Nedsmeltning af Niels Krause-Kjær er en spændende fortælling om klima, krise og konspirationer, der beskriver magtspillet i kulissen. Begynd din læsning her.
I Nedsmeltning kastes journalist Ulrik Torp ud i en hæsblæsende sag, efter en bombe eksploderer i Demokratisk Klima Fraktions hovedkontor kort før et EU-klimatopmøde i København. Alt imens Torp kommer på sporet af kræfter, der for enhver pris vil gøre topmødet til en fiasko, må han også kæmpe mod sine indre dæmoner.
Torp konfronteres nemlig med en bitter fortid og rå politisk magt, og han tvinges til at træffe et livsændrende valg.
LÆS OGSÅ: Christiansborg Noir. Niels Krause-Kjær skriver intense politiske thrillere
Nedsmeltning er en klassisk Krause-Kjær spændingsroman, der som altid er begavet, spændende og ikke mindst vedkommende. Læs et uddrag af Nedsmeltning her, den fjerde uafhængige bog i Niels Krause-Kjærs politiske spændingsserie.
Nedsmeltning
Niels Krause-Kjær
1
Det var sådan en sommer, der bare blev ved. Fyldt med ungdom, saltvand, hvidvin og hede tropenætter. Nu var det tæt på september, ferien var for længst slut, skolerne åbne, morgenkøerne på motorvejene krævede alt af bilernes aircondition, og det var igen umuligt at finde parkeringspladser i Indre By. De fleste mennesker levede denne solrige morgen i den vildfarelse, at det ville blive endnu en vidunderlig dag.
I Børnehuset Evigglad talte pædagogerne bagefter om, at det da var heldigt, at Kastanje troede, hun skulle tisse. En pædagog og en pædagogmedhjælper havde besluttet sig for at gribe dagen og cykle over på legepladsen i Søndermarken, den store park på grænsen mellem Valby og Frederiksberg.
Meteorologerne lovede endnu en dag med over 30 grader i hele landet. Madpakker og saftevand til børnene. Vand og en termokande kaffe til de voksne. Var der nogen bedre måde at starte dagen på, og så i løs T-shirt, klipklapper og bare tæer?
Da de otte børn endelig var placeret på institutionens ladcykler – fire i hver – skulle Kastanje tisse, ikke om fem minutter på toilettet ved legepladsen eller bag en busk, ikke for fem minutter siden, da de alle var blevet spurgt, men nu! Da hun så blev hevet op af ladet og var gået fem skridt tilbage mod Børnehuset, skulle hun alligevel ikke.
– Er du sikker?
– Ja.
– Helt sikker?
– Ja.
– Skal vi ikke prøve alligevel?
– Nej!
20, måske 30 sekunder tog det. Men det var lige præcis de 20-30 sekunder, der ville have placeret dem på cykelstien ud for Demokratisk Klima Fraktion klokken 09.28 tirsdag morgen den 29. august. Nu var ladcyklerne med de otte småbørn og to voksne i stedet et 150 meter fra, da eksplosionen brød stilheden i den pæne del af Valby. På lang afstand lød det som en pludselig torden, der rullede. Tæt på gav det omgående propper i ørerne efterfulgt af en høj og vedvarende hyletone.
Facaden på Demokratisk Klima Fraktion var indtil klokken 09.27 fyldt med blomstrende plakater i pangfarver og det store skilt ’KlimaKæmper’, som en kendt streetkunstner havde lavet og afsløret ved et større arrangement i foråret. Klokken 09.28 blæste facaden ud, og trykbølgen pressede merchandise, kontormøbler, computere og papir tværs over gaden til det modsatte fortov.
Støv af glasskår lagde sig over sceneriet lige foran Børnehuset Evigglads lille tirsdagsudflugt. To af børnene syntes, at både braget og synet var spændende. Tre begyndte at græde. Kastanje tissede i bukserne og var for en gangs skyld helt stille.
2
Ulrik Torp så lyset blive grønt, satte i løb over Peter Bangs Vej og skråede hen mod stien, der førte rundt om Damhussøen. Benene værkede stadig efter de foregående løbeture. Han forsøgte forgæves at holde tempoet, men kom til at snitte en ældre dames skulder bagfra, idet han kantede sig imellem hende og et modgående ægtepar med en hund, der ikke ænsede ham.
– Slap lige af, lød det fra manden.
Han var i begyndelsen af 30’erne, med solrøde, lavstammede ben i et par stramme shorts. Stemmen lød, som var den usikker på, om den skulle snakke med sig selv, forsvare pensionisten eller irettesætte endnu en løber. Ulrik Torp forsøgte halvhjertet at dreje hovedet i en undskyldning til dem alle, gav op og fortsatte sit uskønne løb.
Han havde taget turen fra lejligheden i Valby og rundt om søen i snart tre måneder. De første uger hver anden dag og med indlagte pauser på lægens anbefaling. Derefter uden pauser. Nu var det meningen, at han skulle løbe de syv kilometer næsten hver dag og uden pause, om ikke resten af sit liv, så dog endnu tre måneder. Det havde han lovet den unge læge.
– For halvdelen af mænd i din alder skyldes din lidelse dårlig kondition. Det prøver vi at gøre noget ved først, og så ser vi om et halvt år.
Lægens vi irriterede Torp. Han drejede uden om en kvinde med barnevogn, og kom ind på stykket langs Roskildevej. Han hev efter vejret, han skulle bare nå op til hjørnet af søen, lige ved Damhuskroen, hvor han havde lovet sig selv en kort pause.
Han snød og slog over i skridtgang de sidste 20 meter, imens han endnu en gang studsede over teksten på kroens hvide gavl: ’The Old Irish Pub’. Alt i den titel var jo løgn. Ulrik Torp så det som endnu et eksempel på sin manglende samklang med tiden. Den var hverken gammel, irsk eller en pub. Det var en gennemkommerciel, moderne dansk kæde med internationale ambitioner om at sælge dårlig fadøl. Hvorfor insisterede mennesker hele tiden på at blive snydt?
Han bøjede kroppen, støttede med hænderne på sine knæ og forsøgte mellem de ujævne vejrtrækninger at harke slim op fra svælget. Fanden tage den læge. Ulrik Torp rettede sig op, slingrede en smule ved de første løbeskridt, fandt rytmen og fortsatte. Om lidt ville han være halvvejs.
Han mærkede en let rystelse på højre overarm, hvor iPhonen var spændt fast. Også på lægens anbefaling. Alle hans løb, pauser og tider gled ind på appen, og på den måde kunne Torp ubesværet følge udviklingen automatisk, lød argumentet. Ulrik Torp besluttede sig for at ignorere sms’en. Det var sikkert kilden, der ville høre, hvor han blev af. Videre.
Ved søens sydlige ende drejede han mod øst ved den lille, asfalterede vej, der fungerede som dæmning og adskilte vand fra eng. Engang havde det hele været sø – dengang Damhussøen fungerede som vandreservoir for københavnerne. Ulrik Torp kastede et blik på vandet. Det var heldigt, at det ikke var tilfældet i dag. Den ekstraordinært varme og tørre sommer havde næsten tømt søen. Den var også begyndt at lugte råddent.
Nu kom den lette rystelse på højre overarm igen. Det føltes som en mellemting mellem en kilden og et elektrisk stød. Det var slet ikke ubehageligt, men voldsomt forstyrrende. Hvorfor var manden dog så utålmodig? Ulrik Torp nåede frem til iskiosken. Han genkendte med det samme sin kilde.
Kontorchefen stod som aftalt i skyggen ved toiletterne ligesom sidste gang. En lille, senet mand, lidt ældre end Torp, med tykke brilleglas i et gammelt stel og feminine, bløde hænder, der berettede om et langt liv mellem papirer og bureaukrati. Skjorten var som tidligere knappet helt op i halsen, og det var formentlig kun, fordi det ville vække unødig opsigt, at han ikke havde slips på. Ulrik Torp følte, brystkassen var for lille, da han prustende standsede og rakte en svedig hånd frem.
– Jeg forstår ikke, hvorfor du løber, bemærkede kontorchefen på sit altid nøgterne og lidt gammeldags sprog og med oprigtig undren i stemmen, imens han ignorerede den fremstrakte hånd.
– Det er jo helt åbenlyst meget ubehageligt. Han iagttog Torp uden tegn på medlidenhed. Torp nikkede, imens han forsøgte at få vejrtrækningen nogenlunde tilbage til normalen.
– Hvad har du så fundet denne gang? lykkedes det ham at sige.
– Vi er i øvrigt yderst tilfredse med din seneste artikel om sagen, fortsatte kontorchefen uden tegn på at have hørt Torps spørgsmål.
– Det er meget redeligt. Redeligt blev trukket ud som for at fremhæve, at det var altafgørende. Ulrik Torp havde ved deres sidste møde opgivet at regne ud, hvad vi stod for. Om de var flere, om det var almenvellet, eller om manden bare så sig selv i en royal pluralis.
– Vi er også selv meget tilfredse, replicerede Torp i et mislykket forsøg på at lette stemningen.
– Hvad har du så fundet denne gang? forsøgte han igen. Kontorchefen drejede hovedet for at se, om nogen fulgte deres møde, og rakte en kuvert frem.
– To mails fra vores mand til borgmesteren, hvori han beskriver drejebogen til handlen og stort set indrømmer, at det er planlagt fra starten. Ulrik Torp tog imod med en svedig hånd.
– Og hvis jeg var dig, fortsatte kilden, – så ville jeg søge om aktindsigt i borgmesterens sms-korrespondance mellem de to i dagene op til. Hans private mobil, vel at mærke.
Vel at mærke – der var det igen, de lidt gammelkloge udtryk. Kontorchefen fik med sin diktion sætningen til at lyde som en replik fra en dansk film fra 50’erne. Torp nikkede. Det var stadig de færreste politikere, der tænkte over, at sms’er om deres arbejde var underlagt aktindsigt, og det uanset om det var en arbejdstelefon eller en privat.
– Er sms’erne det endelige bevis?
Kontorchefen nikkede.
– Men er det ikke privat? Kan jeg få adgang til dem?
