Danske krimier Danske krimiforfattere Krimi Populære krimier

Hemmeligheder, magtkampe og fake news. Smuglæs i Fandens forår

Fandens forår, Niels Krause-Kjær

Forfatteren til bestseller-successerne Kongekabale og Mørkeland er tilbage med ny politisk spændingsroman. Læs et uddrag af Niels Krause-Kjærs Fandens forår her.


Den tidligere justitsminister og et tidligere folketingsmedlem dør med blot få dages mellemrum. Samtidig udløses et opgør mellem statsminister Palle Enevoldsen og den mere nationale politiker Kirsten Rolighed. Journalisten Ulrik Torp bliver involveret i sagen, der viser sig at trække tråde tilbage til Murens fald og Ruslands storpolitiske trusler …

Med Fandens forår har Niels Krause-Kjær skrevet endnu en medrivende politisk spændingsroman om mystiske dødsfald og politiske magtkampe, der holder samme spændingsniveau som sin filmatiserede forgænger, Kongekabale. Nedenfor kan du læse et uddrag fra spændingsromanen.

LÆS OGSÅ: Kan man svindle med et folketingsvalg? Magtspil og manipulation i romanen Mørkeland

Du kan købe Fandens forår online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel fra den 16. oktober.


Niels Krause-Kjær

Fandens forår


1. kapitel

Ingen, der kendte Otto Brathenberg, anså ham for at være sentimental. 

Han gjorde sig heller ikke selv nogen illusioner. Sentimentalitet var en svaghed, en luksus, man kun kunne tillade sig i de mest private stunder. 

Og selv da skulle man ikke rutte med dårskaben. Han var tynget af sorg, da hans golden retriever – Schmidt, opkaldt efter 1970’ernes tyske kansler Helmuth Schmidt – måtte aflives alt for sent. Og han blev til sin egen store ærgrelse fanget med blanke øjne af pressefotograferne, da han for mange år siden måtte afgive posten som justitsminister.

Det var det.

Otto Brathenberg levede et binært liv i rationalitet. Magt var til for at blive brugt. Og hvis han ikke brugte den, ville andre gøre det.

Alligevel lå han i sin seng denne søndag eftermiddag med udsigt til fladskærmen på væggen og vidste, at hans lille sentimentale plet snart ville vokse. Ikke meget, ikke ud af kontrol, men nok til, at det ville kilde ganske let i maven. Det skete altid, når der var fodboldlandskamp i Parken og 40.000 sjæle uskønt forenede strubekraften i nationalmelodien.

Lise var på lang weekend i Jylland med sin kvindenetværksgruppe – årets tema var bæredygtighed, og det var sikkert vældig fornuftigt. Otto Brathenberg havde forsikret hende om, at han trods en smule feber og halsbetændelse sagtens kunne være alene i Hellerup-villaen indtil mandag formiddag. Vinterens mindre slagtilfælde lå flere måneder tilbage og krævede blot masser af hvile – og herregud, han var jo ikke 80 endnu. En privat plejeservice kom denne weekend med mad, gjorde rent og sørgede for den rette dosering af hans pillearsenal.

Afsted med dig! Han havde faktisk glædet sig til at være lidt alene.

Spillerne gik på banen.

Otto Brathenberg skruede op for fjernsynet, der i forvejen var på høj volumen. Han ville have det hele med. I køkkenet i den anden ende af villaen rumsterede kvinden fra plejeservice. Egentlig burde det være en offentlig opgave, havde han argumenteret for sig selv. Men det velfærdssamfund, han som politiker havde kæmpet for og med gennem det meste af sit lange liv, var ved at gå til i forstoppelse. For mange gamle, for mange forventninger. Og ikke mindst for mange velhavende, inklusive ham selv, der ikke stillede sig tilfredse med middelklasseservice. Derfor det private servicefirma – maden var fremragende, rengøringen i top, og smilene brede. I dag var det en yngre, mørkhåret kvinde, han ikke havde mødt før. Ubestemmelig østeuropæer som de fleste andre, og lige så oprigtig tjenesteivrig som hende, der plejede at komme. Hvad var der sket med danskerne?

Nu gik nationalsangen i gang.

Otto Brathenberg skruede en tak op. 

– Der er et yndigt land.

– Det stååår med brede bøge.

Kameraet gled forbi de danske landsholdsspillere, der med skiftende entusiasme og evne enten lod, som om de sang med, eller rent faktisk gjorde det. Langtfra alle var født i Danmark, vidste han fra den seneste tids debat. Det kunne man nu også godt gætte, når man lod blikket løbe hen over holdet. Det europæiske fodboldforbund overvejede at indføre nye regler for, hvor mange ikke-nationalt fødte der måtte være på et landshold. Otto Brathenberg syntes, det var fjollet. Det afgørende måtte være statsborgerskabet og evnen til at spille bold. Alle 11 var rød-hvide, uanset hvor brune de så også måtte være. 

– Vort gamle Danmark skal bestå

– Så længe bøgen spejler

– Sin top i bølgen blååå

– Sin top i bøøølgen blå.

Endelig.

Han kom igen til at forveksle elevationsengens to knapper. Rød var ned. Grøn var op.

Op. Nu sad han rigtigt.

Servicedamen kom ind med aftenens bakke – smukt anrettet smørrebrød, en kande koldt vand, en termokande med kaffe og pilleæsken. 

– Ohh, soccer! udbrød hun og stillede bakken på rullebordet ved siden af rullesengen.

– Very important game. Otto Brathenberg doserede ironien lige nøjagtig så meget, at han fik forklaret, at ja, det var en vigtig kamp, og ja, det var bare fodbold. De smilede indforstået til hinanden. 

– Have a nice day, mr. Brathenberg. Don’t forget your pills.

– You too. Han nikkede til hende på hendes vej ud af stuen. 

Endelig alene. Han puttede to røde piller i munden, rakte ud efter glasset med vand og slugte det hele med et vip med hovedet. Tilbage til kampen. Brathenberg mærkede et lille stik i brystkassen, det var, som om den klemte lidt.

Det var Danmark, der skulle give bolden op. 


