Kan du huske bestselleren Kongekabale af Niels Krause-Kjær, som også blev filmatiseret? Så skal du læse den selvstændige fortsættelse, Mørkeland. Start din læsning af den politiske spændingsroman om blandt andre den bistre Ulrik Torp lige her.
I Mørkeland møder vi igen journalisten Ulrik Torp, som er blevet fast inventar i jobcentret. Han sendes i virksomhedspraktik på Dagbladet, og her begynder han at skrive om mordet på en ung fuldmægtig i indenrigsministeriet, der er blevet myrdet dagen før udskrivningen af folketingsvalget.
Rygtet siger, at den unge fuldmægtige havde fået færten af et omfattende bedrag, og i samarbejde med en praktikant dykker Ulrik Torp ned i mysterier og mistanker blandt tidligere politikere og topembedsmænd, som er parate til at forsvare samfundet mod en illiberal dagsorden.
Mørkeland bevæger sig i grænselandet mellem medier og politik og tager aktuelle politiske dilemmaer op. Bogen bearbejder skjult magtspil og manipulation op til et folketingsvalg.
Følg med Torp ind i gråzoner og mistanker på Christiansborgs gange og blandt tweetende topembedsmænd. Start din læsning allerede nu i læseprøven herunder.
Mørkeland
af Niels Krause-Kjær
1. kapitel
Daphne Preca trådte ubemærket ind på værtshuset. Hun undrede sig som altid over, hvad det var, der gjorde stedet så hyggeligt.
Det kunne være de to brødre, der ejede det og troligt havde passet baren gennem mere end 25 år. Det kunne være gæsterne, denne blanding af ældre, lokale øboere og nogle strandede turister. Det kunne være de små, banale skilte på barens bagvæg – Men without shirts are not welcome. Women without shirts get free drinks. Det kunne være den smalle terrasse, der strakte sig langs bygningen, hvor man kunne sidde på umagelige bænke, drikke sin øl og betragte livet på havnen nedenfor – de lokale fiskere, færgerne, der sejlede i pendulfart ind til hovedøen, turisterne, der forsøgte at vælge mellem de fire-fem spisesteder på havnen og ofte lidt skuffede valgte øens hofret – kanin i hvidløg. Måske var det hængepartiet fra dengang, landet var under britisk herredømme, der gav stedet det sidste touch af noget tidløst og omfavnende.
Uanset grunden blev hun altid i godt humør, når hun trådte ind på Gleneagles Bar ved havnebyen Ghajnsielem på Gozo. Hvis Malta var Udkantseuropa, så var den lille ø Udkantsmalta.
Her var hun født. Her følte hun sig hjemme.
Det var sidst på eftermiddagen, sidst i august, sidst på turistsæsonen, sidst i den lokale ferie og sidst på den varmeste del af sommeren. Knap 30 grader og blå himmel. Det var til at holde ud. Daphne Preca kunne alligevel mærke den hvide bluse klæbe i ryggen.
Det havde været en lang og effektiv dag. Nu manglede hun det sidste – og vigtigste – møde, inden hun ville tage færgen tilbage til hovedøen og lejligheden i Valletta, hvor hun boede nu.
Hun så sig omkring. Klokken var lidt i fem, han var ikke kommet endnu. Hun bestilte to små fadøl, satte sig udenfor på terrassen, fulgte livet på havnen og funderede over dagens interviews på den anden side af øen.
De havde tydeligvis været bange for at tale med hende, at nogle skulle se dem sammen. Et af interviewene var foregået i en af øens mange, store kirker. Hviskende, som ville den tidligere revisor komme i helvede, hvis Han hørte det. Hvem Han var, blev aldrig helt klart. Det kunne være den italienske mafia, det kunne være russiske oligarker, det kunne være maltesiske dommere. Det kunne også være landets premierminister eller folk tæt på ham.
Som selvstændig journalist havde hun i næsten et år researchet på premierministeren og hans forbindelser.
Premierministeren var ung, energisk og liberal, selv om han var leder af det vitaliserede arbejderparti. Hun havde ovenikøbet selv stemt på ham første gang.
Økonomien buldrede afsted, arbejdsløsheden faldt, og premierministeren var på alle måder lige, hvad de kunne lide i de europæiske hovedstæder, ikke mindst i Bruxelles. Efter adskillige års misregimente i Malta var der styr på Unionens mindste stat set fra fastlandets side. Ingen trusler om veto, ingen særstandpunkter. Til gengæld var der snart ikke det stykke asfalt i landet, som ikke helt eller delvist var betalt af Bruxelles.
At korruptionen i det lille ørige på alle niveauer var velkendt og omfattende, betød mindre – de ti rigeste i landet var ifølge Forbes’ seneste liste alle politikere.
Enigheden i EU var vigtigst.
Gennem afsløringen af advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama havde Daphne Preca kortlagt, hvordan oversøiske selskaber solgte maltesiske pas til højestbydende – Malta var sammen med Cypern blevet indgangen til et EU-statsborgerskab for især russiske velhavere med tvivlsom baggrund.
Samtidig var hun ved at have fældende beviser for massive overførsler af penge fra regeringen i Aserbajdsjan til Malta via Panama. Det inkluderede tilsyneladende millioner af kroner, der var udvekslet mellem datteren af Aserbajdsjans præsident og den maltesiske premierministers kønne kone.
Det var det, hun skulle holde møde om her.
Hun betragtede sig som en journalistisk enmandshær, men sådan havde det været det meste af hendes 52 år lange liv. Og lige nu skulle hun snakke med den tidligere bankmand, der hævdede at have papirer på nogle af overførslerne mellem den tidligere sovjetrepublik og premierministerens kone.
Hun tog en slurk af sin øl. Hvor blev han af? Daphne Preca tjekkede sin mobiltelefon. Forsøgte på det nummer, han havde givet hende, og som de havde kommunikeret på. Hans telefon måtte være slukket.
Sådan sad hun endnu en time, imens hun også drak den dovne og lunkne fadøl, som hendes gæst skulle have haft.
Hun lagde fem euro, det var rigeligt drikkepenge, også for næste gang hun måtte komme forbi, nikkede til den ene af brødrene bag baren og gik ned til sin bil på pladsen nedenfor. Den næste færge var lige kommet ind, kunne hun se.
Satans også. Hun manglede de papirer.
Det viste sig senere, at bomben var lavet af cirka 500 gram Semtex – samme størrelse som den, der blev anvendt ved Lockerbie-bombningen i 1988, hvor 243 mennesker mistede livet.
Braget fra bilbomben kunne høres over halvdelen af øen og var betydelig kraftigere end det kraftfulde fyrværkeri, øens indbyggere er så begejstret for ved enhver lejlighed.
Bomben gjorde lige præcis det, den skulle.
Den gjorde Daphne Preca tavs.
2. kapitel
Ulrik Torp havde mod sin vilje to vigtige aftaler den dag. Det var, ræsonnerede han, mere, end han havde haft i alt de seneste fem år.
– Det er lang tid siden, Torp. Man skal sgu passe på sine tænder.
Torp forsøgte at nikke, men turde ikke med det metal, der var stukket ind i munden på ham. Tandlægen var vant til enetaler.
– Det er ligesom med børn og biler. De tre v’er, Torp. Vedligeholdelse, vedligeholdelse, vedligeholdelse.
Han talte nærmest til sig selv, imens han rodede videre i Torps tænder og mundhule.
Det var ikke noget kønt syn efter otte år. I begyndelsen forglemmelse og udskydelse. De sidste fem år på grund af pengene. Det var sensommer og behageligt for en septemberdag, havde Karen bemærket, da han tidligere var taget afsted.
Han havde i længere tid beklaget sig over en lille tandpine, eller måske var det ingenting. Karen pressede, og til sidst havde han givet sig.
Han kunne skimte en trætop uden for vinduet bag tandlægens hoved. En svag vind fik bladene til at vugge fra side til side.
Under loftet, lige over tandlægestolen, hang en farverig tegning af nogle børn omkring en sø. Seks børn – to piger og fire drenge. En af dem med en lille fiskestang.
– Nu fjerner vi tandsten og laver en tandrensning, jeg ordner det lille hul, der har generet dig, og så laver vi en aftale i næste uge om at skifte plomben i din kindtand. Så er vi i gang, Torp.
Han tog et lille bor frem og lod det hvine, inden han satte det til tanden. Det sang i ørerne på Torp et kort øjeblik.
Tandlægen fortsatte ufortrødent med at snakke. Om ferie i Spanien, huspriser på Frederiksberg og de mange flygtninge. Talte han også sådan derhjemme? Valgte mennesker, der holdt af aldrig at blive afbrudt, bevidst tandlægestudiet af netop den grund? Torp nikkede deltagende, når det var muligt.
– Begyndende paradentose, men det kan vi nok tage i opløbet. Bruger du tandstikker? Det ser ikke sådan ud.
Torp rystede meget forsigtigt på hovedet.
Tandlægen begyndte at prikke ekstra i højre del af munden, nede ved kæben.
– Hmm, lød det.
Han sugede området tørt og prikkede en ekstra gang.
– Gør det her ondt?
Torp rystede først lidt på hovedet. Så nikkede han.
– En mule, sagde han ud mellem vattamponer, suget og det instrument, tandlægen lige nu havde valgt at stikke ind i hans mund.
– Hmmm. Du har en lille knude, eller hvad det nu er, hernede.
Han tog vat og instrument ud og lod patienten skylle.
– Har du haft den længe?
Torp havde ikke tænkt så meget over det, men jo, et halvt års tid, måske et år.
– Er den blevet større?
Stemningen var ændret. Hans selvsnakkende og joviale tandlæge så bekymret på den patient, han ikke havde haft i stolen i mange år.
Torp tænkte sig længe om, tog sig uvilkårligt til højre kind.
– Lidt. Jo.
– Det er sikkert ikke noget, Torp. Men vi skal lige have taget en biopsi af den, så vi kan være helt sikre. Jeg henviser dig, så du kan få taget en prøve. Det bliver nok Rigshospitalet.
– Hvad er det?
Torp havde sat sig helt op i tandlægestolen, selv om ryglænet stadig var lagt ned.
– Det er sikkert ikke noget. Vi skal bare være helt sikre.
– Men hvad kan det være? Hvad er det, der skal undersøges?
Tandlægen tøvede.
– Nu skal du ikke være unødig bekymret, Torp. Men det kan, og jeg understreger, kan være en tumor. Og en tumor kan i sjældne tilfælde være ondartet.
Ulrik Torp mærkede lokalet blive mindre. Luften forsvandt, munden tørrede ind. Hvorfor turde ingen sige ordet kræft?
– Hvis det er, så er det vigtigt, at det er opdaget i tide.
– Og er det så det? Opdaget i tide.
Tandlægens blik flakkede.
– Det er umuligt at sige. Nu henviser jeg dig, Torp. Så ser vi. Tandlægen sagde det ikke, men Torp kunne fornemme på tonefald og blik, at otte års fravær ikke var den bedste start.
Ved skranken aftalte han tid for udskiftning af plomben, selv om det virkede ligegyldigt. Ja, han kunne godt betale med det samme. Torp tastede pinkoden og accepterede beklemt beløbet, 1.213 kroner.
Det var dagens første aftale. Havde han overhovedet haft en vigtig aftale, siden han var på Dagbladet? Den dag, han nogle år senere mistede sine dagpenge, havde på en måde været vigtig, men det var jo ikke en aftale.
Ulrik Torp stod lettere fortumlet på fortovet få minutter senere.
To gange tidligere havde han stået sådan med denne mærkelige følelse af at iagttage en verden gå videre, som om intet var hændt, selv om alt i virkeligheden havde taget et skarpt sving.
Lyskurvene skiftede fra rødt til grønt, bilerne kørte, mennesker gik. Alt var som før, men det var det jo ikke. Kunne verden da ikke se det?
Første gang han havde haft denne oplevelse, var om morgenen, efter Karen havde født Sofie.
Fødslen var lang og besværlig, men ved syvtiden kom deres datter endelig. Karen havde nogle timer senere bedt den nybagte far om at gå ned i byen og købe en negleklipper til babyen.
Senere spekulerede han over, om det lige så meget var for at få fred. Og så stod han der. På parkeringspladsen foran hospitalet på jagt efter en negleklipper i en verden, som virkede underlig uanfægtet over det mirakel, der netop var indtruffet.
Anden gang var, da hans far for nogle år siden døde. Dengang var det parkeringspladsen foran plejehjemmet, der blev scenen for hans undren. Som en påmindelse om verdens ukuelighed fortsatte alle, som om intet var hændt.
Et blåt postbud fra PostNord kom forbi på sin elcykel – bragte de virkelig kun breve ud én gang om ugen nu? To overvægtige teenagere slentrede på fortovet med munden fuld af pizza, formentlig købt i 7-Eleven henne på hjørnet. Det var velfærdsungerne og de kommende sukkersygepatienters madpakke i det store spisefrikvarter. Vidste de da ikke, at der lå et dødt menneske på den anden side af muren?
Og så nu. På fortovet foran sin gamle tandlæge med lovning på indkaldelse til biopsi for at se, om en knude – en tumor – i kinden var ondartet. Tumor. Kunne sådan noget overhovedet være godt?
Ulrik Torp så menneskene haste forbi, stige på busser og småsnakke med hinanden. Folk var skideligeglade. Selvfølgelig var de det.
Torp steg op på cyklen.
*
Hej Ulrik. Vi vil gerne have et møde med dig om nogle muligheder, der også kan få indflydelse på din ydelse. Det haster lidt. Kan du komme forbi jobcenteret i morgen kl. 13.00? Knus Ane.
Ulrik Torp genlæste gårsdagens mail på sin telefon.
”Knus Ane”. Det lød som snushane. Han kunne se på mailens automatiske signatur, at Ane også hed Vildmose og var jobkonsulent. Det var de vel alle sammen.
Han var et kvarter for tidligt på den. Mest fordi han besluttede sig for at cykle direkte fra tandlægen i stedet for at tage hjem og smøre en mad. Det måtte vente. Han hankede op i sine bukser, der var blevet et par numre for store, gik ind og satte sig uden at melde sin ankomst.
Torp så sig omkring og forsøgte at dele de 12 andre ventende op i de tre grupper, alle vidste, de bestod af. En tredjedel ville ikke lave noget. En tredjedel kunne ikke. Og den sidste tredjedel kunne godt, hvis ellers alle involverede anstrengte sig. Han var efterhånden i tvivl om, hvilken gruppe han selv tilhørte.
Over for ham sad en pige på 20, måske 22 år. Voldsomt overvægtig. Måske gravid, det var svært at afgøre. Kunne afgjort ikke.
Ved siden af hende en fyr i begyndelsen af 30’erne med tatoveringer op ad armene og noget af halsen. Skaldet og med det højre ben vippende nervøst op og ned. Han kiggede uinteresseret på sin smartphone. Han kunne sikkert godt, men havde vel andet at gøre end tage et arbejde, gættede Torp.
Til højre en ældre mand. Torp blev lidt forskrækket, da han vurderede ham til at være på samme alder som ham selv. Ældre? Pæn i tøjet, måske havde han engang været rejsende i chips eller slik til mindre detailhandlere – den slags, algoritmer og supermarkeder nu klarede selv.
Han ville gerne. Men hvad kunne han? Til venstre sad en indvandrer eller flygtning. Ulrik Torp vidste godt, at der i princippet var forskel, men orkede ikke at differentiere længere. Det var vel indvandrer, når han sad i et jobcenter. En ung mand, ikke fyldt 30. Araber, måske Irak. Gad ikke – helt sikkert. Hvorfor var han egentlig ikke ved at genopbygge sit eget land?
Torp kiggede rundt på alle 12. Seks kunne ikke, fire ville ikke, to kunne – måske – godt, lød hans optælling. Han var sulten og forbandede, at han ikke var smuttet forbi lejligheden. Han kiggede i sin telefon igen og tjekkede Dagbladets nyhedsapp.
En politisk krise var ved at løbe helt ud af kontrol.
De Nationale, det nye parti, der stod til at komme i Folketinget efter næste valg, havde længe krævet en folkeafstemning om EU-medlemskabet som eneste betingelse for at støtte den borgerlige statsminister, De Liberales Palle Enevoldsen.
Det havde ingen indtil videre taget særlig notits af.
Regeringens store støtteparti, Folkepartiet, var egentlig imod EU, ville gerne have en folkeafstemning, men ville endnu hellere i regering efter næste valg.
Vi kan jo ikke stemme for noget i salen, som ingen har foreslået, som partiets formand hver gang afværgede med sit ulvesmil.
Men nu var De Nyradikale ved at lave rod i regnskabet, og det havde udløst en kæde af reaktioner, de færreste egentlig ønskede. Et trafikuheld i slowmotion, som en kommentator havde bemærket. De Nyradikale støttede oppositionen, var selv tilhængere af EU, men endnu større tilhængere af folkeafstemninger. Et tilfældigt interview i fjernsynet med partiets uortodokse leder udløste begivenhederne.
Når I nu er så store tilhængere af folkeafstemninger, hvorfor må danskerne så ikke stemme om medlemskabet af EU?
Jamen, det må de da også gerne.
Hvorfor stiller I så ikke det forslag i folketingssalen?
Jamen, det kan da også være, vi gør det.
Sådan.
Ikke mere end det.
Klippet blev vist igen og igen.
Og så tog fanden ved ormegården på Christiansborg. Folkepartiets formand måtte erklære, at hvis De Nyradikale stillede sådan et forslag, så ville hans parti stemme for.
Det samme ville venstrefløjen og et af de små borgerlige partier. Alt det kunne – næsten – være lige meget, hvis bare det ikke bredte sig til et af de gamle og regeringsbærende partier, men pludselig udløste det et opgør i Arbejderpartiet. Et mindretal – eller var det et flertal? – i folketingsgruppen støttede ønsket om en folkeafstemning. Om ikke for andet, så for at vælte regeringen og udløse et folketingsvalg.
Det var, tænkte Torp, som historien om, at når en sommerfugl basker med vingerne i Asien, så stormer det i Europa. Næsten bogstaveligt, faktisk. I flere EU-lande talte stærke kræfter for at følge ”det danske eksempel”.
Men først skulle De Nyradikale rent faktisk stille forslaget. Dernæst skulle magtkampen i Arbejderpartiet afgøres.
Det hele ville blive afgjort i næste uge, skrev Dagbladets politiske analytiker, Jørgen Høegh.
Torp scrollede ned på siden. Det var ved sådanne lejligheder, at han mest savnede sin fortid som politisk journalist.
En ny regering i Italien var ved at blive dannet efter attentatet på den populære premierminister før sommerferien. En uklar cocktail af euromodstand, sympati med Rusland, totalstop for immigranter og borgerløn havde bragt ham til magten et halvt år tidligere.
Der var ingen andre i det relativt nye parti, der kunne tage over – partiet var som forudset ved at smuldre uden sin stifter og karismatiske leder. Så nu blev den tidligere konservative premierminister igen premierminister – dog med det tidligere populistiske regeringsparti som støtte.
Tjah, tænkte Torp. Bilbomben, der forleden havde dræbt en journalist på Malta, var formentlig placeret af den italienske mafia, mente en ekspert.
– Ulrik Torp?
Han så op. Hun var sidst i 30’erne, havde lyst hår, moderigtige briller og glimt i øjnene. Han nikkede og rejste sig.
– Hej Ulrik. Ane, sagde hun og rakte hånden frem.
Torp var lettet over, at knuset blot var på papir. Han trykkede den fremstrakte hånd, hev op i bukserne og fulgte med til hendes skrivebord. Anes nederdel var alt, alt for stram.
Hun kiggede skiftevis på ham og sin computerskærm, imens hun snakkede.
– Du har jo – kan jeg se – været lidt fredet som jobsøgende, Ulrik, indledte hun.
Og det var rigtigt. Jobsøgende var i den sammenhæng et voldsomt ord. Efter tilpasningen – en ud af ganske mange – på Dagbladet havde han troligt søgt de job på internettet, som systemet havde krævet, for at han kunne modtage dagpenge. Kommunikationsmedarbejder i Gentofte Kommune. Journalist i ISS’ kommunikationsafdeling. Deltidsredaktør på et nyt blad udgivet af Blå Kors. Barselsvikariat som redaktionssekretær på Expressen. Langt over 100 ansøgninger var det blevet til i de to år, han kunne få dagpenge.
Han kom til en enkelt samtale i en større virksomhed, men kunne straks fornemme på mødet, at de var overraskede over hans alder. Det stod sgu da for fanden i hans standardansøgning!
Han havde som alle arbejdsløse journalister i starten kaldt sig freelancejournalist, med de for branchen så obligatoriske og billige visitkort i inderlommen. TorpKommunikation – kompetence og erfaring. Han fik lavet 1000, da de sidste 500 kun kostede det halve, og havde vel delt 20 ud, før han opgav.
Han havde småskrevet lidt, fået en smule solgt til latterlig lave priser, som med det samme blev modregnet i dagpengene. Og så kontanthjælp. På grund af Karens deltidsarbejde som skolelærer kunne han lige akkurat få lidt fra det offentlige, selv om han jo stort set blev forsørget af sin kone, som medarbejderen i kommunens ydelsescenter lidenskabsløst formulerede det.
Under 3.000 kroner om måneden. Ulrik Torp havde flere gange forsigtigt luften tanken over for Karen, om de ikke kunne klare sig uden, så han helt slap for ydelsescenter, jobcenter, jobkonsulenter, socialrådgivere, skemaer, fremmøde, kontrol og umyndiggørelse.
De samtaler med Karen kom der ikke noget godt ud af. Så det var han holdt op med. Det samme var til gengæld også jobcenteret – de forstyrrede ham næsten ikke mere. Han kostede ikke velfærdsstaten mange penge og var for længst rubriceret i gruppen ”vil ikke”. Enkelte overvejede ”kan ikke”.
– Det skal vi jo have gjort noget ved, indledte Ane. – Måske det også snart er på tide, at vi udvider jobsøgningen til andre erhverv. Der er jo masser af efterspørgsel på ufaglært arbejdskraft i øjeblikket. Men først det helt aktuelle, Ulrik.
Hun rettede sin professionelle opmærksomhed mod sin nye klient.
– Vi har fået en henvendelse om virksomhedspraktik, der er som skræddersyet til dig. Det kan jo ikke give mere end de 2.814 kroner, du allerede får om måneden nu, men det er fire uger og en vældig mulighed for at få lidt fodfæste med dit fag og arbejdsmarkedet igen.
Ulrik Torp kiggede på hende uden at sige noget. Han iagttog hendes velplejede negle og fornemmede energien i hendes krop. Den energi, der kommer af stadig at tro på sit arbejde. Hun måtte være helt ny. Hvorfor i alverden var hans journal havnet lige på hendes bord?
– Det er Dagbladet, der efterspørger en virksomhedspraktikant. Den avis kender du jo, kan jeg se på dine papirer.
Torp mærkede tomheden i maven, førte en hånd op til sin højre kind og kom et kort øjeblik til at tænke på indkaldelsen til biopsi – ville han få besked direkte fra hospitalet eller fra tandlægen? Det var vist hospitalet. Faktisk havde han kunnet mærke knuden – tumoren – i et års tid, tænkte han.
Sidste sommer, da de malede stuen, var første gang, han var opmærksom på den. Torp lod tungen presse ind mod knuden nede ved kæben. Den var afgjort blevet større. Gjorde det også ondt? Det havde tandlægen spurgt om flere gange. Selvfølgelig gjorde noget ondt, når man pressede på det.
– Er det ikke rigtigt, Torp? Du var på Dagbladet som politisk journalist i mange år, kan jeg se.
Det gav et ryk i ham. Nu måtte de kraftedeme holde op. Var der da ingen nedre grænse for usselheden og dybden i krisen på aviserne? De hyrede fyrede medarbejdere som virksomhedspraktikanter. Ane fortsatte sit salgsarbejde.
– Dagbladet skriver, at i forbindelse med det folketingsvalg, som ventes udskrevet i næste uge, så kommer de til at mangle skrivende journalister. Den ligger lige til højrebenet, Ulrik.
Ulrik Torp så sin gamle arbejdsplads for sig. Alting var sikkert det samme som for fem år siden, bortset fra 100 færre medarbejdere, en del af redigeringen udliciteret til et bureau med dårligere overenskomst, al layout på nær forsiden udliciteret til Indien og så et næsten halveret avissalg.
Bortset fra det var det det samme. De evindelige redaktionsmøder. Efterkritikken, som var frygtelig forudsigelig: Vi har gjort det godt. Især med de idéer, der er kommet fra cheferne, hvad de fleste idéer efterhånden gjorde, fordi medarbejderne bare skovlede ord på nettet som sindssyge fra morgen til aften.
– Og hvis jeg ikke kan?
Ane misforstod hans betænkeligheder.
– Selvfølgelig kan du det, Ulrik. Selv om det er fem år siden, du arbejdede som journalist, så har du jo været det i hele dit voksne liv.
Hun lagde hovedet professionelt på skrå:
– Ulrik. Nu skal jeg fortælle dig noget. Man kan godt miste noget selvtillid af at blive fyret og gå arbejdsløs. Det kan man altså. Og det tror vi, du har. Men det er noget, man bilder sig selv ind. Det gælder om at komme i gang igen. Jeg kan se masser af ressourcer i dig. Det kan jeg virkelig.
Ulrik Torp genkaldte sig, hvorfor han flere gange forsigtigt havde antydet over for Karen, om de da ikke kunne klare sig for 2.814 kroner mindre om måneden.
Ane satte trumf på:
– Du er stærk, Ulrik. Jeg kan mærke det. Det her vil gøre dig godt.
– Og hvis jeg ikke kan?
– Du kan. Det ved jeg. Men ellers må jeg lige snakke det igennem med kommunens ydelsescenter, smilede hun.
Sådan var hun altså. Knus-Ane med de energiske øjne, alle klichéerne og den alt for stramme nederdel. En regelrytter, der med et klik på tastaturet ville tage hans – eller rettere Karens – 2.814 kroner, hvis han ikke makkede ret. Han tænkte på den tandlægeregning, han netop havde betalt.
– I dag er det tirsdag. Dagbladet vil gerne have, du begynder mandag. De kan jo huske dig, Ulrik. Jeg ordner papirerne, og så er den hjemme. Til lykke, Ulrik. Gi’ den hele armen. Vis dem den bedste udgave af dig selv.
Ulrik Torp tvang sig til ikke at spørge, på hvilket idiotkursus hun havde lært at sige det lort.
Han rejste sig. Gav hende hånden, imens han funderede over, hvor mange gange hun havde kaldt ham Ulrik, selv om de aldrig havde mødt hinanden før. Ti gange? Han havde ikke sagt Ane en eneste gang. Det vidste han.
*
Hver gang Ulrik Torp satte nøglen i døren til deres toværelseslejlighed på Frederiksberg, trængte bitterheden ind i hele kroppen. Som en lammende følelse ud i de yderste led. Selv efter to år. Karen var indimellem lidt trist, men ikke mere end det.
– Hold nu op, Ulrik, nøjedes hun med at sige, når det var for tydeligt.
Hun var bedre til at sluge og acceptere. Hun tog det sjældent personligt. Det gjorde han. Også selv om det ikke nødvendigvis var ment personligt.
Hvorfor var det blevet sådan? Hvornår havde han drejet forkert? Havde han overhovedet drejet forkert? Var det andres skyld? Ikke ifølge den nye politiske logik – nu var alt personligt.
Så var det nemmere i 1970’erne, da det hele var samfundets skyld. Ulrik Torp tænkte på de mange artikler, han som journalist på Dagbladet havde skrevet om vismandsrapporter, anbefalinger, udvidelse af arbejdsstyrken, incitamentsstrukturer, arbejdsmarkedsreformer, den nødvendige politik, hensyn til international konkurrence, EU og globalisering.
Sådan er det jo, som det blev konstateret af en minister. Men behøvede det at være sådan? Han havde skrevet det hele i visheden om, at det aldrig ville få noget med ham selv at gøre. Fordi tilpasninger, begrænsninger og tilovers tilhørte en verden uden ham og dem, han omgikkes.
Og så lejligheden. Den endelige materialisering af ydmygelsen. Han trådte ind i den smalle entré. Karen var kommet hjem. Hun sad i stuen i deres Wegner-Wingchair i læder – et af de sidste vidnesbyrd om en tid, der havde været. Den så forkert ud i den lille stue med alt for mange møbler presset op ad hinanden. De hejede kort, inden han krabbede sig ud i det aflange køkken for at smøre en mad. Også samtalekøkkener var for de andre.
– Hvordan gik det hos tandlægen?
Karen så op fra sin designerstol, tydeligvis lidt overrasket over, at han ikke havde været i lejligheden, da hun kom hjem fra arbejdet på lilleskolen.
Han tøvede.
– Tandpinen er væk, lidt paradentose, som kan tages i opløbet. Jeg skal have skiftet en plombe i næste uge.
– Det var da billigt sluppet efter så mange år.
Der var et strejf af bebrejdelse i hendes stemme. Kun et strejf. De havde sparet mange penge, ved at han havde droppet tandlægen.
– Jobcenteret vil have mig i virksomhedspraktik på Dagbladet fra på mandag. Fire uger.
– Er det godt? Hun så bekymret på ham.
– Njah. Måske, løj han og tog en stor bid af sin leverpostejmad, lige så meget for ikke at skulle sige mere.
Hun holdt en lang pause. Han lod hende holde den.
– Er der ellers sket noget?
Skulle de slet ikke tale mere om Dagbladet? Hvad han skulle lave. Om han glædede sig til at se gamle kolleger? Om det var en chance for at komme tilbage? Torp vidste, at hun ville skåne ham. Han vidste til gengæld ikke, om han var glad eller irriteret over omsorgen.
– Hvad skulle der være sket?
Han strøg sig over højre kind. Var det i morgen, han ville få besked om indkaldelse?
– Såmænd, sagde Karen og læste videre i den bog, som veninderne i hendes bogklub skulle diskutere senere i denne måned.
Albert Camus’ Den fremmede. De var i klassikerrunden. Han havde selv læst den for mange år siden, uden helt at forstå meningen. Hendes ”såmænd” irriterede Torp. Hun brugte det mange gange hver eneste dag. Det lød både gammeldags og arrogant. Som om hun havde vigtigere ting at tage sig af, hvad hun vel også havde.
– Jeg henter lige noget mælk, sagde han og gik.
Se alle bind i Krause-Kjærs uafhængige politiske spændingsserie, hvor alle bøgerne kan læses for sig selv.
Mørkeland
Dagen før der udskrives folketingsvalg, bliver en ung fuldmægtig i indenrigsministeriet myrdet.
Journalisten Ulrik Torp begynder at skrive om mordet og opdager, at den unge fuldmægtige havde fået færten af et omfattende bedrag.
Lidt efter lidt leder sporene Ulrik Torp mod en lille kreds af tidligere politikere og topembedsmænd, der synes parate til at forsvare samfundet med alle midler mod en illiberal dagsorden styret af tweets og facebookopslag.
“Nogle gange overgår virkeligheden fantasien.” – Kristeligt Dagblad
Det Demokratiske Parti kastes ud i en beskidt magtkamp mellem gruppeformanden og den politiske ordfører, efter partiets leder bliver alvorligt kvæstet. Spørgsmålet om, hvem der skal overtage ledelsen af partiet i fremtiden melder sig, og alle kneb bliver taget i brug i bestræbelserne for at nå til tops.
Det er et politisk spil, hvor alle bruger alle – og hvor også journalisterne på Christiansborg kommer med deres egne agendaer. Ulrik Torp er ingen undtagelse, og han må langsomt se sine idealer krakelere og selv tage affære …
Kongekabale er blevet filmatiseret med Søren Pilmark, Anders W. Berthelsen og Lars Mikkelsen i hovedrollerne og vandt blandt andet otte Robert-priser.
Niels Krause-Kjær, forfatteren til Kongekabale, er tilbage med en medrivende politisk spændingsroman.
Med blot få dages mellemrum dør den tidligere justitsminister tilsynelandende af et hjertetilfælde, samt et tidligere folketingsmedlem på et hospice, som ånder ud lidt hurtigere end forventet. Samtidig skærpes konflikten mellem statsminister Palle Enevoldsen og den mere nationale politiker Kirsten Rolighed.
Ulrik Torp, nu på lykkepiller og arbejdende som freelancejournalist, bliver snart trukket ind i sagen. En sag, der viser sig at trække tråde tilbage til Murens fald og forsøg på magtindflydelse fra Moskva, dengang som nu. Men spørgsmålet er, om truslen mod et land kommer udefra eller indefra …
En bombe eksploderer i Demokratisk Klima Fraktions hovedkontor kort før et EU-klimatopmøde i København, og organisationens eneste medarbejder dør. Flere mindre klimaaktioner kulminerer med et brandattentat mod Danmarks kontroversielle klimaminister Ib Boldbjerg.
Ulrik Torp er blevet chefredaktør på den gratis ugeavis ValbyPosten. En række kritiske artikler om Valbys lokale toppolitiker Ib Boldbjerg, sætter Torp på sporet af kræfter, der for enhver pris vil gøre klimatopmødet til en fiasko. Samtidig kæmper Ulrik Torp på den private front både med sit helbred og med den fortabte søn, der efter tre år vender tilbage fra Bruxelles som fuldtids klimaaktivist.
Politisk spændingsroman af Niels Krause-Kjær i serien om Ulrik Torp, der også indeholder bøgerne Kongekabalen, Mørkeland og Fandens forår.
❤️❤️❤️❤️❤️ til “Niels Krause-Kjærs veloplagte, velskrevne nye politiske thriller” – Politiken
En folketingspolitiker findes død efter en kongejagt på et gods i Jylland. Han er skudt gennem hovedet, og alle går ud fra, at der er tale om selvmord. Samme dag forsvinder hans unge niece, der har gjort overraskende opdagelser i forbindelse med en eksamensopgave på journalisthøjskolen i Aarhus, hvor Ulrik Torp er lektor-vikar. Umiddelbart efter indledes en kampagne mod landets forsvarsminister.
Ulrik Torp trækkes ind i sagen, der viser sig at handle om militær oprustning, lobbyisme for milliarder, udenlandske interesser og skjult støtte til politikere. Til at hjælpe sig har Torp kun sine studerende og Emma, en tidligere praktikant fra hans gamle arbejdsplads, Dagbladet. Sammen finder de ud af, hvordan tingene hænger sammen, men det viser sig undervejs, at Torp selv er fanget i et net, som han har svært at vikle sig ud af. For hvem er det, der trækker i trådene?
JAGTTEGN er femte uafhængige bog i Niels Krause-Kjærs politiske spændingsserie, der lægger sig i grænselandet mellem medier og politik og beskriver magtspillet i kulissen.
Kan du huske bestselleren Kongekabale af Niels Krause-Kjær, som også blev filmatiseret? Så skal du læse den selvstændige fortsættelse, Mørkeland. Start din læsning af den politiske spændingsroman om blandt andre den bistre Ulrik Torp lige her.
I Mørkeland møder vi igen journalisten Ulrik Torp, som er blevet fast inventar i jobcentret. Han sendes i virksomhedspraktik på Dagbladet, og her begynder han at skrive om mordet på en ung fuldmægtig i indenrigsministeriet, der er blevet myrdet dagen før udskrivningen af folketingsvalget.
LÆS OGSÅ: Kan man svindle med et folketingsvalg? Magtspil og manipulation i romanen Mørkeland
Rygtet siger, at den unge fuldmægtige havde fået færten af et omfattende bedrag, og i samarbejde med en praktikant dykker Ulrik Torp ned i mysterier og mistanker blandt tidligere politikere og topembedsmænd, som er parate til at forsvare samfundet mod en illiberal dagsorden.
Mørkeland bevæger sig i grænselandet mellem medier og politik og tager aktuelle politiske dilemmaer op. Bogen bearbejder skjult magtspil og manipulation op til et folketingsvalg.
Følg med Torp ind i gråzoner og mistanker på Christiansborgs gange og blandt tweetende topembedsmænd. Start din læsning allerede nu i læseprøven herunder.
Mørkeland
af Niels Krause-Kjær
1. kapitel
Daphne Preca trådte ubemærket ind på værtshuset.
Hun undrede sig som altid over, hvad det var, der gjorde stedet så hyggeligt.
Det kunne være de to brødre, der ejede det og troligt havde passet baren gennem mere end 25 år.
Det kunne være gæsterne, denne blanding af ældre, lokale øboere og nogle strandede turister.
Det kunne være de små, banale skilte på barens bagvæg – Men without shirts are not welcome. Women without shirts get free drinks.
Det kunne være den smalle terrasse, der strakte sig langs bygningen, hvor man kunne sidde på umagelige bænke, drikke sin øl og betragte livet på havnen nedenfor – de lokale fiskere, færgerne, der sejlede i pendulfart ind til hovedøen, turisterne, der forsøgte at vælge mellem de fire-fem spisesteder på havnen og ofte lidt skuffede valgte øens hofret – kanin i hvidløg.
Måske var det hængepartiet fra dengang, landet var under britisk herredømme, der gav stedet det sidste touch af noget tidløst og omfavnende.
Uanset grunden blev hun altid i godt humør, når hun trådte ind på Gleneagles Bar ved havnebyen Ghajnsielem på Gozo.
Hvis Malta var Udkantseuropa, så var den lille ø Udkantsmalta.
Her var hun født.
Her følte hun sig hjemme.
Det var sidst på eftermiddagen, sidst i august, sidst på turistsæsonen, sidst i den lokale ferie og sidst på den varmeste del af sommeren.
Knap 30 grader og blå himmel.
Det var til at holde ud.
Daphne Preca kunne alligevel mærke den hvide bluse klæbe i ryggen.
Det havde været en lang og effektiv dag.
Nu manglede hun det sidste – og vigtigste – møde, inden hun ville tage færgen tilbage til hovedøen og lejligheden i Valletta, hvor hun boede nu.
Hun så sig omkring.
Klokken var lidt i fem, han var ikke kommet endnu.
Hun bestilte to små fadøl, satte sig udenfor på terrassen, fulgte livet på havnen og funderede over dagens interviews på den anden side af øen.
De havde tydeligvis været bange for at tale med hende, at nogle skulle se dem sammen.
Et af interviewene var foregået i en af øens mange, store kirker.
Hviskende, som ville den tidligere revisor komme i helvede, hvis Han hørte det.
Hvem Han var, blev aldrig helt klart.
Det kunne være den italienske mafia, det kunne være russiske oligarker, det kunne være maltesiske dommere.
Det kunne også være landets premierminister eller folk tæt på ham.
Som selvstændig journalist havde hun i næsten et år researchet på premierministeren og hans forbindelser.
Premierministeren var ung, energisk og liberal, selv om han var leder af det vitaliserede arbejderparti.
Hun havde ovenikøbet selv stemt på ham første gang.
Økonomien buldrede afsted, arbejdsløsheden faldt, og premierministeren var på alle måder lige, hvad de kunne lide i de europæiske hovedstæder, ikke mindst i Bruxelles.
Efter adskillige års misregimente i Malta var der styr på Unionens mindste stat set fra fastlandets side.
Ingen trusler om veto, ingen særstandpunkter. Til gengæld var der snart ikke det stykke asfalt i landet, som ikke helt eller delvist var betalt af Bruxelles.
At korruptionen i det lille ørige på alle niveauer var velkendt og omfattende, betød mindre – de ti rigeste i landet var ifølge Forbes’ seneste liste alle politikere.
Enigheden i EU var vigtigst.
Gennem afsløringen af advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama havde Daphne Preca kortlagt, hvordan oversøiske selskaber solgte maltesiske pas til højestbydende – Malta var sammen med Cypern blevet indgangen til et EU-statsborgerskab for især russiske velhavere med tvivlsom baggrund.
Samtidig var hun ved at have fældende beviser for massive overførsler af penge fra regeringen i Aserbajdsjan til Malta via Panama.
Det inkluderede tilsyneladende millioner af kroner, der var udvekslet mellem datteren af Aserbajdsjans præsident og den maltesiske premierministers kønne kone.
Det var det, hun skulle holde møde om her.
Hun betragtede sig som en journalistisk enmandshær, men sådan havde det været det meste af hendes 52 år lange liv.
Og lige nu skulle hun snakke med den tidligere bankmand, der hævdede at have papirer på nogle af overførslerne mellem den tidligere sovjetrepublik og premierministerens kone.
Hun tog en slurk af sin øl.
Hvor blev han af?
Daphne Preca tjekkede sin mobiltelefon.
Forsøgte på det nummer, han havde givet hende, og som de havde kommunikeret på.
Hans telefon måtte være slukket.
Sådan sad hun endnu en time, imens hun også drak den dovne og lunkne fadøl, som hendes gæst skulle have haft.
Hun lagde fem euro, det var rigeligt drikkepenge, også for næste gang hun måtte komme forbi, nikkede til den ene af brødrene bag baren og gik ned til sin bil på pladsen nedenfor.
Den næste færge var lige kommet ind, kunne hun se.
Satans også.
Hun manglede de papirer.
Det viste sig senere, at bomben var lavet af cirka 500 gram Semtex – samme størrelse som den, der blev anvendt ved Lockerbie-bombningen i 1988, hvor 243 mennesker mistede livet.
Braget fra bilbomben kunne høres over halvdelen af øen og var betydelig kraftigere end det kraftfulde fyrværkeri, øens indbyggere er så begejstret for ved enhver lejlighed.
Bomben gjorde lige præcis det, den skulle.
Den gjorde Daphne Preca tavs.
2. kapitel
Ulrik Torp havde mod sin vilje to vigtige aftaler den dag.
Det var, ræsonnerede han, mere, end han havde haft i alt de seneste fem år.
– Det er lang tid siden, Torp. Man skal sgu passe på sine tænder.
Torp forsøgte at nikke, men turde ikke med det metal, der var stukket ind i munden på ham.
Tandlægen var vant til enetaler.
– Det er ligesom med børn og biler. De tre v’er, Torp. Vedligeholdelse, vedligeholdelse, vedligeholdelse.
Han talte nærmest til sig selv, imens han rodede videre i Torps tænder og mundhule.
Det var ikke noget kønt syn efter otte år.
I begyndelsen forglemmelse og udskydelse.
De sidste fem år på grund af pengene. Det var sensommer og behageligt for en septemberdag, havde Karen bemærket, da han tidligere var taget afsted.
Han havde i længere tid beklaget sig over en lille tandpine, eller måske var det ingenting.
Karen pressede, og til sidst havde han givet sig.
Han kunne skimte en trætop uden for vinduet bag tandlægens hoved.
En svag vind fik bladene til at vugge fra side til side.
Under loftet, lige over tandlægestolen, hang en farverig tegning af nogle børn omkring en sø.
Seks børn – to piger og fire drenge.
En af dem med en lille fiskestang.
– Nu fjerner vi tandsten og laver en tandrensning, jeg ordner det lille hul, der har generet dig, og så laver vi en aftale i næste uge om at skifte plomben i din kindtand. Så er vi i gang, Torp.
Han tog et lille bor frem og lod det hvine, inden han satte det til tanden.
Det sang i ørerne på Torp et kort øjeblik.
Tandlægen fortsatte ufortrødent med at snakke.
Om ferie i Spanien, huspriser på Frederiksberg og de mange flygtninge. Talte han også sådan derhjemme?
Valgte mennesker, der holdt af aldrig at blive afbrudt, bevidst tandlægestudiet af netop den grund?
Torp nikkede deltagende, når det var muligt.
– Begyndende paradentose, men det kan vi nok tage i opløbet. Bruger du tandstikker? Det ser ikke sådan ud.
Torp rystede meget forsigtigt på hovedet.
Tandlægen begyndte at prikke ekstra i højre del af munden, nede ved kæben.
– Hmm, lød det.
Han sugede området tørt og prikkede en ekstra gang.
– Gør det her ondt?
Torp rystede først lidt på hovedet.
Så nikkede han.
– En mule, sagde han ud mellem vattamponer, suget og det instrument, tandlægen lige nu havde valgt at stikke ind i hans mund.
– Hmmm. Du har en lille knude, eller hvad det nu er, hernede.
Han tog vat og instrument ud og lod patienten skylle.
– Har du haft den længe?
Torp havde ikke tænkt så meget over det, men jo, et halvt års tid, måske et år.
– Er den blevet større?
Stemningen var ændret.
Hans selvsnakkende og joviale tandlæge så bekymret på den patient, han ikke havde haft i stolen i mange år.
Torp tænkte sig længe om, tog sig uvilkårligt til højre kind.
– Lidt. Jo.
– Det er sikkert ikke noget, Torp. Men vi skal lige have taget en biopsi af den, så vi kan være helt sikre. Jeg henviser dig, så du kan få taget en prøve. Det bliver nok Rigshospitalet.
– Hvad er det?
Torp havde sat sig helt op i tandlægestolen, selv om ryglænet stadig var lagt ned.
– Det er sikkert ikke noget. Vi skal bare være helt sikre.
– Men hvad kan det være? Hvad er det, der skal undersøges?
Tandlægen tøvede.
– Nu skal du ikke være unødig bekymret, Torp. Men det kan, og jeg understreger, kan være en tumor. Og en tumor kan i sjældne tilfælde være ondartet.
Ulrik Torp mærkede lokalet blive mindre.
Luften forsvandt, munden tørrede ind.
Hvorfor turde ingen sige ordet kræft?
– Hvis det er, så er det vigtigt, at det er opdaget i tide.
– Og er det så det? Opdaget i tide.
Tandlægens blik flakkede.
– Det er umuligt at sige. Nu henviser jeg dig, Torp. Så ser vi. Tandlægen sagde det ikke, men Torp kunne fornemme på tonefald og blik, at otte års fravær ikke var den bedste start.
Ved skranken aftalte han tid for udskiftning af plomben, selv om det virkede ligegyldigt.
Ja, han kunne godt betale med det samme.
Torp tastede pinkoden og accepterede beklemt beløbet, 1.213 kroner.
Det var dagens første aftale.
Havde han overhovedet haft en vigtig aftale, siden han var på Dagbladet? Den dag, han nogle år senere mistede sine dagpenge, havde på en måde været vigtig, men det var jo ikke en aftale.
Ulrik Torp stod lettere fortumlet på fortovet få minutter senere.
To gange tidligere havde han stået sådan med denne mærkelige følelse af at iagttage en verden gå videre, som om intet var hændt, selv om alt i virkeligheden havde taget et skarpt sving.
Lyskurvene skiftede fra rødt til grønt, bilerne kørte, mennesker gik.
Alt var som før, men det var det jo ikke.
Kunne verden da ikke se det?
Første gang han havde haft denne oplevelse, var om morgenen, efter Karen havde født Sofie.
Fødslen var lang og besværlig, men ved syvtiden kom deres datter endelig. Karen havde nogle timer senere bedt den nybagte far om at gå ned i byen og købe en negleklipper til babyen.
Senere spekulerede han over, om det lige så meget var for at få fred.
Og så stod han der.
På parkeringspladsen foran hospitalet på jagt efter en negleklipper i en verden, som virkede underlig uanfægtet over det mirakel, der netop var indtruffet.
Anden gang var, da hans far for nogle år siden døde.
Dengang var det parkeringspladsen foran plejehjemmet, der blev scenen for hans undren.
Som en påmindelse om verdens ukuelighed fortsatte alle, som om intet var hændt.
Et blåt postbud fra PostNord kom forbi på sin elcykel – bragte de virkelig kun breve ud én gang om ugen nu?
To overvægtige teenagere slentrede på fortovet med munden fuld af pizza, formentlig købt i 7-Eleven henne på hjørnet.
Det var velfærdsungerne og de kommende sukkersygepatienters madpakke i det store spisefrikvarter.
Vidste de da ikke, at der lå et dødt menneske på den anden side af muren?
Og så nu.
På fortovet foran sin gamle tandlæge med lovning på indkaldelse til biopsi for at se, om en knude – en tumor – i kinden var ondartet.
Tumor.
Kunne sådan noget overhovedet være godt?
Ulrik Torp så menneskene haste forbi, stige på busser og småsnakke med hinanden.
Folk var skideligeglade.
Selvfølgelig var de det.
Torp steg op på cyklen.
*
Hej Ulrik.
Vi vil gerne have et møde med dig om nogle muligheder, der også kan få indflydelse på din ydelse.
Det haster lidt.
Kan du komme forbi jobcenteret i morgen kl. 13.00?
Knus Ane.
Ulrik Torp genlæste gårsdagens mail på sin telefon.
”Knus Ane”.
Det lød som snushane.
Han kunne se på mailens automatiske signatur, at Ane også hed Vildmose og var jobkonsulent.
Det var de vel alle sammen.
Han var et kvarter for tidligt på den.
Mest fordi han besluttede sig for at cykle direkte fra tandlægen i stedet for at tage hjem og smøre en mad.
Det måtte vente.
Han hankede op i sine bukser, der var blevet et par numre for store, gik ind og satte sig uden at melde sin ankomst.
Torp så sig omkring og forsøgte at dele de 12 andre ventende op i de tre grupper, alle vidste, de bestod af.
En tredjedel ville ikke lave noget.
En tredjedel kunne ikke.
Og den sidste tredjedel kunne godt, hvis ellers alle involverede anstrengte sig.
Han var efterhånden i tvivl om, hvilken gruppe han selv tilhørte.
Over for ham sad en pige på 20, måske 22 år.
Voldsomt overvægtig.
Måske gravid, det var svært at afgøre.
Kunne afgjort ikke.
Ved siden af hende en fyr i begyndelsen af 30’erne med tatoveringer op ad armene og noget af halsen.
Skaldet og med det højre ben vippende nervøst op og ned.
Han kiggede uinteresseret på sin smartphone.
Han kunne sikkert godt, men havde vel andet at gøre end tage et arbejde, gættede Torp.
Til højre en ældre mand.
Torp blev lidt forskrækket, da han vurderede ham til at være på samme alder som ham selv.
Ældre? Pæn i tøjet, måske havde han engang været rejsende i chips eller slik til mindre detailhandlere – den slags, algoritmer og supermarkeder nu klarede selv.
Han ville gerne.
Men hvad kunne han?
Til venstre sad en indvandrer eller flygtning.
Ulrik Torp vidste godt, at der i princippet var forskel, men orkede ikke at differentiere længere.
Det var vel indvandrer, når han sad i et jobcenter.
En ung mand, ikke fyldt 30.
Araber, måske Irak.
Gad ikke – helt sikkert.
Hvorfor var han egentlig ikke ved at genopbygge sit eget land?
Torp kiggede rundt på alle 12.
Seks kunne ikke, fire ville ikke, to kunne – måske – godt, lød hans optælling. Han var sulten og forbandede, at han ikke var smuttet forbi lejligheden. Han kiggede i sin telefon igen og tjekkede Dagbladets nyhedsapp.
En politisk krise var ved at løbe helt ud af kontrol.
De Nationale, det nye parti, der stod til at komme i Folketinget efter næste valg, havde længe krævet en folkeafstemning om EU-medlemskabet som eneste betingelse for at støtte den borgerlige statsminister, De Liberales Palle Enevoldsen.
Det havde ingen indtil videre taget særlig notits af.
Regeringens store støtteparti, Folkepartiet, var egentlig imod EU, ville gerne have en folkeafstemning, men ville endnu hellere i regering efter næste valg.
Vi kan jo ikke stemme for noget i salen, som ingen har foreslået, som partiets formand hver gang afværgede med sit ulvesmil.
Men nu var De Nyradikale ved at lave rod i regnskabet, og det havde udløst en kæde af reaktioner, de færreste egentlig ønskede.
Et trafikuheld i slowmotion, som en kommentator havde bemærket.
De Nyradikale støttede oppositionen, var selv tilhængere af EU, men endnu større tilhængere af folkeafstemninger.
Et tilfældigt interview i fjernsynet med partiets uortodokse leder udløste begivenhederne.
Når I nu er så store tilhængere af folkeafstemninger, hvorfor må danskerne så ikke stemme om medlemskabet af EU?
Jamen, det må de da også gerne.
Hvorfor stiller I så ikke det forslag i folketingssalen?
Jamen, det kan da også være, vi gør det.
Sådan.
Ikke mere end det.
Klippet blev vist igen og igen.
Og så tog fanden ved ormegården på Christiansborg.
Folkepartiets formand måtte erklære, at hvis De Nyradikale stillede sådan et forslag, så ville hans parti stemme for.
Det samme ville venstrefløjen og et af de små borgerlige partier.
Alt det kunne – næsten – være lige meget, hvis bare det ikke bredte sig til et af de gamle og regeringsbærende partier, men pludselig udløste det et opgør i Arbejderpartiet.
Et mindretal – eller var det et flertal? – i folketingsgruppen støttede ønsket om en folkeafstemning.
Om ikke for andet, så for at vælte regeringen og udløse et folketingsvalg.
Det var, tænkte Torp, som historien om, at når en sommerfugl basker med vingerne i Asien, så stormer det i Europa.
Næsten bogstaveligt, faktisk.
I flere EU-lande talte stærke kræfter for at følge ”det danske eksempel”.
Men først skulle De Nyradikale rent faktisk stille forslaget.
Dernæst skulle magtkampen i Arbejderpartiet afgøres.
Det hele ville blive afgjort i næste uge, skrev Dagbladets politiske analytiker, Jørgen Høegh.
Torp scrollede ned på siden.
Det var ved sådanne lejligheder, at han mest savnede sin fortid som politisk journalist.
En ny regering i Italien var ved at blive dannet efter attentatet på den populære premierminister før sommerferien.
En uklar cocktail af euromodstand, sympati med Rusland, totalstop for immigranter og borgerløn havde bragt ham til magten et halvt år tidligere.
Der var ingen andre i det relativt nye parti, der kunne tage over – partiet var som forudset ved at smuldre uden sin stifter og karismatiske leder.
Så nu blev den tidligere konservative premierminister igen premierminister – dog med det tidligere populistiske regeringsparti som støtte.
Tjah, tænkte Torp.
Bilbomben, der forleden havde dræbt en journalist på Malta, var formentlig placeret af den italienske mafia, mente en ekspert.
– Ulrik Torp?
Han så op.
Hun var sidst i 30’erne, havde lyst hår, moderigtige briller og glimt i øjnene. Han nikkede og rejste sig.
– Hej Ulrik.
Ane, sagde hun og rakte hånden frem.
Torp var lettet over, at knuset blot var på papir.
Han trykkede den fremstrakte hånd, hev op i bukserne og fulgte med til hendes skrivebord.
Anes nederdel var alt, alt for stram.
Hun kiggede skiftevis på ham og sin computerskærm, imens hun snakkede.
– Du har jo – kan jeg se – været lidt fredet som jobsøgende, Ulrik, indledte hun.
Og det var rigtigt.
Jobsøgende var i den sammenhæng et voldsomt ord.
Efter tilpasningen – en ud af ganske mange – på Dagbladet havde han troligt søgt de job på internettet, som systemet havde krævet, for at han kunne modtage dagpenge.
Kommunikationsmedarbejder i Gentofte Kommune.
Journalist i ISS’ kommunikationsafdeling.
Deltidsredaktør på et nyt blad udgivet af Blå Kors.
Barselsvikariat som redaktionssekretær på Expressen.
Langt over 100 ansøgninger var det blevet til i de to år, han kunne få dagpenge.
Han kom til en enkelt samtale i en større virksomhed, men kunne straks fornemme på mødet, at de var overraskede over hans alder.
Det stod sgu da for fanden i hans standardansøgning!
Han havde som alle arbejdsløse journalister i starten kaldt sig freelancejournalist, med de for branchen så obligatoriske og billige visitkort i inderlommen.
TorpKommunikation – kompetence og erfaring.
Han fik lavet 1000, da de sidste 500 kun kostede det halve, og havde vel delt 20 ud, før han opgav.
Han havde småskrevet lidt, fået en smule solgt til latterlig lave priser, som med det samme blev modregnet i dagpengene.
Og så kontanthjælp.
På grund af Karens deltidsarbejde som skolelærer kunne han lige akkurat få lidt fra det offentlige, selv om han jo stort set blev forsørget af sin kone, som medarbejderen i kommunens ydelsescenter lidenskabsløst formulerede det.
Under 3.000 kroner om måneden.
Ulrik Torp havde flere gange forsigtigt luften tanken over for Karen, om de ikke kunne klare sig uden, så han helt slap for ydelsescenter, jobcenter, jobkonsulenter, socialrådgivere, skemaer, fremmøde, kontrol og umyndiggørelse.
De samtaler med Karen kom der ikke noget godt ud af.
Så det var han holdt op med.
Det samme var til gengæld også jobcenteret – de forstyrrede ham næsten ikke mere.
Han kostede ikke velfærdsstaten mange penge og var for længst rubriceret i gruppen ”vil ikke”.
Enkelte overvejede ”kan ikke”.
– Det skal vi jo have gjort noget ved, indledte Ane. – Måske det også snart er på tide, at vi udvider jobsøgningen til andre erhverv. Der er jo masser af efterspørgsel på ufaglært arbejdskraft i øjeblikket. Men først det helt aktuelle, Ulrik.
Hun rettede sin professionelle opmærksomhed mod sin nye klient.
– Vi har fået en henvendelse om virksomhedspraktik, der er som skræddersyet til dig. Det kan jo ikke give mere end de 2.814 kroner, du allerede får om måneden nu, men det er fire uger og en vældig mulighed for at få lidt fodfæste med dit fag og arbejdsmarkedet igen.
Ulrik Torp kiggede på hende uden at sige noget.
Han iagttog hendes velplejede negle og fornemmede energien i hendes krop.
Den energi, der kommer af stadig at tro på sit arbejde.
Hun måtte være helt ny.
Hvorfor i alverden var hans journal havnet lige på hendes bord?
– Det er Dagbladet, der efterspørger en virksomhedspraktikant. Den avis kender du jo, kan jeg se på dine papirer.
Torp mærkede tomheden i maven, førte en hånd op til sin højre kind og kom et kort øjeblik til at tænke på indkaldelsen til biopsi – ville han få besked direkte fra hospitalet eller fra tandlægen?
Det var vist hospitalet.
Faktisk havde han kunnet mærke knuden – tumoren – i et års tid, tænkte han.
Sidste sommer, da de malede stuen, var første gang, han var opmærksom på den.
Torp lod tungen presse ind mod knuden nede ved kæben.
Den var afgjort blevet større.
Gjorde det også ondt?
Det havde tandlægen spurgt om flere gange.
Selvfølgelig gjorde noget ondt, når man pressede på det.
– Er det ikke rigtigt, Torp? Du var på Dagbladet som politisk journalist i mange år, kan jeg se.
Det gav et ryk i ham.
Nu måtte de kraftedeme holde op.
Var der da ingen nedre grænse for usselheden og dybden i krisen på aviserne?
De hyrede fyrede medarbejdere som virksomhedspraktikanter.
Ane fortsatte sit salgsarbejde.
– Dagbladet skriver, at i forbindelse med det folketingsvalg, som ventes udskrevet i næste uge, så kommer de til at mangle skrivende journalister. Den ligger lige til højrebenet, Ulrik.
Ulrik Torp så sin gamle arbejdsplads for sig.
Alting var sikkert det samme som for fem år siden, bortset fra 100 færre medarbejdere, en del af redigeringen udliciteret til et bureau med dårligere overenskomst, al layout på nær forsiden udliciteret til Indien og så et næsten halveret avissalg.
Bortset fra det var det det samme.
De evindelige redaktionsmøder.
Efterkritikken, som var frygtelig forudsigelig:
Vi har gjort det godt.
Især med de idéer, der er kommet fra cheferne, hvad de fleste idéer efterhånden gjorde, fordi medarbejderne bare skovlede ord på nettet som sindssyge fra morgen til aften.
– Og hvis jeg ikke kan?
Ane misforstod hans betænkeligheder.
– Selvfølgelig kan du det, Ulrik. Selv om det er fem år siden, du arbejdede som journalist, så har du jo været det i hele dit voksne liv.
Hun lagde hovedet professionelt på skrå:
– Ulrik. Nu skal jeg fortælle dig noget.
Man kan godt miste noget selvtillid af at blive fyret og gå arbejdsløs. Det kan man altså. Og det tror vi, du har. Men det er noget, man bilder sig selv ind. Det gælder om at komme i gang igen. Jeg kan se masser af ressourcer i dig. Det kan jeg virkelig.
Ulrik Torp genkaldte sig, hvorfor han flere gange forsigtigt havde antydet over for Karen, om de da ikke kunne klare sig for 2.814 kroner mindre om måneden.
Ane satte trumf på:
– Du er stærk, Ulrik. Jeg kan mærke det. Det her vil gøre dig godt.
– Og hvis jeg ikke kan?
– Du kan. Det ved jeg. Men ellers må jeg lige snakke det igennem med kommunens ydelsescenter, smilede hun.
Sådan var hun altså.
Knus-Ane med de energiske øjne, alle klichéerne og den alt for stramme nederdel.
En regelrytter, der med et klik på tastaturet ville tage hans – eller rettere Karens – 2.814 kroner, hvis han ikke makkede ret.
Han tænkte på den tandlægeregning, han netop havde betalt.
– I dag er det tirsdag. Dagbladet vil gerne have, du begynder mandag. De kan jo huske dig, Ulrik. Jeg ordner papirerne, og så er den hjemme. Til lykke, Ulrik. Gi’ den hele armen. Vis dem den bedste udgave af dig selv.
Ulrik Torp tvang sig til ikke at spørge, på hvilket idiotkursus hun havde lært at sige det lort.
Han rejste sig.
Gav hende hånden, imens han funderede over, hvor mange gange hun havde kaldt ham Ulrik, selv om de aldrig havde mødt hinanden før.
Ti gange?
Han havde ikke sagt Ane en eneste gang.
Det vidste han.
*
Hver gang Ulrik Torp satte nøglen i døren til deres toværelseslejlighed på Frederiksberg, trængte bitterheden ind i hele kroppen.
Som en lammende følelse ud i de yderste led.
Selv efter to år.
Karen var indimellem lidt trist, men ikke mere end det.
– Hold nu op, Ulrik, nøjedes hun med at sige, når det var for tydeligt.
Hun var bedre til at sluge og acceptere.
Hun tog det sjældent personligt.
Det gjorde han.
Også selv om det ikke nødvendigvis var ment personligt.
Hvorfor var det blevet sådan?
Hvornår havde han drejet forkert?
Havde han overhovedet drejet forkert?
Var det andres skyld?
Ikke ifølge den nye politiske logik – nu var alt personligt.
Så var det nemmere i 1970’erne, da det hele var samfundets skyld.
Ulrik Torp tænkte på de mange artikler, han som journalist på Dagbladet havde skrevet om vismandsrapporter, anbefalinger, udvidelse af arbejdsstyrken, incitamentsstrukturer, arbejdsmarkedsreformer, den nødvendige politik, hensyn til international konkurrence, EU og globalisering.
Sådan er det jo, som det blev konstateret af en minister.
Men behøvede det at være sådan?
Han havde skrevet det hele i visheden om, at det aldrig ville få noget med ham selv at gøre.
Fordi tilpasninger, begrænsninger og tilovers tilhørte en verden uden ham og dem, han omgikkes.
Og så lejligheden.
Den endelige materialisering af ydmygelsen.
Han trådte ind i den smalle entré.
Karen var kommet hjem.
Hun sad i stuen i deres Wegner-Wingchair i læder – et af de sidste vidnesbyrd om en tid, der havde været.
Den så forkert ud i den lille stue med alt for mange møbler presset op ad hinanden.
De hejede kort, inden han krabbede sig ud i det aflange køkken for at smøre en mad.
Også samtalekøkkener var for de andre.
– Hvordan gik det hos tandlægen?
Karen så op fra sin designerstol, tydeligvis lidt overrasket over, at han ikke havde været i lejligheden, da hun kom hjem fra arbejdet på lilleskolen.
Han tøvede.
– Tandpinen er væk, lidt paradentose, som kan tages i opløbet.
Jeg skal have skiftet en plombe i næste uge.
– Det var da billigt sluppet efter så mange år.
Der var et strejf af bebrejdelse i hendes stemme.
Kun et strejf.
De havde sparet mange penge, ved at han havde droppet tandlægen.
– Jobcenteret vil have mig i virksomhedspraktik på Dagbladet fra på mandag. Fire uger.
– Er det godt? Hun så bekymret på ham.
– Njah. Måske, løj han og tog en stor bid af sin leverpostejmad, lige så meget for ikke at skulle sige mere.
Hun holdt en lang pause.
Han lod hende holde den.
– Er der ellers sket noget?
Skulle de slet ikke tale mere om Dagbladet?
Hvad han skulle lave.
Om han glædede sig til at se gamle kolleger?
Om det var en chance for at komme tilbage?
Torp vidste, at hun ville skåne ham.
Han vidste til gengæld ikke, om han var glad eller irriteret over omsorgen.
– Hvad skulle der være sket?
Han strøg sig over højre kind.
Var det i morgen, han ville få besked om indkaldelse?
– Såmænd, sagde Karen og læste videre i den bog, som veninderne i hendes bogklub skulle diskutere senere i denne måned.
Albert Camus’ Den fremmede.
De var i klassikerrunden.
Han havde selv læst den for mange år siden, uden helt at forstå meningen. Hendes ”såmænd” irriterede Torp.
Hun brugte det mange gange hver eneste dag.
Det lød både gammeldags og arrogant.
Som om hun havde vigtigere ting at tage sig af, hvad hun vel også havde.
– Jeg henter lige noget mælk, sagde han og gik.
Se alle bind i Krause-Kjærs uafhængige politiske spændingsserie, hvor alle bøgerne kan læses for sig selv.
Mørkeland
Dagen før der udskrives folketingsvalg, bliver en ung fuldmægtig i indenrigsministeriet myrdet.
Journalisten Ulrik Torp begynder at skrive om mordet og opdager, at den unge fuldmægtige havde fået færten af et omfattende bedrag.
Lidt efter lidt leder sporene Ulrik Torp mod en lille kreds af tidligere politikere og topembedsmænd, der synes parate til at forsvare samfundet med alle midler mod en illiberal dagsorden styret af tweets og facebookopslag.
Du kan købe Mørkeland online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Kongekabale
“Nogle gange overgår virkeligheden fantasien.” – Kristeligt Dagblad
Det Demokratiske Parti kastes ud i en beskidt magtkamp mellem gruppeformanden og den politiske ordfører, efter partiets leder bliver alvorligt kvæstet. Spørgsmålet om, hvem der skal overtage ledelsen af partiet i fremtiden melder sig, og alle kneb bliver taget i brug i bestræbelserne for at nå til tops.
Det er et politisk spil, hvor alle bruger alle – og hvor også journalisterne på Christiansborg kommer med deres egne agendaer. Ulrik Torp er ingen undtagelse, og han må langsomt se sine idealer krakelere og selv tage affære …
Kongekabale er blevet filmatiseret med Søren Pilmark, Anders W. Berthelsen og Lars Mikkelsen i hovedrollerne og vandt blandt andet otte Robert-priser.
Du kan købe Kongekabale online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Fandens forår
Niels Krause-Kjær, forfatteren til Kongekabale, er tilbage med en medrivende politisk spændingsroman.
Med blot få dages mellemrum dør den tidligere justitsminister tilsynelandende af et hjertetilfælde, samt et tidligere folketingsmedlem på et hospice, som ånder ud lidt hurtigere end forventet. Samtidig skærpes konflikten mellem statsminister Palle Enevoldsen og den mere nationale politiker Kirsten Rolighed.
Ulrik Torp, nu på lykkepiller og arbejdende som freelancejournalist, bliver snart trukket ind i sagen. En sag, der viser sig at trække tråde tilbage til Murens fald og forsøg på magtindflydelse fra Moskva, dengang som nu. Men spørgsmålet er, om truslen mod et land kommer udefra eller indefra …
LÆS OGSÅ: Fandens forår. Hvordan kontrollerer man et lands hemmeligheder?
Du kan købe Fandens forår online her eller i din nærmeste boghandel.
Nedsmeltning
★★★★ – Berlingske
★★★★ – Jyllands-Posten
❤️❤️❤️❤️ – Politiken
En bombe eksploderer i Demokratisk Klima Fraktions hovedkontor kort før et EU-klimatopmøde i København, og organisationens eneste medarbejder dør. Flere mindre klimaaktioner kulminerer med et brandattentat mod Danmarks kontroversielle klimaminister Ib Boldbjerg.
Ulrik Torp er blevet chefredaktør på den gratis ugeavis ValbyPosten. En række kritiske artikler om Valbys lokale toppolitiker Ib Boldbjerg, sætter Torp på sporet af kræfter, der for enhver pris vil gøre klimatopmødet til en fiasko. Samtidig kæmper Ulrik Torp på den private front både med sit helbred og med den fortabte søn, der efter tre år vender tilbage fra Bruxelles som fuldtids klimaaktivist.
Politisk spændingsroman af Niels Krause-Kjær i serien om Ulrik Torp, der også indeholder bøgerne Kongekabalen, Mørkeland og Fandens forår.
LÆS OGSÅ: Christiansborg Noir. Niels Krause-Kjær skriver intense politiske thrillere.
Du kan købe Nedsmeltning online her eller i din nærmeste boghandel.
Jagttegn
❤️❤️❤️❤️❤️ til “Niels Krause-Kjærs veloplagte, velskrevne nye politiske thriller” – Politiken
En folketingspolitiker findes død efter en kongejagt på et gods i Jylland. Han er skudt gennem hovedet, og alle går ud fra, at der er tale om selvmord. Samme dag forsvinder hans unge niece, der har gjort overraskende opdagelser i forbindelse med en eksamensopgave på journalisthøjskolen i Aarhus, hvor Ulrik Torp er lektor-vikar. Umiddelbart efter indledes en kampagne mod landets forsvarsminister.
Ulrik Torp trækkes ind i sagen, der viser sig at handle om militær oprustning, lobbyisme for milliarder, udenlandske interesser og skjult støtte til politikere. Til at hjælpe sig har Torp kun sine studerende og Emma, en tidligere praktikant fra hans gamle arbejdsplads, Dagbladet. Sammen finder de ud af, hvordan tingene hænger sammen, men det viser sig undervejs, at Torp selv er fanget i et net, som han har svært at vikle sig ud af. For hvem er det, der trækker i trådene?
JAGTTEGN er femte uafhængige bog i Niels Krause-Kjærs politiske spændingsserie, der lægger sig i grænselandet mellem medier og politik og beskriver magtspillet i kulissen.
Du kan købe Jagttegn online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: