Fiktion Amerikanske romaner Paul Auster

Tina Marie Kragh anbefaler Paul Auster: Tilfældets musik

Tina Marie Kragh anbefaler Paul Auster: Tilfældets musik

Paul Austers forfatterskab, som altid har haft en høj stjerne hos danske læsere, består af både romaner, erindringsværker, essays, digte og filmmanuskripter. Vi har bedt en række læsere om at anbefale deres yndlingsbog af Paul Auster.


I anledningen er udgivelsen af Paul Austers essaysamling Samtaler med fremmede, der samler tekster skrevet gennem 50 år, sætter vi fokus på den populære forfatter.

LÆS OGSÅ: Jesper Præst Nielsen anbefaler Paul Auster: Leviathan

Vi håber, at det kan give inspiration til at læse eller genlæse Paul Austers mange bøger fra et langt og rigt forfatterskab.



Pressekoordinator Tina Marie Kragh anbefaler Paul Austers Tilfældets musik

Tina Marie Kragh anbefaler Paul Auster: Tilfældets musik
Tina Marie Kragh er pressekoordinator på Lindhardt og Ringhof og arbejder blandt andet med Paul Austers bøger.

Tilfældets musik er en besættende roman, der med sin fortættede stemning og eksistentielle intensitet bliver hængende længe i kroppen efter man har læst den – hos mig ret nøjagtigt i de 20 år, der er gået mellem jeg læste den første gang og til nu, hvor jeg har genlæst den med en urolig fryd.

Det er en lille bog af omfang og har kontur af et eventyr, men er rig på betydning og fænger fra allerførste side. Tematisk rækker den op på den dyre hylde: modsætningen mellem længslen efter frihed og behovet for at være forbundet med nogen eller noget, og den angriber det grundlæggende spørgsmål: Hvordan skaber man mening og livsfylde i den tilværelse, der kan føles som en lang række af timer, dage og år, som blot skal fordrives?

Uden plan, uden mål

Historien er denne: Jim Nashe, der netop er blevet forladt af sin kone, arver en stor sum penge fra en far, der aldrig har været tilstede i hans liv. Nashe følger en impuls og siger sit job som brandmand op, køber en Saab, som han kører rundt i et års tid uden plan og uden mål. Der sker intet, udover at pengene bliver færre.

En dag samler han en forslået ung mand op, der viser sig at være pokerspiller. Jack Pozzi, som gambleren hedder, er på vej til et pokerspil med to excentriske og skræmmende millionærer, men mangler kapital, og Nashe kaster resten af sin arv ind i et spil, der står til ikke at kunne gå galt.

En absurd mur

Paul Auster, Tilfældets musik

Men det går galt, og de to sættes til at bygge en mur for at betale deres gæld af. Et absurd og formålsløst arbejde, som de to mænd reagerer forskelligt på: Pozzi er fuld af modstand og arbejder modvilligt frem mod dagen, hvor de atter er frie mænd, mens Nashe langsomt vokser sammen med opgaven, tager den på sig og tilfører en slags mening.

Dramaet – det føles vitterlig dramatisk – foregår først og fremmest inden i Nashe, der undervejs gennemgår en transformation som menneske på trods af vilkårene og vilkårligheden i arbejdet.

Meget fremstår mystisk og ufortalt, og når bogen lukkes, sidder man ør tilbage. Det er ubetinget en kvalitet, og der bør ikke gå 20 år, før jeg læser den igen.


Jeg arbejder i presseafdelingen, hvor jeg har den fornøjelse at sørge for, at pressen og læserne bliver opmærksomme på de bøger, som forlaget udgiver. Det var vist Troldepus, der var min første litterære forelskelse og siden har der været mange andre, og det bliver bare ved. Jeg har læst dansk litteratur på Københavns Universitet og er siden havnet i forlagsbranchen, hvilket er dejligt og rigtigt.