– For Boldbjerg er det privat, jo. Men ikke for borgmesteren. Han har haft travlt med at få dem journaliseret, efter du begyndte at skrive om det, så ingen kan bebrejde ham noget.
– Jeg får dem ikke udleveret.
– Men så kan du jo skrive i din artikel, at du ikke får det, bemærkede kontorchefen.
– Det er næsten lige så godt.
– Det er ikke nok. Men hvis borgmesteren har journaliseret det, har du vel adgang til det. Jeg skal ha’ dem i hånden. Når du kunne skaffe de andre papirer, må du også kunne skaffe dem her.
– Næste gang.
– Hvorfor er du så interesseret i at få ham væltet? Du risikerer, at din egen borgmester ryger med i faldet.
Spørgsmålet udløste den første antydning af et smil, Torp havde bemærket de tre gange, de indtil nu havde mødtes.
– Må en borger ikke være oprigtig forarget over misbrug af magt?
– Det må han rigtig gerne – især når han kommer til en journalist med det. Ulrik Torp havde nu fået sin helt normale vejrtrækning tilbage og tillod sig et lille grin.
– Jeg ser frem til at læse din næste artikel, og husk nu …
– Yes, afbrød Torp, – hvis jeg kontakter dig, er det på det særlige mobilnummer, du har givet mig. Kun sms og intet navn. Og vi mødes her.
Kontorchefen nikkede.
– Din burner phone, bemærkede Torp lettere sarkastisk med tanke på de engangstelefoner som kriminelle ofte benyttede.
– Undskyld?
– Glem det, Ulrik Torp rystede på hovedet og huskede sig selv på, at humor, ironi og sarkasme stod rigtig dårligt til kontorchefen, der allerede var på vej væk tværs over græsset mod vejen, hvor hans elcykel stod.
Torp kiggede lidt efter sin kilde på Københavns Rådhus, imens han vejede kuverten i hånden. Det var en god historie, og den blev hele tiden bedre. Han tog sig sammen og satte i løb igen – nu tilbage mod Valby. Han overvejede at skifte stien langs søen ud med fortovet nedenfor på vejen, hvor der var mere skygge, men droppede det. Løberiet var under alle omstændigheder et helvede. Telefonen på højre arm summede igen.
En ny sms – kontorchefen måtte have glemt noget. Måske var han på vej tilbage. Torp standsede.
Breaking – voldsom eksplosion i Valby
Ud over det irriterende opdateres stod der ikke mere.
Ulrik Torp ringede til Simon, der straks svarede.
– Ja?
Torp skulle til at sige noget, men kunne ikke. Brystkassen var igen blevet for lille.
– Hallo, Ulrik?
– Si… mon, forsøgte han.
– Er du ude at løbe?
Torp pustede ind i telefonen. Simon tog det som en bekræftelse og fortsatte:
– Bare rolig. Jeg er på vej. Det er lige henne på hjørnet ved Valby Langgade over for Søndermarken. Jeg er der næsten, forsikrede han, før han lovede at lægge noget op på de sociale medier meget hurtigt og afbrød forbindelsen.
Nu fik Ulrik Torps løb pludselig et reelt formål, og var ikke bare en del af lægens teori om løsningen på midaldrende mænds problem. Han skulle ind på redaktionen.
Ansvarshavende chefredaktør Ulrik Torp – idet han satte sig, kom han til at puffe til bunken med visitkort, der var kommet samme morgen fra trykkeriet. En håndfuld faldt på gulvet, uden at han ænsede det.
I en blandingsrus af iltunderskud og nyhedshunger tændte han sin computer, imens han så sig omkring. Klokken var næsten elleve. Der var ingen på den lille redaktion, hvilket var lidt usædvanligt. De udkom på papir om torsdagen, så tirsdag formiddag var folk typisk på vej op i gear. Hvor var praktikanten for eksempel?
Han rystede på hænderne på grund af løbeturen og rejsen op ad trapperne. Han havde stadig svært ved at få vejrtrækningen til at passe med noget som helst og mærkede sveden løbe overalt på kroppen – både på grund af temperaturen, der steg ubønhørligt mod 30 grader og i løbet af eftermiddagen ville nå endnu højere op, og så den dårlige ventilation i det lille redaktionslokale oppe under taget i den ende af Valby Langgade, hvor alting begyndte at blive billigere.
Ulrik Torp kunne høre udrykningskøretøjer i baggrunden – der var mindre end tusinde meter til stedet, hvor eksplosionen var sket. Simon var der, så det bekymrede Torp sig i første omgang ikke om. Han åbnede kuverten fra kontorchefen fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, og indholdet var præcis som lovet – en folketingspolitikers drejebog til at tjene mere end ti millioner kroner skattefrit. Han lagde papirerne i skuffen og vendte tilbage til sirenerne, der genlød udenfor.
Nu gjaldt det om at få nogle linjer ind på ValbyPostens hjemmeside. Han skimmede Expressens opdateringer – de var som regel først med den slags stof – også i dag – og skrev hurtigt med egne ord en foreløbig historie på hjemmesiden:
Mulig bombeeksplosion i Valby.
Tirsdag formiddag lidt før klokken halv ti var der en voldsom eksplosion på Gammel Jernbanevej tæt ved Valby Langgade. Politiet, der er massivt til stede, vil indtil videre ikke udtale sig om forlydender om, at der kan være tale om en bombe. Eksplosionen fandt sted i Demokratisk Klima Fraktions lokaler, og øjenvidner beskriver eksplosionen som ’ødelæggende’
Der stod ’eksplosionen’ to gange i sætningen. Ulrik Torp skrev videre. Nu gjaldt det i første omgang om at få det på hjemmesiden. Læserne skulle ikke omkring Expressen for at få at vide, hvad der skete i hans pastorat. Torp gik dog tilbage i afsnittet og tilføjede til ValbyPosten mellem udtale sig og om forlydender. Det virkede mere ’på-stedet-agtigt’. Helt løgn var det ikke. Jo, måske lidt. Han tøvede, slettede det igen og omskrev yderligere fra Expressen:
En gruppe børn fra Børnehuset Evigglad var på Gammel Jernbanevej, da eksplosionen indtraf, men blev ikke såret eller på anden måde ramt, oplyser politiet, der ikke vil udtale sig om andre tilskadekomne.
Valby Langgade er spærret mellem krydset Søndre Fasanvej/Toftegårds Alle og Søndermarksvej. ValbyPosten følger sagen løbende.
Det sidste var i hvert fald ikke løgn, tænkte Torp, idet Gitte kom ind på redaktionen.
Han havde hurtigt lært at sætte pris på ValbyPostens menneskelige arkiv. Hun var en smule ældre end Ulrik Torp, og havde nok altid haft den alder, hun havde lige nu. Tre ejere og et par håndfulde chefredaktører var defileret forbi den pligtopfyldende annoncesælger gennem næsten 30 år.
Hun overlevede ved at passe sit arbejde mere end hundrede procent, være flittig, loyal, mangle personlige ambitioner og ved at have et blidt væsen. Gitte Markussen, hed hun, men blev aldrig kaldt andet end annonce-Gitte. Hun indtog ikke nyt land i sine løse jeans og silkebluser i skiftende farver, men passede trofast det, andre erobrede eller lige nøjagtig evnede at holde fast i.
I de tre måneder, der var gået, siden Ulrik Torp til sin egen overraskelse fik stillingen som ansvarshavende chefredaktør på det lille blad, havde annonce-Gitte været hans korkbælte og hjælper i den transformation, han forsøgte at formulere for sig selv, ejeren, medarbejderne og læserne.
ValbyPosten skal være en rigtig avis, som Torp forklarede Axel Klithausen, der en smule modvilligt havde arvet avisen efter sin far, som entusiastisk havde arvet den efter sin far.
– Er det ikke en rigtig avis, da?
Ulrik Torp havde rystet pædagogisk på hovedet. Familien Klithausen ejede en enkelt ikke særlig velholdt udlejningsejendom og en lige så misligholdt avis. Det var resterne af et mindre familieimperium efter et par årtier med manglende evner, ugidelighed, finanskrise og pandemi.
– Der bor over 50.000 mennesker i Valby. Det er dobbelt så mange som i Holbæk og lige så mange som i Horsens.
Axel Klithausen havde ingen idé om, hvor Ulrik Torp ville hen. Han var 52, manglede både indsigt i og interesse for journalistik og avisdrift, hans kone insisterede på, at de stadig var velhavende, selv om bedstefarens formue efterhånden var formøblet af først anden og nu tredje generation. Han behøvede – igen – en redaktør til at køre bladet og havde ved et tilfælde opdaget, at der boede sådan én til leje i hans ejendom, så vedkommende kunne næppe være voldsomt dyr.
– 50.000 mennesker fortjener mere end et annonceblad med pressemeddelelser. De fortjener rigtig journalistik.
Axel Klithausen nikkede bifaldende til Ulrik Torps salgstale. Mest fordi ValbyPosten rent faktisk gav overskud via mange trofaste annoncører – og man skulle have en redaktør for at skaffe annoncer, så meget vidste han, og ham her kunne begynde med det samme. Ulrik Torp havde takket ja til jobbet.
Lønnen var en smule over startlønnen for nyuddannede på Dagbladet, hvor han selv havde været ansat i en årrække – men den var fast, og han glædede sig oprigtigt, både til udfordringen og til at slippe en håbløs tilværelse som freelancer.
– Hvad er der sket henne ved Søndermarken? spurgte annonce-Gitte, og Ulrik Torp fortalte den smule, han vidste, imens han overvejede at undskylde sin meget lidt chefredaktionelle fremtræden. Tonen og stilen på avisen var alt andet end formel, men han syntes endnu ikke, han kendte Gitte godt nok til at sidde foran hende med en gennemvædet og alt for stram løbebluse, der afslørede både mavebælte og mandebryster. Ulrik Torp var mere end bevidst om, at synet ikke var kønt.
– Simon er derhenne. Han ringede, imens jeg var ude at løbe, udbrød han og kunne se, at det blev opfattet som en undskyldning snarere end en forklaring på hans fremtoning.
– Jeg ville lige skynde mig at få det på hjemmesiden, fortsatte han og vidste, at det kun gjorde det værre. When you are in a hole – stop digging, som amerikanerne sagde.