2. kapitel

En Volvo bag dem pressede hornet i bund. Troede han, de holdt stille for sjov? Ulrik Torp viftede opgivende med venstre arm som tegn bagud, imens han igen drejede tændingsnøglen. Der skete absolut intet. Karen skævede til ham. Det havde været hendes idé, at de skulle bruge foråret, hans bedre humør og deres lille forventede opsving til at købe en gammel bil. Det havde også været hendes idé med en forlænget weekend i Berlin i svigersønnens investeringslejlighed, inden Torp for alvor skulle indlede sit nye liv som freelancejournalist med kontor og nogenlunde faste arbejdstider. Det er så lang tid siden, vi har været nogle steder, havde hun indvendt. Han drejede tændingsnøglen igen med samme resultat. 

Nu svingede Volvoen uden om dem. Idioten pressede hornet i bund igen og stirrede vredt, imens han demonstrativt gassede op. De andre biler i køen fulgte langsomt efter, så de pludselig var sidste bil på dækket. To af rederiets folk kom løbende. Om få minutter skulle færgen fyldes med biler, der skulle med tilbage mod Rostock – det her var der absolut ikke tid til. Ulrik Torp rullede vinduet ned. 

– Det er en gammel bil. Hvis I giver den et lille skub, så går den i gang.

– Weg. Sie müssen weg gehen, schnell, kommanderede den ene.

Hvad fanden hed ’skub’ på tysk?

– Künnen du nur ein bisschen … pushen? Push, push, forsøgte han og mente, han med armene underbyggede sine tyske anvisninger.

Karen stak fra passagersædet hovedet over mod dem:

– Können Sie dem Auto einen kleinen Schubs geben, bitte? sagde hun på venligt skoletysk. 

De nikkede, Torp løsnede håndbremsen, satte den i 2. gear, pressede koblingen på den 17 år gamle Polo i bund og lod de tre mænd skubbe dem mindre end ti meter, koblingen op, et lille hug, og motoren gik i gang med det samme. Han trådte koblingen ned, gassede op, så den ikke gik i stå, satte i 1. gear og humpede ud af færgen. Karen forsøgte at vinke en tak gennem bagruden, men de tre mænd var allerede videre. Bilerne mod Rostock var ved at køre ombord i færgens anden side.

Det havde faktisk været nogle dejlige dage i Berlin. Foråret kom lidt tidligere til den tyske hovedstad, træerne var lige sprunget ud, og de havde siddet på flere fortovscaféer og kun frosset en smule under varmelamper og med hver sin weissbier. I Danmark var der regn og blæst som altid. 

Lejligheden var nyopført, funktionel og lige så ligegyldig som sin ejermand, mente Torp. Den skulle sælges igen med udsigt til en hurtig fortjeneste, havde svigersønnen ladet forstå. Ulrik Torp argumenterede for, at de selv fandt noget billig overnatning, han ville ikke stå i gæld, men Karen insisterede for familiefredens skyld. Det var i forvejen en dyr forlænget weekend, så Torp bøjede sig hurtigt. Nogle indvendinger skulle tages alvorligt, ikke bogstaveligt. 

Det havde på alle måder været en lortevinter, var de blevet enige om over en Flammkuchen mit Speck und Käse ned til Spree-floden. Truslerne om injurier, retræten og ydmygelsen. Alt det lå nu bag dem, indvendte Karen. Nu gik hun på fuld tid, og han havde fået en bund med sine nekrologer og et freelancekontor med kolleger. Ulrik Torp mente ikke, han længere havde depressive tendenser, selv om det for udenforstående godt kunne se sådan ud. Lægens lykkepiller og vinterens 14 dage på vestkysten havde sat noget i gang. 

Det var efter ihærdig indsats fra Karen, at han overhovedet var kommet afsted.

– Nu har han været medlem i mere end 30 år og aldrig modtaget andet end jeres skide blad, hørte han hende argumentere i telefonen. Til begges overraskelse vendte Journalistforbundet allerede dagen efter tilbage. Dagbladet havde en privat healthcare-forsikring og ville gerne hjælpe. Torp kunne komme på et 14 dages terapiforløb i Vestjylland allerede fra om mandagen. Mindfulness Based Stress Reduction, MBSR, med certificeret coach Dion Hansen, forklarede forbundets medarbejder stolt. Det var dyrt, men det skulle hun ikke tænke på. 

Terapien i Vestjylland havde – trods Torps skepsis – ikke været uden virkning. Han glædede sig især til formiddagenes vandreture på stranden, hvor de to og to skulle gå en times tid imens morgenlyset langsomt breder sig, som der stod i programmet, selv om det var begyndelsen af december og aldrig rigtig blev lyst. Torp forsøgte at tage turen med Vivi, når det kunne lade sig gøre, hvilket det som regel kunne. Hun var nem at snakke med og forsøgte med delvist held at forklare Torp, hvordan det var muligt som pædagog i en børnehave at gå ned med stress. Man blev aldrig færdig og havde altid dårlig samvittighed. Han følte efterhånden også, at han kendte hendes eksmand rigtig godt. Det var mest hende, der talte. Det passede Torp fint. 

Han orkede ikke at fortælle om de ydmygende henvendelser til flere folketingsmedlemmer om svindel ved det netop overståede folketingsvalg. Om nytteløse opringninger til Statsministeriet. Om sit ’injurierende’ debatindlæg med detaljeret beskrivelse af en europæisk loge af tidligere toppolitikere og topembedsmænd, som med ulovlige midler forsøgte at fastholde en liberal verdensorden. Helt galt blev det, da han forsøgte at involvere Dagbladets bestyrelsesformand, tidligere minister Otto Brathenberg. Nej, han kunne ikke dokumentere noget. Dagbladets chefredaktør kunne bekræfte, at Ulrik Torp efter flere år uden for arbejdsmarkedet havde været i kommunalt støttet virksomhedspraktik på avisen i en kort periode i efteråret, og at det ærlig talt var en lidt trist historie, der ikke var nogen grund til at gøre mere ved, ikke mindst af hensyn til Torp selv. Til sidst måtte Dagbladets advokat meddele Torp og omgivelserne, at der var grænser for, hvad både avisen og dens bestyrelse kunne acceptere af løgn og bagvaskelse, selv om man af menneskelige hensyn var indstillet på at strække sig længere, end man behøvede. 

De få gange, Vivi af høflighed spurgte til Torp, forklarede han blot, at der var sket noget, som han ikke lige nu havde overskud til at komme ind på. 

Det accepterede hun uden antydning af kritik. 

– Hvad med dig, når vi er færdige her? 

Vivi tøvede. De var nødt til at tale ekstra højt for at overdøve bølgerne. – Jeg er sygemeldt på ubestemt tid. Om jeg så giftede mig med Dion Hansen, tror jeg faktisk aldrig, jeg ville komme tilbage. 

De var gået videre langs stranden. 

– Og dig?

– Mit nytårsforsæt bliver at finde et freelancekontor inde i byen, møde på arbejde uanset om der er noget at lave eller ej, og så slut med kommunikation, kun journalistik. Torp havde ikke tænkt sætningen til ende, da han begyndte på den. Men den lød rigtig, da den var færdig. Det var sådan, det skulle være.

– Du hører slet ikke til her, Ulrik. Vivi måtte næsten råbe det sidste.

– Det gjorde jeg. 

Hun kunne ikke høre det sidste, grinede bare, rystede på hovedet, tog hans arm og gav den et venskabeligt klem. Måske var det sket alligevel uden Vesterhavet, Dion og Vivi. Men langsomt – efter at være kommet hjem – havde han hevet sig selv op, tvunget sig til at komme uden for lejligheden, når Karen var på skolen. Gået en tur, set folk i øjnene igen, læst nyheder på nettet, havde en holdning til statsminister Palle Enevoldsen, gik til et debatarrangement i Journalistforbundet, hilste på gamle kolleger og ignorerede snakken i krogene. Langsomt var han kravlet ud af puppen og gad ikke længere føle, han skyldte en forklaring. De kunne rende ham i røven, dem, der måtte have lyst til det. Nytårsforsættet om at finde et freelancekontor var også blevet fulgt. Og så var det, at han i et anfald af optimisme gav friløb på Karens håb om forår og fandt Poloen på nettet. Argumentet om til enhver tid at kunne indløse 3.000 kroner i skrotpræmie gjorde investeringen og dermed risikoen beskeden. Nu var de kørende.

En pragtkamp af det danske landshold. Vi har netop taget et stort skridt mod slutrunden. Ulrik Torp slukkede for bilradioen. Endelig kom de som de allersidste frem til paskontrollen, som Sofie havde advaret dem om, da de var kørt til Klampenborg for at hente nøglerne til lejligheden. Det var adskillige år siden, han og Karen sidst havde været i udlandet, og det var svært at tro på, at den så voldsomt omtalte paskontrol i det før så grænseløse Europa virkelig var bogstavelig. Men det var den. I alt fald ind i Danmark. Ulrik Torp lod blikket glide til højre ved det gamle jernbaneterræn og det ikoniske DSB-tårn fra Olsen-Banden-filmen, der var flyttet fra destruktion i København til bevarelse i Gedser. Her var opførelsen af den nye og – måtte man efterhånden forstå – permanente grænsekontrol i fuld gang. Byggeriet til toldere, grænsevagter og betjente skred planmæssigt frem. Selv om det var søndag, blev der arbejdet igennem. Det brede forlig om ’tryghedspakke og udbygning af midlertidig grænsekontrol’ havde som uudtalt præmis, at alt skulle være klar til indvielse grundlovsdag.

Statsministeren, der tidligere var den ivrigste fortaler for Schengen-samarbejdet og det grænseløse Europa, forsikrede nu, at han faktisk hele tiden havde ønsket sig en grænse.

Ulrik Torp stak deres pas ud ad sideruden til betjenten, der bladrede i dem og kiggede på ejermændene for at tjekke, om billederne stemte. Bortset fra en polsk kassevogn, der blev gennemrodet af nogle betjente i banen ved siden af, var hele færgetrækket gennemgået, uden at hverken menneskesmuglere, almindelige smuglere, muslimer eller terrorister var blevet opdaget, hvis det ellers var den slags, man var på udkig efter. Polakken og Torp var sidste chance under det midlertidige telt, der gav dem alle ly fra slagregnen, som slog ind mod presenningen over dem, netop som grænseuniformen kiggede op. 

– Sluk motoren. Betjenten var en yngre udgave med påtaget myndighed i stemmen. Hvorfor var han ikke på patrulje i Nordvest?

– Den kan ikke starte igen, hvis jeg slukker. 

– Sluk motoren. Betjenten fastholdt blikket på Torp. 

– Batteriet er dødt. Jeg kan ikke starte den, gentog Torp.

– Hørte du ikke, hvad jeg sagde? Sluk! beordrede betjenten. Torp slukkede. Måske kunne bilen starte igen alligevel.

– Dit pas udløb for et halvt år siden, sagde tolderen og forsøgte at skjule en triumf i stemmen. Han viste siden af passet frem for Torp. Det var rigtigt nok. Passet var udløbet i oktober. Ulrik Torp havde svært ved at tage det alvorligt. Han var mere bekymret for, om bilen kunne starte, når de slap fri.

– Og hvad skal vi så gøre ved det? 

– Dit pas er udløbet, gentog betjenten. Han forventede tydeligvis en form for anger eller underdanighed.

– Og hvad vil du gøre ved det? gentog Torp, nu fast besluttet på ikke at underlægge sig, men uden en plan. Det var Karen, der reddede situationen for dem begge to.

– Det må De virkelig, virkelig undskylde mange gange. Det er helt min fejl, det er lang tid siden, vi sidst har været ude at rejse. Vi bestiller et nyt pas, med det samme vi kommer hjem, forklarede hun med hovedet ind over førersædet og den skyldige. Betjenten tøvede mellem den angrende hustru og fjolset.

– O.k. så lad gå. Men husk at få det fornyet med det samme. Det her går ikke næste gang.

– Tak, hr. betjent, lød det fra Karen, inden hendes mand nåede at protestere over den fidele tone.

Ulrik Torp lukkede øjnene i lige dele lede over optrinnet og bøn for, at bilen kunne starte. Han drejede nøglen, og der skete naturligvis ingenting, men det var faktisk en stille triumf, da betjenten og en af hans kolleger gav Poloen det lille puf, der sendte dem tilbage mod København.

Så havde det udkommanderede mandskab ved grænsen trods alt alligevel en funktion. 


3. kapitel

– Der kommer døden fra Lübeck jo. Godmorgen, Torp.

– Det var Berlin. Ulrik Torp tvang sig til at smågrine af Bertels mandagsvelkomst. Han var glad for kontorfællesskabet – en tidligere herskabslejlighed med skæve gulve i en sidegade til Strøget – og havde besluttet sig for at acceptere de venligt mente, men overdrevent vedholdende drillerier om hans journalistiske hovedbeskæftigelse. Det måtte vel holde op på et tidspunkt, men skulle åbenbart også fortsætte ind i uge fire. 

Torp satte sig ved sit skrivebord i mellemgangen, som adskilte det, der engang havde været den fine stue, fra et mindre lokale, der mundede ud i en karnap. Mellemgangen var kontoret for den sidst ankomne af de fem kontorfæller. Det var smalt, og fungerede ikke blot som gennemgang til indehaveren af karnapkontoret, men var også gennemgang til både toilet og køkken. 

– Nogen døde i weekenden? Axel stod med kaffekanden i hånden og spurgte venligt uden antydning af sarkasme. Han var den eneste, som ikke kom med små stikpiller. Selv ikke efterårets ballade om bortvisningen fra Dagbladet borede han i. Det måtte Torp vel selv fortælle, hvis han fik lyst. 

– Tre, sagde Torp, der på sin computer netop havde læst weekendens høst i en e-mail. Han nikkede ja tak til kaffen og trak sidste uges beskidte kaffekop frem. Nej, han havde ikke set landskampen. Ja, det var da fint, at Danmark vandt 3-1. Var det en vigtig kamp? Han kunne godt lide Axel Boas, der egentlig var pensioneret som journalist, men brugte kontoret til at komme lidt væk hjemmefra og bilde sig selv ind, at han stadig arbejdede på et bogprojekt. De 2.500 kroner om måneden, et skrivebord kostede i kontorfællesskabet inklusive internet, aconto varme og el, kaffeordning, trappevask og rengøring en gang om ugen, var hans luksus som pensionist. Andre kunne tage sydpå eller forkæle børnebørn. 

Bertel stillede en pakke fra PostNord på Torps skrivebord. Som et barn juleaften, der ikke hurtigt nok kunne nå ind til gaven, rev Ulrik Torp papiret itu og åbnede den ene af to æsker, selv om han på forhånd vidste, hvad det var: 

Ulrik Torp – alt i journalistik

Typerne var ekstra fede og i skråskrift. Nedenunder adressen på kontoret, hans mobilnummer og e-mailadresse i almindelig skrift. Intet logo, ingen dikkedarer. Bare navn, adresse og telefon. Ingen bagside på engelsk – den ville i øvrigt også være det samme, bortset fra et indbildsk 0045 foran telefonnummeret. Hvem i alverden skulle få brug for det? Han kunne vælge mellem hvid eller grå baggrund, da han bestilte, og satte flueben ved grå. Det måtte være nok. Han åbnede den anden æske, der var lidt større. 200 gråhvide kuglepenne med Ulrik Torp – alt i journalistik på siden og i samme skrifttype som visitkortene. Han vidste ikke rigtig, hvad kuglepennene skulle gøre godt for, men han var blevet overrasket over, hvor billige de var, når man bestilte ekstra visitkort. 

Ulrik Torp, journalist, sagde han til sig selv. Det lød rigtigt. Nekrologer var også journalistik. Han puttede det iturevne papir i skraldespanden, lagde æskerne med nu 199 kuglepenne og 1.000 visitkort på hylden overfor og vendte sig ved tanken om nekrologer mod sin computer:

Thorvald Vesterman, 82 år, Kerteminde. Pårørende, der skal kontaktes: Hans Vesterman, søn. Lille nekro til ugeavis.

Bente Knudsen, 69 år, Svendborg. Pårørende, der skal kontaktes: Michael Knudsen, ægtefælle. Mellem nekro, Fyens Amtsavis.

Karl Johan Kastrup-Davidsen, 9 år, Dronninglund. Pårørende, der skal kontaktes: Peter Kastrup-Davidsen, onkel. Mellem nekro, Nordjyske. 

Den sidste ville blive lidt akavet. Torp var taknemmelig for, at en onkel til drengen havde påtaget sig opgaven. Det gjorde det lidt nemmere. Idéen – undfanget af Erik, en gammel klassekammerat fra Journalisthøjskolen, nu ufrivilligt pensioneret redaktør fra Fyens Stiftstidende – var egentlig ikke tosset. Når folk døde, og bedemanden kom med sit katalog af ydelser til de pårørende, pruttede man sjældent om prisen. Det skulle jo ikke hedde sig. Skal der en buket roser på kisten, når den køres bort? Tjek. Skal det være den helt lille dødsannonce eller en med plads til en ekstra linje? Det ser så pænt ud … mellemstørrelsen, ja. Tjek. Det var ligesom med køb af sommerhus eller menuerne for popcorn og cola i biografen – ingen vælger den lille, de færreste den store – mellemstørrelsen passer til den danske mentalitet. Det gælder bare om at opfinde en lille ydelse under og en stor over for at sælge det, man gerne vil sælge, forklarede Erik, da han knyttede Torp til sit lille korps af nekrolog-skriverkarle.

Nekrologer var en fornem britisk tradition, lokkede den gamle redaktør. – De har verdens bedste nekrologer, Torp, og når det gælder almindelige mennesker, kan det lort sgu ikke googles. 

Først takkede han nej, men ikke mindst Karen opfordrede ham til at ringe tilbage. Det var en start. Det var en bund. Det var anledningen til både kontor, visitkort, weekend i Berlin og en smule optimisme. Honoraret på 300 kroner for en lille nekrolog og 1.000 kroner for en mellem var o.k. uden at være prangende. En stor, sådan en havde Torp ikke haft endnu, skulle aftales fra gang til gang. Erik lovede at kunne skaffe fem-seks mellemnekrologer om ugen, og det havde han indtil nu leveret. 

Torp tog sig sammen og skulle til at ringe til Hans Vesterman for at kondolere over tabet af faren – det var næppe så stort med tanke på nekrologens størrelse – da kontorfælleskabet genlød af et: – Så er der rundstykker og kanelsnegle.

Ghita Fussing kom ind med armene højt hævet: – Jeg fik det! ’Det’ var en beskeden stilling i et pædagogforbund, hvor hun kun skulle skrive noget af tiden. 

– Jeg kommer til at savne jer, sagde hun med munden fuld af kanelsnegl og uden voldsom overbevisning i stemmen, da de lidt senere alle var samlet omkring hendes skrivebord. 

– Du kunne jo for helvede bare skrive nogle pressemeddelelser i stedet for dine fine franske fornemmelser. Den slags er der altid penge i, lød det mere kritisk fra Bertel, end det var tænkt. Ghita Fussing tog sjældent noget fortrydeligt op – og slet ikke Bertel, som hun havde et moderligt overbærende forhold trods hans forkærlighed for samtaler, der altovervejende handlede om ham selv.

– Er det kun på grund af pengene? Herman Krabbe, alle kaldte ham Krabben, kiggede på den nye medarbejder i pædagogforbundet. Hun skulle begynde allerede om en uge. Ghita Fussing sank det sidste kanelsnegl og rømmede sig.

– Jeg er sikker på, at du får nemmere ved at holde en pæn indtægt. Du er ung og har kontakter, forsikrede hun. Hvis Ghita havde været ærlig og kendt Krabben bedre, ville hun være fortsat med et det er du pisket til, efter du blev fyret for et halvt år siden og er hovedforsørger til villa i Vanløse og tre børn. De kunne godt lide Krabben, men delte også en bekymring for, om det stadig var muligt at tjene en rimelig løn ved at lave rigtig journalistik som freelancer. 

– Og så på grund af min alder, fortsatte hun i et forsøg på at trøste ham. – Når man er 57 år gammel, så skal man tage, hvad man kan få. Hun smilede undskyldende til Torp. De var lige gamle. Han smilede forlegent tilbage.

Sjældent veltilfreds tog Ulrik Torp de sidste skridt op ad trappen til deres toværelses lejlighed. Det begyndte som en nødløsning at leje den lejlighed, de oprindelig havde købt som forældrekøb til Sofie, og som nu var ejet af svigersønnen. Nu syntes Torp, den symboliserede et liv på lavbudget, der gav mening og hang sammen. Han lod tungen glide ud i højre del af munden nede ved kæben, og hvad der stadig føltes som et hul efter vinterens fjernelse af en ufarlig knude. Torp tog sig i at smånynne. Tingene var ved at rejse sig. Ikke voldsomt, ikke til store højder, men lige så stille den rigtige vej. To mellem og en lille nekrolog. De havde alle taget telefonen med det samme. Måske kunne han også finde et brugt batteri til bilen på nettet. Så havde det på alle måder været en god dag. 

Han havde tjent en dagløn. Han havde kolleger. Foråret var ved at bide sig fast, april var en undervurderet måned. Det hele blev lysere.

Også derfor var han glædelig overrasket over, at Sofie og Jonathan sad i stuen, da han trådte ind i lejligheden. Det var længe siden, han havde set dem, de kom sjældent ind fra Klampenborg, og invitationerne den anden vej var ikke overvældende, hvilket egentlig passede både Torp og hans svigersøn fint. Karen havde fundet måder at skabe mor-datter-tid på. Det var lidt sværere med far-datter-tid, mente Torp uden at kunne forklare hvorfor, hverken over for Karen eller sig selv.

– Bliver I og spiser? udbrød Torp forventningsfuld. Karen rystede på hovedet. – Jeg har budt, men de skal videre. Først nu bemærkede han, at ingen af dem så glade ud, som de sad der i stuen med hvert sit kaffekrus og hindbærsnitter fra bageren. Der var også en til ham, kunne han se.

– Er der sket noget? Ulrik Torp mærkede pludselig en isnen i kroppen. – Er det noget med Jesper? Deres søn arbejdede i Bruxelles, og de hørte sjældent fra ham. Sådan var han.

– Nej, nej, udbrød Karen. – Jesper har det fint. Det går vi da ud fra. Nej, det er ikke Jesper.

Torp så rundt på dem alle tre. Jonathan rømmede sig.

– Joh, ser du, Ulrik. Jonathan vred sig i stolen. – Det går ikke så godt i firmaet.

– Ja? Eller … nej, mener jeg.

Jonathan kiggede på sin kone. 

– Jonathan er blevet fyret. Det er flere måneder siden. Han har været nødt til at sælge jeres lejlighed, skar Sofie igennem. – Måske mister vi også huset i Klampenborg.

– Flere måneder?

– Det er så bare først nu, han gider fortælle os andre det, bed Sofie og nedstirrede den tidligere it-chef, som hun var gift med og havde stolet på. – Jonathan er i to måneder taget på det arbejde om morgenen, som han ikke længere havde, og er kommet hjem om aftenen efter at have haft travlt med absolut ingenting.

– Hvad har du lavet? Ulrik Torp så først på sin datter, så på sin svigersøn. 

– Netværk, du ved, mumlede han. – Prøvet at redde situationen.

– Du får vel løn i opsigelsesperioden?

– Det gør han så ikke, kom det spidst fra Sofie. – Du kan nok høre, far, at det ikke har været en helt normal opsigelse. 

Det kunne han godt. Han kiggede på Karen, der sad nedbøjet i sofaen ved siden af Sofie.

– Denne her lejlighed er overtaget af et eller andet selskab. I skal være ude om tre uger, kom det spagfærdigt fra Sofie. – Jeg er simpelthen så ked af det, far. Hun begyndte at græde lige så stille. Det eneste, Ulrik Torp kunne tænke på, var, at det var godt, hun ikke var gravid, og at det her måske kunne betyde, at de skulle skilles. Det måtte være lykkepillerne. Man kom aldrig helt op, men heller aldrig helt ned. 


4. kapitel

Det var først tidligt mandag aften, at Otto Brathenbergs død blev offentliggjort.

Hans kone, Lise, var ved middagstid kommet tilbage fra Jylland og sin netværksweekend i bæredygtighedens tegn. Det første, hun bemærkede, da hun låste sig ind i villaen, var fjernsynet, der kørte for fuld styrke inde i soveværelset med en ældgammel amerikansk sitcom som kanalens billige hverdagsfyld. Hendes mand lå i sengen med et tæppe over sig, elevationssengen hævet og nakken spændt bagover. Både mund og øjne var overdrevent åbne – den gamle politiker lignede en tilforladelig udgave af Munchs Skriget

Politi og ambulance kom usædvanlig hurtigt, men uden udrykning. Det var der ingen grund til, forsikrede Lise, da hun ringede. Hendes mand var iskold, dødsstivheden var for længst indtruffet, og som politikerhustru gennem et halvt århundrede vidste hun instinktivt, at det gjaldt om at kontrollere historien. For selvfølgelig var det en historie, at landets tidligere justits- og udenrigsminister var død efter et langt liv i nationens tjeneste. 

Nej, hun havde været væk hele weekenden og ikke været i kontakt med sin mand, siden hun tog afsted fredag. Nej, det var der ikke noget usædvanligt i. De havde været gift i næsten 60 år og begge rejst meget hver for sig og vænnet sig af med at stå til ansvar for hinanden, når de ikke befandt sig på samme adresse. Ja, han havde været svagelig siden sit slagtilfælde – også mere, end han selv turde indrømme. Ja, hun havde været bekymret, men ikke nok. Ja, de havde entreret med en privat service, som efter planen havde været i villaen både lørdag og søndag, nu skulle hun finde nummeret. Nej, hun havde ikke brug for, at nogen blev hos hende. Hun ville gerne have fred til at kontakte deres børn. Ambulancen trillede afsted med hendes mand. Politiet fulgte efter – de havde fået, hvad de skulle bruge, i hvad der lignede en ren rutineopgave. Og pludselig stod Lise Brathenberg alene i sin stue og så sig omkring. Der, henne i hjørnet, lå den blå kashmirtrøje med V-udskæring, hun havde foræret ham til jul – henslængt over det ene armlæn på en måde, han vidste irriterede hende. Hun fandt sin mobiltelefon frem. Først skulle hun ringe til deres børn. Derefter måtte hun kontakte Arbejderpartiets formand, oppositionens leder, Pernille Hjort. Partiet måtte tage sig af offentliggørelsen.

Arbejderpartiets pressetjeneste lagde på vegne af partiformanden en meddelelse ud på hjemmesiden og linkede til den via opslag på Twitter og Facebook umiddelbart efter klokken 19.00. På det tidspunkt havde rygterne allerede materialiseret sig som kendsgerning på Christiansborg, men af mangel på bekræftelse endnu ikke på de sociale medier.

Otto Brathenberg er død. Det er med stor sorg, jeg i eftermiddag har fået meddelelse om, at tidligere folketingsmedlem, justits- og udenrigsminister Otto Brathenberg er død i sit hjem i en alder af 79 år. Otto Brathenberg tjente Arbejderpartiet og Danmark gennem et langt og aktivt liv i politik, og vi vil savne ham. Mine tanker går til hans hustru, professor emerita Lise Brathenberg, deres to børn og den øvrige familie. Nærmere oplysning om begravelse følger på et senere tidspunkt. 
Pernille Hjort

Ulrik Torp blev ringet op en time senere. 

– Torp! Det er Lindskov. Kan du hjælpe en gammel ven? 

Torp genkendte med det samme stemmen. Den aldrende navneredaktør på Dagbladet havde mirakuløst overlevet samtlige sparerunder, fyringer og strukturændringer på avisen. Metoden var enkel – altid 100 procent loyal over for den til enhver tid siddende ledelse, ingen skidtsnak i krogene, ingen krav om lønforhøjelser, altid levere til tiden og endelig en arbejdsuge langt ud over det rimelige. Det inkluderede en mandag aften efter klokken 20. Desuden skrev han de fleste af lederne. Chefredaktøren var hverken nogen stor skribent eller mente noget særligt.

– Har du set, at Brathenberg er død? Det havde Torp. Det var ude på samtlige nyhedssider på nettet. 

– Hvad kan jeg gøre for dig? Torp undertrykte en undren over opkaldet. Lindskov vred sig tydeligvis.

– Du ved, alle de besparelser – det er flere år siden, jeg havde faste medarbejdere knyttet til min redaktion. Det vidste Torp. 

– Jeg sidder med en leder, der skal skrives, og tre sider, der skal redigeres til om en time, og har kun en praktikant at trække på. Torp havde ingen anelse om, hvor Lindskov var på vej hen.

– Jeg tænkte … Navneredaktøren holdt en pause. – Jeg tænkte, om jeg kunne få dig til at skrive en hurtig nekrolog på Brathenberg? Lindskov følte tydeligvis, han hurtigt måtte udfylde den pause, der var resultatet af hans forespørgsel. – Du kan lave den på en halv time med lukkede øjne. Bedre end nogen anden. 200 linjer – jeg har en hel side. Han sad jo også i bladets bestyrelse. Navneredaktørens argumenter snublede over hinanden og fik det til at lyde som en undskyldning.

– Har du helt glemt, jeg blev bortvist for et halvt år siden?

– Uden byline, naturligvis. Bare som en hjælp til en gammel ven. Jeg kan ikke betale dig for det – det vil blive opdaget. Men jeg kan fikse 12 flasker ualmindelig god rødvin. Torp, please. Jeg skal have den om mindre end en time. Det er lige dig.

Det sidste havde Lindskov ret i, tænkte Torp. Han kunne lave et portræt på Brathenberg stort set uden at slå noget som helst op. Skulle han mon også nævne den private efterretningstjeneste, manden havde været en del af siden sin ungdom? Skulle han nævne den pagt, han havde indgået med tidligere toppolitikere og topembedsmænd i flere europæiske lande, hvor de legede frihedskæmpere og modstandsfolk og gjorde sig til herrer over liv og død? En historie, der aldrig blev offentliggjort, fordi ingen turde, og fordi Torp ikke kunne dokumentere den. Skulle han skrive hele sandheden om et magtfuldkomment herremenneske og ikke bare den friserede version om en dygtig og samvittighedsfuld politiker – en version, som ikke var forkert, men heller ikke rigtig? Skulle han blive personlig og nævne advarslerne fra mandens advokater? Advarsler, der kun kunne opfattes som en trussel mod Torp selv og hans familie – trusler, der på Karens indtrængende opfordring fik ham til at bakke, undskylde og gå i vinterhi på lykkepiller? Skulle han skrive hele historien eller kun den halve?

– Torp. Please. Den her nekrolog skal jeg stå på mål for på redaktionsmødet i morgen. Bare skriv med løs hånd, så retter jeg den til. Inden for en time. 12 flasker.

– Det er for din skyld, Lindskov. Ikke de 12 flasker, hørte Torp sig selv sige, imens han tændte for computeren. Karen var ikke hjemme, han kunne lige så godt bruge tiden til noget.

Med Otto Brathenbergs død er en af de helt store politikere ikke bare i Arbejderpartiet, men også i Danmark gået bort. Den mangeårige justits- og udenrigsminister fortsatte til det sidste som ivrig samfundsdebattør og værdsat medlem af blandt andet Dagbladets bestyrelse. Det var der ikke mange, der havde forudset, da han kom til verden i en treværelses lejlighed på Vesterbro for 79 år siden som fjerde barn af bryggeriarbejder Jens Peter Brathenberg og hustru …

Torp skrev let, hurtigt og flydende. Det var slet ikke svært at være en hykler. 25 minutter senere sendte han 200 linjer til Lindskov – der skulle ikke rettes et komma.

Det skete sjældnere og sjældnere, men tirsdag morgen købte Ulrik Torp en avis lavet af papir. Dagbladet kostede 39 kroner, kanelsneglen 22. Torp var i tvivl om, hvad der var mest vanvittigt, da han lagde 61 kroner, og den sure pige bag disken i bageriet lod dem glide ned i hånden, formentlig mopset over, at han ikke betalte med kort eller MobilePay som alle andre. Han ledte forgæves efter en siddeplads i metroen, men regnen gjorde morgenmylderet endnu mere kaotisk. Både avis og snegl var blevet lidt fugtige af turen fra bageren til stationen. På Nørreport pressede han begge dele ned i inderlommen på sin for tynde jakke og løb de 400 meter til kontoret. Han var drivvåd, da han trådte ind i fællesskabet, hilste på Bertel, nikkede til Ghita, Axel og Krabben og satte sig ved sit skrivebord i mellemgangen. 

Han gabte og mærkede trætheden i kroppen. Efter at han var blevet færdig med nekrologen på Brathenberg, var Karen kommet hjem fra nogle møder på skolen. De havde siddet længe og talt om, hvor de skulle bo fra om tre uger. På en måde var det fint, at de blev revet ud af Jonathans kløer. Det var uholdbart at bo til leje hos en svigersøn, som ingen af dem – og især ikke Torp – kunne holde ud. Men tre uger til at finde ny bolig i København, når man ovenikøbet ikke havde nogen penge, var på moderne managementsprog en udfordring. På almindeligt dansk var det et kæmpe problem. De havde hverken løsning eller plan.

Torp kom i tanke om sit morgenindkøb. Den alt for lille inderlomme i jakken havde presset den fugtige kanelsnegl sammen, så det nærmere var en klump, han proppede i munden og skyllede ned med Axels kaffe. Dagbladet var heller ikke helt frisk at bladre i, men det lykkedes ham at komme frem til siden med Brathenbergs nekrolog uden at ødelægge avisen.

Enevoldsen: Han var en af de helt store, messede overskriften. Nekrologen fyldte hele siden undtagen den yderste højre spalte, der var helliget kommentarer fra flere både nuværende og tidligere politiske ledere med De Liberales statsminister, Palle Enevoldsen, som den mest prominente. Lindskov havde gjort et flot stykke arbejde. Ulrik Torp dvælede lidt ved sine sætninger forfattet aftenen før. Der var naturligvis ikke byline på nekrologen. Et lille db til sidst i artiklen viste, at det var en af Dagbladets anonyme helte, der havde siddet ved tasterne. Lindskov ville formentlig, tænkte Torp, blive kritiseret for, at han som den ansvarlige redaktør ikke selv havde lagt navn til nekrologen eller på forhånd havde fået en af bladets tunge skribenter til at lave den. Ulrik Torp mistede hurtigt interessen for sin egen artikel og bladrede med lidt besvær de fugtige sider om til et opslag med et interview med Kirsten Rolighed, De Liberales politiske ordfører, der med engleformuleringer skærpede tonen ikke blot over for oppositionen, men også over for sin partiformand, statsministeren, og regeringens politik. Ulrik Torp bemærkede, at artiklen var skrevet af Simon, den talentfulde praktikant, han i en kort periode havde arbejdet sammen med i efteråret. Så havde han alligevel reddet skindet på Dagbladet. 

– Hun er ikke bange af sig. Axel skænkede mere kaffe op til Torp og nikkede ned mod artiklen og det store billede af Rolighed, et arkivbillede fra sidste sommer, hvor hun stod i haven ved sit sommerhus i Hornbæk i færd med at hejse Dannebrog. 

Rolighed: Jeg kæmper for Danmark, garanterede overskriften. Det forklarede Dannebrogs-billedet fra arkivet. Det var kun ganske få dage om året, det var muligt at tage så idyllisk et sommerbillede på denne breddegrad.

– Når hun kæmper for Danmark, må hun jo mene, at nogle ikke gør det. Ellers giver det ingen mening, bemærkede Axel og gik ud i køkkenet med den tomme kaffekande for at sætte mere over. Usagt var det blevet hans opgave, når han ellers var på kontoret.

Ulrik Torp skimmede artiklen. Som politiker har man én og kun én opgave – at kæmpe for sit fædreland, især når det er under pres, som vi oplever det i disse år. Jeg vil gerne hjælpe til i udlandet, men først når vi har orden i eget hus. Det har vi ikke i øjeblikket, fastslog Kirsten Rolighed. De yderste to spalter til højre var helliget en analyse af Dagbladets politiske redaktør, Malene Astrup. Her stod så, hvad den politiske ordfører ’i virkeligheden’ sagde i interviewet. At det var – endnu – en advarsel til partiformand Palle Enevoldsen om enten at tage sig sammen som statsminister eller smide nøglerne. Ingen troede alligevel på, at han ville sidde hele perioden ud.

– Hvem kæmper efter hendes opfattelse ikke for Danmark? Krabben læste med over skulderen på Torp. Det var ikke hver dag med en papiravis på kontoret. Ulrik Torp kiggede op på Krabbens røde øjne. Den fyrede familiefar fra Vanløse kunne ikke sove om natten. Det var formentlig en kombination af små børn og store økonomiske problemer. Også denne morgen havde hans kontorfæller kunnet høre ham nærmest tigge i telefonen. Krabben mente selv, han havde en god historie, men avisernes tidligere bugnende freelancebudgetter var næsten nulstillet.

– Det er et æselspark til Palle Enevoldsen. Han bliver mere og mere alene i sin folketingsgruppe – autoriteten falder lige så stille, forklarede Ulrik Torp.

– Hvorfor egentlig?

– Engang var han en moderne politiker. 

– Hvad skete der?

– Han kunne vel ikke. Det sker for de fleste toppolitikere, ved du. De dør grimt.

– Lige på nær Brathenberg. Axel sluttede sig til selskabet i mellemgangen og supplerede med kaffe.

– Ja, sagde Torp, – lige på nær Brathenberg. De kiggede indforstået på hinanden. 

– Og hvad så med hende dér? Axel Boas pegede på dannebrogsbilledet af Kirsten Rolighed og så ned på Torp.

– Hun er likeable. Synes du ik’? 

Både Axel og Krabben nikkede.

– Hun har ikke siddet så længe i Folketinget, fortsatte Torp, – hun har en erhvervskarriere, hun er slagfærdig. Hun lyder ikke som en politiker.

– Og det er en fordel? 

– Det ved du lige så godt som jeg, Axel. Det er det blevet.

Det kendte begge til rygterne om, at Kirsten Rolighed havde afvist et mindre ministerium, da Enevoldsen dannede ny regering i efteråret. I stedet var hun blevet sit partis politiske ordfører og havde de seneste seks måneder benyttet platformen til at give sit besyv med på flere af de områder, som egentlig var en partiformand og statsministers prærogativ, retten til suverænt at fastlægge sit partis strategi og parlamentariske ønsker. Altid formuleret, så det lige præcis var svært at kritisere hende for at overtræde den streg, hun tydeligvis overtrådte. Hun kunne gøre det, fordi hun var god til det, og fordi et flertal i den liberale folketingsgruppe var skiftevis trætte af og bekymrede over Palle Enevoldsens manglende politiske resultater.

Et lille bing fra computeren bekendtgjorde, at en mail tikkede ind. Det var Erik, nekrolog-pusheren, som takkede for de to mellem-nekrologer og den lille nærige. Alt var godt. Og nu var der en særbestilling på en stor nekrolog, ovenikøbet på en mand, der ikke var død endnu, men netop var kommet på hospice. Erling Jensen, mangeårigt folketingsmedlem for Arbejderpartiet, en af de grå B-politikere, som folkestyret ikke kunne undvære. En vandbærer, som aldrig var blevet minister, men som kunne klare enhver forhandling til sent om natten i Arbejdsministeriet uden at lave fejl og hele tiden have et sikkert øje på sag og parti. Erling Jensen var 88 år og ville ikke blive 89. Hjernen fungerede stadig skarpt, men han havde blot få uger tilbage at leve i. Det var et ønske, både fra manden selv og hans familie, at Torp skulle skrive en nekrolog, så den lå klar. 

Ulrik Torp mærkede varmen brede sig i kroppen. Erling Jensen var en af de første politikere, han fik et fortroligt forhold til, da han selv var startet på Dagbladets Christiansborg-redaktion for 30 år siden. Erling Jensen talte sjældent dårligt om nogen fra de andre partier og endnu mere bemærkelsesværdigt aldrig dårligt om sine egne partifæller, men han blev en uvurderlig kilde for Torp til at sikre, at han ikke skrev noget forkert. Med et lunt vestsjællandsk underspil kunne han advare Torp uden at røbe for meget. – Det, du siger der, Torp, det behøver ikke være helt rigtigt. Så vidste han, at det var helt misforstået. Aldrig, som i aldrig, havde Erling Jensen misbrugt Torps tillid. Ønsket om, at han skulle skrive nekrologen, var for Torp bevis på, at tilliden heller ikke var blevet misbrugt eller misforstået den anden vej. 

Torp skulle besøge Erling Jensen på hospicet så hurtigt som muligt, som hans søn uden sentimentalitet havde bemærket. Det var et afgørende og udtrykkeligt ønske fra hans far. Så kunne Torp kontakte familien bagefter.

Torp svarede med det samme tilbage, at den skulle han nok klare. Han glædede sig faktisk til det. 


Vil du læse videre?

Niels Krause-Kjær, Fandens forår, kongekabale,

Niels Krause-Kjær, forfatteren til Kongekabale, er tilbage med en ny medrivende politisk spændingsroman.

Med blot få dages mellemrum dør den tidligere justitsminister tilsynelandende af et hjertetilfælde, samt et tidligere folketingsmedlem på et hospice, som ånder ud lidt hurtigere end forventet. Samtidig skærpes konflikten mellem statsminister Palle Enevoldsen og den mere nationale politiker Kirsten Rolighed.

Ulrik Torp, nu på lykkepiller og arbejdende som freelancejournalist, bliver snart trukket ind i sagen. En sag, der viser sig at trække tråde tilbage til Murens fald og forsøg på magtindflydelse fra Moskva, dengang som nu. Men spørgsmålet er, om truslen mod et land kommer udefra eller indefra …

Du kan købe Fandens forår online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.