Aktuelt Fagbøger Mad og drikke Marie Holm

Kager du bager igen: Prøv Marie Holms nemme opskrift på den lækre selvsovsende fadbrownie, der hitter hos selv den mest kræsne kagespiser

kager du bager igen, kageopskrift

Vi elsker de kager, der virker hver gang. Dem, som redder en regnvejrsonsdag eller sætter prikken over i’et på den store middag. Marie Holms kager er netop sådan nogle – kager, du bager igen og igen – uanset anledningen.


“Bogen her indeholder udelukkende kager, jeg bager igen og igen, uanset hvad kagemoden dikterer. Kager, der helt enkelt smager eviggodt og hvis skønhed ligger i netop dén velsmag, i deres naturlige ingredienser og i deres gode konsistenser. Ikke i tidens kagemakeup. Der er kager, jeg har bagt til mennesker, jeg holder af – og serveret for i stuer, i radiostudier eller på senge.” sådan siger Marie Holm i bogens forord.

LÆS OGSÅ: 5 kogebøger til dig, der flytter hjemmefra – eller bare vil blive bedre i køkkenet

I Kager du bager igen præsenterer hun 45 nye og gamle favoritkager til alle anledninger og i alle sværhedsgrader. Lige fra den snaskede fadbrownie, der selvsovser under bagningen, over det supernemme bananabread med brunet smør og valnødder, til den smukke franske citrontærte, der engang resulterede i, at Master Fatman friede til hende. Og så selvfølgelig den blødende chokoladekage med havsalt, der kan redde alle middage – ja, alle dage, faktisk.

I bogen finder du: Skærekager. Tærter. Fadkager og snaskede dessertkager. Fællesskabskager og cheesecakes. Morgenkager og “pandekager” og små søde kager.

Nedenfor kan du prøve den famøse selvsovsende fadbrownie, der vækker glæde fra sekundet, den bliver taget ud af ovnen.







Selvsovsende fadbrownie

Kager du bager igen: Prøv Marie Holms nemme opskrift på den lækre selvsovsende fadbrownie, der hitter hos selv den mest kræsne kagespiser




Ingredienser


1 lille ovnfast fad eller en form (ca. 21 * 18 cm) / 4 personer

Sauce

  • 65 g sukker
  • 70 g brun farin
  • 35 g kakaopulver
  • 21⁄2 dl friskbrygget kaffe 1⁄2 dl mørk rom
  • Brownie
  • 60 g smør
  • 30 kakaopulver, gerne Valrhona
  • 90 g hvedemel
  • 2 tsk. bagepulver
  • 65 g sukker
  • 1⁄4 tsk. havsalt
  • 1 tsk. stødt vanilje
  • 1 æg, str. L
  • 3⁄4 dl mælk
  • 45 g mørk chokolade, gerne Valrhona

Desuden

  • vaniljeis eller flødeskum




Fremgangsmåde


Tænd ovnen på 180° varmluft.

Smør et lille ovalt ovnfast fad eller en bageform (ca. 21 x 18 cm) med smør. Det er vigtigt, at fadet ikke er for stort.

Forbered saucen: Rør sukker, farin og kakao godt sammen i en skål. Sæt kaffen til at brygge.

Lav nu dejen. Smelt smørret, og lad det køle en smule af.

Sigt kakaopulver, mel og bagepulver sammen i en skål, og tilsæt sukker, salt og vanilje.

Find en anden skål, og slå ægget ud i den. Pisk det sammen med mælk og smeltet smør med et piskeris, og rør denne blanding i de tørre ingredienser.

Rør dejen sammen med piskeriset, til den er godt blandet. Hak til slut chokoladen groft, og rør også den i dejen.

Hæld dejen i fadet/bageformen, og jævn den ud. Drys kakao-farinblandingen over dejen. Bland til sidst varm kaffe og rom sammen, og hæld forsigtigt den flydende blanding over kakao-farin-drysset.

Sæt forsigtigt formen i den varme ovn, og bag kagen i ca. 22-24 minutter, til den er hævet op, og kaffen er forsvundet fra overfladen.

Lad den selvsovsende fadbrownie hvile i 10 minutter, og server den så varm eller lun med en kugle vaniljeis til.




Marie Holm: Kager du bager igen


Kager du bager igen: Prøv Marie Holms nemme opskrift på den lækre selvsovsende fadbrownie, der hitter hos selv den mest kræsne kagespiser

Hvem elsker ikke at bage de kager, som virker hver gang? Dem, som altid vækker lykke og lækkersult til eftermiddagskaffen, på morgenbordet, til fødselsdagen eller som dessert.
Marie Holms kager er netop sådan nogle – kager, man bager igen og igen. Her præsenterer hun 45 yndlingskager til alle anledninger og i alle sværhedsgrader. Lige fra citronkagen, der nærmest er dessertcreme og soufflékage i ét, over det supernemme bananabread med brunet smør og valnødder, til den smukke franske citrontærte, der engang resulterede i, at hun fik et ægteskabstilbud fra Master Fatman. Og så selvfølgelig den blødende chokoladekage med havsalt, der kan redde alle middage.

Du kan købe Kager du bager igen i din nærmeste boghandel eller online fx hos Bog og idé.