– Jeg skifter lige om lidt, gravede han videre. Ulrik Torp blev reddet af Simon, der ringede fra Gammel Jernbanevej.
– Politiet vil ikke sige en skid, men fortæller dog, at en person er dræbt. Den døde var ikke en forbipasserende, men en inde på Demokratisk Klima Fraktions kontor. Jeg sender billeder af stedet, sluttede Simon.
De kom et halvt minut senere. Ulrik Torp opdaterede med den nye oplysning og billederne. Det her var dagens historie. Med lidt held måtte Expressen eller nogle af de andre medier citere ValbyPosten. Simon kunne sit kram.
– Den dræbte er hollænder, Piet Vermeer, 36 år, samboende med en dansk kvinde.
Simon, der var vendt tilbage på redaktionen, så op fra sin blok efter at have afbrudt forbindelsen til politiet. De pårørende var netop blevet orienteret. Hans hvide skjorte var knappet ned til midt mellem halsen og navlen – lige præcis en knap for meget efter Ulrik Torps smag.
Simon var – helt uforståeligt for Torp – røget ud ved endnu en sparerunde på Dagbladet, inden han rigtig havde nået at bide sig fast. Det havde såret hans i forvejen voldsomme forfængelighed. Men Simon var et stort journalistisk talent, vidste Torp fra deres kortvarige samarbejde på Dagbladet, han var under tredive og levede endnu i den vidunderlige illusion, at retfærdighed og sandhed altid vinder til sidst.
ValbyPosten var heldig at have ham tilknyttet, selv om Torp vidste, at det højst ville vare et par måneder – et halvt år, hvis de var heldige. Lønnen var elendig, muligheden for at have god tid til lækre historier begrænset, og kontrakten så løs, som det var muligt.
Samarbejdet kunne afbrydes med dags varsel fra begge sider. På et tidspunkt ville Expressen eller et af de nye netmedier mangle en mand indstillet på at brænde sit lys i begge ender. Og så var det slut med Valby.
Simon vippede med de bare tæer i sine tynde lærredssko. Han havde flere gange mere end antydet over for Torp, at ValbyPosten burde have sin egen podcast. Torp overvejede det, men kun fordi det måske kunne holde Simon på avisen lidt længere. Han undrede sig over, hvorfor podcast var blevet så populære blandt unge journalister – vidste de da ikke, at det bare var gammeldags radio med et engelsk navn?
Som da et gammelt stormagasin for nogle årtier siden ikke kunne skaffe elevatorførere, før en kvik sjæl fandt på at kalde dem for liftstewardesser, hvorefter det væltede ind med ansøgninger fra unge piger. Ord kunne noget, måtte Torp minde sig selv om.
Ventilatoren kørte i højeste gear og fik Simons hår til at løfte sig. Man kunne se svedplamagerne gennem den tynde, hvide skjorte. Måske ville han benytte karrierepausen til at få et barn. Torp vidste, at hans kæreste – My, var det stadig My? Det var det vist, den slags snakkede de ikke om – at hun pressede på. Det var den klassiske. Drengene blev aldrig klar, før de fik kastet moderkagen i favnen.
– Jeg fik fat på forpersonen for Demokratisk Klima Fraktion, fortsatte Simon.
– Forperson, hørte Torp sig selv sige. Mest til sig selv, men han kunne alligevel ikke dy sig.
– Er han så også talsmand?
– Næhh, det sagde han ikke noget om. Hvad er egentlig Demokratisk Klima Fraktion?
Simon trak benene ned fra skrivebordet og kørte et viskestykke rundt i ansigtet for at fjerne sveden bare i et par minutter. Det var midt på eftermiddagen, temperaturen udenfor var 34 grader, og selv om alle Velux-vinduerne på redaktionen var slået helt op, så samlede varmen sig under taget og smøg sig omkring dem i et klaustrofobisk favntag.
Ulrik Torp havde for længst droppet idéen om at gå de ti minutter hjem til lejligheden for at bade og skifte tøj og var helt bevidst om, at han lignede det, han var – en midaldrende, lettere overvægtig og desperat kondiløber i billigt løbetøj, der, som timerne gik, lugtede mere uvasket, end det rent faktisk var.
– Spørgsmålet er mere hvem.
– Hvem?
– Ja, hvem, fortsatte Ulrik Torp og rejste sig for at hente koldt vand i den kombinerede kaffe- og vandautomat, der stod i redaktionens køkken som en integreret del af redaktionslokalet. Han tømte et glas i én glubsk slurk og fyldte det med det samme igen.
– HVEM er Demokratisk Klima Fraktion? Der må være en bestyrelse, et repræsentantskab, en aktionsgruppe, eller hvad de nu kalder det. Og der må være nogen, der betaler lokale og måske ovenikøbet løn til for… personen.
– Demokratisk Klima Fraktion, Simon ænsede ikke pausen og læste højt fra sin skærm. Torp gættede på, at det var en googlesøgning på Wikipedia,
– dannet i forbindelse med COP26, klimatopmødet i Glasgow i 2021. DKF arbejder for et totalstop for udvinding af fossile brændstoffer og styres af en komite. Han stoppede.
– Så står der ikke mere.
– Jeg har altid været lidt skeptisk over for lande og organisationer, der har ordet ’demokratisk’ i navnet. Ulrik Torp slog ud med armene, mærkede en begyndende hovedpine og tappede endnu et glas koldt vand fra automaten.
– Den Demokratiske Republik Congo. Simon grinede.
– Deutsche Demokratische Republik, fortsatte Torp.
– Demokratisk Klima Fraktion. Fraktion lyder sgu også lidt spooky, konstaterede Simon og drejede skærmen væk fra sollyset, så han kunne fortsætte den googlesøgning, han var vokset op med.
– Er det ikke lidt mærkeligt? Simon havde ikke sagt noget i flere minutter. Den eneste lyd på redaktionen var den sagte snurren fra de tre ventilatorer, der kørte på maksimum, og så den fjerne lyd fra myldretidstrafikken nede på Valby Langgade.
– Forpersonen for Demokratisk Klima Fraktion eksisterer stort set ikke på nettet. Han har tilsyneladende hverken skrevet læserbreve eller kronikker. Han har, så vidt jeg kan se, aldrig udtalt sig om noget som helst. Jeg kan finde et referat fra et beboermøde i det boligselskab, hvor han bor, og hvor han protesterer over et fælleslån til tagrenovering.
Simon slog ud med armene.
– That’s it.
– Hvad med den dræbte – hollænderen?
Simon rystede på hovedet.
– Ikke meget, men det betyder måske heller ikke det store, når det ikke er en dansker. Han kiggede undskyldende op.
– Jeg mener … med hensyn til nekrologen, altså.
– Hvad ved vi?
Simon kiggede i sine notater.
– Boede med sin danske kæreste i Bruxelles indtil for et lille år siden. De flyttede til en andelslejlighed få hundrede meter fra Demokratisk Klima Fraktions lokaler i januar.
– Og kæresten?
– 32 år, hun har læst filosofi på Københavns Universitet.
– Så er hun nok aldrig blevet færdig, når det står på den måde. Hvad laver hun? spurgte Torp.
– Aner det ikke. Simon slog opgivende ud med armene.
– Og så en hollænder. Det gør li’som nekrologen lidt svær, sukkede han. Torp og Simon kiggede på hinanden – de vidste begge, hvad det betød.
– Yes, yngstemand går i marken. Simon rejste sig uden betænkning. Ulrik Torp holdt endnu mere af ham trods den absurd nedknappede hvide skjorte. Altid hvid skjorte. Det mindede ham om hans egen journalistiske ungdom. Altid klar. Altid sulten. Altid nysgerrig.
– Prøv at undgå kæresten, sagde Torp uden alt for fast stemmeføring.
– You bet.
Simon var allerede på vej ned ad trappen, ud i sommerheden for at finde et par stikord om den nu dræbte hollænder med dansk kæreste. Det var deres historie. De skulle fandeme være foran Expressen på egen hjemmebane.
Der lød et hej Axel fra Simon ude fra trappen, og et øjeblik efter stod Axel Klithausen ved det bord, der skulle forestille at være en reception for de få læsere og annoncører, der dristede sig helt op på fjerde sal. Det var usædvanligt, at avisens ejer kom på redaktionen. Ulrik Torp rejste sig med et lille sæt og gik ham i møde.
– Sikke en varme, hva’? udbrød Klithausen i et forsøg på at lyde både venlig og tilforladelig.
Torp kunne egentlig godt lide ham. Han blandede sig ikke, var overdrevent bevidst om egne mangler og forsøgte – som de fleste – at få tilværelsen til at hænge sammen. På den måde syntes Torp, at de havde et skæbnefællesskab, selv om deres liv havde været, og stadig var, meget forskellige.
Axel Klithausen var vokset op i et velhaverhjem på Frederiksberg med tjenestefolk og havemand. Som en selvfølge havde faren købt en villa til enebarnet i bryllupsgave, og nu – et barnløst sølvbryllup og mange frasalg senere – stod villaen stadig som et symbol på soliditet og borgerlighed.
Møblerne havde alle de rigtige efternavne, men den ene gang i forsommeren, da Ulrik Torp sammen med Karen var inviteret til middag umiddelbart efter sin tiltrædelse, havde de begge bemærket, at villaen trængte – som i trængte. Vinduer, der skulle males, et tag, der var lige så gammelt som huset. Gamle elinstallationer, køkken og badeværelse, der var nyt for – ja, 25 år siden.
På afstand bemærkede man det ikke. Tæt på varslede det en snarlig konfrontation med virkeligheden. Aftenen havde været et forsøg på at holde den på afstand – porcelæn og krystalglas med små revner, en udmærket rødvin, som Torp genkendte fra Irmas tilbud ugen før, og så de alt for store slurke, som både værten og værtinden indtog til og med cognacen, og som forklarede Axel Klithausens usunde, rødmossede ansigt.
Der var et element af slutspil over aftenen, selv om den havde været ganske hyggelig, som Karen konkluderede på vejen hjem. Hun var lige så glad for Torps nye job, som han selv var. Det sikrede ikke kun økonomien – hun antydede også over for ham, at det på alle måder kunne betyde, at hendes mand ville få det bedre – også fysisk.
Ulrik Torp stod lidt kejtet foran avisens ejer. Fjern opdragelse fik dem til at række hånden lidt frem til et goddag, men begge fortrød halvt gennem bevægelsen, hvilket fik det til, om muligt, at virke endnu mere akavet.
– Kaffe? Koldt vand? forsøgte Torp. Det blev vand. Klithausen gav uforvarende sin chefredaktør elevatorblikket.
– Eksplosionen på Gammel Jernbanevej, forsøgte Torp.
– Jeg måtte afbryde min løbetur.
– Eksplosion? Nå ja. Sikke noget. Axel Klithausen lod ikke til at ville spørge mere til dagens begivenhed. Den fyldte nok ikke så meget på Frederiksberg.
– Det var noget af en leder, du skrev i torsdags.
Det kom ikke som en anklage eller kritik. Heller ikke som en ros. Men det var altså derfor, han var på et af sine sjældne besøg på redaktionen. Lederen var noget, Torp havde indført som en af sine første gerninger. ValbyPosten skulle have både kant og meninger.
– Man må gerne skille vandene – det kan man leve af, forklarede han ved den lejlighed Axel Klithausen, der ikke umiddelbart havde ladet sig overbevise.
– Ib Boldbjerg er en skiderik. Jeg forholder mig ikke til hans arbejde som folketingsmedlem og klimaminister. Men det, han har gjort med den lejlighed, er langt over stregen, lød det fra Torp. Han kunne lige så godt tage det i opløbet. Axel Klithausen tøvede.
– Det var ikke et sekund for tidligt, at den historie blev skrevet. Han har ligget i læ som lokal Valby-dreng alt for længe, fortsatte Torp.
– De, kom det forsigtigt fra Klithausen.
– De. Det er mange historier, du har lavet sammen med ham Simon.
– Og ikke et komma, ikke en sætning har været forkert. Det ved du også. Det lød hårdere, end det var ment.
– Jo, jo. Det er jo ikke det.
Klithausen svedte. Næppe kun på grund af varmen.
– Min far kendte ham. Rigtig godt, fortsatte han og fik det til at lyde som et argument.
– Det gør jeg jo så også lidt.
Ulrik Torp nikkede næsten medfølende. Uden at ville indrømme det var han faktisk imponeret over, at Klithausen ikke havde forsøgt at redde en gammel bekendt. Ib Boldbjerg var politiker af den gamle slags og den absolut mest lavthængende frugt for en chefredaktør, der ville melde sin ankomst til byen.
ValbyPosten havde aldrig tidligere bedrevet kritisk journalistik. Og i lederen i det seneste nummer havde bladet – Torp – opfordret klimaministeren til at lægge alt frem. I alle aviser ville det have været en hård leder, på grænsen til det injurierende, men netop på grænsen. I ValbyPosten var den en mindre revolution.
– Det er jo ikke ulovligt, det, han har gjort.
– Formentlig ikke, erkendte Torp.
– Men derfor kan det godt være forkert at købe en kæmpe lejlighed, dele den op i to ved at trække på sine kontakter i Borgerrepræsentationen og så sælge skattefrit, fordi man hævder hele tiden at ville have haft den som privatbolig.
– Men ikke ulovligt, gentog Klithausen.
– Arbejderpartiet og også klimaminister Boldbjerg har tordnet imod boligspekulanter. Som minimum er det politisk hykleri.
– Måske var han bare heldig.
– Hvad var det, den professionelle golfspiller sagde? Golf is a game of luck – the more I practice, the luckier I get. Torp forsøgte at lette stemningen ved at smågrine. Klithausen greb muligheden.
– Jeg ville også bare sige, at nogle har ringet til mig og sagt, at det ikke er den ValbyPosten, som de har kendt tidligere. Og slet ikke som den var, da min far levede.
Axel Klithausen smilede forlegent og drak det sidste vand i sit glas. Ulrik Torp sagde ikke noget. Holdt blot øjenkontakt med avisens ejer, fast besluttet på, at det ikke var ham, der skulle bryde tavsheden.
Annonce-Gitte sad ved sit skrivebord længere væk og anstrengte sig forgæves for ikke at virke nysgerrig. Den stille summen fra de tre ventilatorer var eneste lyd i lokalet. Selv trafikken nede på gaden var forstummet, nu efter myldretiden.
Ulrik Torp var slet ikke i tvivl om, at han ville vinde denne high noon. Det var en af de ting, han vidste, han var ekstremt god til – at lade en pinlig pause i en samtale forblive pinlig og strække sig endnu længere. Til sidste knækkede hans modstander.
– Ja, så sagde jeg også, at sådan var det med den fri presse, journalistik og sådan noget. At man ikke kan være venner med alle, og at jeg jo bare ejer skidtet. Det er dig, der er chefredaktør. Han smilede forlegent, og hans blik flakkede let undskyldende.
– De er altid velkommen til at ringe, hvem de så end er, svarede Ulrik Torp. Nu var det tilladt at tale igen. Han havde vundet. Telefonen i hans hånd vibrerede. Det var en sms fra Expressen.
Breaking: Brevbombe bag dødelig Valby-eksplosion. Opdateres …
For helvede. Så vandt Expressen igen.
Nedsmeltning
★★★★ – Berlingske
★★★★ – Jyllands-Posten
❤️❤️❤️❤️ – Politiken
En bombe eksploderer i Demokratisk Klima Fraktions hovedkontor kort før et EU-klimatopmøde i København, og organisationens eneste medarbejder dør. Flere mindre klimaaktioner kulminerer med et brandattentat mod Danmarks kontroversielle klimaminister Ib Boldbjerg.
Ulrik Torp er blevet chefredaktør på den gratis ugeavis ValbyPosten. En række kritiske artikler om Valbys lokale toppolitiker Ib Boldbjerg, sætter Torp på sporet af kræfter, der for enhver pris vil gøre klimatopmødet til en fiasko. Samtidig kæmper Ulrik Torp på den private front både med sit helbred og med den fortabte søn, der efter tre år vender tilbage fra Bruxelles som fuldtids klimaaktivist.
Politisk spændingsroman af Niels Krause-Kjær i serien om Ulrik Torp, der også indeholder bøgerne Kongekabalen, Mørkeland og Fandens forår.
LÆS OGSÅ: Christiansborg Noir. Niels Krause-Kjær skriver intense politiske thrillere.
Kongekabale
“Nogle gange overgår virkeligheden fantasien.” – Kristeligt Dagblad
Det Demokratiske Parti kastes ud i en beskidt magtkamp mellem gruppeformanden og den politiske ordfører, efter partiets leder bliver alvorligt kvæstet. Spørgsmålet om, hvem der skal overtage ledelsen af partiet i fremtiden melder sig, og alle kneb bliver taget i brug i bestræbelserne for at nå til tops.
Det er et politisk spil, hvor alle bruger alle – og hvor også journalisterne på Christiansborg kommer med deres egne agendaer. Ulrik Torp er ingen undtagelse, og han må langsomt se sine idealer krakelere og selv tage affære …
Kongekabale er blevet filmatiseret med Søren Pilmark, Anders W. Berthelsen og Lars Mikkelsen i hovedrollerne og vandt blandt andet otte Robert-priser.
Mørkeland
Dagen før der udskrives folketingsvalg, bliver en ung fuldmægtig i indenrigsministeriet myrdet.
Journalisten Ulrik Torp begynder at skrive om mordet og opdager, at den unge fuldmægtige havde fået færten af et omfattende bedrag.
Lidt efter lidt leder sporene Ulrik Torp mod en lille kreds af tidligere politikere og topembedsmænd, der synes parate til at forsvare samfundet med alle midler mod en illiberal dagsorden styret af tweets og facebookopslag.
Fandens forår
Niels Krause-Kjær, forfatteren til Kongekabale, er tilbage med en medrivende politisk spændingsroman.
Med blot få dages mellemrum dør den tidligere justitsminister tilsynelandende af et hjertetilfælde, samt et tidligere folketingsmedlem på et hospice, som ånder ud lidt hurtigere end forventet. Samtidig skærpes konflikten mellem statsminister Palle Enevoldsen og den mere nationale politiker Kirsten Rolighed.
Ulrik Torp, nu på lykkepiller og arbejdende som freelancejournalist, bliver snart trukket ind i sagen. En sag, der viser sig at trække tråde tilbage til Murens fald og forsøg på magtindflydelse fra Moskva, dengang som nu. Men spørgsmålet er, om truslen mod et land kommer udefra eller indefra …
LÆS OGSÅ: Fandens forår. Hvordan kontrollerer man et lands hemmeligheder?
Jagttegn
❤️❤️❤️❤️❤️ til “Niels Krause-Kjærs veloplagte, velskrevne nye politiske thriller” – Politiken
En folketingspolitiker findes død efter en kongejagt på et gods i Jylland. Han er skudt gennem hovedet, og alle går ud fra, at der er tale om selvmord. Samme dag forsvinder hans unge niece, der har gjort overraskende opdagelser i forbindelse med en eksamensopgave på journalisthøjskolen i Aarhus, hvor Ulrik Torp er lektor-vikar. Umiddelbart efter indledes en kampagne mod landets forsvarsminister.
Ulrik Torp trækkes ind i sagen, der viser sig at handle om militær oprustning, lobbyisme for milliarder, udenlandske interesser og skjult støtte til politikere. Til at hjælpe sig har Torp kun sine studerende og Emma, en tidligere praktikant fra hans gamle arbejdsplads, Dagbladet. Sammen finder de ud af, hvordan tingene hænger sammen, men det viser sig undervejs, at Torp selv er fanget i et net, som han har svært at vikle sig ud af. For hvem er det, der trækker i trådene?
JAGTTEGN er femte uafhængige bog i Niels Krause-Kjærs politiske spændingsserie, der lægger sig i grænselandet mellem medier og politik og beskriver magtspillet i kulissen.
Nedsmeltning af Niels Krause-Kjær er en spændende fortælling om klima, krise og konspirationer, der beskriver magtspillet i kulissen. Begynd din læsning her.
I Nedsmeltning kastes journalist Ulrik Torp ud i en hæsblæsende sag, efter en bombe eksploderer i Demokratisk Klima Fraktions hovedkontor kort før et EU-klimatopmøde i København. Alt imens Torp kommer på sporet af kræfter, der for enhver pris vil gøre topmødet til en fiasko, må han også kæmpe mod sine indre dæmoner.
Torp konfronteres nemlig med en bitter fortid og rå politisk magt, og han tvinges til at træffe et livsændrende valg.
LÆS OGSÅ: Christiansborg Noir. Niels Krause-Kjær skriver intense politiske thrillere
Nedsmeltning er en klassisk Krause-Kjær spændingsroman, der som altid er begavet, spændende og ikke mindst vedkommende. Læs et uddrag af Nedsmeltning her, den fjerde uafhængige bog i Niels Krause-Kjærs politiske spændingsserie.
Nedsmeltning
Niels Krause-Kjær
1
Det var sådan en sommer, der bare blev ved. Fyldt med ungdom, saltvand, hvidvin og hede tropenætter. Nu var det tæt på september, ferien var for længst slut, skolerne åbne, morgenkøerne på motorvejene krævede alt af bilernes aircondition, og det var igen umuligt at finde parkeringspladser i Indre By. De fleste mennesker levede denne solrige morgen i den vildfarelse, at det ville blive endnu en vidunderlig dag.
I Børnehuset Evigglad talte pædagogerne bagefter om, at det da var heldigt, at Kastanje troede, hun skulle tisse. En pædagog og en pædagogmedhjælper havde besluttet sig for at gribe dagen og cykle over på legepladsen i Søndermarken, den store park på grænsen mellem Valby og Frederiksberg.
Meteorologerne lovede endnu en dag med over 30 grader i hele landet. Madpakker og saftevand til børnene. Vand og en termokande kaffe til de voksne. Var der nogen bedre måde at starte dagen på, og så i løs T-shirt, klipklapper og bare tæer?
Da de otte børn endelig var placeret på institutionens ladcykler – fire i hver – skulle Kastanje tisse, ikke om fem minutter på toilettet ved legepladsen eller bag en busk, ikke for fem minutter siden, da de alle var blevet spurgt, men nu! Da hun så blev hevet op af ladet og var gået fem skridt tilbage mod Børnehuset, skulle hun alligevel ikke.
– Er du sikker?
– Ja.
– Helt sikker?
– Ja.
– Skal vi ikke prøve alligevel?
– Nej!
20, måske 30 sekunder tog det. Men det var lige præcis de 20-30 sekunder, der ville have placeret dem på cykelstien ud for Demokratisk Klima Fraktion klokken 09.28 tirsdag morgen den 29. august. Nu var ladcyklerne med de otte småbørn og to voksne i stedet et 150 meter fra, da eksplosionen brød stilheden i den pæne del af Valby. På lang afstand lød det som en pludselig torden, der rullede. Tæt på gav det omgående propper i ørerne efterfulgt af en høj og vedvarende hyletone.
Facaden på Demokratisk Klima Fraktion var indtil klokken 09.27 fyldt med blomstrende plakater i pangfarver og det store skilt ’KlimaKæmper’, som en kendt streetkunstner havde lavet og afsløret ved et større arrangement i foråret. Klokken 09.28 blæste facaden ud, og trykbølgen pressede merchandise, kontormøbler, computere og papir tværs over gaden til det modsatte fortov.
Støv af glasskår lagde sig over sceneriet lige foran Børnehuset Evigglads lille tirsdagsudflugt. To af børnene syntes, at både braget og synet var spændende. Tre begyndte at græde. Kastanje tissede i bukserne og var for en gangs skyld helt stille.
2
Ulrik Torp så lyset blive grønt, satte i løb over Peter Bangs Vej og skråede hen mod stien, der førte rundt om Damhussøen. Benene værkede stadig efter de foregående løbeture. Han forsøgte forgæves at holde tempoet, men kom til at snitte en ældre dames skulder bagfra, idet han kantede sig imellem hende og et modgående ægtepar med en hund, der ikke ænsede ham.
– Slap lige af, lød det fra manden.
Han var i begyndelsen af 30’erne, med solrøde, lavstammede ben i et par stramme shorts. Stemmen lød, som var den usikker på, om den skulle snakke med sig selv, forsvare pensionisten eller irettesætte endnu en løber. Ulrik Torp forsøgte halvhjertet at dreje hovedet i en undskyldning til dem alle, gav op og fortsatte sit uskønne løb.
Han havde taget turen fra lejligheden i Valby og rundt om søen i snart tre måneder. De første uger hver anden dag og med indlagte pauser på lægens anbefaling. Derefter uden pauser. Nu var det meningen, at han skulle løbe de syv kilometer næsten hver dag og uden pause, om ikke resten af sit liv, så dog endnu tre måneder. Det havde han lovet den unge læge.
– For halvdelen af mænd i din alder skyldes din lidelse dårlig kondition. Det prøver vi at gøre noget ved først, og så ser vi om et halvt år.
Lægens vi irriterede Torp. Han drejede uden om en kvinde med barnevogn, og kom ind på stykket langs Roskildevej. Han hev efter vejret, han skulle bare nå op til hjørnet af søen, lige ved Damhuskroen, hvor han havde lovet sig selv en kort pause.
Han snød og slog over i skridtgang de sidste 20 meter, imens han endnu en gang studsede over teksten på kroens hvide gavl: ’The Old Irish Pub’. Alt i den titel var jo løgn. Ulrik Torp så det som endnu et eksempel på sin manglende samklang med tiden. Den var hverken gammel, irsk eller en pub. Det var en gennemkommerciel, moderne dansk kæde med internationale ambitioner om at sælge dårlig fadøl. Hvorfor insisterede mennesker hele tiden på at blive snydt?
Han bøjede kroppen, støttede med hænderne på sine knæ og forsøgte mellem de ujævne vejrtrækninger at harke slim op fra svælget. Fanden tage den læge. Ulrik Torp rettede sig op, slingrede en smule ved de første løbeskridt, fandt rytmen og fortsatte. Om lidt ville han være halvvejs.
Han mærkede en let rystelse på højre overarm, hvor iPhonen var spændt fast. Også på lægens anbefaling. Alle hans løb, pauser og tider gled ind på appen, og på den måde kunne Torp ubesværet følge udviklingen automatisk, lød argumentet. Ulrik Torp besluttede sig for at ignorere sms’en. Det var sikkert kilden, der ville høre, hvor han blev af. Videre.
Ved søens sydlige ende drejede han mod øst ved den lille, asfalterede vej, der fungerede som dæmning og adskilte vand fra eng. Engang havde det hele været sø – dengang Damhussøen fungerede som vandreservoir for københavnerne. Ulrik Torp kastede et blik på vandet. Det var heldigt, at det ikke var tilfældet i dag. Den ekstraordinært varme og tørre sommer havde næsten tømt søen. Den var også begyndt at lugte råddent.
Nu kom den lette rystelse på højre overarm igen. Det føltes som en mellemting mellem en kilden og et elektrisk stød. Det var slet ikke ubehageligt, men voldsomt forstyrrende. Hvorfor var manden dog så utålmodig? Ulrik Torp nåede frem til iskiosken. Han genkendte med det samme sin kilde.
Kontorchefen stod som aftalt i skyggen ved toiletterne ligesom sidste gang. En lille, senet mand, lidt ældre end Torp, med tykke brilleglas i et gammelt stel og feminine, bløde hænder, der berettede om et langt liv mellem papirer og bureaukrati. Skjorten var som tidligere knappet helt op i halsen, og det var formentlig kun, fordi det ville vække unødig opsigt, at han ikke havde slips på. Ulrik Torp følte, brystkassen var for lille, da han prustende standsede og rakte en svedig hånd frem.
– Jeg forstår ikke, hvorfor du løber, bemærkede kontorchefen på sit altid nøgterne og lidt gammeldags sprog og med oprigtig undren i stemmen, imens han ignorerede den fremstrakte hånd.
– Det er jo helt åbenlyst meget ubehageligt. Han iagttog Torp uden tegn på medlidenhed. Torp nikkede, imens han forsøgte at få vejrtrækningen nogenlunde tilbage til normalen.
– Hvad har du så fundet denne gang? lykkedes det ham at sige.
– Vi er i øvrigt yderst tilfredse med din seneste artikel om sagen, fortsatte kontorchefen uden tegn på at have hørt Torps spørgsmål.
– Det er meget redeligt. Redeligt blev trukket ud som for at fremhæve, at det var altafgørende. Ulrik Torp havde ved deres sidste møde opgivet at regne ud, hvad vi stod for. Om de var flere, om det var almenvellet, eller om manden bare så sig selv i en royal pluralis.
– Vi er også selv meget tilfredse, replicerede Torp i et mislykket forsøg på at lette stemningen.
– Hvad har du så fundet denne gang? forsøgte han igen. Kontorchefen drejede hovedet for at se, om nogen fulgte deres møde, og rakte en kuvert frem.
– To mails fra vores mand til borgmesteren, hvori han beskriver drejebogen til handlen og stort set indrømmer, at det er planlagt fra starten. Ulrik Torp tog imod med en svedig hånd.
– Og hvis jeg var dig, fortsatte kilden, – så ville jeg søge om aktindsigt i borgmesterens sms-korrespondance mellem de to i dagene op til. Hans private mobil, vel at mærke.
Vel at mærke – der var det igen, de lidt gammelkloge udtryk. Kontorchefen fik med sin diktion sætningen til at lyde som en replik fra en dansk film fra 50’erne. Torp nikkede. Det var stadig de færreste politikere, der tænkte over, at sms’er om deres arbejde var underlagt aktindsigt, og det uanset om det var en arbejdstelefon eller en privat.
– Er sms’erne det endelige bevis?
Kontorchefen nikkede.
– Men er det ikke privat? Kan jeg få adgang til dem?
– For Boldbjerg er det privat, jo. Men ikke for borgmesteren. Han har haft travlt med at få dem journaliseret, efter du begyndte at skrive om det, så ingen kan bebrejde ham noget.
– Jeg får dem ikke udleveret.
– Men så kan du jo skrive i din artikel, at du ikke får det, bemærkede kontorchefen.
– Det er næsten lige så godt.
– Det er ikke nok. Men hvis borgmesteren har journaliseret det, har du vel adgang til det. Jeg skal ha’ dem i hånden. Når du kunne skaffe de andre papirer, må du også kunne skaffe dem her.
– Næste gang.
– Hvorfor er du så interesseret i at få ham væltet? Du risikerer, at din egen borgmester ryger med i faldet.
Spørgsmålet udløste den første antydning af et smil, Torp havde bemærket de tre gange, de indtil nu havde mødtes.
– Må en borger ikke være oprigtig forarget over misbrug af magt?
– Det må han rigtig gerne – især når han kommer til en journalist med det. Ulrik Torp havde nu fået sin helt normale vejrtrækning tilbage og tillod sig et lille grin.
– Jeg ser frem til at læse din næste artikel, og husk nu …
– Yes, afbrød Torp, – hvis jeg kontakter dig, er det på det særlige mobilnummer, du har givet mig. Kun sms og intet navn. Og vi mødes her.
Kontorchefen nikkede.
– Din burner phone, bemærkede Torp lettere sarkastisk med tanke på de engangstelefoner som kriminelle ofte benyttede.
– Undskyld?
– Glem det, Ulrik Torp rystede på hovedet og huskede sig selv på, at humor, ironi og sarkasme stod rigtig dårligt til kontorchefen, der allerede var på vej væk tværs over græsset mod vejen, hvor hans elcykel stod.
Torp kiggede lidt efter sin kilde på Københavns Rådhus, imens han vejede kuverten i hånden. Det var en god historie, og den blev hele tiden bedre. Han tog sig sammen og satte i løb igen – nu tilbage mod Valby. Han overvejede at skifte stien langs søen ud med fortovet nedenfor på vejen, hvor der var mere skygge, men droppede det. Løberiet var under alle omstændigheder et helvede. Telefonen på højre arm summede igen.
En ny sms – kontorchefen måtte have glemt noget. Måske var han på vej tilbage. Torp standsede.
Breaking – voldsom eksplosion i Valby
Ud over det irriterende opdateres stod der ikke mere.
Ulrik Torp ringede til Simon, der straks svarede.
– Ja?
Torp skulle til at sige noget, men kunne ikke. Brystkassen var igen blevet for lille.
– Hallo, Ulrik?
– Si… mon, forsøgte han.
– Er du ude at løbe?
Torp pustede ind i telefonen. Simon tog det som en bekræftelse og fortsatte:
– Bare rolig. Jeg er på vej. Det er lige henne på hjørnet ved Valby Langgade over for Søndermarken. Jeg er der næsten, forsikrede han, før han lovede at lægge noget op på de sociale medier meget hurtigt og afbrød forbindelsen.
Nu fik Ulrik Torps løb pludselig et reelt formål, og var ikke bare en del af lægens teori om løsningen på midaldrende mænds problem. Han skulle ind på redaktionen.
Ansvarshavende chefredaktør Ulrik Torp – idet han satte sig, kom han til at puffe til bunken med visitkort, der var kommet samme morgen fra trykkeriet. En håndfuld faldt på gulvet, uden at han ænsede det.
I en blandingsrus af iltunderskud og nyhedshunger tændte han sin computer, imens han så sig omkring. Klokken var næsten elleve. Der var ingen på den lille redaktion, hvilket var lidt usædvanligt. De udkom på papir om torsdagen, så tirsdag formiddag var folk typisk på vej op i gear. Hvor var praktikanten for eksempel?
Han rystede på hænderne på grund af løbeturen og rejsen op ad trapperne. Han havde stadig svært ved at få vejrtrækningen til at passe med noget som helst og mærkede sveden løbe overalt på kroppen – både på grund af temperaturen, der steg ubønhørligt mod 30 grader og i løbet af eftermiddagen ville nå endnu højere op, og så den dårlige ventilation i det lille redaktionslokale oppe under taget i den ende af Valby Langgade, hvor alting begyndte at blive billigere.
Ulrik Torp kunne høre udrykningskøretøjer i baggrunden – der var mindre end tusinde meter til stedet, hvor eksplosionen var sket. Simon var der, så det bekymrede Torp sig i første omgang ikke om. Han åbnede kuverten fra kontorchefen fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, og indholdet var præcis som lovet – en folketingspolitikers drejebog til at tjene mere end ti millioner kroner skattefrit. Han lagde papirerne i skuffen og vendte tilbage til sirenerne, der genlød udenfor.
Nu gjaldt det om at få nogle linjer ind på ValbyPostens hjemmeside. Han skimmede Expressens opdateringer – de var som regel først med den slags stof – også i dag – og skrev hurtigt med egne ord en foreløbig historie på hjemmesiden:
Mulig bombeeksplosion i Valby.
Tirsdag formiddag lidt før klokken halv ti var der en voldsom eksplosion på Gammel Jernbanevej tæt ved Valby Langgade. Politiet, der er massivt til stede, vil indtil videre ikke udtale sig om forlydender om, at der kan være tale om en bombe. Eksplosionen fandt sted i Demokratisk Klima Fraktions lokaler, og øjenvidner beskriver eksplosionen som ’ødelæggende’
Der stod ’eksplosionen’ to gange i sætningen. Ulrik Torp skrev videre. Nu gjaldt det i første omgang om at få det på hjemmesiden. Læserne skulle ikke omkring Expressen for at få at vide, hvad der skete i hans pastorat. Torp gik dog tilbage i afsnittet og tilføjede til ValbyPosten mellem udtale sig og om forlydender. Det virkede mere ’på-stedet-agtigt’. Helt løgn var det ikke. Jo, måske lidt. Han tøvede, slettede det igen og omskrev yderligere fra Expressen:
En gruppe børn fra Børnehuset Evigglad var på Gammel Jernbanevej, da eksplosionen indtraf, men blev ikke såret eller på anden måde ramt, oplyser politiet, der ikke vil udtale sig om andre tilskadekomne.
Valby Langgade er spærret mellem krydset Søndre Fasanvej/Toftegårds Alle og Søndermarksvej. ValbyPosten følger sagen løbende.
Det sidste var i hvert fald ikke løgn, tænkte Torp, idet Gitte kom ind på redaktionen.
Han havde hurtigt lært at sætte pris på ValbyPostens menneskelige arkiv. Hun var en smule ældre end Ulrik Torp, og havde nok altid haft den alder, hun havde lige nu. Tre ejere og et par håndfulde chefredaktører var defileret forbi den pligtopfyldende annoncesælger gennem næsten 30 år.
Hun overlevede ved at passe sit arbejde mere end hundrede procent, være flittig, loyal, mangle personlige ambitioner og ved at have et blidt væsen. Gitte Markussen, hed hun, men blev aldrig kaldt andet end annonce-Gitte. Hun indtog ikke nyt land i sine løse jeans og silkebluser i skiftende farver, men passede trofast det, andre erobrede eller lige nøjagtig evnede at holde fast i.
I de tre måneder, der var gået, siden Ulrik Torp til sin egen overraskelse fik stillingen som ansvarshavende chefredaktør på det lille blad, havde annonce-Gitte været hans korkbælte og hjælper i den transformation, han forsøgte at formulere for sig selv, ejeren, medarbejderne og læserne.
ValbyPosten skal være en rigtig avis, som Torp forklarede Axel Klithausen, der en smule modvilligt havde arvet avisen efter sin far, som entusiastisk havde arvet den efter sin far.
– Er det ikke en rigtig avis, da?
Ulrik Torp havde rystet pædagogisk på hovedet. Familien Klithausen ejede en enkelt ikke særlig velholdt udlejningsejendom og en lige så misligholdt avis. Det var resterne af et mindre familieimperium efter et par årtier med manglende evner, ugidelighed, finanskrise og pandemi.
– Der bor over 50.000 mennesker i Valby. Det er dobbelt så mange som i Holbæk og lige så mange som i Horsens.
Axel Klithausen havde ingen idé om, hvor Ulrik Torp ville hen. Han var 52, manglede både indsigt i og interesse for journalistik og avisdrift, hans kone insisterede på, at de stadig var velhavende, selv om bedstefarens formue efterhånden var formøblet af først anden og nu tredje generation. Han behøvede – igen – en redaktør til at køre bladet og havde ved et tilfælde opdaget, at der boede sådan én til leje i hans ejendom, så vedkommende kunne næppe være voldsomt dyr.
– 50.000 mennesker fortjener mere end et annonceblad med pressemeddelelser. De fortjener rigtig journalistik.
Axel Klithausen nikkede bifaldende til Ulrik Torps salgstale. Mest fordi ValbyPosten rent faktisk gav overskud via mange trofaste annoncører – og man skulle have en redaktør for at skaffe annoncer, så meget vidste han, og ham her kunne begynde med det samme. Ulrik Torp havde takket ja til jobbet.
Lønnen var en smule over startlønnen for nyuddannede på Dagbladet, hvor han selv havde været ansat i en årrække – men den var fast, og han glædede sig oprigtigt, både til udfordringen og til at slippe en håbløs tilværelse som freelancer.
– Hvad er der sket henne ved Søndermarken? spurgte annonce-Gitte, og Ulrik Torp fortalte den smule, han vidste, imens han overvejede at undskylde sin meget lidt chefredaktionelle fremtræden. Tonen og stilen på avisen var alt andet end formel, men han syntes endnu ikke, han kendte Gitte godt nok til at sidde foran hende med en gennemvædet og alt for stram løbebluse, der afslørede både mavebælte og mandebryster. Ulrik Torp var mere end bevidst om, at synet ikke var kønt.
– Simon er derhenne. Han ringede, imens jeg var ude at løbe, udbrød han og kunne se, at det blev opfattet som en undskyldning snarere end en forklaring på hans fremtoning.
– Jeg ville lige skynde mig at få det på hjemmesiden, fortsatte han og vidste, at det kun gjorde det værre. When you are in a hole – stop digging, som amerikanerne sagde.
– Jeg skifter lige om lidt, gravede han videre. Ulrik Torp blev reddet af Simon, der ringede fra Gammel Jernbanevej.
– Politiet vil ikke sige en skid, men fortæller dog, at en person er dræbt. Den døde var ikke en forbipasserende, men en inde på Demokratisk Klima Fraktions kontor. Jeg sender billeder af stedet, sluttede Simon.
De kom et halvt minut senere. Ulrik Torp opdaterede med den nye oplysning og billederne. Det her var dagens historie. Med lidt held måtte Expressen eller nogle af de andre medier citere ValbyPosten. Simon kunne sit kram.
– Den dræbte er hollænder, Piet Vermeer, 36 år, samboende med en dansk kvinde.
Simon, der var vendt tilbage på redaktionen, så op fra sin blok efter at have afbrudt forbindelsen til politiet. De pårørende var netop blevet orienteret. Hans hvide skjorte var knappet ned til midt mellem halsen og navlen – lige præcis en knap for meget efter Ulrik Torps smag.
Simon var – helt uforståeligt for Torp – røget ud ved endnu en sparerunde på Dagbladet, inden han rigtig havde nået at bide sig fast. Det havde såret hans i forvejen voldsomme forfængelighed. Men Simon var et stort journalistisk talent, vidste Torp fra deres kortvarige samarbejde på Dagbladet, han var under tredive og levede endnu i den vidunderlige illusion, at retfærdighed og sandhed altid vinder til sidst.
ValbyPosten var heldig at have ham tilknyttet, selv om Torp vidste, at det højst ville vare et par måneder – et halvt år, hvis de var heldige. Lønnen var elendig, muligheden for at have god tid til lækre historier begrænset, og kontrakten så løs, som det var muligt.
Samarbejdet kunne afbrydes med dags varsel fra begge sider. På et tidspunkt ville Expressen eller et af de nye netmedier mangle en mand indstillet på at brænde sit lys i begge ender. Og så var det slut med Valby.
Simon vippede med de bare tæer i sine tynde lærredssko. Han havde flere gange mere end antydet over for Torp, at ValbyPosten burde have sin egen podcast. Torp overvejede det, men kun fordi det måske kunne holde Simon på avisen lidt længere. Han undrede sig over, hvorfor podcast var blevet så populære blandt unge journalister – vidste de da ikke, at det bare var gammeldags radio med et engelsk navn?
Som da et gammelt stormagasin for nogle årtier siden ikke kunne skaffe elevatorførere, før en kvik sjæl fandt på at kalde dem for liftstewardesser, hvorefter det væltede ind med ansøgninger fra unge piger. Ord kunne noget, måtte Torp minde sig selv om.
Ventilatoren kørte i højeste gear og fik Simons hår til at løfte sig. Man kunne se svedplamagerne gennem den tynde, hvide skjorte. Måske ville han benytte karrierepausen til at få et barn. Torp vidste, at hans kæreste – My, var det stadig My? Det var det vist, den slags snakkede de ikke om – at hun pressede på. Det var den klassiske. Drengene blev aldrig klar, før de fik kastet moderkagen i favnen.
– Jeg fik fat på forpersonen for Demokratisk Klima Fraktion, fortsatte Simon.
– Forperson, hørte Torp sig selv sige. Mest til sig selv, men han kunne alligevel ikke dy sig.
– Er han så også talsmand?
– Næhh, det sagde han ikke noget om. Hvad er egentlig Demokratisk Klima Fraktion?
Simon trak benene ned fra skrivebordet og kørte et viskestykke rundt i ansigtet for at fjerne sveden bare i et par minutter. Det var midt på eftermiddagen, temperaturen udenfor var 34 grader, og selv om alle Velux-vinduerne på redaktionen var slået helt op, så samlede varmen sig under taget og smøg sig omkring dem i et klaustrofobisk favntag.
Ulrik Torp havde for længst droppet idéen om at gå de ti minutter hjem til lejligheden for at bade og skifte tøj og var helt bevidst om, at han lignede det, han var – en midaldrende, lettere overvægtig og desperat kondiløber i billigt løbetøj, der, som timerne gik, lugtede mere uvasket, end det rent faktisk var.
– Spørgsmålet er mere hvem.
– Hvem?
– Ja, hvem, fortsatte Ulrik Torp og rejste sig for at hente koldt vand i den kombinerede kaffe- og vandautomat, der stod i redaktionens køkken som en integreret del af redaktionslokalet. Han tømte et glas i én glubsk slurk og fyldte det med det samme igen.
– HVEM er Demokratisk Klima Fraktion? Der må være en bestyrelse, et repræsentantskab, en aktionsgruppe, eller hvad de nu kalder det. Og der må være nogen, der betaler lokale og måske ovenikøbet løn til for… personen.
– Demokratisk Klima Fraktion, Simon ænsede ikke pausen og læste højt fra sin skærm. Torp gættede på, at det var en googlesøgning på Wikipedia,
– dannet i forbindelse med COP26, klimatopmødet i Glasgow i 2021. DKF arbejder for et totalstop for udvinding af fossile brændstoffer og styres af en komite. Han stoppede.
– Så står der ikke mere.
– Jeg har altid været lidt skeptisk over for lande og organisationer, der har ordet ’demokratisk’ i navnet. Ulrik Torp slog ud med armene, mærkede en begyndende hovedpine og tappede endnu et glas koldt vand fra automaten.
– Den Demokratiske Republik Congo. Simon grinede.
– Deutsche Demokratische Republik, fortsatte Torp.
– Demokratisk Klima Fraktion. Fraktion lyder sgu også lidt spooky, konstaterede Simon og drejede skærmen væk fra sollyset, så han kunne fortsætte den googlesøgning, han var vokset op med.
– Er det ikke lidt mærkeligt? Simon havde ikke sagt noget i flere minutter. Den eneste lyd på redaktionen var den sagte snurren fra de tre ventilatorer, der kørte på maksimum, og så den fjerne lyd fra myldretidstrafikken nede på Valby Langgade.
– Forpersonen for Demokratisk Klima Fraktion eksisterer stort set ikke på nettet. Han har tilsyneladende hverken skrevet læserbreve eller kronikker. Han har, så vidt jeg kan se, aldrig udtalt sig om noget som helst. Jeg kan finde et referat fra et beboermøde i det boligselskab, hvor han bor, og hvor han protesterer over et fælleslån til tagrenovering.
Simon slog ud med armene.
– That’s it.
– Hvad med den dræbte – hollænderen?
Simon rystede på hovedet.
– Ikke meget, men det betyder måske heller ikke det store, når det ikke er en dansker. Han kiggede undskyldende op.
– Jeg mener … med hensyn til nekrologen, altså.
– Hvad ved vi?
Simon kiggede i sine notater.
– Boede med sin danske kæreste i Bruxelles indtil for et lille år siden. De flyttede til en andelslejlighed få hundrede meter fra Demokratisk Klima Fraktions lokaler i januar.
– Og kæresten?
– 32 år, hun har læst filosofi på Københavns Universitet.
– Så er hun nok aldrig blevet færdig, når det står på den måde. Hvad laver hun? spurgte Torp.
– Aner det ikke. Simon slog opgivende ud med armene.
– Og så en hollænder. Det gør li’som nekrologen lidt svær, sukkede han. Torp og Simon kiggede på hinanden – de vidste begge, hvad det betød.
– Yes, yngstemand går i marken. Simon rejste sig uden betænkning. Ulrik Torp holdt endnu mere af ham trods den absurd nedknappede hvide skjorte. Altid hvid skjorte. Det mindede ham om hans egen journalistiske ungdom. Altid klar. Altid sulten. Altid nysgerrig.
– Prøv at undgå kæresten, sagde Torp uden alt for fast stemmeføring.
– You bet.
Simon var allerede på vej ned ad trappen, ud i sommerheden for at finde et par stikord om den nu dræbte hollænder med dansk kæreste. Det var deres historie. De skulle fandeme være foran Expressen på egen hjemmebane.
Der lød et hej Axel fra Simon ude fra trappen, og et øjeblik efter stod Axel Klithausen ved det bord, der skulle forestille at være en reception for de få læsere og annoncører, der dristede sig helt op på fjerde sal. Det var usædvanligt, at avisens ejer kom på redaktionen. Ulrik Torp rejste sig med et lille sæt og gik ham i møde.
– Sikke en varme, hva’? udbrød Klithausen i et forsøg på at lyde både venlig og tilforladelig.
Torp kunne egentlig godt lide ham. Han blandede sig ikke, var overdrevent bevidst om egne mangler og forsøgte – som de fleste – at få tilværelsen til at hænge sammen. På den måde syntes Torp, at de havde et skæbnefællesskab, selv om deres liv havde været, og stadig var, meget forskellige.
Axel Klithausen var vokset op i et velhaverhjem på Frederiksberg med tjenestefolk og havemand. Som en selvfølge havde faren købt en villa til enebarnet i bryllupsgave, og nu – et barnløst sølvbryllup og mange frasalg senere – stod villaen stadig som et symbol på soliditet og borgerlighed.
Møblerne havde alle de rigtige efternavne, men den ene gang i forsommeren, da Ulrik Torp sammen med Karen var inviteret til middag umiddelbart efter sin tiltrædelse, havde de begge bemærket, at villaen trængte – som i trængte. Vinduer, der skulle males, et tag, der var lige så gammelt som huset. Gamle elinstallationer, køkken og badeværelse, der var nyt for – ja, 25 år siden.
På afstand bemærkede man det ikke. Tæt på varslede det en snarlig konfrontation med virkeligheden. Aftenen havde været et forsøg på at holde den på afstand – porcelæn og krystalglas med små revner, en udmærket rødvin, som Torp genkendte fra Irmas tilbud ugen før, og så de alt for store slurke, som både værten og værtinden indtog til og med cognacen, og som forklarede Axel Klithausens usunde, rødmossede ansigt.
Der var et element af slutspil over aftenen, selv om den havde været ganske hyggelig, som Karen konkluderede på vejen hjem. Hun var lige så glad for Torps nye job, som han selv var. Det sikrede ikke kun økonomien – hun antydede også over for ham, at det på alle måder kunne betyde, at hendes mand ville få det bedre – også fysisk.
Ulrik Torp stod lidt kejtet foran avisens ejer. Fjern opdragelse fik dem til at række hånden lidt frem til et goddag, men begge fortrød halvt gennem bevægelsen, hvilket fik det til, om muligt, at virke endnu mere akavet.
– Kaffe? Koldt vand? forsøgte Torp. Det blev vand. Klithausen gav uforvarende sin chefredaktør elevatorblikket.
– Eksplosionen på Gammel Jernbanevej, forsøgte Torp.
– Jeg måtte afbryde min løbetur.
– Eksplosion? Nå ja. Sikke noget. Axel Klithausen lod ikke til at ville spørge mere til dagens begivenhed. Den fyldte nok ikke så meget på Frederiksberg.
– Det var noget af en leder, du skrev i torsdags.
Det kom ikke som en anklage eller kritik. Heller ikke som en ros. Men det var altså derfor, han var på et af sine sjældne besøg på redaktionen. Lederen var noget, Torp havde indført som en af sine første gerninger. ValbyPosten skulle have både kant og meninger.
– Man må gerne skille vandene – det kan man leve af, forklarede han ved den lejlighed Axel Klithausen, der ikke umiddelbart havde ladet sig overbevise.
– Ib Boldbjerg er en skiderik. Jeg forholder mig ikke til hans arbejde som folketingsmedlem og klimaminister. Men det, han har gjort med den lejlighed, er langt over stregen, lød det fra Torp. Han kunne lige så godt tage det i opløbet. Axel Klithausen tøvede.
– Det var ikke et sekund for tidligt, at den historie blev skrevet. Han har ligget i læ som lokal Valby-dreng alt for længe, fortsatte Torp.
– De, kom det forsigtigt fra Klithausen.
– De. Det er mange historier, du har lavet sammen med ham Simon.
– Og ikke et komma, ikke en sætning har været forkert. Det ved du også. Det lød hårdere, end det var ment.
– Jo, jo. Det er jo ikke det.
Klithausen svedte. Næppe kun på grund af varmen.
– Min far kendte ham. Rigtig godt, fortsatte han og fik det til at lyde som et argument.
– Det gør jeg jo så også lidt.
Ulrik Torp nikkede næsten medfølende. Uden at ville indrømme det var han faktisk imponeret over, at Klithausen ikke havde forsøgt at redde en gammel bekendt. Ib Boldbjerg var politiker af den gamle slags og den absolut mest lavthængende frugt for en chefredaktør, der ville melde sin ankomst til byen.
ValbyPosten havde aldrig tidligere bedrevet kritisk journalistik. Og i lederen i det seneste nummer havde bladet – Torp – opfordret klimaministeren til at lægge alt frem. I alle aviser ville det have været en hård leder, på grænsen til det injurierende, men netop på grænsen. I ValbyPosten var den en mindre revolution.
– Det er jo ikke ulovligt, det, han har gjort.
– Formentlig ikke, erkendte Torp.
– Men derfor kan det godt være forkert at købe en kæmpe lejlighed, dele den op i to ved at trække på sine kontakter i Borgerrepræsentationen og så sælge skattefrit, fordi man hævder hele tiden at ville have haft den som privatbolig.
– Men ikke ulovligt, gentog Klithausen.
– Arbejderpartiet og også klimaminister Boldbjerg har tordnet imod boligspekulanter. Som minimum er det politisk hykleri.
– Måske var han bare heldig.
– Hvad var det, den professionelle golfspiller sagde? Golf is a game of luck – the more I practice, the luckier I get. Torp forsøgte at lette stemningen ved at smågrine. Klithausen greb muligheden.
– Jeg ville også bare sige, at nogle har ringet til mig og sagt, at det ikke er den ValbyPosten, som de har kendt tidligere. Og slet ikke som den var, da min far levede.
Axel Klithausen smilede forlegent og drak det sidste vand i sit glas. Ulrik Torp sagde ikke noget. Holdt blot øjenkontakt med avisens ejer, fast besluttet på, at det ikke var ham, der skulle bryde tavsheden.
Annonce-Gitte sad ved sit skrivebord længere væk og anstrengte sig forgæves for ikke at virke nysgerrig. Den stille summen fra de tre ventilatorer var eneste lyd i lokalet. Selv trafikken nede på gaden var forstummet, nu efter myldretiden.
Ulrik Torp var slet ikke i tvivl om, at han ville vinde denne high noon. Det var en af de ting, han vidste, han var ekstremt god til – at lade en pinlig pause i en samtale forblive pinlig og strække sig endnu længere. Til sidste knækkede hans modstander.
– Ja, så sagde jeg også, at sådan var det med den fri presse, journalistik og sådan noget. At man ikke kan være venner med alle, og at jeg jo bare ejer skidtet. Det er dig, der er chefredaktør. Han smilede forlegent, og hans blik flakkede let undskyldende.
– De er altid velkommen til at ringe, hvem de så end er, svarede Ulrik Torp. Nu var det tilladt at tale igen. Han havde vundet. Telefonen i hans hånd vibrerede. Det var en sms fra Expressen.
Breaking: Brevbombe bag dødelig Valby-eksplosion. Opdateres …
For helvede. Så vandt Expressen igen.
Nedsmeltning
★★★★ – Berlingske
★★★★ – Jyllands-Posten
❤️❤️❤️❤️ – Politiken
En bombe eksploderer i Demokratisk Klima Fraktions hovedkontor kort før et EU-klimatopmøde i København, og organisationens eneste medarbejder dør. Flere mindre klimaaktioner kulminerer med et brandattentat mod Danmarks kontroversielle klimaminister Ib Boldbjerg.
Ulrik Torp er blevet chefredaktør på den gratis ugeavis ValbyPosten. En række kritiske artikler om Valbys lokale toppolitiker Ib Boldbjerg, sætter Torp på sporet af kræfter, der for enhver pris vil gøre klimatopmødet til en fiasko. Samtidig kæmper Ulrik Torp på den private front både med sit helbred og med den fortabte søn, der efter tre år vender tilbage fra Bruxelles som fuldtids klimaaktivist.
Politisk spændingsroman af Niels Krause-Kjær i serien om Ulrik Torp, der også indeholder bøgerne Kongekabalen, Mørkeland og Fandens forår.
LÆS OGSÅ: Christiansborg Noir. Niels Krause-Kjær skriver intense politiske thrillere.
Du kan købe Nedsmeltning online her eller i din nærmeste boghandel.
Kongekabale
“Nogle gange overgår virkeligheden fantasien.” – Kristeligt Dagblad
Det Demokratiske Parti kastes ud i en beskidt magtkamp mellem gruppeformanden og den politiske ordfører, efter partiets leder bliver alvorligt kvæstet. Spørgsmålet om, hvem der skal overtage ledelsen af partiet i fremtiden melder sig, og alle kneb bliver taget i brug i bestræbelserne for at nå til tops.
Det er et politisk spil, hvor alle bruger alle – og hvor også journalisterne på Christiansborg kommer med deres egne agendaer. Ulrik Torp er ingen undtagelse, og han må langsomt se sine idealer krakelere og selv tage affære …
Kongekabale er blevet filmatiseret med Søren Pilmark, Anders W. Berthelsen og Lars Mikkelsen i hovedrollerne og vandt blandt andet otte Robert-priser.
Du kan købe Kongekabale online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Mørkeland
Dagen før der udskrives folketingsvalg, bliver en ung fuldmægtig i indenrigsministeriet myrdet.
Journalisten Ulrik Torp begynder at skrive om mordet og opdager, at den unge fuldmægtige havde fået færten af et omfattende bedrag.
Lidt efter lidt leder sporene Ulrik Torp mod en lille kreds af tidligere politikere og topembedsmænd, der synes parate til at forsvare samfundet med alle midler mod en illiberal dagsorden styret af tweets og facebookopslag.
Du kan købe Mørkeland online, fx på Saxo.com, eller i din nærmeste boghandel.
Fandens forår
Niels Krause-Kjær, forfatteren til Kongekabale, er tilbage med en medrivende politisk spændingsroman.
Med blot få dages mellemrum dør den tidligere justitsminister tilsynelandende af et hjertetilfælde, samt et tidligere folketingsmedlem på et hospice, som ånder ud lidt hurtigere end forventet. Samtidig skærpes konflikten mellem statsminister Palle Enevoldsen og den mere nationale politiker Kirsten Rolighed.
Ulrik Torp, nu på lykkepiller og arbejdende som freelancejournalist, bliver snart trukket ind i sagen. En sag, der viser sig at trække tråde tilbage til Murens fald og forsøg på magtindflydelse fra Moskva, dengang som nu. Men spørgsmålet er, om truslen mod et land kommer udefra eller indefra …
LÆS OGSÅ: Fandens forår. Hvordan kontrollerer man et lands hemmeligheder?
Du kan købe Fandens forår online her eller i din nærmeste boghandel.
Jagttegn
❤️❤️❤️❤️❤️ til “Niels Krause-Kjærs veloplagte, velskrevne nye politiske thriller” – Politiken
En folketingspolitiker findes død efter en kongejagt på et gods i Jylland. Han er skudt gennem hovedet, og alle går ud fra, at der er tale om selvmord. Samme dag forsvinder hans unge niece, der har gjort overraskende opdagelser i forbindelse med en eksamensopgave på journalisthøjskolen i Aarhus, hvor Ulrik Torp er lektor-vikar. Umiddelbart efter indledes en kampagne mod landets forsvarsminister.
Ulrik Torp trækkes ind i sagen, der viser sig at handle om militær oprustning, lobbyisme for milliarder, udenlandske interesser og skjult støtte til politikere. Til at hjælpe sig har Torp kun sine studerende og Emma, en tidligere praktikant fra hans gamle arbejdsplads, Dagbladet. Sammen finder de ud af, hvordan tingene hænger sammen, men det viser sig undervejs, at Torp selv er fanget i et net, som han har svært at vikle sig ud af. For hvem er det, der trækker i trådene?
JAGTTEGN er femte uafhængige bog i Niels Krause-Kjærs politiske spændingsserie, der lægger sig i grænselandet mellem medier og politik og beskriver magtspillet i kulissen.
Du kan købe Jagttegn online, f.eks. hos Bog&idé, eller i din nærmeste boghandel.
Andre læste også: