Krimi Læseprøve og uddrag Stefan Ahnhem

Det sidste søm i historien om Fabian Risk. Læs et uddrag af Stefan Ahnhems vilde krimi her

det sidste søm, stefan ahnhem, fabian risk

Stefan Ahnhem er aktuel med Det sidste søm, som er den sjette og sidste bog i serien om den svenske politimand Fabian Risk. Du kan smuglæse i bogens første kapitler herunder.


Kim Sleizner er politichef hos Københavns Politi og på alle måder en manipulerende, modbydelig mand. Han har afpresset, mishandlet og voldtaget mennesker, og han har ikke været bange for at træde på en masse lig, for at stige helt til tops i politiet.

Da den danske betjent Dunja Hougaard går under jorden for at indlede en udredning af sin tidligere chef, bruger hun månedsvis på at samle informationer om hans gerninger og færden.

LÆS OGSÅ: Stefan Ahnhem om sin debut: Jeg vidste tidligt, at mine bøger skulle være lange

Hougaard arbejder sammen med sit team om at fælde ham, og da en højt placeret person inden for den danske efterretningstjeneste bliver fundet død sammen med en ukendt kvinde i en bil på bunden af det københavnske havneløb, strammes grebet. Spørgsmålet er bare om hvem.

Fabian Risk opholder sig på den anden side af sundet, da han får en besked, som kommer til at ændre alt for både ham og hans familie …

Du kan læse et uddrag af Det sidste søm herunder.

Du kan købe Det sidste søm online, eller i din nærmeste boghandel fra d. 17. januar.




Det sidste søm

Stefan Ahnhem


DEL 1

3. – 5. august 2012

Vi er mange, som håber, at det gode vinder til sidst. Som ikke ønsker andet, end at vi skal indse, at vi er stærkest sammen. At vi på trods af forskellige hudfarver, kulturer og religioner hører sammen og med forenede kræfter kan bekæmpe de største uretfærdigheder, redde klimaet og i forlængelse heraf nå så langt som til at skabe fred på jorden.

Desværre er det en utopi. Verden, som vi kender den, er ikke bygget på drømmen om en lykkelig slutning. At række hånden frem og hjælpe den svage er en smuk tanke. I teorien.

I virkeligheden er der helt andre kræfter på spil. Så snart vi har noget værdifuldt, vil nogen ønske at tage det fra os. Så snart noget er sundt, vil noget andet forsøge at gøre det sygt. Det går igen i alt fra cellernes kamp i din krop til stjerner, der kollapser og bliver til sorte huller.

Ifølge et kinesisk forskerhold findes forklaringen på menneskets destruktive adfærd i hjernens størrelse. Enkelt forklaret er den stor nok til at kunne opfinde atombomben. Samtidig er den for lille til at kunne forstå konsekvenserne af det.

En anden teori er, at det slet ikke er godheden, der står som garant for vores eksistens og overlevelse. Det er ikke den, som står bag den naturlige udvælgelse, den konstante udvikling og forædling, der får løven til at overleve ude på savannen og træet til at strække sig endnu højere op mod lyset.

Det er med andre ord ikke godheden, vi har at takke for, at vi udviklede os fra plankton til fisk og hele vejen videre til mennesket.

Men ondskaben.

Det er den, vi kan takke for det hele. Ondskaben i sin allerreneste form.


KAPITEL 1

Det faldefærdige, gamle murstenshus ved Sankt Jørgens Søs vestlige bred midt i det centrale København var fuld af modsigelser. På den ene side var det så uanseligt, at kun et fåtal af de mange københavnere, der på et tidspunkt havde spadseret rundt om søerne, havde lagt mærke til det. På den anden side var det sin beskedne størrelse til trods storslået på sin helt egen måde og kaldte på opmærksomhed.

Blandt andet med sin sortmalede gavl, der vendte mod syd og var udsmykket med en stor, hvid skakbonde i relief. Eller med sit bliktag, som også var pyntet med en sort bonde på hvert hjørne. Præcis hvorfor, var der ingen, som vidste. Der havde aldrig været nogen skakklub i huset. Det havde heller ikke været ejet af nogen med en stor interesse for skak. Måske var bønderne et symbol på, at selv den svageste mod alle odds kunne vokse sig stærk nok til en skønne dag at blive dronning.

Også husets indhold var fuld af modsigelser. Bortset fra et par pulterrum, et badeværelse og et lille køkken bestod det kun af ét rum. Et rum, der med sit hvidmalede gulv, åbne, lyse planløsning, monumentale loftshøjde og store ateliervinduer i sine bedste stunder kunne opleves som betydeligt større end selve bygningen.

Men i den seneste måned havde følelsen mere været i den klaustrofobiske ende, da rummet var fyldt af så meget teknisk udstyr, at det snarere mindede om et studie til elektronisk musik, indeklemt i et cockpit, end om et luftigt atelier.

Langs med hele den forreste væg under det sprossede loftsvindue stod skriveborde side om side, fyldt med computere, skærme, utallige rackmoduler med blinkende dioder og nøgne printplader, der var forbundet til andre enheder med tynde ledninger i forskellige farver.

Væggene langs siderne var dækkede af store whiteboards. Kim Sleizner stod der med store bogstaver på et af dem. Nedenunder var der en samling billeder, alle taget på afstand, som zoomede ind på den samme mand, når han var på vej til og fra Politigården i København, stod og talte i sin mobiltelefon eller sad i sin bil og ventede på grønt lys.

På et andet whiteboard var der forskellige diagrammer, søjler og kurver samt en masse telefonnumre, der alle var markerede med hvert sit bogstav efterfulgt af forskellige tidsangivelser. Ved siden af, på et stort kort over København, sad en hel mængde små flag, som også var markeret med hvert sit bogstav.

For den uindviede lignede det sikkert et kæmpestort kaos. Men der fandtes et system, en plan over, hvordan alle notaterne med deres pile, forkortelser og symboler skulle bruges, eller hvor alle de forskellige elektroniske enheder præcis skulle placeres og forbindes med hinanden for at give det bedst mulige overblik og kontrol.

Som altid på dette tidlige tidspunkt af døgnet rådede der en slags behersket ro. Som om det hele tilsammen dannede en stor sovende krop med en hvilepuls så lav, at den knap kunne måles. Ganske vist blinkede flere af de hundredvis af dioder, men ikke særlig hektisk. Tværtimod tog de sig god tid til at tiltage og aftage i lysstyrke, som om de befandt sig i en form for elektronisk meditation, hvor de sammen med pauseskærmene kunne udleve deres drømme, den ene mere fantasifuld end den anden.

Alting holdt sig på vågeblus, forberedt på, at hvad som helst kunne ske.

Hvad som helst, når som helst.

I det samme rum, nogle meter over en bunke væltede pindestole, hængende i et stålrør, der hvilede på nogle af loftsbjælkerne, hævede Dunja Hougaard sig langsomt op i en enarmet pull-up. At gøre det forhastet bare for at få den overstået var meningsløst. Det var udholdenhed, det handlede om. Uden den havde hun været fortabt og opgivet hele projektet for flere måneder siden. Hun ville have overbevist sig selv om, at der måske alligevel ikke var noget at slå ned på og afsløre for at få Kim Sleizner, chefen for Københavns Politi, fældet.

Men intet skulle få hende til at give op. Ikke kun fordi han var det stik modsatte af, hvad en højt rangeret chef inden for politiet skulle være. Eller fordi han indædt havde modarbejdet alle hendes forsøg på at passe sit job som drabsefterforsker gennem årene.

Så pyt med at det havde kostet uskyldige menneskeliv. Det var heller ikke, at han havde stoppet sine fede klamme fingre op i hende, forsøgt at voldtage hende og derefter havde tvunget hende ud i kulden, som holdt hendes flamme brændende. I stedet var det alt det, de ikke havde fundet endnu. Alt det, som hun var sikker på fandtes og bare ventede på at blive opdaget og trukket frem i lyset.

Da hun havde fået hagen over stålrøret, sænkede hun sig ned igen, så langsomt som den sprøjtende mælkesyre i musklerne tillod. Det gjorde ondt, men det var derhen, hun skulle. Hele vejen ind til smertepunktet, hvor 98 procent af hende ville slippe taget, og de resterende to holdt fast i erkendelsen af, at faldet på tre meter lige ned på de omvendte stole under hende ville gøre betydeligt mere ondt.

Hun greb fat om røret med den anden hånd og begyndte igen at hæve sig op, så langsomt som overhovedet muligt. Fire langsomme pull-ups var hun nødt til at klare, derefter var hendes to timer lange træningsprogram overstået.

Hun havde aldrig været stærkere. Hun havde så også gennemført to lange styrketræningsprogrammer plus en times yoga alle ugens dage siden foråret. På bare et par måneder havde hendes krop gennemgået en forandring, hun ikke havde troet var mulig. Hun havde taget flere kilo på og var samtidigt blevet slankere. Men først og fremmest var hun blevet mere udholdende. Hun vidste nøjagtig, hvor grænsen gik for, hvad hendes krop kunne klare, og for hver dag der gik, flyttede hun den yderligere et lille stykke frem.

Træningen var begyndt som et nødvendigt onde. Skulle hun have en chance mod Sleizner, var hun nødt til at være både stærkere og hurtigere end ham. Et punkt, hun sandsynligvis allerede havde passeret, hvis man skulle tro de billeder, de havde taget af ham. På dem så man tydeligt, hvordan han havde forsømt sit helbred i sin jagt på hende.

Nu havde han genoptaget sin morgenyoga, men uanset hvad, var Sleizner den sidste, man skulle undervurdere. Af den grund generede det hende ikke, at træningen var blevet noget, hun var nødt til at gennemføre for ikke at kravle på væggene af abstinenser.

En anden sag var det med selve overvågningen. Her havde de indtil videre ikke fået bid. Intet af interesse var det lykkedes dem at finde. Intet, som var konkret nok til at sænke ham en gang for alle.

De havde ellers holdt ham under mere eller mindre konstant opsyn de seneste uger. Hver eneste samtale, han havde haft, havde de aflyttet. Alle sms’er og e-mails, som han havde sendt eller modtaget, havde de læst og analyseret.

De havde gransket hans økonomiske forehavender, og ved hjælp af en GPS-sender i hans mobiltelefon havde de logget hele hans geografiske bevægelsesmønster, så de med få undtagelser var i stand til at gå ned i mindste detalje og se, hvad han gjorde, hvor han gjorde det, og fremfor alt hvornår han gjorde det. Ofte kunne de desuden med stor præcision forudsige alle tre faktorer, før de fandt sted.

Skidesprælleren var med andre ord helt kortlagt, og det havde overrasket hende, hvor indrammet og uspændende hans liv var. Det mest interessante var, at han regelmæssigt besøgte Jenny Nielsen, eller Jenny Wet-Pussy Nielsen, som hun egentlig kaldte sig, på Nøjsomhedsvej 4.

Det var den samme prostituerede kvinde, han havde mødtes med for tre år siden på bagsædet af sin bil ved Lille Istedgade. Dengang var det blevet til en mindre skandale, da medierne havde fået nys om det. Især fordi det viste sig at være foregået i arbejdstiden og havde medført, at han havde overset et vigtigt opkald fra det svenske politi i Helsingborg.

Det var Fareed Cherukuri, som på eget initiativ og helt uden for hendes kontrol havde lækket oplysningerne til Ekstra Bladet, der så havde igangsat en kampagne, hvor Sleizner blev vingeklippet og fornedret i bedste sendetid og på stort set hver eneste spiseseddel i løbet af de efterfølgende uger. Det resulterede blandt andet i, at hans kone forlod ham, og han fik ordre fra selveste rigspolitichefen, Henrik Hammersten, om at tage en timeout.

Det krævede ingen Einstein at forstå, hvor ødelæggende det må have været for en medieliderlig alfahan som Sleizner, og af en eller anden grund havde han bestemt sig for at lægge hele skylden over på hende. Siden da havde han derfor gjort alt, hvad der stod i hans magt, for at tilintetgøre hende.

En magt, der bare var fortsat med at vokse, siden det på nærmest mirakuløs vis var lykkedes ham at kæmpe sig tilbage ind i varmen, hvor han nu, nogle år senere, tilsyneladende havde loyale venner fra stort set hele det øverste sociale lag i Danmark. Det var et på alle måder fuldstændigt usandsynligt comeback, og hvordan han var sluppet afsted med det, var i hendes øjne stadig et stort mysterium.

At han uden for arbejdstiden regelmæssigt gik til en prostitueret, som havde set sine bedste dage, var desværre hverken skandaløst, iøjnefaldende eller for den sags skyld forbudt i dette land. Det var muligvis ynkeligt og patetisk, men det var langtfra nok til at fælde ham. Snarere ville han for mange fremstå mere menneskelig.

Skulle hun være helt ærlig, havde hun forventet noget i en helt anden liga, noget mere ekstravagant og dekadent. Et slags dobbeltliv med det ene ben i politiarbejdet og det andet i … Og det var netop det store problem. Hun anede det ikke. Det eneste, hun havde, var en klar fornemmelse af, at noget ikke var, som det skulle være. At de, på trods af al den tid og energi, de havde investeret i det, for ikke at nævne al den teknik, de havde indkøbt og satset på, dårligt nok havde skrabet hul i overfladen.

At Kim Sleizner helt ud i fingerspidserne var ren og skær ondskab, tvivlede hun til gengæld ikke på. Han kunne rende rundt og lege hæderlig politimand, lige så meget han ville. Hun så lige igennem den polerede facade og vidste udmærket godt, at det ikke var andet end spil for galleriet.

Derfor kunne de ikke gøre andet end at blive ved med at lede, indtil de kom på sporet af noget. Blive ved med at aflytte, følge og analysere hans mindste skridt. For et eller andet sted var der et helt garderobeskab fyldt med ting, der ikke ville kunne tåle dagens lys i så meget som et sekund.

Men de havde travlt. Sleizner var ikke den, der lå på den lade side. Han brugte alle sine vågne timer på at opbygge sit forsvar og sørge for at blive stærk nok til, at ingen skandale i hele verden kunne vælte ham, og så vidt hun kunne se, var han godt i gang med at lykkes med sit forehavende.

Hun hævede sig op endnu en gang og trodsede smerten, der skreg i musklerne, uvidende om, hvad der skete et par meter under hende. Det var begyndt for et par minutter siden med en lysdiode på et af de mange patchmoduler. Et blink, der pludselig havde ændret karakter.

Ikke meget, men nok til, at man kunne ane en forskel i forhold til alle de andre. Hektisk og uregelmæssigt. Som om dioden var vågnet op fra sin harmoniske søvn og netop havde indset, at den havde sovet over sig. Og som en smitsom virus havde det urolige blink hurtigt spredt sig til yderligere 50 dioder, og umiddelbart derefter kom der liv i flere af computerskærmene, som skiftede fra deres pauseskærme til at vise programmer med lydkurver, kontrolpaneler og tidslinjer, der gik i gang med at optage.

På en af de mange skærme så man et billede af en prangende krystallysekrone, der hang over en uredt dobbeltseng. På sengekanten sad en nøgen Kim Sleizner med begyndende måne og strakte sig.

Fra en højttaler ved siden af skærmen kunne man høre ham stønne, mens han knækkede nakken og ryghvirvlerne på plads, hvorpå han rejste sig og forsvandt ud af billedet.

Dunja reagerede på lyden og svingede sig ned, så hun landede på alle fire ved siden af stolebunken. På vej hen til skærmene kastede hun et blik på sit armbåndsur og konstaterede, at klokken ikke var mere end ti minutter over fem om morgenen.

Så tidligt havde Sleizner aldrig været i nærheden af at stå op i løbet af den tid, de havde overvåget ham, hvilket tydede på, at der endelig var sket noget usædvanligt.


DEL 2

På afstand så den hvide Mercedes næsten ny ud, som den hang der i luften og var ved at blive sænket ned mod betonkajen. Som om den lige var blevet leveret fra fabrikken, klar til at trille ud på vejene. Men vandet, der lækkede fra de nedrullede vinduer, og tangen, der havde sat sig fast på køleren sammen med silhuetterne af de to lig, sladrede om, at det ikke var tilfældet.

Synet gjorde Jan Hesk i godt humør, da han kom kørende ad grusvejen langs med kajen på Refshaleøen og parkerede i god afstand fra den mobile kran.

Det var ganske vist ukristelig tidligt, og han havde været nødt til at afbryde sin ferie, netop da han og resten af familien havde været på vej til Jylland og, til børnenes store glæde, Legoland. De havde aldrig været der før, og nu skulle det endelig ske, så han kunne sagtens forstå deres skuffelse. Værre havde det været med Lone, som var tændt helt af og havde startet et højlydt skænderi midt i indkørslen.

Selv havde han forholdt sig nogenlunde rolig og spillet med på deres skuffelse, undskyldt sig med omstændighederne og ikke nævnt med et eneste ord, at han inderst inde bare havde gået og ventet på, at ferien skulle være slut.

Lige siden den første ferieuge, hvor han havde stået for alting i hjemmet, imens Lone havde gjort status i butikken med plastikfrie babysager, havde det kløet i fingrene på ham efter at komme tilbage til Politigården og begynde at arbejde igen. Men det havde han holdt for sig selv, mens han havde kæmpet videre med at bygge en træhule, bage pandekager og cykle til Amager Strandpark, så snart Benjamin ikke orkede at være hjemme længere.

Nu var han endelig tilbage og desuden i en helt ny stilling. En stilling, han havde drømt om siden de første dage i drabsafdelingen. Anledningen var terrorangrebet i Tivoli for en måned siden. Efter det havde stort set alting ændret sig. Set udefra var det en enorm tragedie, og alle de pårørende til ofrene befandt sig af forklarlige årsager i et mørke værre, end han nogensinde kunne forestille sig.

Men for hans eget vedkommende havde begivenhederne derimod været et vendepunkt. Han havde aldrig tidligere oplevet et så tydeligt før og efter. I sin chef, Kim Sleizners, øjne var han gået fra at være en hund, man kunne hundse rundt med efter forgodtbefindende, til pludselig at have vundet respekt.

Sleizner havde været så imponeret af hans håndtering af sagen, og hvordan han havde ageret midt i krisen, at han ikke bare havde givet ham en bedre løn og eget kontor, men fremfor alt mere ansvar. Endelig ville han få lov til at sammensætte og lede sit helt eget hold.

Kriminalteknikeren Torben Hemmer var allerede ankommet og i fuld gang med at tage sine værktøjskasser ud af varevognen, selvom kranoperatøren ikke havde nået at løsne remmene rundt om den dryppende bil.

Endnu havde han og Hemmer kun talt i telefon med hinanden, men han var allerede overbevist om, at den nye tekniker var en gevinst. Den fokuserede energi, han udstrålede, mens han klargjorde sit udstyr til undersøgelsen, var præcis, hvad de havde brug for. En, der var her for at arbejde. Ikke for at drikke kaffe og sludre løs.

Julie Bernstorff var han til gengæld ikke lige så sikker på. Han kunne ikke sætte fingeren på hvorfor. Måske så hun helt enkelt for godt ud, som hun kom gående mod ham med sine på grænsen til unaturlige, rene træk, mørkt reklamefilmsbølgende hår og lange ben.

Hun lignede en, der arbejdede med mode eller i en anden trendy branche og ikke her, hvor det mindste lille fejltrin på de høje hæle indebar en overhængende risiko for, at hun ville falde og gå i stykker. At det desuden egentlig var Sleizner, som havde ansat hende og anbefalet, at hun skulle være en del af hans hold, gjorde ikke sagen meget bedre.

”Hej, Julie Bernstorff,” sagde hun og førte håret bag øret med den ene hånd, idet hun rakte den anden frem.

”Det er mig, der …”

”Det ved jeg,” afbrød han og nikkede. ”Vi har mødt hinanden.”

”Nå ja, det kan jeg godt huske nu,” sagde hun med et blik så tilpas søgende, at løgnen blev åbenlys.

”I foråret da du var til ansættelsessamtale hos Kim Sleizner,” sagde han for at hjælpe hende på vej. ”Vi stødte på hinanden i korridoren, men der havde du sikkert andet at tænke på.” Han ville i det mindste give hende en ærlig chance, inden han satte foden ned og fik hende skiftet ud.

”Nå ja, sådan var det jo.” Hun lyste op i et smil.

”Velkommen på holdet i hvert fald.” Han tog hendes hånd, rystede den kort og gik videre hen mod Mercedesen. Hun kunne være nok så smuk, men på hans hold gav det ingen fordele.

”Undskyld, men der er noget, jeg ville …”

”Det kan måske vente, til vi er færdige med det mest akutte,” afbrød han hende uden at stoppe op.

”Det ved jeg ikke, det er nemlig … ”

Han standsede og vendte sig mod hende. ”Hør her, Julie. Jeg er ikke særlig kompliceret. Det eneste, jeg kræver, er, at alle gør det, de skal, og når det kommer til dig, som, så vidt jeg forstår, er helt grøn, handler det til at begynde med om at holde sig i baggrunden. Lytte og lære uden at tage plads.” Han gav hende et anstrengt smil og gik videre.

Det sidste, han ville, var at blive som Sleizner, chefen fra helvede, som alle smilede og fedtede for, men som de inderst inde hadede mere end nogen anden. Men lige nu var der ikke tid til MUS-samtaler, ferieønsker og alt det andet, som også hørte ind under hans ansvarsområde. Lige nu var det efterforskningen af en sag om to lig, der var fisket op af havnen, som ventede.

Ud fra de få oplysninger, han havde, så det ganske vist ikke ud til at blive en særlig vanskelig sag. Noget, han betragtede som en stor fordel. De havde alt at vinde på at opklare den så hurtigt og gnidningsløst som muligt og vise sig selv, men først og fremmest Sleizner, at de var fuldt ud i stand til at bære ansvaret. Det var selve forudsætningen for, at de senere ville få lov til at tage sig af nogle af de mere komplicerede sager.

”Hej, Torben.” Han rakte hånden frem mod Hemmer, der var i gang med at trække lynlåsen op på sin beskyttelsesdragt. ”Jeg kan se, at du allerede er kommet i gang og vil bare byde dig velkommen på holdet.”

”Tak, og nej tak.” Hemmer nikkede mod hans udstrakte hånd. ”Jeg ved ikke, hvor du har været med den der, og det sidste, jeg vil, er at blive kontamineret midt i en gerningsstedsundersøgelse.”

”Selvfølgelig.” Hesk nikkede og løftede begge hænder op i luften. ”Men du kan være helt rolig. De er så afsprittede, at det ville give udslag, hvis jeg blev stoppet i en hastighedskontrol.” Han smålo. ”Altså på grund af promillen.”

”Jep, men vi kan måske sludre videre lidt senere, når vi ikke har to lig, der ligger og rådner, og som de derovre desuden gerne vil have adgang til hurtigst muligt.” Hemmer nikkede over mod ambulancen, som var på vej mod dem.

”Det er klart, det er klart.” Hesk tog et skridt tilbage og mærkede selvhadet skylle gennem kroppen. ”Gå du bare i gang med det, du skal. Det er derfor, vi er her. Jeg går i gang med at afhøre vidnerne.” Han kiggede sig omkring. ”Men hvor er de henne?” Han vendte sig om mod Bernstorff. ”Skulle der ikke være to? En mand og en kvinde.”

”Jo, det passer.” Bernstorff nikkede. ”Det var det, jeg forsøgte at komme ind på før. Jeg har allerede talt med dem.”

”Okay, så du har altså gennemført en afhøring helt på egen hånd uden først at rådføre dig med eller for den sags skyld informere mig?” Bernstorff nikkede. ”Jeg var den første, som kom herhen, og de var alvorligt nedkølede og befandt sig i chok. Især kvinden, der var på nippet til et sammenbrud, så jeg vurderede, at hun havde behov for hjælp og burde indlægges hurtigst muligt.”

”Okay.” Han nikkede og begyndte endelig at føle fast grund under fødderne, nu hvor fokus var flyttet fra hans pinlige start med Hemmer. ”Men næste gang ser jeg gerne, at du kontakter mig først.”

”Det gjorde jeg. Jeg prøvede at ringe.”

”Jaså?”

”Ja, men du svarede ikke.”

Det måtte have været midt i skænderiet med Lone i indkørslen.

For fanden da også. ”Okay, men nok om det. Kom der noget frem af interesse?”

”Ikke meget mere, end at manden havde taget sin kæreste med ud på en tidlig kajaktur, hvor hun tilfældigvis væltede i kølvandet på et af krydstogtskibene præcis derude.”

Hesk nikkede. Hun havde sikkert ret. Mere spændende end som så var det nok ikke. ”Nej, det var ikke meget. Jeg håber, du huskede at få deres kontaktoplysninger.”

”Selvfølgelig. Jeg har mailet alle oplysningerne til dig sammen med referatet af afhøringen.”

Så det havde hun allerede nået at gøre. Det var alligevel impone- rende. ”Udmærket,” sagde han i et forsøg på at starte forfra, da en bildør lukkede i bag dem. Han vendte sig om og så Morten Heinesen komme gående med sin typiske, stive, let ængstelige gangart.

Heinesen var uden tvivl den kollega, han havde arbejdet mest sammen med gennem alle årene i politiet. Han var desuden en af få, han følte, at han helt kunne stole på. Med Heinesen var der ingen sladder bag ens ryg eller nogen skjulte dagsordener, som havde til formål at komme højere op ad karrierestigen. Det eneste, han var ude efter, var at følge alle regler til punkt og prikke og udføre sit arbejde så godt som muligt.

Alligevel var der altid noget nervøst over ham. Som om han var blevet hundset rundt med i hele sit liv og nu konstant var forberedt på at kunne få en lussing, hvornår det skulle være. Det havde givet ham et ufortjent rygte som en af de sløveste knive i skuffen, selvom han egentlig bare var konfliktsky og hellere ville holde sin mening for sig selv fremfor at løbe risikoen for at havne på kollisionskurs med nogen.

”Godmorgen, Morten,” sagde han og lyste op, lettet over, at nogen var ankommet endnu senere end han selv. ”Her kommer der en, som tydeligvis havde brug for sin skønhedssøvn.”

”Han kom faktisk lige efter mig,” sagde Bernstorff.

”Nå? Hvordan kan det så være …”

”Jeg har lige kørt vidnerne til hospitalet,” sagde Heinesen.

”Aha, på den måde.” Hesk havde lyst til at synke i jorden. Morgenen kunne ikke have fået en værre start. Han, der aldrig havde været nogen spøgefugl, havde nu forsøgt at være morsom to gange, og begge gange var det endt katastrofalt. Hvad havde han gang i? ”Undskyld, jeg troede bare, du var lige så sent på den som mig.”

”Helt i orden”, sagde Heinesen med et smil. ”Hvordan går det så her? Har I fundet noget interessant?”

”Det ved jeg ikke,” sagde han og trak et par handsker på. ”Jeg ville give Torben en chance for at komme i gang i fred og ro. Men lad os gå over og kigge på det.”

Heinesen nikkede og sammen med Bernstorff gik de over til bilen, hvor Hemmer stod foroverbøjet under den åbnede bagklap og tog billeder.

Selv fortsatte Hesk rundt til den anden side af bilen, åbnede den højre bagdør og kiggede på kvinden, der lå nøgen på ryggen på det nedfældede bagsæde. Endelig var roen på vej tilbage. Det var jo det her, han skulle gøre. Fokusere på efterforskningen. Det var det, han var god til, og det var her, han følte sig tryg. Lederskabet måtte komme med tiden.

Kvinden var yngre, end han havde troet. Hvor ung var svært at vurdere. Hun var ikke etnisk dansk, og hendes glatte gyldent skinnende hud kunne lige så godt være 15 år som 25. Måske endda over 30. Kvalt var hun i hvert fald blevet. Det vidnede de mørkeblå pletter på hendes hals om.

Han havde været med længe nok til at vide, at efterforskningsarbejdet hovedsageligt handlede om at begynde med den lavest hængende frugt. At der 9,9 gange ud af 10 ikke var nogen grund til at komplicere tingene eller gøre det hele unødvendigt bøvlet. Virkeligheden så nemlig ikke ud som på film, hvor en manuskriptforfatter havde slået knude på sig selv for at skabe den ene utrolige vending efter den anden for underholdningens skyld.

Selvfølgelig var der undtagelser, som bekræftede reglen. Som den sag, ham Fabian Risk og hans kolleger på den svenske side af sundet havde efterforsket i løbet af de seneste år. Men set i et bredere perspektiv var den kun et hak i kurven.

I realiteten så et gerningssted næsten altid ud nøjagtig, som det forholdt sig. Det var kun i yderst få sager, at et drab var forberedt med en gennemtænkt plan, eller en plan i det hele taget, og når ulykken først var sket, tog gerningsmanden sig næsten aldrig tid til at slette sine spor. I de sjældne tilfælde, hvor han gjorde det, skabte han oftest bare nye, som var endnu nemmere at afsløre.

Han vendte sig mod Hemmer, som adskilte kvindens ben med den ene hånd og knipsede en række billeder. Selv følte han sig altid lidt be- skidt, når han så liget af en kvinde med blottet køn. Hemmer, derimod, havde tilsyneladende ingen betænkeligheder, men lænede sig tværtimod endnu nærmere og fortsatte med at fylde kameraets hukommelseskort.

”Godmorgen, godmorgen, hvordan går det her?”

Hesk kiggede op over bilens tag og så en kvinde med kort rødt hår og hvid lægekittel komme gående i selskab med to ambulanceførere. ”Jeg hedder Trin Bladh og kommer fra Retsmedicinsk Institut,” fortsatte hun og løftede den ene hånd i en kollektiv hilsen.

”Så du vikarierer for Oscar Pedersen?” sagde Heinesen.

”Nej, jeg er snarere hans nye kollega. Jeg skulle sikkert hilse fra ham, hvis han vidste, at vi var her. Men hvad siger I? Er det okay, at vi tager os af ligene?”

”Ikke helt endnu,” sagde Hesk. ”Giv os lige et par minutter mere.”

”Okay. Jeg kan gå med til et par minutter, men helst ikke mere. Du ved, når de har befundet sig i vandet, kan det ikke gå hurtigt nok.”

Han havde kunnet bombardere hende med syrlige bemærkninger om, hvem som var ansvarlig for efterforskningen. Men så lavt havde han ikke tænkt sig at synke. Han var bedre end som så og lod hendes lille forelæsning blive opløst af morgenbrisen, mens han åbnede døren til passagersædet og kiggede på manden, der sad foroverbøjet, iklædt smoking, hvid skjorte og butterfly, med hovedet hvilende mod rattet, hvor airbaggen hang som en træt ballon.

Det blodige krater i mandens baghoved var så stort, at han tog sig selv i at glemme, at det rent faktisk drejede sig om et menneske. Men det var netop, hvad det gjorde, og hvem som helst kunne konkludere, at de mørke pletter på kvindens hals højst sandsynligt kom fra mandens hænder. Faktum var, at han allerede havde set nok til at kunne danne sig et tydeligt billede af hele scenariet.

”Ja, det her ser jo ikke så kompliceret ud, eller hvad siger du?” Han vendte sig mod Heinesen, der nikkede og samtidig trak på skuldrene.

”Jo, det meste tyder vel på, at han gik over stregen og kom til at kvæle hende, hvorefter han tog sit eget liv.”

”Præcis hvad jeg tænkte.”

”Spørgsmålet er, om de havde sex i bilen.”

Hesk trak på skuldrene. ”Så vidt jeg kan se, er hendes tøj her ikke, så jeg gætter på, at de enten har været hjemme hos ham eller hende, alternativt på et ubemandet hotel.”

”Med andre ord kan de have været hvor som helst,” sagde Bernstorff.

Hesk skulle lige til at minde hende om at holde sig i baggrunden, indtil hun blev tiltalt, men det lykkedes ham at lade være. I stedet sendte han hende et smil. ”Nja, ikke rigtigt. Min pointe er, at han må have haft mulighed for at tage hende med i al ubemærkethed og laste hende ind i bilen. Hun er jo hverken proppet ned i en sort sæk eller rullet ind i et tæppe. Har vi forresten lokaliseret våbnet?” Han vendte sig mod Hemmer, der nu var i gang med at indsamle prøver fra hårstrå, blodrester og hjernemasse fra bilens vægge.

”Det lå nede ved pedalerne.” ”Og hvor er det nu?”

”På bordet bag ved dig.”

Hesk vendte sig om mod et opslået campingbord, hvorpå der lå nogle bevisposer, heriblandt en, der indeholdt en pistol. Han tog den op og konstaterede, at våbnet var halvautomatisk med serienummeret CZ75. Det var en almindeligt forekommende model, fremstillet i Tjekkiet og udbredt i hele verden. ”Julie, kører du et tjek på DK556919B?”

Bernstorff nikkede og trådte til side med sin telefon.

Så man bort fra, hvordan han havde trådt i spinaten til at starte med, gik det faktisk præcis lige så let, som han havde håbet på. Fortsatte det på denne måde, ville de måske endda være færdige om et par dage, og Legoland kunne blive en dejlig overraskelse for familien.

Det eneste forstyrrende element var den lystfisker, som stod uden for afspærringen omtrent 30 meter fra dem og indimellem svingede sin kastestang. Han kunne ikke sige præcis, hvad det var, men noget fik ham til at låne Hemmers kamera, zoome ind og tage en halv snes billeder af den muskuløse mand, der var iført en fiskevest med lommer samt en hat med fastsyede blink.

”Torben,” lød det fra Heinesen bag ham. ”Har du nogen idé om, hvor længe bilen har ligget dernede?”

”Højst et par døgn,” sagde Hemmer. ”Skal du have det mere præcist end det, må du vente, til jeg er færdig med at undersøge bilens elektronik.”

At der stod en lystfisker ved kajen, var i sig selv ikke noget usædvanligt syn. Især ikke på dette tidlige tidspunkt af døgnet. Men gennem objektivet kunne han tydeligt se, at manden ikke så ud til at ane, hvordan man holder en kastestang, endsige hvordan man svinger den. Det behøvede ganske vist ikke at betyde noget særligt. En gang skulle jo være den første.

Han afleverede kameraet tilbage til Hemmer og vendte sig mod Trin Bladh. ”Okay, ligene er dine. Gør det, du skal.” I bedste fald kunne hun finde beviser for det, de allerede vidste. Så havde de kun identifikationen tilbage, hvilket ikke burde udgøre noget større problem.

”Undskyld, men jeg har faktisk en lille ting,” sagde Heinesen med sin sædvanlige pegefinger i luften. ”Det er sikkert ikke særlig vigtigt, men bare for at være på den sikre …”

”Kom med det,” sagde Hesk. ”Men lad det gå hurtigt, så Retsmedicinsk kan få lov at komme til.”

”Som sagt er det sikkert ingenting. Men jeg tænkte på det scenarie, vi talte om.”

”Ja, hvad er der med det?”

Heinesen sank. ”Jeg er ikke helt sikker på, at det holder. Specielt ikke det med, at han har taget sit eget liv. Eller rettere sagt, hvordan han har taget sit eget liv.”

”Han har stoppet løbet i munden og trykket på aftrækkeren.” Hesk trak på skuldrene. ”Hvad er det, som er så mærkeligt ved det?”

”Ingenting. Det mærkelige er, at han må have gjort det, samtidig med at han kørte ud over kajkanten, hvilket jeg ikke forestiller mig er den letteste manøvre. Desuden føles det, hvordan skal jeg udtrykke mig, som lidt for meget af det gode.”

Hesk skulle til at sige noget, egentlig mest for at komme videre. Men der lå nu noget i det, Heinesen sagde. Det var faktisk lidt underligt. ”Kan det ikke være en kombination af to ting?” sagde han til sidst. ”Den ene, at han ville dø en så hurtig og smertefri død som muligt, og den anden, at han simpelthen bare ville forsvinde og i bedste fald aldrig blive fundet.”

”Jo.” Heinesen nikkede. ”Du har sikkert ret. Det er selvfølgelig sådan, det hænger sammen.”

Det var bare en teori, der var røget ud af munden på ham. Det betød ikke nødvendigvis, at den var dårlig og ikke passede. Men nu stod Heinesen og nikkede, selvom det var tydeligt, at han ikke var enig. Sådan som de alle sammen havde gjort, når Sleizner var ansvarlig for efterforskningerne.

”Men du køber den ikke, vel?” sagde han.

”Jo, men det kan da sagtens forholde sig præcis, som du siger. Helt sikkert.”

”Morten.” Hesk gik rundt om bilen og over til ham. ”Det eneste, jeg er interesseret i lige nu, er, hvad du tænker på. Skid hul i, hvad du tror, jeg forventer at høre.”

”Der er noget, der ikke stemmer.” Det var det sidste, han ville høre.

Det var ikke det her, han havde forestillet sig. En efterforskning, som knap var kommet op i fart, før den bremsede op og begyndte at bevæge sig baglæns. Han havde ønsket at lande denne sag hurtigere, end Sleizner havde regnet med. At vise alle, at den eneste fejl ved hans forfremmelse var, at den havde ladet vente på sig alt for længe.

Men Heinesen havde ret. Der var noget ved hele scenariet, som skurede. Og det sidste, han ville gøre, var at begå en fejl. At overse den lille detalje, som senere skulle vise sig at være nøglen til hele opklaringen.

Han vendte sig mod Hemmer. ”Hvad siger du, Torben? På en skala. Hvor mærkeligt er det, at han har skudt sig og er kørt ud over kajkanten på samme tid?”

”Jeg vil nok mene, at det er fuldt ud muligt. For eksempel kan han være startet med at lande bilen i vandet og først derefter have skudt sig. Det tager trods alt lidt tid for en bil at blive fyldt helt op med vand og synke.”

”Men alle bilruderne var jo rullet ned,” sagde Heinesen.

”Jo, men jeg vil alligevel sige mindst 20 sekunder, og han havde kun brug for et.”

”Men?” sagde Hesk og ventede.

Hemmer mødte hans blik. ”Fuldt ud muligt er ikke ensbetydende med sandsynligt.”

”Så du tror ikke, det var sådan, det gik til?”

”Hvad jeg tror, er vel ikke det vigtige her. Det eneste, der betyder noget, er, hvad jeg ser, og der er ikke meget, der tyder på, at det var her i bilen, han skød sig.”

”Og hvor meget tyder på det stik modsatte?”

”En hel del. Det mest åbenlyse er, at der hverken er nogen kugle eller nogen mærker efter den.”

”Men igen, bilruderne var jo rullet ned. Kan den ikke være røget ud der og landet et sted på havbunden?”

”Det er tvivlsomt. Muligvis gennem en af de bagerste ruder. Men i så fald burde den have penetreret nakkestøtten, og der er ikke noget at se.”

”Og hvorfor ikke gennem en af de forreste?”

”Vinklen bliver alt for stor og ukomfortabel. Jeg mener, hvorfor skulle man vende sig 90 grader sekundet før, man trykker på aftræk- keren?”

”Det er ikke, fordi jeg ikke tror, du har ret,” sagde Heinesen. ”Men bilen har sikkert krænget kraftigt til alle sider, mens den blev fyldt op med vand.”

”Det er sandt.” Hemmer nikkede og klemte sin øreflip. ”Det har du faktisk ret i.”

”Uanset hvad, bør vi nok sende nogle dykkere ned for at undersøge havbunden,” sagde Hesk.

”Men så er der det med blodstænkene. Bortset fra nogle få ansamlinger rundt omkring på indervæggene er der stort set ingen. Ikke engang heroppe i taget, hvilket der helt klart burde være, medmindre han lå på ryggen, da han skød sig.” Hemmer lænede sig frem og pegede op mod taget. ”Se selv. Det er helt rent.”

”Men vent lige lidt.” Hesk følte hovedpinen, som han ikke havde mærket noget til siden skænderiet i morges, vende tilbage. ”Bilen har jo faktisk været fyldt med vand. Det er vel ikke så underligt, hvis hjernemassen, eller hvad det nu er, er blevet skyllet en hel del rundt og visse steder er forsvundet helt?”

”Et stykke hen ad vejen giver jeg dig ret. Men ikke oppe i taget. Der har nemlig været en stor luftboble, som har trængt alt vandet væk. Lige her, se.” Hemmer pegede på den bølgeformede fugtgrænse, der dannede en stor cirkel på det bløde indvendige tag.

Hesk nikkede og kunne ikke holde et stort suk tilbage. ”Okay, men hvordan man end vender og drejer det, er her tydelige spor af blod, hvilket i mine øjne er et særdeles stærkt bevis for, at det faktisk var her i bilen, han skød sig. Alternativet skulle være, at han døde et helt andet sted, hvorpå en tredje person har placeret ham bag rattet.

Vedkommende skal desuden have opsamlet blodet og hjernemassen fra det oprindelige gerningssted, spørg mig ikke hvordan, for så at sprede det ud i bilen efter bedste evne. Derefter har han på en eller anden facon arrangeret det, så bilen kørte ud over kajkanten, uden at han selv befandt sig i den.” Han slog ud med armene. ”Jamen, I kan jo selv høre, hvordan det lyder.”

”Det sidste der med bilen er faktisk ikke så kompliceret,” sagde Heinesen med pegefingeren i luften. ”Man skal bare stå lige uden for førerdøren og føre en pind eller paraply gennem den nedrullede bilrude og trykke speederen i bund.”

”Måske. Men spørger du mig, ville det der ikke engang holde i et dårligt afsnit af Barnaby.”

”Det er jeg faktisk tilbøjelig til at give dig ret i,” sagde Hemmer og slog en latter op. ”Og jeg er jo langtfra færdig. Hvem ved? Måske finder jeg noget, der peger i en helt anden retning.”

Løse antagelser og spørgsmål uden svar. Spor og ledetråde, der stod i diametral modsætning til hinanden i stedet for at pege i den samme retning. Fortsatte det på denne måde, ville migrænen være en kendsgerning.

”Ja, jeg er her stadig,” sagde Bernstorff i mobiltelefonen på vej tilbage mod dem.

Hesk vendte sig om og indså, at han helt havde glemt, at hun var der.

”Lige præcis. DK556919B”, fortsatte hun. ”Okay, tak skal du have.” Hun afsluttede samtalen og vendte sig mod de andre. ”Vi har et navn, som våbnet er registreret på.”

”Det var godt, så har vi i det mindste en ting på plads. Sig frem.” Allerede inden hun havde nået at svare, kunne han se på hende, at det var mere end bare et navn, og da han selv hørte ordene ”Mogens Klinge”, forsvandt den lille rest, han havde tilbage af sin selvtillid. ”Du mener vel ikke den Mogens Klinge?” forsøgte han, selvom både han og migrænen havde forstået, at det var præcis, hvad hun mente.

”Det ved jeg ikke. Hvor mange er der?”

”Men vent lige lidt.” Heinesen pegede på den døde mand bag rattet. ”Er det der den operative chef for PET?”

Bernstorff nikkede. ”Han har licens til flere våben.”

”Men bare fordi det er hans våben, behøver det jo ikke at være ham.” ”Nej, men jeg kørte også et tjek på bilen, og den står også i hans navn.”

”Okay,” sagde Hesk og nikkede for at købe lidt tid. ”Det sætter jo unægtelig det hele i et andet lys. Morten, sørger du for, at afspærringen bliver øget med kraftige marginaler, inden medierne får nys om det og kommer rendende?” Han gik hen til bilens førerside. ”Jo længere vi kan holde det her under radaren, desto bedre.”

Imens Heinesen skyndte sig afsted, åbnede han bilens fordør og kiggede på liget, der sad foroverbøjet med ansigtet mod rattet. For at være helt sikker skulle Retsmedicinsk Institut udføre en identifikation. Det ville tage sin tid, så indtil da måtte han nøjes med at trykke liget tilbage mod ryglænet.

Ansigtet var så godt som uskadt. Det eneste, som røbede, at alting ikke var, som det skulle være, var den åbne mund og det overraskede ansigtsudtryk. Som om han slet ikke havde været klar over, hvad kuglen ville gøre ved hans baghoved. Men det var helt rigtigt en af de højest rangerende chefer i Politiets Efterretningstjeneste, det herskede der ingen tvivl om.

Hesk rankede ryggen og vendte sig væk fra bilen, væk fra de andre. Derefter begyndte han at gå, forbi afspærringen og hele vejen hen til kajkanten, hvor han skuede ud over det solglimtende vand, over på den anden side, hvor dagens første og mest morgenfriske turister var ankommet for at se Den Lille Havfrue.

Han kom til at tænke på den første gang, han selv havde set den. Hvor skuffet han var blevet, da det havde vist sig, at dens størrelse slet ikke levede op til hans forventninger. Det samme var tilfældet nu. Intet af det, han havde forestillet sig om denne morgen, var gået som forventet, ingenting. Og uanset hvor ordknappe de var i deres informationer, ville nyheden om Mogens Klinge snart være ude og helvedet bryde løs.



Det sidste søm i historien om Fabian Risk. Læs et uddrag af Stefan Ahnhems vilde krimi her

Det sidste søm er sjette og sidste selvstændige krimi om den svenske politimand Fabian Risk.

Kan man være både afpresser, manipulator, voldtægtsmand og mishandler, og også være politichef hos Københavns Politi? Ja, det kan man. Og det er Kim Sleizner, der har vadet over adskillige lig for at nå hele vejen til toppen.

Betjenten Dunja Hougaard er gået under jorden, for at indlede en udredning mod sin tidligere chef. Hendes team har brugt måneder på at samle information om ham, og da en person i toppen af den danske efterretningstjeneste bliver fundet død sammen med en ukendt kvinde i en bil på bunden af det københavnske havneløb, strammes grebet. Men hvem strammes det om?

På den anden side af sundet i Helsingborg får Fabian Risk en besked, som forandrer alt for ham og hans familie.

Du kan købe Det sidste søm online, fx. på Saxo.dk, eller i din nærmeste boghandel.