandens eksistens, og trods Kates protester havde han villet lære ham at kende. Hun smilede ellers ofte, men aldrig når hendes far kom på tale.
Efter at Jack havde taget sin eksamen, flyttede de til Washington, og Kate begyndte på sit jurastudium. Livet var tilsyneladende den rene idyl. Hun overværede hans første retssager og bemærkede hans begyndernervøsitet, men så fik han sværere sager som forsvarer for stadig værre forbrydere, og det dæmpede hendes entusiasme.
De var skiltes allerede i hans første år som forsvarsadvokat, og årsagen var den enkle, at hun ikke fattede, at han havde valgt at ville repræsentere personer, som brød loven, og desuden oprørte det hende, at han kunne lide hendes far.
Deres sidste øjeblik sammen havde udspillet sig netop her, hvor han havde tryglet hende om ikke at gå. Men det gjorde hun alligevel, og nu var der forløbet fire år, og siden da havde han hverken truffet eller hørt fra hende.
Han vidste, at hun var blevet ansat i statsadvokaturen i Alex- andria, Virginia, hvor hun utvivlsomt var travlt beskæftiget med at sætte hans forhenværende klienter bag tremmer. Og nu betragtede han hendes smil, der fortalte ham en million ting, som han aldrig havde fornemmet hos den kvinde, han formodedes at skulle holde bryllup med om seks måneder. Skulle Kate fortsat være en fremmed for ham? Og ville hans tilværelse alligevel blive langt mere kompliceret, end han havde regnet med? Han tog telefonen og tastede.
Den ringede fire gange, så hørte han hendes stemme. Der var kommet en skarpere klang i den, og telefonsvareren bippede. Han ville lægge en besked, sige noget uventet og morsomt, men i samme nu blev han nervøs og lagde røret på. Hans hænder dirrede, og han trak vejret hurtigere. Han rystede opgivende på hovedet. Han havde vundet fem sager om mord af første grad, og alligevel rystede han som en sekstenårig, der forsøger at samle mod til sin første opringning til den tilbedte.
Han lagde fotografiet tilbage og gættede på, hvad Kate foretog sig i netop dette øjeblik. Sandsynligvis sad hun stadig på sit kontor og planlagde at snuppe yderligere nogle år fra en eller andens tilværelse.
Så tænkte han på Luther. Var han nu igen på den forkerte side af en gadedør? Eller på vej væk med fyldt sæk?
Mærkeligt par, de to. Så forskellige og alligevel så ens. Begge lige målrettede, men med højst forskellige mål. Den aften, da Kate var spadseret ud af hans liv, havde han opsøgt Luther for at sige farvel over en sidste øl sammen. De havde siddet ude i den lille velpassede have og havde betragtet klematisserne og vedbenden på hegnet, mens den stærke duft af syrener og roser lagde sit net over dem.
Luther havde modtaget meddelelsen meget roligt, havde stillet et par spørgsmål og havde ønsket Jack alt godt. Der var ting, som ikke lykkedes, det vidste Luther bedre end de fleste. Men da Jack gik, bemærkede han det fugtige glimt i den ældre mands øjne – og så var døren til den del af Jacks tilværelse blevet lukket.
Jack slukkede omsider lyset og lukkede øjnene, for nu var næste morgen ikke ret langt borte. Hans livs store gevinst var én dag nærmere virkeligheden. Og bevidstheden herom gjorde det betydeligt sværere at falde i søvn.
Da Luther Whitney bryder ind i en rigmands soveværelse, overværer han fra et skab et drabeligt overfald på millionærens unge kone. Overfaldsmanden er USA’s præsident.
Whitney flygter fra huset kun med en blodig brevåbner – det eneste bevis, der kan forbinde præsidenten med mordet. Og snart bliver han jaget vildt.
Jack Graham startede sin karriere som beskikket forsvarer, men er nu en succesrig advokat for finansverdenens top. Men han blandes ind i den lyssky affære, da Whitney kontakter ham. Og med kontakten til Whitney, følger et møde med hans datter, Jacks tidligere forlovede.
Jack må afsløre magtens korruption, før det er for sent for dem, der stoler på ham, og for ham selv.
Farligt øjenvidne af David Baldacci vil få dit hjerte til at ræse af spænding. Fortællingen udspiller sig i Washington D.C., og med det Hvide Hus som baggrund udfolder en medrivende mordhistorie sig. Læs et uddrag af bogen herunder.
I Farligt øjenvidne af David Baldacci følger du indbrudstyv Luther Whitney, der overværer et mord fra et klædeskab, hvor han gemmer sig. Gerningsmanden er ikke bare hvem som helst. Morderen er nemlig den amerikanske præsident, og ofret er hans unge kone.
Whitney slipper væk med en blodig brevåbner, som kan forbinde præsidenten til mordet. Men hvad skal der til for at vælte verdens mest magtfulde mand?
LÆS OGSÅ: David Baldacci: Advokaten, der blev spændingsforfatter
Jack Graham er succesrig advokat for finansverdenens top. Men han bliver indblandet i den lyssky affære, da han bliver kontaktet af Whitney. Med kontakten til Whitney følger et møde med hans datter, Jacks tidligere forlovede.
Læs to kapitler af Farligt øjenvidne af David Baldacci herunder.
Du kan købe Farligt øjenvidne online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 27 december.
Farligt øjenvidne
David Baldacci
KAPITEL 1
Han havde slukket lygterne og holdt let om rattet, mens han langsomt standsede bilen helt. Dækkene smed de sidste par småsten ud til siderne, og så blev der helt stille. Han ventede et øjeblik, mens hans øjne vænnede sig til mørket, hvorefter han hentede en slidt, men effektiv natkikkert frem. Selvsikkert og roligt betragtede han huset. Der lå en kanvastaske ved siden af ham på forsædet. Bilens indre var falmet og slidt, men rent.
Den var desuden stjålet – fra et af de mest usandsynlige steder.
Et par miniaturepalmer dinglede fra bakspejlet og fik ham til at smile barsk. Forhåbentlig var han meget snart selv på vej til et land med mange palmer. Med blåt glasklart vand, slørede, røde solnedgange og sene morgener. Men foreløbig måtte han ud af bilen. Nu var tidspunktet lige akkurat det rette. Det havde han hver gang sagt til sig selv, men denne gang var han helt sikker på det.
Luther Whitney var seksogtres og folkepensionist med sygesikringskort. I den alder havde de fleste mænd indstillet sig på deres anden karriere som bedstefædre og medopdragere af deres børnebørn, mens de trætte lemmer søgte hvile i en god lænestol, og forkalkningen langsomt forringede blodomløbet.
Men i hele sit liv havde Luther kun haft én karriere, nemlig at bryde ind i andre menneskers hjem eller firmaer, sædvanligvis om natten, som nu, for at tage så mange af disse menneskers ejendele med sig, som han kunne slæbe.
Det var en klart ulovlig foretagsomhed, men på den anden side havde Luther aldrig affyret en skyder eller stukket med kniv bortset fra dengang, da han deltog i den skøre krig mellem Nord- og Sydkorea. Enkelte gange havde han desuden forsvaret sig, men kun med næverne i diverse beværtninger, hvor drikkevarerne havde gjort en og anden gæst modigere, end fornuftigt var.
Luther havde kun ét kriterium, når han udvalgte sine ofre: Han stjal udelukkende fra dem, som havde rigeligt råd til at blive bestjålet, og anså ikke sig selv for at være væsensforskellig fra de myriader af mennesker, som altid sværmede om velhavere for at lokke dem til at købe ting, som de overhovedet ikke havde brug for.
En ikke ringe del af sin godt tresårige tilværelse havde han tilbragt i diverse forbedringsanstalter på Østkysten, først de blidere etablissementer, senere de mere hårdkogte. Hårde domme i tre forskellige delstater hang som tunge sten om hans hals. År var blevet skåret ud af hans tilværelse. Men dét var der jo ikke noget at gøre ved nu.
Han var efterhånden blevet så dygtig, at han kunne gøre sig håb om at undgå en fjerde dom. Hvis han blev taget igen, var hans skæbne stensikker: tyve år uden mulighed for prøveløsladelse, hvad der i hans alder simpelthen var en dødsdom. Så kunne de lige så godt riste ham i stolen, og det var da også delstaten Virginias reaktion mod sine allersorteste får.
Borgerne i denne historiske stat var gennemgående gudfrygtige mennesker med en bibelsk retfærdighedssans, som havde sikret, at der var tilstrækkeligt mange dødsceller til disposition, men ikke for simpelt indbrud. Selv Virginias frommeste satte en grænse.
Trods den åbenlyse risiko kunne han ikke få blikket fra huset – lystejendommen eller palæet, eller hvad det nu burde kaldes. Det havde interesseret ham indgående i temmelig mange måneder. Og nu skulle interessen udløses i handling.
Middleton, Virginia. Tre kvarters kørsel mod vest fra Washington, D.C. Området med de enorme ejendomme, de obligatoriske Jaguarer og væddeløbshestene, som havde kostet formuer. The Coppers, hed ejendommen ironisk nok. For “copper” er et andet slangord for strisser.
Adrenalinrusen, som susede op hver gang, var fantastisk. Sådan, tænkte Luther, følte en stjernespiller på et af de berømte baseballhold det sandsynligvis, når tingene pludselig faldt helt i hak, når tilskuerne sprang op, og halvtreds tusind par øjne stirrede på den samme, mens alle holdt vejret, til boldtræet glimtede i luften.
Luther så sig omhyggeligt om til alle sider. Her og dér blinke- de en enkelt ildflue til ham. Ellers var han helt alene. Et øjeblik lyttede han til cikadernes sang, som regelmæssigt steg og sank, og så hørte han dem ikke længere. Han kørte lidt længere hen ad asfaltvejen, hvorefter han bakkede ind på en grusvej, der endte midt i en gruppe træer.
Hans jerngrå hår var dækket af en sort skihue. Hans vejrbidte ansigt var sværtet sort med kamuflagecreme. De grønne øjne var rolige, hagen solid, og hans magre skikkelse var stadig velforsynet med seje muskler. Han havde ikke ændret udseende ret meget siden sin tid i specialtropperne. Nu steg han ud af bilen.
Skjult bag et træ betragtede han sit mål. Som så mange af den slags landejendomme blev The Coppers ikke drevet som et egentligt landbrug eller stutteri. Der var en gigantisk smedejernsport ophængt på to murede piller, men intet hegn. Man kunne spadsere lige ind på området enten fra vejen eller fra den nærliggende skov. Luther valgte at gå den vej ind.
Han var to minutter om at nå kanten af den majsmark, som stødte op til parken omkring hovedbygningen. Ejeren havde tydeligvis ikke brug for hjemmeavlede grønsager, men havde taget rollen som lokal godsejer alvorligt. Dét beklagede Luther på ingen måde, for majsmarken gav ham dækning næsten helt hen til husets hoveddør.
Han ventede et kort øjeblik, hvorefter han forsvandt ind i den tætte bevoksning af majsplanter. Jorden mellem dem var næsten helt fri for løse sten og nedfald, og hans tennissko var lydløse, hvad der var afgørende, for i disse omgivelser hørtes selv den svageste lyd på lang afstand. Han så hele tiden frem for sig, for hans veltrænede fødder fandt af sig selv vej frem hen over den svagt uregelmæssige jord. Natten var kølig efter den varme sommerdag, men ikke så kølig, at hans ånde kunne ses af mulige søvnløse øjne.
I den netop forløbne måned havde Luther omhyggeligt og mange gange kontrolleret og fastlagt det detaljerede tidsskema for operationen, hver gang med et kort ophold i udkanten af majsmarken, inden han skulle videre over ingenmandslandet. I tankerne havde han gennemarbejdet hver eneste bevægelse hundreder af gange, indtil han kunne hele forløbet på rygmarven.
Hvor selve området omkring huset begyndte, krøb han sammen og så sig igen nøje om. Der var ingen grund til unødigt hastværk. Der var ingen hunde, og det var fint. Ingen, selv ikke den yngste og hurtigste, kan løbe fra en hund. Men det var hundenes støjen, som skræmte mænd som Luther.
Der var heller ingen alarmer omkring grunden, sikkert på grund af de utallige falske alarmer, som uvægerligt ville blive udløst af egnens utallige rådyr, egern og vaskebjørne, som ustandselig var på færde overalt. Til gengæld ville Luther om få øjeblikke blive konfronteret med en umådeligt avanceret lås med tilhørende alarm, som skulle neutraliseres på ikke over treogtredive sekunder inklusive de ti sekunder, som det ville tage at fjerne kontrolpanelet.
Det private vagtselskabs sikkerhedspatrulje var passeret forbi for en halv time siden. Det formodedes, at strisserkopierne varierede tiderne for deres runder, så de visse aftener og nætter kom forbi hver time. Men en måneds iagttagelser havde lært Luther vagtselskabets praksis. Der ville nu gå mindst tre timer, inden en ny patrulje kom forbi på ejendommen. Og så lang tid havde han slet ikke brug for.
Der var buldermørkt i haven, og de tætte prydbuske, alle indbrudstyves bedste hjælpere, gav fin dækning helt op til huset. Han betragtede hvert af vinduerne meget nøje, sorte og tavse alle sammen. Han havde overværet afrejsen sydpå for to dage siden og havde omhyggeligt noteret sig samtlige husets ejere og ansatte i optoget. Og den nærmeste landejendom lå små fire kilometer fra The Coppers.
Han tog en dyb indånding. Han havde planlagt hver eneste detalje af operationen uhyre nøje, men sandheden var, at man aldrig kunne forudse alting. Han løsnede grebet om sin rygsæk, gik med lange rolige skridt tværs over plænen og stod ti sekunder senere foran en tyk massiv trædør i en forstærket stålramme. Den var forsynet med et kostbart låse- og alarmsystem, som ansås for at være det bedste, der fandtes. Men dét bekymrede ikke Luther det fjerneste.
Han tog en kopi af dørnøglen op af sin jakkelomme og stak den i nøglehullet, men uden at dreje den om.
I stedet lyttede han et par sekunder. Derefter lagde han rygsækken fra sig og skiftede sko for at undgå ethvert spor af jord eller mudder inde i huset. Så klargjorde han sin elektriske skruetrækker, som kunne åbne ind til låsens elektronik ti gange hurtigere, end han ville kunne gøre det med håndkraft.
Det næste udstyr, som han forsigtigt tog op af rygsækken, vejede præcis 170 gram og var en smule større end en sædvanlig lommeregner, og med undtagelse af hans datter var tingesten hans livs bedste investering. Han kaldte apparatet Vidunderet med henvisning til dets særlige hjernevirksomhed, og det havde hjulpet ham perfekt under hans tre seneste indbrud.
De fem tal, som udgjorde husets sikkerhedskode, kendte Luther allerede og havde indtastet dem i sin computer. Rækkefølgen kendte han imidlertid ikke, og den vanskelighed skulle nu opklares af den lille metaltingest, som var en meget speciel minicomputer. Den skulle løse gåden, hvis han ønskede at undgå de øresønderrivende vræl, som ville blive udstødt af de fire lydkanoner, der var placeret i hjørnerne af den knap tusind kvadratmeter store fæstning, som han agtede at invadere.
Samtidig ville den navnløse computer, som han om et øjeblik skulle konfronteres med, tilkalde politiet. Til overflod var huset desuden forsynet med trykfølsomme vinduer og gulvplader samt ekstra sikrede dørmagneter, og intet af alt dette ville betyde det allermindste, hvis Vidunderet kunne hente kodetallenes rækkefølge ud af alarmsystemets greb.
Han betragtede nøglen i døren, og med en velindøvet bevægelse hægtede han Vidunderet til sit bælte, så apparatet hang ved hans side. Nøglen gled let rundt, da han drejede den i låsen, og han gjorde sig klar til at blokere den næste lyd, som han nu ville høre, det sagte bip fra sikkerhedssystemet. Det forkyndte den uundgåelige katastrofe, som ventede den ubudne gæst, hvis han ikke afgav det korrekte svar inden for tidsfristen og ikke så meget som ét mikrosekund senere.
Han skiftede sine sorte læderhandsker ud med et par smidigere handsker af plastic, som var forsynet med et ekstra lag over fingerspidserne og håndfladerne. Han efterlod aldrig det mindste bevismateriale. Han trak vejret dybt, åbnede døren og hørte i samme nu sikkerhedssystemets skingre bippen. Han skridtede i en fart gennem den store forhal hen til alarmpanelet.
Den elektriske skruetrækker snurrede lydløst, og de seks skruer faldt ned i Luthers hænder og blev midlertidigt anbragt i en lille beholder på hans bælte. Tynde ledninger fra Vidunderet glimtede i månelyset, som sivede ind gennem vinduet ved døren, hvorefter Luther som en kirurg, der undersøger en patients bryst, fandt det rigtige sted, tilsluttede ledningerne og tændte for apparatet.
Fra forhallens modsatte side stirrede et rødt øje på ham. Den infrarøde detektor havde lokaliseret ham. Mens sekunderne tikkede forbi, ventede øjet tålmodigt på, at sikkerhedssystemets “hjerne” skulle afgøre, om den besøgende var ven eller fjende.
Hurtigere end noget øje kunne følge rullede tallene over Vidunderets display, mens den tid, der var til rådighed, blev nedtalt øverst til højre i displayet.
Fem sekunder gik, hvorefter tallene 5, 13, 9, 3 og 11 kom frem på displayet og blev der.
Den advarende bippen ophørte omgående, da sikkerhedssy- stemet blev neutraliseret, og det røde lys blev grønt, hvorefter Luther kunne gå i gang med sit egentlige arbejde. Han fjernede ledningerne, skruede frontpladen på igen, lagde sit udstyr tilbage i rygsækken og låste derefter omhyggeligt hoveddøren.
Husets store soveværelse lå på tredje etage, hvortil der var en elevator fra stueetagen, men Luther foretrak trapperne. Jo mindre han var afhængig af noget, som han ikke havde fuld kontrol over, des bedre. At sidde fast i en fremmed elevator indgik ikke i hans arbejdsplan.
Han betragtede detektoren, hvis rektangulære mund nu smilede ned til ham fra loftet, og derefter gik han op ad trappen.
Døren til det store soveværelse var ikke låst. Han fandt hurtigt sin svage, særligt afskærmede lommelampe frem og gav sig tid til at se sig om. Et grønt lys fra et kontrolpanel ved siden af døren til soveværelset brød mørket.
Huset var bygget for mindre end fem år siden. Luther havde undersøgt dette på det lokale domhus og havde endda set tegningerne til huset i ejendomsstyrelsen, fordi huset var så stort, at der krævedes en særlig byggetilladelse fra de lokale myndigheder – som om de nogensinde havde drømt om at sige nej til de superriges planer.
Der var ingen overraskelser i tegningerne. Huset var stort og solidt og mere værd end de mange millioner, som dets nuværende ejer kontant havde lagt på bordet.
Faktisk havde Luther besøgt huset én gang tidligere, endda i fuldt dagslys og med folk alle vegne. Han havde været inde i netop dette værelse og havde set alt, hvad han havde brug for at se. Og det var årsagen til, at han nu stod dér, hvor han stod. Seks tommer tyk loftstuk svævede over ham, mens han knælede ned ved siden af den gigantiske himmelseng. Ved siden af den stod et natbord med et lille sølvur, den nyeste kærlighedsroman og en antik forsølvet papirkniv med et tykt læderskaft.
Alt i værelset var stort og dyrt. Der var tre enorme indbyggede skabe, hvert på størrelse med opholdsstuen hjemme hos Luther. To af dem var fyldt med kjoler, sko, tasker og samtlige andre slags kvindeligt tilbehør, som det lod sig gøre at spilde penge på. Luther skottede til de indrammede fotografier på natbordet og smilede skævt ad den et par-og-tyveårige lillemor ved siden af ægtemanden, som for længst havde passeret de halvfjerds. Der var mange slags lotterier i denne verden, og de blev ikke alle sammen drevet af staten.
Adskillige af fotografierne fremviste husets frue i diminutiv påklædning, og Luthers hurtige kig på garderobeskabenes ind- hold viste, at damens smag var på grænsen til det luder-agtige. Han så nærmere på det legemsstore vægspejl og betragtede nøje den smukt udskårne ramme om det, hvis sider var solide og tilsyneladende indbygget i væggen. Men Luther vidste, at der var omhyggeligt skjulte hængsler femten centimeter fra både over- og underkant.
Han rettede atter opmærksomheden mod selve spejlet. Han havde den fordel, at han for et par år siden havde set et lignende arrangement, som han dog ikke havde haft planer om at bryde ind i. Men gevinsten på den anden side af dette spejl var, vurderede Luther, mindst ti gange større end de halvtreds tusind, som sandsynligvis havde skjult sig bag det første.
Med et brækjern kunne han nemt uskadeliggøre låsen i den udskårne ramme, men det ville koste dyrebar tid og efterlade et tydeligt signal om, at der havde været indbrud. Og selv om det forlød, at huset skulle stå tomt de næste mange uger, så kunne man aldrig vide, hvad der kunne ske. Når han forlod huset, måtte ikke det mindste antyde, at han havde været der. Selv efter ejernes hjemkomst kunne der sagtens gå mange dage, inden de kontrollerede deres boksrum.
Han gik hurtigt hen til det store tv, som stod op ad en af væggene. Den ende af værelset var arrangeret som en slags dagligstue med sirtsbetrukne stole og et stort sofabord. Luther betragtede de tre fjernbetjeninger, som lå på det. Den ene var til fjernsynet, den anden til videorecorderen, og den sidste ville nedskære hans natlige arbejdsbyrde med omkring halvfems procent.
Der var et mærke på hver af de tre fjernbetjeninger, som lignede hinanden temmelig meget, men et hurtigt eksperiment viste, at de to af dem styrede henholdsvis fjernsynet og videorecorderen, mens den tredje ikke påvirkede disse apparater.
Han gik tilbage gennem værelset, sigtede med fjernbetjeningen på spejlet og trykkede på dens røde knap. Spejldøren svingede lydløst op på de nu synlige hængsler, og styret af gammel vane lagde Luther omhyggeligt fjernbetjeningen tilbage, præcis hvor han havde taget den, hvorefter han trak en sammenrullet kanvaspose op af sin rygsæk og gik ind i boksrummet bag spejlet.
Han lod lyskeglen fra sin lygte glide hen over rummet og så til sin forbavselse, at der stod en lænestol midt i rummet, der så ud til at være to gange to meter stort. På lænestolens arm lå en fjernbetjening magen til den, som han netop havde brugt, øjensynlig for at sikre, at en bruger af boksen ikke kom til at lukke sig inde. Derefter så han nærmere på boksens hylder.
Pengesedlerne, som var nydeligt bundtet, forsvandt først ned i hans medbragte sæk. Derefter indholdet af smykkeæskerne, og det var så sandelig ikke simili. Der var ihændehaverpapirer for omkring to hundrede tusind dollars, to små kasser med antikke mønter og én med sjældne frimærker. Han ignorerede de dokumenter, som han ikke kunne omsætte uden videre, men regnede med, at udbyttet alligevel var på næsten to millioner dollars.
Han så sig igen omhyggeligt om i alle kroge. Boksens vægge var tykke og utvivlsomt brandsikrede. Men den var ikke hermetisk tillukket, for luften var frisk, ikke overgemt. Man kunne opholde sig i den i mange dage, hvis man fik lyst til det.
Limousinen havde fart på, og det samme havde kassevognen bag den, og de to bilers chauffører var dygtige nok til at klare kortegekørslen trods slukkede lygter.
I den store limo sad en mand og to kvinder, hvoraf den ene var temmelig fuld og gjorde sit bedste for at klæde både manden og sig selv af trods offerets ikke særlig energiske modstand.
Den anden kvinde sad over for dem med hårdt sammenpressede læber og gjorde tilsyneladende sit bedste for at ignorere den idiotiske scene med dens fnisen og stønnen. Men i virkeligheden holdt hun nøje øje med det, der foregik. På knæene havde hun en stor tæt beskrevet aftalebog, som i høj grad krævede mandens opmærksomhed, men han benyttede et øjebliks pusterum, mens hans ledsagerske hev sine sko af, til at skænke sig en ny drink.
Hans evne til at konsumere spiritus var ufattelig stor. Han kunne sagtens fordoble det kvantum, som han allerede havde drukket i aftenens løb, uden at det ville kunne ses på ham, og uden at han mistede kontrollen over sine bevægelser og sin stemme, hvad der ville have været katastrofalt for en mand i hans position.
Hun var tvunget til at beundre ham, hans fundamentale grovhed, som ikke forhindrede ham i at fremstå for offentligheden som den stærke rene helt, der nok var et menneske som alle andre, men alligevel en stor mand. Hver eneste kvinde i Amerika var forelsket i ham, i hans klassisk flotte udseende, hans umådelige selvsikkerhed og dét, som han repræsenterede. Og han gengældte den almindelige beundring med en ganske utidig lidenskab, som forundrede hende.
Uheldigvis sigtede den lidenskab aldrig på hende trods de subtile signaler, de lidt for langvarige berøringer, de tidlige morgenmøder, hvor han endnu var frisk, de seksuelle hentydninger under deres strategiske drøftelser. Men indtil tiden var inde – og før eller senere ville den komme, forsikrede hun sig selv – ville hun være tålmodig.
Hun så ud ad vinduet. Episoden trak for længe ud og var ved at komme på tværs af en masse. Hun snerpede misbilligende munden sammen.
Luther hørte de to biler svinge ind i indkørslen. Han skyndte sig hen til et vindue og så kortegen svinge bag om huset, hvor bilerne ikke længere kunne ses ude fra vejen. Fire personer steg ud af limoen, én af kassevognen. Han forsøgte hurtigt at gætte, hvem det var. For få til at være husets ejere, der uventet var vendt tilbage. For mange til at være en kontrolpatrulje. Han kunne ikke skelne ansigterne.
Et øjeblik gættede han på, at et nyt indbrud var under opsejling, det andet på én nat. Men det ville være et alt for usandsynligt sammentræf. Desuden ankom indbrudstyve ikke til gerningsstedet i selskabstøj.
Han tænkte sig hurtigt om, mens han nu hørte støjen omme fra husets bagside. Det tog ham et sekund at forstå, at hans tilbagetog var afskåret, og at finde på, hvad han så skulle gøre.
I en fart tog han sin rygsæk, løb hen til alarmpanelet ved døren og aktiverede husets sikkerhedssystem, mens han samtidig takkede skæbnen for sin talhukommelse. Derefter smuttede han ind i boksen og lukkede omhyggeligt døren. Han gik helt ind i bunden af boksen og indstillede sig på at vente.
Han forbandede sit uheld. Alt var ellers gået så glat. Så rystede han på hovedet og tvang sig til at trække vejret regelmæssigt. Det var som at flyve. Jo oftere man fløj, des større blev risikoen. Nu måtte han håbe på, at de, der var på vej ind, ikke kom for at anbringe et eller andet i husets private bankboks.
Et latterudbrud fulgt af summen af mange stemmer trængte op til ham sammen med den høje bippen fra alarmsystemet. Øjensynlig havde de dernede besvær med koden. Sveden sprang frem på Luthers pande, mens han forudså, at alarmen om et øjeblik ville eksplodere, hvorefter politiet i næste nu ville afsøge hver eneste krog af huset og naturligvis begynde med boksen.
Han forestillede sig, hvordan han ville reagere, mens spejldøren blev åbnet, og lyset strømmede ind. Derefter de stirrende ansigter, pistolerne, oplæsningen af hans rettigheder. Han var lige ved at le. Fanget som en rotte i en fælde. Han havde ikke røget i næsten tredive år, men netop nu længtes han desperat efter en cigaret. Han stillede forsigtigt sin rygsæk fra sig.
Tunge trin på egetræstrappen. De derude forsøgte ikke at skjule, at de var der. Efter lyden anslog Luther, at de var fire, måske fem. De forlod trappen og gik hen mod soveværelset.
Døren blev åbnet og peb ganske svagt. Luther tænkte sig grundigt om. Han havde samlet alting op eller sat det nøjagtigt tilbage på plads. Det eneste, han havde rørt ved, var fjernbetjeningen, som han havde lagt meget nøjagtigt på det sted på sofabordet, som det svage mønster i støvet angav. Nu kunne han kun høre tre stemmer, to kvinder og én mand. Den ene af kvinderne var fuld, kunne han høre, den anden tydeligvis ædru.
Mrs. Ædru forsvandt, døren blev lukket, men ikke låst, og mrs. Fuld og manden var alene i soveværelset. Hvor var de andre blevet af? Hvor var mrs. Ædru gået hen? Der blev igen fniset, og skridt nærmede sig vægspejlet. Luther trak sig længst muligt ind i det bageste hjørne og håbede, at lænestolen ville dække ham, men vidste, at det gjorde den ikke.
Så ramte det stærke lys ham lige i øjnene, og hans lille mørke verden blev så brat lys som den klare dag, at han næsten gispede. Han blinkede hurtigt med øjnene, mens hans pupiller trak sig sammen. Men der lød ingen skrig, og der var hverken ansigter eller trukne pistoler.
Omsider, efter et helt minut, kiggede Luther forsigtigt frem bag lænestolen og fik et nyt chok. Det var, som om spejldøren var forsvundet, og nu stirrede han direkte ind i soveværelset. Han var nær ved at falde bagover, men genvandt balancen. Nu forstod han pludselig meningen med lænestolen.
Han genkendte begge de to i soveværelset. Kvinden havde han allerede set nu i aften – på fotografierne på natbordet: Lillemor med smag for de vovede kjoler.
Manden kendte han på en helt anden baggrund. Han var ikke dette hjems herre. Luther rystede langsomt på hovedet og åndede lydløst ud. Hans hænder dirrede, og han måtte bekæmpe et tilløb til kvalme, mens han stirrede ud i soveværelset.
Boksdøren var et énvejs spejl. Der var lys i soveværelset og mørkt i boksen, så det var, som om han betragtede en gigantisk tvskærm.
Og nu så han det og måbede: Diamanthalsbåndet om kvindens hals. To hundrede tusind dollars værd efter hans sagkyndige vurdering, måske mere. Netop den slags smykker, som automatisk lægges i boksen, inden man går i seng. Så slappede han af, da han så hende tage halssmykket af og skødesløst lade det falde på gulvet.
Hans øjeblikkelige frygt lagde sig tilstrækkeligt til, at han kunne liste hen til lænestolen og forsigtigt sætte sig i den. Så her sad hendes mand altså og så hende blive bollet af en stribe andre mænd, indtil hun var totalt blød i bolden. Efter hendes udseende at dømme dyrkede hun sandsynligvis, unge fyre fra samfundets udkant. Men nattens gæst var fra en helt anden klasse.
Luther så sig om og lyttede efter andre lyde fra huset. Men hvad kunne han egentlig gøre? Trods tredive år som aktiv indbrudstyv havde han aldrig oplevet noget tilsvarende, så han holdt sig til det eneste mulige. Med kun et spejlglas mellem sig og den absolutte tilintetgørelse satte han sig stilfærdigt bedre til rette i den dybe lænestol og ventede.
KAPITEL 2
Tre husblokke fra De Forenede Staters massive Capitol åbnede Jack Graham døren til sin lejlighed, smed sin overfrakke på gulvet og styrede direkte ud mod sit køleskab. Med en øldåse i hånden slængte han sig derefter i den slidte lænestol i den lille opholdsstue og så sig eftertænksomt om, mens han nippede til øllet. En helt anden stil end det sted, som han netop kom fra. Et øjeblik strammedes hagemusklerne, mens tvivlen langsomt fortog sig. Men den ville vende tilbage, det gjorde den altid.
Igen et betydningsfuldt middagsselskab sammen med Jennifer, hans tilkommende hustru, samt hendes familie og deres omgangskreds af betydningsfulde politikere og forretningsmænd. I dét samfundslag havde man ikke venner, men forbindelser, som alle mentes at have deres bestemte funktion i helheden, selv om Jack stadig var en smule skeptisk på dét punkt.
Politikerne var som altid på jagt efter både stemmer og dollars, og kredsen blev fuldstændiggjort af de allestedsnærværende advokater, hvoraf Jack var én, en enkelt læge eller to som en reminiscens fra de gode gamle dage, samt et par samfundsstøtter med sociale interesser, hvilket skulle demonstrere, at magthaverne havde sympati for menigmands problemer.
Han tømte øldåsen og tændte for fjernsynet, mens han sparkede skoene af og draperede de elegant mønstrede sokker til fyrre dollars parret, som hans forlovede havde købt til ham, over lampeskærmen. Inden længe ville hun også pånøde ham et par seler til to hundrede dollars samt et håndmalet slips i samme farvenuancer. Lort! Han gned tæerne og overvejede en øldåse til.
Fjernsynet fangede ikke hans interesse, og han strøg en tyk mørk hårlok væk fra panden og overvejede for tusinde gang, hvor hans tilværelse egentlig styrede henad med en fart som en rumfærge.
Jennifers firmalimo havde kørt dem til hendes byhus i Northwest Washington, som Jack sandsynligvis skulle flytte ind i efter brylluppet. Hun hadede hans lejlighed. Brylluppet skulle stå om et halvt år, lynhurtigt ifølge brudens tidsfornemmelse, og nu sad han her med alvorlige betænkeligheder.
Jennifer Ryce Baldwin var så iøjnefaldende smuk, at kvinderne stirrede lige så ivrigt på hende som mændene. Hun var desuden smart og yderst kompetent, havde en grundmuret familieformue som baggrund og havde besluttet, at hun ville gifte sig med Jack. Hendes far var øverste chef for en af landets største bygge- og ejendomskoncerner, der udviklede og ejede butikscentre, kontorbygninger, radiostationer, faktisk alt tænkeligt på området, overalt var han med og klarede sig langt bedre end alle de andre.
Hendes oldefar på fædrene side var en af sin tids industribaroner fra Midtvesten, og hendes mors familie havde engang ejet en stor bid af Bostons centrum. Guderne havde fra starten smilet tit og opmuntrende til Jennifer Baldwin, og Jack kendte ikke én eneste fyr, som ikke var helvedes misundelig på ham.
Han vred sig irriteret i stolen, hans ene skulder var øm, han havde forsømt sin motion i en uge.
Han var efterhånden blevet toogtredive, men hans krop på en meter og femogfirs var stadig så hård som i high school, hvor han var en mand blandt drenge i samtlige sportsgrene; og på college, hvor konkurrencen var betydeligt større, var det alligevel lykkedes ham at skaffe sig et mesterskab som sværvægtsbryder samt en plads på det samlede førstehold, hvad der hjalp ham ind på University of Virginia, hvorfra han fik en af sin årgangs flotteste juridiske eksaminer, som prompte skaffede ham det ønskede job som beskikket forsvarer ved District of Columbias kriminalret.
De andre fra hans årgang havde omgående boret sig ind i de store advokatfirmaer og ringede ham ofte op med telefonnumre på psykiatere, som kunne hjælpe ham ud af hans momentane galskab. Han smilede og hentede øldåse nummer to, hvorefter køleskabet var tomt.
Jacks første år som beskikket forsvarer havde været svært, indtil han blev helt fortrolig med jobbet, og han tabte flere sager, end han vandt. Men tiden gik, og han blev kendt værdig til de tungere sager, som han kastede sig over med en ungdommelig begejstring, sit endnu uslebne talent og den sunde fornuft, som var hans vuggegave. Det forvandlede den indledende modvind til en kraftig medvind.
Han gik til biddet i retten og opdagede, at han havde et udpræ- get talent som procesadvokat og var lige så effektiv i et krydsforhør, som han havde været det på brydermadrassen. Han skaffede sig betydelig respekt og blev samtidig endog en afholdt advokat, og den konstellation ses kun sjældent.
Ved en faglig sammenkomst traf han Jennifer, som var under- direktør for udviklings- og markedsføringsafdelingen i Baldwin Enterprises. Hun var utrolig dynamisk, men havde samtidig evnen til at få den, som hun talte med, til at føle sig som en betydelig person. Hun lyttede til vedkommendes synspunkter, dog uden nødvendigvis at bøje sig for dem. Hun var en skønhed med mange andre aktiver end sit udseende. Sådan så det i hvert fald ud.
Der ville have været noget galt med Jack, hvis han ikke havde følt sig tiltrukket af hende. Hun gjorde det meget tidligt klart, at tiltrækningen var gensidig. Mens hun udadtil markerede, at hun var dybt imponeret af hans trang til at forsvare samfundets tabere, overbeviste hun ham samtidig gradvis om, at han havde gjort sit for staklerne, hvorfor han nu burde tænke på sig selv og sin fremtid, som hun måske ønskede at blive en del af.
Da han omsider sagde op, gav anklagerne et flot afskedsgilde for ham og var samtidig mærkbart lettede. De burde have fortalt ham, at der fremdeles var utallige tabere, som trængte til hans hjælp, og selv vidste han, at hans forsvarertilværelse havde skaffet ham en glad spænding, som han næppe ville genfinde andetsteds. Men det var på tide at bevæge sig videre. Selv en Jack Graham var nødt til at affinde sig med, at han nu var voksen.
Han slukkede for fjernsynet, tog en pose ristede majs, trådte over den dynge snavsetøj, der var smidt ved døren til soveværelset og gik derind. Han kunne ikke bebrejde Jennifer, at hun ikke brød sig om hans lejlighed. Han var et rodehoved.
Men selv om han havde været i stand til at opretholde den pinligste orden, ville hun aldrig være gået med til at bo her. Huset lå på den forkerte side af Capitol i et forkert kvarter, og plads var der jo ikke ret meget af, ikke i forhold til Jennifers hus på små fem hundrede kvadratmeter, når man ikke medregnede annekset til en tjenestepige samt den dobbelte garage, som husede hendes Jaguar og en splinterny Range Rover; som om nogen, der boede i Washington med dens umulige trafik, nogensinde kunne få brug for en bil, der kunne køre op ad et næsten lodret bjerg.
Han havde fire værelser, hvis han talte badeværelset med. Nu gik han ind i soveværelset, klædte sig af og smed sig på sengen. På væggen hang et lille indrammet dokument, som havde hængt på hans kontor, indtil han syntes, det kunne være nok. Det meddelte, at han var blevet ansat hos Patton, Shaw & Lord, hovedstadens førende advokatfirma, der havde hundreder af landets førende erhvervsvirksomheder som klienter inklusive hans vordende svigerfars koncern.
Han havde fået æren for at hente netop den klient hjem, og det garanterede et partnerskab i firmaet ved næste rokade. Et partnerskab hos PS&L betød en årsindtægt på mindst en halv million dollars, hvad der var små- penge for familien Baldwin. Men han var ikke en Baldwin, i hvert fald ikke endnu.
Han trak dynen op over sig. Huset, som han boede i, var ikke ordentligt isoleret. Han skyllede et par aspiriner ned med resten af en Cola på sengebordet, hvorefter han betragtede sit uordentlige soveværelse. Det mindede ham om hans barndoms værelse, en varm og venlig erindring. Et hjem skulle se ud, som om der faktisk var nogen, der boede i det, og genlyde af frydeskrig, når børnene tumlede fra værelse til værelse på jagt efter nye oplevelser og nye ting, som de kunne smadre.
Her var et andet af problemerne med Jennifer. Hun havde meget tydeligt ladet forstå, at lyden af små fødder var et fjernt fremtidsprojekt, for hendes karriere i faderens koncern havde førstepladsen i hendes tanker og hjerte, endog, fornemmede Jack, foran ham.
Han rullede rundt og forsøgte at lukke øjnene, men vinden ruskede i vinduet og tvang hans blik derhen, hvorefter det søgte videre til æsken med hans samling af diplomer og udmærkelser fra skolen og universitetet. De interesserede ham imidlertid ikke lige nu, i stedet rakte han resigneret en lang arm ud i halvmørket efter det indrammede fotografi, bestemte sig om – og bestemte sig derefter om én gang til.
Han tog det frem. Det var næsten blevet et ritual. Han behøvede ikke at frygte, at hans forlovede skulle opdage det, for hun havde for længst nægtet at opholde sig længere end bare ét minut i hans soveværelse. Når de delte seng, skete det hjemme hos hende, hvor Jack lå på ryggen og betragtede loftsmaleriet, der forestillede en flok fortidsryttere og en ung pige.
Imens varmede Jennifer op, hvorefter hun rullede rundt, så han kunne bestige hende og færdiggøre den fælles øvelse. Eller også foregik intimiteterne på hendes forældres landejendom, hvor der var endnu højere til loftet, og vægmalerierne stammede fra en romersk kirke fra det trettende århundrede, hvad der fik Jack til at føle, at Gud så til, mens han blev redet af en smuk og splitternøgen Jennifer Ryce Baldwin, og fordømte ham til et evigt helvede for de få øjeblikkes fysisk ekstase.
Kvinden på fotografiet havde brunt silkehår, der krøllede svagt i spidserne. Hun smilede til ham, og han huskede den dag, da han tog fotografiet.
De havde været på cykeltur langt ude på landet i Albemarle County. Han var netop begyndt på juraen, og hun var på andet år i college. Det var kun deres tredje stævnemøde, men det var allerede, som om de aldrig nogensinde havde eksisteret uden hinanden.
Kate Whitney.
Han udtalte navnet langsomt, mens han lod hånden glide hen over hendes enlige smilehul i venstre kind, over de mandelformede kindben og den muntre næse og de sensuelle læber. Hagen var markeret og stædig.
Et øjeblik betragtede han de drilske øjne og lagde derefter fotografiet på sit bryst, så Kate så direkte på ham. Han kunne aldrig tænke på hende uden også at huske hendes far med den hurtige humor og det skæve smil.
Jack havde tit besøgt Luther Whitney i hans lille rækkehus i et kvarter i Arlington, som havde set bedre dage. Så drak de et par bajere sammen og fortalte historier, og det var mest Luther, der fortalte, mens Jack hørte efter.
Kate besøgte aldrig sin far, og han gjorde intet for at kontakte hende. Nærmest ved et rent tilfælde havde Jack opdaget mandens eksistens, og trods Kates protester havde han villet lære ham at kende. Hun smilede ellers ofte, men aldrig når hendes far kom på tale.
Efter at Jack havde taget sin eksamen, flyttede de til Washington, og Kate begyndte på sit jurastudium. Livet var tilsyneladende den rene idyl. Hun overværede hans første retssager og bemærkede hans begyndernervøsitet, men så fik han sværere sager som forsvarer for stadig værre forbrydere, og det dæmpede hendes entusiasme.
De var skiltes allerede i hans første år som forsvarsadvokat, og årsagen var den enkle, at hun ikke fattede, at han havde valgt at ville repræsentere personer, som brød loven, og desuden oprørte det hende, at han kunne lide hendes far.
Deres sidste øjeblik sammen havde udspillet sig netop her, hvor han havde tryglet hende om ikke at gå. Men det gjorde hun alligevel, og nu var der forløbet fire år, og siden da havde han hverken truffet eller hørt fra hende.
Han vidste, at hun var blevet ansat i statsadvokaturen i Alex- andria, Virginia, hvor hun utvivlsomt var travlt beskæftiget med at sætte hans forhenværende klienter bag tremmer. Og nu betragtede han hendes smil, der fortalte ham en million ting, som han aldrig havde fornemmet hos den kvinde, han formodedes at skulle holde bryllup med om seks måneder. Skulle Kate fortsat være en fremmed for ham? Og ville hans tilværelse alligevel blive langt mere kompliceret, end han havde regnet med? Han tog telefonen og tastede.
Den ringede fire gange, så hørte han hendes stemme. Der var kommet en skarpere klang i den, og telefonsvareren bippede. Han ville lægge en besked, sige noget uventet og morsomt, men i samme nu blev han nervøs og lagde røret på. Hans hænder dirrede, og han trak vejret hurtigere. Han rystede opgivende på hovedet. Han havde vundet fem sager om mord af første grad, og alligevel rystede han som en sekstenårig, der forsøger at samle mod til sin første opringning til den tilbedte.
Han lagde fotografiet tilbage og gættede på, hvad Kate foretog sig i netop dette øjeblik. Sandsynligvis sad hun stadig på sit kontor og planlagde at snuppe yderligere nogle år fra en eller andens tilværelse.
Så tænkte han på Luther. Var han nu igen på den forkerte side af en gadedør? Eller på vej væk med fyldt sæk?
Mærkeligt par, de to. Så forskellige og alligevel så ens. Begge lige målrettede, men med højst forskellige mål. Den aften, da Kate var spadseret ud af hans liv, havde han opsøgt Luther for at sige farvel over en sidste øl sammen. De havde siddet ude i den lille velpassede have og havde betragtet klematisserne og vedbenden på hegnet, mens den stærke duft af syrener og roser lagde sit net over dem.
Luther havde modtaget meddelelsen meget roligt, havde stillet et par spørgsmål og havde ønsket Jack alt godt. Der var ting, som ikke lykkedes, det vidste Luther bedre end de fleste. Men da Jack gik, bemærkede han det fugtige glimt i den ældre mands øjne – og så var døren til den del af Jacks tilværelse blevet lukket.
Jack slukkede omsider lyset og lukkede øjnene, for nu var næste morgen ikke ret langt borte. Hans livs store gevinst var én dag nærmere virkeligheden. Og bevidstheden herom gjorde det betydeligt sværere at falde i søvn.
Da Luther Whitney bryder ind i en rigmands soveværelse, overværer han fra et skab et drabeligt overfald på millionærens unge kone. Overfaldsmanden er USA’s præsident.
Whitney flygter fra huset kun med en blodig brevåbner – det eneste bevis, der kan forbinde præsidenten med mordet. Og snart bliver han jaget vildt.
Jack Graham startede sin karriere som beskikket forsvarer, men er nu en succesrig advokat for finansverdenens top. Men han blandes ind i den lyssky affære, da Whitney kontakter ham. Og med kontakten til Whitney, følger et møde med hans datter, Jacks tidligere forlovede.
Jack må afsløre magtens korruption, før det er for sent for dem, der stoler på ham, og for ham selv.
Du kan købe Farligt øjenvidne online, fx. på Saxo.dk, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: